19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/116

Ordfører:

Gabriel SARRÓ IPARRAGUIRRE

1.1.

EØSU støtter de mål, som Kommissionen forfølger med dette forslag, og mener derfor, det er nødvendigt at revidere den gældende forordning for at skabe forenkling, øge gennemsigtigheden, forbedre forvaltningen, sikre effektiv kontrol med reglernes anvendelse, stadfæste gensidigheden med tredjelande og bevare den ældgamle fiskeritradition i EU ved at sikre et bæredygtigt fiskeri.

1.2.

Ikke desto mindre mener udvalget, at forslaget i sin nuværende form vil kunne skabe en vidtgående bureaukratisk og administrativ byrde for både Kommissionen, medlemsstaterne og operatørerne, som, hvis ikke der stilles de nødvendige tekniske, materielle og menneskelige ressourcer til rådighed, vil udhule den tilsigtede forenkling og fremprovokere negative sociale og økonomiske konsekvenser for både arbejdsgivere og arbejdstagere inden for fiskeriet.

1.3.

EØSU opfordrer til, at der stilles tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed for både den afdeling i Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri, som er ansvarlig for disse sager, og for medlemsstaternes kontrolmyndigheder, så de får mulighed for at udføre deres arbejde ordentligt.

1.4.

Udvalget går ind for, at behandlingen af fiskeritilladelser foretages af medlemsstaterne, hvilket giver Kommissionen mulighed for at kontrollere tilladelsens gyldighed på baggrund af kriterier for udstedelse af tilladelse. Kommissionen vil således i sin egenskab af traktaternes vogter føre tilsyn med, at medlemsstaterne opfylder deres forpligtelser.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet (fiskeriministrene) og Europa-Parlamentet til at tage hensyn til de generelle og særlige bemærkninger i denne udtalelse.

2.1.

Den fælles fiskeripolitik tager sigte på at bevare havets biologiske ressourcer og forvalte fiskeriet og de flåder, der udnytter disse ressourcer. Den fælles fiskeripolitik omfatter fiskeri i EU-farvande såvel som EU-fiskerfartøjers fiskeri uden for EU-farvande. Den fælles fiskeripolitik blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013.

2.2.

Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 regulerer udstedelse af tilladelser til EU-fartøjer til at fiske uden for EU-farvande og til tredjelandsfiskerfartøjer til at fiske i EU-farvande.

2.3.

Kommissionen mener, at den gældende forordning om fiskeritilladelser bør revideres med henblik på at inkorporere målene for den nye fælles fiskeripolitik på en ordentlig måde og sikre overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), og Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik.

2.4.

Kommissionen fremhæver ligeledes de internationale forpligtelser, som Unionen har påtaget sig som aftalepart i FN's havretskonvention, som underskriver af FAO-aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarings- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav og ifølge FAO's internationale handlingsplan for at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

2.5.

Forslaget udvider anvendelsesområdet til spørgsmål såsom udstedelse af direkte tilladelser i tilfælde, hvor der ikke findes nogen gældende partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri med det pågældende tredjeland, udstedelse af tilladelser og rapportering vedrørende hjælpefartøjer tilknyttet fiskerfartøjer, kontrol med omflagning, omfordeling af fiskerimuligheder, som ikke er udnyttet, og nødvendigheden af at fastsætte retsregler, som sætter Unionen bedre i stand til at overvåge aktiviteter, der udøves af EU-chartrede fiskerfartøjer, på grundlag af de regler, der er vedtaget af den relevante fiskeriforvaltningsorganisation.

2.6.

Desuden omhandler forslaget en række andre spørgsmål såsom udveksling af oplysninger i elektronisk format mellem medlemsstaterne og Kommissionen, oprettelsen af et elektronisk register over Unionens fiskeritilladelser, regler for tredjelandsfartøjer, der fisker i EU-farvande, herunder oplysninger om deres fangster, som stemmer overens med dem, der finder anvendelse for EU-fiskerfartøjer, samt muligheden for at Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter og eventuelt gennemførelsesretsakter, der finder umiddelbar anvendelse.

3.1.

EØSU støtter de mål, som Kommissionen forfølger med dette forslag, dvs. at styrke EU's kapacitet til overvågning af sin fiskerflåde, når den fisker uden for EU-farvande, uanset under hvilke forhold dens aktiviteter i øvrigt finder sted, under hensyntagen til behovet for at finde den rette balance mellem på den ene side strengere kontrol med EU-flåden og på den anden side lettelse af arbejdsbyrden både på EU-niveau og i de nationale forvaltninger. Udvalget mener, det er nødvendigt at revidere den gældende forordning for at skabe forenkling, øge gennemsigtigheden, forbedre forvaltningen, sikre effektiv kontrol med reglernes anvendelse, stadfæste gensidigheden med tredjelande og bevare den ældgamle fiskeritradition i EU ved at sikre et bæredygtigt fiskeri.

3.2.

Ikke desto mindre mener udvalget, at forslaget i sin nuværende form — hvor det ikke specificeres, hvilke redskaber der vil egne sig til at forenkle systemet — vil kunne skabe en vidtgående bureaukratisk og administrativ byrde, som, hvis ikke der stilles de nødvendige tekniske, materielle og menneskelige ressourcer til rådighed, vil udhule den tilsigtede forenkling. Det er nødvendigt at indføre en procedure for udstedelse af tilladelser, som er effektiv og sikrer, at disse er lovlige, men som samtidig er både enkel og hurtig. I modsat fald vil det få alvorlige konsekvenser for operatørerne i EU, som vil komme til at lide under forsinkelserne i forbindelse med udstedelsen af tilladelser, og som derfor vil komme til at miste fangstdage og blive ramt ud fra et socialt og et økonomisk perspektiv.

3.3.

EØSU er bekendt med manglen på medarbejdere i såvel den afdeling i Kommissionens Generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri, som er ansvarlig for disse sager, som i medlemsstaternes kontrolmyndigheder. Derfor opfordrer udvalget til, at der stilles tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed, så de pågældende får mulighed for at udføre deres arbejde ordentligt.

3.4.

Udvalget understreger endnu en gang, at Kommissionen spiller en vigtig rolle i hele denne proces, og går ind for, at behandlingen af fiskeritilladelser foretages af medlemsstaterne, hvilket giver Kommissionen mulighed for at kontrollere tilladelsens gyldighed på baggrund af kriterier for udstedelse.

4.1.

Efter EØSU's opfattelse burde definitionen af »observatørprogram« i artikel 3, litra f, ud over en ordning, der gennemføres i en regional fiskeriforvaltningsorganisations regi, også dække ordninger i medlemsstatsregi. Formålet hermed skulle ikke blot være at kontrollere, at fartøjet overholder reglerne, men også ske med henblik på indsamling af data.

4.2.

Forslagets artikel 5, stk. 1, litra d, slår fast, at flagmedlemsstaten kun må udstede en fiskeritilladelse, hvis operatøren og fiskerfartøjet i 12-månedersperioden forud for ansøgningen om fiskeritilladelse ikke er blevet idømt sanktioner for en alvorlig overtrædelse. EØSU mener, at dette kriterium for udstedelse af en fiskeritilladelse bør fjernes, fordi det kan betyde, at operatøren straffes dobbelt, uforholdsmæssigt og på diskriminerende vis. Efter udvalgets opfattelse indeholder forordningerne (EF) nr. 1224/2009 (om kontrol) og (EF) nr. 1005/2008 (om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri) allerede procedurer og sanktioner for alvorlige overtrædelser begået såvel inden for som uden for EU's farvande.

4.3.

Ifølge artikel 7, stk. 5, skal flagmedlemsstaten på anmodning af Kommissionen nægte udstedelse af tilladelse eller suspendere eller inddrage samme i tilfælde af »overordnede politiske årsager« … Denne formulering er efter EØSU's opfattelse for uklar og kan give anledning til situationer med manglende retssikkerhed for operatørerne, alt efter hvad Kommissionen i de enkelte sager vurderer, er »overordnede politiske årsager«. Artiklen bør gøre det klart, at en tilladelse kan nægtes, suspenderes eller inddrages på Kommissionens anmodning, hvis denne mener, at der er en alvorlig risiko for overtrædelse.

4.4.

I artikel 8 fastlægges det, at et EU-fiskerfartøj kun må fiske i et tredjelands farvande, hvis det pågældende tredjeland er kontraherende part eller ikkekontraherende samarbejdspart i en RFFO. EØSU henleder opmærksomheden på Guinea-Bissau, som EU har en partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri med, men som ikke er hverken kontraherende part eller ikkekontraherende samarbejdspart i Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT). Udvalget mener derfor ikke, at EU bør gå ind i spørgsmål, som berører tredjelandes suverænitet. Desuden ville et sådant krav kunne påføre EU's flåde en konkurrencemæssig ulempe i forhold til flåder fra tredjelande, som ikke ville skulle opfylde det pågældende krav. Under alle omstændigheder opfordrer EØSU Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser via fiskeripartnerskabsaftalen, så Guinea-Bissau kan adeltage i ICCAT's arbejde med det formål at sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

4.5.

Hvad angår artikel 12, stk. 3 og 4, bekymrer det EØSU, at Kommissionen kan forhale proceduren for udstedelse af fiskeritilladelser.

4.6.

Med hensyn til artikel 13 og 14, som omhandler omfordeling af uudnyttede fiskerimuligheder tildelt i henhold til partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri, opfordrer udvalget Kommissionen til at sikre, at der er konsekvens, så der sker omfordeling af fiskerimuligheder i såvel EU-farvande som i henhold til de bilaterale fiskeriaftaler med tredjelande såsom Norge.

4.7.

Ifølge artikel 18, litra c, må en flagstat kun udstede en fiskeritilladelse, hvis operatøren har fremlagt dokumentation for, at det planlagte fiskeri er bæredygtigt, på basis af følgende elementer: en videnskabelig vurdering fra tredjelandet og/eller en regional fiskeriforvaltningsorganisation og flagmedlemsstatens gennemgang af den videnskabelige vurdering på grundlag af en vurdering foretaget af medlemsstatens nationale videnskabelige institut. Udvalget mener, at denne sidste gennemgang, der skal foretages af flagmedlemsstaten, bør fjernes.

4.8.

Ifølge artikel 19, stk. 2, har Kommissionen 15 dage til at undersøge den dokumentation, der er blevet fremlagt af medlemsstaterne, og hvis der er problemer med et fartøj (fartøj og/eller fartøjsejer), har den to måneder til at gøre indsigelse mod udstedelsen af en fiskeritilladelse. Anvendelsen af denne bestemmelse vil kunne medføre en betydelig forsinkelse i udstedelsen af direkte fiskeritilladelser.

4.9.

Ifølge artikel 27 skal flagmedlemsstaten underrette Kommissionen om fiskeritilladelsen, senest 15 kalenderdage før det planlagte fiskeri på åbent hav indledes. I tråd med ovenstående mener EØSU, at fristen på 15 dage bør udgå, og at det blot bør angives, at Kommissionen skal have besked, »inden« aktiviteterne indledes.

4.10.

EØSU finder det yderst hensigtsmæssigt, at al udveksling af information mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt i forhold til tredjelande sker elektronisk. Ligeledes mener udvalget, det er nødvendigt at oprette et elektronisk register for fiskeritilladelser.