EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2004/179/19

Sag C-221/04: Sag anlagt den 27. maj 2004 af Kommissionen mod Kongeriget Spanien

EUT C 179 af 10.7.2004, p. 9–9 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

10.7.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 179/9


Sag anlagt den 27. maj 2004 af Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-221/04)

(2004/C 179/19)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 27. maj 2004 anlagt sag mod Kongeriget Spanien af Kommissionen ved M. van Beek og G. Valero Jordana, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 12, stk. 1, i og bilag VI til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 (1) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet myndighederne i regionen Castilla y León har tilladt, at der anbringes vildtsnarer med bremse i forskellige private jagtdistrikter.

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

De tilladelser, som myndighederne i Castilla y León har givet til at jage ræve med snarer, er i strid med artikel 12, stk. 1, i og bilag VI til direktiv 92/43/EØF af to grunde:

Der er dels givet tilladelse til brug af snarer med bremse i Aldeanueva de la Sierra y de Mediana de Voltoya, hvilket indebærer jagt på eller en tilsigtet forstyrrelse af dyrearten lutra lutra (sumpbæver), der er opført i bilag IV til direktivet, og som er en art af fællesskabsbetydning, der kræver en særlig beskyttelse. De spanske myndigheder har selv medgivet, at sumpbæveren lever i de omhandlede områder.

Snarer med bremse er dels en ikke-selektiv jagtmetode, eftersom ethvert dyr — uanset hvilket dyr, man tilsigter at drive jagt på (i dette tilfælde ræve) — kan blive fanget. De spanske myndigheders indvending om, at godkendelserne indeholder en forpligtelse til at slippe de øvrige dyrearter fri, kan ikke medføre, at fælderne bliver selektive, da de indfangede dyr som regel lider skade og herunder risikerer at miste deres lemmer i forsøget på at slippe fri af fælderne.


(1)  EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7


Top