Appel iværksat den 18. maj 2005 af Osman Ocalan for Kurdistan Workers' Party (PKK) og Serif Vanly for Kurdistan National Congress (KNK) til prøvelse af kendelse afsagt den 15. februar 2005 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-229/05, Kurdistan Workers' Party (PKK) og Kurdistan National Congress (KNK) mod Rådet for Den Europæiske Union, støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-229/05 P)

(2005/C 243/04)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 18. maj 2005 iværksat appel af Osman Ocalan for Kurdistan Workers' Party (PKK) og Serif Vanly for Kurdistan National Congress (KNK), Bruxelles, Belgien, ved barrister M. Muller og barrister E. Grieves for solicitor J.G. Pierce, og med valgt adresse i Luxembourg, til prøvelse af kendelse afsagt den 15. februar 2005 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-229/05 (1), Kurdistan Workers' Party (PKK) og Kurdistan National Congress (KNK) mod Rådet for Den Europæiske Union, støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den første appellant har appelleret afgørelsen af følgende grunde:

Det gøres gældende, at afgørelsen er urigtig, fordi Retten i Første Instans allerede havde accepteret, at den første appellant eksisterede og havde den krævede kompetence til at anlægge sag, udpege retlige repræsentanter og besvare indlæg. Som udgangspunkt opfylder den første appellants fuldmagt åbenlyst artikel 44 i procesreglementet for Retten i Første Instans vedrørende fuldmagt. Fuldmagten blev hverken anfægtet af sagsøgte eller af Retten, da denne forkyndte stævningen for appellanten i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder for modtagelse af en gyldig fuldmagt.

Sagsøgtes indsigelse vedrørende søgsmålsret — på grund af en påstået opløsning af PKK — er i strid med procesreglementets artikel 114, stk. 1 (tidligere artikel 91), da den vedrører søgsmålets realitet. Kort sagt skulle indsigelsen ikke have været behandlet eller afgjort i forbindelse med formaliteten.

Rettens afgørelse angående kompetence, der følger af en midlertidig udlægning af den første appellants sag vedrørende opløsning, udgør ligeledes en ukorrekt de facto afgørelse af realiteten, som ikke burde have været foretaget på dette trin af sagen. En sådan afgørelse modsiger Rettens udtalelse om, at »virkeligheden om PKK's eksistens« var et spørgsmål om realiteten, som ikke skulle undersøges i forbindelse med formaliteten.

Rettens udlægning af den første appellants sag om opløsning er under alle omstændigheder fejlplaceret. En nøjere gennemgang af Osman Ocalans udtalelse bekræfter ikke, at PKK er opløst i alle henseender, herunder med hensyn til anfægtelse af forbud.

Selv hvis Retten havde ret i at udlægge den første appellants sag som i afgørende grad hvilende på en uforbeholden påstand om opløsning, gøres det gældende, at spørgsmålet om residualrettigheder, herunder retten til et effektiv retsmiddel til anfægtelse af forbud, forblev åbent som et realitetsspørgsmål, der skulle have været behandlet i et senere led.

Det gøres også gældende, at Rettens kriterier vedrørende antagelse til realitetsbehandling, herunder »kompetence« og testen vedrørende »direkte og umiddelbart berøring« er alt for restriktiv i sager vedrørende grundlæggende friheder. Det snævre og restriktive kriterium, som Retten anvender, er særligt i strid med artikel 6, 13 og 34 i den europæiske menneskeretskonvention og relateret retspraksis vedrørende søgsmålskompetence.

Desuden er det, uanset hvilke kriterier der anvendes, tyrannisk, uforholdsmæssigt og i strid med regler om billighed, at en ret fuldstændigt udelukker en sagsøger, der påstår, at grundlæggende rettigheder er tilsidesat, udelukkende på grundlag af en foreløbig udlægning af sagsøgerens sag.

Den anden appellant gør gældende, at:

Retten i Første Instans anvendte søgsmålsretskriteriet urigtigt og støttede sig på den forudsætning, at PKK ikke længere eksisterer, hvorved den opstillede en forudsætning vedrørende realiteten for at afvise et krav om antagelse til realitetsbehandling.

(1)  EUT C 143 af 11.6.2005, s. 34.