—

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom den i loven om forrang for vedvarende energi (herefter EEG) fastsatte EEG-afgift og den særlige godtgørelsesordning ikke udgjorde tildeling af statsmidler eller statsligt kontrollere midler. Samtlige faktiske omstændigheder af relevans for kvalificeringen af disse foranstaltninger blev fastslået i den indledende procedure mellem Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland. Der var ikke længere tvivl, hvilket Kommissionen under en procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1) skulle have fastslået.

—

Sagsøgeren har herved gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 108, stk. 1, TEUF og retssikkerhedsprincippet, får så vidt som den har anvendt proceduren vedrørende ny støtte i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 i stedet for proceduren vedrørende eksisterende støtte i henhold til artikel 17 ff. i forordning nr. 659/1999 med henblik på at kontrollere sin foreløbige vurdering, hvorefter EEG udgjorde statsstøtte. Sagsøgeren har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at Kommissionen med beslutning af 22. maj 2002 ikke kvalificerede EEG 2000 som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom der ikke var tale om overførsel af statsmidler. Ændringerne af EEG 2000 til EEG 2012 var ikke væsentlige i forhold til Kommissionens beslutning af 22. maj 2002. Kommissionen kunne derfor have gjort en ændret retsopfattelse gældende inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 108, stk. 1, TEUF uden at belaste sagsøgeren.

—

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har vedtaget den anfægtede afgørelse uden at give sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger.