This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62012CN0070
Case C-70/12 P: Appeal brought on 10 February 2012 by Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV, Quinn Plastics GmbH against the judgment of the General Court (Third Chamber) delivered on 30 November 2011 in Case T-208/06: Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV, Quinn Plastics GmbH v European Commission
Sag C-70/12 P: Appel iværksat den 10. februar 2012 af Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. november 2011 i sag T-208/06, Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH mod Europa-Kommissionen
Sag C-70/12 P: Appel iværksat den 10. februar 2012 af Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. november 2011 i sag T-208/06, Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH mod Europa-Kommissionen
EUT C 165 af 9.6.2012, p. 8–9
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
9.6.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 165/8 |
Appel iværksat den 10. februar 2012 af Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. november 2011 i sag T-208/06, Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH mod Europa-Kommissionen
(Sag C-70/12 P)
2012/C 165/14
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH (ved advocaat F. Wijckmans og avocate M. Visser)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
|
— |
Principialt: Rettens dom ophæves for så vidt som den fastslår, at appellanterne har tilsidesat artikel 101 TEUF, og for så vidt som den derfor ikke annullerede beslutningens artikel 1 med hensyn til appellanterne. |
|
— |
Subsidiært: Rettens dom ophæves, for så vidt som den inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret kun har nedsat bødens udgangsbeløb med 10 % og ikke har annulleret den del af beslutningen, der medtog forhøjelsen som følge af overtrædelsens varighed i bødeberegningen. |
|
— |
Subsidiært: Rettens dom ophæves, for så vidt som den ikke annullerer den del af beslutningen, der begrænser nedsættelsen af bødens grundbeløb til 25 % på grund af ulig behandling, og der fastsættes inden for rammerne af Rettens fulde prøvelsesret en højere procentdel, der korrekt afspejler, at appellanterne ikke er ansvarlige for de led i kartellet, der vedrører sammensætninger til støbning af PMMA og sanitetsvarer af PMMA, hvorved det sikres, at en sådan større nedsættelse er i overensstemmelse med det generelle proportionalitetsprincip. |
|
— |
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH har nedlagt påstand om, at Rettens dom af 30. november 2011 i sag T-208/06, Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH mod Europa-Kommissionen ophæves i det i appelskriftet anførte omfang. Rettens dom vedrører et påstået kartel, der består af en række konkurrencebegrænsende aftaler og former for samordnet praksis i methacrylat-industrien (Kommissionens beslutning K(2006) 2098 endelig af 31. maj 2006 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.645 — Mhacrylater). Dommen fastslår, at Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH har tilsidesat artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved at deltage i række aftaler og former for samordnet praksis, der vedrører faste plader af polymethyl-methacrylat, og dommen holder disse selskaber ansvarlige for deltagelsen i kartellet i perioden fra april 1998 til slutningen af oktober 1998 og fra den 24. februar 2000 til den 21. august 2000.
Quinn Barlo Ltd, Quinn Plastics NV og Quinn Plastics GmbH har fremført tre anbringender til støtte for deres appel.
Det første og principale anbringende vedrører den omstændighed, at Retten har foretaget en ukorrekt anvendelse af EU-retten ved at konkludere, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og/eller har begået en retlig fejl hvad angår anvendelsen af artikel 2 i forordning nr. 1/2003 (1). Kommissionen og Retten har begge anlagt det juridiske synspunkt, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF, ved at anvende et retligt kriterium, der består af i) beviset for appellantens deltagelse i de fire møder, ii) manglende bevis for sagsøgernes offentlige afstandtagen fra indholdet af disse møder. Kommissionen og Retten har ved at anvende denne fremgangsmåde begge set bort fra de objektive og ikke-omtvistede hensyn, der godtgør, at dette kriterium ikke var hensigtsmæssigt og under alle omstændigheder utilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at appellanterne har tilsidesat artikel 101 TEUF. Ved at basere sig på dette kriterium har Kommissionen og Retten følgelig ikke overholdt artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og har ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF.
Det andet anbringende består af to led. Med det andet subsidiære anbringendes første led kritiseres det forhold, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke har overholdt det generelle princip om uskyldsformodning, da den korrigerede Kommissionens vurdering af varigheden af den påståede tilsidesættelse. På grund af den generelle uskyldsformodning kunne Retten ikke forlænge varigheden af den første periode for den påståede deltagelse udover tidspunktet for det andet møde. Det andet subsidiære anbringendes andet led vedrører den omstændighed, at Rettens afgørelse om inden for rammerne af dens fulde prøvelsesret at forhøje udgangsbeløbet med 10 % udgør en retlig fejl, da en sådan afgørelse ikke overholder de generelle principper om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandling. På baggrund af det andet anbringendes to led har Retten tilsidesat artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003.
Det tredje og principale anbringende vedrører den omstændighed, at Retten har foretaget en fejlagtig retsanvendelse, idet den har fastholdt nedsættelsen på 25 % i forhold til grundbeløbet og ikke har tildelt en yderligere nedsættelse. Ved denne fremgangsmåde har Retten tilsidesat artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og proportionalitetsprincippet.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).