4.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 291/1

Ordfører:

Mindaugas MACIULEVIČIUS

1.1.

EØSU understreger, at klimaændringerne er en global udfordring. EU og medlemsstaterne bør tage hensyn til de forskelle, der er på politikker rundt omkring i verden, og undersøge virkningerne af potentielle klimaændringer og modvirkningsforanstaltninger, når de træffer beslutning om EU's bidrag til den globale klimaaftale. EU's politik skal leve op til udfordringen om at bevare fødevaresikkerheden på trods af den stigende efterspørgsel og samtidig opretholde konkurrenceevnen i EU's landbrugs- og skovbrugssektor og virke tiltrækkende for EU's lokale producenter, uden at der skabes unødvendige byrder for landbrugerne og skovejerne. EU bør føre an som et eksempel på økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt landbrug. EU's rammepolitik skal være sammenhængende og konsekvent.

1.2.

Den globale sammenhæng skal tages i betragtning for at undgå flytning af energi- og emissions-intensiv produktionskapacitet til andre dele af verden, som endog kan føre til en stigning i de samlede globale emissioner, samtidig med at den europæiske landbrugs- og skovbrugssektors konkurrenceevne falder.

1.3.

Beslutningen om at integrere arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) i den politiske ramme for perioden efter 2020 indebærer en høj grad af usikkerhed for landbrugssektoren og i visse tilfælde for skovbrugssektoren. Det er fortsat uklart, om dette vil føre til en bindingseffekt, og om det vil føre til yderligere emissioner i en række regioner. Enhver afgørelse skal være videnskabeligt baseret og bør træffes efter en grundig konsekvensanalyse af de forskellige muligheder på medlemsstatsniveau.

1.4.

EØSU opfordrer til fleksibilitet, når der træffes beslutning om krav til medlemsstaterne om reduktion af drivhusgasserne i landbrugs- og skovbrugssektoren for tiden efter 2020, især i de medlemsstater, der i øjeblikket har et markant lavere CO2-fodaftryk i landbrug eller skovbrug.

1.5.

I betragtning af de meget positive økonomiske og sociale virkninger, navnlig for jobskabelsen i landdistrikter, efterlyser EØSU en aktiv strategi, der tager hensyn til potentialet for en bæredygtig og økonomisk levedygtig udvikling af biomasse som kilde til bioenergi, af bioøkonomien i almindelighed og af bæredygtigt intensivt landbrug, garanterer stabile yderligere høje indkomster for landbrugere, skovejere og landsamfund samt fremmer investeringer i infrastruktur og sociale behov i landdistrikterne.

1.6.

Skove og træprodukter kan lagre mere CO2. Aktiv skovforvaltning og øget anvendelse af træprodukter kan øge fjernelse og lagring af CO2. Der kan forventes yderligere substitutionsvirkninger, hvor træprodukter erstatter konventionelle produkter og materialer.

1.7.

Landbrugs- og skovbrugssektoren er komplekse biologiske strukturer, som der ikke er fuld klarhed over, og man bør ikke foreslå større ændringer af disse sektorer som midlertidige løsninger for at nå kortsigtede mål. En fokusering på 2020- og 2030-mål er for kort en periode for de biologiske systemer. I betragtning af de meget forskellige og til tider usædvanlige lokale omstændigheder bør der ikke foreslås globale løsninger for de biologiske systemer i hele EU.

1.8.

Forskning, innovation og udvikling er de vigtigste drivkræfter for overgangen til bæredygtigt landbrug og skovbrug, herunder bioenergi og bioøkonomi, i overensstemmelse med de klimapolitiske mål. EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at øge finansieringen af det arbejde, der bliver gjort på dette område, og opfordrer til en fælles indsats, hvor forskningsmiljøerne udveksler resultater. Nøglen til en vellykket implementering af innovation er en aktiv promovering over for slutbrugerne i landbrugs- og skovbrugssektoren via rådgivende organer og uddannelsesinstitutioner.

1.9.

Kombinationen af EU's politikker kædet sammen med specifikke forsknings- og innovationsprogrammer og finansielle incitamenter for landbrugere og skovejere bør

1.10.

EØSU understreger, at borgerdialog og borgerinitiativer mellem interessenter og lokale, regionale, nationale og europæiske institutioner er den mest effektive måde til at skabe en rammepolitik for landbrugs- og skovbrugssektoren. Medlemsstaterne bør udveksle de bedste eksempler på en sådan inddragelse, herunder vellykkede offentlig-private partnerskaber.

2.1.

Efter anmodning fra det lettiske EU-formandskab har EØSU besluttet at udarbejde denne udtalelse for at gøre opmærksom på civilsamfundets synspunkter om de bedste måder at reducere drivhusgasemissionerne og øge CO2-optaget i landbrugs- og skovbrugssektoren på en omkostningseffektiv måde og uden at hæmme bæredygtig udvikling og EU's konkurrenceevne.

2.2.

EØSU erkender, at virkningerne af EU's klima- og energipolitik på udviklingen af landbrugs- og skovbrugssektoren er komplekse. Med dette in mente søger udtalelsen at beskrive de væsentligste virkninger af EU's nuværende politiske ramme for de to sektorer og de tiltag, der allerede er gjort for at modvirke klimaændringerne og tilpasse sig dem, at fremhæve potentielle muligheder i sektorerne, at tage hensyn til de sociale aspekter og virkningerne for civilsamfundet og at fremsætte anbefalinger vedrørende landbrugs- og skovbrugssektorens plads og rolle i forbindelse med EU's 2030-ramme for klima- og energipolitikken.

2.3.

EU fastlagde sine energi- og klimamålsætninger i pakken fra 2009 (1) af bindende lovgivning, der sikrer håndhævelsen af de såkaldte »20-20-20«-mål. Den politiske ramme for 2020 fastlagde ikke et specifikt emissionsreduktionsmål for landbruget og LULUCF.

2.4.

Den 22. januar 2014 offentliggjorde Kommissionen »Politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030« (2). De nye mål, som Det Europæiske Råd støttede i sine konklusioner fra oktober 2014, omfatter: en 40 % reduktion af drivhusgasemissionerne i forhold til niveauerne i 1990, mindst 27 % vedvarende energi i det samlede energiforbrug og en forbedring af energieffektiviteten på 27 %.

2.5.

I 2030-rammen anførte Kommissionen, at landbrug, arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug bør være omfattet af målet om en reduktion af drivhusgasemissioner for 2030 »for at sikre, at alle sektorer på en omkostningseffektiv måde bidrager til bestræbelserne på at modvirke klimaændringerne.«

2.6.

Desuden opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen »til at undersøge, hvordan en bæredygtig intensivering af fødevareproduktionen bedst kan fremmes, samtidig med at sektorens bidrag til modvirkningen af drivhusgasemissioner og kulstofbinding, herunder ved skovrejsning, optimeres« (3).

2.7.

Ved udgangen af 2015 vil der formodentlig blive vedtaget en globalt bindende klimabeskyttelsesaftale på den 21. konference (COP 21) under FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i Paris. Aftalen skal forpligte landene til at nedbringe emissioner og foretage tilpasningsforanstaltninger.

2.8.

Hertil kommer, at de foranstaltninger, der træffes af den nye Kommission i forbindelse med programmet for målrettet og effektiv regulering (Refit) og gennemgangen af de eksisterende politikker, som EØSU generelt støtter, kan medvirke til at imødegå modsigelser og sikre sammenhæng i EU's miljø- (vand, luft og jord), landbrugs- og skovbrugspolitikker, navnlig i landbrugs- og skovbrugssektoren. Det er desuden vigtigt, at nærhedsprincippet overholdes, og at der er sammenhæng mellem de enkelte nationale institutioner og de regionale myndigheder (sammenhæng mellem nationale og regionale politikker).

2.9.

De forskellige medlemsstater har forskellige situationer, vilkår og strategier med hensyn til skovbrug og landbrug. Disse forskelle taget i betragtning er det svært at finde en løsning, der passer til alle. EU's rolle bør imidlertid være at fremme og udbrede bedste praksis inden for skovbrug og landbrug mellem medlemsstaterne samt bidrage til kapacitetsopbygning hos beslutningstagere, lokalsamfund, jordejere, relevante virksomheder og forskere.

3.1.

I EU's forskellige regioner vil klimaændringer påvirke landbrugs- og skovbrugssektoren på flere måder med både positive og negative virkninger. Selvom der er en vis usikkerhed forbundet med størrelsen af disse fremtidige indvirkninger, kan man allerede nu konstatere en række væsentlige ændringer, bl.a. ændringer i de årlige og sæsonbestemte nedbørsmønstre, ekstreme hændelser, ændringer i tilgængeligheden af vandressourcer, skadedyr og sygdomme samt ændringer i jordbunden. Disse ændringer påvirker udbytternes omfang og kvalitet og fødevareproduktionens stabilitet og dermed også både landbrugs- og skovbrugssektoren og forbrugerne. Ændringerne fører desuden til større risici for landdistrikterne, f.eks. øget risiko for oversvømmelse og for skader på infrastrukturen.

3.2.

I forbindelse med vurderingen af, hvordan emissioner fra landbruget og LULUCF bør integreres i 2030-rammen, er det vigtigt at bemærke den rolle, som landbrug og skovbrug spiller med deres store jordbaserede kulstofpulje, og det betydelige bidrag til at mindske EU's afhængighed af energiimport, de yder ved at levere bioenergi. Landbruget bidrager med ca. 10 % af EU28's samlede drivhusgasemissioner og 18 % af emissionerne i de sektorer, der som følge af beslutningen om indsatsfordeling ikke er omfattet af emissionshandelsordningen. Men når det er sagt, bør man være opmærksom på, at EU's landbrug siden 1990 har opnået en reduktion af CO2-ækvivalenter på omkring 18 % i forhold til EU's samlede reduktion på 17 % i samme periode. Samtidig er landbrugets samlede produktion steget.

3.3.

Klimamålene betyder, at der er behov for ressource- og CO2-effektive former for landbrug. Ved fastsættelsen af de omkostningseffektive mål for sektoren bør der tages hensyn til antallet af CO2-ækvivalenter pr. produceret enhed. Endvidere må den globale sammenhæng tages i betragtning for at undgå flytning af den energi- og emissionsintensive produktionskapacitet til andre dele af verden, som endog kan føre til en stigning i de samlede emissioner, samtidig med at den europæiske landbrugs- og skovbrugssektors konkurrenceevne forringes.

3.4.

EU's landbrugs- og skovbrugssektor er stærkt afhængige af fossile brændstoffer, hvilket hovedsagelig skyldes anvendelsen af gødning og fossilt brændstof til maskiner. Kombinationen af EU's politikker kædet sammen med specifikke forsknings- og innovationsprogrammer og finansielle incitamenter for landbrugere og skovejere bør

Desuden bør man fremme en bæredygtig landbrugs- og skovbrugsmodel med lukkede produktionscyklusser for at styrke disse sektorers konkurrenceevne globalt.

3.5.

EØSU bifalder de miljøtiltag, der er blevet indført i forbindelse med den nylige reform af den fælles landbrugspolitik. Udvalget understreger imidlertid forskellene i klimatiske forhold, bedriftstyper og andre særlige vilkår, herunder manglende bevidsthed i EU's medlemsstater. I forbindelse med udformningen af fremtidige foranstaltninger skal landbrugernes fleksibilitet sikres. Processer for miljøbeskyttelse, landbrugsproduktion og skovforvaltning bør integreres på en måde, som styrker produktionskapaciteten på bæredygtig vis og bidrager til effektivitet, produktivitet og innovation.

3.6.

Ifølge De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) vil stigningen i den globale efterspørgsel efter fødevarer udgøre op til 70 % i 2050, og i de fleste tilfælde vil der være tale om en efterspørgsel efter en høj proteinværdi fra animalske produkter. EU's landbrugssektor har fokus fast forankret på at øge effektiviteten af bedrifternes ressourceanvendelse og derved nedbringe disses emissioner pr. produceret enhed gennem indførelse af bæredygtig praksis. En sådan praksis bør omfatte en høj dyrevelfærdsstandard, og EU bør desuden presse på for at få dette anerkendt internationalt. EØSU erkender imidlertid, at stigningen i antallet af dyr stadig vil kunne øge nettoemissionerne, selv om der er gjort mange bestræbelser på og foretaget væsentlige investeringer for at nedbringe metanemissionerne fra husdyravl.

3.7.

På grund af klimaændringernes indvirkning på landbrugs- og skovbrugssektoren er de traditionelle afgrødeproduktionsområder også under forandring. EØSU bemærker, at der er behov for omfattende forskning og udvikling for at udvikle de bedste, mest produktive, omkostningseffektive og bæredygtige teknikker og plantesorter (kultivarer) under hensyntagen til klimaændringerne og de særlige regionale og lokale forhold, der gør sig gældende for landbrug og skovbrug i Europa. Dette kan opnås med traditionelle dyrknings- og forædlingsmetoder, og lokale plantesorter bør prioriteres. Jordbundsproduktivitet og bæredygtig intensivering er af afgørende betydning for ressourceeffektiviteten.

4.1.

Med behørig opmærksomhed på behovet for at håndtere både aktuelle og kommende udfordringer opfordrer EØSU til at finde intelligente løsninger på de udfordringer, klimaændringerne allerede har medført, men erkender også, at de ambitiøse mål for klima- og energipolitikkerne efter 2020 udgør en mulighed for EU's landbrugs- og skovbrugssektor, der har en væsentlig rolle at spille inden for denne politiske ramme. EØSU erkender, at civilsamfundet og henholdsvis det lokale, regionale, nationale og europæiske niveau i fællesskab må gøre en aktiv indsats.

4.2.

Foranstaltningerne, som vil blive gennemført i landbrugs- og skovbrugssektoren, skal nødvendigvis have en positiv langsigtet virkning på drivhusgasemissionerne og på CO2-optaget set ud fra et perspektiv om arealanvendelse, idet mange af de foranstaltninger, der er truffet for at nedbringe drivhusgasemissionerne i skovbrugssektoren, måske øger emissionerne på kort sigt, men har en langt mere væsentlig positiv virkning på lang sigt. En fokusering på 2020- og 2030-målene er for kort en periode for de biologiske systemer.

4.3.

EØSU bemærker, at landbruget i Europa spiller en afgørende rolle, navnlig med hensyn til familielandbrug, fødevaresikkerhed, beskæftigelse i landdistrikterne, social inklusion og bæredygtig udvikling i landdistrikterne. For at bevare sektoren bør beslutninger vedrørende dens videre udvikling, som omfatter reduktion af drivhusgasemissioner, evalueres grundigt, på fuldstændig vis og med behørig hensyntagen til nationale forhold.

4.4.

Skovene har stor betydning med hensyn til at modvirke klimaændringerne. Deres multifunktionelle karakter, der tjener økonomiske, miljømæssige og sociale formål, må anerkendes. EØSU tilskynder medlemsstaterne til at udvikle nationale aktive skovstrategier og ajourføre eksisterende nationale skovprogrammer under hensyntagen til principperne og målene i EU's skovstrategi.

4.5.

I øjeblikket overgår de tilgængelige skovressourcer i Europa regionalt deres potentielle udnyttelse. Der er dog en stigende efterspørgsel efter biomasse i EU. Yderligere skovrejsning må fremmes med henblik på at sikre et tilstrækkeligt lokalt udbud til energibehovet, træindustrierne og bioøkonomien i almindelighed. Dette ville også tilskynde til brug af restprodukter og affald som f.eks. grene, afskæringer og rundtræ af lav værdi. En mere effektiv anvendelse af biomasse må imidlertid fremhæves, samtidig med at produktionen af varer af høj værdi prioriteres og betingelserne for anvendelse af sådanne varer i energiproduktionen i slutningen af deres levetid sikres.

4.6.

Skovrejsningsforanstaltninger har, hvor de er hensigtsmæssige, meget positive konsekvenser, ikke kun for nedbringelsen af drivhusgasemissionerne, men også for forøgelsen af biodiversiteten og reduktionen af vandknapheden. Denne udvikling bør også overvejes i områder med vandknaphed som en bæredygtig måde at tackle problemet på, både økonomisk og socialt. Yderlige samfundsmæssige fordele kunne opnås gennem byskove og træer uden for skove, som f.eks. i motorvejskanter.

4.7.

Udvikling af bæredygtigt produceret biomasse bør finde sted inden for en klart defineret politisk ramme med overholdelse af produktions- og anvendelsesbegrænsninger og hensyntagen til de sociale aspekter og biodiversiteten. Der er behov for et EU-lederskab for at sikre den fortsatte udvikling af bioøkonomien på en måde, der kan medføre sociale, økonomiske og miljømæssige fordele.

4.8.

Skove og træprodukter kan lagre mere CO2. Aktiv skovforvaltning og øget anvendelse af træprodukter kan øge fjernelse og lagring af CO2. Der kan forventes yderligere substitutionsvirkninger, hvor træprodukter erstatter konventionelle produkter og materialer.

4.9.

EØSU understreger, at der er behov for en bæredygtig og aktiv skovforvaltning, der bygger på effektiv anvendelse af skovressourcerne samt produktivitets- og bæredygtighedsorienteret genplantning af skove. Desuden bør effektive, videnskabeligt baserede og målrettede foranstaltninger, såsom dræning, regenerativ træfældning, udtynding, askespredning og gødskning af udpint jord overvejes, idet de øger skovenes udbytte og muligheden for CO2-eliminering.

4.10.

Der er betydelige områder af produktive skove, hvor disse arealers pris begrænser udnyttelsen af biomasse og potentialet til yderligere forøgelse af CO2-optaget. Der er behov for investeringer til udvikling af skovenes infrastruktur og af teknologier, som kan gøre disse ressourcer tilgængelige. Investeringerne kunne realiseres ved at anvende EU-midler til støtte for samhørighedsmålene.

4.11.

I de fleste EU-medlemsstater findes der store områder af braklagt jord, f.eks. tidligere græsgange, der ikke egner sig til korn eller lignende vegetabilsk produktion, samt dyrket jord, der anvendes ekstensivt som følge af en forværring af infrastrukturen og manglende investeringer i dræningssystemer og andre miljørestriktioner. Disse områder kunne med støtte fra forsknings- og innovationsaktiviteter på ny anvendes til traditionelt landbrug, produktion af bioenergiafgrøder og skovrejsning.

4.12.

Anvendelse af bæredygtigt produceret biomasse til energi bidrager i høj grad til opfyldelsen af energiuafhængighedsmålene i EU's overordnede energipolitik. Anvendelsen har desuden en meget positiv indvirkning på den generelle handelsbalance, idet man kan anvende lokal biomasse i stedet for at betale tredjelande for importerede fossile brændstoffer.

4.13.

EØSU opfordrer til yderligere støtte til forskning og udvikling i skovbrugssektoren for at identificere og skabe bæredygtige teknikker og skovforvaltningsmetoder under hensyntagen til de udfordringer, der følger af klimaændringer, miljømæssige forskelle mellem de europæiske regioner og det økonomiske pres, som sektoren står over for i forsøget på at opretholde eller øge sin konkurrenceevne.

4.14.

Forsknings- og innovationsprojekter vedrørende bioenergi bør bidrage til at sikre, at hele produktionskæden er omkostningseffektiv, bæredygtig og økonomisk levedygtig uden at være afhængig af nogen form for europæisk eller national støtte til bioenergi i fremtiden. For at skabe lige vilkår bør enhver form for tilskud og anden ikke-økonomisk støtte til fossil energi udfases.

4.15.

EØSU bifalder den tværsektorielle tilgang, der benyttes af Kommissionen til støtte for bioøkonomien i almindelighed, og opfordrer til yderligere samarbejde mellem Kommissionens generaldirektorater (GD'er) vedrørende fremme af bæredygtigt produceret biomasse.

4.16.

EØSU understreger, at anvendelsen af nye informations- og kommunikationsteknologier (IKT) og Kommissionens eksisterende programmer, som f.eks. Galileo, for skovbrugs- og landbrugssektoren bidrager til at forbedre teknikkerne med hensyn til bæredygtig produktion af råmaterialer i EU. EØSU opfordrer til yderligere forskning og udvikling på dette område.

4.17.

Kommissionen spiller en rolle med hensyn til at fremme og tilskynde til en sammenhængende tilgang blandt de ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne til gennemførelse af programmer på nationalt plan.

4.18.

EØSU er opmærksom på, at der under EU's 7. rammeprogram for forskning (RP7) var over 220 mio. EUR til rådighed for at finansiere projekter i bæredygtigt landbrug og skovbrug. Udvalget opfordrer til, at Horisont 2020-rammeprogrammet til forskning og innovation bliver endnu mere ambitiøst. EØSU understreger, at forskningen kun vil være definitivt vellykket, hvis forskningsprojektresultaterne formidles på effektiv vis til slutbrugerne i landbrugs- og skovbrugssektoren.

4.19.

EØSU understreger, at hovedparten af den bæredygtige biomasse, der anvendes, er lokal. Udvalget erkender dog, at det nuværende bioenergimarked er internationalt. Den specifikke situation i lande med overskud af biomasse bør anerkendes, idet produktion af biomasse medfører emissioner fra LULUCF-sektorerne i eksportlande og en reduktion af emissioner i energisektoren i importlande. I forbindelse med fastlæggelsen af EU's emissionsmål fra LULUCF er der behov for særlige bestemmelser om kompensation til eksportlandene.

5.1.

Udviklingen af landdistrikterne i EU er stærkt afhængig af landbrugs- og skovbrugssektorens levedygtighed. EØSU understreger, at den øgede anvendelse af bæredygtig biomasse og bæredygtigt intensiveret landbrug, navnlig husdyrhold, burde få en meget positiv indvirkning på landdistrikterne i form af skabelse af nye arbejdspladser og generering af indtægter.

5.2.

EØSU understreger, at yderligere forarbejdning af rå biomasse og landbrugsprodukter med henblik på at skabe produkter af høj værdi også bør fremmes på lokalt plan, idet den har en meget positiv afledt indvirkning på beskæftigelsen og genereringen af indtægter i landdistrikterne. EØSU glæder sig over Kommissionens hidtidige arbejde med forskning og innovation med henblik på at finde nye måder til at opnå større værdi fra biomasse og landbrugsprodukter. EØSU efterlyser et endnu mere ambitiøst investeringsprogram for at opnå en EU-førerstilling på dette område på verdensplan.

5.3.

EØSU bemærker, at sol- og vindenergiproduktion giver landdistrikterne nye og bæredygtige muligheder. Omkostningerne ved sådanne ordninger reduceres fortsat, og deres effektivitet øges, men for at fremme denne form for energiproduktion i landdistrikter må der skabes incitamenter for landbrugere og landsamfund. I kraft af decentrale ordninger kan privatpersoner og lokalsamfund dele omkostningerne og fordelene forbundet med vedvarende energi og finde løsninger på, hvordan udbud og efterspørgsel afstemmes bedre.

5.4.

Supplerende indtægter fra bæredygtigt intensiveret landbrug, yderligere forarbejdning af råvarer, produktion og videreforarbejdning af biomasse samt produktion af vedvarende energi kan udgøre stabile yderligere høje indkomster for landbrugere, skovejere og landsamfund. Sådanne indtægter vil desuden tilskynde til og kunne være en kilde til yderligere offentlige og private investeringer i infrastruktur i landdistrikterne.

5.5.

EØSU understreger, at en videre udvikling af bioøkonomi generelt kan skabe beskæftigelsesmuligheder af høj kvalitet og dermed tilskynde folk til at forblive i eller flytte til landdistrikter, hvorved man kan løse problemet med affolkning af disse distrikter, som er en stor udfordring i EU.

5.6.

Den territoriale og sociale samhørighed bør være det centrale mål for alle EU-politikker, og alle foranstaltninger, herunder dem, der følger af EU's klima- og energipolitiske ramme, bør bidrage til denne samhørighed.

5.7.

Biodiversiteten vil sandsynligvis blive stærkt påvirket af de direkte og indirekte virkninger af klimaændringerne. Biodiversiteten spiller imidlertid også en vigtig rolle for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. EØSU understreger betydningen af naturområder og beskyttede naturparker med henblik på forbedring af biodiversiteten og fremhæver den rolle, som eksisterende miljøbeskyttelsesforanstaltninger som Life og Natura 2000 spiller. Disse områder er vigtige for landbrugs- og skovbrugssektoren og har betydelige sociale fordele.

5.8.

EØSU bemærker, at mange skovejere i Europa ikke forvalter deres skove hensigtsmæssigt på grund af utilstrækkelig viden og utilstrækkelige ressourcer, og understreger, at man gennem samarbejde kunne opnå en mere effektiv og bedre forvaltning af disse områder.

5.9.

Uddannelse af og teknisk støtte til landbrugere og skovejere bør være en prioritet, både for EU og de nationale institutioner. Innovation, bæredygtigt landbrug og skovbrugsmodeller, der hidrører fra EU-finansierede forsknings- og udviklingsprojekters midler, bør fremmes bredt via nationale videnscentre og rådgivende instanser.

5.10.

Enkle gennemførelsesinstrumenter bør indføres til registrering af drivhusgasemissioner i landbrugs- og skovbrugssektoren. De bør baseres på viden og videnskabelige formodninger. Kravene i EU's klima- og energipolitiske ramme for 2030 må ikke føre til overregulering af landbrugs- og skovbrugssektoren eller unødige byrder for landbrugere eller skovejere ud fra princippet om, at disse har deres daglige arbejde at passe og begrænsede ressourcer til administration.