Sag anlagt den 4. august 2006 — Total og Elf Aquitaine mod Kommissionen

(Sag T-206/06)

(2006/C 261/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Total SA og Elf Aquitaine (Courbevoie, Frankrig) (ved avocats E. Morgan de Rivery og S. Thibault-Liger)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 2098 endelig udg. af 31. maj 2006 (sag COMP/F/38.645 — Methacrylater), hvorved Kommissionen fandt, at virksomhederne, der var adressater for beslutningen, herunder sagsøgerne, havde overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen ved at have deltaget i en række aftaler og samordnet praksis i sektoren for methacrylater, som bestod i drøftelser af priser, indgåelse, gennemførelse og overvågning af prisaftaler, udveksling af markedsoplysninger, der var forretningsmæssigt vigtige og fortrolige og/eller af oplysninger vedrørende selskaber, og deltagelse i jævnlige møder og andre kontakter for at lette overtrædelsen. Subsidiært har sagsøgerne nedlagt påstand om nedsættelse af den bøde, som er blevet pålagt deres datterselskab, og som selskaberne er blevet holdt solidarisk ansvarlige for.

Sagsøgerne gør til støtte for deres principale påstand ni anbringender om annullation gældende.

Det første anbringende er, at retten til forsvar og princippet om uskyldsformodning er tilsidesat. Sagsøgerne gør gældende, at den anfægtede beslutning er blevet vedtaget ved afslutningen af en administrativ procedure, hvor de ikke har kunnet forsvare sig hensigtsmæssigt for så vidt som Kommissionen i strid med princippet om parternes ligestilling ikke har løftet den bevisbyrde, der påhvilede den.

Med deres andet anbringende gør sagsøgerne gældende, at begrundelsespligten, som ifølge sagsøgerne var skærpet, er tilsidesat ved den anfægtede beslutning som følge af Kommissionens påståede nye stillingtagen. Sagsøgerne gør gældende, at pålæggelse af ansvar ved den anfægtede beslutning, for så vidt som sagsøgerne holdes ansvarlige for deres datterselskabs omstridte overtrædelse, alene er støttet på en formodning for sagsøgernes bestemmende indflydelse på deres datterselskab, eftersom de ejer næsten 100 % af dets kapital, uden at der er foretaget noget faktisk hensyn, som kan begrunde eller modbevise formodning. De gør endvidere gældende, at den anfægtede beslutning indeholder modsigelser, der følger af en sammenblanding af begrebet den virksomhed/økonomiske enhed, der er ansvarlig for en tilsidesættelse, og af begrebet juridisk enhed, der er adressat for beslutningen. Som led i dette anbringende lægger sagsøgerne ligeledes Kommissionen til last, at den ikke på tilstrækkelig vis har besvaret deres argumenter om deres datterselskabs selvstændighed.

Sagsøgerne gør som det tredje anbringende gældende, at Kommissionen ved sin beslutning har tilsidesat princippet om virksomhedsbegrebets enhedskarakter i henhold til artikel 81 EF og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (1).

Sagsøgerne gør som det fjerde anbringende gældende, at Kommissionen har tilsidesat de regler, der gælder for at holde moderselskaber ansvarlige for deres datterselskabs tilsidesættelser. Sagsøgerne vurderer, at Kommissionen har overskredet rammerne for sine beføjelser hvad angår fastsættelsen af kriteriet om, hvorfra støtten hidrører, ved at anlægge en urigtig fortolkning af retspraksis herom og ved at gå imod sin beslutningspraksis inden for området. Det er sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen endvidere har tilsidesat princippet om den juridiske persons selvstændighed.

Det femte anbringende går ud på, at der er tilsidesat væsentlige principper, som er anerkendt af alle medlemsstaterne og udgør en integreret del af Fællesskabets retsorden, såsom princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om hæftelsen for egne forpligtelser, princippet om individuel straf samt legalitetsprincippet.

Med det sjette anbringende gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik.

Det syvende anbringende er, at Kommissionen skal have tilsidesat princippet om retssikkerhed over for sagsøgerne.

Sagsøgerne har med det ottende anbringende gjort gældende, at den anfægtede beslutning udgør magtfordrejning for så vidt som den pålægger dem ansvar for det omstridte kartel og pålægger dem at betale bøden in solidum med deres datterselskab.

Ved det niende anbringende vurderer sagsøgerne, at Kommissionen har tilsidesat visse grundlæggende principper, som regulerer fastsættelsen af bøder, såsom ligebehandlingsprincippet, for så vidt som Kommissionen ikke har anvendt nedsættelsen på 25 % af grundbeløbet for sagsøgerne, skønt den havde anvendt den på en anden adressat for den anfægtede beslutning som følge af, at denne ikke havde kendskab til den samlede overtrædelse. Sagsøgerne gør endvidere gældende, at der er sket en tilsidesættelse af de grundlæggende principper om uskyldsformodning og retssikkerhed, hvilket ifølge sagsøgerne skyldes, at Kommissionen er gået ud over sine beføjelser ved vurderingen af den afskrækkende virkning.

Sagsøgerne har subsidiært gjort gældende, at den bøde, deres datterselskab er blevet pålagt, og som de hæfter solidarisk for, bør nedsættes til et rimeligt niveau. De har gjort gældende, at de bør have ret til en nedsættelse på 25 % af bødens grundbeløb som følge af deres ukendskab til tilsidesættelsen, samt at der gør sig formildende omstændigheder gældende, for så vidt som sagsøgerne næsten samtidig er blevet idømt betydelige bøder i to lignende sager.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT L 1, s. 1.