9.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 185/75

1.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at friheden til fri udveksling af tjenesteydelser over grænserne er sikret med artikel 56-62 i EUF-traktaten. Udvalget mener, at et velfungerende indre marked for tjenesteydelser ikke kun er til umiddelbar fordel for tjenesteudbydere og forbrugere i EU, men også er en vigtig forudsætning for økonomisk vækst, der kan forventes at blive til fordel for alle EU-borgere i form af øget velfærd og en højere grad af social beskyttelse;

2.

mener, at et velfungerende indre marked for tjenesteydelser er særlig vigtigt for tjenesteudbydere, der hører hjemme i grænseregioner til andre medlemsstater;

3.

bemærker, at et vigtigt grundlag for den frie bevægelighed for tjenesteydelser er, at en tjenesteudbyder etableret i en medlemsstat bør kunne levere tjenesteydelsen i andre medlemsstater på samme betingelser som dem, der gælder i etableringslandet. Udvalget er af den opfattelse, at en forudsætning for et velfungerende indre marked for tjenesteydelser samtidig er, at konkurrencen — også i grænseoverskridende situationer — ikke primært skal være baseret på lønomkostningerne, men på faktorer som kvaliteten af og prisen på den leverede tjenesteydelse og effektiviteten af tjenesteudbyderens aktiviteter;

4.

bemærker, at de forskelle, der især findes medlemsstaterne imellem, når det drejer sig om lønomkostninger, betyder, at udstationering som led i fri udveksling af tjenesteydelser kan lægge et nedadgående pres på lønvilkårene i det land, som udstationeringen sker til. Udvalget frygter, at i det omfang, hvor konkurrencen på arbejds- og ansættelsesvilkår bliver forvredet, vil der være risiko for, at dette vil føre til såkaldt social dumping i værtslandet. Denne sociale dumping fører til et pres på priserne i nedadgående retning, som bringer de virksomheder, der ikke benytter udstationering, i fare;

5.

mener, at en rimelig balance mellem den frie udveksling af tjenesteydelser på den ene side og beskyttelsen af de udstationerede arbejdstagere og beskyttelsen mod løndumping og social dumping på den anden side er en forudsætning for at opnå accept af det indre marked blandt EU-borgere og især blandt arbejdstagere, som arbejder i tjenesteydelsessektoren, hvor udstationering er, og kan forventes at blive en almindelig foreteelse. Udvalget understreger samtidig, at for effektivt at bekæmpe social dumping er der brug for tiltag til også at beskytte selvstændige og dem, der arbejder via digitale platforme;

6.

mener, at en rimelig balance mellem de interesser, som udstationeringsdirektivet sigter mod at tilgodese, også er en forudsætning for en sund og fair konkurrence i tjenesteydelsessektoren i grænseoverskridende situationer;

7.

støtter på denne baggrund som udgangspunkt det princip, som Kommissionens forslag er baseret på, nemlig at det samme arbejde på samme arbejdsplads bør være omfattet af den samme løn;

8.

mener, at det manglende kendskab til de administrative krav i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere, der er gældende i værtsmedlemsstaten, og de vanskeligheder, som visse virksomheder (navnlig SMV'er) har med at opfylde disse, kan hæmme den fri udveksling af tjenesteydelser på tværs af grænserne i EU og udgøre en risiko for beskyttelsen af de udstationerede arbejdstagere. Disse problemer vil kunne afhjælpes, hvis Kommissionen og medlemsstaterne fastlægger tydelige og lettilgængelige informations- og rådgivningsmekanismer om disse aspekter;

9.

er enig med Kommissionen i, at der bør være en tidsmæssig grænse for, hvornår værtslandets lovgivning skal gælde fuldt ud for en udstationeret arbejdstager. Udvalget mener dog, at der ikke er nogen afgørende grund til at bruge reglen i forordning (EF) nr. 883/2004 som udgangspunkt for den frist, der skal gælde for, hvornår værtslandets lov skal anvendes fuldt ud på ansættelsesforholdet i en udstationeringssituation. Udvalget mener, at fristen i udstationeringsdirektivet bør sættes til 12 måneder;

10.

mener også, at betingelserne for, hvornår værtslandets lovgivning bør anvendes fuldt på ansættelsesforholdet, ikke må betyde, at den udstationerede arbejdstager de facto bliver sat i en mindre gunstig situation;

11.

konstaterer, at Kommissionens forslag om at erstatte udtrykket »mindsteløn« med »løn« må anses for at være helt i overensstemmelse med EF-Domstolens dom i bl.a. Säkhöalojen ammattiliito ry (sag C-396/13) og Domstolens fortolkning af begrebet »mindsteløn« i denne sag;

12.

er af den opfattelse, at det forhold, at kun obligatoriske lønkomponenter og beregningsmetoder i værtslandet kan og bør anvendes, når en ydelse i direktivets forstand fastlægges i den pågældende medlemsstat, betyder, at det stadig ikke vil være muligt for værtslandet at kræve, at en udstationerende arbejdsgiver for sine arbejdstagere skal anvende det, der kan betragtes som en »normal«eller gennemsnitlige løn for tilsvarende arbejde i værtslandet;

13.

udtrykker tilfredshed med forslaget om, at de lønkomponenter, der indgår i den ydelse, der skal anvendes ved udstationering i værtslandet, skal offentliggøres på den officielle nationale hjemmeside, som medlemsstaterne i henhold til håndhævelsesdirektivets artikel 5 skal have oprettet med henblik på at forbedre adgangen til information forud for en udstationering;

14.

mener generelt, at Kommissionens forslag, med henvisningen til begrebet »løn« i stedet for »mindsteløn« og andre foreslåede ændringer i den del, giver udstationeringsdirektivet en rimelig balance med hensyn til på den ene side muligheden for, at tjenesteudbydere i EU uden ubegrundede hindringer kan levere grænseoverskridende tjenesteydelser, og på den anden side beskyttelsen af de udstationerede arbejdstagere og beskyttelsen mod unfair konkurrence;

15.

er af den opfattelse, at det imidlertid bør gøres klart, at udstationeringsdirektivet ikke i sig selv på nogen måde indvirker på medlemsstaternes enekompetence med hensyn til retten til at træffe beslutninger om lønspørgsmål inden for rammerne af den respektive arbejdsmarkedsmodel;

16.

deler Kommissionens opfattelse af, at forpligtelsen til at anvende værtslandets vilkår på de områder, der er anført i artikel 3.1 udstationeringsdirektivet, i byggebranchen, skal gælde, uanset om lønnen bestemmes ved lov, i en almengyldig kollektiv aftale eller en kollektiv aftale, som anført i artikel 3.8, første og andet led;

17.

henleder Kommissionens opmærksomhed på udstationeringer, hvor underentrepriser efter kaskademodellen fører til en udvanding af arbejdsgiverens ansvar, og hvor udstationerede arbejdstagere undertiden efterlades uden nogen form for bistand og hjælp. En europæisk redningsfond kan give mulighed for hurtig intervention for at sikre disse lønmodtageres hjemrejse til oprindelseslandet på de bedst mulige betingelser. Udvalget foreslår i øvrigt, at der etableres et EU-register, der forpligter tjenesteydelsesvirksomheder i samtlige medlemsstater til senest på det tidspunkt, hvor ydelsen af tjenesten påbegyndes, at deklarere den udstationerede arbejdstager;

18.

konstaterer, at de udstationerede arbejdstageres kvalifikationer ofte med vilje undervurderes af arbejdsgiveren for at begrunde en lavere løn. Denne praksis risikerer at fortsætte for at omgå forpligtelsen til ikke at forskelsbehandle på lønområdet. Det vil være hensigtsmæssigt, at Kommissionen undersøger mulighederne for at oprette et europæisk katalog over fag og faglige kvalifikationer for at afhjælpe problemet og beskytte interesserne hos lønmodtagere, der er uden uddannelsesbeviser eller kvalifikationsbeviser;

19.

bemærker, at sidste frist for gennemførelse af direktivet (2008/104/EF) om vikararbejde var den 5. december 2011. En af hensigterne med dette direktiv er at beskytte arbejdstagere, som er ansat i vikarbureauer, og direktivet indeholder bl.a. et ligebehandlingsprincip med hensyn til vilkår som løn, ferie og arbejdstid (artikel 5);

20.

er enig med Kommissionen i, at det skal være obligatorisk at anvende lighedsprincippet i vikardirektivet selv i situationer, hvor vikarbureauet er etableret i et andet medlemsland og det drejer sig om en udstationering i henhold til udstationeringsdirektivet.

21.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at 14 nationale parlamenter/kamre i 11 medlemsstater (Bulgarien, Danmark, Estland, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn) har fremlagt begrundede udtalelser på grundlag af en kontrol af nærhedsprincippet, hvilket indebærer, at forslaget har fået et såkaldt »gult kort«;

22.

bemærker, at udstationeringsdirektivet regulerer, hvilke af et værtslands arbejds- og beskæftigelsesvilkår en tjenesteudbyder etableret i en anden medlemsstat er forpligtet til at anvende for arbejdstagere, som udstationeres i værtslandet. Udvalget bemærker desuden, at hverken det nuværende direktiv eller ændringsdirektivet har til formål at harmonisere niveauet for vilkårene i medlemsstaterne;

23.

bemærker, at ændringer i direktivet kun kan foretages på EU-plan. Udvalget bemærker desuden, at det på grundlag af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser på tværs af grænserne i EU og Rom I-forordningen ikke er muligt på medlemsstatsniveau at fastsætte, hvilke vilkår der på det arbejdsretlige område skal anvendes i en udstationeringssituation;

24.

konstaterer, at håndhævelsesdirektivet — som skulle være omsat i national lovgivning i medlemsstaterne inden den 18. juni 2016 — omfatter redskaber for medlemslandene til at begrænse misbrug og social dumping som følge af udstationering (nemlig svindel, regelomgåelse og udveksling af information mellem medlemsstaterne). Udvalget noterer sig, at det reviderede udstationeringsdirektiv og håndhævelsesdirektivet er retsinstrumenter, der i høj grad styrker hinanden gensidigt, og derfor afventer udvalget med interesse en fuld vurdering af virkningerne og konsekvenserne for udstationeringen af arbejdstagere af medlemsstaternes gennemførelse af gennemførelsesdirektivet;

25.

understreger videre, at spørgsmålet om sammenhæng i gennemførelsen af kontrol med udstationering i forskellige medlemsstater fortsat er aktuelt, da håndhævelsesdirektivet begrænser sig til bestemmelser om bilateralt samarbejde mellem medlemsstaterne. Udvalget medgiver derfor, at formålet med den foreslåede revision af direktivet, nemlig en fælles definition af de regler, der skal anvendes for udstationering af arbejdstagere, bedst kan opfyldes på EU-niveau;

26.

anser det for nødvendigt at styrke udvekslingen af data mellem indberetningsmyndighederne eller socialsikringsinstitutionerne og indføre indberetningspligt for socialsikringsinstitutionerne i værtsmedlemsstaten for at kunne indføre effektive foranstaltninger mod falsk udstationering og etablering af virksomheder, hvis formål er falsk udstationering, og mod illoyal konkurrence gennem lavere bidrag til sociale sikringsordninger. Hvis det viser sig, at der åbnes et kontor for falske udstationeringer, skal det overvejes at kræve en minimumsbeskæftigelsesperiode for arbejdstagere i den udsendende medlemsstat inden udstationeringen.