Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010XC0219(04)

    Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

    EUT C 42 af 19.2.2010, p. 16–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    19.2.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 42/16


    Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

    2010/C 42/06

    Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen

    ENHEDSDOKUMENT

    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

    »VASTEDDA DELLA VALLE DEL BELÌCE«

    EF-Nr.: IT-PDO-0005-0661-26.11.2007

    BGB ( ) BOB ( X )

    1.   Produktets navn:

    »Vastedda della valle del Belìce«

    2.   Medlemsstat eller tredjeland:

    Italien

    3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren:

    3.1.   Produkttype (jf. bilag III):

    Kategori 1.3. —

    Oste

    3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen »Vastedda della valle del Belìce«:

    Produktet med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Vastedda della valle del Belìce« er betegnelsen for en fåreost af trådet struktur (pasta filata), som spises frisk og ved afsætningstidspunktet har følgende egenskaber: Den har en karakteristisk rund form med let konvekse sider. Det plane ydres diameter er mellem 15-17 cm og sidehøjden 3-4 cm. Vægten er 500-700 gram afhængig af ostens størrelse. Overfladen er uden skorpe, elfenbensfarvet, glat og fast og fri for huller og folder, den må være dækket af en lys strågul patina. Den hvide ostemasse er ensartet, glat, ikke kornet og undertiden med spor af streger på grund af den håndværksmæssige strækning af ostemassen (filatura). Osten må kun have meget få eller ingen huller, ligesom den kun må afgive lidt eller slet ingen væske. Den har en aroma, som er typisk for frisk fåremælk, med en sød, frisk og behagelig smag, som er en anelse syrlig. Fedtindholdet skal mindst være 35 % af tørstofindholdet og mindst 18 % for friske produkter. Natriumchloridindholdet (saltindholdet) må ikke overstige 5 % af tørstofindholdet og 2,7 % for friske produkter.

    3.3.   Råvarer (kun for forarbejdede produkter):

    Ost med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Vastedda della valle del Belìce« fremstilles af ubehandlet fåremælk med naturligt syreindhold fra fermenteringen fra får af racen Valle del Belìce, som opdrættes på bedrifter beliggende i det under punkt 4 nævnte produktionsområde.

    3.4.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse):

    Fårenes ernæring består af græsning på naturlige og/eller dyrkede græsningsarealer, frisk grovfoder, hø og halm fra produktionsområdet, jf. punkt 4, hvedestubbe og vegetabilske biprodukter (græs som vokser langs vinranker, grene fra efterårsbeskæringen af oliventræer, fladskud af figenkaktus og vinrankeblade efter vinhøsten). Det er tilladt at supplere med korn, bælgplanter og ikke-genetisk modificeret ublandet foder eller foderblandinger i op til 50 % af foderrationens samlede tørstofindhold. Anvendelse af produkter af animalsk oprindelse og af planter eller dele af planter (frø) af bukkehornskløver, tapiok og maniok i foderet er forbudt.

    3.5.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område:

    Produktionen af mælk og fremstillingen af ost skal finde sted i det afgrænsede område.

    3.6.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.:

    Produktet sælges som runde oste med en diameter på 15-17 cm og en kant på 3-4 cm i en hermetisk lukket og beskyttende polyethylenpakning. Eftersom osten er et frisk produkt, skal pakningen foregå på produktionsstedet for at sikre kvaliteten og ikke mindst beskytte produktets mikrobiologiske egenskaber, der er rig på autoktone mælkesyrebakterier, der gør den til et levende og til stadighed foranderligt produkt.

    3.7.   Specifikke mærkningsregler:

    Etiketter, der anbringes på den udvendige del af Vastedda-ostens indpakning, som er fremstillet af polyethylen, skal ud over betegnelsens logo bære teksten »Vastedda della valle del Belìce«. Logoet må anvendes i publikationer og reklamemateriale.

    Det er tilladt at anføre person- eller virksomhedsnavne eller mærker, forudsat at der ikke er tale om anprisning eller vildledende oplysninger, og forudsat at de pågældende angivelser er væsentlig mindre end dem, der er anvendt til den beskyttede oprindelsesbetegnelse.

    Image

    Logoet består af en cirkel. Uden for cirklen langs dens øvre kant står navnet »Vastedda della valle del Belìce« skrevet i mørkegrønt fra venstre til højre. Inde i cirklen langs den nederste kant angives betegnelsen »Denominazione d’Origine Protetta« i hvidt fra venstre til højre.

    Inde i logoet findes der i cirklens øverste del en stiliseret lysegul sol med tydeligt definerede konturer, hvor der af solen er udskåret et V-formet stykke ost. Fra solen udgår endvidere elleve gule triangelformede stråler, altsammen mod en himmelblå baggrund.

    Under solen i midten af logoet krydser to grønne bakker hinanden og danner bogstavet »V«, hvilket markeres med to lysegrønne farvebånd på toppen af bakkerne.

    Til højre fremstilles delvis og med gule streger et stiliseret dorisk tempel, som hviler på to afsatser med fire piller, hver især kronet med et søjlehoved (kapitæl). På søjlehovederne hviler templets overliggere (arkitraven) under et skråt tag. Logoets diameter skal inklusive betegnelsen »Vastedda della valle del Belìce« være 4 cm.

    4.   Præcis afgrænsning af det geografiske område:

    Det geografiske område for fåreopdræt, mælkeproduktion, forarbejdning og pakning af osten med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Vastedda della Valle del Belìce« omfatter følgende kommuner:

     

    i provinsen Agrigento: Caltabellotta, Menfi, Montevago, Sambuca di Sicilia, Santa Margherita di Belìce og Sciacca

     

    i provinsen Trapani: Calatafimi, Campobello di Mazara, Castelvetrano, Gibellina, Partanna, Poggioreale, Salaparuta, Salemi, Santa Ninfa og Vita

     

    i provinsen Palermo: Contessa Entellina og Bisacquino, dog kun området San Biagio.

    5.   Tilknytning til det geografiske område:

    5.1.   Det geografiske områdes egenart:

    Området, hvor »Vastedda della valle del Belìce« produceres, er kendetegnet ved brunlig kalkholdig jord, lithosol, regosol og vertisol samt naturlige og dyrkede græsningsarealer, som er rige på vilde planter og lokale økotyper, hvis botaniske sammensætning består af bælgplanter, græsser og planter fra korsblomstfamilien, der udgør grundlaget for dyrenes ernæring og ifølge videnskabelige studier har betydning for mælkeproduktionen i kraft af deres evne til at ændre mælkens kemiske og aromatiske sammensætning.

    De klimatiske forhold i produktionsområdet er forskellige fra Siciliens øvrige områder. På grund af temperaturforholdene i Valle del Belìce-området med højeste og laveste registrerede temperatur på henholdsvis 35 °C og 9 °C og de særlige overfladeforhold udsættes produktionsområdet ikke for barske klimaændringer, som kan påvirke den autoktone mikroflora i »Vastedda della valle del Belìce«.

    Vastedda-oste er altid blevet fremstillet i Valle del Belìce-området af mælk fra den stedlige fårerace, der i dag benævnes »Valle del Belice«-racen og er kendt for at producere mælk, der er meget velegnet til ostefremstilling.

    »Vastedda della valle del Belìce« knytter sig uløseligt til områdets særlige jordbundsforhold, lokale foderafgrøder, ostemestrenes metoder til forarbejdning af mælken samt anvendelse af gamle værktøjer af træ og siv, hvor den autoktone mikroflora afsætter sig, som gør »Vastedda della valle del Belìce« til et unikt produkt af sin art.

    5.2.   Produktets egenart:

    »Vastedda della valle del Belìce« er en af de meget få, hvis ikke den eneste, fåreost med en trådet struktur. Den har den typiske smag af frisk fåreost, let syrlig, men aldrig kraftig. Ostemassen er hvid og fast med spor af rande på grund af den håndværksmæssige forarbejdning, hvor ostemassen trækkes ud i lange tråde. Den har en karakteristisk rund form med let konvekse sider.

    5.3.   Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB):

    Der er en meget gammel tradition for fårehold og ostefremstilling i produktionsområdet for »Vastedda della valle del Belìce«. Fåreopdrættet foregår den dag i dag efter traditionelle metoder med anvendelse af fårefolde, som er tilpasset dyrenes behov og sikrer deres velbefindende, hvilket har positiv indvirkning på kvaliteten af den mælk, som anvendes ved produktionen af »Vastedda della valle del Belìce«. De naturlige og dyrkede græsningsarealers botaniske sammensætning har indflydelse på mælkens kemiske og aromatiske egenskaber og giver osten dens særlige smag og aroma. En vigtig rolle for produktets smag og endelige aroma spiller de håndværksmæssige metoder til fremstilling af ostemassen, som giver osten meget specifikke enzymatiske egenskaber, og syrningen af ostemassen med en ostesi af siv kun ved tilsætning af den naturlige mikroflora, som er typisk for produktionsområdet.

    Derudover kræver selve den håndværksmæssige strækning af ostemassen et særligt håndelag, fordi fåremælk ikke er særlig velegnet til fremstilling af ost af trådet struktur.

    Navnet Vastedda kommer af den form, som osten antager efter strækningen, når den for at blive fast anbringes i dybe tallerkner af keramik (»Vastedde«) for at give den dens fladrunde form.

    Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen:

    (Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006)

    Den ansøgende myndighed har indledt den nationale indsigelsesprocedure med offentliggørelse af forslaget om anerkendelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Vastedda della Valle del Belìce« i Gazzetta Ufficiale (den italienske statstidende) nr. 239 af 13. oktober 2007.

    Den konsoliderede udgave af varespecifikationen kan ses på webstedet:

    http://www.politicheagricole.it/DocumentiPubblicazioni/Search_Documenti_Elenco.htm?txtTipoDocumento=Disciplinare%20in%20esame%20UE&txtDocArgomento=Prodotti%20di%20Qualit%E0>Prodotti%20Dop,%20Igp%20e%20Stg

    eller

    direkte på ministeriets websted (http://www.politicheagricole.it) ved at klikke på »Prodotti di Qualità« (i skærmens venstre side) og derefter på »Disciplinari di Produzione all’esame dell’UE [regolamento (CE) n. 510/2006]«.


    (1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.


    Top