19.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 63/23

—

Kommissionens afgørelse af 27. oktober 2017 i sag M.8633 — Lufthansa/Certain Air Berlin Assets, Kommissionens afgørelse i henhold til artikel 7, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 og artikel 57 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde annulleres

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 44, litra c), og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at bestemme, at Lufthansa kunne erhverve fly fra udenforstående leasinggivere, som disse leasinggivere havde leaset til NIKI eller dets moderselskab Air Berlin forudsat, at Lufthansa stillede disse fly til rådighed for NIKI eller en alternativ erhverver af NIKI på markedsvilkår, såfremt NIKI-transaktionen af en eller anden grund ikke ville blive gennemført (»vilkåret«) i henhold til fusionsforordningens artikel 7, stk. 3 (1), eftersom køb af fly ikke udgør en delvis gennemførelse.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke i henhold til fusionsforordningens artikel 7, stk. 3, havde kompetence til at pålægge vilkåret, eftersom Lufthansas køb af fly fra tredjeparter ikke relaterede sig til NIKI-transaktionen (2) og ikke udgjorde en delvis gennemførelse af den planlagte erhvervelse af NIKI, som ville have krævet en fravigelse af »standstill«-bestemmelsen i fusionsforordningens artikel 7, stk. 1.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at vilkåret ved at indebære et krav om, at Lufthansa gjorde det lettere for en anden køber at erhverve NIKI, overskrider den lovlige rækkevidde af fusionsforordningens artikel 7, stk. 3, og herved tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

Ifølge sagsøgeren er betingelser i henhold til fusionsforordningens artikel 7, stk. 3, kun passende, såfremt de er nødvendige i en given sag til sikring af, at en uhensigtsmæssig påvirkning af objektets markedsadfærd og de indledende skridt til anmeldelse af transaktionen kan ændres med henblik på at genoprette den tidligere foreliggende situation.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at den vage standard »markedsvilkår« og manglen på enhver form for processuel garanti eller indskrænkende principper i sig selv er til skade for Lufthansa og således er i strid med proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og Lufthansas ejendomsret og frihed til at oprette og drive egen virksomhed.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet med hensyn til antallet af omfattede fly.

Lufthansa har gjort gældende, at Kommissionen ikke gav en tilstrækkelig begrundelse, idet dens fortolkning af sin egen afgørelse skaber grundlæggende usikkerhed om rækkevidden af vilkåret, som er stærkt skadelig for Lufthansas mulighed for retsbeskyttelse og Domstolens mulighed for at opfylde sin pligt til at foretage prøvelse.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at sagsøgerens ret til at blive hørt blev tilsidesat.

Lufthansa har gjort gældende, at Kommissionen ikke iagttog Lufthansas ret til at blive hørt og så bort fra den foreløbig procedure i henhold til fusionsforordningens artikel 18 og artikel 12 i Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 (3) ved at vedtage den anfægtede afgørelse som »endelig« uden at have givet Lufthansa mulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende vilkåret og den påståede konkurrencemæssige skade, som vilkåret skulle afhjælpe, hverken inden (fusionsforordningens artikel 18, stk. 1) eller efter (fusionsforordningens artikel 18, stk. 2) vedtagelsen af afgørelsen.