30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 117/55

1.1

EU's miljøpolitik, som sammenfattet i EF-traktatens artikel 6, og især EU-målsætningen om at styrke den bæredygtige udvikling forudsætter, at EU's borgere føler sig fuldt ud oplyste og inddragede i anvendelsen heraf. Generaldirektoratet for Miljø har derfor gennem forskellige instrumenter, bestemmelser, meddelelser, konferencer etc. øget oplysningen og inddragelsen af de involverede parter i denne politik.

1.2

De hidtil benyttede instrumenter har lagt størst vægt på indførelsen af regler for oplysning og inddragelse af borgerne og mindre vægt på bestemmelser om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.

1.3

I henhold til EF-traktatens artikel 175, stk. 1, har Kommissionen beføjelser til at vedtage foranstaltninger, der tjener til at opfylde de miljøpolitiske målsætninger. Således bør bestemmelserne om inddragelse af borgerne tage sigte på at fremme og forbedre miljøbeskyttelsen. Det skal bemærkes, at dette oplysnings- og høringsinstrument allerede anvendes i andre EU-politikker, navnlig i den fælles landbrugspolitik og industripolitikken. Som følge af den virkning disse politikker har på den bæredygtige udvikling, er det af afgørende betydning, at de gennemføres på en gennemsigtig måde, og at oplysninger om gennemførelsen ikke blot stilles til rådighed for de interesserede parter, men for alle borgere.

1.4

Indtil videre er borgerne blevet oplyst om og inddraget i miljøaspektet gennem følgende lovgivning:

1.5

EF's undertegnelse af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århus-konventionen) i 1998 understøtter målsætningen om at øge inddragelsen af borgerne i miljøspørgsmål med henblik på at opnå, at de i højere grad deltager i bevarelsen og beskyttelsen af miljøet og dermed fremmer en bæredygtig udvikling i Europa.

1.6

I henhold til den nuværende juridiske situation, som præges af, at ikke alle medlemsstater har ratificeret Århus-konventionen (4), skal der træffes foranstaltninger på to områder. Dels skal der fastlægges en retsakt (forordning), som muliggør en fuldstændig anvendelse af konventionens krav på Det Europæiske Fællesskabs institutioner og organer, hvad angår adgang til oplysninger, deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse, dels skal de bestemmelser, der tager sigte på medlemsstaterne, suppleres med et direktivforslag om adgang til klage og domstolsprøvelse.

2.1

Direktivforslaget opstiller minimumsbetingelserne for adgang til administrative eller retslige procedurer på miljøområdet med det formål at sikre en bedre håndhævelse af EU's retsregler på miljøområdet. Disse minimumregler har til formål både at fremme efterlevelsen af kravene i Århus-konventionen og at harmonisere lovgivningen i EU-landene med det sigte at forhindre, at der opstår ulige vilkår for de økonomiske operatører og de administrative myndigheder.

2.2

Direktivforslaget er baseret på definitioner af aktørerne, procedurer og handlinger eller undladelser, som kan give anledning til at indlede en procedure.

2.3

Det vigtigste punkt handler om klage- og søgsmålsret, eller retten til at indlede administrative eller retslige procedurer. Der skelnes i den sammenhæng mellem medlemmer af offentligheden og kvalificerede organer, og for førstnævnte kræves det, at vedkommende har en tilstrækkelig interesse eller kan hævde, at en rettighed eller procedure er krænket, medens sidstnævnte som kvalificeret organer undtaget kravet om tilstrækkelig interesse.

2.4

Tillæggelsen af klage- og søgsmålsret skal ske på baggrund af kriterierne i artikel 8 og 9, og organer, der opfylder disse kriterier, vil således uden yderligere krav kunne opnå klage- og søgsmålsret.

2.5

Det er vigtigt at bemærke indholdet af artikel 6, som åbner mulighed for anmodning om intern prøvelse i forbindelse med en administrativ handling eller en administrativ undladelse, som strider mod miljølovgivningen, og som sigter mod at harmonisere medlemsstaternes frister og betingelser for sådanne anmodninger.

3.1

EØSU har gentagne gange givet udtryk for, at EU's mest hensigtsmæssige instrument til sikring af, at miljølovgivningen overholdes, er borgernes inddragelse i den bæredygtige udviklingspolitik, og at denne inddragelse skal ske på grundlag af gennemsigtighed og kontrol med, om alle parter overholder den relevante lovgivning. Adgang til oplysninger, deltagelse i udarbejdelsen af planer på miljøområdet og efterfølgende adgang til klage og domstolsprøvelse er instrumenter, der ikke blot tjener til en bedre overholdelse af lovgivningen, men også til at oplyse borgerne og gøre dem mere bevidste om, hvordan naturressourcerne bevares og udnyttes.

3.2

I denne nye fase, der indebærer en snarlig tiltrædelse af ti nye lande, er det hensigtsmæssigt at Kommissionen foreslår disse nye harmoniserende bestemmelser. Det er dog samtidigt vigtigt, at de europæiske lande, der har undertegnet Århus-konventionen, også ratificerer den. De Europæiske Fællesskaber bør desuden også ratificere den, hvorved man vil udvide instrumenterne til miljøbeskyttelse på verdensplan, især gennem internationale konventioner.

3.3

EØSU finder de foreslåede bestemmelser positive, men mener alligevel, at man bør fremhæve og klarlægge en række punkter, der har stor betydning for opnåelsen af det tilsigtede mål.

3.3.1

De i forslaget indeholdte definitioner, der stammer fra Århus-konventionen, afviger på nogle punkter fra denne. Det gælder især:

3.3.1.1

Kvalificeret organ, som omtales i begge forslag, er ikke omhandlet i Århus-konventionen, som kun refererer til »offentligheden«, hvormed alle organisationer, der tilstræber at beskytte miljøet, anerkendes. I henhold til Århus-konventionen er det ikke nødvendigt, at disse organisationers eneste formål er miljøbeskyttelse — blot kræves det, at de overholder lovgivningen for foreninger i hver medlemsstat. Det er indlysende, at andre non profit-organisationer, såsom fagforeninger, erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer, socialøkonomiske organisationer, forbrugerorganisationer etc. også udfører et vigtigt arbejde for miljøet på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan.

3.3.1.2

Der henvises i direktivet til »offentlig myndighed«, hvormed der menes offentlig administration på de forskellige niveauer men dog ikke institutioner, der handler som dømmende eller lovgivende myndighed.

3.3.1.3

Det er vigtigt at fremhæve den begrebsmæssige forskelligartethed, der optræder i miljølovgivningen som følge af sproglige problemer. EØSU opfordrer til, at man efterprøver ordlyden i visse yderst vigtige afsnit, såsom artikel 2, litra g, afsnit v). Det er vigtigt, at alle afsnit, der vedrører harmonisering af miljøbeskyttelsen, har samme ordlyd.

3.3.2

Retslige prøvelsesprocedurer. Strafferetlige procedurer er eksplicit udelukket fra procedurer på miljøområdet (5), der således kun omfatter administrative og retslige procedurer inden for EU. Dette forhold begrænser proceduremulighederne i medlemsstaterne, der for de flestes vedkommende opererer med strafferetlige sanktioner i forbindelse med miljøovertrædelser. I Århus-konventionens artikel 9, stk. 3, der regulerer prøvelse af private personers og offentlige myndigheders handlinger og undladelser, som er i strid med miljølovgivningen, refereres der desuden kun til begrænsninger i de bestemmelser, der blevet overtrådt. På denne måde afhænger den retslige prøvelsesprocedurer af overtrædelsen, hvorved man søger at finde en balance mellem overtrædelsen og sanktionen. EØSU mener, at direktivforslaget med sin nuværende ordlyd kunne virke begrænsende på miljøprocedurerne i modsætning til de nationale lovgivninger.

3.3.3

Procedurer på miljøområdet. Der opstilles i de foreliggende forslag en generel formel, ifølge hvilken medlemsstaterne skal sørge for »passende og effektive procedurer, der skal være objektive, retfærdige, hurtige og ikke uoverkommeligt dyre«. Selvom retslige procedurer i henhold til subsidiaritetsprincippet skal fastlægges i de nationale lovgivninger, forstår EØSU, at det ville være hensigtsmæssigt at anvende den formel, som er indeholdt i Århus-konventionens artikel 9, stk. 5, i hvilken parterne udtrykkeligt forpligtes til at informere offentligheden om mulighederne for retslig prøvelse og til at »etablere passende støtteordninger«, der kan fjerne eller reducere finansielle og andre barrierer, der måtte stå i vejen for adgangen til retslig prøvelse på miljøområdet.

4.1

Dette direktivforslag afslutter den proces, hvormed medlemsstaternes lovgivning er blevet tilpasset til Århus-konventionen. Der etableres en fælles ramme for procesretlige bestemmelser, som skal anvendes på alle medlemsstater, samtidig med at der garanteres en ensartet anvendelse af miljølovgivningen. Der er god brug for foranstaltninger på fællesskabsplan som følge af de mange grænseoverskridende problemer.

4.2

Dette forslag er foreneligt med de fællesskabsbestemmelser om adgang, der fastsættes andetsteds i fællesskabslovgivningen. Det bør dog fremgå af artikel 1, at der er tale om minimumskrav med henblik på at undgå, at medlemsstater med en mere omfattende miljølovgivning, der eksempelvis anerkender offentlig påtale og strafferetlige overtrædelser, ikke berøres.

4.3

I artikel 2 (definitioner) bør foretages følgende ændringer:

4.4

I artikel 5 og 6, som omhandler kvalificerede organers klage- og søgsmålsret og anmodning om intern prøvelse, bringes to vigtige spørgsmål på bane: i) i retslige procedurer er søgsmålsretten for kvalificerede organer begrænset til deres geografiske arbejdsfelt, og ii) anmodningen om intern prøvelse kan indgives i en anden medlemsstat, hvis de i artikel 5, stk. 1, nævnte betingelser er opfyldt. Dette er i modstrid med hinanden; hvis kvalificerede organers søgsmålsret begrænses til deres geografiske område, bør dette logisk også gælde for retten til at indgive en anmodning om interne prøvelse. I lyset af Århus-konventionen ville det i begge tilfælde være bedre, hvis der ikke blev fastsat begrænsninger for adgangen til domstolsprøvelse, og de relevante nationale bestemmelser blev opretholdt.

4.4.1

De i artikel 6 nævnte frister bør ikke gælde fra det tidspunkt, hvor den administrative handling vedtages, men fra det tidspunkt, hvor den offentliggøres. Thi først på det tidspunkt er det muligt at få kendskab til dens indhold.

4.5

EØSU påpeger endnu en gang, at artikel 8, litra a) (kriterier for anerkendelse af kvalificerede organer) også bør finde anvendelse på juridiske personer, som »bl.a.« har til formål at beskytte miljøet.

4.6

Endelig er artikel 9, stk. 4, i Århus-konventionen efter EØSU's mening mere fuldstændig end artikel 10 (krav vedrørende procedurer på miljøområdet) i direktivforslaget. I sidstnævnte artikel omtales nemlig ikke mekanismer vedrørende bistand med at fjerne eller reducere finansielle eller andre hindringer for domstolsprøvelse, hvorfor sådan prøvelse kan udgøre et problem for organisationer med begrænsede midler.

4.7

I artikel 8, litra d), i forordningen fastsættes det, at en kvalificeret organisation skal lade sit årsregnskab godkende af en revisor. På grund af subsidiaritetsprincippet bør medlemsstaterne selv kunne kontrollere opfyldelsen af de regnskabsmæssige krav, der gør sig gældende for disse organisationer.

4.8

EØSU mener, at statslige tilskud til nedbringelse af omkostningerne ved en klage bør begrænses i henhold til søgsmålets værdi og den finansielle bistand, som det fremgår af Århus-konventionen.