22.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 316/99

—

der henviser til Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (1) (i det følgende benævnt »drikkevandsdirektivet«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (2) (i det følgende benævnt vandrammedirektivet),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. november 2012 med titlen »En plan for at beskytte Europas vandressourcer« (COM(2012)0673),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. marts 2014 om det europæiske borgerinitiativ »Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!« (COM(2014)0177) (i det følgende benævnt »meddelelsen«),

—

der henviser til Kommissionens Sammenfattende rapport om drikkevandskvaliteten i EU baseret på medlemsstaternes rapporter for perioden 2008-2010 i henhold til direktiv 98/83/EF (COM(2014)0363),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 19. marts 2014 (5),

—

der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs sammenfattende rapport »The European environment — state and outlook 2015«,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 28. juli 2010 om menneskers ret til vand og sanitet (6) og til FN's Generalforsamlings resolution af 18. december 2013 om menneskers ret til rent drikkevand og sanitet (7),

—

der henviser til alle FN's Menneskerettighedsråd resolutioner om menneskers ret til rent drikkevand og sanitet,

—

der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union (8),

—

der henviser til sin beslutning af 3. juli 2012 om gennemførelse af EU's vandlovgivning før en nødvendig overordnet tilgang til de europæiske udfordringer angående vand (9),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015 (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0228/2015),

A.

der påpeger, at »Right2Water« er det første europæiske borgerinitiativ (ECI), der har opfyldt de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 211/2011 om borgerinitiativer, og som har været i høring i Parlamentet, efter at have modtaget støtte fra næsten 1,9 mio. borgere;

B.

der henviser til, at menneskers ret til vand og sanitet omfatter tilgængelighed, adgang, acceptabilitet, prisoverkommelighed og kvalitet;

C.

der henviser til, at fuld gennemførelse af menneskers ret til vand og sanitet, som er anerkendt af FN og nyder opbakning fra EU’s medlemsstater, er en forudsætning for liv, og at god forvaltning af vandressourcerne spiller en afgørende rolle for sikringen af en bæredygtig vandanvendelse og beskyttelsen af jordens naturkapital; der henviser til, at de kombinerede konsekvenser af menneskelig aktivitet og klimaændringer betyder, at hele EU's Middelhavsregion og visse centraleuropæiske regioner nu er klassificeret som halvørkenregioner med vandknaphed;

D.

der henviser til, at det fremgår af miljøagenturets 2015-rapport om miljøets tilstand, at svindet som følge af udsivning fra rør i Europa aktuelt udgør mellem 10 % og 40 %;

E.

der henviser til, at adgang til vand er en af nøglerne til at opnå bæredygtig udvikling; der henviser til, at en fokusering af udviklingsbistanden på forbedring af forsyningen af drikkevand og sanitet er en effektiv måde at forfølge de grundlæggende mål om udryddelse af fattigdom såvel som til at fremme social lighed, folkesundhed, fødevaresikkerhed og økonomisk vækst;

F.

der henviser til, at mindst 748 mio. mennesker ikke har holdbar adgang til rent drikkevand, og at en tredjedel af verdens befolkning mangler basal sanitet; der henviser til, at retten til sundhed dermed trues, og at sygdomme spredes og forårsager lidelse og død samt udgør alvorlige hindringer for udviklingen; der henviser til, at omkring 4 000 børn dagligt dør af vandbårne sygdomme eller grundet utilstrækkelig adgang til vand, sanitet og hygiejne; der henviser til, at manglende adgang til drikkevand dræber flere børn end aids, malaria og kopper tilsammen; der påpeger, at der imidlertid er en klart nedadgående tendens i disse tal, og at denne nedgang kan og skal fremmes;

G.

der henviser til, at adgang til vand også har en sikkerhedsdimension, som kræver forbedret regionalt samarbejde;

H.

der henviser til, at adgang til vand og sanitet har konsekvenser for udøvelsen af andre menneskerettigheder; der henviser til, at udfordringerne med hensyn til vand i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder, da de i mange udviklingslande traditionelt er ansvarlige for vandforsyningen til husholdningen; der henviser til, at kvinder og piger lider mest under den manglende adgang til passende og ordentlig sanitet, som ofte begrænser deres adgang til uddannelse og gør dem mere sårbare over for sygdomme;

I.

der henviser til, at tre en halv million mennesker hvert år dør af vandbårne sygdomme;

J.

der henviser til, at der med den valgfrie protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der trådte i kraft i 2013, indførtes en klagemekanisme, som giver enkeltpersoner eller grupper mulighed for at indgive formelle klager over krænkelser af menneskers ret til vand og sanitet, blandt andre rettigheder;

K.

der henviser til, at efterspørgslen efter vand stiger i alle sektorer i udviklingslandene og vækstøkonomierne, navnlig til energi og landbrug; der henviser til, at klimaændringer, byudvikling og demografiske udviklinger kan udgøre en alvorlig trussel mod tilgængeligheden af vand i mange udviklingslande, og at omkring to tredjedele af verdens befolkning forventes at leve i vandstressede lande inden 2025;

L.

der henviser til, at EU er den største donor inden for vand-, sanitets- og hygiejnesektoren med 25 % af dets årlige globale humanitære støtte afsat til udelukkende at støtte udviklingspartnere på dette område; der imidlertid henviser til, at en særberetning fra Den Europæiske Revisionsret fra 2012 om Den Europæiske Unions udviklingsbistand til drikkevandsforsyning og basal sanitet i lande syd for Sahara understregede behovet for at forbedre bistandseffektiviteten og bæredygtigheden af de projekter, der støttes af EU;

M.

der henviser til, at Europarådets parlamentariske forsamling erklærede, »at adgang til vand skal anerkendes som en grundlæggende menneskeret, fordi det er vigtigt for livet på jorden og en ressource, som menneskeheden skal dele«;

N.

der henviser til, at privatiseringen af forsyningspligtydelser i Afrika syd for Sahara i 1990’erne bl.a. har vanskeliggjort opnåelsen af 2015-målene (MDG-målene) både inden for vand og sanitet, idet investorernes fokus på omkostningsdækning, blandt andet har intensiveret uligheder i udbuddet af sådanne tjenester på bekostning af husholdninger med lav indkomst; der henviser til, at overdragelse af vandforsyningstjenester fra private virksomheder til lokale myndigheder i lyset af en mislykket privatisering er en stigende tendens inden for vandsektoren i hele verden;

O.

der henviser til, at vandforsyning er et naturligt monopol, og at indtægter fra vandforvaltningscyklussen bør kunne dække og altid være øremærket til såvel omkostningerne ved som beskyttelsen af vandforsyningstjenester og en forbedring heraf under forudsætning af at offentlighedens interesser varetages;

P.

der henviser til, at fraværet af passende vandforsynings- og sanitetsforhold har alvorlige konsekvenser for sundheden og den sociale udvikling, navnlig for børn; der henviser til, at forurening af vandressourcer er en væsentlig årsag til diarré, som er den næsthyppigste årsag til børnedødelighed i udviklingslandene, og fører til andre alvorlige sygdomme, såsom kolera, schistosomiasis og trachom;

Q.

der henviser til, at vand har sociale, økonomiske og økologiske funktioner, og at en korrekt og solidarisk vandforvaltningscyklus vil sikre en fortsat og stabil tilgængelighed af denne ressource i den nuværende situation med klimaændringer;

R.

der henviser til, at Europa er særlig følsomt over for klimaændringer, og at vandet er et af de første områder, der påvirkes;

S.

der påpeger, at det europæiske borgerinitiativ blev oprettet som en mekanisme for et deltagelsesdemokrati med henblik på at fremme debat på EU-niveau og borgernes direkte inddragelse i EU’s beslutningstagning, og at mekanismen er en glimrende mulighed for EU’s institutioner til at genoptage forbindelserne med borgerne;

T.

der henviser til, at Eurobarometerundersøgelser i de senere år konsekvent har vist, at der er meget ringe tillid til EU blandt EU-borgerne;

1.

har den holdning, at det europæiske borgerinitiativ er en enestående demokratisk mekanisme, der har betydeligt potentiale til at hjælpe med at bygge bro mellem europæiske og nationale sociale bevægelser og civilsamfundsbevægelser og til at fremme deltagelsesdemokratiet på EU-plan; mener imidlertid, at det for at kunne udvikle den demokratiske mekanisme endnu mere er bydende nødvendigt med en evaluering af tidligere erfaringer og en reform af borgerinitiativet, og mener, at Kommissionens indsats, som — hvor dette er hensigtsmæssigt, kan omfatte muligheden af at indføre passende elementer i lovgivningsmæssige revisioner eller nye lovforslag — i højere grad skal afspejle det europæiske borgerinitiativs behov, når disse falder inden for dens kompetenceområde, og navnlig når de udtrykker menneskerettighedsbekymringer;

2.

understreger, at Kommissionen bør sikre den størst mulige gennemsigtighed i de to måneder, som dens analysefase varer, at et godkendt europæisk borgerinitiativ bør modtage ordentlig juridisk bistand og rådgivning fra Kommissionens side og bør offentliggøres på passende vis, samt at initiativtagere og støtter bør holdes fuldt orienteret og ajourført gennem hele proceduren for det europiske borgerinitiativ;

3.

kræver, at Kommissionen gennemfører forordningen om borgerinitiativer effektivt og fortsætter med at fjerne alle administrative hindringer, som borgerne møder, når de indgiver eller støtter et europæisk borgerinitiativ, og opfordrer den indtrængende til at overveje at indføre en fælles registreringsordning for europæiske borgerinitiativer i alle medlemsstater;

4.

glæder sig over, at støtten til dette europæiske borgerinitiativ fra næsten 1,9 mio. EU-borgere fra alle medlemsstater falder sammen med Kommissionens beslutning om at udelukke vand- og sanitetsforsyningstjenester fra koncessionsdirektivet;

5.

opfordrer Kommissionen til at fastholde og bekræfte udelukkelsen af vand- og sanitetsforsyningstjenester fra koncessionsdirektivet i enhver eventuel revision af dette direktiv;

6.

finder det beklageligt, at Kommissionens meddelelse mangler ambition, ikke kommer med svar på borgerinitiativets konkrete krav og begrænser sig til at gentage eksisterende forpligtelser; understreger, at Kommissionens reaktion på borgerinitiativet »Right2Water« er utilstrækkeligt, idet den ikke yder noget nyt bidrag og ikke lancerer alle de tiltag, der kunne medvirke til at nå disse mål; anmoder Kommissionen om i forbindelse med dette specifikke borgerinitiativ at stå i spidsen for en omfattende oplysningskampagne om de foranstaltninger, der allerede er truffet på vandområdet, og om, hvordan disse foranstaltninger kan bidrage til opfyldelsen af målene med borgerinitiativet »Right2Water«;

7.

mener, at mange af de andragender, der vedrører vandkvalitet og vandforvaltning, kommer fra medlemsstater, som ikke er velrepræsenteret i den offentlige høring på EU-plan, der blev lanceret i juni 2014, og understreger, at der derfor kan være tale om uoverensstemmelser mellem resultaterne af den offentlige høring og den situation, som beskrives af andragerne;

8.

håber, at Kommissionen og næstformanden med ansvar for bæredygtighed vil give et klart politisk tilsagn om at foretage det fornødne på baggrund af de betænkeligheder, som er kommet til udtryk i dette europæiske borgerinitiativ;

9.

henviser igen til Udvalget for Andragenders tilsagn om at lade andragere komme til orde i spørgsmål om grundlæggende rettigheder, og minder om, at initiativtagerne til borgerinitiativet »Right2Water« har givet udtryk for deres støtte til at erklære vand for en menneskeret, der er sikret på EU-plan;

10.

opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med den overordnede målsætning bag borgerinitiativet »Right2Water« at fremsætte lovgivningsforslag, og — såfremt dette er nødvendigt — en revision af vandrammedirektivet, der anerkender den universelle adgang og menneskers ret til vand; opfordrer desuden til, at den universelle adgang til rent drikkevand og sanitet anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

11.

understreger, at EU som sådan vil miste troværdighed i borgernes øjne, hvis Kommissionen ignorerer godkendte og bredt støttede borgerinitiativer, der er taget gennem den ved Lissabontraktaten fastsatte demokratiske mekanisme;

12.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte informations- og uddannelsesforanstaltninger på EU-plan for at fremme opfattelsen af vand som et fælles gode, bevidstgørelsesforanstaltninger, som fremmer en mere bevidst individuel adfærd (med henblik på at spare på vandet), foranstaltninger til en bevidst fastlæggelse af politikker for naturressourceforvaltning og støtte til offentlig, participatorisk og gennemsigtig forvaltning;

13.

mener, at det er nødvendigt at udarbejde vandpolitikker, der tilskynder til rationel brug, genbrug og genanvendelse af vandressourcerne, hvilket er vigtige elementer for en integreret forvaltning; mener, at dette vil gøre det muligt at reducere omkostningerne, bidrage til en besparelse af naturressourcen og sikre en korrekt miljøforvaltning;

14.

opfordrer Kommissionen til at modvirke vandhamstring og hydraulisk frakturering og til at foretage undersøgelser af disse fænomeners indvirkning på miljøet;

15.

minder om, at FN bekræfter, at menneskers ret til vand og sanitet giver enhver ret til vand, som er af god kvalitet, sikkert, fysisk tilgængeligt, prismæssigt overkommeligt, tilstrækkeligt og acceptabelt, til personligt brug og til brug i husholdningerne; påpeger, at det af en anden FN-henstilling fremgår, at en betaling svarende til 3 % af en husstands indkomst bør anses for at være den maksimale betaling for vandforsyningstjenester, såfremt der skal betales for disse;

16.

giver sin støtte til FN's særlige rapportør om menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet og understreger betydningen af rapportørens og dennes forgængers arbejde, for så vidt angår anerkendelsen af denne ret;

17.

beklager, at der i EU's 28 medlemsstater stadig findes over 1 million mennesker, som ikke har adgang til en sikker og ren drikkevandsforsyning, og at næsten 2 % af befolkningen ifølge programmet for vurdering af verdens vandressourcer (World Water Assessment Programme) ikke har adgang til sanitet, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at gribe til handling;

18.

opfordrer Kommissionen til at anerkende vigtigheden af menneskers ret til vand og sanitet som et offentligt gode og en grundlæggende værdi for alle EU-borgere og ikke som en vare; udtrykker sin bekymring over, at et stigende antal personer siden 2008 har fået problemer med at betale deres vandregninger som følge af den finansielle og økonomiske krise og sparepolitikker, der har øget fattigdommen i Europa og antallet af lavindkomsthusholdninger, og at overkommelige priser er ved at blive et anliggende af stigende bekymring; tager afstand fra vandafbrydelser og tvangslukning af vandforsyning og anmoder medlemsstaterne om at sætte en stopper for disse situationer, når de skyldes socioøkonomiske forhold i lavindkomsthusholdninger; glæder sig over, at der i nogle medlemsstater bruges »vandbanker« eller minimumsvandkvoter i et forsøg på at hjælpe de mest sårbare med deres forsyningsomkostninger for at sikre vand som en umistelig del af de grundlæggende rettigheder;

19.

opfordrer Kommissionen til i lyset af følgerne af den nylige økonomiske krise at samarbejde med medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder om at gennemføre en undersøgelse om vandfattigdom, herunder spørgsmål om adgang og overkommelige priser; opfordrer indtrængende Kommissionen til i øget grad at støtte og lette samarbejde mellem vandværker for at hjælpe vandværkerne i mindre udviklede områder og landdistrikter med henblik på at støtte adgangen til vand af god kvalitet for alle borgere i disse områder;

20.

opfordrer Kommissionen til at udpege områder, hvor vandmangel er et aktuelt eller potentielt problem, og til at hjælpe de pågældende medlemsstater, regioner og områder, navnlig landdistrikter og fattige byområder, med at finde en ordentlig løsning på dette problem;

21.

understreger, at Kommissionens påståede neutralitet med hensyn til ejendomsretten over og forvaltningen af vand er i strid med de privatiseringsprogrammer, som trojkaen har påtvunget visse medlemsstater;

22.

anerkender, at vand — som det fremgår af vandrammedirektivet — ikke er en vare, men et offentligt gode, der er afgørende for menneskers liv og værdighed, og minder Kommissionen om, at EU i henhold til Traktatens bestemmelser skal forblive neutral i forhold til nationale bestemmelser vedrørende ejerskabsordninger for vandforsyningsselskaber, og at EU derfor på ingen måde bør fremme privatisering af vandforsyningsselskaber inden for rammerne af et økonomisk tilpasningsprogram eller nogen anden EU-procedure for koordinering af økonomisk politik; opfordrer — i betragtning af, at der er tale om forsyningspligtydelser, og at de dermed overvejende er af almen interesse — Kommissionen til permanent at holde vand, sanitet og behandling af spildevand uden for interne markedsregler og eventuelle handelsaftaler og stille dem til rådighed til overkommelige priser, og opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de teknisk, finansielt og administrativt forvaltes på en virkningsfuld, effektiv og gennemsigtig måde;

23.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at genoverveje forvaltningen af vandpolitikken og reetablere den på basis af aktiv deltagelse, forstået som gennemsigtighed i beslutningsprocessen og åbenhed over for borgerne;

24.

mener, at det for så vidt angår spørgsmål om regulering og kontrol er nødvendigt at beskytte det offentlige vandejerskab ved at fremme offentlige, gennemsigtige og participative forvaltningsmodeller, hvor den offentlige myndighed, der har vandejerskabet, kun i visse særlige tilfælde kan tildele koncessionskontrakter vedrørende forvaltningsopgaver til private foretagender på nøje regulerede betingelser og altid med sikring af retten til ressourcen og en passende sanitet;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en dækkende vandforsyning karakteriseret ved overkommelige priser, høj kvalitet og fair arbejdsbetingelser og underlagt demokratisk kontrol;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte fremme af uddannelses- og bevidstgørelseskampagner rettet mod borgerne med henblik på at bevare og beskytte vandressourcer og sikre et mere aktivt medborgerskab;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre ikke-forskelsbehandling i adgangen til vandforsyningstjenester og sikre denne for alle, herunder marginaliserede brugergrupper;

28.

opfordrer Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaterne til at støtte kommunale myndigheder i EU, der ikke har den nødvendige kapital, til at få adgang til teknisk bistand, disponible EU-midler og langfristede lån med en præferentiel rentesats, især med henblik på at vedligeholde og forny vandinfrastruktur for at sikre levering af vand af høj kvalitet og udbrede vand- og sanitetsforsyningstjenester til de mest sårbare befolkningsgrupper, herunder de fattige og indbyggere i de meget afsides beliggende regioner og afsidesliggende områder; understreger vigtigheden af en åben, demokratisk og deltagerorienteret forvaltning for at sikre, at der gennemføres de mest omkostningseffektive løsninger til forvaltning af vandressourcer til gavn for samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gennemsigtighed af de økonomiske ressourcer, der genereres gennem vandforvaltningscyklussen;

29.

anerkender, at vand- og sanitetsforsyningstjenester er forsyningspligtydelser, og at vand ikke er en vare, men et offentligt gode, og at det derfor bør stilles til rådighed til overkommelige priser, der respekterer menneskers ret til vand af en minimumskvalitet og giver mulighed for at anvende en forholdsmæssig tarif; anmoder medlemsstaterne om at sikre, at der anvendes et rimeligt, retfærdigt, gennemsigtigt og velegnet prissystem for vand- og sanitetsafgifter, således at alle borgere sikres adgang til forsyning af høj kvalitet, uanset deres indkomst;

30.

bemærker, at vand skal betragtes som et økosocialt aktiv og ikke blot som et led i en produktion;

31.

minder om, at adgang til vand er af afgørende betydning for landbruget for at sikre retten til tilstrækkelig ernæring;

32.

opfordrer Kommissionen til kraftigt at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at udvikle og forbedre infrastruktur, som sikrer adgang til vandings-, kloak- og drikkevandsforsyningstjenester;

33.

mener, at drikkevandsdirektivet i høj grad har medvirket til at gøre drikkevand af høj kvalitet tilgængeligt i hele EU, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til resolut at realisere de miljø- og sundhedsmæssige fordele, der er ved at fremme forbruget af postevand;

34.

minder medlemsstaterne om deres forpligtelse til at gennemføre EU-lovgivningen; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre drikkevandsdirektivet og al tilknyttet lovgivning i fuld udstrækning; minder om, at de bør fastlægge deres udgiftsprioritering og i fuld udstrækning udnytte de muligheder for at få økonomisk støtte fra EU inden for vandsektoren, der findes i den nye finansielle programmeringsperiode (2014-2020), navnlig gennem prioriterede investeringer, der specifikt vedrører vandforvaltning;

35.

minder om konklusionerne i Den Europæiske Revisionsrets særlige rapport om integration af EU's mål for vandpolitikken i den fælles landbrugspolitik, hvori det fastslås, at de instrumenter, som den fælles landbrugspolitik for nuværende gør brug af for at afhjælpe vandrelaterede problemer, hidtil ikke har medført tilstrækkelige fremskridt med hensyn til opfyldelse af de ambitiøse politiske mål, der er opstillet for vand; mener, at en bedre integration af vandpolitikken i andre politikker, såsom politikker vedrørende landbruget, er afgørende for at forbedre vandkvaliteten i hele Europa;

36.

fremhæver betydningen af en fuldstændig og effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet, grundvandsdirektivet, drikkevandsdirektivet og direktivet om rensning af byspildevand, og finder det nødvendigt at forbedre koordineringen af gennemførelsen af disse direktiver med direktiverne om havmiljø, biodiversitet og oversvømmelsessikring; er bekymret over, at EU's sektorpolitiske instrumenter ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at opfylde miljøkvalitetsstandarderne for prioriterede stoffer og udfasningsmålet for udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 16, stk. 6, i vandrammedirektivet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme på, at vandforvaltning skal indarbejdes som et tværgående element i lovgivning om andre områder, der er afgørende for denne ressource, f.eks. energi, landbrug, fiskeri, turisme osv. med henblik på at forebygge forurening heraf, f.eks. fra ulovlige og uregulerede deponeringsanlæg med giftigt affald eller olieudvinding eller -efterforskning; minder om, at krydsoverensstemmelse under den fælles landbrugspolitik fastsætter lovgivningsbestemte forvaltningskrav baseret på eksisterende EU-lovgivning med relevans for landmænd og regler for god landbrugs- og miljømæssig stand, herunder for vand; minder om, at landmænd skal overholde disse regler for at kunne modtage fuld landbrugsstøtte;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at

38.

mener, at det er nødvendigt at fastlægge en prioriteret rækkefølge eller et hierarki for bæredygtig vandanvendelse; opfordrer Kommissionen til at fremlægge relevante analyser og forslag i denne henseende;

39.

påpeger, at medlemsstater har forpligtet sig til at støtte menneskers ret til vand gennem deres opbakning til FN-erklæringen, og at denne ret støttes af størsteparten af borgerne og operatørerne i EU;

40.

understreger, at støtten til borgerinitiativet »Right2Water« og dets målsætninger er blevet yderligere understreget af det store antal borgere i lande som Tyskland, Østrig, Belgien, Slovakiet, Slovenien, Grækenland, Finland, Spanien, Luxembourg, Italien og Irland, der har udtalt sig om spørgsmålet om vand og dets ejerskab samt forsyningen af det;

41.

bemærker, at Udvalget for Andragender siden 1988 har modtaget et betydeligt antal andragender fra EU-borgere i mange medlemsstater, hvori der gives udtryk for bekymring over vandforsyning, vandkvalitet og spildevandshåndtering; gør opmærksom på en række negative faktorer, som andragerne har påpeget — såsom lossepladser, myndighedernes forsømmelse af at kontrollere vandkvaliteten effektivt og forkert eller ulovlig praksis inden for landbrug og industri — som er ansvarlige for en dårlig vandkvalitet og dermed har konsekvenser for miljøet og menneskers og dyrs sundhed; er af den opfattelse, at disse andragender er bevis på, at der er en reel interesse fra befolkningens side for en fuldstændig håndhævelse og en yderligere udvikling af en bæredygtig EU-vandlovgivning;

42.

opfordrer kraftigt Kommissionen til at tage borgernes bekymringer og advarsler i sådanne andragender alvorligt og reagere på dem, navnlig i betragtning af det akutte behov for at afhjælpe problemet med svindende vandressourcer som følge af overforbrug og klimaændringer, mens der stadig er tid til at forhindre forurening og dårlig forvaltning; giver udtryk for sin bekymring over antallet af traktatbrudssager vedrørende vandkvalitet og -forvaltning;

43.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt og som et nøgleelement i gennemførelsen af vandrammedirektivet at færdiggøre deres vandområdeplaner og gennemføre dem korrekt med fuld respekt for de overordnede økologiske kriterier; gør opmærksom på, at visse medlemsstater i stadig større omfang rammes af ødelæggende oversvømmelser, som har alvorlige følger for lokalbefolkningen; påpeger, at vandområdeplanerne i henhold til vandrammedirektivet og risikostyringsplanerne for oversvømmelser i henhold til oversvømmelsesdirektivet er en enestående mulighed for at udnytte synergieffekterne mellem disse instrumenter og dermed bidrage til tilvejebringelse af rent vand i tilstrækkelige mængder, samtidig med at man begrænser risikoen for oversvømmelser; minder endvidere om, at hver enkelt medlemsstat bør oprette et centralt websted med oplysninger om gennemførelsen af vandrammedirektivet med henblik på at lette oversigten over vandforvaltning og vandkvalitet;

44.

noterer sig, at lande i hele EU, herunder Spanien, Portugal, Grækenland, Irland, Tyskland og Italien, har oplevet, at en potentiel eller faktisk fortabelse af det offentlige ejerskab over vandforsyningstjenester har skabt stor bekymring blandt borgerne; minder om, at valget af vandforvaltningsmåden bygger på nærhedsprincippet som fastsat i artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsområde og i protokol (nr. 26) om tjenesteydelser af almen interesse, hvori offentlige tjenesters særlige betydning for den sociale og territoriale samhørighed fremhæves; minder om, at offentlige virksomheder inden for vandforsyning og spildevandsbortskaffelse udfører tjenester af almen interesse og har den almene opgave at sikre hele befolkningen en dækkende vandforsyning af høj kvalitet til socialt overkommelige priser og at minimere de negative miljøpåvirkninger fra spildevand;

45.

understreger, at Kommissionen i overensstemmelse med nærhedsprincippet skal forblive neutral i forhold til medlemsstaternes bestemmelser vedrørende ejerskabet af vandforsyningstjenester og ikke bør fremme privatisering af vandforsyningstjenester enten gennem lovgivning eller på anden vis;

46.

minder om, at muligheden for genkommunalisering af vandforsyningstjenester også fremover bør sikres uindskrænket og fortsat kan høre under en lokal forvaltning, såfremt de kompetente offentlige myndigheder vælger denne mulighed; minder om, at vand er en grundlæggende menneskerettighed og skal være tilgængeligt og økonomisk overkommeligt for alle; fremhæver, at medlemsstaterne har en forpligtelse til at sikre, at der er vand til alle uanset hvilket vandværk, der forestår leveringen, og at de skal sikre, at vandværkerne leverer sikkert drikkevand og forbedret sanitet;

47.

understreger, at den særlige karakter af vand- og sanitetsforsyningstjenester, såsom produktion, distribution og behandling, gør det afgørende nødvendigt, at de fjernes fra alle handelsaftaler, som EU forhandler om eller overvejer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indrømme en juridisk bindende udelukkelse for vandforsyningstjenester, sanitetsforsyningstjenester og behandling af spildevand i de igangværende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) og aftalen om handel med tjenesteydelser; understreger, at alle fremtidige handels- og investeringsaftaler bør indeholde klausuler om reel adgang til drikkevand for befolkningen i det tredjeland, som er berørt af aftalen, i overensstemmelse med Unionens langvarige engagement i bæredygtig udvikling og menneskerettigheder, og at reel adgang til drikkevand for befolkningen i det tredjeland, som er berørt af aftalen, skal være en forudsætning for enhver ny frihandelsaftale;

48.

minder om det betydelige antal andragender mod medtagelsen af grundlæggende offentlige tjenesteydelser som vand og sanitet i forhandlingerne om (TTIP); opfordrer Kommissionen til at skærpe vandværkernes ansvarlighed;

49.

opfordrer Kommissionen til at agere som mægler med henblik på at fremme samarbejde mellem vandværker gennem udveksling af bedste praksis og initiativer på det lovgivningsmæssige og øvrige områder, gensidig læring og fælles erfaringer og ved at styrke frivillig benchmarking; glæder sig over opfordringen i Kommissionens meddelelse til øget gennemsigtighed inden for vandsektoren og anerkender de bestræbelser, der er gjort hidtil, samtidig med at det bemærkes, at enhver form for benchmarking bør være frivillig i betragtning af de store forskelle mellem vandforsyningstjenester og de regionale og lokale særlige forhold i Europa; bemærker endvidere, at denne form for benchmarking, som udelukkende omfatter finansielle indikatorer, ikke bør betragtes som gennemsigtighedsforanstaltninger, og at der bør inddrages andre kriterier af afgørende betydning for borgerne, såsom vandkvalitet, foranstaltninger til afhjælpning af problemer med prisoverkommelighed, oplysninger om, hvilken andel af befolkningen, der har adgang til tilstrækkelig vandforsyning, og omfanget af offentlig deltagelse i vandforvaltning, alt sammen på en måde, der er forståelig for såvel borgere som lovgivere;

50.

understreger betydningen af de nationale tilsynsmyndigheder i forhold til sikring af retfærdig og åben konkurrence mellem tjenesteudbydere, afhjælpning af hurtigere gennemførelse af innovative løsninger og tekniske fremskridt, fremme af vandforsyningstjenesternes effektivitet og kvalitet og beskyttelse af forbrugernes interesser; opfordrer Kommissionen til at støtte initiativer til lovgivningsmæssigt samarbejde i EU for at fremskynde benchmarking, gensidig læring og udveksling af bedste praksis på lovgivningsområdet;

51.

mener, at der bør foretages en vurdering af de europæiske vand- og sanitetsprojekter og -programmer ud fra et menneskerettighedssynspunkt med henblik på at udvikle passende politikker, retningslinjer og praksisser; anmoder Kommissionen om at etablere et benchmarkingsystem (for vandkvalitet, prisoverkommelighed, bæredygtighed, dækningsgrad osv.) for at forbedre kvaliteten af offentlige vandforsyning og sanitetsforsyningstjenester i hele EU og dermed styrke borgernes stilling;

52.

minder om, at koncessioner inden for vand- og sanitetsforsyningstjenester er underlagt principperne i traktaten og derfor bør tildeles under overholdelse af principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og ikkeforskelsbehandling;

53.

understreger, at produktion, distribution og behandling af vand- og sanitetsforsyningstjenester fortsat skal holdes uden for koncessionsdirektivet, også i forbindelse med en eventuel fremtidig revision af dette;

54.

minder om, at direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked på mange områder allerede har mødt stor modstand fra civilsamfundet, herunder i forbindelse med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse såsom tjenesteydelser i forbindelse med vanddistribution, vandforsyningstjenester og spildevandshåndtering;

55.

fremhæver betydningen af offentlig-offentlige og offentlig-private partnerskaber i forbindelse med udveksling af bedste praksis på basis af nonprofit-samarbejde mellem vandværker, og glæder sig over, at Kommissionen i meddelelsen for første gang anerkender betydningen af offentlig-offentlige partnerskaber;

56.

glæder sig over de vellykkede bestræbelser, som nogle kommuner har gjort for at forbedre offentlighedens deltagelse i forbedring af vandforsyningstjenester og beskyttelse af vandressourcerne, og minder om, at lokale institutioner spiller en vigtig rolle i beslutningsprocessen vedrørende vandforvaltning;

57.

opfordrer Regionsudvalget til at engagere sig mere i dette europæiske borgerinitiativ for efterfølgende at tilskynde de regionale myndigheder til at engagere sig mere i sagen;

58.

minder om forpligtelsen til at garantere adgang til domstolsprøvelse og oplysninger på miljøområdet samt offentlig deltagelse i beslutningsprocesser som fastsat i Århuskonventionen; opfordrer derfor Kommissionen, medlemsstaterne og deres regionale og lokale myndigheder til at overholde de principper og rettigheder, der er nedfældet i Århuskonventionen; minder om, at det er afgørende for at sikre den størst mulige inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen, at de er klar over deres grundlæggende rettigheder; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til proaktivt at iværksætte en kampagne for at informere EU-borgerne om de resultater, der er opnået i forbindelse med Århuskonventionen for så vidt angår gennemsigtighed, og de effektive redskaber, der allerede er til rådighed, samt at overholde de bestemmelser, der vedrører EU-institutionerne; opfordrer Kommissionen til at udvikle kriterier for gennemsigtighed, ansvarlighed og medvirken med henblik på at forbedre vandforsyningstjenesternes funktion, bæredygtighed og omkostningseffektivitet;

59.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tage skridt hen imod en egentlig social aftale om vandressourcer for at sikre tilgængelighed, stabilitet og sikker forvaltning af denne ressource, i særdeleshed ved at vedtage politikker såsom oprettelsen af vandsolidaritetsfonde og andre sociale aktionsmekanismer til støtte for personer, som ikke har råd til adgang til vand- og sanitetsforsyningstjenester for at tage højde for aspektet om forsyningssikkerhed og for ikke at bringe menneskers ret til vand i fare; opfordrer alle medlemsstaterne til at indføre sociale aktionsmekanismer på linje med dem, der allerede findes i visse EU-lande, til at sikre borgere, der befinder sig i en vanskelig situation, adgang til vand;

60.

opfordrer Kommissionen til at tilrettelægge erfaringsudveksling mellem medlemsstater om vandpolitikkens sociale dimension;

61.

fordømmer det faktum, at det at nægte dårligt stillede og sårbare befolkningsgrupper forsyning med vand og sanitet anvendes som en tvangsforanstaltning i visse medlemsstater; gentager, at myndighedernes nedlukning af offentlige brønde i nogle medlemsstater har vanskeliggjort adgangen til vand for de mest sårbare befolkningsgrupper;

62.

bemærker, at medlemsstaterne bør rette særlig opmærksomhed mod samfundets sårbare gruppers behov og mod at sikre, at de, der har behov for det, får adgang til vand af høj kvalitet til en overkommelig pris;

63.

opfordrer hver enkelt medlemsstat til at udnævne en ombudsmand for vandforsyningstjenester for at sikre, at vandrelaterede spørgsmål som f.eks. klager over og forslag om kvaliteten af og adgangen til vandforsyningstjenester kan behandles af et uafhængigt organ;

64.

opfordrer vandforsyningsselskaber til at geninvestere økonomiske overskud fra vandforvaltningscyklussen i opretholdelse og forbedring af vandforsyningstjenesterne og beskyttelse af vandressourcerne; minder om, at princippet om omkostningsdækning til vandforsyningstjenester omfatter miljø- og ressourceomkostninger med samtidig respekt for såvel princippet om retfærdighed og gennemsigtighed som menneskers ret til vand og medlemsstaternes forpligtelser til at opfylde deres forpligtelser vedrørende omkostningsdækning på bedst mulige måde så længe dette ikke strider mod formålet med og opfyldelsen af målene med vandrammedirektivet; anbefaler at ophøre med enhver praksis, hvor økonomiske ressourcer omdirigeres fra vandsektoren til at finansiere andre politikker, herunder når vandregninger påføres koncessionsafgifter, der ikke er øremærket til vandinfrastruktur; minder om infrastrukturernes bekymrende tilstand i visse medlemsstater, hvor der er vandtab på grund af lækager fra uegnede og forældede distributionsnet, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge investeringen i forbedring af infrastruktur såvel som andre vandforsyningstjenester som en forudsætning for at sikre menneskers ret til vand i fremtiden;

65.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de kompetente myndigheder stiller alle oplysninger om vandkvalitet og vandforvaltning til rådighed for de berørte borgere i en let tilgængelig og forståelig form, og at borgerne informeres fuldt ud og høres i god tid om alle vandforvaltningsprojekter; påpeger desuden, at 80 % af deltagerne i den offentlige høring, som blev lanceret af Kommissionen, mente, at det var afgørende at sikre mere gennemsigtighed i forbindelse med kontrollen med vandkvaliteten;

66.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge anvendelsen af direkte og indirekte EU-finansiering til vandforvaltningsprojekter og sikre, at disse midler kun anvendes til de projekter, som de er bestemt til, idet der henvises til, at adgang til vand er afgørende for at mindske forskellene mellem EU's borgere og øge den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU; opfordrer i denne henseende Revisionsretten til at kontrollere, at kriterierne for effektivitet og bæredygtighed i tilstrækkelig grad opfyldes;

67.

opfordrer Kommissionen til at tage højde for den aktuelle mangel på investeringer i en afbalanceret vandforvaltning, under hensyntagen til at vand er et af EU-borgernes fælles goder;

68.

opfordrer derfor til øget gennemsigtighed mellem vandværker, navnlig ved at udvikle en privat og offentlig ledelseskodeks for vandforsyningsselskaber i EU; mener, at denne kodeks bør baseres på princippet om effektivitet og altid overholde bestemmelserne i vandrammedirektivet om miljø, økonomi, infrastrukturer og offentlig deltagelse; opfordrer endvidere til oprettelse af et nationalt reguleringsorgan;

69.

opfordrer Kommissionen til at overholde nærhedsprincippet og respektere beføjelser og forpligtelser på vandområdet, såvel beføjelser på de forskellige regeringsniveauers som beføjelser hos lokale vandsammenslutninger, der forvalter vandforsyningstjenester (kilder og vedligeholdelse);

70.

beklager, at direktivet om rensning af byspildevand endnu ikke er fuldt ud gennemført i medlemsstaterne; opfordrer til, at EU's økonomiske midler prioriteres på områder, hvor kravene i EU's miljølovgivning ikke er opfyldt, herunder rensning af spildevand; påpeger, at opfyldelsesprocenten har vist sig at være højere i tilfælde, hvor omkostningerne blev dækket, og hvor princippet om, at »forureneren betaler« er fulgt, og opfordrer Kommissionen til at undersøge tilstrækkeligheden af de nuværende instrumenter til opnåelse af et højt beskyttelsesniveau og forbedring af kvaliteten af miljøet;

71.

påpeger, at servicesektoren for vands vedkommende har et enormt potentiale for at skabe beskæftigelse gennem miljømæssig integration og fremme af innovation ved hjælp af teknologioverførsel mellem sektorerne samt forskning, udvikling og innovation i forbindelse med hele vandkredsløbet; anmoder derfor om, at fremme af bæredygtig brug af vand som vedvarende energi ydes særlig opmærksomhed;

72.

opfordrer Kommissionen til at udforme en europæisk retlig ramme for genanvendelse af behandlet spildevand især med henblik på at beskytte sårbare aktiviteter og områder; opfordrer desuden Kommissionen til at fremme udvekslingen af erfaring mellem sundhedsagenturerne i de forskellige medlemsstater;

73.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i enhver revision af vandrammedirektivet at sikre, at kvantitative vurderinger af problemer forbundet med prisoverkommelighed for vand indgår som et obligatorisk krav i medlemsstaternes indberetningsforanstaltninger vedrørende gennemførelsen af vandrammedirektivet;

74.

anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) kan overvåge og indberette ethvert spørgsmål om prisoverkommelighed for vand i de 28 medlemsstater;

75.

påpeger, at en forsvarlig vandforvaltning bliver en prioritet i de kommende årtier — både fra et økologisk og et miljømæssigt perspektiv — da den opfylder behovene inden for både energi- og landbrugssektoren og løser økonomiske og sociale problemstillinger;

76.

minder om, at EU-borgerne gennem deres vandregninger oppebærer omkostningerne til rensning af vand og vandbehandling, og understreger, at vedtagelse af politikker, der effektivt kombinerer og forener målsætninger til beskyttelse af vandressourcer med omkostningsbesparelser, f.eks. foranstaltninger til »kontrol ved kilden«, er mere effektive og finansielt set at foretrække; minder om, at det af miljøagenturets 2015-rapport om miljøets tilstand fremgår, at over 40 % af floderne og kystfarvandene er berørt af omfattende forurening fra landbruget, og at mellem 20 % og 25 % er berørt af forurening fra punktkilder, såsom industrielle strukturer, kloaksystemer og spildevandsbehandlingssystemer; understreger betydningen af en effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet og drikkevandsdirektivet, bedre koordinering for så vidt angår deres gennemførelse, større sammenhæng, når der udarbejdes lovgivning og mere proaktive foranstaltninger til at spare vandressourcer og en væsentlig forøgelse af effektiviteten af vandforbruget på tværs af alle sektorer (industrier, husholdninger, landbrug og distributionsnetværk); minder om, at sikring af bæredygtig beskyttelse af naturområder såsom ferskvandsøkosystemer også er vigtig for udviklingen og af afgørende betydning for forsyningen af drikkevand og reducerer omkostningerne for borgere og aktører;

77.

understreger, at EU's udviklingspolitik fuldt ud bør integrere universel adgang til vand og sanitet gennem fremme af offentlig-offentlige og offentlig-private partnerskaber baseret på solidaritet mellem vandværker og arbejdstagere i forskellige lande og gøre brug af en række instrumenter til fremme af udveksling af bedste praksis og viden samt udviklings- og samarbejdsprogrammer i denne sektor; gentager, at det i EU-medlemsstaternes udviklingspolitikker bør anerkendes, at adgangen til sikkert drikkevand og sanitet er en menneskeret, og at en rettighedsbaseret tilgang kræver støtte til retsgrundlag, finansiering og styrkelse af civilsamfundets stemme for at udøve disse rettigheder i praksis;

78.

bekræfter på ny, at adgang til drikkevand i en tilstrækkelig mængde og af tilstrækkelig kvalitet er en grundlæggende menneskeret, og mener, at de nationale regeringer har pligt til at efterleve denne forpligtelse;

79.

fremhæver i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning og tilhørende lovkrav betydningen af regelmæssig evaluering af vandkvalitet, -renhed og -sikkerhed og vandressourcer i EU såvel som uden for EU's grænser;

80.

understreger, at bistand til forsyning med sikkert drikkevand og sanitet bør prioriteres højt i fordelingen af EU-midler og i bistandsprogrammeringen; opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelig økonomisk bistand til kapacitetsudviklingstiltag på vandområdet på grundlag af og i samarbejde med eksisterende internationale platforme og initiativer;

81.

insisterer på, at vand-, sanitets- og hygiejnesektoren i udviklingslandene bør prioriteres højt både i den offentlige udviklingsbistand (ODA) og i nationale budgetter; minder om, at vandforvaltning er et fælles ansvar; går ind for åbenhed over for forskellige bistandsformer, men for streng overholdelse af principperne for udviklingseffektivitet, for sammenhæng i politikkerne for udvikling og for et urokkeligt fokus på fattigdomsudryddelse og maksimering af udviklingseffekten; støtter i denne henseende inddragelsen af lokale samfund i gennemførelsen af projekter i udviklingslande samt princippet om fælles ejerskab;

82.

understreger, at fremskridtene i retning af 2015-målet for sikkert drikkevand ganske vist er på rette vej, men at 748 mio. mennesker på verdensplan mangler adgang til en forbedret vandforsyning, og at det vurderes, at mindst 1,8 mia. mennesker drikker vand, der er kontamineret med fæces samt at sanitetsmålet langt fra er opfyldt;

83.

minder om, at sikring af bæredygtig forvaltning af grundvand er en ufravigelig forudsætning for fattigdomsbekæmpelse og fælles velstand, fordi grundvand har potentiale til at sikre en forbedret kilde til drikkevand til millioner af fattige i byerne og på landet;

84.

opfordrer Kommissionen til at opføre vand på dagsordenen for forandring sammen med bæredygtigt landbrug;

85.

mener, at vand bør være et centralt emne i arbejdet forud for de to store internationale begivenheder i 2015, nemlig topmødet om dagsordenen for tiden efter 2015 og klimatopmødet, COP21; støtter i denne forbindelse kraftigt medtagelsen af ambitiøse og langtrækkende mål for vand og sanitet, såsom mål nr. 6 for bæredygtig udvikling om sikring af adgang til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle mennesker i 2030, blandt de ting, der skal vedtages i september 2015; gentager, at bekæmpelse af fattigdom gennem processen for perioden efter 2015 kun er mulig, hvis vi sikrer, at alle mennesker overalt har adgang til rent vand, grundlæggende sanitet og hygiejne; understreger, at gennemførelsen af alle mål for bæredygtig udvikling kræver mobilisering af meget mere finansiering til udvikling, end der aktuelt gives, såvel fra udviklede lande som fra udviklingslande; opfordrer til, at der etableres en global overvågningsmekanisme til at spore fremskridt med at opnå universel adgang til sikkert drikkevand, bæredygtig anvendelse og udvikling af vandressourcer og styrkelse af retfærdig, participatorisk og ansvarlig forvaltning af vandressourcerne i alle lande; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at bistandsmidler bruges effektivt og målrettes bedre mod vand-, sanitets- og hygiejnesektoren i perspektivet for udviklingsdagsordenen for tiden efter 2015;

86.

understreger den øgede risiko for vandknaphed som følge af klimaændringer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at lade planer om strategisk forvaltning af vandressourcer og langsigtet tilpasning indgå i punkterne på COP21 med henblik på at inkorporere klimarobuste vandtiltag i den fremtidige globale klimaaftale; understreger, at klimarobuste vandinfrastrukturer er afgørende for udvikling og for bekæmpelse af fattigdom; gentager, at fremskridtene i relation til målsætningerne om bekæmpelse af fattigdom, 2015-målene og bæredygtig udvikling i alle de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner heraf kan blive bragt i fare, såfremt der ikke ydes en kontinuerlig indsats for at mindske konsekvenserne af miljøændringerne og forbedre forvaltningen af vandressourcerne;

87.

bemærker med bekymring, at manglende adgang til vand og sanitet i udviklingslandene kan have uforholdsmæssigt store konsekvenser for piger og kvinder, navnlig piger i skolealderen, hvor fraværs- og frafaldsprocenten er forbundet med manglen på ren, sikker og tilgængelig sanitet;

88.

opfordrer til, at fordelingen af midler fra EU og medlemsstaterne afspejler henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til sikkert drikkevand og sanitet, navnlig for så vidt angår støtte til infrastruktur i lille målestok og tildeling af flere midler til drift og vedligeholdelse, kapacitetsopbygning og bevidstgørelse;

89.

bemærker med bekymring, at mennesker, der lever i slumområder, ifølge FN’s særlige rapportør om menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet normalt må betale mere end dem, der lever i formelle boligområder, for at modtage uregulerede tjenester af dårlig kvalitet; opfordrer indtrængende udviklingslandene til at prioritere budgetbevillinger til tjenesteydelser for dårligt stillede og isolerede mennesker;

90.

minder om, at verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret, at det som udgangspunkt, uden anvendelse af de nyeste innovative vandrensnings- og vandbevaringsteknologier, er optimalt med mellem 100 og 200 liter vand pr. dag pr. person, og bemærker, at der kræves 50-100 liter for at sikre, at de grundlæggende behov opfyldes, og at der kun opstår få sundhedsproblemer; påpeger, at der ifølge de anerkendte grundlæggende menneskerettigheder skal fastsættes en minimumskvote pr. person for at opfylde befolkningens grundlæggende behov for vand;

91.

understreger, at adgang til vand bør være en ubestridelig grundlæggende menneskerettighed, der implicit og eksplicit underbygges af folkeretten, erklæringer og statspraksis;

92.

opfordrer regeringer, internationale bistandsorganisationer, ikke-statslige organisationer og lokalsamfund til at arbejde for at forsyne alle mennesker med en vis mængde vand og sikre, at vand er en menneskeret;

93.

opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med retningslinjerne fra Verdenssundhedsorganisationen at indføre en prispolitik, der respekterer folks ret til den livsnødvendige minimumsmængde vand, og som er målrettet mod spild, ved at anvende en forholdsmæssig tarif, der er proportional med mængden af anvendt vand;

94.

opfordrer til at træffe foranstaltninger for at sikre rationelt vandforbrug med henblik på at undgå spild;

95.

roser de vandværker, der afsætter en procentdel af deres årlige omsætning til vandpartnerskaber i udviklingslandene, og opfordrer medlemsstaterne og EU til at skabe det nødvendige retsgrundlag for oprettelsen af sådanne partnerskaber;

96.

opfordrer til effektiv overvågning af projekter, der gennemføres ved hjælp af ekstern bistand; understreger behovet for at overvåge finansieringsstrategier og budgetter for at sikre, at tildelte midler retter op på eksisterende forskelle og uligheder i adgangen til vand og respekterer menneskerettighedsprincipperne om ikkeforskelsbehandling, adgang til oplysninger og deltagelse;

97.

anmoder Kommissionen om at prioritere fornyelsen af de forældede drikkevandsforsyningsnet i investeringsplanen for Europa og opføre disse projekter på Unionens projektfortegnelse; fremhæver den løftestangseffekt, som disse projekter vil have på arbejdspladser, som ikke kan udflyttes, hvilket vil bidrage til at stimulere den grønne økonomi i Europa;

98.

opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af viden med henblik på, at medlemsstaterne kan gennemføre diagnosticeringer af forsyningsnettenes stand, hvilket bør gøre det muligt at iværksætter fornyelsesarbejder, der kan sætte en stopper for vandspildet;

99.

opfordrer til større gennemsigtighed for at sikre en mere fuldstændig forbrugeroplysning om vand og bidrage til en mere ressourceeffektiv vandforvaltning; opfordrer derfor Kommissionen til at videreføre sit arbejde med medlemsstaterne om at udveksle nationale erfaringer om indførelse af informationssystemer om vand;

100.

opfordrer Kommissionen til at undersøge det ønskelige i at udvide de finansielle støtteordninger inden for sektoren for internationalt samarbejde om vand og sanitet til europæisk plan;

101.

understreger, at effektiv og retfærdig forvaltning af vandressourcer er afhængig af de lokale myndigheders evne til at levere tjenesteydelser; opfordrer derfor EU til at øge støtten til styrkelse af forvaltningspraksis for vandressourcer og infrastruktur i udviklingslandene, idet der navnlig tages hensyn til behovene hos sårbare befolkningsgrupper i landdistrikter;

102.

støtter den globale platform for vandsolidaritet »Global Water Solidarity Platform«, der blev oprettet gennem De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP) med henblik på at inddrage lokale myndigheder i at finde løsninger på udfordringer angående vand; glæder sig også over princippet om »1 % solidaritet på vand- og sanitetsområdet« og andre initiativer truffet af borgere og myndigheder i visse medlemsstater med henblik på at støtte projekter i udviklingslande med midler fra forbrugsafgifter; bemærker, at sådanne initiativer er blevet omsat i praksis af flere vandforsyningsværker; gentager sin opfordring til Kommissionen om at tilskynde til solidaritetsordninger på dette og andre områder, f.eks. gennem formidling af oplysninger, fremme af partnerskaber og udveksling af erfaringer, herunder gennem et potentielt partnerskab mellem Kommissionen og medlemsstaterne, med supplerende EU-midler til projekter, der gennemføres via dette initiativ; opfordrer navnlig til fremme af offentlig-offentlige partnerskaber i vandfaciliteter i udviklingslandene i tråd med partnerskabsalliancen »Global Water Operators’ Partnerships Alliance« (GWOPA), der koordineres af UN-Habitat;

103.

opfordrer Kommissionen til at genetablere det vandfacilitetsinstrument, som har vist sig at være effektiv til at fremme bedre adgang til vandforsyningstjenester i udviklingslande ved at fremme foranstaltninger til opbygning af kapacitet for lokalsamfundene;

104.

glæder sig over, at der er betydelig opbakning i hele Europa til FN’s beslutning om at anerkende adgangen til rent vand og sanitet som en menneskeret;

105.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.