Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013XC0509(03)

    Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

    EUT C 132 af 9.5.2013, p. 17–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    9.5.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 132/17


    Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

    2013/C 132/12

    Denne offentliggørelse giver ret til at rejse indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

    ENHEDSDOKUMENT

    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

    om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer  (2)

    »MELONE MANTOVANO«

    EF-Nr.: IT-PGI-0005-0883-13.07.2011

    BGB ( X ) BOB ( )

    1.   Betegnelse

    »Melone Mantovano«

    2.   Medlemsstat

    Italien

    3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

    3.1.   Produkttype

    Kategori 1.6 —

    Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet

    3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

    Den beskyttede geografiske betegnelse (BGB) »Melone Mantovano« betegner meloner i naturlig stand med orangegult til laksefarvet frugtkød og tilhører følgende to botaniske varieteter af Cucumis melo L.:

    varieteten cantalupensis (kantaloupmelon), der har glatte, runde eller kuglerunde frugter med grøngrå til gul skal

    varieteten reticulatus (netmelon), der har overvejende runde til ovale frugter med eller uden furer og et tydeligt netvæv på skallen.

    Følgende tabel viser de forskellige frugttypers kvalitetsegenskaber, sensoriske egenskaber og størrelse.

    Frugtens kendetegn

    Glatte meloner

    Nettede meloner

    Form

    Rund eller kugleformet

    Oval eller rund

    Epikarpens (skallens) farve

    Fløde- til stråfarvet

    Fløde- til stråfarvet eller grøn, med eller uden furer

    Mesokarpens (frugtkødets) farve

    Gul til orange

    Orange til laksefarvet

    Mesokarpens tykkelse

    ≥ 24 mm

    ≥ 24 mm

    Mesokarpens konsistens

    ≥ 0,5 kg på en flade, der svarer til en cirkel med en diameter på 8 mm

    ≥ 0,5 kg på en flade, der svarer til en cirkel med en diameter på 8 mm

    Sukkerindhold

    ≥ 12 °Brix

    ≥ 12 °Brix

    De anvendte kultivarer kan især henføres til følgende referencetyper: »Honey Moon« (glat skal), »Harper« (skal med netvæv uden furer) og »Supermarket« (skal med netvæv med furer). Som helhed er følgende kendetegn karakteristiske for frugter af »Melone Mantovano«: smagen og den karakteristiske aroma (behagelig lugt af svampe og frugtkød af vandmelon, aromaer af lind og courgette, som også påvises i den sensoriske profil), et saftrigt orangegult til laksefarvet frugtkød, som er særligt tykt, fibrøst og fast, et sukkerindhold på mindst 12 °Brix og et stort indhold af mineral- og kaliumsalte, som generelt er højere end i andre områder, hvor der dyrkes melon.

    Sorteringen af frugterne efter størrelse sker efter vægt og største diameter i tværsnit. Ved begge frugttyper, glatte og nettede, af »Melone Mantovano« BGB er mindstevægten 800 gram og mindste diameter 10 cm; for vægten er der tillige fastsat en maksimumværdi på 2 000 gram.

    Ved markedsføring i produktkategorien IV gamma (convenienceprodukter) er det tilladt, at frugterne af de to typer af »Melone Mantovano« BGB udskæres i dele eller i skiver, ligesom det er tilladt at fjerne epikarpen og endokarpen. Når »Melone Mantovano« markedsføres som udskåret eller skivet produkt skal frugten ifølge ovennævnte produktkategori udvise samme egenskaber i henseende til aroma, sukkerindhold, farve og konsistens af frugtkødet som den hele frugt.

    3.3.   Råvarer (kun for forarbejdede produkter)

    3.4.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)

    3.5.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

    Hele produktionsprocessen fra dyrkning til høst af frugterne skal nødvendigvis finde sted i det geografiske produktionsområde, som er anført i punkt 4.

    3.6.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.

    Eftersom melon er et respirerende produkt, skal frugter med betegnelsen »Melone Mantovano« BGB senest 24 timer efter høst sorteres og mærkes direkte på bedriften eller på forarbejdningsanlæg. Efter høst og størrelsessortering kan frugter med betegnelsen »Melone Mantovano« BGB, der skal markedsføres i produktkategorien IV gamma, også udskæres eller skæres i skiver med fjernelse af epikarpen og endokarpen. For at bevare »Melone Mantovanos« smag bedst muligt, skal produkter, som markedsføres i IV gamma, køles, deles og pakkes senest 24 timer efter høst.

    3.7.   Specifikke mærkningsregler

    Betegnelsen »Melone Mantovano« Indicazione Geografica Protetta (beskyttet geografisk betegnelse) og forkortelsen IGP (BGB) og EU's grafiske logo skal angives synligt og fuldt ud læseligt på pakninger, som anvendes til hele frugter og til produkter, der markedsføres i produktkategorien IV gamma. Det er tilladt sammen med den beskyttede geografiske betegnelse at anvende betegnelser og/eller grafiske symboler, som henviser til navne eller firmabetegnelser eller kollektivlogoer eller virksomhedslogoer. De hele frugter skal forsynes med et mærkat med logoet for betegnelsen »Melone Mantovano«.

    Logoet består af et stiliseret billede af en melon mod en baggrund med en ternet cirkel, hvori der inde i en hvis firkant er angivet »Melone Mantovano I.G.P.«. Udtrykket »Indicazione Geografica Protetta« kan gentages andre steder på emballagen eller etiketten, også som forkortelsen »IGP«.

    Image

    4.   Præcis afgrænsning af det geografiske område

    Produktionsområdet for »Melone Mantovano« BGB ligger i en række kommuner i provinserne Mantova, Cremona, Modena, Bologna og Ferrara. I provinsen Mantova omfatter produktionsområdet følgende kommuner i deres helhed: Borgoforte, Carbonara di Po, Castellucchio, Cavriana, Ceresara, Commessaggio, Dosolo, Felonica, Gazoldo degli Ippoliti, Gazzuolo, Goito, Magnacavallo, Marcaria, Mariana Mantovana, Piubega, Poggio Rusco, Pomponesco, Quistello, Redondesco, Rivarolo Mantovano, Rodigo, Sabbioneta, San Benedetto Po, San Martino dall'Argine, Sermide og Viadana. I kommunen Borgoforte afgrænses produktionsområdet mod øst af Ponte på Po-floden, mod nord af hovedvej 62 (SS 62) og mod vest af Dugale Gherardo til grænsen af kommunen Curtatone. I kommunen Marcaria afgrænses produktionsområdet mod syd af hovedvej 10 Padana Inferiore (SS 10).

    I provinsen Cremona omfatter produktionsområdet hele det område, der administrativt hører under kommunerne Casalmaggiore, Casteldidone, Gussola, Martignana di Po, Rivarolo del Re ed Uniti, San Giovanni in Croce, Solarolo Rainerio og Spineda.

    I provinsen Modena omfatter produktionsområdet hele det område, der administrativt hører under kommunerne Concordia, Mirandola og San Felice sul Panaro.

    I provinsen Bologna omfatter produktionsområdet hele det område, der administrativt hører under kommunerne Crevalcore, Galiera og San Giovanni in Persiceto.

    I provinsen Ferrara omfatter produktionsområdet hele det område, der administrativt hører under kommunerne Bondeno, Cento og Sant’Agostino.

    5.   Tilknytning til det geografiske område

    5.1.   Det geografiske områdes egenart

    Produktionsområdet er kendetegnet ved meget specifikke jordbunds- og klimaforhold, som er meget gunstige for melondyrkning og fremmende for frugtkvaliteten.

    Klimaet er kendetegnet ved kolde vintre, varme og fugtige somre og relativt jævne temperaturer, hvilket begunstiger plantens vækst og fremmer en regelmæssig blomstring og frøsætning. Den koldeste måned er januar med en gennemsnitstemperatur på 2,7 °C, og den varmeste måned er juli med en gennemsnitstemperatur på 25 °C. Den årlige solindstråling er i gennemsnit 1 331 kWh/m2. Områdets flade morfologi er af fluvial og fluvioglacial oprindelse, som i århundredernes løb er omformet af floderne Oglio, Mincio, Secchia, Panaro og Po som følge af disses erosion og aflejringer. Det er kendetegnet ved, at grundvandsspejlet ligger forholdsvis tæt på jordoverfladen og en årlig nedbørsmængde på gennemsnitlig 600 og 700 mm. Hvad angår højdeforhold, ligger området mellem højst 50 meter over havet i den nordligste del af området (Rodigo) og lavest 10 meter over havet nær floden Po.

    Ved nærmere undersøgelse af jordbundskort over regionen Lombardia og regionen Emilia-Romagna ses, at produktionsområdet for »Melone Mantovano« er kendetegnet ved meget frugtbar jord, hvilket generelt kendetegner jordbundstyperne fluvisol, vertisol, calcisol og luvisol, jf. FAO’s jordklassificering »World Reference Base for Soil Resources« (FAO — WRB, 1998).

    5.2.   Produktets egenart

    De karakteristiske egenskaber, som gør frugterne med den beskyttede geografiske betegnelse »Melone Mantovano« unikke og adskiller dem fra andre produkter i samme produktkategori, er den karakteristiske smag, det orangegule til laksefarvede saftrige kød, som er særlig tykt (≥ 24 mm), fibrøst og fast (≥ 0,5 kg — målt i den midterste del af mesokarpen med et dynanometer med 8 mm spids), et højt sukkerindhold på mindst 12 °Brix samt et indhold af mineralsalte og kalium, som i gennemsnit er højere end det, som måles i andre dyrkningsområder. Øvrige egenskaber, som bedst beskriver »Melone Mantovano«, er den behagelige lugt af svampe og frugtkød af vandmelon, aromaer af lind og courgette, som også påvises i den sensoriske profil, som er opnået gennem »Profilo Convenzionale QDA (Analisi Quantitativa Descrittiva)«, der er udarbejdet ved hjælp af »Analisi Procuster Generalizzata (GPA)«.

    5.3.   Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB)

    I de særligt dybe og gennemtrængelige jorder i produktionsområdet for »Melone Mantovano« BGB kan de særdeles lange og kraftige rødder, som er kendetegnende for denne frugt af græskarfamilien, let trænge ned i dybden, hvorved sikres en regelmæssig tilførsel af vand og næringsstoffer til planten, og enhver form for »stress« undgås, ikke mindst under frugtsætningen og frugtens udvikling, som er særlig sårbare vækstfaser. Grundvandet, som anvendes til vanding, har en høj koncentration af opløste mineralsalte, som også bidrager til at højne frugtens organoleptiske og kvalitative egenskaber. I dyrkningsperioden resulterer kombinationen af høje gennemsnitstemperaturer, solindstråling og ringe nedbørsmængde tilsammen med en afbalanceret og regelmæssig tilførsel af vand og næringsstoffer i et højt sukkerindhold og frugtens karakteristiske aromaer, som fremhæves i den sensoriske profil, der er angivet i »Quaderni della ricerca della Regione Lombardia«.

    På grund af de særligt velegnede dyrkningsområder i provinsen Mantova og kommuner i naboprovinserne Modena, Bologna, Ferrara og Cremona er dyrkning af meloner en ældgammel og traditionsrig praksis, som er beskrevet i talrige historiske og litterære kilder, som kan dateres tilbage til slutningen af 1500-tallet. Kilderne befinder sig i Gonzaga-slægtens arkiv og indeholder detaljerede oplysninger om »bedømmelser vedrørende meloner fra disse områder«. Disse vidnesbyrd viser også, at områdets jordbrugere har været meget dygtige til at udvælge sorter og anvende de bedst egnede dyrkningsteknikker til at producere frugt af høj kvalitet. Det er kundskaber, som er blevet videreført i ubrudt linje frem til i dag. Dette bevises af de mange begivenheder og salgsfremmende foranstaltninger (frugtfestivaler, messer og folkefester), som finder sted med støtte fra kommunerne og som hvert år afholdes på forskellige lokaliteter i det område, hvor »Melone Mantovano« produceres, navnlig med henblik på at udbrede kendskabet til frugtens organoleptiske egenskaber og dens gastronomiske muligheder til ikke bare lokale forbrugere men også til andre forbrugere. Til de mest kendte og fremtrædende begivenheder, som hvert år samler besøgende og passionerede kendere af forskellige tilberedninger af melon (forretter, risottoer, sovse og desserter) hører »Melonaria« samt messer og festivaler for den typiske Mantovano-melon, som i mange år har fundet sted i kommunerne Sermide, Viadana, Gazoldo degli Ippoliti, Rodigo, Castellucchio, Goito, Casteldidone såvel som i byen Mantova.

    Disse vigtige resultater og den anseelse, som er opnået i årenes løb, og som i vidt omfang er anerkendt og bekræftet i mange artikler i fagtidsskrifter (Melone Mantovano i Fresh Point magazine, tillæg nr. 6, juni 2009, ed. Il sole 24 ore business media — 2009), (Dokumenter fra den nationale kongres om »Il Melone Mantovano«, af 12.6.2009 i Mantova), (Speciale melone — la produzione il mercato la realtà mantovana, tillæg nr. 24 fra 2004 — Terra e Vita, Ed. Edagricole), (Melone positivo in serra, male in pieno campo, Zerbinati F. L’informatore Agrario nr. 46/2002, s. 44), (Dokumenter fra den nationale kongres om »La cultura del melone in Italia«, 7.2.1979, Verona), er opnået ved at kombinere en århundredgammel »melonkultur« (forstået som en kulturarv af kundskaber og faglig kunnen, som producenterne har videreført fra generation til generation) med det geografiske produktionsområdes jordbundsforhold og klimatiske faktorer.

    Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

    (Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006 (3))

    De italienske myndigheder har indledt den nationale indsigelsesprocedure med offentliggørelse af forslaget om ændring af den beskyttede geografiske betegnelse »Melone Mantovano« i Gazzetta Ufficiale (den italienske stats tidende) nr. 130 af 7. juni 2011.

    Den konsoliderede udgave af varespecifikationen kan ses på dette websted:

    http://www.politicheagricole.it/flex/cm/pages/ServeBLOB.php/L/IT/IDPagina/3335

    eller:

    ved at gå direkte til det italienske fødevare- og skovministeriums websted, Ministero delle politiche agricole alimentari e forestali, (http://www.politicheagricole.it), klikke på »Qualità e sicurezza« (øverst i skærmens højre side) og herefter på »Disciplinari di Produzione all’esame dell’UE«.


    (1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

    (2)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12. Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

    (3)  Se fodnote 2.


    Top