Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2009/125/10

    Indkaldelse af forslag IX-2010/01 — Tilskud til politiske partier på europæisk plan

    EUT C 125 af 5.6.2009, p. 27–29 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    5.6.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 125/27


    Indkaldelse af forslag IX-2010/01 — Tilskud til politiske partier på europæisk plan

    2009/C 125/10

    1.   MÅLSÆTNINGER

    1.1.   Baggrund

    I artikel 191 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastslås det, at politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen, og at de bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje. Der er i den forbindelse i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 (1) fastlagt bestemmelser om statutten for og finansiering af politiske partier på europæisk plan. Forordningen fastsætter navnlig et årligt økonomisk bidrag fra Europa — Parlamentet — i form af et driftstilskud — til de politiske partier, der ansøger herom og opfylder de i forordningen fastlagte betingelser.

    1.2.   Formålet med indkaldelsen af forslag

    I artikel 2 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004, som fastsætter gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 2004/2003 (2), hedder det: »Europa-Parlamentet offentliggør hvert år inden udgangen af første halvår en indkaldelse af forslag med henblik på ydelse af tilskud til finansiering af partier og fonde.« Denne indkaldelse af forslag vedrører ansøgninger om tilskud for regnskabsåret 2010 og dækker aktivitetsperioden fra 1. januar 2010 til 31. december 2010.

    2.   KRITERIER OG DOKUMENTATION

    2.1.   Formelle betingelser for behandling af ansøgninger

    Ansøgninger tages kun i betragtning, hvis de er udarbejdet skriftligt i overensstemmelse med formularen til ansøgning om tilskud i bilag 1 til Europa-Parlamentets Præsidiums ovennævnte afgørelse af 29. marts 2004, er fremsendt til Europa-Parlamentets formand inden fristens udløb og overholder de nærmere regler for indgivelse af ansøgninger som beskrevet nedenfor.

    2.2.   Kriterier for støtteberettigelse

    For at kunne opnå et tilskud skal et politisk på europæisk plan opfylde betingelserne i artikel 3(1) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 dvs.:

    a)

    det skal have status som juridisk person i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende

    b)

    det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne være repræsenteret af medlemmer af Europa-Parlamentet eller i de nationale eller regionale parlamenter eller i regionale forsamlinger, eller det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne have opnået mindst 3 % af de afgivne stemmer i hver af disse medlemsstater ved det seneste valg til Europa-Parlamentet

    c)

    det skal, særligt i sit program og i sine aktiviteter, overholde de principper, som Den Europæiske Union bygger på: principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet

    d)

    det skal have deltaget i valg til Europa-Parlamentet eller have udtrykt hensigt herom.

    2.3.   Udelukkelseskriterier

    Ansøgerne skal desuden attestere, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er nævnt i artikel 93(1) og 94 i Rådets forordning (EF, Euratom), nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3).

    2.4.   Udvælgelseskriterier

    Ansøgerne skal godtgøre, at de er tilstrækkeligt juridisk og økonomisk levedygtige til at kunne gennemføre det aktivitetsprogram, der søges finansieret, og have den nødvendige tekniske og administrative kapacitet til at kunne afslutte det aktivitetsprogram, der skal ydes tilskud til.

    2.5.   Kriterier for tildeling

    I overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 2004/2003 fordeles de disponible bevillinger for regnskabsåret 2010 mellem de politiske partier, som har modtaget en positiv afgørelse i relation til de formelle betingelser og kriterierne for støtteberettigelse, udelukkelse og udvælgelse, på følgende måde:

    a)

    15 % fordeles med lige store dele

    b)

    85 % fordeles mellem de partier, der har valgte medlemmer i Europa-Parlamentet, i forhold til antallet af valgte medlemmer.

    2.6.   Dokumenter, der skal indgives

    Ansøgerne skal med henblik på vurderingen af de ovennævnte kriterier indgive følgende dokumenter:

    a)

    Det originale følgebrev med angivelse af det ansøgte støttebeløb

    b)

    Ansøgningsformularen i bilag 1 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004 behørigt udfyldt og underskrevet (herunder den skriftlige erklæring på tro og love)

    c)

    Det politiske partis statut (eller erklæring om, at der ikke er sket nogen ændringer i de dokumenter, der allerede er fremsendt)

    d)

    Et officielt registreringscertifikat (eller erklæring om, at der ikke er sket nogen ændringer i de dokumenter, der allerede er fremsendt)

    e)

    Et nyligt bevis for det politiske partis eksistens

    f)

    En liste over direktører/bestyrelsesmedlemmer (navne og fornavne, titler eller funktioner i det ansøgende politiske parti) (eller erklæring om, at der ikke er sket nogen ændringer i de dokumenter, der allerede er fremsendt)

    g)

    Dokumenter, som attesterer, at ansøgeren opfylder betingelserne i artikel 3(1), litra b) (4) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2004/2003

    h)

    Dokumenter, som attesterer, at ansøgeren opfylder betingelserne i artikel 3(1), litra d) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2004/2003 (eller erklæring om, at der ikke er sket nogen ændringer i de dokumenter, der allerede er fremsendt)

    i)

    Det politiske partis program (eller erklæring om, at der ikke er sket nogen ændringer i de dokumenter, der allerede er fremsendt)

    j)

    Fyldestgørende finansielle oversigter for 2008 attesteret af et eksternt revisionsorgan (5)

    k)

    Det foreløbige driftsbudget for den tilskudsberettigede periode (1. januar 2010-31. december 2010) med angivelse af udgifter, der kan komme i betragtning til finansiering over Fællesskabets budget.

    3.   NÆRMERE REGLER FOR FÆLLESSKABSFINANSIERING

    Budgettet for regnskabsåret 2010 anslås til i alt EUR 11 075 000, med forbehold af budgetmyndighedens godkendelse.

    Det maksimale beløb for økonomisk støtte fra Europa-Parlamentet må ikke overstige 85 % af de tilskudsberettigede udgifter på de europæiske politiske partiers driftsbudgetter. Bevisbyrden påhviler det pågældende politiske parti.

    Fællesskabsfinansieringen sker i form af driftstilskud som fastsat i finansforordningen og i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (6). De nærmere regler for udbetalingen af tilskuddet og forpligtelserne i forbindelse med anvendelsen heraf fastlægges i tilskudsaftalerne. En modelaftale findes i bilag 2 til Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004.

    4.   PROCEDURE

    4.1.   Frist og nærmere regler for indgivelse af forslag

    Fristen for fremsendelse af ansøgninger er den 1. november 2009. Ansøgninger, der fremsendes efter denne frist, vil ikke blive taget i betragtning.

    Ansøgningerne skal

    være udfærdiget på formularen til ansøgning om finansiering

    være underskrevet af ansøgeren eller af dennes behørigt befuldmægtigede

    være fremsendt i dobbelt kuvert. Begge kuverter skal være lukkede. Den inderste kuvert skal ud over navnet på den tjenestegren, som er nævnt i indkaldelsen af forslag, være forsynet med følgende påtegning:

    CALL FOR PROPOSALS — 2010 grants to political parties at European level

    NOT TO BE OPENED BY THE MAIL SERVICE OR BY ANY OTHER UNAUTHORISED PERSON

    Hvis der benyttes selvklæbende kuverter, skal de forsegles med tape med afsenderens underskrift hen over tapen. Som afsenders underskrift betragtes ikke kun hans håndskrevne påtegning, men også hans virksomheds stempel.

    være afsendt senest på den dato, der er fastsat som frist i indkaldelsen af forslag, enten med posten som anbefalet brev, hvorved poststemplet er afgørende, eller pr. kurertjeneste, hvorved datoen på kvitteringen for indlevering er afgørende.

    Adressen på den yderste kuvert skal være følgende:

    EUROPEAN PARLIAMENT

    Mail Service

    KAD 00D008

    L-2929 Luxembourg

    Denne kuvert skal også forsynes med afsenderens adresse.

    Adressen på den inderste kuvert skal være følgende:

    President of the European Parliament

    via Mr Vanhaeren, Director-General of Finance

    SCH 05B031

    L-2929 Luxembourg

    4.2.   Tidsplan for gennemførelsen af aktivitetsprogrammet

    Den periode, hvori der kan opnås medfinansiering af udgifterne på driftsbudgetterne for de politiske partier på europæisk plan for 2010, strækker sig fra 1. januar 2010 til 31. december 2010.

    4.3.   Procedure og frist for tildeling

    Der gælder følgende procedurer og frister i forbindelse med Europa-Parlamentets modtagelse af ansøgninger og tildeling af tilskud til de politiske partier på europæisk plan:

    a)

    Fremsendelse af ansøgning til Europa-Parlamentet (senest den 1. november 2009).

    b)

    Undersøgelse og udvælgelse foretaget af Parlamentets tjenestegrene. Kun ansøgninger, der opfylder de formelle betingelser, undersøges på grundlag af kriterierne for støtteberettigelse, udelukkelse og udvælgelse, der er angivet i indkaldelsen af forslag.

    c)

    Vedtagelse af den endelige afgørelse fra Parlamentets Præsidium (inden den 1. februar 2010) og meddelelse om resultatet til ansøgerne.

    d)

    Underskrivelse af en aftale om tilskud (senest 30 dage efter Præsidiets afgørelse).

    e)

    Udbetaling af en forfinansiering på 80 % (senest 15 dage efter aftalens underskrivelse).

    4.4.   Supplerende oplysninger

    På internetadressen

    http://www.europarl.europa.eu/tenders/invitations.htm

    kan man finde følgende tekster:

    a)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan

    b)

    Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan

    c)

    Formular til ansøgning om finansiering

    d)

    Modelaftale

    Spørgsmål angående denne indkaldelse af forslag med henblik på ydelse af tilskud skal sendes pr. e-mail med henvisning til offentliggørelsen til følgende adresse: Helmut.Betz@europarl.europa.eu


    (1)  EUT L 297 af 15.11.2003, s. 1.

    (2)  EUT C 155 af 12.6.2004, s. 1.

    (3)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

    (4)  Herunder listerne over de valgte medlemmer, som er omtalt i artikel 3(1), litra b), første afsnit, og artikel 10, stk. 1, litra b).

    (5)  Medmindre det politiske parti på europæisk plan er blevet dannet i løbet af året.

    (6)  EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.


    Top