19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/122

Ordfører:

Vladimír NOVOTNÝ

1.1.

Udvalget anbefaler uforbeholdent, at EU og de enkelte medlemsstater vedtager »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kviksølv og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1102/2008«som udgangspunkt for ratificeringen af Minamatakonventionen.

1.2.

Kviksølvemissioner udgør et verdensomspændende problem, som kræver en global løsning, og Minamatakonventionen er en sådan løsning. EU er sammen med Japan hoveddrivkraften, når det gælder om at mindske den byrde, som kviksølv udgør for miljøet (og befolkningen), men vi er nødt til at gøre os klart, at kviksølv og kviksølvforbindelser er elementer, som vil forblive i miljøet for altid.

1.3.

Udvalget konstaterer, at EU's systematiske indsats i forbindelse med problematikken omkring kviksølv, både på globalt niveau og navnlig inden for EU's egne grænser, har medført en reduktion på 75 % af de menneskeskabte emissioner af kviksølv i EU siden 1990, og at de vedtagne retsregler vil sikre en fortsat, gradvis reduktion.

1.4.

EØSU anbefaler, at supplerende foranstaltninger iværksat af EU vil være i tråd med den ratificerede Minamatakonvention, når denne træder i kraft. Udvalget er overbevist om, at de lovgivningsmæssige rammer, som først og fremmest regulerer emissionerne, men også fremstillingsprocesserne og produkterne, er tilstrækkelige til at opfylde de forpligtelser, som følger af konventionen, uden at sætte EU's samlede konkurrenceevne over styr.

1.5.

EØSU finder det afgørende, at en passende del af EU's videnskabs- og forskningskapacitet øremærkes til problematikken omkring kviksølv og alternativerne til kviksølv i fremstillingsprocesser og produkter.

1.6.

Når først Minamatakonventionen er blevet ratificeret, anbefaler udvalget desuden, at de relevante EU-organer sammen med de medlemsstater, der har underskrevet konventionen, deltager i det første møde mellem parterne i konventionen om kviksølv (COP1), som er ved at blive forberedt. Her kan de bidrage med den nyeste viden, som kan muliggøre en yderligere reduktion af de menneskeskabte emissioner af kviksølv og anvendelsen heraf i produkter og fremstillingsprocesser.

2.1.

Kviksølv forekommer naturligt i jorden, med en gennemsnitlig forekomst på ca. 0,05 mg/kg af jordens skorpe, med betydelige lokale variationer. Kviksølv findes også i meget små mængder i biosfæren. Kviksølv optages af planter, hvilket forklarer, at det findes i brændstoffer såsom kul, olie og naturgas — men også i biobrændstoffer. Når det gælder udledning af kviksølv, er der stort set ingen forskel mellem forbrænding af biomasse og forbrænding af kul. Problematikken omkring kviksølv og udledningen heraf er beskrevet i detaljer i dokumenter fra De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) (1).

2.2.

Når det én gang er udledt, forbliver kviksølv i miljøet, hvor det cirkulerer mellem luft, vand, aflejringer, jord og organismer i forskellige former. Dets form kan ændres (primært ved mikrobiel metabolisme) til methylkviksølv, som har evnen til at ophobes i organismer og navnlig i fødekæden i vand (fisk og havpattedyr). Grunden til, at kviksølv og andre tungmetaller ses som en global miljøtrussel, er, at de er bioakkumulerbare og i stand til at sprede sig over lange afstande i atmosfæren.

2.3.

I visse dele af verden, ikke mindst uden for EU, bliver en betydelig del af befolkningen eksponeret for kviksølv i et omfang, der ligger langt over det sikre niveau. Ifølge de bedste skøn ligger de menneskeskabte emissioner af kviksølv til atmosfæren på globalt set 1 960 ton om året, hvoraf de 87,5 ton stammer fra EU (4,5 % af den totale mængde). Den direkte udledning af kviksølv i vandet ligger på ca. 900 ton om året på verdensplan, og bidraget fra naturlige emissioner (erosion af klipper og vulkansk aktivitet) udgør ligeledes omkring 900 ton om året. En oversigt over menneskeskabte kviksølvemissioner findes i bilag 1.

2.4.

Trods et fald i det globale kviksølvforbrug (den globale efterspørgsel er mindre end det halve af, hvad den var i 1980) og lave priser, bliver der stadig væk produceret kviksølv ved minedrift i en række lande i forskellige dele af verden. De største producenter er Kina og Kasakhstan. I Europa blev den primære produktion indstillet allerede i 2003, men kviksølv udskilles som et biprodukt af andre udvindingsprocesser og behandling af mineralske råstoffer. Dette kviksølv klassificeres som affald og behandles i overensstemmelse med affaldslovgivningen.

2.5.

Store mængder kviksølv finder også vej til verdensmarkedet — som følge af konvertering eller lukning af kloralkalianlæg — fra lande, hvor handel med kviksølv i modsætning til i EU endnu ikke er blevet forbudt.

2.6.

Emissioner fra forbrænding af kul og forbrændingsprocesser, herunder i forbindelse med stålproduktion og produktion af ikke-jernholdige metaller, udgør den væsentligste kilde til de menneskeskabte emissioner og fremfor alt til forurening med kviksølvforbindelser i områderne omkring de berørte punktkilder i EU. Vurdering af de forskellige muligheder omfatter både tilbageholdelse af kviksølv kombineret med tilbageholdelse af andre elementer i rensningen af røggas såvel som processer særligt rettet mod tilbageholdelse af kviksølv, hvor sådanne selektive processer giver mening.

2.7.

En anden væsentlig kilde til menneskeskabte emissioner, navnlig af frit kviksølv, er anvendelsen af amalgam i tandfyldninger. Det ser ud til, at emissionerne på dette område (frem for alt i vand) er langt nemmere at kontrollere, og at de tilgængelige teknologier hertil i vidt omfang anvendes i den udviklede verden.

2.8.

Udvalget har allerede givet udtryk for civilsamfundets holdning til spørgsmålet om skadelig udledning af kviksølv og kviksølvforbindelser i tidligere udtalelser, som denne udtalelse indgår i naturlig forlængelse af (2).

3.1.

Unionen og 26 medlemsstater har underskrevet en ny international konvention om kviksølv. Den globale konvention, som har fået navnet Minamatakonventionen, omfatter hele kviksølvcyklussen, lige fra udvindingen af kviksølv i miner og til håndteringen af kviksølvaffald med det formål at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod menneskeskabte udledninger af kviksølv og kviksølvforbindelser til luft, vand og jord. EU og de fleste af medlemsstaterne har underskrevet denne nye konvention om kviksølv, som allerede har indhentet 128 underskrifter og indtil nu er blevet ratificeret af 25 deltagende parter (3).

3.2.

En grundig vurdering af EU-retten har afsløret et begrænset antal huller i lovgivningen, som skal lukkes for at sikre, at Unionens lovgivning er i fuld overensstemmelse med konventionen (4). Forslaget til forordning har til formål at lukke disse huller, som vedrører følgende:

3.3.

Af hensyn til den juridiske klarhed bør de af konventionens forpligtelser, som endnu ikke er gennemført i EU-retten, integreres i en enkelt retsakt.

3.4.

Det er nødvendigt at øge sammenhængen og den juridiske klarhed. Derfor skal dette forslag ophæve og erstatte forordning (EF) nr. 1102/2008, idet det overtager de væsentligste forpligtelser, hvor det stadig er nødvendigt.

3.5.

Målene for dette initiativ stemmer ligeledes overens med Europa 2020-strategiens mål om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Forslaget bidrager til at skabe lige globale vilkår for de industrielle processer, som anvender eller utilsigtet udleder kviksølv og kviksølvforbindelser, og fremstillingen af og handlen med produkter tilsat kviksølv, og øger således den europæiske industris konkurrencedygtighed.

3.6.

Derudover tilstræbes det, hvor det er muligt, at forenkle og tydeliggøre gældende ret for at muliggøre en bedre og mere effektiv gennemførelse.

3.7.

I konsekvensanalysen blev det konkluderet, at ratificering og gennemførelse af Minamatakonventionen vil give EU betydelige fordele for miljøet og menneskers sundhed, navnlig takket være den forventede reducering af kviksølvemissioner fra andre dele af verden.

4.1.

Udvalget bifalder vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forslag til forordning, da dette dokument er kulminationen på en langvarig indsats rettet mod at skabe et ansvarligt retligt miljø, som gør det muligt at opnå en global, langsigtet og varig begrænsning af de uønskede virkninger af kviksølv og kviksølvforbindelser. Udvalget konstaterer, at forslaget til forordning lever fuldt ud op til det primære formål, som er at beskytte sundheden og miljøet mod de skadelige virkninger af kviksølv.

4.2.

EØSU sætter stor pris på det bidrag, som ikke blot EU's institutioner, men også de forskellige medlemsstater har leveret i forbindelse med udformningen og forhandlingen af Minamatakonventionen og ratificeringen heraf.

4.3.

Udvalget bifalder også den konsekvente anvendelse af de vigtige principper om nærhed og proportionalitet i hele processen, såvel før som nu, uden at dette skader de retsakter, der er blevet vedtaget i såvel hele EU som på globalt plan.

4.4.

Udvalget er overbevist om, at den indsats, Europa har leveret, vil bidrage til at sikre en hurtig ratificering af Minamatakonventionen inden udgangen af 2016 og en rimelig begrænsning af sundheds- og miljørisici som følge af menneskeskabte kviksølvemissioner og anvendelsen af kviksølv i hele verden. Udvalget giver desuden udtryk for sin overbevisning om, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning ikke bør og ikke vil overskride kravene i Minamatakonventionen.

5.1.

EØSU sætter i øvrigt pris på, at forordningen afspejler resultaterne af høringerne af de berørte parter i EU samt af drøftelserne af Minamatakonventionen i ekspertgrupper under De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP). Udvalget roser Kommissionen for at have foretaget et meget krævende og omfattende analysearbejde, som er mundet ud i forslaget til forordning.

5.2.

Udvalget er enig med Kommissionen i, at handelsrestriktioner, som går videre end kravene i konventionen, dvs. fastsættelse af et ubetinget forbud mod import af kviksølv, ikke er berettiget, da de vil være dyrere for EU-industrien og ikke indebære betydelige miljømæssige fordele.

5.3.

Udvalget er ligeledes enig i Kommissionens holdning, der fremgår af forslaget til forordning, og som går ud på, at restriktioner for eksport af visse produkter tilsat kviksølv ikke er berettiget, da brug og udledning af kviksølv i miljøet i vidt omfang vil forblive uændret, og kviksølvemissionerne som følge af et sådant forbud risikerer at blive mere omfattende i tredjelande.

5.4.

Udvalget bifalder ligeledes uden forbehold (i overensstemmelse med konklusionerne på høringerne og resultaterne af analyserne) argumentet om, at restriktioner for anvendelse af kviksølv i visse fremstillingsprocesser og for anvendelsen af kviksølv i nye fremstillingsprocesser bør stå i forhold til de dermed forbundne risici og ske i tråd med en mere langsigtet teknologisk udviklingsproces.

5.5.

Udvalget er ikke desto mindre enigt i Minamatakonventionens bestemmelser om, at parterne skal træffe foranstaltninger for at hæmme udviklingen af nye fremstillingsprocesser, hvori der anvendes kviksølv, og produktion og markedsføring af nye produkter tilsat kviksølv.

5.6.

Udvalget konstaterer, at anvendelsen af direktiv 2001/80/EF om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg har medført en væsentlig begrænsning af udledningen af kviksølv i energisektoren, som via atmosfærisk deposition er den økonomiske aktivitet, som bidrager mest til de menneskeskabte emissioner af kviksølv og kviksølvforureningen af jord og vand. Denne tendens ser desuden ud til at fortsætte. Siden 1990 er det lykkedes EU at nedbringe sine menneskeskabte kviksølvemissioner med mere end 75 % (5), og en fuldstændig gennemførelse af direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner vil i høj grad bidrage til at reducere kviksølvemissionerne yderligere. I lighed med Kommissionen er EØSU overbevist om, at det ikke på nuværende tidspunkt er nødvendigt at ændre eller supplere de krav, der fremsættes i direktivet om industrielle emissioner, og som særligt omhandler kviksølvemissioner.

5.7.

EØSU bifalder de foreslåede metoder til at begrænse kviksølvemissioner fra industrielle processer på grundlag af begrebet bedste tilgængelige teknikker og disses referencedokumenter (BREF-dokumenter).

5.8.

Udvalget understreger, at det er nødvendigt at vedtage lovbestemmelser om permanent og sikker oplagring af kviksølv, der er taget ud af det industrielle produktionskredsløb, i egnede geologiske strukturer, f.eks. nedlagte saltminer. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at definere kriterier for oplagringsfaciliteter og krav til lagring af kviksølvforurenet affald.

5.9.

Udvalget bifalder Kommissionens afbalancerede tilgang til spørgsmålet om anvendelse af amalgam i tandplejen på baggrund af den nyeste videnskabelige viden. Udvalget mener, at de krav til udstyr, som stilles til tandklinikker, dvs. pligten til at anvende kviksølvfiltre og restriktionen af anvendelsen af tandfyldningsamalgam i indkapslet form, er tilstrækkelige til effektivt at begrænse mængden af kviksølvaffald i miljøet og beskytte menneskers sundhed (6). Samtidig henleder EØSU opmærksomheden på de mulige risici, der endnu ikke er særligt kendte og ikke er blevet beskrevet i detaljer, og som nye tandlægematerialer, der skal erstatte amalgam, kan udgøre.

5.10.

Samtidig henleder EØSU opmærksomheden på stigningen i udgifterne til ydelser på de offentlige sundhedsbudgetter og de mulige konsekvenser af sundhedsmæssig og social art på visse patientgrupper, hvis disse udgifter skulle blive skubbet over på dem.