Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2006/121/12

    sag C-144/06 P: Appel iværksat den 20. marts 2006 af Henkel KGaA til prøvelse af dom afsagt den 17. januar 2006 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-398/04 — Henkel KGaA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

    EUT C 121 af 20.5.2006, p. 7–7 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    20.5.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 121/7


    Appel iværksat den 20. marts 2006 af Henkel KGaA til prøvelse af dom afsagt den 17. januar 2006 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-398/04 — Henkel KGaA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

    (sag C-144/06 P)

    (2006/C 121/12)

    Processprog: tysk

    Parter

    Appellant: Henkel KGaA (ved Rechtsanwalt C. Osterrieth)

    Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 17. januar 2006 i sag T-398/04 (1), forkyndt den 23. januar 2006, og annullation af afgørelse truffet den 4. august 2004 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 771/1999-2) vedrørende EF-varemærkeansøgning nr. 000941971.

    Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Til støtte for sin appel gør appellanten gældende, at den materielle ret er blevet tilsidesat derved, at der er sket en urigtig retlig og faktisk vurdering af kravene til det ansøgte varemærkes særpræg.

    Retten i Første Instans har i den appellerede dom med urette antaget, at det ansøgte tegn — et figurmærke i tre farver, der udgør en naturtro gengivelse af en opvaske- og vaskemiddeltablet — ikke har tilstrækkeligt særpræg. Denne opfattelse svarer ikke til de tidligere kriterier i Domstolens praksis med hensyn til de krav, som skal stilles til et figurmærkes særpræg, og tager heller ikke hensyn til de faktiske forhold på det relevante marked.

    Der er ikke noget, der taler for Rettens »almindelige erfaringssætning«, hvorefter de omhandlede varer erhverves uden omhu, og omsætningen heller ikke i vidt omfang vil orientere sig i retning af produktafbildningen. I modsætning til hvad Retten har antaget, er de pågældende kundekredse helt vant til også og alene ud fra afbildningen af den specifikke, individuelt udformede vare at drage umiddelbare tilbageslutninger til producenten. På det pågældende marked er det blevet et fast indarbejdet fænomen, at den individuelle uformning af opvaske- og vaskemiddeltabletter har en umiddelbar oprindelseshenvisende funktion: alle producenter anvender særlige indfarvninger for at afgrænse deres varer fra andre producenters varer.

    Ved efterprøvelsen af særpræget skal det alene undersøges, om det ansøgte tegn er egnet til at adskille den vare, der ansøges registreret, som hidrørende fra en bestemt virksomhed og således at adskille denne vare fra andre virksomheders varer. Egenart og originalitet er ikke nødvendig og må ikke benyttes som grundlag for en efterprøvelse. Da appellanten har valgt flere udformningselementer, nemlig den firkantede form, lagdelingen, samt tilføjelsen af en oval kerne kombineret med det frie valg af tre farver, har appellanten fastlagt tilstrækkeligt mange enkelte elementer, således at figurtegnet fremstår med et tilstrækkeligt særpræg.


    (1)  EUT C 74, s. 18.


    Top