Appel iværksat den 20. juni 2017 af Agria Polska sp. z o.o., Agria Chemicals Poland sp. z o.o., Star Agro Analyse und Handels GmbH og Agria Beteiligungsgesellschaft mbH til prøvelse af dom afsagt af Retten den 16. maj 2017 i sag T-480/15, Agria Polska m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-373/17 P)

(2017/C 347/04)

Processprog: polsk

Parter

Appellanter: Agria Polska sp. z o.o., Agria Chemicals Poland sp. z o.o., Star Agro Analyse und Handels GmbH og Agria Beteiligungsgesellschaft mbH (ved Rechtsanwälte P. Graczyk og W. Roclawski)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har med det første appelanbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og artikel 102 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, andet punktum, TEU og artikel 7, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 samt artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, idet Retten så bort fra åbenlyse fejl, som Kommissionen begik ved bedømmelsen af sandsynligheden for, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF eller artikel 102 TEUF, af spørgsmålet, om der forelå en EU-interesse i at indlede en undersøgelse, og af omfanget af nødvendige beviser.

Appellanterne har med dette appelanbringende bl.a. gjort gældende, at Retten begik følgende fejl: (i) den omstændighed, at appellanternes konkurrenter handlede samtidigt (tidsmæssigt sammenfaldende anmeldelse til de nationale myndigheder), var udelukkende begrundet i de erklæringer, som de har fremlagt; (ii) der er ikke taget hensyn til, at de fleste administrative afgørelser imod appellanterne og de sanktioner, som de er pålagt, og som er udløst af klager, som konkurrenter har indgivet, er blevet annulleret; (iii) der er set bort fra, at der til dels er indgivet klager til de forkerte myndigheder, og at det alene blev fastslået, at det i betragtning af risikoen for en skade på omdømmet eller negative påvirkning af de markedsførte produkters oprindelige tilstand kunne være legitimt at underrette de kompetente myndigheder; (iv) det blev tiltrådt, at Kommissionen havde lagt til grund, at der ikke forelå en tilstrækkelig EU-interesse i indledning af en undersøgelse, selv om de aktiviteter, der var omfattet af appellanternes klage, havde berørt flere medlemsstaters områder og multinationale selskaber; det blev ukorrekt lagt til grund, at appellanternes klage til de nationale myndigheder havde begrundet, at disse myndigheder havde enekompetence; (v) der blev ikke taget hensyn til, at omfanget af de nødvendige beviser og behovet for at afsætte betydelige ressourcer talte for, at Kommissionen var ansvarlig; (vi) det blev lagt til grund, at betingelserne for, at der forelå »misbrug af procedurer« ikke var opfyldt i retssagen.

Appellanterne har med det andet appelanbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-rettens effektive virkning (effet utile) og en urigtig fortolkning af dette princip med hensyn til den praktiske anvendelse af artikel 101 TEUF og artikel 102 TEUF, sammenholdt med artikel 105 TEUF og artikel 17, stk. 1, TEU, eftersom Retten (i) så bort fra Kommissionens rolle i EU-systemet om konkurrencebeskyttelse og lagde til grund, at der ikke består en forpligtelse for Kommissionen til at efterprøve, om de nationale myndigheder havde pasende ressourcer til rådighed til at efterkomme forpligtelserne i henhold til forordning nr. 1/2003; (ii) så bort fra appellanternes argument om, at der savnes effektive retsmidler for de nationale retter til, at private kan håndhæve konkurrencereglerne, da polsk ret ikke indeholder en passende procedure, og forældelsesfristen i henhold til polsk ret allerede er udløbet; (iii) fastslog, at appellanterne ikke havde godtgjort, at de polske konkurrencemyndigheder (formanden for kontoret for konkurrence- og forbrugerbeskyttelse [UOKiK]) ikke agtede at forfølge overtrædelser og pålægge sanktioner herfor, selv om det er ubestridt, at formanden for UOKiK havde afvist at indlede en undersøgelse, henset til, at den på daværende tidspunkt gældende forældelsesfrist var udløbet.

Appellanterne har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse (artikel 13 EMRK), retten til effektive retsmidler for en domstol (artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder) og retten til god forvaltning (artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder), idet Retten (i) opretholdt Kommissionens afgørelse, hvormed denne institution havde forkastet appellanternes klage uden at efterprøve, om der forelå overtrædelser, selv om de nationale konkurrencemyndigheder forinden havde afvist at indlede en undersøgelse på grund af formelle krav, og selv om der ikke reelt var nogen mulighed for gennemførelse af privatretlige erstatningssøgsmål; (ii) med urette afviste, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse med den begrundelse, at appellanterne kunne have anfægtet den afgørelse, hvormed Kommissionen forkastede appellanternes klage; (iii) så bort fra, at retten til effektiv domstolsbeskyttelse, retten til effektive retsmidler og retten til god forvaltning også omfatter retten til at få en afgørelse inden for en rimelig frist, hvilket ikke er overholdt i nærværende sag, da Kommissionen først traf den afgørelse, hvormed den afviste at indlede en undersøgelse, fire et halvt år efter, at appellanterne havde indgivet deres klage.