This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012AE1297
Opinion of the European Economic and Social Committee on the ‘Proposal for a Regulation of the European Parliament and of the Council laying down the Union Customs Code (recast)’ COM(2012) 64 final — 2012/0027 (COD)
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-toldkodeksen (omarbejdning) — COM(2012) 64 final — 2012/0027 (COD)
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-toldkodeksen (omarbejdning) — COM(2012) 64 final — 2012/0027 (COD)
EUT C 229 af 31.7.2012, p. 68–71
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
31.7.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 229/68 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-toldkodeksen (omarbejdning)
COM(2012) 64 final — 2012/0027 (COD)
2012/C 229/13
Ordfører uden studiegruppe: Antonello PEZZINI
Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 7. marts 2012 og den 13. marts 2012 under henvisning til artikel 33, 114 og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:
»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-toldkodeksen (omarbejdning)«
COM(2012) 64 final — 2012/0027 (COD).
Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 8. maj 2012.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 481. plenarforsamling den 23.-24. maj 2012, mødet den 23. maj, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 3 imod og 3 hverken for eller imod:
1. Konklusioner og anbefalinger
1.1 Udvalget mener, at en effektiv toldunion er en uomgængelig forudsætning for den europæiske integrationsproces for at sikre en effektiv, sikker og gennemsigtig fri bevægelighed for varer med størst mulig beskyttelse af forbrugerne og miljøet og en effektiv og ensartet bekæmpelse i hele EU af svig og varemærkeforfalskning.
1.2 Udvalget anmoder derfor om, at der føres én samlet toldpolitik baseret på ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer, som kan bidrage til EU's økonomiske konkurrenceevne på globalt plan, og som kan beskytte den intellektuelle ejendomsret samt de europæiske virksomheders og forbrugeres rettigheder og sikkerhed.
1.3 På denne baggrund glæder udvalget sig over, at Kommissionen har vedtaget forslaget til forordning om omarbejdning af forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008, og håber, at der vil være sikkerhed for realistiske frister, ensartede fortolkninger, omfattende information og uddannelse samt tildeling af passende finansielle midler fra medlemsstaterne og EU.
1.4 EØSU tilslutter sig naturligvis tilpasningen af kodeksen til Lissabontraktaten med hensyn til delegering af beføjelser og overdragelse af gennemførelsesbeføjelser med respekt for den rimelige balance, der er opnået mellem Parlamentet og Rådet, idet begge institutioner stilles lige for så vidt angår delegerede retsakter.
1.5 Udvalget anser det også for nødvendigt og vigtigt at træffe foranstaltninger til modernisering, såsom forenkling af toldlovgivningen og indkøring af kompatible it-systemer inden for toldvæsnet, hvilket vil bidrage til en lettelse af handelspraksis og en bedre koordinering af indsatsen på områderne prævention og retsforfølgelse.
1.6 EØSU er bekymret over, at mulighederne for forskellige nationale fortolkninger af EU's toldlovgivning kan påføre virksomhederne – især de mindre – store administrative byrder, hvilket vil gå ud over den europæiske konkurrenceevne.
1.7 Derfor bakker EØSU kraftigt op om proceduren for centraliseret toldbehandling med anvendelse af egnede elektroniske systemer; systematisk anvendelse af standardiserede arbejdsmetoder; modellering af forretningsprocesserne; udbredelse af alle initiativerne vedrørende e-told og – som et eksperiment – oprettelse af en europæisk Task force for hurtig indgriben til støtte for innovative processer.
1.8 Udvalget erkender, at det er hensigtsmæssigt at udsætte gennemførelsen af kodeksen for at give tid til at udvikle harmoniserede elektroniske systemer og forbedre tilrettelæggelsen af toldprocedurerne ved Den Europæiske Unions ydre grænser, men navnlig for at kunne informere og uddanne de menneskelige ressourcer, hvilket vil være til gavn for den internationale handel og gnidningsfrie bevægelighed for personer og varer.
1.9 Efter EØSU's mening er der brug for et tættere samarbejde mellem toldadministrationer, markedstilsynsmyndigheder, Kommissionens tjenestegrene og de europæiske agenturer med henblik på større kontrol med kvaliteten af de varer, der slipper ind over grænserne.
1.10 Udvalget understreger vigtigheden af at forbedre tjenesternes kvalitet til glæde for de økonomiske aktører og andre berørte parter og anbefaler Kommissionen til gennem konkrete fordele og forenklede procedurer at tilskynde aktørerne til at ansøge om status som autoriseret økonomisk operatør.
1.11 Udvalget understreger nødvendigheden af at tilbyde toldembedsmændene, de økonomiske aktører og speditørerne passende oplysning og fælles uddannelse for at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af reglerne og større beskyttelse af forbrugerne, bl.a. ved at oprette Jean Monet-professorater i EU-toldlovgivningen i tæt samarbejde med universiteter og forskningscentre i hele EU.
1.12 Udvalget er overbevist om nødvendigheden af at trække på de enkelte medlemsstaters kapacitet og kompetencer med det mål at få oprettet en europæisk skole for videregående toldstudier, som kan højne toldpersonalets kvalifikationer og på sigt få etableret et fælles europæisk toldvæsen.
2. Den nuværende situation
2.1 Toldmyndighederne spiller en vigtig rolle ved at garantere sikkerhed, beskytte forbrugerne og miljøet, sikre en fuldstændig skatteinddrivelse, styrke bekæmpelsen af svig og korruption samt sikre håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Indførelsen til EU af varemærkeforfalskede varer indebærer tab af indtægter, krænker de intellektuelle ejendomsrettigheder og medfører alvorlige risici for de europæiske forbrugeres sikkerhed og sundhed.
2.2 EF-toldkodeksen fra 1992, som stadig er i kraft, er baseret på procedurer, som ofte benytter papirdokumenter, selv om elektronisk toldbehandling for længst er indført via nationale datamatiserede systemer, uden at der dog er et EU-krav om at bruge et sådant system.
2.3 Toldmyndighedernes rolle er i mellemtiden blevet udvidet som følge af de øgede handelsstrømme og andre faktorer i tilknytning til produktsikkerhed og nye informationsteknologier, som har gjort det indre marked mere konkurrencedygtigt ikke mindst takket være de ændringer, der blev indført med Lissabontraktaten.
2.4 I 2008 blev den moderniserede toldkodeks (1) vedtaget for at kunne varetage de større handelsstrømme, den nye risikostyring, beskyttelsen af den lovlige handel og dens sikkerhed og for at skabe et fælles informatikmiljø for toldvæsenet og for handelen.
2.5 Bestemmelserne i den moderniserede toldkodeks er trådt i kraft, men for at de kan finde reel anvendelse kræves der gennemførelsesbestemmelser, som efter planen skulle vedtages senest den 24. juni 2013. Denne frist kan dog ikke overholdes af tekniske og praktiske grunde og på grund af de juridiske, it-mæssige og operationelle aspekters kompleksitet.
2.6 EØSU har i sine udtalelser om dette emne allerede påpeget, »at disse tidsfrister … er lidt optimistiske« (2) og gjort opmærksom på, at »der i mangel af en gennemførelsesforordning, som Kommissionen i øvrigt har beføjelserne til at udarbejde, indtil videre henstår en vis usikkerhed vedrørende visse regler« (3). EØSU er dog stadig af den opfattelse, at »toldunionen, som har været spydspidsen for den europæiske økonomiske integration, ikke uden at lide skade i dag kan sakke bagud i forhold til den internationale handelsverden« (4).
2.7 Hvad angår de finansielle ressourcer gentager udvalget sin holdning i den nylige udtalelse om forslaget til handlingsprogram for told og beskatning i Den Europæiske Union for perioden 2014-2020 (FISCUS) (5). Dette bør dog som EØSU allerede ved flere lejligheder (6) har nævnt blot være begyndelsen til et struktureret samarbejde mellem alle nationale og europæiske agenturer, som deltager i bekæmpelsen af svig og finansiel kriminalitet: hvidvaskning af penge, organiseret kriminalitet, terrorisme, smugleri osv.
2.8 I øvrigt mener udvalget, at eftersom der i disse år er udviklet to programmer: Told 2013 og Fiscalis 2013, som har fulgt to separate forløb og nu er samlet i ét program (FISCUS), er det nødvendigt at fastholde»det vigtigste positive aspekt af et sådant program«, som »er den betydning, den menneskelige faktor tillægges«:
— |
»Det må sikres, at de nationale told- og skattemyndigheder har de rette redskaber til at tackle udfordringerne i det næste årti. |
— |
Told- og skattevæsenet må kunne benytte sig af et moderne og effektivt it-system, som bl.a. omfatter den moderniserede toldkodeks. |
— |
Udvalget efterlyser grundigere analyser af virkningerne for EU's og medlemsstaternes offentlige budgetter« (7). |
2.9 For at gennemføre moderniseringen af toldsektoren må der stilles de finansielle midler til rådighed, som er nødvendige for toldvæsenets procedurer og arbejdsgange, især til indførelse af elektroniske systemer og uddannelse af toldpersonalet.
2.10 De strategiske mål for de nye forslag til forordning er de samme som for forordning (EF) nr. 450/2008, som nu bliver omarbejdet; der er altså tale om mål, som er i fuld overensstemmelse med de eksisterende politikker for handel med varer, der føres ind i og ud af Den Europæiske Union: Udvalget har allerede udtalt sig om disse mål (8).
2.11 Europa-Parlamentet har i en betænkning af 1. december 2011 udtalt sig om moderniseringen af toldvæsenet (9) og har set nærmere på problemerne vedrørende: strategien for toldvæsenet; redskaberne til sikring af konkurrenceevnen og risikohåndtering; princippet om ét enkelt kontaktpunkt; harmoniseringen af kontrolsystemerne og sanktionerne; procedureforenklinger; beskyttelse af finansielle interesser og af intellektuelle ejendomsrettigheder samt øget samarbejde.
2.12 Kommissionen har på sin side i sin rapport om udviklingsstrategien for toldunionen (10) understreget, at der er behov for:
— |
En bredere strategisk tilgang til samarbejde med andre instanser og internationale partnere inden for sikkerhed, sundhed, sikring og miljø. |
— |
Forbedring og ajourføring af forvaltningen, både med hensyn til strukturer og arbejdsmetoder, navnlig gennem en udvikling mod en mere forretningsorienteret tilgang til processerne i toldunionen. |
— |
Deling og pooling af kapaciteter og kompetencer mellem medlemsstaterne og Kommissionen for at forbedre nyttevirkning og ensartethed og opnå stordriftsfordele, som led i FISCUS-programmet. |
— |
Fastlæggelse af et grundlag for måling og vurdering af resultater (resultater såvel som output) for at sikre, at toldunionen opfylder sine mål, og for at identificere efterslæb eller mangler. |
2.13 Rådet har på sin side i dets resolution af 13. december 2011 (11) erklæret, at det er enigt om at udforme en strategi for det fremtidige samarbejde for at fastlægge, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at fremme toldsamarbejdet og samarbejdet med andre retshåndhævende myndigheder yderligere samt styrke toldmyndighedernes rolle som den førende myndighed for kontrol med varebevægelser inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, med det formål at opnå en mere effektiv beskyttelse af EU's borgere.
3. Kommissionens forslag
3.1 Kommissionen foreslår at erstatte forordning (EF) nr. 450/2008 (moderniseret toldkodeks) med en omarbejdet forordning, hvorved den blandt andet:
— |
tilpasses til Lissabontraktaten, |
— |
tilpasses til de praktiske aspekter og udviklingen i toldlovgivningen og på andre politikområder, der er relevante for varebevægelserne mellem EU og tredjelande, og |
— |
giver tilstrækkelig tid til udviklingen af de ledsagende it-systemer. |
3.2 Omarbejdningen af forordning (EF) nr. 450/2008 vil indebære, at lovgivningen stemmer bedre overens med forretningspraksis og støttes af en optimal struktur og planlægning af it-udviklingen, samtidig med at alle fordelene i den forordning, der er genstand for forslaget om omarbejdning, dvs. forenkling af de administrative procedurer for de offentlige myndigheder (EU-myndigheder eller nationale myndigheder) og erhvervslivet, bevares.
4. Generelle bemærkninger
4.1 Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har vedtaget forslaget til forordning om omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om den moderniserede EF-toldkodeks.
4.2 Udvalget vil dog i sin positive modtagelse af dette nye forslag samtidigt understrege, at det bør skabe sikkerhed for:
— |
realistiske frister for iværksættelsen af gennemførelsesbestemmelserne for at undgå flere omarbejdninger og udsættelser; |
— |
ensartede fortolkninger af toldlovgivningen i EU, der bør optræde som én samlet administration med henblik på etableringen af et fælles europæisk toldvæsen; |
— |
samme kontrolindsats og ensartet behandling af aktørerne på et hvilket som helst toldsted i EU med standardiserede kontrolprocedurer, optimering af de enkelte kontaktpunkter og lettere adgang til status som autoriseret økonomisk operatør; |
— |
omfattende information af alle berørte aktører for at sikre en homogen og ensartet anvendelse af de nye regler og elektroniske procedurer på grundlag af fælles standarder, som kan sikre fuld kompatibilitet; |
— |
en kvalitetspræget uddannelse af de menneskelige ressourcer og aktørerne med anvendelse af platforme og europæiske standarder for at øge graden af professionalisme og ansvarlighed ledsaget af passende tilsyn på grundlag af europæiske kvalitetsparametre; |
— |
tildeling af passende finansielle midler fra medlemsstaterne og EU gennem iværksættelse af specifikke programmer såsom FISCUS, EU-programmer for efter- og videreuddannelse, herunder blandt andet sprogkurser og kurser i ikt samt Jean Monnet-professorater; |
— |
deling og pooling af kapaciteter og kompetencer mellem medlemsstaterne og på europæisk plan med det mål at få oprettet en europæisk skole for videregående toldstudier, som kan højne toldpersonalets kvalifikationer. |
4.3 Udvalget mener, at ovennævnte punkter er særligt vigtige i forbindelse med uddannelsen og de fælles initiativer på it-området for at sikre høje standarder for interoperabilitet mellem toldsystemerne og et fælles europæisk toldkorps med høje kvalifikationer samt ensartede arbejdsmetoder.
4.4 De betydelige midler, der allerede er investeret i indførelsen af interoperable elektroniske toldsystemer har endnu ikke udjævnet forskellene mht. toldregler og anvendelsen af dataene: man må udnytte de nuværende frister i Kommissionens forslag til at gøre en mere ihærdig harmoniseringsindsats og til at oprette et »europæisk toldkorps«, som kan danne grundlaget for det mål, som udvalget varmt anbefaler, nemlig skabelsen af et fælles europæisk toldvæsen.
4.4.1 Med henblik på en ensartet anvendelse af den nye forordning foreslår EØSU, at der som et eksperiment oprettes en europæisk task force for hurtig indgriben, som kan understøtte toldstedernes kvalificerede og intensive arbejde, især ved de ydre grænser.
4.5 EØSU understreger som tidligere nævnt, at »fælles toldadministration bør være et af Unionens langsigtede mål. Fælles administration vil indebære fordele i form af forenkling, pålidelighed og færre omkostninger for ikke at tale om muligheden for sammenkobling med andre systemer i EU og tredjelandene« (12).
4.6 Udvalget understreger betydningen af at råde over ajourførte retningslinjer for importkontrollen og vedrørende produktsikkerhed samt en offentlig database om farlige produkter, som er blevet opsnappet ved toldstederne.
4.7 Kommissionen bør tage hensyn til de bemærkninger, som EØSU fremsatte i sin udtalelse af 13. december 2007 om fælles rammer for markedsføring af produkter (13), hvori det pegede på nødvendigheden af at koordinere og styrke markedsovervågningen.
4.8 Hvad angår den retlige beskyttelse af EU’s marked bør lovgivningen udvikle sig i retning af nye systemer, som giver mulighed for at fastslå produkternes oprindelse og garantere deres sporbarhed for at forbedre forbrugeroplysningen og styrke forebyggelsen af uregelmæssigheder og svig i toldsektoren.
Bruxelles, den 23. maj 2012
Staffan NILSSON
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) Jf. EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1.
(2) Jf. EUT C 318 af 23.12.2006, s. 47.
(3) Jf. EUT C 309 af 16.12.2006, s. 22.
(4) Jf. EUT C 324 af 30.12.2006, s. 78.
(5) Jf. EØSU's udtalelse EUT C 143 af 22.5.2012, s. 48.
(6) Jf. EØSU's udtalelser om bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift, EUT C 347 af 18.12.2010, s. 73; fremme af god politik og forvaltning på skatteområdet, EUT C 255 af 22.9.2010, s. 61; afgiftssvig i forbindelse med import, EUT C 277 af 17.11.2009, s. 112; »inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger« og »administrativt samarbejde på beskatningsområdet«, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 120.
(7) Se fodnote 5.
(8) Se fodnote 2.
(9) Jf. Resolution EP 1.12.2011 (2011/2083/INI).
(10) Jf. COM(2011) 922 final af 20.12.2011.
(11) Jf. EUT C 5 af 7.1.2012, s. 1.
(12) EUT C 318 af 13.9.2006, s. 47.
(13) EUT C 120 af 16.5.2008, s. 1.