21.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 389/13

Ordfører:

Andrés BARCELÓ DELGADO

Medordfører:

Gerald KREUZER

1.1.

Det kan næppe accepteres, at Kina opererer på markedsøkonomiske vilkår, da landet ikke opfylder fire af de fem kriterier, der er indført ved Kommissionens praksis, og heller ikke lever op til grundforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009).

1.2.

Selv om forskellige kilder angiver forskellige tal, må EØSU erkende, at hvis vi mister værktøjerne til at sikre fri og fair handel med Kina, vil et uacceptabelt antal på flere hundrede tusinde arbejdspladser gå tabt.

1.3.

Tabene vil være koncentreret i bestemte sektorer og regioner, som vil blive hårdt ramt, f.eks. aluminium, cykler, keramik, elektroder, jernlegeringer, glas, papir, solcellepaneler, stål og dæk. Derfor anbefales det at foretage yderligere sektorspecifikke og geografiske undersøgelser.

1.4.

De berørte sektorer er navnlig producenter eller forbrugere af halvfabrikata, og derfor forventes private forbrugere ikke at drage fordel af lempede antidumpingforanstaltninger.

1.5.

Industrisektorer, som forbruger dumpingvarer, vil på kort sigt drage nytte af dumpingimport. På mellemlangt sigt vil de imidlertid tillige komme i farezonen, eftersom Kina også fremmer sektorer med værditilvækst længere nede i produktionskæden. Kinas dårlige præstationer, når det gælder industriel ejendomsret, udgør også en trussel i denne henseende.

1.6.

Når arbejdspladser i industrien én gang er gået tabt, vender de sjældent tilbage. Hvis en person, der har mistet sit job, har held til at finde et nyt, er det sandsynligt, at han vil få lavere løn i en ny stilling, hvor hans kvalifikationer ikke værdsættes. Når kvalitetsjob i industrien erstattes af lavtlønnede usikre job, risikerer det at øge ulighederne i vores samfund.

1.7.

EØSU mener derfor, at tildeling af markedsøkonomisk status til Kina vil indebære en alvorlig risiko for EU's industrigrundlag og beskæftigelsen i EU's fremstillingssektor. Det vil skade muligheden for at puste nyt liv i den europæiske industri ved hjælp af stabil beskæftigelse af høj kvalitet og indførelse og udbredelse af teknologisk innovation, forskning og udvikling, som er grundlæggende drivkræfter for en dynamisk og bæredygtig europæisk økonomi og et dynamisk og bæredygtigt europæisk samfund.

1.8.

På den baggrund vil tildeling af markedsøkonomisk status til Kina indebære en alvorlig risiko for industriområders og lokale SMV-produktionssystemers overlevelse, da de vil være truet af Kinas illoyale konkurrencepraksis. EU vil dermed løbe en risiko for at miste SMV'ernes specialiserede produktion og håndværksmæssige, højtspecialiserede jobs, som udgør rygraden i den europæiske fremstillingssektor.

1.9.

EØSU opfordrer Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at fremme fair konkurrence internationalt med henblik på aktivt at forsvare disse arbejdspladser og europæiske samfundsværdier samt øge indkomsterne og velstanden i EU.

1.10.

Det giver ikke blot mening ud fra et økonomisk synspunkt at forsvare disse arbejdspladser i EU og de dertil knyttede investeringer. Det fremmer også social og miljømæssig bæredygtighed. Udflytning af produktionen fra meget ressource- og energieffektive produktionssteder i Europa til en kulbaseret kinesisk økonomi kuldkaster vores ambitioner i forhold til klimaforandringer og bæredygtig udvikling. Overholdelse af arbejdstager- og menneskerettigheder er desuden fortsat problematisk i Kina.

1.11.

Forsvaret af disse arbejdspladser skal nødvendigvis ske i overensstemmelse med EU-lovgivningen og i de internationale traktater. Det bør også sikre, at tredjeparter opfylder deres aftaler, og tage højde for forhandlinger med større handelspartnere såsom USA. Effektive handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter sikrer fair konkurrence. Der er behov for disse instrumenter for at sikre europæisk industris fremtid og støtte målet om at øge industriens andel af BNP til 20 %.

1.12.

Så længe Kina ikke opfylder EU's fem kriterier for at få status som en markedsøkonomi, bør Kommissionen anvende en ikke-standardiseret metode i forbindelse med antidumping- og antisubsidieundersøgelser af import fra Kina, i overensstemmelse med den resterende del af afsnit 15 i protokollen om Kinas tiltrædelse af WTO.

1.13.

Fastholdelse af forskellige industrier i EU danner grundlag for sunde F&U-netværk, som spiller en afgørende rolle for fremtidig vækst, og når der skal findes løsninger på de store samfundsmæssige problemer (aldring, energi, klima, sundhedspleje og mobilitet).

1.14.

SMV'er har ikke ressourcer til at iværksætte antidumpingforanstaltninger eller til at samarbejde fuldt ud med Kommissionen i dennes undersøgelser. EØSU efterlyser en enklere tilgang i sektorer, hvor det er relevant, at SMV'er deltager.

1.15.

Udvalget erkender den strategiske betydning af dette spørgsmål, og denne udtalelse er begyndelsen og ikke enden på EØSU's engagement. EØSU har til hensigt løbende at være involveret i sagen og anbefaler, at der oprettes et projekt i EØSU-regi vedrørende tildeling af markedsøkonomisk status til Kina med henblik på at sætte udvalget i stand til at holde øje med spørgsmålet på vegne af civilsamfundet. Der bør afsættes tilstrækkelige ressourcer til denne opgave.

2.1.

I henhold til WTO's regler kan et land ud over almindelig told indføre antidumpingtold for produkter fra tredjelande, hvis en undersøgelse viser, at disse produkter kommer ind i landet til priser, der er lavere end priserne på de indenlandsk fremstillede varer, og dermed skader den lokale industri. Da Kina tiltrådte WTO i december 2001, gjorde en overgangsordning for tiltrædelsen det muligt at behandle Kina som et land uden markedsøkonomi (NME) i forbindelse med antidumpingprocedurer, hvis kinesiske virksomheder ikke kunne påvise, at de agerede i overensstemmelse med de frie markedsprincipper. Kinas nuværende status som et land uden markedsøkonomi giver mulighed for at anvende prisen i et referenceland i stedet for hjemmemarkedsprisen (som i lande uden markedsøkonomi ofte er kunstigt lav på grund af statslig intervention) til at beregne dumpingmargenen. Anvendelsen af reglerne for ikke-markedsøkonomier beskrives i afsnit 15 i Kinas tiltrædelsesprotokol til WTO, men bestemmelse 15 (a) (ii) udløber i december 2016. Det vil tvinge Kommissionen til at ændre metoden for sammenligning af priserne i sager om antidumping.

2.2.

Denne udtalelse fra EØSU fokuserer på, hvad det vil betyde for EU's industri og beskæftigelsen i EU, hvis Kina indrømmes markedsøkonomisk status, og metoden for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter ændres — idet der ses bort fra den juridiske diskussion — da EØSU mener, at emnet har ekstremt stor betydning for EU's industri og beskæftigelsen i industrien.

2.3.

Europa-Parlamentet har med stort flertal vedtaget en beslutning, der opfordrer til anvendelse af en ikke-standardiseret metode, som er i overensstemmelse med protokollen om Kinas tiltrædelse af WTO, samtidig med at den effektivt kan fastlægge en ramme for fri og fair handel.

3.1.

Hvad økonomien angår, konstaterer EØSU, at:

3.2.

Kina har oplevet en hidtil uset vækst i de seneste 15 år, hvilket har ændret den overordnede industrielle og handelsmæssige struktur. Den kinesiske vækstmodel er blevet baseret på investeringer, og denne aktivitet tegnede sig ifølge IMF for 46 % af landets BNP i 2015. Dette tal overstiger andelen af investeringer i andre udviklede økonomier som f.eks. EU (19 %) og USA (20 %).

3.3.

Omfanget og hastigheden af ændringerne kan i vid udstrækning tilskrives den kinesiske stat. EØSU erkender, at Kina ikke er en markedsøkonomi som defineret af EU, og der er udbredt enighed om dette uden for institutionen. Som Verdensbankens påpeger, »har staten blandet sig i vidt omfang og direkte i allokeringen af ressourcer gennem administrativ kontrol og priskontrol, garantier, retningslinjer med hensyn til kreditter, omsiggribende ejerskab af finansielle institutioner (1) og regulering«.

3.4.

Der er talrige eksempler på overforbrug i forbindelse med den kinesiske udvikling. Landet forbrugte 6,6 milliarder tons cement mellem 2011 og 2013, mere end USA i hele det 20. århundrede (4,4 milliarder tons). Det vil sige, at Kina på tre år har brugt lige så meget cement, som der var brug for til at opbygge USA i løbet af et helt århundrede. Ud over den ineffektive anvendelse af ressourcer er der også blevet opbygget en gigantisk industriel kapacitet for at kunne producere så stor en mængde materialer i løbet af et meget kort tidsrum.

3.5.

Kina er begyndt at ændre sin model i retning af mere forbrugs- og serviceorienteret vækst. Økonomien står over for en afmatning, hvilket betyder, at en stor del af produktionen i den kinesiske sværindustri ikke vil finde kunder i Kina.

3.6.

EU's handelskammer i Kina rapporterer, at der allerede har vist sig at være en betydelig overkapacitet i forbindelse med produkter som råstål, aluminium, cement, kemikalier, skibsbyggeri, raffinering, planglas, papir og pap. Den kinesiske regering erkender dette og har besluttet at skære kapaciteten for råstål ned med 100 millioner tons til 150 millioner tons inden 2020 (2) og kulproduktionen med 500 millioner tons i samme periode (3).

3.7.

På trods af disse hensigter vil en reduktion af den samlede kapacitet være en opgave, som kommer til at tage lang tid at gennemføre. Fabrikker, der er lukket inden for de seneste ti år, er blevet erstattet af moderne, mere produktive fabrikker, og problemet har kun vokset sig større. Efterspørgsel fra husholdningerne efter mellemprodukter vil aldrig erstatte den industrielle efterspørgsel.

3.8.

For EU krævede det en lang og besværlig proces at løse dette problem i 1980'erne og 1990'erne, og der er heller ingen hurtig løsning for Kina.

3.9.

En kombination af overkapacitet og en svag indenlandsk efterspørgsel fører således til overskudsproduktion, som så forsøger at finde vej til de internationale markeder.

3.10.

EØSU henleder opmærksomheden på data for kinesisk eksport.

3.10.1.

Ifølge WTO er Kina med en andel på 18 % den største eksportør af produkter i verden. Denne andel er steget med 20 % siden 2010. I 2014 voksede Kinas eksport med 6 %, mens stigningen i resten af verdens lande kun var på 3,5 %. Hvis vi analyserer perioden 2010-2014, var stigningen på 49 % i Kina, hvilket var det dobbelte af stigningen i resten af verden.

3.10.2.

Data fra Kinas nationale statistiske kontor viser, at produkterne med den stærkeste vækst i 2014 var zink og zinklegeringer (+2 360 %), bomuld (+ 100 %), koks (+ 82 %), dioder og andre halvledere (+ 61 %) og valset stål (+ 50 %). Siden 2010 er eksporten af bomuld, valset stål og dioder og andre halvledere fordoblet, mens salget af koks, zink og zinklegeringer er tredoblet.

3.10.3.

Denne opadgående tendens i eksporten forventes at fortsætte de næste par år, da prognoserne tyder på en faldende indenlandsk efterspørgsel. Hvis de europæiske handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er væsentligt svagere end vores handelspartneres, kan den nuværende eksport fra Kina til NAFTA-landene og Japan i stedet finde vej til EU.

3.10.4.

Denne eksportdrevne vækstmodel har skabt et stort underskud på 137 milliarder EUR (48,8 milliarder EUR i 2000) på EU's handelsbalance for varer, hvor EU's import fra Kina er dobbelt så stor som eksporten til Kina.

3.10.5.

Det er på den baggrund, at Kina har lanceret »One Belt, One Road«-initiativet med henblik på anlæg af transportinfrastruktur (jernbaner, motorveje og maritim infrastruktur) i det eurasiske område med det primære mål at skabe adgang for kinesiske virksomheder til de eurasiske markeder, der er omfattet af initiativet, på ikkekonkurrencemæssige vilkår og udnytte disse markeder til afsætning for sektorer med overproduktion. Tildeling af markedsøkonomisk status vil indebære en betydelig risiko for europæiske virksomheder i de EU-medlemsstater, som er berørt af One Belt, One Road-initiativet.

3.11.

Fakta om dumpingpraksisser

3.11.1.

Denne kraftige stigning i den kinesiske eksport er delvist opnået gennem illoyal handelspraksis, hvilket utallige dumpingsager indbragt for WTO vidner om.

3.11.2.

Kina er det land, som er hårdest ramt af antidumpingforanstaltninger. Det var genstand for 34 % af handelsundersøgelserne og fik pålagt 667 foranstaltninger. Alene i 2015 var 76 antidumpingforanstaltninger i kraft eller var blevet indledt mod Kina.

3.11.3.

67 % af de antidumpingforanstaltninger, der er blevet indført over for Kina, har at gøre med industrier som tekstil og beklædning, keramik og glas, uædle metaller, plast, maskiner og elektrisk udstyr og petrokemikalier. Sidste år var 79 % af foranstaltningerne mod Kina rettet mod disse sektorer.

3.11.4.

EU er en af de mest aktive deltagere i den internationale samhandel og tegner sig for 15,8 % af handlen, men der er kun blevet truffet 133 antidumpingforanstaltninger over for lande i EU. Det svarer til 7 % af sagerne på verdensplan. Kina er derimod mål for 47 % af disse foranstaltninger og blev alene i 2015 sanktioneret i tre tilfælde.

4.1.1.

Set fra et teoretisk perspektiv ville det have negative konsekvenser for velfærden i EU, hvis Kina fik markedsøkonomisk status. Liberalisering af handelen har afgørende betydning for EU. En sådan har stærke netværkseffekter, selv om der altid vil være sektorer, som stilles dårligere som følge heraf.

4.1.2.

I dette tilfælde påpeger EØSU, at der ikke er tale om en forhandlingsproces med barrierer, der nedbrydes på begge sider. Kina vil ikke give noget til gengæld, mens EU ensidigt vil skulle reducere sin evne til at udligne konkurrenceforvridningen som følge af den urimelige støtte, der ydes af de kinesiske centrale og lokale myndigheder.

4.1.3.

EØSU har konstateret, at der allerede er blevet overført arbejdspladser fra europæisk industri til udlandet. Mellem 2000 og 2014 mistede europæiske industrier 6,7 millioner arbejdstagere, hvilket er 12 % af det oprindelige antal på 56,3 millioner arbejdstagere. I samme periode steg importmængdeindekset med 144 %. Forskning i USA, som har en mindre industriel sektor end EU, viser, at omkring 985 000 arbejdspladser i industrien gik tabt mellem 1999 og 2011 som følge af øget kinesisk import (4).

4.1.4.

Ikke kun inden for basisindustrier, men også inden for innovative industrier, forsvandt der arbejdspladser. Avanceret mobiltelefonproduktion er forsvundet. I en sektor, der er vital for vores fremtid som produktionen af solcellepaneler, indgav 34 producenter mellem 2010 og 2012 konkursbegæring, to forlod solenergisektoren, fem indstillede helt eller delvis produktionen og tre blev overtaget af kinesiske investorer (5).

4.1.5.

Sektorer, der har strategisk betydning i Kinas femårsplaner, er særligt udsatte. Det gælder f.eks. aluminium, cykler, keramik, glas, reservedele til motorkøretøjer, papir og stål.

4.1.6.

Forskellige institutioner har bidraget med konsekvensanalyser. Kommissionen har bestilt en undersøgelse, men den er endnu ikke blevet offentliggjort, hvorfor det er umuligt for EØSU at analysere Kommissionens holdning til dette påtrængende spørgsmål.

4.1.7.

The Economic Policy Institute vurderer, at et sted mellem 1,7 og 3,5 millioner jobs i EU befinder sig i farezonen. Dette skøn bygger på en input-output-model, som tager hensyn til direkte tab (direkte berørt af en stigning i importen), indirekte tab (leverandør- og forarbejdningsindustrier for dem, der berøres direkte) og tab afledt af en omfordeling af udgifterne (som følge af lavere husstandsindkomster og -udgifter). Den største ulempe ved denne undersøgelse er, at den medregner effekterne af al kinesisk import, også import fra sektorer, som langt fra er berørt.

4.1.8.

Hvis man kun kigger på industrier med antidumpingforanstaltninger, ligger direkte og indirekte jobtab på mellem 0,5 og 0,9 millioner arbejdspladser. Ifølge rapporten er det samlede antal arbejdspladser i industrier, som er sårbare over for bølger af dumpingimport, på 2,7 millioner.

4.1.9.

Undersøgelsen beregner ikke effekten af omfordelingen af udgifter alene i disse sektorer. Den viser, at antallet af arbejdspladser, der er i farezonen i industrier med antidumpingforanstaltninger, løber op i 60 % af arbejdspladserne i fremstillingsindustrier. Hvis denne andel blev overført på indirekte effekter og effekten af omfordelingen af udgifter, kunne antallet af mistede arbejdspladser ligge på mellem 1,1 og 2,1 millioner.

4.1.10.

En anden rapport omhandler tre undersøgelser bestilt af stålproducentsammenslutninger fra NAFTA-området vedrørende de sandsynlige økonomiske virkninger for deres lande af at indrømme Kina status som markedsøkonomi. Rapporten konkluderer, at hvis alle tre NAFTA-lande tildelte Kina status som markedsøkonomi, ville efterspørgslen efter arbejdskraft falde med mellem 15 milliarder og 32 milliarder USD, størstedelen heraf i USA. Det betyder, at antallet af arbejdspladser ville falde med anslået 0,4 til 0,6 millioner.

4.1.11.

Begge undersøgelser er baseret på generelle makroøkonomiske ligevægtsmodeller. Hvis undersøgelser af denne art blev gennemført separat for økonomiske områder som EU og NAFTA, gætter EØSU imidlertid på, at ensidig indrømmelse af status som markedsøkonomi til Kina næsten helt sikkert ville medføre et direkte tab af velfærd på mindst hundrede tusinder af arbejdspladser, og formentlig tættere på en million mennesker, som ville være tvunget til at finde en anden måde at tjene til føden på.

4.1.12.

Med henblik på at kunne vurdere sandsynligheden for sådanne tab henleder EØSU opmærksomheden på en række relevante konsekvenser:

4.1.13.

Med hensyn til geografi påpeger EØSU endnu en gang, at de arbejdspladser, der må forventes at forsvinde, ikke er geografisk ligeligt fordelt. Koncentrationen af tab af arbejdspladser i visse områder kan give anledning til kritiske situationer i disse områder, selv om andre regioner i Unionen måske ikke lider i samme grad. De lande, der rammes hårdest, kan miste op til 2,7 % af deres arbejdsstyrke.

4.1.14.

I mange tilfælde befinder disse arbejdspladser sig i større industrianlæg, som har et tæt forhold til den økonomiske og industrielle struktur. I den seneste tid har der været betydelige tab i sektorer som f.eks. stålsektoren, hvor flere tusinde job er betinget af en enkelt virksomhed, hvilket har haft dramatiske sociale konsekvenser i de samfund, hvor de berørte virksomheder har hjemme.

4.1.15.

EØSU understreger også kvaliteten af arbejdspladser i industrien. Job i fremstillingsindustrien er mere stabile og i gennemsnit bedre lønnet end job i andre økonomiske sektorer. Kommissionen påpegede i 2014 (6), at månedslønnen for ansatte i fremstillingsindustrien er 5 % højere end det generelle EU-gennemsnit. I USA er ugelønnen i fremstillingssektoren 8 % højere end i job uden for fremstillingssektoren. Denne højere indtjening er et resultat af højere produktivitet.

4.1.16.

Industrien tilbyder kvalitetsjob til faglærte arbejdere og specialarbejdere, som vil have meget svært ved at finde alternativ beskæftigelse under samme arbejdsvilkår. Som sådan bidrager industriens dalende betydning til uligheder i vores samfund.

4.1.17.

Ifølge en Eurofound-undersøgelse af arbejdsvilkår er deltidsarbejde langt mindre udbredt i fremstillingssektoren (12 %) sammenlignet med gennemsnittet i EU28 (24 %). Arbejdstiden i fremstillingsindustrien ligger også generelt mere fast, og atypiske arbejdstider er betydeligt mindre udbredt end i EU's økonomi som helhed (7).

4.1.18.

EØSU vil også gerne undgå risikoen for at skade videnmiljøet: fremstillingsindustrien er den sektor med langt den største efterspørgsel efter F&U-aktiviteter, og der er en stigende tendens til at købe F&U-tjenester hos virksomheder, der er specialiseret i innovation (8). Ifølge en undersøgelse foretaget af ECSIP-konsortiet er det gennemsnitlige serviceindhold i færdigvarer, der er fremstillet i EU, tæt på 40 % af den samlede værdi af de færdige fremstillede varer. Størstedelen af disse tjenesteydelser er distribution (15 %), transport og kommunikation (8 %) samt erhvervstjenester, som i EU's medlemsstater spænder fra mindre end 10 % til så meget som 20 % eller mere. Sidstnævnte kategori omfatter tjenester såsom F&U, reklame og markedsanalyse, ingeniørarbejde og IKT-tjenester.

4.1.19.

EØSU har allerede afgivet en række udtalelser om relevansen af at hæve de reguleringsmæssige standarder vedrørende intellektuel ejendomsret som følge af, at visse lande ikke overholder kravene. Dette bør ikke glemmes i forbindelse med fastlæggelsen af EU's handelspolitik.

4.2.1.

En vurdering af konsekvenserne af ensidigt at indrømme Kina markedsøkonomisk status bør nødvendigvis se på de potentielle fordele for andre sektorer, navnlig for aftagere af produkter, for hvilke Kina har — eller planlægger at få — en stærk produktionsaktivitet.

4.2.2.

Mange af de industrier, der indtil videre er blevet berørt, er producenter af halvfabrikata, dvs. varer der forarbejdes og kombineres til slutprodukter.

4.2.3.

Den globale industriproduktion er endnu ikke nået op på niveauet fra før den finansielle krise. Der er derfor ikke så lidt overskydende kapacitet i industrien, og forbrugere af kinesiske varer, der er omfattet af antidumpingforanstaltninger, vil kunne hente forsyninger i tredjelande uden noget større tab af konkurrenceevne.

4.2.4.

Hvis Kina får lov at øge sin markedsandel på en illoyal måde og opnå en oligopolistisk fordel, vil landet uden tvivl anvende denne på et senere tidspunkt til atter at hæve priserne og dermed sætte forbrugerindustrierne i Europa under pres. Kina agerer allerede på denne måde for at fremme sine lokale industrier. Europa-Parlamentet (9) har fremlagt beviser for, at der er blevet truffet foranstaltninger, som begrænser handlen med naturressourcer, og som kan være i strid med WTO’s regler. I 2009 fremlagde Kina sin udviklingsplan for sjældne jordarter 2009-2015, som fastlagde eksportkvoter på 35 000 tons om året. Året efter tredobledes priserne på sjældne jordarter fra Kina. Et andet eksempel stammer fra markedet for elektronik, hvor Kina beskatter eksport af halvfabrikata højere end færdige produkter for at beskytte den lokale montagevirksomhed.

4.2.5.

Disse eksempler viser, at kinesisk politik tilgodeser industrier med højere tilførsel af merværdi. Uden muligheden for at anlægge antidumpingsager ville sektorer såsom fremstilling af materiel eller biler også ende med at blive udsat for unfair konkurrence. Kina har også rekord i krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Derfor ville selv patenter ikke være meget værd i forsøget på at fastholde innovative industrier inden for EU's grænser.

4.2.6.

På langt sigt ville en indrømmelse af markedsøkonomisk status til Kina også skade hele den industrielle værdikæde som følge af de negative konsekvenser for innovationen. Det er en udbredt opfattelse i EU, at innovation er vores samfunds eneste mulighed for at tage kampen op med konkurrenter, der udelukkende konkurrerer på omkostningerne. Innovation sker imidlertid ikke længere i isolerede laboratorier. En undersøgelse fra KPMG fandt i stedet frem til, at 85 % af respondenterne fra den globale metalindustri mener, at når det gælder innovation, vil partnerskaber være fremtiden for deres organisation. Mere end tre fjerdedele svarer, at de allerede er involveret i mere samarbejdsorienterede forretningsmodeller med leverandører og kunder. Det er derfor umuligt at forestille sig fremtidige innovative industrier, der ikke er en del af vidennetværk.

4.3.1.

I det lange løb og uanset udviklingen af individuelle sektorer vil velstanden i EU kun blive ved at vokse gennem en solid udvikling af den disponible indkomst. Nuværende beskæftigelses- og investeringsfremmende foranstaltninger iværksat af Kommissionen erkender dette, og der bør tages højde for disse, når der træffes beslutninger, som skal tage hånd om spørgsmålet.