Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012XC0222(01)

Meddelelse om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af visse stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT C 52 af 22.2.2012, p. 4–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

22.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 52/4


Meddelelse om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af visse stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, med oprindelse i Folkerepublikken Kina

2012/C 52/05

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), hvori det hævdes, at visse stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, med oprindelse i Folkerepublikken Kina importeres til subsidierede priser og derved forvolder EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 9. januar 2012 af Eurofer (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for størstedelen, i dette tilfælde over 70 %, af den samlede produktion i Unionen af visse stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale.

2.   Den undersøgte vare

Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er visse stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, dvs. fladvalsede produkter af ulegeret og legeret stål (ikke rustfrit stål), der er malet, lakeret eller overtrukket med plast på mindst én side, undtagen såkaldte »sandwichpaneler« af den art, der anvendes til bygninger og består af to ydre metalplader med en stabiliserende kerne af isoleringsmateriale mellem dem, og undtagen varer med afsluttende overfladebehandling med zinkstøv (zinkholdig maling med et indhold af zink på 70 vægtprocent eller derover) (»den undersøgte vare«).

3.   Påstand om subsidiering

Den vare, der angiveligt subsidieres, er den undersøgte vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land«), som for øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7210 70 80, ex 7212 40 80, ex 7225 99 00, ex 7226 99 70. KN-koderne angives kun til orientering.

Klageren påstår, at producenterne af den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land har nydt godt af en række subsidier fra regeringen i Folkerepublikken Kina.

Klageren påstår desuden, at subsidierne bl.a. består af fritagelser fra indkomstskat og andre direkte skatter (f.eks. indkomstskattenedsættelser for køb af udstyr produceret på hjemmemarkedet, præferenceskatteordninger for virksomheder, der anvender højteknologi eller ny teknologi, skatteordninger for fradrag af FoU-udgifter, skattelettelser for virksomheder, der har omfattende ressourceforbrug, skattenedsættelser for indkøb af særligt udstyr, præferenceskattepolitik og reducerede lokale skatter for virksomheder i særlige regioner, indkomstskattefritagelse for investeringer i fornyelse af hjemlig teknologi, skattefritagelse af dividende mellem kvalificerede kinesiske virksomheder) fritagelser for indirekte skatter og afgifter (f.eks. momsnedsættelse på anlægsaktiver), præferencelån og rentesubsidier (f.eks. policy-lån, eftergivelse af lån og renter, finansielle garantier inden for en gruppe af virksomheder), aktieprogrammer (f.eks. ombytning af gæld til aktier, kapitalindskud, ubetalte dividender), statslig levering af varer mod utilstrækkeligt vederlag (f.eks. brugsrettigheder til jord, vand, elektricitet, råvarer), statsligt køb af varer til over markedspriser, præferenceskattesatser for virksomheder med udenlandsk kapital (f.eks. nedsættelse af eller fritagelser for indkomstskat under programmet »to år gratis, tre år 50 %«, nedsættelse af eller fritagelser for lokale skatter, skattelettelser, momsrefusioner for køb af varer produceret på hjemmemarkedet, fritagelse fra importtold og moms for virksomheder med udenlandsk kapital og visse hjemlige virksomheder, der anvender importeret udstyr i tilskyndede industrier), tilskudsordninger (f.eks. China World Top Brand Programme, ordninger for kendte mærker i Chongqing, Hubei-provinsen, Ma'anshan, Shandong-provinsen og Wuhan) samt regionale programmer til fordel for stålindustrien (ydet af de regionale myndigheder i Tianjin, North East-regionen, Jiangsu-provinsen, Hebei-provinsen).

Klageren påstår endvidere, at ovennævnte ordninger er subsidier, eftersom de omfatter et finansielt bidrag fra regeringen i Folkerepublikken Kina eller andre regionale myndigheder (inkl. offentlige organer), hvorved modtagerne, dvs. de eksporterende producenter af den undersøgte vare, opnår en fordel. De hævdes endvidere at være betingede af, at der anvendes indenlandske varer frem for importerede varer, og/eller begrænset til specifikke virksomheder eller grupper af virksomheder og/eller varer og/eller regioner og er derfor specifikke og udligningsberettigede.

4.   Påstand om skade

Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra det pågældende land er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.

De umiddelbare beviser, som klageren har fremlagt, godtgør, at mængden af og priserne på importen af den undersøgte vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens salgsmængder, prisniveau og markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater, finansielle situation og beskæftigelse.

5.   Procedure

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og indleder hermed en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 10.

Ved undersøgelsen vil det blive fastslået, om der ydes subsidier i forbindelse med den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land, og om den subsidierede import har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade. Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser.

5.1.    Procedure for fastsættelse af subsidiering

Eksporterende producenter (2) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.1.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

5.1.1.1.   Procedure for udvælgelse af eksporterende producenter, der skal undersøges i det pågældende land

a)   Stikprøveudtagning

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i det pågældende land, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning udføres i henhold til grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette en række oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder til Kommissionen, jf. bilag A til denne meddelelse.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i det pågældende land og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.

Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende udtagelsen af stikprøven, bortset fra de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udtages ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af eksporterende producenter vil blive underrettet af Kommissionen, i givet fald gennem myndighederne i det pågældende land, om hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til alle kendte eksporterende producenter, der er udtaget til at indgå i stikprøven, alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i det pågældende land.

Alle de eksporterende producenter, der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om den eksporterende producents virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare, produktionsomkostninger, salg af den undersøgte vare på det pågældende lands hjemmemarked og salg af den undersøgte vare til Unionen.

Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«). Den udligningstold, der finder anvendelse på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke indgår i stikprøven, kommer ikke til at ligge over den vejede gennemsnitlige subsidiemargen, der er fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven (3), jf. dog afsnit b) nedenfor.

b)   Individuel subsidiemargen for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven

Samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3, anmode om, at Kommissionen fastsætter en individuel subsidiemargen for dem (»individuel subsidiemargen«). De eksporterende producenter, som ønsker at anmode om en individuel subsidiemargen, skal anmode om et spørgeskema og andre ansøgningsskemaer og indsende dem behørigt udfyldt inden for de frister, der er anført i det følgende punktum. Det udfyldte spørgeskema skal indsendes senest 37 dage efter, at de eksporterende producenter har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Eksporterende producenter, der anmoder om en individuel subsidiemargen, bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen alligevel kan beslutte ikke at fastsætte en individuel subsidiemargen for dem, hvis f.eks. antallet af eksporterende producenter er så stort, at en sådan fastsættelse ville være urimelig byrdefuld og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen.

5.1.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører  (4)  (5)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som importerer den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen, opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist, kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning udføres i henhold til grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette en række oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder til Kommissionen, jf. bilag B til denne meddelelse.

Kommissionen vil desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende udtagelsen af stikprøven, bortset fra de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udtages ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og sammenslutninger af importører om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte importørsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.

Det udfyldte spørgeskema skal bl.a. indeholde oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede vare og salg af den af undersøgelsen omfattede vare.

5.2.    Procedure for konstatering af skade og undersøgelse af EU-producenter

Fastsættelse af skade (6) sker på grundlag af positive beviser og omfatter en objektiv undersøgelse af mængden af subsidieret import, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt væsentlig skade, opfordres EU-producenter af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning udføres i henhold til grundforordningens artikel 27.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at gennemgå dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.6 nedenfor). Andre EU-producenter, eller repræsentanter, der handler på disses vegne, som mener, at der er særlige grunde til, at de burde indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende udtagelsen af stikprøven, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Kommissionen vil oplyse alle kendte EU-producenter og/eller sammenslutninger af EU-producenter om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.

Det udfyldte spørgeskema skal bl.a. indeholde oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes finansielle situation, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare samt produktionsomkostninger for og salg af den undersøgte vare.

5.3.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det kan godtgøres, at der forekommer subsidiering med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 31 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at indføre udligningsforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Oplysningerne kan indgives enten i et frit format eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 31 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.4.    Andre skriftlige bemærkninger

I henhold til retningslinjerne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter hermed til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.5.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjeneste

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjeneste. Enhver anmodning om at blive hørt bør indgives skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.6.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (7).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, skal indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, jf. grundforordningens artikel 29, stk. 2, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

Interesserede parter anmodes om at indgive alle deres bemærkninger og anmodninger i elektronisk form (ikke-fortrolige bemærkninger via e-mail, fortrolige bemærkninger på cd-r/dvd) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer. Men fuldmagter og underskrevne certifikater, der ledsager besvarelser af spørgeskemaer eller enhver opdatering heraf skal indgives på papir, dvs. pr. post eller ved aflevering på nedenstående adresse. Hvis en interesseret part ikke kan indgive sine bemærkninger og anmodninger i elektronisk form, skal denne omgående kontakte Kommissionen, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 2. Yderligere oplysninger om korrespondance med Kommissionen kan findes på de relevante websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N105 04/092

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Fax +32 22981697

E-mail: TRADE-OCS-SUBSIDY@ec.europa.eu

6.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultatet af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

7.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister om fortrolige dokumenter, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

Enhver anmodning om høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. subsidiering, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser. En sådan høring vil som regel finde sted senest i slutningen af den fjerde uge efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner.

Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/hearing-officer/index_en.htm).

8.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen vil blive afsluttet senest 13 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 9. I henhold til grundforordningens artikel 12, stk. 1, kan der ikke træffes midlertidige foranstaltninger senere end 9 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

9.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).


(1)  EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.

(2)  En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den pågældende vare.

(3)  I henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 3, ses der bort fra ethvert udligningsberettiget subsidiebeløb på nul og af minimal størrelse og fra udligningsberettigede subsidier, der fastsættes under de omstændigheder, som er omhandlet i grundforordningens artikel 28.

(4)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. Fodnote 3 i Bilag B indeholder en definition af forretningsmæssigt forbundet part.

(5)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end fastsættelse af subsidiering.

(6)  Ved skade forstås væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen eller trussel om væsentlig skade for erhvervsgrenen eller væsentlig forsinkelse med hensyn til oprettelsen af en sådan erhvervsgren.

(7)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93) og artikel 12 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(8)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


BILAG A

Image

Image


BILAG B

Image

Image


Top