Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015IP0013

    Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om sagen om de to italienske marinesoldater (2015/2512(RSP))

    EUT C 300 af 18.8.2016, p. 42–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    18.8.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 300/42


    P8_TA(2015)0013

    Sagen om de to italienske marinesoldater

    Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om sagen om de to italienske marinesoldater (2015/2512(RSP))

    (2016/C 300/08)

    Europa-Parlamentet,

    der henviser til traktaten om Den Europæiske Union,

    der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

    der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og tillægsprotokollerne hertil,

    der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

    der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, særlig artikel 9, 10 og 14,

    der henviser til de erklæringer, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat i sagen om de italienske marinesoldater Massimiliano La Torre og Salvatore Girone,

    der henviser til sin beslutning af 10. maj 2012 om pirateri (1),

    der henviser til udtalelse af 6. januar 2015 fra talsmanden for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, hvori de to lande — Italien og Indien — opfordres til at forsøge at finde en rimelig løsning, der er acceptabel for begge parter,

    der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

    A.

    der henviser til, at det italienske handelsskib Enrica Lexie på vej fra Singapore til Djibouti om natten den 15. februar 2012 stødte på fiskerfartøjet St Anthony ud for den indiske kyst ved Kerala;

    B.

    der henviser til, at der var seks italienske marinesoldater om bord på Enrica Lexie for at beskytte skibet mod potentielle angreb fra pirater; der henviser til, at der blev affyret advarselsskud mod det skib, der nærmede sig, af angst for et piratangreb, og at to indiske fiskere, Valentine alias Jelastine og Ajeesh Pink, på tragisk vis blev dræbt;

    C.

    der henviser til, at medlemmer af den indiske politistyrke den 19. februar 2012 opbragte skibet, konfiskerede marinesoldaternes våben og arresterede de to marinesoldater, der var blevet udpeget som ansvarlige for skyderiet mod fiskerfartøjet;

    D.

    der henviser til, at hændelsen har medført diplomatiske spændinger på grund af den juridiske usikkerhed, som omgiver sagen om de to italienske marinesoldater; der henviser til, at de indiske myndigheder efter tre år stadig ikke har rejst tiltale;

    E.

    der henviser til, at en af marinesoldaterne, Massimiliano Latorre, forlod Indien for at tilbringe fire måneder i hjemlandet, efter at han var blevet ramt af cerebral iskæmi, og at han stadig har brug for lægehjælp; der henviser til, at Salvatore Girone stadig opholder sig på den italienske ambassade i Indien;

    F.

    der henviser til, at begge parter påberåber sig folkerettens bestemmelser, og at Italien hævder, at hændelsen fandt sted i internationalt farvand, og at marinesoldaterne bør stilles for en italiensk eller international domstol; der henviser til, at Indien derimod fastholder, at marinesoldaterne kan stilles for en indisk domstol, eftersom hændelsen fandt sted ud for kysten i indisk territorialfarvand;

    G.

    der henviser til, at Unionens daværende højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, den 15. oktober 2014 fremsatte en udtalelse om de indiske myndigheders adfærd og opfordrede regeringen til at finde en hurtig og tilfredsstillende løsning i overensstemmelse med den internationale havretskonvention og folkeretten;

    H.

    der henviser til, at Unionens nye højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, den 16. december 2014 gav udtryk for sin skuffelse over den manglende imødekommenhed over for Massimiliano Latorres anmodning om forlængelse af sit ophold i Italien med henblik på medicinsk behandling;

    I.

    der henviser til, at Indiens højesteret den 14. januar 2015 forlængede tilladelsen til, at Massimiliano Latorre kan opholde sig i Italien med henblik på medicinsk behandling;

    J.

    der henviser til, at de to marinesoldater er europæiske borgere, og at de den 15. februar 2012 befandt sig om bord på et italiensk handelsskib undervejs på åbent hav ud for kysten ved delstaten Kerala og udførte deres opgaver som led i den internationale bekæmpelse af pirateri, der er en vigtig målsætning for EU;

    1.

    udtrykker dyb sorg over de to indiske fiskeres tragiske død og giver udtryk for sin medfølelse;

    2.

    understreger, at konsekvenserne af hændelsen den 15. februar 2012 ikke desto mindre bør behandles i absolut overensstemmelse med retsstatsprincippet med fuld respekt for menneskerettighederne og de juridiske rettigheder for de personer, som angiveligt er involveret;

    3.

    udtrykker dyb bekymring over tilbageholdelsen af de to italienske marinesoldater uden tiltalerejsning; understreger, at marinesoldaterne skal repatrieres; understreger, at den store forsinkelse og indskrænkningen af marinesoldaternes bevægelsesfrihed er uacceptabel og udgør en alvorlig krænkelse af deres menneskerettigheder;

    4.

    beklager den måde, hvorpå spørgsmålet er blevet håndteret, og støtter alle de involverede parters indsats for at arbejde hurtigt i retning af en rimelig og gensidigt acceptabel løsning i både de indiske og de italienske familiers interesse og i begge landes interesse;

    5.

    noterer sig det standpunkt, Italien som EU-medlemsstat har indtaget med hensyn til hændelsesforløbet, og håber, at den retlige kompetence må tilfalde de italienske myndigheder, og/eller at sagen kan afgøres ved international voldgift;

    6.

    opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte de to italienske marinesoldater med henblik på at finde en hurtig og hensigtsmæssig løsning på sagen;

    7.

    minder Kommissionen om vigtigheden af at understrege menneskerettighedssituationen i forbindelserne med Indien og således overveje yderligere foranstaltninger for at fremme en positiv afgørelse i sagen;

    8.

    minder om, at EU-borgernes rettigheder og sikkerhed i tredjelande bør sikres af EU’s diplomatiske repræsentation, som skal arbejde aktivt for at forsvare de grundlæggende menneskerettigheder for EU-borgere, der tilbageholdes i et tredjeland;

    9.

    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's medlemsstater, FN's generalsekretær og Indiens præsident og regering.


    (1)  EUT C 261 E af 10.9.2013, s. 34.


    Top