Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013TA1217(02)

    Beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet Clean Sky for regnskabsåret 2012, med fællesforetagendets svar

    EUT C 369 af 17.12.2013, p. 10–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.12.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 369/10


    BERETNING

    om årsregnskabet for fællesforetagendet Clean Sky for regnskabsåret 2012, med fællesforetagendets svar

    2013/C 369/02

    INDHOLD

     

    Punkt

    Side

    Indledning …

    1-5

    11

    Oplysninger til underbygning af revisionserklæringen …

    6

    11

    Revisionserklæring …

    7-14

    11

    Erklæring om regnskabets rigtighed …

    12

    12

    Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet …

    13

    12

    Bemærkninger til den budgetmæssige og økonomiske forvaltning …

    15

    12

    Budgetgennemførelsen …

    15

    12

    Bemærkninger til centrale kontroller i fællesforetagendets overvågnings- og kontrolsystemer …

    16-19

    12

    Andre forhold …

    20-26

    13

    Den interne revisionsfunktion og Kommissionens Interne Revisionstjeneste …

    20-22

    13

    Tilsyn med og rapportering af forskningsresultater …

    23-25

    13

    Opfølgning af tidligere bemærkninger …

    26

    13

    INDLEDNING

    1.

    Fællesforetagendet Clean Sky, der ligger i Bruxelles, blev oprettet i december 2007 for en periode på ti år (1).

    2.

    Målet for fællesforetagendet Clean Sky er at fremskynde udvikling, validering og demonstration i EU af rene lufttransportteknologier med henblik på anvendelse snarest muligt (2). De forskningsaktiviteter, fællesforetagendet koordinerer, er opdelt i seks teknologiske områder eller »integrerede teknologidemonstratorer« (ITD'er).

    3.

    De stiftende medlemmer af fællesforetagendet er Den Europæiske Union, repræsenteret af Kommissionen, og partnere fra industrien som f.eks. lederne af ITD'erne og de associerede medlemmer af de enkelte ITD'er.

    4.

    Det maksimale EU-bidrag til fællesforetagendet Clean Sky til dækning af de løbende omkostninger og forskningsaktiviteter udgør 800 millioner euro, der skal betales over budgettet for syvende rammeprogram (3). Andre medlemmer af fællesforetagendet skal bidrage med ressourcer, der mindst svarer til EU's bidrag, herunder bidrag i naturalier.

    5.

    Fællesforetagendet begyndte at arbejde uafhængigt den 16. november 2009.

    OPLYSNINGER TIL UNDERBYGNING AF REVISIONSERKLÆRINGEN

    6.

    Retten har valgt en metode, som omfatter analytiske revisionshandlinger, test af transaktioner på fællesforetagendets niveau og en vurdering af centrale kontroller i overvågnings- og kontrolsystemerne. Dette suppleres med bevis opnået fra arbejde udført af andre revisorer (hvis relevant) og en analyse af ledelsens udtalelser.

    REVISIONSERKLÆRING

    7.

    I overensstemmelse med artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Retten:

    a)

    revideret fællesforetagendet Clean Skys årsregnskab, som omfatter årsopgørelsen (4) og beretningen om budgetgennemførelsen (5) for det regnskabsår, som afsluttedes den 31. december 2012, og

    b)

    efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

    Ledelsens ansvar

    8.

    Ifølge artikel 33 og 43 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 (6) har ledelsen ansvaret for at udarbejde et årsregnskab for fællesforetagendet, som giver et retvisende billede, og for, at de transaktioner, som ligger til grund for regnskabet, er lovlige og formelt rigtige:

    a)

    Ledelsens ansvar med hensyn til fællesforetagendets årsregnskab omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et internt kontrolsystem, som sikrer, at der udarbejdes en årsopgørelse, som giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, udvælgelse og anvendelse af passende regnskabspraksis på grundlag af de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastsat (7), og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er rimelige efter omstændighederne. Direktøren godkender fællesforetagendets årsregnskab, efter at fællesforetagendets regnskabsfører har udarbejdet det på grundlag af alle tilgængelige oplysninger og skrevet en note, som vedlægges regnskabet, og hvori han bl.a. erklærer, at han har rimelig sikkerhed for, at regnskabet i alt væsentligt giver et retvisende billede af fællesforetagendets finansielle stilling.

    b)

    Ledelsens ansvar med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed og overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et effektivt og produktivt internt kontrolsystem, hvori indgår tilstrækkelig overvågning og passende foranstaltninger, som kan forebygge uregelmæssigheder og besvigelser, samt, hvis det er nødvendigt, sikre, at der iværksættes retlige procedurer med henblik på at inddrive uberettiget udbetalte eller anvendte midler.

    Revisors ansvar

    9.

    Det er Rettens ansvar på grundlag af sin revision at afgive en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet (8) om årsregnskabets rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Retten udfører sin revision i overensstemmelse med IFAC's Internationale Standarder om Revision og etiske regler og INTOSAI's internationale standarder for overordnede revisionsorganer. Ifølge disse standarder skal Retten planlægge og udføre revisionen med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, at fællesforetagendets årsregnskab er uden væsentlig fejlinformation, og at de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

    10.

    Revisionen omfatter udførelse af handlinger med henblik på at opnå revisionsbevis vedrørende beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder en vurdering af risikoen for væsentlig fejlinformation i regnskabet og for, at de underliggende transaktioner i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i Den Europæiske Unions retlige ramme, uanset om det skyldes besvigelser eller fejl. Ved vurderingen af disse risici tager revisor både hensyn til den interne kontrol, som skal sikre, at der udarbejdes et retvisende årsregnskab, og til de overvågnings- og kontrolsystemer, der er indført for at sikre de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, og udformer revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne. Revisionen omfatter også en vurdering af, om den anvendte regnskabspraksis er passende, og om de regnskabsmæssige skøn er rimelige, samt en vurdering af den samlede præsentation af regnskabet.

    11.

    Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for denne revisionserklæring.

    Erklæring om regnskabets rigtighed

    12.

    Det er Rettens opfattelse, at fællesforetagendets årsregnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2012 samt af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansielle bestemmelser og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastsat.

    Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

    13.

    Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for årsregnskabet for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2012, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

    14.

    Bemærkningerne i det følgende drager ikke Rettens erklæringer i tvivl.

    BEMÆRKNINGER TIL DEN BUDGETMÆSSIGE OG ØKONOMISKE FORVALTNING

    Budgetgennemførelsen

    15.

    Det endelige ændringsbudget for 2012 omfattede 205,4 millioner euro i forpligtelsesbevillinger og 167,9 millioner euro i betalingsbevillinger. Udnyttelsesgraden for forpligtelsesbevillingerne var på 84 %, mens den for betalingsbevillingerne var på 75 % (9). Den lavere grad for betalingsbevillingerne afspejler forsinkelser i budgetgennemførelsen, navnlig som følge af forsinkelser i gennemførelsen af aktiviteterne (10) og i den periode, der gik mellem offentliggørelsen af indkaldelser af forslag og underskrivelsen af tilskudsaftalerne (11).

    BEMÆRKNINGER TIL CENTRALE KONTROLLER I FÆLLESFORETAGENDETS OVERVÅGNINGS- OG KONTROLSYSTEMER

    16.

    I 2012 forbedrede fællesforetagendet sine forvaltningsprocedurer samt sine administrative, finansielle og regnskabsmæssige praksis yderligere. Et af de væsentligste resultater i 2012 var gennemførelsen af »GMT-værktøjet«, en særlig applikation til forvaltning af finansielle oplysninger vedrørende implementering af tilskudsaftaler med medlemmer. GMT-værktøjet har dog stadig nogle begrænsninger med hensyn til fuldstændigheden af de operationelle oplysninger, der forvaltes i det (12).

    17.

    Med hensyn til den forudgående kontrol af omkostningsanmeldelser indsendt af Clean Skys medlemmer konstaterede Retten, at de revisionsattester, der var indsendt sammen med omkostningsanmeldelserne fra to støttemodtagere, var med forbehold med hensyn til kontrakterne for de ansatte, der arbejdede på projektet. I én af dem var revisionsattesten også med forbehold med hensyn til de satser for indirekte omkostninger, der var anvendt. Trods disse vigtige indsigelser frigjorde fællesforetagendet betalingerne.

    18.

    Retten konstaterede følgende svagheder med hensyn til den forudgående kontrol af omkostningsanmeldelserne fra Clean Skys partnere:

    De tjeklister, der blev anvendt til den forudgående kontrol af udgiftsanmeldelser, var ikke altid fyldestgørende

    Kontrollanterne udarbejdede ikke rapporter om den tekniske godkendelse af partnernes aktiviteter

    I mindst ét tilfælde blev opgaverne med finansiel verifikation og godkendelse udført af administrationschefen, hvilket er i strid med bestemmelserne i håndbogen om finansielle procedurer og princippet om funktionsadskillelse

    Fællesforetagendets partnere indsender generelt omkostningsanmeldelserne for sent. Da revisionen fandt sted, var mindst 70 ud af 292 omkostningsanmeldelser ikke blevet forelagt for fællesforetagendet i tide. I 15 tilfælde var forsinkelsen på over ét år.

    19.

    Anbefalingerne i regnskabsførerens godkendelse af de underliggende systemer i 2012 bør følges behørigt op (13).

    ANDRE FORHOLD

    Den interne revisionsfunktion og Kommissionens Interne Revisionstjeneste

    20.

    I 2012 tvang ressourcebegrænsninger i organisationen og iværksættelsen af den første efterfølgende revision den interne revisor til at koncentrere sig om fællesforetagendets centrale processer, herunder udarbejdelsen af regnskabet for 2012. Derfor kunne de revisionsopgaver, der var opført i revisionsplanen for 2012, ikke afsluttes. Retten berettede om en lignende situation i 2011 (14).

    21.

    I 2012 reviderede Kommissionens Interne Revisionstjeneste den årlige proces med planlægning af tilskudsforvaltningen (15). Revisionens konklusion var, at det eksisterende system til intern kontrol gav rimelig sikkerhed med hensyn til opfyldelsen af de forretningsmål, der var opstillet for denne proces, bortset fra to særdeles væsentlige forbehold, der vedrører forsinkelser i gennemførelsen af programmet og systemet til evaluering af ressourceudnyttelsen (16).

    22.

    Bestyrelsen vedtog mandatet for Kommissionens Interne Revisionstjeneste den 31. marts 2011. Fællesforetagendets finansielle bestemmelser er imidlertid endnu ikke blevet ændret, så de omfatter rammeforordningens (17) bestemmelser om Kommissionens interne revisors beføjelser.

    Tilsyn med og rapportering af forskningsresultater

    23.

    Syvende rammeprogram (RP7) etablerer et tilsyns- og rapporteringssystem, der omfatter beskyttelse, formidling og overførsel af forskningsresultater (18).

    24.

    I de tilskudsaftaler, der underskrives med modtagerne, har fællesforetagendet medtaget særlige bestemmelser om intellektuelle ejendomsrettigheder og formidling af forskningsresultater. Fællesforetagendet overvåger gennemførelsen af disse bestemmelser på forskellige stadier af de finansierede projekter.

    25.

    Den måde, resultaterne af dette tilsyn rapporteres på, skal imidlertid videreudvikles, hvis målene i artikel 7 i afgørelse nr. 1982/2006/EF (19) og artikel 27 i forordning (EF) nr. 1906/2006 (20) skal nås.

    Opfølgning af tidligere bemærkninger

    Der er sket betydelige fremskridt med hensyn til it-aspekterne ved fællesforetagendets kontinuitetsplan og katastrofeplan. Ifølge fællesforetagendet vil disse planer være færdigudviklede ved udgangen af 2013.

    Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Louis GALEA, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 22. oktober 2013.

    På Revisionsrettens vegne

    Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

    Formand


    (1)  Rådets forordning (EF) nr. 71/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky (EUT L 30 af 4.2.2008, s. 1).

    (2)  En oversigt over fællesforetagendets beføjelser, virksomhed og disponible midler vises i bilaget til orientering.

    (3)  Syvende rammeprogram, som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT L 412 af 30.12.2006, s. 1), samler alle forskningsrelaterede EU-initiativer under ét og spiller en vigtig rolle med hensyn til at opfylde målene for vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Rammeprogrammet er også et nøgleelement i det europæiske forskningsrum.

    (4)  Denne omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over ændringer i nettoaktiver samt en oversigt over væsentlige regnskabspraksis og andre forklarende bemærkninger.

    (5)  Denne omfatter beretningen om budgetgennemførelsen samt en oversigt over budgetprincipperne og andre forklarende bemærkninger.

    (6)  EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.

    (7)  De regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastsat, er baseret på de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (International Public Sector Accounting Standards, IPSAS), som er udgivet af International Federation of Accountants, og, når det er relevant, på International Accounting Standards (IAS)/International Financial Reporting Standards (IFRS) udgivet af International Accounting Standards Board.

    (8)  Artikel 185, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1).

    (9)  For tilskudsaftaler indgået med partnerne var udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne kun 60 %.

    (10)  Jf. punkt 24.

    (11)  I 2012 gik der i gennemsnit 12 måneder mellem offentliggørelsen af en indkaldelse af forslag og underskrivelsen af tilskudsaftaler.

    (12)  Der mangler stadig oplysninger om de justeringer af omkostningsanmeldelserne, som skyldes efterfølgende revisioner eller andet, og om registreringen af delvise betalinger.

    (13)  Jf. punkt 24 i Rettens beretning for 2011.

    (14)  Jf. punkt 25 i Rettens beretning for 2011.

    (15)  Final Report on Grant Management — Annual Planning of 18 February 2013 (endelig rapport om tilskudsforvaltningen — årlig planlægning pr. 18. februar 2013).

    (16)  IAS-rapporten påpeger, at det er vanskeligt for fællesforetagendet at udføre en egentlig evaluering af dette område, eftersom ITD-budgettet fremlægges på arbejdspakkeniveau, mens fællesforetagendet fører tilsyn med gennemførelsen af aktiviteterne på resultatniveau.

    (17)  Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

    (18)  RP7-tilsynsrapporterne: http://ec.europa.eu/research/evaluations/index_en.cfm?pg=fp7-monitoring

    (19)  I henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) skal Kommissionen løbende og systematisk føre tilsyn med gennemførelsen af syvende rammeprogram og de tilhørende særprogrammer, og den skal regelmæssigt aflægge rapport og formidle resultaterne af dette tilsyn.

    (20)  I henhold til artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1906/2006 af 18. december 2006 om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (EUT L 391 af 30.12.2006, s. 1) skal Kommissionen føre tilsyn med gennemførelsen af indirekte aktioner på grundlag af de periodiske aktivitetsrapporter, der forelægges. Kommissionen skal især føre tilsyn med gennemførelse af planen for nyttiggørelse og formidling af forgrundsviden. Den skal også oprette og drive et informationssystem, der gør det muligt at gennemføre dette tilsyn på en effektiv og sammenhængende måde for hele syvende rammeprograms vedkommende.


    BILAG

    Fællesforetagendet Clean Sky (Bruxelles)

    Beføjelser og aktiviteter

    Unionens kompetence-områder i henhold til traktaten

    (Artikel 187 og 188 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)

    Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om syvende rammeprogram kan der ydes fællesskabsbistand til etablering af længerevarende offentlig-private partnerskaber i form af fælles teknologiinitiativer, som kan implementeres gennem fællesforetagender, jf. artikel 187 i traktaten.

    Rådets forordning (EF) nr. 71/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky (EUT L 30 af 4.2.2008, s. 1).

    Fællesforetagendets beføjelser

    (Rådets forordning (EF) nr. 71/2008)

    Mål

    Fællesforetagendet Clean Sky skal bidrage til gennemførelsen af det syvende rammeprogram og især tema 7, Transport (herunder Luftfart), i særprogrammet Samarbejde.

    fremskynde udvikling, validering og demonstration i EU af rene lufttransportteknologier med henblik på anvendelse snarest muligt

    sikre en sammenhængende gennemførelse af EU's forskningsindsats på lufttransportområdet med sigte på miljøforbedringer

    skabe et radikalt innovativt lufttransportsystem baseret på integration af avancerede teknologier og demonstratorer i fuld skala med det mål at nedbringe lufttransportens miljøpåvirkninger gennem en betydelig reduktion af støj og gasemissioner samt forbedring af luftfartøjers brændstoføkonomi

    fremskynde dannelse af ny viden, innovation og omsætning af forskning, på grundlag af de relevante teknologier og det fuldt integrerede system af systemer i det relevante driftsmiljø, der fører til en styrkelse af industriens konkurrenceevne.

    Ledelse

    Fællesforetagendets styrende organ er bestyrelsen. Den administrerende direktør er ansvarlig for den daglige ledelse. Industrien er repræsenteret på forskellige måder, for eksempel i ITD-styringsudvalg og i gruppen af repræsentanter for nationalstaterne.

    Fællesforetagendets disponible ressourcer i 2012

    På budgettet

    205 364 690 euro

    Ansatte pr. 31. december 2012

    24 stillinger i henhold til stillingsfortegnelsen (18 midlertidigt ansatte og 6 kontraktansatte), hvoraf 23 stillinger var besat til varetagelse af: operationelle aktiviteter (17) og blandede opgaver (6).

    Resultater og tjenesteydelser leveret i 2012

    Jf. fællesforetagendet Clean Skys årlige aktivitetsrapport for 2012 på www.cleansky.eu

    Kilde: fællesforetagendet Clean Sky.


    FÆLLESFORETAGENDETS SVAR

    15.

    Uden at anfægte den budgetgennemførelsesgrad, Retten angiver, ønsker fællesforetagendet at bemærke, at for den største del af dets operationelle udgifters (1) vedkommende var gennemførelsesgraden for forpligtelsesbevillinger på 97 %, mens den for betalingsbevillinger lå på 84 %. Fællesforetagendet modtog flere udgiftsanmeldelser, som endnu ikke ved årets afslutning var godkendt, til en værdi af yderligere 5 %, hvilket ville bringe den faktiske gennemførelse op på 89 % og dermed afspejle en stærkere gennemførelsesgrad af aktiviteterne. Fællesforetagendet erkender imidlertid, at vedrørende udgifterne til indkaldelse af forslag er der behov for at gennemføre yderligere forbedringer for at sætte fællesforetagendet i stand til at lukke flere rapporter til tiden og gennemføre et større samlet antal betalinger (2). Samlet har fællesforetagendet oplevet en nedadgående tendens i de seneste indkaldelser ved konstant at søge at forbedre sine arbejdsstrømme for at nedbringe tiden til udbetaling af tilskud. Gennemsnitstiden fra offentliggørelsen af indkaldelsen af forslag SP1-JTI-CS-2012-01 den 13. januar 2012 og underskrivelsen af fællesforetagendets tilskudsaftale var reelt 278 dage (9,1 måned).

    16.

    I mellemtiden, og før afslutningen af de endelige regnskaber for 2012, arbejdede fællesforetagendet »Clean Sky« (CSJU) på de to begrænsninger af GMT-værktøjet, Retten havde fremhævet, som drejede sig om justering af udgiftsanmeldelser og registrering af delvise betalinger. Begge problemer er løst og fungerer nu som fuldt integrerede dele af værktøjet.

    For yderligere at forbedre den støtte, systemet leverer, er CSJU for øjeblikket i gang med at teste en ny funktion, der gør det muligt at registrere og følge op på registreringen af bidrag, som medlemmerne yder i naturalier. Denne funktion forventes at være operationel før udgangen af 2013.

    17.

    Hvad angår undtagelserne bemærket af revisorerne, der udarbejdede påtegningen af årsregnskaberne for to udgiftsanmeldelser i 2010, som Retten har gennemgået, har fællesforetagendet i løbet af valilderingen for 2011 taget mange skridt til at belyse de nævnte problemer og reagere korrekt på begrænsningerne i omfanget fremlagt i påtegningen af årsregnskaberne ved fortsat at lade de relaterede udgiftskategorier for personale og indirekte udgifter være stillet i bero.

    I et af de tilfælde, Retten nævner, blev der udarbejdet en påtegning af årsregnskaberne vedrørende den efterfølgende udgiftsanmeldelse (2011) for denne støttemodtager, som gav JU rimelig sikkerhed for støtteberettigelse for de anmeldte udgifter for den foregående periode (2010). Derfor frigav JU de relaterede udgifter, der var stillet i bero.

    I det andet tilfælde, Retten fandt, i hvilket påtegningen af årsregnskaberne fastslår en mangel på dokumentation for udgifter til personale (manglende ansættelseskontrakt), og som ikke desto mindre blev endeligt godkendt af fællesforetagendet (JU), konkluderede fællesforetagendets revisor, der gennemførte den efterfølgende kontrol, herefter, at den alternative dokumentation fremlagt af støttemodtageren gav tilstrækkelig forsikring til at anse den pågældende udgift for at være støtteberettiget.

    Med henblik på at skabe klarhed for støttemodtagere, fællesforetagendets finansadministrator og eksterne revisorer vedrørende særlige tilbagevendende problemer med hensyn til udgiftsanmeldelser (som f.eks. alternativ dokumentation for ansættelseskontrakt) er JU begyndt at udvikle gennemførelsesregler (formelle beslutninger truffet af ledelsen), der fastsætter minimumskrav til udgifters støtteberettigelse.

    Ud over at håndtere specifikke, individuelle problemer er JU bevidst om det generelle behov for at forbedre kvaliteten og klarheden i nogle påtegninger af årsregnskaberne og har, i lighed med tidligere år, arrangeret en specialiseret workshop for alle støttemodtagere, som i 2013 også omfatter revisorerne, der er ansvarlige for påtegningen af årsregnskaberne, for at sikre, at alle aktører forstår og følger de nødvendige procedurer.

    18.

    JU erkender, at skridt til at acceptere udgiftsanmeldelser ikke altid var korrekt formaliserede og relevante bilag blev ikke tilføjet dossieret.

    Vedrørende den tekniske godkendelse af partnerens rapporter har JU nu fået adgang til arbejdsstrømmen for den elektroniske godkendelse på samme niveau som Kommissionens tjenstegrene. Dette vil hjælpe JU’s projektmedarbejdere til bedre at kunne dokumentere deres tekniske godkendelse.

    Hvad angår den sag, Retten henviser til, blev begge funktioner udført undtagelsesvist af den ansvarlige chef for administrations- og finansafdelingen, som på det pågældende tidspunkt fungerede som stedfortræder for den administrerende direktør ifølge dennes beslutning under dennes fravær på grund af ferie. Da Clean Sky er et lille team, kan dette forekomme i enkelte tilfælde, når mange er på ferie på samme tid. JU undgik denne situation fuldstændigt i løbet af årets sidste kvartal, selv i tilfælde af fravær.

    Hvad angår rapporteringen af tilskudsaftaler for partnere har fællesforetagendet i mellemtiden udarbejdet en robust overvågningsproces. Som en del af denne er støttemodtagerne systematisk blevet mindet om deres forpligtelser med hensyn til rapportering. Der vil blive fulgt op på dette med de nødvendige retslige anmeldelser i tilfælde af alvorlige mangler i forbindelse med den krævede rapportering.

    19.

    Der er fulgt op på anbefalingerne i den regnskabsførendes rapport for 2012. Funktionerne i værktøjet til styring af tilskud (GMT) er blevet yderligere udviklet (se punkt 19) og CSJU har gennemført en yderligere validering af disse i august 2013. Der er endvidere blevet gennemført en opgørelse over den faktiske beholdning af møbler. CSJU anvender Datawarehouse til budgetrapportering.

    20.

    Den interne revisor har ajourført den strategiske revisionsplan for 2013 under hensyntagen til de kontrolrevisioner, der ikke blev udført i årene 2011 og 2012.

    Selv om kontrolrevisionerne ikke blev gennemført i 2012 som planlagt, dækkede den interne revisor den potentielle interne kontrolrisiko ved at yde udvidet rådgivning og direkte støtte til ledelsen. Som et resultat af den omfattende risikovurdering udarbejdede den interne revisor risikoreducerende tiltag til JU’s ledelse med henblik på at forbedre de interne kontroller af alle hovedaktivitetsprocesserne.

    21.

    Med hensyn til den revision, IAS udførte af den årlige planlægning af tilskudsadministrationen, har JU’s ledelse erklæret sig enig i at indføre tiltag til at afbøde de bemærkninger, der blev fremsat af revisorerne. Gennemførelsen af disse tiltag pågår for øjeblikket og vil blive vurderet af IAS på rette tidspunkt.

    22.

    Fra og med 2014 vil fællesforetagendet blive videreført som et nyt offentlig-privat partnerskab (OPP) med et andet retsgrundlag og reviderede finansielle bestemmelser. Derfor vil ændringen af Clean Sky’s eksisterende finansielle bestemmelser ikke længere blive gennemført, da disse kun vil være i kraft til og med udgangen af 2013. Vi forventer, at finansforordningsmodellen for OPP’per, der hører under artikel 209 i Kommissionens generelle finansforordning, træder i kraft fra januar 2014. På dette grundlag vil fællesforetagendets nye finansielle bestemmelser blive fastlagt.

    Under alle omstændigheder er bestemmelserne i den for øjeblikket gældende rammeforordning, der henviser til Kommissionens interne revisors beføjelser, i praksis blevet fulgt af fællesforetagendet siden 2011.

    25.

    Fællesforetagendet vil styrke sin overvågning af rapporteringen vedrørende anvendelsen og udnyttelsen af projektresultater/forgrund og udbredelsesaktiviteter for at sikre overensstemmelse med artikel 7 i afgørelse 1982/2006/EF og med fællesforetagendets bestemmelser vedrørende tilskudsaftaler for henholdsvis medlemmer og partnere. Fællesforetagendet vil anmode om specifikke rapporter vedrørende beskyttelse af intellektuel ophavsret, anvendelse, udnyttelse og den opnåede udbredelse inden for ITD’s programmer og projekter for at sikre overensstemmelse med sin rapporteringspligt og for at kunne råde over en passende mængde informationer som et resultat af en sådan rapportering.

    Hvad angår overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EF) nr. 1906/2006, skal det bemærkes, at fællesforetagender i henhold til præambel 26 falder uden for forordningens anvendelsesområde. Imidlertid deler fællesforetagendet målene i artikel 27, og det vil overvåge gennemførelsen af planen for anvendelse og udbredelse af forgrund.


    (1)  Tilskudsaftaler for medlemmerne udgør 75 % af fællesforetagendets operationelle budget.

    (2)  I juli 2013 har fællesforetagendet konstateret en 100 % forbedring sammenlignet med graden for samme måned i 2012 på grund af indførte foranstaltninger.


    Top