—

Den lovmæssige tildelelse af en fordel uden anvendelse af statsmidler er ikke tilstrækkeligt til at opfylde gerningsindholdet for statsstøtte. Den påkrævede anvendelse af statsmidler foreligger ikke i forhold til EEG-afgiften, idet den alene betales af private og de opkrævede midler og ikke kan tilregnes staten, idet denne ikke har vedvarende kontrol og den dermed forbundne mulighed for at råde over midlerne.

—

En statslig kontrol over selve EEG-afgiften er allerede derfor udelukket, fordi størrelsen af afgiften ikke bestemmes af offentlige myndigheder, men afhænger af strømprisen på strømbørsen og mængden af leveret strøm fra vedvarende energikilder. Der savnes også statslige muligheder for at påvirke forholdet mellem energileverandør og slutforbruger på EEG-udligningsmekanismens 5. trin. Videregivelsen af omkostningerne følger her af et rent privatretligt forhold.

—

På grund af den tvingende sammenhæng mellem karakteriseringen af EEG-afgiften og afgiftsbegrænsningen for energiintensive forbrugere forligger der således heller ikke med hensyn til den såkaldte særlige EEG-udligningsregulering den fornødne statslige kontrol. En sådan kontrol kan heller ikke begrundes med, at afgørelsen om kontrol træffes af Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle, da denne myndighed har en rent analyserende og konstaterende opgave.

—

Endvidere afstår staten ikke ved afgiftsbegrænsningen for energiintensive forbrugere fra midler, den normalt ville have kunnet opnå. På grund af EEG-udligningsmekanismens særlige konstruktion er afgiftsbegrænsningen ikke forbundet med en reducering af de samlede indtægter fra EEG-afgiften. Afgiftsbegrænsningen for energiintensive forbrugere udlignes i stedet via højere afgifter på hver kilowatttime, der leveres til ikke-priviligerede slutforbrugere.