26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/75

—

der henviser til de forpligtelser, der er indeholdt i FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, særlig artikel 11 om retten til tilstrækkelig føde, som samtlige EU-medlemsstater har tiltrådt,

—

der henviser til verdensfødevaretopmødet i 1996 og målsætningen om at halvere antallet af sultende mennesker inden 2015,

—

der henviser til 2015-målene vedtaget på FN’s millenniumtopmøde i september 2000, og især til udviklingsmål 1 vedrørende princippet om udryddelse af ekstrem fattigdom og sult,

—

der henviser til den særlige samling i FN's Menneskerettighedsråd den 22. maj 2008 i Genève om "de negative følger, som den skærpede fødevarekrise har for retten til mad, og som bl.a. er forårsaget af de kraftige prisstigninger",

—

der henviser til den fælles erklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om EU's humanitære bistand: "Den Europæiske Konsensus om Humanitær Bistand",

—

der henviser til konventionen om fødevarehjælp undertegnet i London den 13. april 1999, som har til formål at bidrage til fødevaresikkerheden på verdensplan og øge det internationale samfunds evne til at reagere på fødevarekriser og på udviklingslandenes øvrige fødevarebehov,

—

der henviser til erklæringen fra verdenstopmødet om fødevaresikkerhed i 2009 og til FAO’s udarbejdelse af vejledende retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelse og andre naturressourcer,

—

der henviser til FAO’s vejledende retningslinjer til støtte for den gradvise opfyldelse af retten til tilstrækkelig ernæring i forbindelse med den nationale fødevaresikkerhed,

—

der henviser til den fælles rapport til G20 om fødevareprisudsving med titlen "Price Volatility in Food and Agricultural Markets: Policy Responses", som blev forelagt det franske G20-formandskab den 2. juni 2011,

—

der henviser til EU-retningslinjerne for støtte til jordpolitik og jordreformer i udviklingslandene fra november 2004,

—

der henviser til rapporten "Agricultural Outlook 2011-2020" offentliggjort af OECD og FAO i fællesskab den 17. juni 2011,

—

der henviser til Maputoerklæringen om landbrug og fødevaresikkerhed undertegnet i 2003, hvori afrikanske regeringer forpligtede sig til en minimumstildeling på 10 % af deres årlige nationale budgetter til landbrug,

—

der henviser til Verdensbankens rapport fra 2008 om udviklingen i verden: "Landbrug for udvikling",

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020",

—

der henviser til den seneste halvårsrapport fra FAO "Food Outlook Report" (juni 2011),

—

der henviser til rapporten fra FN's Landbrugspanel (IAASTD) af 15. april 2008,

—

der henviser til den fælles erklæring om fødevaresikkerhed vedtaget i L’Aquila den 10. juli 2009,

—

der henviser til FN’s initiativ vedrørende social mindstebeskyttelse,

—

der henviser til FN's havretskonvention fra 1982,

—

der henviser til FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri fra 1995,

—

der henviser til FAO's årsberetning "The State of World Fisheries and Aquaculture 2010",

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1337/2008 af 16. december 2008 om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (1),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer (KOM(2010)0127), der blev vedtaget den 31. marts 2010, og til Rådets konklusioner, der blev vedtaget den 10. maj 2010,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om humanitær fødevarebistand (KOM(2010)0126), der blev vedtaget den 31. marts 2010, og til Rådets konklusioner, der blev vedtaget den 10. maj 2010,

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser (2), sin beslutning af 22. maj 2008 om de stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene (3), samt til sin beslutning af 17. februar 2011 om stigende fødevarepriser (4),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2007 om fremme af landbruget i Afrika - Forslag til et samarbejde om udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed i Afrika (5),

—

der henviser til sin beslutning af 13. januar 2009 om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed (6),

—

der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om FAO-topmødet og fødevaresikkerhed (7),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om sammenhæng i EU's udviklingspolitik og "offentlig udviklingsbistand plus"-konceptet (8),

—

der henviser til beslutningen om fødevaresikkerhed, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Kinshasa den 4. december 2010 (9),

—

der henviser til de otte henstillinger til G20, som blev offentliggjort den 29. januar 2011 af FN’s særlige rapportør om retten til mad,

—

der henviser til rapporten med titlen "Agroecology and the Right to Food" af FN's særlige rapportør om retten til mad, som blev forelagt ved FN's Menneskerettighedsråds samling den 8. marts 2011,

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0284/2011),

A.

der henviser til, at antallet af hungerramte ifølge FAO udgjorde 925 millioner i 2010; der henviser til, at forekomsten af undervægtige børn under fem år er 26 % på verdensplan, og at mere end en tredjedel af dødsfaldene blandt børn under fem år skyldes underernæring; der henviser til, at kun halvdelen af alle udviklingslande (62 ud af 118) er på vej til at nå 2015-målet; der henviser til, at den globale økonomiske tilbagegang og stigende priser på fødevarer og brændstoffer har gjort fødevaresituationen i mange udviklingslande værre, navnlig i de mindst udviklede lande, og således delvis ophævet det sidste årtis fremskridt med hensyn til fattigdomsbekæmpelse;

B.

der henviser til, at sult og fejlernæring er hovedårsagerne til dødelighed blandt mennesker og de største trusler mod fred og sikkerhed i verden;

C.

der henviser til, at fødevarepriserne i henhold til FAO's seneste fødevareprisindeks fra januar 2011 er steget måned for måned siden august 2010 og dermed har fulgt tendensen for de seneste 10 år, med niveauer der nu er højere end de niveauer, der blev registreret, da fødevarepriserne toppede i 2008; der henviser til, at udsvingene i råvarepriserne har stor indvirkning på lavindkomstlandene og de fattigste og mest sårbare og marginaliserede segmenter af befolkningen i udviklingslandene;

D.

der henviser til, at den globale efterspørgsel efter landbrugsprodukter forventes at stige med 70 % frem til 2050, og at disse produkter må produceres ved brug af mindre vand og færre pesticider, med færre landbrugsarealer til rådighed og under anvendelse af bæredygtige agroøkologiske metoder, samtidig med at det forventes, at verdens befolkning til den tid vil nå op på 9 millioner; der henviser til, at den manglende fødevaresikkerhed forværres yderligere af spekulation i råvarer, forringelse af jorden, knaphed på vand, klimaforandringer, global erhvervelse af jord og usikkerhed med hensyn til jordbesiddelse, navnlig for de fattigste og mest sårbare segmenter af befolkningen, globale monopoler på såsæd, efterspørgsel efter agrobrændstoffer samt politikker relateret til energispørgsmål;

E.

der henviser til, at 85 % af verdens fiskebestande enten udnyttes fuldt ud, overfiskes eller udtømmes, og til, at afhængigheden af fisk som kilde til animalsk protein i lavindkomstlande med fødevareunderskud ligger på mindst 20 % ifølge FAO's rapport "The State of World Fisheries and Aquaculture 2010";

F.

der henviser til, at landbruget skaber beskæftigelse og levebrød for mere end 70 % af arbejdsstyrken, navnlig kvinder, i udviklingslandene; der henviser til, at Verdensbanken vurderer, at vækst i landbrugssektoren er dobbelt så effektiv med hensyn til at mindske fattigdom som vækst i andre sektorer, men henviser også til betydningen af at investere i ikkelandbrugsrelateret vækst i landdistrikterne såvel som i jobskabelse;

G.

der henviser til, at der er dokumentation for, at systemer med små og mellemstore landbrugsbedrifter har potentiale til at øge den samlede fødevareproduktion; der henviser til, at det som regel har negative virkninger, især for kvinder, som driver små landbrug, når der i udviklingslande kun fokuseres på eksportproduktion;

H.

der henviser til, at forsvar for den private ejendomsret og retsstatsprincippet er grundlæggende forudsætninger for at skaffe private investeringer i landbruget;

I.

der henviser til, at mindre landbrugere i udviklingslandene støder på alvorlige hindringer, når de skal øge landbrugsproduktionen, på grund af manglen på lån eller mikrokreditter til investering i forbedret såsæd, gødning og vandingsmekanismer; der henviser til, at staten spiller en afgørende rolle for bæredygtig udvikling og for opbygningen af produktions- og forarbejdningskapacitet;

J.

der henviser til, at den andel af den officielle udviklingsbistand (ODA), som på internationalt plan bevilges til landbrug, er faldet drastisk i løbet af de seneste tre årtier;

K.

der henviser til, at EU reagerede hurtigt på fødevarekrisen i 2008 ved at oprette fødevarefaciliteten; der henviser til, at virkningen af sådanne foranstaltninger på de strukturelle årsager til sult og manglende fødevaresikkerhed og på små og mellemstore familielandbrug, især dem, der drives af kvinder, har været vanskelig at måle, og mener, at en yderligere udvidelse af denne fødevarefacilitet eller yderligere tildeling af midler til den ikke bør ske automatisk, men besluttes på basis af en uafhængig analyse af effektiviteten af udbetalingen af midler til forbedring af fødevaresikkerheden i alle modtagerlandene;

L.

der henviser til, at konsekvenserne af underernæring, som f.eks. ringe føtal tilvækst eller nedsat vækst i de første to leveår, der medfører uoprettelige skader, herunder lav voksenhøjde, mindre gennemført skolegang, nedsat indkomst i voksenlivet og nedsat fødselsvægt af børn, stadig skal betragtes som et alvorligt problem for bæredygtig udvikling i mange lande i Syd;

M.

der henviser til, at der siden 2008 har været fornyet politisk vægt på fødevaresikkerhed, hvilket har ført til en mangedobling af initiativer på internationalt plan, hvorfor der er behov for en omfattende global strategi;

1.

understreger, at antallet af mennesker, der er ramt af sult, er uacceptabelt, og beklager, at den samlede internationale indsats indtil videre ikke har opfyldt udviklingsmål 1; opfordrer til, at der hurtigst muligt træffes foranstaltninger til at opfylde internationalt bindende forpligtelser og gøre retten til tilstrækkelig og nærende føde til virkelighed;

2.

understreger, at politisk stabilitet er en forudsætning for en forbedring af fødevaresikkerheden, og opfordrer derfor alle berørte parter til at vise den fornødne politiske vilje til at sikre denne stabilitet;

3.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer; mener imidlertid, at den globale fødevarekrise, ud over at være et stigende humanitært problem af hidtil uset omfang, udgør en trussel mod fred og sikkerhed på verdensplan, og at situationens uopsættelige karakter, skønt Kommissionens vilje til at foreslå løsningsmuligheder til at mindske ekstrem fattigdom for en milliard mennesker bør anerkendes, kræver, at medlemsstaterne foretager nye investeringer i landbrug og udvikling af landdistrikter, navnlig på baggrund af den nye tekst om den fælles landbrugspolitik, indfører ad hoc-ordninger til opbygning af tilstrækkeligt store globale lagre af basisfødevarer, fjerner deres egne handelshindringer, og letter gælden for de hårdest ramte lande; mener, at Kommissionen ved beregning af udviklingsbistanden bør tage større hensyn til spørgsmålet om fødevaresikkerhed i visse lande;

4.

glæder sig over de to meddelelser fra Kommissionen om humanitær fødevarebistand og fødevaresikkerhed; opfordrer til, at de to meddelelser gennemføres på en sammenhængende og koordineret måde for bedre at kunne imødegå de bagvedliggende årsager til sult, fejlernæring og manglende fødevaresikkerhed sammen med spørgsmålet om levnedsmiddeldistribution blandt og i landene med særlig fokus på samfundets fattigste og mest marginaliserede segmenter; opfordrer medlemsstaterne til at støtte udviklingsprocessen for gennemførelsesplanen til støtte for fødevaresikkerhedspolitikken og at vedtage den, så snart den er fuldført; bifalder den kendsgerning, at opmærksomheden især skal rettes mod de hårdest ramte ved katastrofer, nemlig kvinder og børn; mener, at det i krisetilfælde er altafgørende at sikre samfundets evne til at skaffe sig mad på kort og lang sigt; minder om, at krisemekanismer ikke må være en langsigtet løsning; udtrykker dyb bekymring over de negative virkninger af disse mekanismer på især lokale økonomier; fremhæver, at en bæredygtig udviklingspolitik bør baseres på langsigtede og samarbejdsorienterede tilgange;

5.

understreger betydningen af at styrke koordineringen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling; anmoder om, at der anvendes flere ressourcer for at sikre kontinuiteten i bistanden og om, at drøftelserne fokuserer på de eksisterende instrumenters fleksibilitet og komplementaritet; anbefaler en forbedret dialog og koordinering mellem humanitære organisationer og udviklingsorganisationer;

6.

opfordrer EU til at vurdere den udviklingsmæssige effekt af dets forslag til reformer af den fælles landbrugspolitik for at forbedre sammenhængen mellem den fælles landbrugspolitik og målsætningerne med EU's udviklingspolitik;

7.

opfordrer EU til i sine bistandsprogrammer at øge støtten til bæredygtige små og mellemstore landbrug og småbønder, som primært producerer til lokalt forbrug, og til at investere i participatoriske nationalt ledede planer, som bør gennemføres på lokalt plan i samarbejde med landbrugerne og deres repræsentanter, lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer; understreger behovet for øgede offentlige investeringer i forskning vedrørende bæredygtige agroøkologiske produktionssystemer, som også forbedrer landbrugs- og landdistriktssektorens produktivitet og konkurrenceevne;

8.

fastholder nødvendigheden af en partnerskabstilgang med hele kredsen af udviklingsinteressenter til fødevaresikkerhed, navnlig lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer; understreger den omstændighed, at de lokale og regionale myndigheder og deres kapacitet til at koordinere forskellige aktørers aktiviteter spiller en væsentlig rolle som mellemled og udviklingsplatform, fordi de er tæt på områderne og den lokale befolkning; fremhæver, at den strukturerede dialog mellem institutionerne og civilsamfundsorganisationerne bør udvides til fødevaresikkerhedsspørgsmål;

9.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og andre bistandsdonorer, herunder ngo'er, til at investere mere målrettet i udvikling af landbrugssektoren for at give den lokale befolkning grund til at blive boende på landet;

10.

gentager, hvor vigtigt det er at fremme landbruget i udviklingslandene og tildele en passende del af EU's officielle udviklingsbistand (ODA) til landbrugssektoren; beklager, at der siden 1980'erne har været et markant fald i andelen af udviklingsbistand afsat til landbruget, og glæder sig over, at man har erkendt, at det er nødvendigt at vende denne udvikling; opfordrer Kommissionen til at prioritere landbruget i sin udviklingsbistand, herunder støtten til landbrugere med hensyn til at opnå markedsadgang;

11.

minder om, at eftersom størstedelen af verdens fattige får deres udkomme fra landbruget, er udvikling af et bæredygtigt landbrug og nøje overvejelse af vurderingerne fra IAASTD en nødvendig forudsætning for at nå udviklingsmål 1; anslår, at navnlig små landbrug er et svar på den udfordring, der består i at skabe adgang til en sikker fødevareforsyning, idet der i fastlæggelsen af effektive landbrugs- og handelspolitikker lægges vægt på dels styrkelse af kvinders afgørende rolle, gennem produktforædling på stedet og udbredelse af lån og mikrokreditter, og dels den store betydning, kooperativer af mindre producenter har;

12.

påpeger, at udviklingen af landbrugssektoren kræver langsigtede investeringer i hele værdikæden, fra producent til forbruger; mener, at det er vigtigt at etablere den nødvendige infrastruktur som f.eks. veje, forbindelser med markeder samt information om markederne og om mulighederne for produktdiversificering;

13.

mener, at en politik til støtte for udviklingslandene er nødt til at indeholde en plan for uddannelse og erhvervsuddannelse, som er rettet mod jobskabelse, der giver unge mulighed for at studere bæredygtig jordbrugsvidenskab med henblik på at udvikle en produktion af bedre kvalitet, som er bæredygtig og mere specialiseret, og dermed begrænse migrationen fra landet og mindske fattigdommen;

14.

understreger i denne forbindelse, hvor vigtigt det er, at landbrugerne ud over at dække deres egne behov for fødevarer genererer indkomster til uddannelse og investeringer;

15.

understreger, at det er afgørende at inddrage lokale landbrugsorganisationer i de forskellige faser af gennemførelsen af en landbrugspolitik i udviklingslandene, og at Den Europæiske Union derfor bør bestræbe sig på at styrke de lokale organisationer for at sikre, at lokalsamfundenes interesser varetages;

16.

er enig i, at EU’s bistandsprogrammer bør fokusere på bæredygtig fødevareproduktion i lille og mellemstor målestok som anbefalet i IAASTD’s rapport og på tilgange, der styrker biodiversitet, forebygger forringelse af frugtbar jord og fremmer lavt-eksternt-input-praksisser (LEI) og samtidig øger landbrugsproduktionen i udviklingslandene, hvilket kan opnås gennem bedre adgang for små og mellemstore landbrugere til lån og mikrokreditter med rimelige rentesatser og vilkår;

17.

mener, at EU bør bidrage til at fremme anvendelsen af såsæd fra lokale sorter, som er tilpasset de klimatiske forhold i udviklingslandene, og som let kan opbevares, handles og leveres til landbrugere, da de ikke er omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder;

18.

opfordrer EU og udviklingslandene til at udvikle fælles forsknings- og uddannelseskapacitet inden for bæredygtige dyrkningsmetoder og nye teknologier, navnlig gennem offentlig-private partnerskaber og joint ventures, herunder frembringelse af værdiforøgelse der, hvor indsamling af fødevarer og lagring finder sted, ved hjælp af indpakning og forarbejdning;

19.

insisterer på behovet for at styrke forskning med offentlige midler og at overføre know-how på området for bæredygtigt landbrug ved at fremme aktiviteter, der styrker de mindre landbrugeres stilling, når det gælder optimering af landbrugsudbyttet og tilpasning til de udfordringer, som klimaforandringerne og den øgede efterspørgsel efter ressourcer indebærer;

20.

opfordrer til etablering af mekanismer, der beskytter skove, oprindelige befolkninger, vådområder og traditionel landbrugspraksis i de eksporterende tredjelande;

21.

mener, at det i betragtning af den voksende befolkning i verden og det stigende pres på naturressourcerne er afgørende at etablere mere bæredygtige, energibesparende og effektive produktionsformer på verdensplan; kræver, at EU's og medlemsstaternes fordeling af bistanden knyttes til udviklingen af bæredygtige landbrugsproduktionssystemer, der er selvforsynende på energiområdet, og at en del af denne bistand bidrager til etablering af faciliteter til vedvarende energi (f.eks. vind- og solbaseret energi) og god vandforvaltning;

22.

understreger, at Den Europæiske Union i forbindelse med forhandlingerne i FN's klimafond bør arbejde for, at en væsentlig del af de midler, der tildeles udviklingslandene, rent faktisk anvendes til at styrke den lokale landbrugspolitik af hensyn til en socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling;

23.

understreger, at landbrugere med små bedrifter i udviklingslande, specielt kvinder, hvis de ikke blot skal blive bæredygtige, men også indfri deres produktionspotentiale, skal have større adgang til mikrokredit, herunder nonprofit-mikrokredit, til investering i forbedret såsæd, gødning og bedre vandingsmekanismer samt det nødvendige udvalg af afgrødebeskyttelsesredskaber til at beskytte deres høst mod skadedyr og sygdomme;

24.

fremhæver betydningen af at øge både ernæringsspecifikke og ernæringsfølsomme aktiviteter og politikker og en bedre afstemning af donorinterventionerne i denne sektor på lands- og EU-plan samt på internationalt plan;

25.

understreger behovet for at give mindre landbrugere i udviklingslandene bedre adgang til ejendomsret og give mindre ejere af fast landejendom mulighed for at dokumentere ejerskab og som sådan få sikkerhed for lån, der er nødvendige for at øge deres produktion;

26.

opfordrer Kommissionen til at støtte kapaciteten til forarbejdning af landbrugsfødevarer i partnerlandene med henblik på at mindske tab efter høsten, forlænge fødevarernes holdbarhed og udvikle bedre lagerfaciliteter for på den måde at forebygge tab på grund af fordærv, som i øjeblikket er meget stort i udviklingslandene verden over, forbedre adgangen til lokale markeder og skabe ordentligt arbejde for lokalbefolkningen; opfordrer EU og dets medlemsstater til at yde en stor indsats for at lette overførslen til udviklingslandene af teknologi, ekspertise og hjælp til kapacitetsopbygning;

27.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til tørre og halvtørre områder (ASAL), med særligt fokus på husdyrhold, da den største forsyning af kød til de mere urbaniserede områder kommer fra ASAL-regioner;

28.

minder om, at adgang til tilstrækkelig føde er en universel menneskerettighed; opfordrer indtrængende partnerlandene til at implementere FAO's vejledende retningslinjer om retten til føde;

29.

minder om, at udvikling af landbruget bør være baseret på retten til føde og retten til at producere fødevarer; insisterer på, at EU skal anerkende og forsvare nødvendigheden af, at udviklingslandene opnår fødevaresikkerhed (såvel i kvantitativ som i kvalitativ henseende), og deres ret til at være så selvforsynende som muligt; understreger i denne forbindelse, at EU har forpligtet sig til gradvis at udfase eksportsubsidierne samtidig med, at der træffes tilsvarende foranstaltninger af WTO-partnerne; understreger, at der samtidig er behov for at sikre, at den lokale befolkning i disse lande får lige adgang til fødevarer;

30.

minder om betydningen af begrebet fødevaresikkerhed defineret som et lands eller en regions evne til på demokratisk vis at gennemføre sine egne landbrugs- og fødevarepolitikker, -prioriteter og -strategier ved hjælp af en bæredygtig landbrugsmodel; minder om, at den nuværende produktionskapacitet i nogle udviklingslande muligvis ikke dækker behovet, og at opnåelse af langsigtet fødevaresikkerhed kræver reduktion af importafhængigheden gennem opbygning af denne indenlandske kapacitet;

31.

minder om betydningen af en tilgang til forvaltningen af fødevaresikkerhed, der omfatter en global ramme, som i højere grad fokuserer på fødevarepolitik ud over fødevarehjælp, samarbejde mellem donorer indbyrdes og mellem donorer og modtagere med øget lokalt partnerskab, samt den afgørende rolle, som modtagerlandenes politik spiller med hensyn til at tilvejebringe grundlæggende offentlige goder som f.eks. intern fred og investeringer i infrastruktur i landdistrikterne;

32.

glæder sig over beslutningen om at integrere ernæringsdimensionen i EU’s programmer; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en konkret meddelelse om denne dimension; opfordrer til, at ernæringsaspektet altid tages i betragtning i forbindelse med politikker om fødevaresikkerhed og indgreb i landbrugssektoren;

33.

opfordrer Kommissionen til at anerkende den afgørende rolle, kvinderne spiller for fødevare- og ernæringssikkerheden som landbrugere med små bedrifter, og til at investere i programmer, der særligt støtter dem; minder om, at kvinders betydning for opnåelse af ernæringssikkerhed for sig selv og deres børn endnu mangler at blive behørigt anerkendt, og derfor skal kvinders indkomstmuligheder sikres, og kendskabet til korrekt ernæring øges; fastholder, at EU's strategi også bør fokusere på gennemførelsen af aktioner til sikring af, at de mest sårbare, især i landområderne, kan drage fordel af mulighederne for en landbrugsfaglig uddannelse, ernæringsoplysning, et godt helbred og gode arbejdsvilkår samt et sikkerhedsnet, hvis der er behov for det;

34.

opfordrer Kommissionen og de internationale organisationer, som f.eks. FAO, til at fortsætte deres igangværende samråd med det globale civilsamfund og ikke-statslige aktører, navnlig med landbrugs-, fiskeri- og husdyravlsorganisationer, hvis involvering og bidrag er afgørende med henblik på at indføre særlige foranstaltninger til forbedring af fødevareproduktionen;

35.

mener på baggrund af FAO's befolkningsfremskrivninger, ifølge hvilke over halvdelen af befolkningen i udviklingslandene (ca. 3,5 milliarder mennesker) i 2025 vil leve i byområder, at en politik for støtte til havebrug i byerne kunne frembyde en vej ud af fattigdommen i betragtning af de lave startomkostninger, korte produktionscyklusser og store udbytte pr. anvendt tids-, jord- og vandenhed og kunne gøre de nye storbyer grønnere;

36.

opfordrer indtrængende EU til at støtte FN’s initiativ vedrørende social mindstebeskyttelse, hvilket vil bidrage til at opfylde fattige befolkningers basale fødevarebehov;

37.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fokusere på underernæring, især mødres og spædbørns underernæring, og til at indarbejde sunde og tværsektorielle ernæringsstrategier i sin udviklingspolitik;

38.

fremhæver erklæringen fra FN's særlige rapportør om retten til mad om, at landbrugernes deltagelse er afgørende for, at den agroøkologiske praksis kan lykkes, og tilskynder landbrugerne til fortsat læring; opfordrer derfor fødevareproducenter i udviklingslandene til at engagere sig i globale og lokale ngo'er og andelsselskaber inden for landbruget;

39.

anmoder Kommissionen og Rådet om at fremme og arbejde hen imod gennemførelse af innovative finansielle instrumenter, som f.eks. en international skat på finansielle transaktioner; minder om, at disse instrumenter bør være et supplement til FN's mål på 0,7 % af BNI afsat til udviklingssamarbejde; fremhæver samtidig behovet for, at udviklingslandene optrapper deres egne bestræbelser på skatteområdet, hovedsageligt med hensyn til skatteopkrævning og bekæmpelse af skatteunddragelse;

40.

udtrykker bekymring over, at 2008, som var året for den globale fødevarekrise, samtidig var året med verdenshistoriens største hvedeproduktion, og understreger på denne baggrund den negative rolle, som spekulation spiller i forbindelse med råvareprisindekserne;

41.

henleder opmærksomheden på de strukturelle årsager til prisudsving og understreger på det kraftigste, at spekulation i derivater af essentielle føderåvarer har forværret prisudsvingene væsentligt; tilslutter sig konklusionerne fra FN’s særlige rapportør om retten til mad vedrørende den rolle, store investorer spiller med hensyn til at påvirke prisindekserne for råvarer;

42.

understreger, at et væld af andre uforudsigelige faktorer i den seneste tid også har haft negativ indvirkning på stabiliteten på fødevaremarkederne, herunder katastrofen i Japan, en hidtil uset bølge af politisk uro omfattende mange lande i Nordafrika og Nærøsten, endnu en kraftig forhøjelse af oliepriserne samt langvarig usikkerhed på de finansielle markeder og i den globale økonomi har alt sammen haft betydning;

43.

mener, at finansspekulation og øget liberalisering af de finansielle markeder samt handel med landbrugsprodukter i høj grad bidrager til ustabile priser, og at der er behov for lovgivningsmæssige mekanismer for at sikre en vis grad af stabilitet på markedet; mener, at markedsgennemsigtigheden bør forbedres for at sikre rimelige indkomster for landbrugerne og en levedygtig landbrugssektor, der kan garantere fødevaresikkerheden; opfordrer navnlig til, at det klart fastslås, hvilke aktører der er involveret i handelen med fødevarer, og at der foretages en tilbundsgående analyse af formidlingssystemerne for spekulation i fødevareprodukter på de lokale markeder og på verdensmarkedet;

44.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger til effektivt at tackle finansiel spekulation i korn og fødevarer;

45.

mener, at råvarederivater adskiller sig fra andre finansielle derivater, og at adgangen til dette marked bør reguleres bedre;

46.

mener, at Den Europæiske Union bør tage skridt til at genoprette de internationale fødevarelagre, der efter at have nået deres laveste niveau nogen sinde i 2007 har bidraget til spekulation, hvilket har påvirket verdenshandelspriserne på landbrugsvarer og har haft meget alvorlige følger i udviklingslandene;

47.

opfordrer til en stigning i samt bedre forvaltning og lagring af fysiske korn- og fødevarelagre på nationalt og regionalt plan og en styrkelse af international koordinering og kontrol, hvorved udsving i fødevarepriserne imødegås, og der skabes grobund for en bedre og hurtigere reaktion på fødevarekriser;

48.

udtrykker dyb bekymring over de storstilede jorderhvervelser, der i øjeblikket foretages i udviklingslandene af udenlandske investorer, som er til skade for lokale landbrugere med små og mellemstore bedrifter og for lokal, regional og national fødevaresikkerhed; opfordrer derfor EU til at tilskynde regeringerne i udviklingslandene til at give tilsagn om jordreformer for at sikre retten til jord for indfødte landbrugere og små og mellemstore landbrugere, navnlig kvinder og forhindre virksomheders opkøb af landbrugsjord;

49.

understreger, at jorden skal være tilgængelig for alle, og at det er nødvendigt at styrke de små lokale landbrugeres jord-, forpagtnings- og brugsrettigheder og de lokale samfunds adgang til naturressourcer med henblik på at forebygge yderligere opkøb af landbrugsjord, som i visse områder af verden, især i Afrika, allerede finder sted i alarmerende grad;

50.

håber, at europæiske bistands- og handlingsprogrammer vil drage størst mulig nytte af lokale landbrugeres viden om fødevareproduktion;

51.

tilskynder til vedtagelse af FAO’s vejledende retningslinjer om erhvervelse af jord og sikring af deres deltagerorienterede gennemførelse, men opfordrer samtidig til strenge, bindende nationale og internationale bestemmelser om erhvervelse af jord; understreger, at kontraktforhandlinger bør gøres gennemsigtige, således at parlamenter og udvalgte repræsentanter for lokale og regionale myndigheder får mulighed for at deltage efter høring af civilsamfundet;

52.

anser det for nødvendigt at sikre, at lokalsamfundene og de lokale institutioner tildeles beslutningsbeføjelser og forhandlingskapacitet, således at de kan skabe udviklingsmuligheder for det lokale landbrug; foreslår, at der udarbejdes en adfærdskodeks for kraftigt at opfordre investorerne til at investere i øget produktivitet i landbruget og forbedring af lokalbefolkningernes levevilkår;

53.

henleder opmærksomheden på udenlandske investorers erhvervelse ikke blot af jord, men også af fiskerilicenser; understreger behovet for gennemsigtighed og mulighed for deltagelse i kontraktforhandlingerne for nationale parlamenter og civilsamfundet tillige med behovet for at lave en liste over indgåede aftaler til fri offentlig anvendelse;

54.

opfordrer til, at der etableres mekanismer, som forebygger, at lokale landbrugere og deres evne til at producere fødevarer til lokalbefolkningen udkonkurreres;

55.

minder Kommissionen og partnerlandene om de positive effekter af agroøkologiske produktionssystemer for afbødningen af klimaforandringer, og at langfristet fødevaresikkerhed beror på, at man beskæftiger sig med produktionens indvirkning på miljøet, således at naturressourcerne og fødevareforsyningerne beskyttes; understreger imidlertid, at hovedformålet med landbrugsstøtte til regioner med akut fødevaremangel eller hungersnød må være at øge fødevareproduktionen og adgangen til fødevarer;

56.

glæder sig over G20-landenes bestræbelser på at tackle prisudsving og fødevaresikkerhed;

57.

udtrykker dyb bekymring med hensyn til nedbrydelsen af naturressourcer og opretholdelsen af effektive betingelser for landbrugsproduktion, herunder jordkvalitet, adgang til vand og forebyggelse af miljøforurening; fastholder, at alle aktører, især landbrugere, lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer, bør spille en væsentlig rolle i udviklingen af en bæredygtig strategi for landbrugsudviklingen;

58.

mener ikke, at fødevaresikkerheden bør bringes i fare gennem udvikling af agrobrændstoffer; opfordrer derfor til en afbalanceret tilgang, hvor man prioriterer den nye generation af agrobrændstoffer, hvortil der anvendes affald fra land- og skovbrug (halm og andet affald fra afgrøder, dyregødning, biogas m.v.) i stedet for fødevareafgrøder, for at det kan forhindres, at der opstår en situation med konkurrence mellem fødevare- og energiproduktion; mener også, at EU bør sikre sig, at agrobrændstoffer importeret fra udviklingslande lever op til bæredygtighedskriterier;

59.

opfordrer indtrængende til indførelse af et mere globalt perspektiv i udarbejdelsen af den fælles landbrugspolitik for tiden efter 2013, som skal holde sig til princippet om ikke at gøre skade på fødevaremarkederne i udviklingslandene;

60.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en konsekvensanalyse af den fælles landbrugspolitik, der skal analysere dens eksterne indvirkning på fødevaremarkederne og fødevaresikkerheden i udviklingslandene;

61.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge problemet med spild af fødevarer i EU, da op til 40 % af de til rådighed værende fødevarer, herunder fødevarer produceret i udviklingslande og eksporteret til EU, formodes at blive smidt i skraldespanden, og at foreslå effektive foranstaltninger til løsning af problemet og forbedring af forbrugsmønstrene;

62.

opfordrer til en total udfasning af eksportstøtte;

63.

fastholder, at Kommissionen skal sikre, at den eksterne dimension af den aktuelle reform af den fælles fiskeripolitik bliver tilpasset EU's udviklingspolitikker;

64.

anmoder Kommissionen om at sikre, at FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri overholdes i lande, hvor EU har partnerskabsaftaler om fiskeri, især med hensyn til anbefalingen om at give præferenceadgang til ressourcer for lokale småfiskere;

65.

understreger, at fiskerisektoren i mange lande er af afgørende betydning for beskæftigelsen og fødevaresikkerheden, hvorfor alle udviklingslande bør være berettiget til sektorstøtte fra EU til udvikling af deres egen bæredygtige fiskeriindustri, forskning, kontrol og retshåndhævelse til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri;

66.

opfordrer til reformer, som vil udvide udviklingslandenes muligheder for markedsadgang og for at kunne agere konkurrencedygtigt på deres egne nationale og regionale markeder;

67.

minder om, at Den Europæiske Union bør sikre, at der er størst mulig sammenhæng mellem samarbejds- og udviklingspolitikken og handelspolitikken, under hensyntagen til de behov og problemer, der findes i såvel EU's medlemsstater som i udviklingslandene;

68.

mener, at EU bør støtte regional integration og bæredygtig udvikling af lokale markeder for landbrugsfødevarer i udviklingslandene og navnlig regionale handelsaftaler til fremme af udviklingen af leve- og bæredygtig produktion og forarbejdningskapacitet på lokalt plan og bør afsætte en væsentlig del af sin udviklingsbistand til dette formål;

69.

gentager sin bekymring over EU’s handelsstrategi, der ikke altid tilvejebringer en udviklingsvenlig tilgang; opfordrer derfor til fair og udviklingsvenlige handelsaftaler, idet disse er en essentiel bestanddel af indsatsen for den globale fødevaresikkerhed;

70.

minder om, at fødevaresikkerhed kræver sammenhængskraft og koordination af forskellige sektorspecifikke politikker på EU-plan, nemlig udviklingspolitikken, den fælles landbrugspolitik, energipolitikken og forskningsprogrammerne;

71.

mener, at Kommissionen bør støtte dyrkningen af proteinafgrøder i Den Europæiske Union for at sikre, at EU bliver mere uafhængig på dette område, hvilket vil bidrage til en diversificering af landbruget i udviklingslandene, hvis landbrugspolitik ofte er afpasset udelukkende efter eksport og adgang til eksterne markeder, hvilket indvirker negativt på lokalbefolkningens velfærd og behov;

72.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fokusere på udviklingsanliggender i forbindelse med de igangværende ØPA-drøftelser, at give udviklingslandene plads til at manøvrere med hensyn til handelsregler og navnlig anvende beskyttelsesklausuler for at opnå endogen, bæredygtig udvikling af den økonomiske kapacitet i udviklingslandene; minder om, at udviklingslandenes brug af eksportrestriktioner og beskyttelse af ny industri er udviklingsredskaber, som kan anvendes til fremme af lokal produktion of fødevaresikkerhed; kræver, at Kommissionen indtager en stærk, udviklingsvenlig holdning i WTO-forhandlingerne; opfordrer Kommissionen til at anvende en menneskerettighedsbaseret tilgang til internationale handelsdrøftelser og til at anvende "menneskerettighedskonsekvensanalyser" i forbindelse med aftaler med tredjelande;

73.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte en behovsbaseret konvention, hvor niveauet af donorernes forpligtelser med hensyn til fødevarebistand er knyttet til menneskers behov og garanterede lokale indkøbsmængder i modtagerlandene;

74.

udtrykker dyb bekymring over manglen på gennemsigtighed, oplysninger og deltagelse af relevante aktører i de igangværende FAC-forhandlinger;

75.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.