22.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/111

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Pakistan,

—

der henviser til den erklæring, der blev afgivet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og De Forenede Nationers Børnefond (Unicef) den 18. december 2012,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En særlig plads til børn i EU's eksterne foranstaltninger« (COM(2008)0055),

—

der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik, herunder følgerne for EU's menneskerettighedspolitiske strategi (1),

—

der henviser til den femårige plan for EU's og Pakistans engagement, der blev vedtaget i marts 2012 og fastsætter prioriteter såsom god regeringsførelse, samarbejde omkring myndiggørelse af kvinder og dialog om menneskerettigheder,

—

der henviser til Rådets konklusioner om Pakistan af 25. juni 2012, hvori det gentager EU’s forventninger om fremme af og respekt for menneskerettighederne,

—

der henviser til det nationale program til udryddelse af polio, som blev iværksat af Pakistan i 1994,

—

der henviser til WHO’s globale initiativ til udryddelse af polio (GPEI) og til WHO's nye strategiske plan for sidste fase i udryddelsen af polio for perioden 2013-2018 (»Polio Eradication and Endgame Strategic Plan«),

—

der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Pakistan ifølge WHO er et af de tre sidste lande, hvor polio stadig er en endemisk sygdom, med 198 tilfælde af infektion i 2011; der henviser til, at det vil betyde en alvorlig sundhedsrisiko for regionen og andre områder, hvis ikke det lykkes at standse udbredelsen af polio, fordi det er en meget smitsom sygdom;

B.

der henviser til, at seks sundhedsarbejdere og en læge blev skudt ned den 1. januar 2013 på vej hjem fra et socialcenter, hvor de arbejdede for en ngo, i den nordvestlige Swabi-region, omkring 75 km nordvest for hovedstaden Islamabad;

C.

der henviser til, at ni sundhedsarbejdere, som medvirkede i Pakistans kampagne for udryddelse af polio, heraf seks kvinder, blev skudt ned i Karachi og Peshawar mellem den 17. og 19. december 2012;

D.

der henviser til, at en politimand, der var ansvarlig for sikkerheden for et FN-støttet program for poliovaccination, blev dræbt den 29. januar 2013 i nærheden af Swabi, og der henviser til, at to poliovaccinationsmedarbejdere blev dræbt den 31. januar 2013, da en landmine eksploderede i det nordvestlige Pakistan, selv om det er uklart, om dette var et målrettet angreb;

E.

der henviser til, at en ghanesisk WHO-læge og hans chauffør, som hjalp med poliobekæmpelsen i Karachi, blev såret i et andet angreb i juli 2012;

F.

der henviser til, at der er mistanke om, at alle disse angreb var knyttet til kampagner for vaccination af pakistanske børn mod polio;

G.

der henviser til, at den sidste række drab fik WHO og UNICEF til at indstille poliokampagnerne i Pakistan; der henviser til, at Pakistans regering og provinserne Sindh og Khyber også midlertidigt har indstillet vaccinationskampagnen af hensyn til sundhedsarbejdernes sikkerhed;

H.

der henviser til, at den pakistanske regering har erklæret polio for et akut nationalt problem og i øjeblikket gennemfører en poliovaccinationskampagne i et forsøg på at udrydde sygdommen inden for Pakistans grænser; der henviser til, at denne kampagne støttes internationalt af WHO, Unicef m.fl. og indgår i det globale initiativ til udryddelse af polio; der henviser til, at kampagnen har som mål at få vaccineret 33 millioner børn og omfatter flere hundrede tusinde sundhedsarbejdere, hvoraf mange er kvinder, som gennemfører vaccinationer over hele landet;

I.

der henviser til, at der i Pakistan afsættes mindre end 0,3 % af årsbudgettet til udgifter i sundhedssektoren, både på føderalt niveau og provinsniveau;

J.

der henviser til, at de fleste angreb på sundhedsarbejdere har fundet sted i de nordvestlige områder i nærheden af militante gruppers højborge og angiveligt er knyttet til Taleban;

K.

der henviser til, at sådanne angreb berøver børn i Pakistan deres ret til grundlæggende, livsreddende sundhedsydelser og udsætter dem for risikoen for en sygdom, der forårsager livslang invaliditet;

L.

der henviser til, at årsagen til de seneste angreb synes at være modstand mod vaccinationskampagnerne i ekstremistiske islamiske grupper, som påstår, at vaccinen har til formål at gøre muslimske børn sterile;

M.

der henviser til, at Taleban for at retfærdiggøre deres kriminelle handlinger har brugt den undskyldning, at udenlandske efterretningstjenester tidligere har brugt lokale vaccinationshold til at indsamle efterretninger;

N.

der henviser til, at undervisere og sundhedsarbejdere i stigende grad er mål for militante islamiske grupper såsom Tehreek-e-Taliban (TTP) og Jundullah, som er imod polio-indsatsen i Pakistan og ser den som et middel til at fremme en udenlandsk liberal dagsorden;

O.

der henviser til, at de dødbringende angreb afspejler den voksende usikkerhed, som sundhedsarbejdere i Pakistan står overfor; der henviser til, at Pakistand ifølge årsrapporten for 2012 fra bistandsarbejdernes sikkerhedsdatabase (Aid Worker Security Database) er blandt de fem farligste lande for bistandsarbejdere;

P.

der henviser til, at ngo’er og bistandarbejdere spille en afgørende rolle i mange områder og provinser i Pakistan, navnlig i stammeområderne, hvor regeringen ikke har været i stand til at stille tjenester til rådighed såsom lægeklinikker eller skoler;

Q.

der henviser til, at de fleste ofre for angrebene på sundhedspersonale har været kvinder, hvilket er i overensstemmelse med de militante Talebaneres rutine med at angribe kvindelige arbejdstagere og kvindeforkæmpere for at sende et budskab ud om, at kvinder ikke må arbejde uden for hjemmet;

1.

fordømmer kraftigt de omfattende drab og angreb på sundhedsarbejdere og de sikkerhedsstyrker, der har til opgave at beskytte dem, som har fundet sted i de seneste måneder; understreger, at disse angreb berøver Pakistands mest sårbare befolkningsgrupper, navnlig børn, grundlæggende livsreddende sundhedsydelser;

2.

udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier;

3.

glæder sig over den pakistanske regerings og det pakistanske civilsamfunds udbredte fordømmelse af angrebene;

4.

opfordrer den pakistanske regering til at retsforfølge dem, der er ansvarlige for angrebene i de seneste måneder;

5.

udtrykker sin beundring for det mod og den beslutsomhed, der udvises af disse sundhedsarbejdere, hvoraf mange er kvinder, og som, selv om de står over for stor fare, arbejder uegennyttigt for at udrydde polio og skaffe børn i Pakistan andre sundhedsydelser;

6.

understreger, at det er nødvendigt for bistandsmedarbejdere at arbejde i sikre omgivelser; er fortsat dybt bekymret over, at militante grupper i stigende grad kæder internationale bistandsmedarbejdere sammen med vestlige efterretningsagenter og militærstyrker;

7.

understreger, at afbrydelsen af poliovaccinationsprogrammet i Pakistan er et alvorligt slag mod den verdensomspændende indsats for at udrydde polio en gang for alle i nær fremtid;

8.

glæder sig over den pakistanske regerings nationale nødhjælpsplan til udryddelse af polio i 2012 og understreger betydningen af, at denne plan videreføres med held for at undgå en stigning i antallet af infektioner; noterer sig, at antallet af infektioner siden starten på den seneste immuniseringskampagne er faldet til et historisk lavpunkt;

9.

glæder sig over det engagement, som WHO og andre internationale organisationer har givet udtryk for, i fortsat at støtte Pakistans regering og det pakistanske folk i deres bestræbelser på at skaffe landet af med polio og andre sygdomme;

10.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at sørge for at arbejde sammen med WHO om at støtte det såkaldte Lady Health Worker Programme (program for kvindelige sundhedsarbejdere), der har til formål at forbedre adgangen til grundlæggende forebyggende sundhedstjenester, især i landdistrikter;

11.

glæder sig over de bestræbelser, som den pakistanske regering har gjort for at sørge for sikkerhed under sundhedskampagner og for at udvikle en ny strategi til beskyttelse af bistandsmedarbejdere; opfordrer dog den pakistanske regering til at øge sikkerhedsforanstaltningerne for bistandsorganisationer og deres medarbejdere i betydelige grad;

12.

opfordrer regeringer over hele verden til at sikre, at det humanitære arbejde er neutralt, for hvis ikke man gør det, kan titusindvis af mennesker forblive udsat for sygdomme, og det kan være til fare for dem, der yder legitime og væsentlige sundhedstjenester;

13.

er dybt bekymret over kvindernes situation i Pakistan, navnlig for så vidt angår kvinder og piger, der bliver aktive i samfundet og har modtaget trusler fra Taleban og andre ekstremistiske grupper;

14.

tilskynder Pakistans regering til at iværksætte en omfattende informationskampagne med henblik på at opbygge større støtte og ejerskab i det pakistanske samfund og øge tilliden til vaccinationskampagner; opfordrer i denne forbindelse den pakistanske regering til at gå i dialog med ledere af lokalsamfund med henblik på at gøre noget ved de grundlæggende årsager til problemet;

15.

mener, at både medierne og civilsamfundet i Pakistan i samarbejde med internationale organisationer og ngo’er, der er involveret i humanitære foranstaltninger, har en forpligtelse til at bidrage til at øge bevidstheden om den vigtige og uafhængige rolle, som sundhedsmedarbejdere spiller for at hjælpe befolkningen;

16.

gentager, at EU er parat til at yde bistand til det kommende valg i Pakistan, som vil være af afgørende betydning for landets demokratiske fremtid og for stabilitet i regionen; noterer sig, at EU stadig ikke har modtaget en formel opfordring hertil fra de pakistanske myndigheder;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, UN Women, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's Menneskerettighedsråd, Unicef, WHO samt Pakistans regering og parlament.