Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2006/121/03

    Sag C-64/06: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Obvodní soud pro Prahu 3 den 6. februar 2006 — Český Telecom as mod Czech On Line as

    EUT C 121 af 20.5.2006, p. 2–2 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    20.5.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 121/2


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Obvodní soud pro Prahu 3 den 6. februar 2006 — Český Telecom as mod Czech On Line as

    (Sag C-64/06)

    (2006/C 121/03)

    Processprog: tjekkisk

    Den forelæggende ret

    Obvodním soudem pro Prahu 3 dne.

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: Český Telecom as.

    Sagsøgt: Czech On Line as.

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Var den nationale tilsynsmyndighed for telekommunikation (den tjekkiske telestyrelse) berettiget til i form af en afgørelse truffet efter den 1. maj 2004, dvs. efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union, at pålægge et teleselskab med en betydelig (dominerende) markedsposition på telemarkedet en forpligtelse til at indgå en aftale om adgang til dets net med en anden udbyder?

    2)

    Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, var en national tilsynsmyndighed for telekommunikation da kun berettiget til at træffe en sådan afgørelse på de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet), dvs. på grundlag af en forudgående markedsanalyse, foretaget ifølge artikel 16 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet), og i henhold til en forudgående procedure fastsat i artikel 6 og 7 i rammedirektiv 2002/21/EF, eller kunne den træffe en sådan afgørelse uden en forudgående markedsanalyse (f.eks. i medfør af 15. betragtning, artikel 3, artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1, litra a), og stk. 4, artikel 10, stk. 1 og 2, i adgangsdirektivet)?

    3)

    Er det af betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, at en bestemt udbyders anmodning om, at der træffes en afgørelse om obligatorisk samtrafik mellem hans net og nettet tilhørende en udbyder med en betydelig (dominerende) markedsposition på telemarkedet, blev indgivet til den nationale tilsynsmyndighed, og at en afgørende del af dennes behandling af anmodningen fandt sted før den 1. maj 2004, dvs. før Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse til Den Europæiske Union?

    4)

    I det omfang det er muligt umiddelbart at anvende direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) og direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) i den pågældende periode, fra den 1. maj 2004 til den 30. april 2005, hvor Den Tjekkiske Republik ikke i tilstrækkeligt omfang havde gennemført de nævnte direktiver,

    a)

    er disse direktiver (eller et af dem) da så ubetingede og tilstrækkeligt præcise, at de kan anvendes (af en ret) i stedet for en national lov?

    b)

    er en udbyder med en betydelig (dominerende) markedsposition på telemarkedet da berettiget (aktivt, subjektivt legitimeret) til, som følge af en ukorrekt gennemførelse af direktiv 2002/19/EF (rammedirektivet) og direktiv 2002/21/EF (adgangsdirektivet), at påberåbe sig deres direkte virkning, såfremt disse direktiver (eller et af dem) beskytter de interesser, som består for den, der afviser at indgå en samtrafikaftale (på området for ADSL-tjenester) med en anden indenlandsk udbyder af telekommunikation, (og som efter den nationale telestyrelses opfattelse, der også skal tages i betragtning af retten, således handler i strid med formålet i den nye lovgivningsramme)?

    c)

    kan denne udbyder påberåbe sig den direkte virkning af direktiver (eller et af dem), som ikke er blevet gennemført korrekt, såfremt (og selv om betingelserne i de nævnte direktiver er opfyldte) den nationale tilsynsmyndighed for telekommunikation altid træffer afgørelse om bestemte betingelser for samtrafik mellem udbydernes net, dvs. om at pålægge en enkeltperson bestemte forpligtelser?


    Top