18.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 300/21

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, navnlig af 15. september 2011 (1), 22. november 2012 (2) og 18. september 2014 (3),

—

der henviser til de seneste redegørelser om Libyen, herunder dem af henholdsvis 16. og 30. december 2014 og 10. januar 2015, fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini,

—

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 15. august 2014, 30. august 2014, 20. oktober 2014, 17. og 18. november 2014 og 15. december 2014,

—

der henviser til den fælles erklæring af 11. januar 2015 om Libyen fra den franske, tyske, italienske, spanske, britiske og amerikanske regering,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1970, 1973 (2011) og 2174 af 27. august 2014,

—

der henviser til rapporten af 4. september 2014, opdateret den 27. december 2014, fra FN's støttemission i Libyen (UNSMIL) med titlen »Overview of violations of international human rights and humanitarian law during the ongoing violence in Libya«,

—

der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne hertil fra 1977 og til parternes forpligtelse til under væbnede konflikter at overholde og sikre overholdelse af den humanitære folkeret i enhver henseende,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya),

—

der henviser til pakken vedrørende den europæiske naboskabspolitik for Libyen fra september 2014,

—

der henviser til Saheltopmødet, der blev afholdt i Mauretanien den 19. december 2014 med deltagelse af ledere fra Mauretanien, Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso,

—

der henviser til det fælles kommuniké af 22. september 2014 fra 13 lande (4) med forpligtelse til en politik om ikke-indblanding i Libyens anliggender,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at libyerne i februar 2011 gik på gaden for at kræve politiske rettigheder, men blev mødt med vilkårlig undertrykkelse fra statens side, hvilket udløste ni måneders civil konflikt og afsættelsen af Gaddafiregimet;

B.

der henviser til, at Libyen for tredje gang afholdt almindelige demokratiske og frie valg i juni 2014 for at vælge et Repræsentanternes Hus, der erstattede Nationalkongressen, som blev valgt i juli 2012;

C.

der henviser til, at de forhåbninger, som vaktes i det libyske folk efter oberst Gaddafis fald, til trods for afholdelsen af det nationale parlamentsvalg i juni 2014 er blevet gjort til skamme af politisk splittelse og vold i, hvad der er ved at udvikle sig til en total borgerkrig; der henviser til, at der i flere måneder har været rivaliserende regeringer og parlamenter i Tripoli og Tobruk;

D.

der henviser til, at Libyen fortsat er indviklet i politiske stridigheder, der har udartet sig til en voldelig magtkamp mellem to rivaliserende regeringer og talrige konkurrerende fraktioner af nationalistisk, islamistisk, stammerelateret og regionalistisk tilsnit, hvilket har ført til yderligere lidelser for civilbefolkningen, flere tab af menneskeliv, massefordrivelser og en omsiggribende humanitær krise;

E.

der henviser til, at der er indberetninger om, at begge parter har begået en hel række overtrædelser og krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret; der henviser til, at UNSMIL skønner, at mindst 400 000 libyere er blevet internt fordrevet af den seneste bølge af kampe, og at yderligere 150 000, herunder mange migrantarbejdere, har forladt landet; der henviser til, at udenlandske nødhjælpsarbejdere og diplomater, herunder fra EU og UNSMIL, er blevet evakueret fra Libyen; der påpeger, at massetilstrømningen af libyske flygtninge til nabolandet Tunesien sætter dette lands ressourcer og dets egen stabilitet under stort pres; der påpeger, at der allerede skønnes at opholde sig mere end en million libyere i Tunesien;

F.

der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al Hussein, den 23. december 2014 erklærede, at vilkårlig granatbeskydning af civile i Libyen formentlig kan give anledning til retsforfølgelse for krigsforbrydelser;

G.

der henviser til, at FN's særlige udsending, Bernardino León, aktivt har søgt at få forhandlinger i stand mellem de stridende parter og få indledt en national dialog med henblik på en forsoningsproces og dannelse af en national samlingsregering; der henviser til, at en første forhandlingsrunde fandt sted i Ghadames den 29. september 2014 og fortsatte i Tripoli den 11. oktober 2014, mens en yderligere runde, der i første omgang var planlagt til den 5. januar 2015, blev udsat på grund af manglende enighed på begge sider; der henviser til, at UNSMIL har meddelt, at de libyske parter nu er blevet enige om at afholde en ny forhandlingsrunde i Genève angiveligt den 14. januar 2015; der henviser til, at begge lejre hidtil overvejende har vist sig forbeholdne over for eller ude af stand til at indgå et kompromis;

H.

der henviser til, at FN's udsending for Sahel-regionen, Hiroute Guebre Sellassie, har advaret FN's Sikkerhedsråd om, at den libyske krise truer med at destabilisere hele regionen i den nærmeste fremtid, og at hun også har udtalt, at terrorgrupper og kriminelle netværk i Libyen har været ved at udvikle tættere bånd til Mali og det nordlige Nigeria i forbindelse med våbensalg og narkotikahandel og andre former for ulovlig handel;

I.

der henviser til, at enheden i den libyske stat er på spil, og at der er en reel risiko for opsplitning i mindst tre regioner (Fezzan, Cyrenaika og Tripolitania), hvis ikke der findes en kompromisløsning og opnås en forsoningsproces;

J.

der henviser til, at de nylige kampe har gjort det meget lettere for terrorgrupper som ISIS at spredes og slå sig ned i landet; der henviser til, at dette, såfremt der ikke gribes ind, kan repræsentere den største trussel mod sikkerheden i regionen og i EU; der henviser til, at den østlibyske gren af IS den 8. januar 2015 erklærede, at den havde henrettet journalisten Sofiene Chourabi og kameramanden Nadhir Ktari;

K.

der henviser til, at krigsfly tilhørende styrker, der er loyale over for den internationalt anerkendte regering, den 4. januar 2015 bombede et græsk-drevet olietankskib i det militære område af havnen i Derna, hvorved et græsk og et rumænsk besætningsmedlem blev dræbt, og to andre såret; der henviser til, at havnen kontrolleres af militante islamister, og at den er blevet angrebet flere gange i løbet af det seneste år;

L.

der henviser til, at det af en officiel regeringserklæring af 3. januar 2015 fremgik, at en IS-milits havde dræbt 14 soldater fra den libyske hær, og at regeringen opfordrede det internationale samfund til at ophæve våbenembargoen mod landet med henblik på at kunne bekæmpe denne milits, som den betegner som terrorister;

M.

der henviser til, at ISIS træner krigere i Libyen og er ved at etablere en aflægger i den østlige del af landet; der henviser til, at terrorister den 30. december 2014 detonerede en bilbombe i Tobruk, der havde et møde i Repræsentanternes Hus som mål; der henviser til, at der rapporteres om, at elementer fra al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb har etableret logistiske støttepunkter i Libyens sydlige udkant; der henviser til, at en IS-milits ifølge en officiel regeringserklæring den 3. januar 2015 henrettede 14 soldater fra den libyske hær;

N.

der henviser til, at militslederen, general Heftar, den 28. december 2014 gennemførte et luftangreb på Misrata, en højborg for militsgruppen Libysk Daggry, i hvad der anses for at have været et hævnangreb for militsens angreb den 25. december 2014 på Libyens største olieterminal i Sidra og på soldater fra den libyske hær i Sirte, hvorved 22 soldater blev dræbt;

O.

der henviser til, at omkring 20 egyptiske koptiske kristne blev bortført af militante aktivister fra Ansar al-Sharia i Sirte, som er under en milits' kontrol, under det seneste af et stigende antal angreb på kristne og andre religiøse mindretal i Libyen; der henviser til, at antallet af tilbageholdelser og bortførelser af, brug af tortur mod og henrettelser af mistænkte krigere fra alle konfliktens parter ligeledes er fortsat med at stige;

P.

der henviser til, at hundredvis af migranter og flygtninge, der er flygtet fra volden i Libyen, skal være omkommet under deres forsøg på at krydse Middelhavet på vej til Europa, hvilket har resulteret i en alvorlig flygtningekrise i Italien og på Malta; der henviser til, at Libyen er det vigtigste udskibningssted for migranter, der forsøger at nå til Europa;

Q.

der henviser til, at Libyens højesteret den 6. november 2014 fastslog, at parlamentsvalget i juni, som etablerede det internationalt anerkendte, Tobrukbaserede Repræsentanternes Hus, var ulovligt;

R.

der henviser til, at Repræsentanternes Hus har afvist afgørelsen med henvisning til, at denne overskrider domstolens mandat, at den blev truffet under pres fra islamistiske militser i Tripoli, og at Repræsentanternes Hus og regeringen vil fortsætte med at fungere;

S.

der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 2174 (2014) bemyndiger indrejseforbud og indefrysning af aktiver for enkeltpersoner og enheder, som af udvalget vurderes at deltage i eller yde støtte til andre handlinger, der udgør en trussel mod freden, stabiliteten eller sikkerheden i Libyen, eller som hindrer eller underminerer en vellykket fuldførelse af landets politiske omstilling;

T.

der henviser til, at kontrollen med og administrationen af det nationale olieselskab er et afgørende element i konflikten; der henviser til, at begge parter i konflikten har udnævnt deres egne olieministre i et forsøg på at kanalisere olieindtægterne over til dem selv; der henviser til, at olie udgør 95 % af Libyens statslige indtægter og 65 % af landets BNP; der henviser til, at Libyen har de største oliereserver i Afrika og de femtestørste reserver i verden;

1.

fordømmer på det kraftigste den stærkt eskalerende vold i Libyen, der især er rettet mod civile, hvilket i alvorlig grad undergraver de fremtidige udsigter til en fredelig løsning; giver udtryk for stærk støtte til de af FN arrangerede forhandlinger i Genève og opfordrer alle parter i konflikten til at acceptere den indstilling af de militære operationer, som FN's særlige repræsentant, Bernardino León, har foreslået for at skabe et gunstigt klima;

2.

opfordrer alle de parter, der er involveret i volden, til at forpligte sig til en betingelsesløs våbenhvile, afstå fra handlinger, der skaber yderligere splittelse og polarisering, offentligt erklære, at de ikke vil tolerere sådanne handlinger, og samarbejde uden forhåndsbetingelser med FN's særlige repræsentant for Libyen, Bernadino León, i dennes bestræbelser på at bringe de rivaliserende grupper sammen i en inklusiv national politisk dialog; insisterer på, at der bør tages behørigt hensyn til inddragelsen af kvinder og mindretal i denne proces; minder om, at der ikke findes nogen militær løsning på den aktuelle konflikt;

3.

gentager sin stærke og fulde støtte til FN's støttemission i Libyen; bifalder den utrættelige indsats, som FN's særlige repræsentant for Libyen, Bernadino León, gør for at få denne politiske dialog i stand; glæder sig over, at der inden for de nærmeste dage skal finde en ny runde af politiske forhandlinger sted i Genève;

4.

opfordrer EU til at støtte disse bestræbelser ved straks at vedtage sine egne målrettede sanktioner, herunder indefrysning af aktiver og indrejseforbud for dem, der er ansvarlige for væbnet vold og overtrædelser og krænkelser af menneskerettighederne samt for at boykotte forhandlingerne i FN-regi;

5.

gentager sin støtte til Repræsentanternes Hus i Tobruk som det eneste organ, der er det legitime resultat af valget i juni 2014; gentager sin opfordring til det folkevalgte Repræsentanternes Hus og den officielle regering om at udføre deres opgaver på grundlag af retsstatsprincippet og menneskerettighederne og i en inklusionens ånd, til landets bedste og med henblik på at beskytte alle libyeres, herunder religiøse og etniske mindretals, rettigheder;

6.

er dybt bekymret over den stadig større tilstedeværelse af terrorgrupper med forbindelse til al-Qaeda, IS-militser og andre ekstremistiske organisationer og bevægelser i Libyen; mener, at denne region risikerer at ende i et destruktivt kaos på linje med, hvad der sker i Syrien og Irak; mener, at disse grupper repræsenterer en stor trussel mod stabiliteten og sikkerheden i hele regionen og ligeledes mod sikkerheden i Europa; bekræfter behovet for med alle midler og i overensstemmelse med FN-pagten og folkeretten, herunder gældende internationale menneskerettigheds- og flygtningelovgivning samt den humanitære folkeret, at bekæmpe trusler mod international fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger;

7.

opfordrer EU og det internationale samfund til fortsat at støtte bestræbelser på at bekæmpe terrorisme under behørig overholdelse af folkeretten samt at undgå, at terrorismen spredes yderligere, og at der oprettes nye terroristbaser i Libyen;

8.

understreger, at den libyske konflikt har en destabiliserende virkning på andre lande i Sahel-regionen samt på sikkerheden i Europa; opfordrer nabolandene og de regionale aktører, navnlig Egypten, Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater til at afstå fra aktioner, som kunne forværrede nuværende splittelser og undergrave Libyens demokratiske overgang, og til fuldt ud at støtte den FN-ledede Ghadamesproces; minder om, at de, som aktivt skaber hindringer for en politisk konsensusløsning, krænker Sikkerhedsrådets resolutioner om Libyen og må tage konsekvenserne af deres handlinger;

9.

glæder sig over de nylige erklæringer af henholdsvis 3. december 2014 fra Den Afrikanske Union og af 5. januar 2015 fra Den Arabiske Liga samt disses offentlige tilsagn om at støtte den FN-ledede proces;

10.

understreger nødvendigheden af en fælles og samordnet indsats fra alle 28 medlemsstaters side under den højtstående repræsentants overopsyn; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at samordne medlemsstaternes indsats og i deres støtte fokusere på opbygning af stat og institutioner og, sammen med medlemsstaterne, FN, NATO og de regionale partnere, at deltage i skabelsen af effektive og nationalt ledede og kontrollerede sikkerhedsstyrker (hær- og politistyrker), der kan sikre fred og orden i landet, samt støtte indgåelsen af en våbenhvile og udformningen af en mekanisme til overvågning heraf; understreger, at EU også bør prioritere støtte til reformen af det libyske retssystem samt andre områder, som er afgørende for en demokratisk regeringsførelse;

11.

minder om EU's stærke engagement i at sikre Libyens enhed og territoriale integritet og behovet for at forhindre udbredelsen af terrorisme; minder om FN's Sikkerhedsråds resolution 2174, der blev vedtaget den 27. august 2014 og udvidede de eksisterende internationale sanktioner mod Libyen til at omfatte straffeansvar for personer, der deltager i eller støtter handlinger, der truer Libyens fred, stabilitet eller sikkerhed eller hindrer eller underminerer en vellykket fuldførelse af landets politiske overgang; opfordrer EU til at overveje yderligere aktioner, herunder restriktive foranstaltninger;

12.

understreger, at det er nødvendigt at sikre ansvarlighed for alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret; gør opmærksom på erklæringen fra UNSMIL om, at mange af de overtrædelser og krænkelser, der er begået i Libyen, henhører under ICC's jurisdiktion, og opfordrer til, at sidstnævnte tildeles tilstrækkelige politiske, logistiske og økonomiske ressourcer til, at den kan undersøge disse forbrydelser; mener, at en styrkelse af de internationale ansvarliggørelsesmekanismer kan afskrække militser fra at begå yderligere overgreb og krænkelser, og opfordrer til, at man overvejer at etablere en FN-undersøgelseskommission eller en tilsvarende mekanisme til at undersøge krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret;

13.

udtrykker sin solidaritet med det libyske folk; er af den overbevisning, at Den Europæiske Union skal hjælpe det libyske folk med at opfylde dets ambition om at oprette en demokratisk, stabil og velstående stat i overensstemmelse med de tilsagn, der er afgivet i dens naboskabspolitikker for det sydlige Middelhavsområde; opfordrer til, at EU og det internationale samfund fortsætter med at yde humanitær, finansiel og politisk bistand med henblik på at håndtere den humanitære situation i Libyen, den vanskelige situation for internt fordrevne og flygtninge samt for civile, som er frataget adgang til basale tjenester;

14.

opfordrer alle parter i Libyen til at garantere sikkerhed og frihed for kristne og andre religiøse minoritetsgrupper, som udsættes for stigende diskrimination og forfølgelse, og som befinder sig i krydsilden; opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at sikre, at fremtidige bilaterale aftaler omfatter effektive overvågningsmekanismer vedrørende beskyttelse af religiøse mindretals menneskerettigheder;

15.

insisterer på, at neutraliteten bevares i vigtige libyske institutioner, navnlig centralbanken, National Oil Corporation og den statslige investeringsfond, som er godkendt af FN til at modtage olieindtægter fra udlandet;

16.

udtrykker sin anerkendelse af Tunesiens gæstfrihed over for 1,5 millioner libyske borgere, som er flygtet fra volden, og som nu opholder sig i Tunesien; anmoder EU om at yde økonomisk og logistisk støtte til den tunesiske regering til denne opgave;

17.

anmoder internationale virksomheder om, inden de indgår nogen handel, der involverer libysk olie, som tilhører det libyske folk, at sikre sig, at sådanne handler hverken direkte eller indirekte finansierer de stridende militser; anmoder på ny internationale virksomheder med aktiviteter i Libyen om at oplyse om deres finansielle forretninger i energisektoren;

18.

er fortsat bekymret over spredningen af våben, ammunition og sprængstoffer samt smugling af våben, som udgør en risiko for befolkningen samt for Libyens og regionens stabilitet;

19.

gentager sin opfordring til den højstående repræsentant om at revurdere mandatet for Den Europæiske Unions grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, som for øjeblikket er i venteposition og stationeret i Tunesien, for at tage hensyn til den dramatisk ændrede situation i landet og med henblik på at etablere en tilstrækkeligt koordineret mission under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik til at operere samordnet med FN og regionale partnere, hvis der findes frem til en politisk løsning; mener, at FSFP-missionen bør have til formål at støtte gennemførelsen af en politisk løsning og bør prioritere en reform af sikkerhedssektoren (SSR) og afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR) og også bør være en reaktion på andre presserende forvaltningsbehov; mener endvidere, at FSFP-missionen — som følge af udsigten til en forlænget krig i Libyen og øget ustabilitet og alvorlige trusler mod den europæiske sikkerhed — bør være rede til at deltage i en aktion, der er koordineret af og har et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, til at stabilisere Libyen;

20.

giver udtryk for sin alvorlige bekymring over migranter, asylansøgere og flygtninge i Libyen, hvis allerede usikre situation fortsat forværres; opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at hjælpe Italien i landets prisværdige bestræbelser på at håndtere de stadigt voksende migrations- og flygtningestrømme fra Nordafrika, især fra Libyen;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Libyens regering og Repræsentanternes Hus, FN's generalsekretær, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.