—

Sagsøgeren har gjort gældende, at den i loven om forrang for vedvarende energi (herefter»EEG«) fastsatte reducerede EEG-afgift for energiintensive forbrugere ikke udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Sagsøgeren har herved anført, at el-intensive forbrugere ikke begunstiges med ordningen. Den særlige godtgørelsesordning udgør derimod en godtgørelse for ekstraordinære omkostninger, som sagsøgeren og sammenlignelige forbrugere er særligt berørt af i forbindelse med støtten til el fra vedvarende energi, og har til formål at genoprette konkurrenceevnen for energiintensive forbrugere, der indledningsvis blev negativt påvirket i betydelig grad af EEG-afgiften.

—

Sagsøgeren har videre anført, at den særlige godtgørelsesordning ikke udgør »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«. Sagsøgeren har herved anført, at EEG-afgiften i sig selv ikke udgør statsmidler, og at et afkald på disse midler via den særlige godtgørelsesordning derfor heller ikke kan udgøre støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler.

—

EEG-afgiften opkræves, forvaltes eller fordeles ikke af staten eller af en offentlig eller privat institution, der er udpeget eller oprettet af staten. Derimod kan EEG-afgiften opkræves direkte af transmissionssystemoperatørerne på grundlag af et tilsvarende civilretligt krav. EEG-afgiften kommer ikke statsbudgettet til gode, og følgelig nedsætter den særlige godtgørelsesordning hverken direkte eller indirekte statens indtægter.

—

EEG-midlerne står heller ikke til rådighed for de statslige myndigheder. Der er endvidere ingen offentlig kontrol med EEG-midlerne som f.eks. den kontrol, som foretages af Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAFA) (forbundsøkonomi- og eksportkontrolstyrelsen) eller Bundesnetzagentur (forbundsnetagenturet).