14.12.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/24

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF for så vidt angår kapitalkrav vedrørende handelsbeholdningen og gensecuritisationer og tilsyn med aflønningspolitikker

KOM(2009) 362 endelig — 2009/0099 (COD)

(2010/C 339/06)

Hovedordfører: Peter MORGAN

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. september 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 47, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF for så vidt angår kapitalkrav vedrørende handelsbeholdningen og gensecuritisationer og tilsyn med aflønningspolitikker

KOM(2009) 362 endelig - 2009/0099 (COD).

Den 29. september 2009 henviste EØSU’s præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i henhold til forretningsordenens artikel 57, stk. 1, på sin 459. plenarforsamling den 20.-21. januar 2010, mødet den 20. januar 2010, Peter Morgan til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 162 stemmer for, 4 imod og 18 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Baggrunden for det forelagte direktivforslag er de konklusioner og henstillinger, der fremgår af de Larosière-gruppens rapport. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har allerede afgivet en udtalelse om rapporten, som udvalget i store træk bakker op om (1). Direktivforslaget er udarbejdet på baggrund af de internationale rammebetingelser i Basel II-regelsættet om kapitalkrav til banker. Økofin-Rådet har ændret direktivforslagets tekst under hensyntagen til resultaterne af G 20-topmødet i Pittsburgh. EØSU støtter formålet med direktivforslaget, der ændrer direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og direktiv 2006/49/EF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag.

1.2   Den foreliggende udtalelse redegør for, hvordan bankerne spillede en hovedrolle i finanskrisen, og hvordan tilsynet med og reguleringen af dem fejlede. Det er EØSU's opfattelse, at direktivet vil tage en del af manglerne i reguleringen op til behandling og bidrage til at fjerne de alvorligste brister i bankernes drift og styring. De foreslåede bestemmelser vil ikke i sig selv regulere egenrådigheden blandt de ansatte i bankerne, der var en afgørende faktor i krisen. Der er fortsat behov for at anerkende de finansielle aktørers interesser, og store bankers sociale ansvar bør i fremtiden ikke være et perifert, men et centralt anliggende.

1.3   Hovedårsagerne til krisen var:

—	Kreditinstitutternes långivning til kunder, der ikke var kreditværdige.

—	Den i mange tilfælde uhensigtsmæssige aflønning af og incitamentstruktur for de ansatte i kreditinstitutternes filialer.

—	Bankernes udstedelse af værdipapirer baseret på underliggende lån uden at udvise tilstrækkelig rettidig omhu.

—	Bankernes opkøb af disse værdipapirer uden at udvise tilstrækkelig rettidig omhu.

—	Utilstrækkelig kapitaldækning, navnlig i forhold til handelsbeholdningerne.

—	Oprettelse af ikke-balanceførte selskaber uden tilstrækkelig kapitaldækning.

—	Skadelige incitamentstrukturer og uhensigtsmæssige aflønningsordninger, der medførte kortsigtede beslutninger og unødige risici.

—	Konjunkturforstærkende regulering.

—	Systemiske mangler i risikostyringen i forhold til kvaliteten af kreditinstitutternes værdipapirbeholdninger, likviditetsreserverne og virkningen af variable aflønningsordninger på den samlede risikoeksponering.

—	En mangel på gennemsigtighed i bankforretningerne, der forhindrede långivere, låntagere, modparter, investorer, analytikere og selv uafhængige direktører i at agere hensigtsmæssigt i de finansielle markeder.

—	Utilstrækkeligt tilsyn på makroniveau og utilstrækkelig international koordinering.

1.4   EØSU glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med justeringen af sine forslag om henholdsvis aflønning og kapitalkrav har valgt at følge Financial Stability Board (FSB) og Basel-komitéen. Bankdrift er en økonomisk sektor, der har enorm betydning for EU, men er samtidig en branche, der er potentielt mobil. For at undgå skader på EU's finanssektor som følge af regelarbitrage er det afgørende, at der findes globale løsninger. Det er meget muligt, at EU selv bliver nødt til at tage teten og foreslå sådanne regler. Sådan bør det være. EU har ikke råd til at indføre regler, der adskiller sig markant fra, hvad der praktiseres andre steder.

1.5   Udvalget støtter de af Kommissionen foreslåede centrale principper for fastsættelse og gennemførelse af aflønningspolitikker. Hvis nogle af disse principper havde været gældende inden krisen, ville en lang række skandaløse og pinlige udbetalinger af godtgørelser kunne være undgået.

1.6   Inden for de fleste brancher er det maksimale loft for bonusudbetalinger til det ledende personale fastsat som en procentdel af lønnen. Efter EØSU's opfattelse bør der anvendes tilsvarende principper for de variable aflønningsordninger inden for banksektoren, eftersom den rolle, de ansatte i bankerne spiller, på ingen måde berettiger dem til en aflønning uden loft. I denne forbindelse glæder udvalget sig over kravet til større kreditinstitutter og investeringsselskaber om at oprette løn- og vederlagsudvalg.

1.7   EØSU noterer sig, at direktivforsalget beskæftiger sig mere med aflønningsstrukturen end med aflønningernes størrelse. Dette til trods må udvalget tilkendegive sin betænkelighed ved aflønningernes størrelse. EØSU forventer, at den samlede effekt af de nye kapitalkrav og forsigtighedsanalysen af aflønningspolitikkerne og –planerne vil være, at der bliver lagt bånd på tidligere tiders urimelige variable aflønningsordninger. Udvalget erkender, at EU ikke har beføjelser til at regulere aflønningsniveauet i sig selv.

1.8   EØSU glæder sig over, at bestemmelserne om aflønning ikke berører bestemmelserne i traktatens artikel 137, stk. 5, de generelle principper for medlemsstaternes aftaleret eller arbejdsmarkedslovgivning eller arbejdsmarkedsparternes rettigheder i forbindelse med eventuelle overenskomstforhandlinger.

1.9   EØSU støtter fuldt ud de øgede kapitalkrav, som der er fastsat nærmere bestemmelser om i det forelagte direktivforslag. Det drejer sig navnlig om følgende:

—	Bestemmelser, der skal stramme kapitalkravene i forbindelse med aktiver, som bankerne har i deres handelsbeholdninger med henblik på kortfristet gensalg.

—	Øgede kapitalkrav i forbindelse med komplekse securitisationer, både i bank- og i handelsbeholdningerne.

1.10   Udvalget bemærker, at forslaget ikke længere indeholder strengere bestemmelser om tilsyn med gensecuritisationer, som er særligt komplekse. EØSU forventer dog, at tilsynsmyndighederne udviser den fornødne omhu på området, og bemærker, at disse bevarer samtlige beføjelser til at gennemføre udbedrende foranstaltninger.

1.11   EØSU's synspunkter er påvirket af de forhold, der blev afdækket (2) af det amerikanske finanstilsyns undersøgelse af sammenbruddet i realkreditobligationsmarkedet og det bratte fald i værdien af en række strukturerede produkter som CDO'er og andre aktiver. Kreditvurderingsbureauerne var medansvarlige for den uansvarlige udstedelse af disse værdipapirer af tvivlsom værdi, der har kostet den industrialiserede del af verden i hundredvis af milliarder af dollar. Investeringsbankerne hjalp og tilskyndede kreditvurderingsbureauerne, mens de fleste banker ikke forstod den risiko, der var forbundet med at ligge inde med disse værdipapirer. Som de Larosière Gruppen bemærkede: »Det er af afgørende betydning, at disse lovgivningsmæssige ændringer ledsages af øget rettidig omhu og dømmekraft fra investorernes side samt en bedre overvågning«. EØSU støttede denne henstilling i sin udtalelse om bureauerne og støtter nu direktivforslaget, eftersom det stiller krav til banker og tilsyn om i handling at følge op herpå.

1.12   Punkt 4 i direktivforsalgets bilag I fastsætter en række nye og omfattende oplysningsforpligtelser. EØSU støtter disse krav. Havde disse været gældende inden krisen, kunne mange ærgrelser være undgået. Udvalget glæder sig i lige så høj grad over det fokus, bilag II sætter på likviditetsrisici og risici ved uforudsete begivenheder. Uden selv at foretage en teknisk gennemgang af bestemmelserne er udvalget af Kommissionen blevet forsikret om, at den likviditetskrise, der var det centrale element i bankkrisen, i fremtiden vil blive forhindret i kraft af de pågældende foranstaltninger.

1.13   Som udvalget har forstået det, er det hensigten at regulere likviditetsspørgsmål på detailniveau i det næste kapitalkravsdirektiv. Efter krisen ser EØSU et grundlæggende behov herfor.

1.14   Udvalget bemærker, at direktivet ikke behandler de ikke-balanceførte selskaber, men at spørgsmålet rent faktisk er behandlet i Kommissionens direktiv 2009/83/EF, der blev udstedt i juli 2009. Kapitalkravsdirektivets artikel 95 fastsætter allerede, at kreditinstitutter skal beregne værdierne af deres engagementer, medmindre de »overfører betydelige kreditrisici«. Direktivet fra juli skærper i to væsentlige henseender fortolkningen af denne bestemmelse. Hvis præciseringen var blevet foretaget inden krisen, kunne de ikke-balanceførte selskabers indflydelse på krisen være blevet væsentligt reduceret.

1.15   EØSU giver endvidere udtryk for sin betænkelighed ved den rolle, salg på tvivlsomt grundlag af lån til forbrugere spillede i forløbet op til krisen. Det ser imidlertid ud til, at meddelelsen om »Pakkeprodukter for private investorer« (3) behandler problemet, eftersom formålet er at regulere salgsvilkårene og navnlig kontrollen med de interessekonflikter, der opstår i forløbet. Dette skal ses i forlængelse af de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter.

1.16   Fremlæggelse af oplysninger er afgørende for retableringen af de finansielle markeder. EØSU er tilfreds med, at oplysningernes omfang og interessenternes adgang hertil tillader dem at få de informationer, de har behov for, for at kunne lave forretninger med pengeinstitutterne. Direktivforslagets oplysningskrav skal ses på baggrund af artikel 147 i direktiv 2006/48/EF, der pålægger kreditinstitutterne at offentliggøre de krævede oplysninger.

1.17   I november 2009 gav cheferne for HSBC og Standard Chartered Bank udtryk for betænkelighed ved, om de af lovgivningsmyndighederne foreslåede kapitalkrav var urimelige og skadelige og kunne tænkes at bremse genopretningen og udviklingen. Dette er måske et synspunkt, der kan forventes af bankfolk. Her er der imidlertid ikke tale om almindelige bankfolk. Ingen af de kreditinstitutter, de repræsenterer, modtager hjælp fra regeringen. Ledende medarbejdere fra Standard Chartered Bank var rent faktisk med til at udforme den britiske bankpakke. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at sikre, at de foreslåede kapitalkrav, når de opvejes mod den nødvendige rettidige omhu og en passende risikostyring, er denne risiko værd.

1.18   Udvalget finder, at Kommissionen bør foretage en undersøgelse med henblik på at få afdækket direktivforslagets konsekvenser ikke blot for bankernes kapitalbeholdninger, men også for den økonomiske vækst, jobskabelsen og den økonomiske genopretning generelt.

2.   Indledning

2.1   En kort redegørelse for krisen i banksystemet vil kunne sætte direktivforsalget i relief. Yderligere synspunkter på bankkrisen kan findes i formanden for det britiske finanstilsyns, Lord Turners, rapport herom (4).

2.2   De almindelige pengeinstitutters bankforretning involverer bl.a. langfristede udlån på grundlag af kortfristede indlån og indskud. Dette går under betegnelsen løbetidsmismatch og er risikabelt. Hvis samtlige indskydere besluttede sig for at trække deres penge ud, ville banken ikke have tilstrækkeligt med likvide midler til at efterkomme sine forpligtelser. Hvis låntagerne tilsvarende misligholdt deres forpligtelser, ville bankens kapital blive udhulet, og der ville være risiko for, at den blev insolvent. For at gardere sig mod denne risiko er der bogført likviditetsreserver på bankernes balancer, og bankerne sikrer sig back up fra andre pengeinstitutter. Som en sidste udvej kan bankerne låne penge i nationalbanken. Banklovgivningen fastsætter, hvor meget kapital der skal hensættes som gardering for misligholdte lån.

2.3   Bankerne foretager også selv transaktioner. Også dette kræver, at de ligger inde med kapital. Disse kapitalreserver har traditionelt været beskedne, fordi det potentielle tab på handelsbeholdningerne betragtedes som ringe på grund af de handlede aktivers høje omsættelighed på markedet. Den kapital, der krævedes til at dække en given handelsbeholdning, udregnedes efter Value-at-Risk-metoden (VaR). Bankerne oprettede ligeledes selskaber med særlige formål uden at balanceføre dem. Selskaberne var i meget høj grad lånefinansierede og potentielt risikable, men da de ikke var balanceført, blev de af myndighederne betragtet som uafhængige enheder. Da krisen brød ud, valgte mange banker at balanceføre selskaberne af hensyn til deres omdømme, selvom der ikke var blevet hensat kapital hertil.

2.4   Myndighederne spillede en rolle i bankkrisens udvikling. Bankernes kapitaldækning var godkendt af myndighederne. De pengepolitiske myndigheder fastholdt, med ECB som undtagelse, renten på et uhensigtsmæssigt lavt niveau gennem for lang tid. Selv inden for eurozonen var renterne for visse økonomiers vedkommende alt for lave. På det politiske plan tvang den amerikanske regering bankerne til at give ikke kreditværdige kunder boliglån. Opsparingskvoten i den vestlige verden faldt, og det blev overladt til Asien at finansiere det voksende underskud. Disse faktorer ansporede til risikabel bankdrift.

2.5   Bankerne udstedte dårlige boliglån, pakkede dem i pakker og solgte dem videre. Denne praksis bredte sig også uden for USA. Med hjælp fra kreditvurderingsbureauerne blev disse pakker opdelt i trancher med forskellig kreditvurdering, mange af dem med en rente, der lå langt over den risikofrie rente. De eksisterende lånetrancher blev igen ompakket ved udstedelse af nye værdipapirer, hvorved de underliggende værdipapirer ikke mere kunne spores. Bankernes egne handelsbeholdninger og transaktionerne i de ikke-balanceførte selskaber endte med for en stor dels vedkommende at bestå af et virvar af forskellige lånebaserede værdipapirer med et virvar af forskellige forkortelser. Den massive risiko, denne ophobning indebar, blev ikke erkendt.

2.6   Udstedelse og distribution af værdipapirer baseret på underliggende lån blev en tidevandsbølge. Som Lord Turner har påvist, oversteg rækkevidden og omfanget af transaktionerne i »kasinoøkonomien« på et tidspunkt den realøkonomiske aktivitet. For at kunne handle endnu hurtigere begyndte bankerne at se bort fra indlån og indskud og i stedet at optage meget kortsigtede lån på kapitalmarkederne. Derved var løbetidsmismatchet gået helt grassat. Den amerikanske nationalbank begyndte at hæve renten, og kasinoet lukkede.

2.7   De mindre kreditværdige boliglåntagere begyndte at misligholde deres lån. Kreditvurderingsbureauerne nedjusterede de lånebaserede værdipapirers rating massivt. Overalt forsøgte bankerne at afhænde disse værdipapirer, hvilket førte til, at systemet brød sammen. Priserne styrtdykkede. Den likviditet, der skulle være garanteret i kraft af værdipapirernes høje omsættelighed, var forsvundet. Bankerne kunne ikke gennemskue hinandens forhold, hvorved tilliden mellem dem forsvandt, og transaktionerne mellem bankerne på kapitalmarkederne gik i stå. Alle typer banker kom i vanskeligheder på grund af likviditetsmanglen. Lehman Brothers fik lov at gå ned, mens en lang række banker i USA og den øvrige verden måtte have massiv statsstøtte for at overleve.

2.8   Aflønningsordningerne trak i retning af øget risiko i kreditinstitutterne. På samtlige niveauer bidrog incitamentstrukturen til, at der blev fokuseret på kortsigtet profit, uanset risiciene på længere sigt. Det opskruede antal transaktioner mellem bankerne skabte en kunstig økonomi, der var koblet af fra realøkonomien, og hvor aflønningen ikke længere havde noget at gøre med normerne i den virkelige verden. Kvaliteten af bankernes udlån faldt dramatisk. Værdipapirhandlere og andre var under et tilsvarende kortsigtet pres. I visse tilfælde blev selv filialmedarbejdere med kontakt til almindelige kunder kraftigt ansporet til at udstede kreditkort og boliglån til kunder, hvis kreditværdighed var tvivlsom.

2.9   En revideret banklovgivning må nødvendigvis baseres på, hvad der kan læres af krisen. Kvantiteten og kvaliteten af bankernes reserver bør øges radikalt. Kapitalkravene vedrørende handelsbeholdningen bør øges markant, og VaR-beregningsmetoden revideres. Kapitalberegningen bør i fremtiden virke konjunkturudlignende. Risikovurderingen skal være mere forsigtig. De likviditetsrisici, løbetidsmismatchet indebærer, bør genovervejes, eftersom den likviditet, der skulle være garanteret i kraft af værdipapirernes omsættelighed og kapitalmarkederne, ikke var til stede, da krisen brød ud.

2.10   En revideret banklovgivning er imidlertid ikke tilstrækkelig. Markedsmekanismer og øget inddragelse af interessenterne er afgørende. Hovedproblemet er mangel på gennemsigtighed. Det reelle billede af bankernes långivning, aktiver, reserver og risikoprofiler skal lægges offentligt frem. Denne gennemsigtighed vil give långivere, låntagere, aktionærer, direktører og analytikere mulighed for at handle hensigtsmæssigt i markedet.

2.11   Der bør rettes op på de statslige myndigheders svigt – politisk, pengepolitisk og tilsynsmæssigt – således at bankerne igen kan vende tilbage til en fornuftig og forsigtig bankdrift, der kan afkræve kunderne samme fornuftighed og forsigtighed. I visse medlemsstater har de almindelige bankkunder behov for beskyttelse mod kritikløs långivning fra kreditinstitutternes side.

2.12   Virksomhedsledelsen skal forbedres. Der er behov for et helt nyt perspektiv på risikostyringen og det overordnede tilsyn. Aflønningsordningerne bør baseres på en længere tidshorisont. I stedet for at undergrave risikostyringen bør de støtte den, og de bør være i overensstemmelse med aktionærernes og interessenternes langsigtede interesser. Samtlige aflønningsordninger for personale, der reelt kan påvirke bankens risikoprofil, bør udsondres på baggrund af denne profil.

2.13   Bankkrisen har sat fokus på problemet med at samle detailbanker og investeringsbanker i enheder, der er for store til, at de blot kan få lov at gå ned. På mange måder er det fornuftigt at kombinere de to former for bankvirksomhed, eftersom en investeringsbank kan tilbyde en lang række faciliteter, der er nødvendige både for privat- og erhvervskunder. Det centrale spørgsmål er den implicitte og ofte nødvendige eksplicitte statslige indskudsgaranti for privatkunder. Denne kan virke undergravende for forretningsetikken i investeringsbankerne og anspore dem til at tage urimelige risici. Glass-Steagall-loven gennemtvang efter krakket i 1929 en adskillelse af detailbankerne og investeringsbankerne i USA. Loven blev ophævet i 1999 pga. det overlap, der siden havde udviklet sig. Hvis de to former for bankvirksomhed igen skal adskilles i kraft f.eks. af en ny Glass-Steagall-lov, er det afgørende, at kapitalkravene er skrappe nok til at forhindre, at bankens investeringsdel trækker detaildelen med ned.

3.   Resumé af Kommissionens direktivforslag

De ændringer af direktivforslaget, der er blevet tilføjet efter mødet i Pittsburgh, og som er relevante ud fra et EØSU-synspunkt, er tilføjet med kursiv.

3.1   Overdreven og uforsigtig risikotagning i banksektoren har resulteret i flere finansieringsinstitutters fallit og systemiske problemer i medlemsstaterne og globalt, og blandt tilsynsmyndigheder og reguleringsmyndigheder, herunder også G20 og Det Europæiske Banktilsynsudvalg, er der bred enighed om, at nogle finansieringsinstitutters uhensigtsmæssige aflønningsstrukturer har været en medvirkende årsag. I denne situation er de internationalt aftalte og godkendte principper, som Rådet for Finansiel Stabilitet har opstillet, særligt vigtige.

3.2   For at kunne afhjælpe uhensigtsmæssigt udformede aflønningsstrukturers potentielt negative indvirkning bør kreditinstitutter og investeringsselskaber indføre og opretholde en aflønningspolitik og -praksis, som er i overensstemmelse med effektiv risikostyring.

3.3   Det er af stor betydning, at den nye forpligtelse vedrørende aflønningspolitik og -praksis gennemføres konsekvent. Det er derfor hensigtsmæssigt at gøre rede for hovedprincipperne for at sikre, at aflønningsstrukturen ikke tilskynder de enkelte medarbejdere til overdreven risikotagning, og at den er forenelig med instituttets risikovillighed, værdier og langsigtede interesser.

3.4   Nedenfor opregnes en række af hovedprincipperne:

—	Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditinstituttets risikotoleranceniveau.

—	Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditinstituttets forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

—

Vurderingen af resultater sker inden for en flerårig ramme for at sikre, at vurderingen kommer til at gå på resultaterne set over en længere periode, og at udbetalingen af resultatlønsdelen af aflønningen spredes over en periode, der tager hensyn til virksomhedens underliggende forretningsmæssige cyklus og dens forretningsrisici.

—	Godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis kontrakten opsiges før tiden, er afhængige af de resultater, der er opnået over en periode, og ordningen er således indrettet, at manglende resultater ikke belønnes.

—	En garanteret variabel aflønning er undtagelsen og forekommer kun i forbindelse med nyansættelser og er begrænset til det første år.

—	Mindst 50 % af den variable aflønning udbetales i form af aktier eller passende ikke-pekuniære midler, der bør være genstand for en passende tilbageholdelsespolitik.

—	I tilfælde, hvor der tildeles en stor bonus, udskydes hovedparten af bonussen i en passende periode, og udbetalingen afhænger af virksomhedens fremtidige resultater. Mindst 40 %, og for det ledende personales vedkommende mindst 60 %, overdrages pro rata over en periode på ikke under tre år.

—	Den variable aflønning, herunder den udskudte del, udbetales eller overdrages kun, hvis dette er foreneligt med det pågældende kreditinstituts økonomiske bæredygtighed.

3.5   »Betydelige« kreditinstitutter og investeringsselskaber pålægges at oprette et løn- og vederlagsudvalg. »Betydelige« kreditinstitutter og investeringsselskaber defineres på baggrund af deres størrelse, interne organisation og deres aktiviteters art, omfang og kompleksitet.

3.6   De kompetente myndigheder bør også have beføjelser til at pålægge enten finansielle eller ikke-finansielle foranstaltninger eller sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne om en aflønningspolitik, som er i overensstemmelse med en forsvarlig og effektiv risikostyring. Foranstaltningerne og sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

3.7   Med henblik på at harmonisere tilsynsmetoderne ved vurderingen af aflønningspolitik og -praksis bør Det Europæiske Banktilsynsudvalg sikre, at der findes retningslinjer for forsvarlig aflønningspolitik i banksektoren.

3.8   Eftersom uhensigtsmæssige aflønningspolitikker og incitamentsordninger kan bringe kreditinstitutternes og investeringsselskabernes risikoeksponering op på et uacceptabelt niveau, bør de kompetente myndigheder kunne pålægge de relevante enheder kvalitative og kvantitative foranstaltninger. De kvalitative foranstaltninger omfatter krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber om at reducere den risiko, der er forbundet med deres aktiviteter, herunder aflønningsstrukturerne. De kvantitative foranstaltninger kan bestå i et krav om supplerende egenkapital.

3.9   For at markedet kan få tilstrækkelig indsigt i deres aflønningsstrukturer og de tilhørende risici, bør kreditinstitutterne og investeringsselskaberne videregive oplysninger om deres aflønningspolitik og -praksis for de medarbejdere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

3.10   For securitisationer, hvor andre securitisationer omgrupperes, og som er forbundet med højere kreditrisiko end normale securitisationer, bør der gælde særlige kapitalkrav, som får investeringsselskaberne til at afholde sig fra at investere i securitisationer, der er særligt komplekse og risikobehæftede.

3.11   Gensecuritisationer omgrupperer securitisationsengagementer med middelrisiko til nye værdipapirer. Generelt har kreditvurderingsinstitutter og markedsdeltagere anset kreditrisikoen i forbindelse hermed for lav. På grund af deres kompleksitet og følsomhed over for korrelerede tab indebærer gensecuritisationer større risici end almindelige securitisationer. Derfor indeholder dette forslag en række kapitalkrav, som er strengere end for almindelige securitisationer med samme rating.

3.12   Da der i den seneste tid har været konstateret mangler i de interne modeller til beregning af kapitalkravene i relation til markedsrisikoen, bør standarden hæves. Navnlig bør indregningen af risici udvides vedrørende kreditrisiciene i handelsbeholdningen. Endvidere bør der i kapitalkravene indgå en komponent, der tager højde for krisesituationer, for at stramme kapitalkravene, når markedsforholdene forringes, og for at mindske risikoen for en procyklisk udvikling.

3.13   Uden at det berører de oplysninger, som udtrykkeligt kræves i dette direktiv, er formålet med oplysningspligten at give markedsdeltagerne præcise og fyldestgørende oplysninger om de enkelte institutters risikoprofil. Hvis det til opfyldelse af denne målsætning er nødvendigt, bør institutterne derfor videregive yderligere oplysninger, som ikke udtrykkeligt er nævnt i dette direktiv.

3.14   Kreditinstitutternes oplysningsforpligtelser vedrørende securitisationer bør strammes væsentligt. Især bør der også tages højde for de risici, der er forbundet med securitisationspositionerne i handelsbeholdningen.

---

(1)  Jf. EUT C 318 af 23.12.2009, s. 57.

(2)  Jf. EUT C 277 af 17.11.2009, s. 117.

(3)  KOM(2009) 204 endelig.

(4)  The Turner Review, UK Financial Services Authority, marts 2009.

---