11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/8

—

understreger, at en makroregional strategi ikke kan omfatte alle indsatsområder, men bør sætte fokus på de typiske udfordringer og problemer i den pågældende makroregion, som skal kortlægges på grundlag af en fælles vurdering partnerne imellem, og minder om, at makroregionernes grænser i deres egenskab af funktionelle områder ikke ligger fast, men bestemmes af de fælles udfordringer, som der skal tages fat på;

—

mener, at denne tilgang kan give et konkret indhold til målet om territorial samhørighed;

—

understreger, at merværdien i den makroregionale strategi ligger i, at den retter fokus mod landene i det vestlige Balkan, er en væsentlig drivende kraft i forsoningen mellem de berørte områder og dermed bidrager til den europæiske integration;

—

minder om, at det geografiske område, der berøres af strategien, omfatter tre medlemsstater (Italien, Grækenland og Slovenien), to kandidatlande (Kroatien og Montenegro) og tre potentielle kandidatlande (Albanien, Bosnien-Hercegovina og Serbien); fremhæver, at den makroregionale tilgang ved siden af den maritime dimension bør inddrage alle væsentlige spørgsmål, som dette geografiske område står over for i dag (beskyttelse og bevarelse af miljøet, energi, klimaændringer, forskning og innovation osv.);

—

påpeger, at Kommissionens princip om de »tre nej'er« (ingen nye regler, ingen nye institutioner og ingen yderligere midler) bør ledsages af »tre ja'er« (anvendelse og kontrol af eksisterende regler i makroregionen - etablering af en platform, et netværk eller en EGTS - koordineret anvendelse af eksisterende finansielle midler).

Ordfører

Gian Mario SPACCA (IT/ALDE), Præsident for Marche-regionen

1.

noterer sig med glæde, at der med Det Europæiske Råds vedtagelse i oktober 2009 af en EU-strategi for Østersøen blev sat en udvikling i gang, som har betydet, at visse europæiske regioner takket være makroregionale strategier har fundet eller er på vej til at finde løsninger på spørgsmålet om en afbalanceret og bæredygtig udvikling;

2.

minder om den rolle, som Regionsudvalget fra første færd har spillet i udarbejdelsen af makroregionale EU-strategier, såfremt de tilfører en europæisk merværdi, idet de fremmer inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder;

3.

glæder sig over, at talrige europæiske regioner på det forum, der blev afholdt den 13. april 2010 om »Europas makroregioner: Integration gennem territorialt samarbejde«, bekræftede deres interesse for dette spørgsmål. Med udgangspunkt i debatten og den øvrige indsats på forummet kan det konkluderes, at makroregioner kan være en ny metode til territorialt samarbejde på interregionalt og tværnationalt niveau. De kan styrke sammenhængen og samordningen mellem politiske tiltag inden for forskellige sektorer ved at rationalisere udnyttelsen af finansielle ressourcer og styrke de regionale og lokale myndigheders rolle i overensstemmelse med princippet om forvaltning på flere niveauer og under udstrakt inddragelse af civilsamfundets organisationer;

4.

mener, at den makroregionale tilgang mht. EU's interventionsmåder og -områder naturligt lader sig sammenkæde med andre af EU's strategiske politikker såsom Europa 2020-strategien, samhørighedspolitikken og den integrerede havpolitik;

5.

understreger, at den makroregionale strategi i kraft af sin natur ikke kan omfatte alle indsatsområder, men bør sætte fokus på de typiske udfordringer og problemer i den pågældende makroregion, som skal kortlægges på grundlag af en fælles vurdering partnerne imellem og i overensstemmelse med samarbejdsprincippet og nærhedsprincippet;

6.

påpeger, at makroregionernes grænser i deres egenskab af funktionelle områder ikke ligger fast, men bestemmes af arten og omfanget af de fælles udfordringer, som der skal tages fat på. Rammerne bør derfor baseres på konkrete kriterier (med udgangspunkt i de geografiske indbyrdes forbindelser), så der samarbejdes om problemer, som kan løses. Dette vil kunne sikre en bedre sammenkobling med andre områder, såsom Centraleuropa, Alperne og Donauområdet;

7.

mener, at den makroregionale strategi i lyset heraf kan blive et vigtigt instrument, der kan give et konkret indhold til målet om territorial samhørighed, som udtrykkeligt er opstillet i Lissabontraktaten, og styrke tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab for kandidatlande og potentielle kandidatlande ved at tage afsæt i regionernes fælles interesser, hvadenten de ligger i »gamle« eller »nye« medlemsstater eller i tredjelande, hvilket Den Europæiske Unions strategier for Østersøregionen og Donauregionen allerede har vist er muligt;

8.

understreger, at merværdien i den makroregionale strategi ligger i, at den understreger EU's interesse for landene i det vestlige Balkan, hvilket kom til udtryk i forbindelse med integrationen af områder i Central- og Østeuropa;

9.

påpeger, at den makroregionale strategi for Adriaterhavet/Det Joniske Hav er en væsentlig drivende kraft i forsoningen mellem områderne øst for Adriaterhavet og Det Joniske Hav, og samtidigt har strategien den effekt, at værdier, som gennem århundreder har bygget bro over dette hav, anerkendes og genopdages;

10.

understreger, at den makroregionale strategi giver os en chance for at styrke det regionale samarbejde – i et område, som også er en del af det mere udstrakte Middelhavsområde – og at bidrage til den europæiske integrationsproces;

11.

understreger, at makroregionen ikke er et yderligere institutionelt niveau i EU, men udgør et operativt netværk, med andre ord en fælles handlingsstrategi, der inddrager aktører på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og omfatter forskellige finansieringsprogrammer og politikker. En fleksibel og ubureaukratisk sammenkobling af alle aktører, instrumenter og initiativer er derfor at foretrække.

12.

bemærker, at Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er et internationalt havområde og en international region. Hvad enten situationen betragtes ud fra et historisk, geografisk, økonomisk, miljømæssigt eller socialt perspektiv har samspillet mellem landene altid været et centralt element. Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er vigtige maritime (øko)regioner i Europa. De er sammenhængende og løber ud i den centrale del af Middelhavet, som er et delvis lukket havområde med en lav vandfornyelsesgrad;

13.

den adriatisk-ioniske makroregion omfatter EU-medlemsstater, kandidatlande og potentielle kandidatlande, som omkranser dette havområde. Det drejer sig om et meget heterogent område i økonomisk, miljømæssig og kulturel henseende. I forbindelse med den igangværende tiltrædelsesproces af landene i det vestlige Balkan vil Adriaterhavet og Det Ioniske Hav i endnu højere grad blive påvirket af den fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, udover at de deler en fælles arv;

14.

minder om, at det geografiske område, der berøres af strategien, omfatter tre medlemsstater (Italien – især regionerne langs Adriaterhavet og Det Ioniske Hav – Grækenland og Slovenien), to kandidatlande (Kroatien og Montenegro) og tre potentielle kandidatlande (Albanien, Bosnien-Hercegovina og Serbien) og dækker et område på næsten 450 000 km2 (ekskl. havområder) med en befolkning på ca. 60 millioner. En region, som strækker sig ud over Adriaterhavet og Det Ioniske Hav og som i kraft af sin natur forbinder territorier, folk og institutioner, egner sig særligt godt til udarbejdelse af en fælles strategi, der kan skabe muligheder for en bæredygtig udvikling og lette udvekslingen af ideer, personer, varer og tjenesteydelser mest muligt;

15.

understreger, at det adriatisk-ioniske havområde er et delvis lukket hav, som fremover i stigende grad vil blive et »indre EU-farvand«. Der er lighedspunkter mellem dette havområde og Østersøområdet. I begge tilfælde er der tale om et hav, der står over for samme type problemer og udfordringer, og som både fungerer som forbindelsesområde mellem medlemsstater og tredjelande og som en naturlig udmunding fra Donauområdet;

16.

understreger, at alle områder i Europa hænger funktionelt sammen, og at det derfor er ønskeligt at sammenknytte Østersøområdet og Donauområdet med det adriatisk-ioniske havområde, som er en naturlig forlængelse heraf, og derigennem styrke EU's politik for territorialt samarbejde;

17.

noterer, at der siden slutningen af 70'erne er en række forskellige organisationer, som beskæftiger sig med den adriatisk-ioniske region, og der er iværksat forskellige initiativer i området. De vigtigste er følgende:

Hertil skal føjes en række netværk på infrastrukturområdet (såsom sammenslutningen af havne i det nordlige Adriaterhav »North Adriatic Port Association« (NAPA)) og på kultur- og uddannelsesområdet;

18.

minder om, at området er berørt af omfattende EU-foranstaltninger, der finansieres via tematiske programmer (transport, energi, miljø osv.), nationale og regionale programmer under EU's samhørighedspolitik (mål 1 og 2), EU's territoriale samarbejdsprogrammer såsom IPA-programmet for grænseoverskridende samarbejde på tværs af Adriaterhavet, tilsvarende programmer for grænseoverskridende samarbejde (f.eks. Italien-Slovenien, Grækenland-Italien) og tværnationalt samarbejde (programmet for Centraleuropa, programmet for Sydøsteuropa, Middelhavsprogrammet (MED) og programmet for Alpeområdet) samt EFRU-midler og førtiltrædelsesinstrumentet (IPA). Den hastende karakter og merværdien af en EU-strategi for makroregionen beror netop på fordelene ved en tæt integration mellem disse programmer og dem, der gennemføres på nationalt, regionalt og lokalt plan, samt investeringerne fra Den Europæiske Investeringsbank, det lokale kreditsystem og private aktører. Det skal i denne forbindelse understreges, at en sådan proces ikke kan begrænses til en mellemstatslig tilgang – den kræver en hurtig indsats på politisk og institutionelt plan og udnyttelse af EU-institutionernes ekspertise;

19.

understreger, at dette enorme netværk af forbindelser udgør et vigtigt referencepunkt og det nødvendige grundlag for udviklingen af den europæiske dimension i de lokale og regionale politikker. Den støtte, der ydes til grænseoverskridende, tværnationale og interregionale partnerskabsmekanismer, får dermed på territorialt plan en strategisk dimension og bidrager til en struktureret dialog og et struktureret samarbejde mellem de lokale, regionale og centrale myndigheder i samklang med Lissabontraktaten;

20.

mener, at det adriatisk-ioniske initiativ i kraft af sin særlige karakter, navnlig de deltagende landes interesse for problemer i forbindelse med beskyttelse af hav- og kystområder, kan antage en mere mediterran dimension. Da initiativet er rettet mod et specifikt geografisk område og de hermed forbundne spørgsmål, kan det tilføre en merværdi til stabiliseringsprocessen i regionen og især til integrationen i det europæiske område, uden hermed at overlappe den indsats, der ydes af andre institutioner af forskellig struktur og størrelse;

21.

minder om, at det adriatisk-ioniske råd – der består af udenrigsministrene i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ – på sit møde den 5. maj 2010 i Ancona vedtog en erklæring, hvori de udtrykker støtte til forslaget om en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område og opfordrer de deltagere, der er medlemmer af EU, dvs. Italien, Grækenland og Slovenien, til at gøre en indsats for at sikre EU-institutionernes godkendelse af initiativet;

22.

understreger, at det adriatisk-ioniske råd den 23. maj 2011 i Bruxelles vedtog endnu en erklæring, hvori det dels bifalder Det Europæiske Råds opfordring på mødet den 23. april 2011 til medlemsstaterne om at arbejde videre med fremtidige makroregionale strategier, dels bekræfter sin egen opbakning til den makroregionale strategi for det adriatisk-ioniske område, som skal gennemføres i samarbejde med Kommissionen og under inddragelse af de nationale, regionale og lokale myndigheder;

23.

understreger, at formændene for de nationale parlamenter i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ, på deres 8. og 9. konference, som blev holdt henholdsvis i Bari (Italien) den 29. april 2010 og i Budva (Montenegro) den 11. april 2011, har vedtaget specifikke sluterklæringer, hvori parlamenterne forpligter sig til at gøre en endnu større indsats for at medvirke til tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab for alle de lande i det vestlige Balkan, som deltager i initiativet, og opfordrer EU-institutionerne til at udvikle en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske havområde, som ligger i Europas sydøstlige hjørne;

24.

minder om, at Adriaterhavet og Det Ioniske Hav er omdrejningspunktet for aktiviteterne i de områder, der er berørt af strategien. Der er markante landskabsmæssige og miljømæssige forskelle mellem de to kyststrækninger og deres bagland på grund af deres geomorfologiske karakteristika, det store pres fra byudvikling og demografiske forskelle. Området har desuden tætte forbindelser med dele af Østrig og det centrale og østlige Middelhavsområde, som det påvirkes af;

25.

understreger, at nogle kystområder er påvirket af en høj grad af urbanisering, især omkring industriområder og udprægede turistområder. Et overdrevent pres på kystområderne til produktionsformål, lokal efterspørgsel og de deraf følgende ændringer har forårsaget en udbredt overbelastning og en reduktion af det naturlige miljø. Der findes ikke desto mindre naturskønne områder samt nationalt og regionalt fredede områder;

26.

påpeger, at visse kystområder udgør et sammenhængende landskab og en miljømæssig arv, som nu i stigende grad trues af udviklingsprocesser. Der kan konstateres mangler mht. kloakering og affaldshåndtering, stigende urbanisering i kystområderne og vedvarende luftforurenende emissioner fra transport, industriprocesser og energiproduktion;

27.

understreger, at det set i et bredere perspektiv er hensigten, at EU's strategi for den adriatisk-ioniske makroregion skal være et værdifuldt instrument ikke kun for de berørte områder, men for EU som helhed, da den fuldt ud sigter mod at opfylde EU's strategiske orientering mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og især Europa 2020-strategien. Strategiplanlægningen bør starte i 2012-2013, hvilket vil give mulighed for en sådan overensstemmelse og sikre størst mulig sammenhæng med prioriteterne i den næste flerårige finansielle ramme, de fælles strategier og tilhørende operative programmer;

28.

mener, at hvis der skal defineres en opgave for den adriatisk-ioniske strategi vil det være at »forbinde og beskytte«: forbinde makroregionens territorier med det formål at fremme bæredygtig udvikling, samtidig med at havets, kysternes og baglandets sårbare miljø beskyttes. EU's to strategier for Østersøområdet og Donauområdet kan sammen med EU's strategi for den adriatisk-ioniske makroregion og de fremtidige EU-strategier (1) også på infrastrukturområdet skabe de forbindelser og synergier, der efterlyses i punkt 18 i konklusionerne fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011. Med disse strategier ville der kunne skabes en ideel akse fra nord til syd i Europa, og i denne sammenhæng ville den adriatisk-ioniske makroregion kunne forbedre Europas adgangsforbindelser til resten af verden ved at lette presset på dem. Det centrale og østlige Middelhavsområde kunne også blive omfattet gennem en forlængelse af den Østersø-Adriaterhavskorridor, som bebudes i Kommissionens meddelelse KOM(2011) 500 af 29.6.2011, og dens sammenkobling med de intermodale net. Da der muligvis vil være et betydeligt territorialt overlap mellem strategien for den adriatisk-ioniske makroregion og strategien for Donauområdet, bør Kommissionen indføre passende koordineringsmekanismer.

29.

mener, at et havområde per definition er en fælles ressource, som forbinder de tilgrænsende lande og regioner, og et fælles aktiv, som de alle skal tage hånd om. Imidlertid har havet også brug for fælles tiltag, hvis det skal kunne skabe velstand og udvikling. Havet er et sårbart økosystem, og dette gælder i særlig grad for Adriaterhavet og Det Ioniske Hav, som er have med en lav vandfornyelsesgrad, der er forbundet med Middelhavet – som også er et delvis lukket hav. For at bevare det adriatiske og ioniske havmiljø bør der også indarbejdes passende havstrategier i den adriatisk-ioniske strategi;

30.

bemærker, at set i dette perspektiv kan den adriatisk-ioniske makroregion opfattes som et maritimt fællesskab. Strategien må derfor ikke kun udmønte sig i planlægningsdokumenter, men også i tiltag – konkrete, synlige tiltag, som skal imødegå de udfordringer, regionen står overfor. Stater, regioner og de andre aktører bør som de vigtigste partnere påtage sig et ansvar for specifikke prioriterede områder og pilotprojekter, som tager udgangspunkt i en integreret strategi for hav-, transport- og havnepolitikken inden for rammerne af de paneuropæiske korridorer;

31.

fremhæver, at den makroregionale tilgang ved siden af den maritime dimension bør inddrage alle væsentlige spørgsmål, som den adriatisk-ioniske makroregion står over for i dag: lige fra beskyttelse og bevarelse af miljøet til energi, lige fra klimaændringer til forskning og innovation og lige fra bevarelse af undervandsområder til kulturelle ressourcer, konkurrenceevne og jobskabelse, handel, logistik og uddannelse af offentlige administratorer i det adriatisk-ioniske område;

32.

minder om, at det er Europa-Kommissionens holdning, at man i udarbejdelsen af makroregionale strategier skal tage hensyn til princippet om de »tre nej'er«: ingen nye regler, ingen nye institutioner og ingen yderligere midler. Det mener dog, at dette princip bør ledsages af »tre ja'er«: ja til fælles aftaler om anvendelse og kontrol af eksisterende regler i makroregionen, ja til etablering af en platform/et netværk/en territorial klynge bestående af regionale og lokale myndigheder og medlemsstater under inddragelse af de berørte aktører og under EU-organernes ansvar og endelig ja til en koordineret anvendelse af eksisterende finansielle EU-ressourcer til udvikling og gennemførelse af makroregionale strategier;

33.

insisterer på, at Det Europæiske Råd bør give Kommissionen mandat til at udarbejde en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område inden 2012-2013. Debatten har tilstrækkeligt tydeligt vist, at en sådan strategi på europæisk plan udgør et ansvarligt valg fra EU-institutionernes side, da den giver mulighed for konsensus og samtidigt en pragmatisk tilgang til de tre centrale punkter i den makroregionale strategi for den nye programperiode 2014-2020;

34.

understreger i forbindelse med spørgsmålet om nærhed og proportionalitet, at det ligesom det var tilfældet med Østersøen og Donauområdet, er muligt at fastlægge en europæisk strategi for det adriatisk-ioniske område, som drager nytte af en lang række allerede eksisterende samarbejdsnetværk, udnytter de mange initiativer, programmer og projekter, som allerede er i gang, og koordinerer de værktøjer, som de forskellige aktører råder over, med henblik på at bidrage til at styrke integrationsprocessen både mellem landene og inden for de enkelte lande ved at øge inddragelsen af civilsamfundet i beslutningsprocessen og i gennemførelsen af de konkrete foranstaltninger;

35.

understreger, at den makroregionale strategi for det adriatisk-ioniske område på den måde vil være et forbilledligt eksempel på, hvordan »forvaltning på flere niveauer« kan gennemføres i praksis, i og med at den skaber muligheder for at opkvalificere og optimere samarbejdet og interaktionen mellem alle aktører, der er berørt af de store udfordringer i dette område;

36.

minder om, at i denne fase, hvor de fleste tiltag hviler på retsgrundlag, der berører områder henhørende under EU's og medlemsstaternes kompetenceområder, bør Kommissionen i begyndelsen begrænse sig til at foreslå konkrete foranstaltninger, der efterfølgende skal udvikles gennem samarbejde mellem samtlige berørte forvaltningsniveauer i henhold til deres respektive kompetencer og ansvar, og derefter indtage en rolle, der går ud på at koordinere, kontrollere og lette strategiens gennemførelse og opfølgning. Kommissionen bør så vidt muligt gøre brug af eksisterende velegnede strukturer i forbindelse med varetagelsen af denne opgave.

37.

bemærker, at i betragtning af erklæringen fra det adriatisk-ioniske råd (der består af udenrigsministrene i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ) og i lyset af de aktuelle problemers og udfordringers hastende karakter er det vigtigt straks at gå i gang med udarbejdelsen af en EU-strategi for det adriatisk-ioniske område, og Det Europæiske Råd opfordres derfor til at give Kommissionen mandat til at udarbejde ovennævnte strategi;

38.

opfordrer Europa-Parlamentet til – på grundlag af de erklæringer, som formændene for de nationale parlamenter i de lande, der deltager i det adriatisk-ioniske initiativ, har vedtaget på deres konferencer, og under hensyntagen til strategiens betydning for fuldendelsen af tiltrædelsesprocessen med henblik på EU-medlemskab – at tage et beslutsomt politisk initiativ til støtte for indførelsen af en EU-strategi for den adriatisk-ioniske makroregion;

39.

opfordrer Europa-Parlamentet, som er i gang med at udarbejde vigtige dokumenter om gennemførelsen af den integrerede havpolitik, forvaltningen af territorialfarvande og transportpolitikken, til i den forbindelse at tage hensyn til den adriatisk-ioniske makroregionale dimension;

40.

understreger, at EU-strategien for det adriatisk-ioniske område er fuldt ud forenelig med udviklingen af euroregioner med fokus på samarbejdet mellem grænseregioner eller udviklingen af europæiske strukturer inden for rammerne af grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale projekter, juridisk set i form af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS);

41.

anbefaler, at de makroregionale strategier integreres i EU's politik og navnlig som et selvstændigt område for territorialt samarbejde under samhørighedspolitikken for perioden efter 2013, især hvad angår det grænseoverskridende og tværnationale samarbejde, således at de regionale operationelle programmer i næste programmeringsperiode (2014-2020) kan bidrage til den praktiske gennemførelse af de makroregionale strategier;

42.

opfordrer – i tråd med punkt 21 i konklusionerne fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011 og Det Europæiske Råds konklusioner fra den 23.-24. juni 2011 og i betragtning af, at de nationale og lokale myndigheder længe har arbejdet med muligheden for at indføre en makroregional strategi – Kommissionen til straks at gå i gang med en nøje gennemgang af de strategiske projekter, som enten er sat i værk, vedtaget eller under vedtagelse og som vedrører det adriatisk-ioniske område, og opfordrer på ny Kommissionen til at overtage de »tre ja'er«, der er omtalt i punkt 32 i nærværende udtalelse;

43.

anser det for presserende nødvendigt at makroregionernes rolle og funktion bliver undersøgt nærmere og defineret i en særlig grønbog, hvilket udvalget allerede anmodede om i sin resolution om Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2010;

44.

understreger, at strategien for det adriatisk-ioniske område støtter sig på iagttagelsen af nærhedsprincippet. Den skal beskæftige sig med emner og problemstillinger, der ikke udelukkende kan løses på lokalt, regionalt eller nationalt niveau;

45.

fremhæver, at udarbejdelsen af denne strategi skal ledsages af en bred offentlig høring. Den bør gennemføres under hensyntagen til erfaringerne med EU's strategier for Østersøområdet og Donauområdet og i tæt samarbejde med de netværk og organisationer, som findes i det berørte område, med Regionsudvalget som repræsentant for de lokale og regionale myndigheder og med andre vigtige partnere;

46.

minder om, at partnerskabet »den adriatisk-ioniske makroregion« – i samklang med opfordringen fra rådsmødet (almindelige anliggender) den 13. april 2011 til at sikre fuld gennemsigtighed og synlighed og til at udveksle bedste praksis mellem makroregionale strategier – som led i afholdelsen af »Open Days 2011« har taget initiativ til en analyse af makroregionale temaer med særlig vægt på forslaget om en makroregional strategi for det adriatisk-ioniske område gennem en debat mellem repræsentanter for de 13 regioner og byer i partnerskabet samt en workshop om offentlig-private partnerskaber med fremlæggelse af specifikke projekter, som er under gennemførelse;

47.

pålægger udvalgets formand at videresende denne initiativudtalelse til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det siddende rådsformandskab og partnerne i trioformandskabet.