EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010AR0021

Regionsudvalgets udtalelse: »Private og offentlige investeringer til fordel for genopretningen og langsigtede strukturændringer: udvikling af offentlig-private partnerskaber«

EUT C 15 af 18.1.2011, p. 23–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

18.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 15/23


Regionsudvalgets udtalelse: »Private og offentlige investeringer til fordel for genopretningen og langsigtede strukturændringer: udvikling af offentlig-private partnerskaber«

2011/C 15/05

REGIONSUDVALGET

betoner, at OPP-projekter ikke først og fremmest skal ses som en kortsigtet finansieringsløsning, men at de bør analyseres ud fra et livscyklusperspektiv - fra planlægning, projektering, finansiering, opbygning og til drift, hvor man tager hensyn til de samlede udgifter i forhold til projektets samlede længde, idet kontraktperioden ind imellem kan være på helt op til 30 år;

mener ikke, at det i alle sammenhænge er hensigtsmæssigt med offentlig-private partnerskaber. Det bør i stedet afgøres for hvert enkelt projekt, hver enkelt offentlig tjenesteydelse og hver enkelt innovation, hvorvidt det vil medføre en merværdi at indgå i partnerskab med den private sektor;

mener, at det er for tidligt at fastsætte bestemmelser om tjenesteydelseskoncessioner. Hvis Kommissionen alligevel vælger at lade EU's direktiver om offentlige indkøb omfatte tjenesteydelseskoncessioner, er det af afgørende betydning, at regelsættet bliver så enkelt og fleksibelt som muligt. Regelsættet bør i så tilfælde ligne det, der findes i direktivet om koncessionskontrakter om bygge- og anlægsarbejder, og bør under ingen omstændigheder læne sig op ad reglerne vedrørende tjenesteydelsesaftaler.

Ordfører

:

Catarina Segersten-Larsson (SE/PPE), Medlem af Landstingsstyrelsen i Värmland

Basisdokument

:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Private og offentlige investeringer til fordel for genopretningen og langsigtede strukturændringer: udvikling af offentlig-private partnerskaber

KOM(2009) 615 endelig

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1.

påskønner, at EU og medlemslandene har iværksat en række ambitiøse genopretningsplaner for at stabilisere den finansielle sektor og begrænse den finansielle og økonomiske krises negative virkninger for borgerne og realøkonomien. Regionsudvalget vil samtidig understrege vigtigheden af, at de regionale og lokale myndigheder inddrages;

2.

mener også, at offentlig-private partnerskaber (OPP) i en genopretningssammenhæng kan være en effektiv løsning for igangsættelse af infrastrukturprojekter, levering af offentlig service og innovation i bredere forstand;

3.

betoner, at OPP-projekter ikke først og fremmest skal ses som en kortsigtet finansieringsløsning, men at de bør analyseres ud fra et livscyklusperspektiv - fra planlægning, projektering, finansiering, opbygning og til drift, hvor man tager hensyn til de samlede udgifter i forhold til projektets samlede længde, idet kontraktperioden ind imellem kan være på helt op til 30 år;

4.

mener ikke, at det i alle sammenhænge er hensigtsmæssigt med offentlig-private partnerskaber. Det bør i stedet afgøres for hvert enkelt projekt, hver enkelt offentlig tjenesteydelse og hver enkelt innovation, hvorvidt det vil medføre en merværdi at indgå i partnerskab med den private sektor;

5.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til omhyggeligt at undersøge eventuelle grænseoverskridende leasing-ordninger for offentlige infrastrukturer eller andre OPP-projekter, som de allerede er indgået i, eller som de har overvejet at indgå i på et senere tidspunkt, med henblik på at undgå ubehagelige overraskelser og alvorlige konsekvenser for deres budgetter;

6.

konstaterer, at finansieringsløsninger ser forskellige ud i de forskellige medlemslande. I visse medlemsstater er det f.eks. muligt for de lokale myndigheder selv at optage lån og finansiere store investeringer. Da forudsætningerne er så forskellige, mener Regionsudvalget, at offentlig-private partnerskaber kun i nogle tilfælde kan anvendes til at gøre forvaltningen af de offentlige finanser og gennemførelsen af omfattende projekter mere effektiv;

7.

har den opfattelse, at offentlig-private partnerskaber kan være en god måde at håndtere de offentlige investeringer på, men det bør være op til de lokale og regionale myndigheder at bedømme, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i forbindelse med de forskellige projekter, offentlige tjenesteydelser eller innovationer. Det er en vigtig forudsætning for de offentlig-private partnerskaber, at det vurderes, hvem der er bedst egnet til at bære de forskellige risici;

8.

mener, at EU's strukturfonde eller Den Europæiske Investeringsbank (EIB) på visse betingelser kan stille midler til rådighed, som kan anvendes til at støtte offentlig-private partnerskabsprojekter;

9.

er enigt i, at offentlig-private partnerskaber kan være et af midlerne til imødegåelse af de problemer, der skyldes klimaændringerne, og at de kan være med til at øge væksten og beskæftigelsen i EU's industri og offentlige sektor;

10.

vil her fremhæve betydningen af, at små og mellemstore virksomheder får bedre forudsætninger for at deltage i de offentlig-private partnerskaber, eftersom de i disse sammenhænge ofte udgør en underudnyttet ressource for økonomisk vækst og for skabelse af holdbare arbejdspladser;

11.

det er også de lokale og regionale myndigheder, der som regel er bedst i stand til at bedømme, hvordan tjenesteydelserne skal finansieres. Udvalget vil gerne understrege, at kommuner og regioner varetager forskellige funktioner, eftersom de ud over at organisere, styre og kontrollere eksterne aktiviteter også skal udføre aktiviteter i eget regi (in-house). De lokale og regionale myndigheder bør klart definere såvel de almennyttige mål som de udbudte tjenesters kvalitet og prispolitikken samt kontrollere, at de opstillede målsætninger realiseres;

12.

konstaterer, at begrebet partnerskab nu opfattes betydeligt bredere, end det oprindeligt var tilfældet, og udvalget foreslår derfor, at offentlig-private partnerskaber fremover gøres til genstand for en klarere definition, der indebærer langvarige relationer, fælles risiko og stort økonomisk omfang. Det er derfor særdeles vigtigt, at begrebet offentlig-private partnerskaber defineres bedre, så man kan få en relevant diskussion om en eventuel fortsat indsats inden for Fællesskabet.

Regionsudvalgets synspunkter om Kommissionens forslag til fem vigtige foranstaltninger i 2010:

Kommissionens forslag om at nedsætte en OPP-gruppe

13.

finder det vigtigt, at der oprettes et system til international støtte og erfaringsudveksling i takt med, at antallet af offentlig-private partnerskaber stiger. Udvalget vil dog på det kraftigste understrege, at forudsætningerne er forskellige i medlemslandene, og at en betingelse for vellykkede partnerskaber er, at de udvikles ud fra lokale og regionale forudsætninger. Efter Regionsudvalgets mening er det derfor vigtigt at sikre, at der findes støtte og knowhow i de forskellige medlemslande;

14.

mener, at hvis der oprettes et organ eller en gruppe på EU-niveau, er det yderst vigtigt, at de lokale og regionale niveauer er repræsenterede heri, og at Regionsudvalget får mulighed for at udpege repræsentanter fra lokalt og regionalt plan.

Kommissionens forslag om at samarbejde med EIB med henblik på at øge den tilgængelige finansiering for offentlig-private partnerskaber

15.

Efter Regionsudvalgets opfattelse bør investeringstiltag altid håndteres med største respekt, således at lokale og regionale myndigheder og private virksomheder ikke havner i uholdbare tilbagebetalingssituationer, eftersom partnerskaber indebærer meget langsigtede økonomiske forpligtelser. Udvalget anser EU's strukturfondsmidler for at være et yderst vigtigt aktiv i forbindelse med offentlig-private partnerskaber. Efter udvalgets opfattelse bør EIB spille en langt vigtigere rolle, når det gælder om at bidrage til at skabe forudsætninger for succesfulde og innovative partnerskaber.

Kommissionens forslag om at gennemgå relevante regler og praksis for at sikre sig mod forskelsbehandling ved bevilling af offentlige midler, når det indebærer fællesskabsmidler Regionsudvalget

16.

bifalder Kommissionens indsats for på EU-niveau at beskytte de grundlæggende principper i EF-traktaten, herunder principperne om gennemsigtighed, lige muligheder, proportionalitet og gensidig anerkendelse i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter og koncessioner;

17.

mener, at Kommissionen kunne gøre en endnu større indsats for, at lovgivningen om indgåelse af offentlige købskontrakter giver mulighed for at indgå offentlig-private partnerskaber.

Kommissionens plan om at foreslå mere effektive rammer for innovation, herunder EU's mulighed for at deltage i privatretlige organer og for at investere direkte i specifikke projekter

18.

Spørgsmålet om EU's deltagelse i privatretlige organer og direkte investeringer i specifikke projekter må nødvendigvis videreudvikles og forklares nærmere, ligesom der bør foretages en undersøgelse af nærhedsprincippet, inden Regionsudvalget har mulighed og forudsætninger for at tage stilling hertil.

Kommissionens planer om at fremsætte et lovforslag om et instrument for koncessioner på grundlag af den igangværende konsekvensanalyse

19.

mener, at det er for tidligt at fastsætte bestemmelser om tjenesteydelseskoncessioner. Hvis Kommissionen alligevel vælger at lade EU's direktiver om offentlige indkøb omfatte tjenesteydelseskoncessioner, er det af afgørende betydning, at regelsættet bliver så enkelt og fleksibelt som muligt. Regelsættet bør i så tilfælde ligne det, der findes i direktivet om koncessionskontrakter om bygge- og anlægsarbejder, og bør under ingen omstændigheder læne sig op ad reglerne vedrørende tjenesteydelsesaftaler;

20.

mener, at den fremtidige udvikling på OPP-området ikke bør mindske mulighederne for at ansætte personer med særlige behov, i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.

Bruxelles, den 5. oktober 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget


Top