9.9.2016

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 331/7

---

Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

(2016/C 331/04)

Denne offentliggørelse giver ret til at rejse indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

ENHEDSDOKUMENT

»MIEL VILLUERCAS-IBORES«

EU-nr. ES-PDO-0005-01268 — 21.10.2014

BOB ( X ) BGB ( )

1.   Betegnelse

»Miel Villuercas-Ibores«

2.   Medlemsstat eller tredjeland

Spanien

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.4. Andre animalske produkter (æg, honning, forskellige mejeriprodukter undtagen smør, m.m.)

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Honningen med betegnelsen »Miel Villuercas-Ibores« indsamles og udvindes fra den lokale vegetation af bier af arten Apis mellifera.

Afhængigt af vegetationen er der tale om følgende honningtyper:

—	gyvelhonning (Retama sphaerocarpa).

—	kastanjehonning (Castanea sativa).

—	blomsterhonning.

—	honningdughonning.

a)   Fællestræk hos alle honningtyper med betegnelsen »Miel Villuercas-Ibores«:

Fysiske egenskaber
Fugtighed	14-17 %

Kemiske egenskaber
HMF (på markedsføringstidspunktet)	< 10 mg/kg
Elektrisk ledeevne	Mindst 0,8 mS/cm (kastanje- og honningdughonning). Højst 0,8 mS/cm (gyvel- og blomsterhonning).
Sakkarose	< 5 g/100 g
Fruktose + glukose	> 60 g/100 g (generelt) > 45 g/100 g (honningdug-honning)

b)   Pollenegenskaber:

Gyvelhonning > 50 % Retama sphaerocarpa

Kastanjehonning > 70 % Castanea sativa

Blomsterhonning: Det er honning, som er høstet i forsommeren, og dens pollenspektre afspejler den mangfoldige flora i de forudgående måneder, hvor der er rigt med pollen fra Fabaceae, Fagaceae, Ericaceae, Lamiaceae og/eller Cistaceae, samt områdets særlige kendetegn.

Honningdughonning: Det er honning, som bierne producerer af sekretioner fra planternes levende dele, eller som findes på disse, særligt Fagaceae-familien, som tilhører Quercus-slægten, samt en mindre mængde pollen fra Fagaceae, Ericaceae, Lamiaceae og/eller Cistaceae.

Den fremstilles primært i sensommeren, når antallet af planter i blomst i området er på sit laveste.

c)   Diastaseaktivitet: mindst 30.

d)   Organoleptiske egenskaber:

Gyvelhonning: Farven er lys til mørk ravgul med et rødligt skær; honningen er meget aromatisk og har en sød smag.

Kastanjehonning: Farven er mørk ravgul med rødlige eller grønlige toner. Dominerende aroma. Let syrlig, bitter og med en skarp eftersmag.

Blomsterhonning: Farven er fra lys ravgul til mørk ravgul afhængigt af vegetationen; smag og aroma er varierende.

Honningdughonning: Mørk ravgul, knap så sød og med en intens og karakteristisk duft.

3.3.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

—

3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Honningen kommer udelukkende fra bistader placeret i produktionsområdet, og staderne må ikke flyttes ud af området.

Rammerne tømmes for bier med børste og/eller røgpuster.

Forseglingen skrælles af tavlerne på traditionel vis ved hjælp af en kniv eller en skrællegaffel.

Honningen slynges ud af rammerne.

Honningen oplagres i specielle bundfældningstanke eller -spande.

Honningen dekanteres og filtreres for at fjerne urenheder.

I særlige tilfælde, hvor bistadets overlevelse er truet som følge af dårlig høst, kan bierne gives supplerende næring uden for blomstringstiden. Denne næring kan bestå af et eller flere af følgende: honning fra selv samme bistade, sakkarose (rørsukker), glukose og sukkersaft (frugtsukker).

3.5.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning, emballering osv. af det produkt, som den registrerede betegnelse henviser til

Når honningen emballeres, er det en flydende eller fast (krystalliseret) masse.

Hvis honningen krystalliserer, opvarmes den til maksimum 45 grader for at kunne blive dekanteret og emballeret.

3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelse henviser til

Honningen er forsynet med en nummereret kontroletiket med betegnelsens logo, som emballeringsvirksomheden anbringer på en sådan måde, at den ikke kan genanvendes. Etiketten bærer det obligatoriske EU-symbol og oprindelsesbetegnelsens beskyttede logo »Miel Villuercas-Ibores«.

Oprindelsesbetegnelsens beskyttede logo »Miel Villuercas-Ibores« består af følgende:

På højre side vises teksten »Extremadura« sammen med et kort med en dobbeltcirkel, der markerer honningens produktionsområde.

4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

Honningens geografiske produktionsområde er i den sydøstlige del af Cáceres-provinsen, som ligger i den selvstyrende region Extremadura i Spanien. Det omfatter de 27 kommuner, der tilsammen udgør området (»comarca«) Villuercas-Ibores, og som alle er beliggende i Cáceres-provinsen.

5.   Tilknytning til det geografiske område

Naturbestemte faktorer

Området Villuercas-Ibores er karakteriseret ved særligt stejle og takkede bjergformationer med klipper af armorikansk kvartsit på toppen og flankeret af skifer og sandsten. Det højeste bjerg er La Villuercas (1 601 m). Det hydrografiske net omfatter en række floder, som hører til Tajo- og Guadianaflodbækkenet. Klimaet er subhumidt, og derfor er nedbørsmængden generelt større end i resten af områderne af Extremadura.

Ifølge det amerikanske landbrugsministeriums klassifikationssystem for jordarter, har området jordarterne entisol, inceptisol og alfisol. Entisol danner meget smalle striber på Ruecas og Silvadillos' flodsletter. Inceptisol findes på de nordlige bjergskråninger. Alfisol findes i den sydlige del af området på flodterrasserne og de omkringliggende plateauer. Det er en jord, som ikke egner sig til dyrkning af afgrøder, men den egner sig godt til skovbrug.

Villuercas-Ibores-området har en rig og alsidig flora i overensstemmelse med områdets biogeografi (Ladero, 1987), og store arealer er dækket med græsgange og underskov, hvor bierne kan indsamle nektar fra den lokale vegetation, hvilket giver en honning af udsøgt kvalitet. Derudover er der mange skovområder med stenege, korkege, kastanje- og egetræer, som forsyner bierne med nærig i form af nektar, pollen og honningdug. Selv om området generelt er bevokset med arter, der er typiske for områder med højskov eller store græsgange, er bevoksningen i det geografiske område primært karakteriseret ved kastanje, oliven, buskads og cistus samt store egetræsskove.

Blandt de utallige vegetationsarter, som bierne kan hente næring fra, fremhæves nedenfor nogle af de mest honningbærende planter i Villuercas-Ibores-området, som alle er lokale i produktionsområdet:

Rubladfamilien (Boraginaceae): Echium plantagineum L. (slangehoved), Anchusa azurea Miller (oksetunge).

Korsblomstfamilien (Brassicaceae): Raphanus raphanistrum L. (kiddike).

Lyngfamilien (Ericaceae): Erica australis L. (lys eller farvet lyng), Erica lusitanica Rudolphi (hvid lyng), Erica umbellata L. (lyng), Calluna vulgaris (L.) Hull (hedelyng), Arbustus unedo L. (jordbærtræ).

Ærteblomstfamilien (Fabaceae): Retama sphaerocarpa L. (almindelig gyvel), Trifolium stellatum L. (stjernekløver), Genista tridentata (visse), Cytisus multiflorus (vintergyvel).

Lyngfamilien (Ericaceae): Castanea sativa Miller (ægte kastanje), Quercus pyrenaica Willd. (tyrkisk eg), Quercus rotundifolia L. (steneg), Quercus suber L. (korkeg).

Læbeblomstfamilien (Lamiaceae): Lavandula stoechas subsp. pedunculata Miller (sommerfuglelavendel), Rosmarinus officinalis L. (rosmarin).

Rosenfamilien (Rosaceae): Rubus ulmifolius Schott (brombær).

Skærmplantefamilien (Apiaceae): Erynginum campestre L. (bjerg-mandstro).

Soløjefamilien (Cistaceae): Cistus ladanifer L. (gummibærende soløje), Cistus spp. y Halimium spp. (soløjetræer generelt).

Menneskelige faktorer

Villuercas-Ibores-området har altid været forbundet med biavl. Der er konkrete referencer helt tilbage til 1086, som nævner særlige begivenheder såsom »Milagro de Nuestra Señora de Guadalupe« (1575). I dag er der stadig mange stednavne i området, som henviser til bierne og floraen (»Castañar«, »Carrascalejo« eller »Peraleda«) eller arbejdet i biavlsektoren med egnsnavne som »La Umbría del Colmenar« i Cañamero-kommunen eller »El Arroyo del Enjambrero« og »Valle del Enjambrero« i kommunen Alía.

Produktionsområdet er kendetegnet ved sit rustikke bjerglandskab og lavt befolkede kommuner, hvor landbrug og kvægavl er de primære erhverv. Sammen med den unikke og næsten uberørte flora er disse forhold med til at gøre biavl til en hensigtsmæssig aktivitet, hvor man stadig udskiller honningen på traditionel vis for at bevare produktets kvalitet og egenskaber.

En af de vigtige traditionelle håndværksmetoder, som anvendes af biavlerne i området, er driftssystemet. Bistaderne kan flyttes rundt inden for produktionsområdet, men må ikke flyttes ud af området.

En anden grundlæggende del af processen er, at man efterlader honningen fra den sidste høst til bierne i bistadet. På den måde høstes bistaderne ikke intensivt. Det betyder, at man ved høsten om efteråret ikke indsamler al honningen, men efterlader den nødvendige føde til bierne i bistadet. Således sikres biernes velbefindende og opretholdelsen af bæredygtige bistader og sunde kolonier.

Produktets egenart

Produktionsområdet er et af de vigtigste i Extremadura-regionen på grund af sin århundredelange tradition for biavl, hvor biavlere har udnyttet den lokale flora. Betegnelsen »Miel Villuercas-Ibores« henviser til områdets prestigefyldte honningtradition, den traditionelle behandling og de håndværksmæssige teknikker og honningens særlige kvaliteter, som alle kan føres tilbage til det naturområde, hvor honningen produceres.

Til forskel fra andre egne af Extremadura, flyttes staderne ikke ud af området, hvilket giver en homogen honning, der afspejler områdets flora, og hvis særlige egenskaber alene skyldes de særlige naturlige og menneskelige faktorer, der kendetegner det geografiske område for »Miel Villuercas-Ibores«.

Det traditionelle produktionssystem giver sig til kende i parametrene for det endelige produkt, som er et udtryk for honningens høje kvalitet:

—	De lave HMF-værdier, som er kendetegnende for produktet, er en indikator for friskhed og den håndværksmæssige produktion.

—	De lave fugtighedsværdier er en indikator for en modenhed, som er opnået, fordi vokstavlen bevarer sit vokslag, eftersom bistadet ikke høstes intensivt.

—	Den høje diastaseaktivitet grundet honningens friskhed.

—	Den elektriske ledeevne og de karakteristiske organoleptiske egenskaber grundet den pollen, som hentes fra planterne i området.

Den direkte sammenhæng mellem det geografiske område og produktets særlige kvalitet eller egenskaber.

Studiet af de forskellige pollenspektre har gjort det muligt at definere de geografiske markører, som kendetegner »Miel Villuercas-Ibores«, dvs. pollenet fra hele floraen. De giver homogene pollenprofiler, som er specifikke for området og ikke indeholder mere end 1 % pollen fra dyrkede planter eller planter, der ikke er lokale i området.

Produktionen af honningdughonning er et andet kendetegn for dette særlige geografiske område, som UNESCO for nylig udnævnte til »Geopark Villuercas Ibores Jara«. Denne honning udvindes i september og oktober, når blomstringen er ved at aftage eller er helt overstået, og bierne ikke har adgang til nektar til at lave honning. I stedet henter de deres næring fra udskillelser fra planter i bøge-familiens (Fagaceae) levende dele eller sekretioner, som efterlades af insekter på disse planter. Det bidrager til at sikre biernes overlevelse i disse måneder, hvor der ikke er nektar, eftersom staderne ikke flyttes til andre områder, hvor der er blomstringstid. Denne honningdug adskiller sig særligt fra den i andre områder, ved at den er knap så sød, hvilket også ses på dens indhold af glukose og fruktose (> 45 g/100 g).

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i den nuværende forordning)

http://www.gobex.es/filescms/con03/uploaded_files/SectoresTematicos/Agroalimentario/Denominacionesdeorigen/PC_mielVilluercasIbores.pdf.

---

(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

---