14.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 305/19

A.

Denne meddelelse udsendes i henhold til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«) og aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (»tilsyns- og domstolsaftalen«).

B.

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har udsendt en meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (1). Denne meddelelse, som ikke er bindende, indeholder de principper og regler, som Kommissionen følger på konkurrenceområdet. Den beskriver også, hvordan samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater påtænkes gennemført.

C.

EFTA-Tilsynsmyndigheden finder, at ovennævnte meddelelse er relevant for EØS. For at opretholde lige konkurrencevilkår og sikre en ensartet anvendelse af EØS-konkurrencereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde vedtager EFTA-Tilsynsmyndigheden nærværende meddelelse på grundlag af de beføjelser, den har i medfør af tilsyns- og domstolsaftalens artikel 5, stk. 2, litra b).

D.

Formålet med nærværende meddelelse er navnlig at redegøre for, hvordan EFTA-Tilsynsmyndigheden påtænker at samarbejde med de nationale domstole i EFTA-staterne (2) om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 i individuelle sager (3); der tages til enhver tid hensyn til de nationale domstoles uafhængighed.

1.

Denne meddelelse omhandler samarbejdet mellem EFTA-Tilsynsmyndigheden og domstolene i EFTA-staterne, når disse domstole anvender EØS-aftalens artikel 53 og 54. I denne meddelelse forstås ved »domstole i EFTA-staterne« (»de nationale domstole«) de retter i en EFTA-stat, der kan anvende EØS-aftalens artikel 53 og 54, og som i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34 er bemyndiget til at anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse om fortolkningen af EØS-aftalen og tilsyns- og domstolsaftalen. (4)

2.

De nationale domstole kan anmodes om at anvende EØS-aftalens artikel 53 eller 54 i tvister mellem private parter, f.eks. søgsmål angående kontraktforhold eller erstatningssøgsmål. De kan også fungere som retshåndhævende myndigheder eller som appelinstanser. En national domstol kan endog udpeges som en EFTA-stats konkurrencemyndighed (»den nationale konkurrencemyndighed«) efter artikel 40, stk. 1, i kapitel II i protokol 4 til tilsyns- og domstolsaftalen (»kapitel II«) om gennemførelsen af konkurrencereglerne i EØS-aftalens artikel 53 og 54 (5). I så fald er samarbejdet mellem de nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke kun omfattet af nærværende meddelelse, men også af meddelelsen om samarbejdet inden for EFTA-netværket af konkurrencemyndigheder (6).

3.

EF-Domstolen har fastslået, at når de nationale domstole efter national ret af egen drift skal inddrage anbringender, der støttes på en bindende national regel, som parterne ikke har påberåbt sig, må en sådan forpligtelse også gælde, såfremt der er tale om bindende fællesskabsregler, f.eks. konkurrencereglerne. Det samme gælder, såfremt national ret giver nationale domstole mulighed for af egen drift at anvende den bindende retsregel: En national domstol skal anvende konkurrencereglerne, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har påberåbt sig dem, når den har mulighed herfor efter national ret. Imidlertid pålægger fællesskabsretten ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at fællesskabsbestemmelser er overtrådt, når en stillingtagen til et sådant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesførelsen, ved at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at fællesskabsbestemmelserne anvendes, har fremført til støtte for sin påstand (10). EFTA-Tilsynsmyndigheden mener, at der påhviler de nationale domstole i EFTA-staterne en lignende forpligtelse, når der er gennemført sådanne EØS-regler (11).

4.

De nationale domstole kan afhængigt af deres opgaver efter national ret, blive anmodet om at anvende EØS-aftalens artikel 53 og 54 i forvaltningsretlige, civilretlige eller strafferetlige søgsmål (12). I tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person anmoder den nationale domstol om beskyttelse af sine subjektive rettigheder, spiller de nationale domstole en særlig rolle ved håndhævelsen af EØS-aftalens artikel 53 og 54, som adskiller sig fra EFTA-Tilsynsmyndighedens eller de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelse af reglerne i offentlighedens interesse (13). De nationale domstole kan nemlig erklære kontrakter ugyldige eller tilkende erstatning i henhold til EØS-aftalens artikel 53 og 54.

5.

De nationale domstole kan anvende EØS-aftalens artikel 53 og 54, uden at det er nødvendigt at anvende den nationale konkurrenceret parallelt hermed. Når en national domstol anvender den nationale konkurrenceret på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger eller samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen som omhandlet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, (14) eller på enhver form for misbrug, der er forbudt ved EØS-aftalens artikel 54, skal de dog også anvende EØS-konkurrencereglerne på aftalerne, vedtagelserne eller den pågældende praksis (15).

6.

Kapitel II giver ikke blot de nationale domstole beføjelser til at anvende EØS-konkurrencereglerne. En parallel anvendelse af de nationale konkurrenceregler på aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis, der påvirker handelen mellem de kontraherende parter i EØS-aftalen, må ikke føre til et andet resultat end anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne. Efter artikel 3, stk. 2, i kapitel II kan aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der ikke er i strid med EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, eller som opfylder betingelserne i EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, heller ikke forbydes efter national konkurrenceret (16). På den anden side skal eventuelle konflikter, der måtte opstå, når national ret og EØS-ret anvendes samtidig, ifølge EØS-aftalen løses på en sådan måde, at EØS-retten har forrang. Aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der er i strid med artikel 53, stk. 1, og som ikke opfylder betingelserne i artikel 53, stk. 3, kan således ikke håndhæves efter national ret (17). Artikel 3 i kapitel II indeholder ikke en tilsvarende pligt til at sikre overensstemmelse, når der er tale om parallel anvendelse af national konkurrenceret og EØS-aftalens artikel 54 i forbindelse med ensidig adfærd. I tilfælde af modstridende bestemmelser bør de nationale domstole dog være pålagt en forpligtelse til ikke at anvende nationale lovbestemmelser, som strider mod en gennemført EØS-regel, uanset om den nationale bestemmelse blev vedtaget før eller efter EØS-reglen (18).

7.

Ud over anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 og 54 har de nationale domstole også kompetence til at anvende retsakter, som er inkorporeret i EØS-aftalen, domme afsagt af EFTA-Domstolen og beslutninger truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden. Det kan således ske, at de nationale domstole skal håndhæve myndighedens beslutninger (19) eller retsakter, der er inkorporeret i EØS-aftalen, om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på visse former for aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis samt Kommissionens beslutninger. Når de nationale domstole anvender disse EØS-konkurrenceregler, handler de inden for EØS-rettens rammer, og de bør i den forbindelse også tage hensyn til de generelle EØS-retlige principper (20).

8.

De nationale domstoles anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 bygger ofte på komplicerede økonomiske og retlige vurderinger (21). Ved anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne bør de nationale domstole følge de fastsatte EØS-retlige principper (22) og de retsakter, der er inkorporeret i EØS-aftalen, om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på visse former for aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis (23). Desuden er de nationale domstole bundet af EFTA-Tilsynsmyndighedens anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 i en konkret sag, når de anvender EØS-konkurrencereglerne i samme sag samtidig med eller senere end myndigheden (24). På tilsvarende vis er de nationale domstole forpligtet til at respektere Kommissionens anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 i en konkret sag, når de anvender EØS-konkurrencereglerne i samme sag samtidig med eller senere end Kommissionen. Endelig kan de nationale domstole, uden at det påvirker EFTA-Domstolens og Fællesskabets retsinstansers endelige fortolkning af EØS-aftalen, finde retningslinjer i myndighedens og Kommissionens beslutninger og retsakter inkorporeret i EØS-aftalen, der indeholder elementer svarende til den sag, de er i færd med at behandle, samt i myndighedens meddelelser og retningslinjer om anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 og 54 (25).

9.

De proceduremæssige betingelser for de nationale domstoles håndhævelse af EØS-konkurrencereglerne og de sanktioner, de kan pålægge for overtrædelse af disse regler, er i vid udstrækning reguleret i national ret. EØS-retten er dog også til en vis grad afgørende for, på hvilke betingelser EØS-konkurrencereglerne håndhæves. Tilsyns- og domstolsaftalen giver de nationale domstole mulighed for at gøre brug af visse instrumenter, f.eks. mulighed for at anmode EFTA-Tilsynsmyndigheden om en udtalelse om spørgsmål angående anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne (26). De kan også indføre regler, der har en forpligtende virkning på sager, der verserer for dem, f.eks. tillade myndigheden og de nationale konkurrencemyndigheder at fremsætte skriftlige indlæg (27). Disse EØS-retlige bestemmelser bør have forrang for de nationale (28).

10.

Hvis ikke der findes EØS-retlige bestemmelser om procedurer og sanktioner i forbindelse med de nationale domstoles håndhævelse af EØS-konkurrencereglerne, skal domstolene anvende de nationale procedureregler og pålægge sanktioner i henhold til national ret i det omfang, de har kompetence dertil. Anvendelsen af disse nationale bestemmelser skal dog være forenelig med de generelle EØS-retlige principper. I denne forbindelse vil det være nyttigt at erindre om EFTA-Domstolens og EF-Domstolens praksis på følgende områder:

11.

Det kan ske, at en national domstol anvender EØS-konkurrencereglerne på en aftale, vedtagelse, samordnet praksis eller ensidig adfærd, der påvirker handelen mellem kontraherende parter, samtidig med EFTA-Tilsynsmyndigheden (34) eller senere end myndigheden (35). I de efterfølgende punkter skitseres nogle af de forpligtelser, som de nationale domstole i så fald skal opfylde.

12.

Hvis en national domstol når frem til en afgørelse før EFTA-Tilsynsmyndigheden, skal den undgå at træffe en afgørelse, der vil være i strid med den beslutning, som myndigheden overvejer at vedtage (36). Den nationale domstol kan derfor henvende sig til myndigheden for at høre, om myndigheden har indledt en procedure om de samme aftaler, vedtagelser eller former for praksis (37), og i bekræftende fald forhøre sig om procedurens forløb og sandsynligheden for en beslutning i sagen (38). Den nationale domstol kan, hvis den finder det nødvendigt af hensyn til retssikkerheden, også overveje at udsætte sagen, indtil myndigheden har truffet en beslutning (39). Myndigheden vil for sit vedkommende bestræbe sig på at prioritere sager, hvor den har besluttet at indlede en procedure efter artikel 2, stk. 1, i tilsyns- og domstolsaftalens kapitel III (herefter »kapitel III«), og som er omfattet af nationale procedurer, der er udsat på denne måde, især når resultatet af en civilretlig sag afhænger deraf. Når den nationale domstol ikke med rimelighed kan være i tvivl om myndighedens forventede beslutning, eller når myndigheden allerede har truffet beslutning i en tilsvarende sag, kan den nationale domstol dog afgøre den verserende sag i overensstemmelse med den forventede eller tidligere beslutning, uden at det er nødvendigt at anmode myndigheden om ovennævnte oplysninger eller afvente myndighedens beslutning.

13.

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden træffer en beslutning i en bestemt sag før den nationale domstol, må sidstnævnte ikke træffe en afgørelse i strid med myndighedens beslutning. Myndighedsbeslutningens bindende virkning foregriber naturligvis ikke EFTA-Domstolens fortolkning af EØS-retten. Hvis den nationale domstol tvivler på, at myndighedens beslutning er lovlig, kan den derfor ikke undgå, at beslutningen har bindende virkninger, medmindre EFTA-Domstolen har truffet afgørelse om, at den ikke er bindende (40). Hvis en national domstol ønsker at træffe en afgørelse, der strider mod myndighedens beslutning, skal den derfor anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse (tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34). EFTA-Domstolen vil så afgøre, om myndighedens beslutning er forenelig med EØS-retten. Hvis myndighedens beslutning indbringes for EFTA-Domstolen i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 36, og udfaldet af sagen ved den nationale domstol afhænger af, om myndighedens beslutning er gyldig, bør den nationale domstol dog udsætte sagen, indtil EFTA-Domstolen har truffet en endelig afgørelse i annullationssøgsmålet, medmindre den finder, at det efter sagens omstændigheder er berettiget at anmode EFTA-Domstolen om en udtalelse om gyldigheden af myndighedens beslutning (tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34) (41).

14.

Når en national domstol udsætter sagen, f.eks. for at afvente myndighedens beslutning (situation beskrevet i punkt 12 i denne meddelelse), eller indtil EFTA-Domstolen har afsagt endelig dom i et annullationssøgsmål eller i forbindelse med en anmodning om en rådgivende udtalelse (situation beskrevet i punkt 13), skal den undersøge, om det er nødvendigt at fastsætte foreløbige forholdsregler for at sikre parternes interesser (42).

15.

Bortset fra samarbejdsordningen mellem de nationale domstole og EFTA-Domstolen i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34 indeholder EØS-aftalens og tilsyns- og domstolsaftalens dispositive del ingen udtrykkelige bestemmelser om samarbejde mellem de nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden. EØS-aftalens artikel 3, som er inspireret af og i vidt omfang identisk med EF-traktatens artikel 10, pålægger dog de kontraherende parter at træffe alle fornødne foranstaltninger til at lette opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af EØS-aftalen. Fællesskabets retsinstanser har fastslået, at EF-traktatens artikel 10 pålægger EU-institutionerne og medlemsstaterne gensidige forpligtelser til et loyalt samarbejde med henblik på at opfylde EF-traktatens målsætninger. EF-traktatens artikel 10 indebærer således, at Kommissionen skal bistå de nationale domstole, når de anvender EU-retten (43). Myndigheden mener, at den er pålagt en tilsvarende forpligtelse til et loyalt samarbejde med de nationale domstole i EFTA-staterne i henhold til EØS-aftalens tilsvarende artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2. Tilsvarende kan de nationale domstole forpligtes til at bistå myndigheden, når den udfører sine opgaver (44).

16.

Der bør også erindres om samarbejdet mellem de nationale domstole og de nationale myndigheder, især konkurrencemyndighederne, om anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 og 54. Selv om samarbejdet mellem disse nationale myndigheder fortrinsvis reguleres af nationale regler, giver artikel 15, stk. 3, i kapitel II de nationale konkurrencemyndigheder mulighed for at fremsætte indlæg for de nationale domstole i den pågældende EFTA-stat. Punkt 31 og punkt 33-35 i denne meddelelse gælder analogt for sådanne indlæg.

17.

EFTA-Tilsynsmyndigheden er forpligtet til at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne, når de har behov for en sådan bistand for at kunne træffe afgørelse i en sag. I artikel 15 i kapitel II angives de hyppigste former for en sådan bistand, nemlig videregivelse af oplysninger (punkt 21-26 nedenfor) og myndighedens udtalelser (punkt 27-30 nedenfor), begge dele efter anmodning fra en national domstol, og myndighedens mulighed for at fremsætte indlæg (punkt 31-35 nedenfor). Da disse former for bistand er anført i kapitel II, kan de ikke begrænses af EFTA-staters regler. Hvis ikke der foreligger EØS-procedureregler i denne forbindelse, og hvis sådanne regler er nødvendige for at lette disse former for bistand, skal EFTA-staterne vedtage passende procedureregler for at give såvel de nationale domstole som myndigheden mulighed for at udnytte mulighederne efter kapitel II fuldt ud (45).

18.

Den nationale domstol kan sende sin anmodning om bistand skriftligt til:

eller pr. e-mail til:

registry@eftasurv.int

19.

Det bør erindres, at EFTA-Tilsynsmyndigheden, uanset hvilken form samarbejdet med de nationale domstole antager, vil respektere deres uafhængighed. Den bistand, myndigheden yder, er derfor ikke bindende for den nationale domstol. Myndigheden skal også sikre sig, at den overholder sin tavshedspligt og beskytter sin egen funktion og uafhængighed (46). Når myndigheden opfylder sin pligt i henhold til EØS-aftalens artikel 3 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 2 til at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne, er den forpligtet til at forholde sig neutral og objektiv ved sin bistand. Myndighedens bistand til de nationale domstole er et led i dens forpligtelse til at forsvare offentlighedens interesser. Den vil derfor ikke varetage parternes private interesser i den sag, der verserer for den nationale domstol. Som følge heraf vil myndigheden ikke høre nogen af parterne om sin bistand til den nationale domstol. Hvis myndigheden er blevet kontaktet af en af parterne i den sag, der verserer for en national domstol, med hensyn til spørgsmål, der er rejst ved denne domstol, vil den underrette den pågældende domstol derom, uanset om disse kontakter fandt sted før eller efter den nationale domstols anmodning om samarbejde.

20.

EFTA-Tilsynsmyndigheden vil kort redegøre for sit samarbejde med de nationale domstole i henhold til denne meddelelse i sin årsberetning. Den kan også beslutte at gøre sine udtalelser og indlæg tilgængelige på sit websted.

21.

EFTA-Tilsynsmyndighedens pligt til at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af EØS-konkurrenceretten afspejles fortrinsvis i dens forpligtelse til at meddele dem de oplysninger, som den er i besiddelse af. En national domstol kan f.eks. anmode myndigheden om dokumenter, som den er i besiddelse af, eller om oplysninger af proceduremæssig art for at få kendskab til, om myndigheden er i færd med at behandle en bestemt sag, om den har indledt en procedure, eller om den allerede har taget stilling i en sag. En national domstol kan også anmode myndigheden om at få oplyst, hvornår en beslutning forventes truffet, så den kan tage stilling til, om den skal udsætte en sag, eller om det er nødvendigt at træffe foreløbige forholdsregler (47).

22.

For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole vil EFTA-Tilsynsmyndigheden bestræbe sig på at meddele den nationale domstol de ønskede oplysninger senest en måned efter det tidspunkt, hvor den modtager anmodning derom. Hvis myndigheden må bede den nationale domstol om at afklare anmodningen yderligere, eller hvis myndigheden skal høre parter, der berøres direkte af meddelelsen af oplysningerne, regnes denne periode fra det tidspunkt, hvor den modtager de ønskede oplysninger.

23.

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger til de nationale domstole, skal den overholde de garantier, som EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 giver fysiske og juridiske personer (48). Efter tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 er myndighedens medlemmer, tjenestemænd og andre ansatte forpligtede til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder. Efter EØS-aftalens artikel 122 har repræsentanter, delegerede og eksperter fra de kontraherende parter såvel som tjenestemænd og øvrige ansatte — selv efter at deres hverv er ophørt — forpligtelse til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om disses forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Denne forpligtelse er også fastsat i artikel 28 i kapitel II. Oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, kan være både fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder. Forretningshemmeligheder er oplysninger, som, hvis de afsløres eller blot meddeles en anden person end den, der har givet dem, kan medføre alvorlig skade på sidstnævntes interesser (49).

24.

EØS-aftalens artikel 3 og 122 sammenholdt med tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 medfører ikke noget absolut forbud mod, at EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, til de nationale domstole. I overensstemmelse med Fællesskabets retsinstansers praksis angående Kommissionens pligt til loyalt samarbejde mener myndigheden, at pligten til loyalt samarbejde tilsvarende kræver, at myndigheden giver den nationale domstol oplysninger af en hvilken som helst art, som sidstnævnte måtte anmode om, selv oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt. Ved samarbejdet med de nationale domstole må myndigheden dog under ingen omstændigheder tilsidesætte de garantier, der er fastsat i EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14.

25.

Inden EFTA-Tilsynsmyndigheden videregiver oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, til en national domstol, gør den derfor domstolen opmærksom på, at den i henhold til EØS-retten er forpligtet til at respektere de rettigheder, som EØS-aftalens artikel 122 og tilsyns- og domstolsaftalens artikel 14 giver fysiske og juridiske personer, ligesom den vil spørge domstolen, om den kan og vil garantere beskyttelsen af de fortrolige oplysninger og forretningshemmelighederne. Hvis den nationale domstol ikke kan give en sådan garanti, må myndigheden ikke meddele den de oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt (50). Det er først, når den nationale domstol har garanteret, at den vil beskytte de fortrolige oplysninger og forretningshemmelighederne, at myndigheden videregiver de ønskede oplysninger med angivelse af, hvilke dele der er omfattet af tavshedspligt, og hvilke dele der ikke er omfattet og derfor kan videregives.

26.

Der findes yderligere undtagelser for EFTA-Tilsynsmyndighedens oplysningspligt over for de nationale domstole. Myndigheden kan især afslå at udlevere oplysninger til de nationale domstole, hvis det er nødvendigt for at beskytte EØS' interesser eller for at undgå indblanding i dens funktion og uafhængighed, især når det skader gennemførelsen af de opgaver, den har fået tillagt (51). Myndigheden vil derfor ikke give de nationale domstole oplysninger, som en ansøger om favorabel behandling i henhold til samarbejdsmeddelelsen har givet frivilligt, uden den pågældende ansøgers samtykke.

27.

Når en national domstol anmodes om at anvende EØS-konkurrencereglerne i en verserende sag, kan den først søge vejledning i EFTA-Domstolens praksis, i EØS-lovgivningen og i EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutninger, meddelelser og retningslinjer om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 (52) samt i Fællesskabets retsinstansers relevante praksis og Kommissionens beslutninger om anvendelse af EØS-retten og tilsvarende fællesskabsret. Hvis disse kilder ikke er tilstrækkelige, kan den nationale domstol anmode myndigheden om at udtale sig om spørgsmål angående anvendelsen af EØS-konkurrencereglerne. Den nationale domstol kan anmode myndigheden om at afgive udtalelse om økonomiske, faktuelle og juridiske spørgsmål (53). Sidstnævnte påvirker naturligvis ikke den nationale domstols mulighed for eller pligt til at anmode EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse om fortolkningen af EØS-retten eller dennes gyldighed i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 34.

28.

For at kunne afgive en nyttig udtalelse til den nationale domstol kan EFTA-Tilsynsmyndigheden anmode den om supplerende oplysninger (54). For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole vil myndigheden bestræbe sig på at udtale sig til den nationale domstol inden fire måneder efter modtagelsen af anmodningen. Hvis myndigheden har anmodet den nationale domstol om supplerende oplysninger for at kunne afgive udtalelse, regnes denne periode fra det tidspunkt, hvor den modtager de supplerende oplysninger.

29.

Når EFTA-Tilsynsmyndigheden afgiver udtalelse, vil den kun give den nationale domstol de faktuelle oplysninger eller den økonomiske eller retlige afklaring, den har bedt om, uden at tage stilling til indholdet i den sag, der verserer for den nationale domstol. Myndighedens udtalelse er desuden ikke retligt bindende for den nationale domstol.

30.

I overensstemmelse med, hvad der blev nævnt i punkt 19 i denne meddelelse, vil EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke høre parterne, inden den afgiver udtalelse til den nationale domstol. Sidstnævnte skal behandle myndighedens udtalelse i overensstemmelse med de relevante nationale procedureregler, der skal respektere de generelle EØS-retlige principper.

31.

Efter artikel 15, stk. 3, i kapitel II kan de nationale konkurrencemyndigheder og EFTA-Tilsynsmyndigheden fremsætte indlæg om spørgsmål angående anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 eller 54 til en national domstol, der er blevet anmodet om at anvende disse bestemmelser. Der sondres i kapitel II mellem skriftlige indlæg, som de nationale konkurrencemyndigheder og myndigheden kan fremsætte på eget initiativ, og mundtlige indlæg, der kun kan fremsættes med den nationale domstols tilladelse (55).

32.

Det er fastsat i kapitel II, at EFTA-Tilsynsmyndigheden kun vil fremsætte indlæg, når det er nødvendigt af hensyn til den ensartede anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 eller 54. Da dette er formålet med at fremsætte indlæg, vil myndigheden begrænse dem til en økonomisk og retlig analyse af de faktiske forhold i den sag, der verserer for den nationale domstol.

33.

For at EFTA-Tilsynsmyndigheden kan fremsætte nyttige indlæg, kan de nationale domstole anmodes om at sende myndigheden en kopi af alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre, at de fremsendes. EFTA-Tilsynsmyndigheden vil i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, andet afsnit, i kapitel II kun benytte disse dokumenter til udarbejdelse af sine indlæg (56).

34.

Da kapitel II ikke indeholder bestemmelser om proceduremæssige rammer for fremsættelse af indlæg, er det EFTA-staternes procedureregler og -praksis, der er afgørende for de relevante proceduremæssige rammer. Hvis en EFTA-stat endnu ikke har fastlagt de relevante proceduremæssige rammer, skal den nationale domstol afgøre, hvilke procedureregler der er velegnede til fremsættelse af indlæg i den verserende sag.

35.

De proceduremæssige rammer bør overholde de principper, der er omhandlet i punkt 10 i denne meddelelse. Det indebærer bl.a., at de proceduremæssige rammer for fremsættelse af indlæg om spørgsmål angående anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 eller 54

36.

Da pligten til et loyalt samarbejde også indebærer, at EFTA-staternes myndigheder bistår EFTA-Tilsynsmyndigheden med at opfylde EØS-aftalens målsætninger (58), er der i kapitel II angivet tre eksempler på en sådan bistand: 1) videregivelse af dokumenter, der er nødvendige for at kunne vurdere en sag, hvor myndigheden ønsker at fremsætte indlæg (se punkt 33), 2) fremsendelse af domme om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 eller 54 og 3) de nationale domstoles rolle i forbindelse med myndighedens kontrolundersøgelser.

37.

Efter artikel 15, stk. 2, i kapitel II skal EFTA-staterne sende EFTA-Tilsynsmyndigheden et eksemplar af de skriftlige domme, som de nationale domstole har afsagt om anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 eller 54. Et sådant eksemplar skal fremsendes uden ophold, efter at den fulde dom er forkyndt for parterne i skriftlig form. Fremsendelsen af nationale domme om anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 eller 54 og dermed oplysninger om sager ved de nationale domstole giver først og fremmest myndigheden mulighed for at blive underrettet betids om sager, hvor det vil være rimeligt at fremsætte indlæg, hvis en af parterne appellerer dommen.

38.

Endelig kan de nationale domstole medvirke ved EFTA-Tilsynsmyndighedens kontrolundersøgelser hos virksomheder og virksomhedssammenslutninger. Deres rolle afhænger af, om kontrolundersøgelserne gennemføres i virksomhedernes lokaler eller i lokaler, hvor der ikke drives virksomhed.

39.

Med hensyn til kontrolundersøgelser i virksomhedslokaler kan det være fastsat ved national lovgivning, at en national retshåndhævende myndighed skal have tilladelse fra en national domstol til at bistå EFTA-Tilsynsmyndigheden, hvis den pågældende virksomhed modsætter sig undersøgelsen. En sådan tilladelse kan også indhentes som en forsigtighedsforanstaltning. Når den nationale domstol behandler anmodningen, har den beføjelse til at kontrollere, at myndighedens beslutning om kontrolundersøgelsen er ægte, og at de planlagte tvangsindgreb hverken er vilkårlige eller alt for omfattende i forhold til det, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når den nationale domstol kontrollerer, om tvangsindgrebene står i rimeligt forhold til det, kontrolundersøgelsen omfatter, kan den anmode myndigheden, direkte eller gennem den nationale konkurrencemyndighed, om at redegøre udførligt især for, hvad der er myndighedens begrundelse for dens mistanke om overtrædelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54, samt hvor alvorlig den formodede overtrædelse er, og hvorledes de pågældende virksomheder er involveret deri (59).

40.

Med hensyn til kontrolundersøgelser i andre lokaler end virksomhedslokaler kræver kapitel II tilladelse fra en national domstol, for at EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning om en kontrolundersøgelse kan gennemføres. I dette tilfælde kan den nationale domstol kontrollere, at myndighedens beslutning om kontrolundersøgelsen er ægte, og at de planlagte tvangsindgreb hverken er vilkårlige eller alt for omfattende i forhold til især den formodede overtrædelses grovhed, betydningen af det ønskede bevismateriale, den pågældende virksomheds deltagelse og den rimelige sandsynlighed for, at forretningspapirer, der står i forbindelse med genstanden for undersøgelsen, opbevares i de lokaler, som den ønskede tilladelse til at foretage en kontrolundersøgelse vedrører. Den nationale domstol kan anmode myndigheden, direkte eller gennem den nationale konkurrencemyndighed, om at redegøre udførligt for de forhold, den behøver kendskab til for at kunne efterprøve, om de planlagte tvangsindgreb står i rimeligt forhold til undersøgelsens genstand (60).

41.

I de to situationer, der er omhandlet i punkt 39 og 40, kan den nationale domstol ikke sætte spørgsmålstegn ved, om EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning er lovlig, eller om kontrolundersøgelsen er nødvendig, og den kan heller ikke kræve at få forelagt oplysninger i myndighedens sagsakter (61). Desuden kræver pligten til loyalt samarbejde, at den nationale domstol træffer sin afgørelse inden for et passende tidsrum, som giver myndigheden mulighed for at gennemføre sin kontrolundersøgelse effektivt (62).

42.

Denne meddelelse tager sigte på at bistå de nationale domstole ved anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 og 54. Den er ikke bindende for de nationale domstole og påvirker heller ikke EFTA-staternes og fysiske eller juridiske personers rettigheder og forpligtelser efter EØS-retten.

43.

Denne meddelelse erstatter meddelelsen fra 1995 om samarbejdet mellem de nationale domstole og EFTA-Tilsynsmyndigheden om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 og 54 (63).