30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 117/38

1.1

Med denne meddelelse har Kommissionen taget de første forberedende skridt mod en strategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, som skal fremlægges i 2004 og vedtages i 2005. Dette skal give anledning til en debat med alle de berørte parter, herunder dele af civilsamfundet, hvilket skal resultere i et bredt forankret strategipapir.

1.2

For at fremme denne koordineringsproces har Kommissionens tjenestegrene f.eks. etableret et forum for interessenter, som har indledt intensive drøftelser (1).

1.3

Den kommende strategi har til formål at udvikle og fremsætte idéer til, hvordan ressourceudnyttelsens miljøpåvirkninger kan mindskes yderligere. Det drejer sig først og fremmest om i endnu højere grad at afkoble fremtidig økonomisk vækst fra ressourceudnyttelse.

1.4

Denne strategi skal derfor ses som en slags »understrategi« til konkretisering af EU's bæredygtighedsstrategi, der er under revision.

1.5

Strategien skal bestå af tre strategiske elementer:

1.6

Set ud fra et fagligt synspunkt hænger denne meddelelse nøje sammen med to yderligere tiltag, som er blevet iværksat af Kommissionen sammen med denne strategi som led i gennemførelsen af det sjette miljøhandlingsprogram. Der er her tale om en strategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse og den integrerede produktpolitik. EØSU vedtog på sin plenarforsamling i december 2003 udtalelser om begge initiativer (2).

1.7

Strategien har en tidshorisont på 25 år.

2.1

Kommissionen indleder meddelelsen med en definition på begrebet »naturressourcer«. Herved forstås både de råstoffer, der er nødvendige til de fleste menneskelige aktiviteter (fornyelige og ikke-fornyelige ressourcer), og de forskellige miljømedier (som f.eks. vand, jord og luft, men også landskaber).

2.2

I meddelelsen henvises der eksplicit til verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, hvor deltagerne blev enige om, at »beskyttelse og forvaltning af naturressourcer som grundlag for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling er overordnede mål for bæredygtig udvikling, og væsentlige krav til denne« (3).

2.3

Det vil med andre ord sige, at tilstrækkelig beskyttelse og forsvarlig udnyttelse af ressourcerne er en forudsætning for bæredygtig udvikling. Kommissionen ser derfor helt klart den planlagte strategi som en af flere måder, hvorpå beskyttelse af miljøet kan bidrage til bæredygtig udvikling.

2.4

I sin analyse af situationen finder Kommissionen, at fornyelige ressourcer (som f.eks. fiskebestande, ferskvand) volder store problemer, mens ikke-fornyelige ressourcer giver langt mindre anledning til bekymring, hvilket måske kommer som en overraskelse for mange miljøinteressenter og kan give anledning til en meget kontroversiel debat i forbindelse med udviklingen af strategien. Eftersom mange af de grundlæggende aktioner, der blev iværksat i 70'erne og 80'erne af den gryende miljøbevægelse, netop satte fokus på risikoen for knaphed på visse ikke-fornyelige ressourcer (4), bør bemærkninger som f.eks. »Desuden viser det, at der ikke nødvendigvis opstår mangel på en ressource, blot fordi den er af endelig størrelse« ledsages af en mere detaljeret forklaring. I modsat fald kan dette have som konsekvens, at der sendes et forkert politisk signal, og at en sådan bemærkning opfattes som en slags afvarsling.

2.5

Det er klart, at der ikke er grundlag for en sådan bemærkning på lang sigt. Selv om der inden for de senere år med regelmæssige mellemrum er blevet opdaget nye forekomster af ikke-fornyelige ressourcer, og tidligere forudsigelser om forventet knaphed på ressourcer (5) har vist sig tidsmæssigt ikke helt at holde stik, er der dog ingen tvivl om, at f.eks. olie, kul og andre ikke-fornyelige råstoffer kun forekommer i begrænset omfang. Det er en skærpende omstændighed, at den afkobling mellem ressourceforbrug og vækst, der er opnået i de seneste år, ikke er tilstrækkelig til at løse problemet. Den er blevet mere end opvejet af vækstraterne på verdensplan.

2.6

Kommissionens bemærkninger kan derfor kun ses i sammenhæng med strategiens tidshorisont; i de næste 25 år vil der måske fortsat ikke være stor knaphed på ikke-fornyelige ressourcer. EØSU finder imidlertid, at det ikke er tilstrækkeligt med en tidshorisont på 25 år til gennemførelse af en bæredygtighedsstrategi og eventuelt af faktor-10-princippet (6), som Kommissionen har taget op til drøftelse.

2.7

Som led i strategien bør der derfor også fremsættes klare udsagn om de ikke-fornyelige ressourcer, som rækker ud over strategiens egentlige tidshorisont. For retningslinjerne for en bæredygtig politik også på dette område må fastlægges allerede i dag.

2.8

Kommissionen har uden tvivl ret i, at for så vidt angår ikke-fornyelige ressourcer er det største miljømæssige problem ikke, om disse f.eks. fortsat kan findes i jorden. Eksemplerne med kul, olie og gas viser, at det egentlige problem ligger i udnyttelsen af disse råstoffer (udvinding og i dette tilfælde forbrænding med emissioner af kuldioxid) og ikke i, hvorvidt de er tilgængelige eller ej.

2.9

Med henblik på en bæredygtig udvikling – som uden tvivl prioriteres højt af Kommissionen — har spørgsmålet om tilgængelighed dog klar relevans. Selv om det lykkes at begrænse de miljømæssige følger af udnyttelsen af ressourcer eller komme dem næsten helt til livs, har vi over for fremtidige generationer et ansvar for ikke at udnytte/anvende samtlige ressourcer inden for en ganske kort periode i menneskehedens historie.

2.10

EU er i øjeblikket ved at udarbejde en række nye strategier (hvilket er absolut nødvendigt) og revidere eksisterende strategier. Her skal bl.a. nævnes den overordnede bæredygtighedsstrategi, strategierne for affaldsforebyggelse og genanvendelse, den integrerede produktpolitik samt strategierne for beskyttelse af havmiljøet, akvakulturer samt helbred og miljø osv. EØSU støtter alle disse initiativer, men gør Kommissionen opmærksom på, at der er risiko for, at de, der ikke er direkte involveret, mister overblikket og finder det vanskeligt at afgøre, hvor den enkelte strategi begynder, og hvilken plads den har i »hierarkiet« af diverse strategier.

2.11

EØSU finder det derfor hensigtsmæssigt at:

2.12

EØSU finder, at det desuden er vigtigt så udtømmende som muligt at beskrive de konkrete konsekvenser, som strategierne får for eventuelt berørte parter. Dertil hører bl.a. at fastlægge ansvarsområderne og at gøre det klart, hvem der bestemmer hvad på hvilket politisk niveau og med hvilken autoritet, samt hvad der skal bestemmes. EØSU forventer derfor, at strategien på detaljeret vis redegør for de muligheder, som EU har for at udnytte naturressourcer, og beskriver ansvaret på medlemsstatsniveau (og på regionalt og lokalt niveau).

2.13

EØSU tillægger formidling af viden til store dele af befolkningen stor betydning.

2.14

Eventuelle konsekvenser for økonomien, arbejdslivet og arbejdsmarkedet bør prioriteres højt i strategien. Kommissionen har flere gange og i mange dokumenter understreget, at fremme af beskæftigelsen og beskyttelse af miljøet ikke udelukker hinanden, men kan supplere hinanden. Dette bør bevises i og med denne strategi. Virksomhederne ønsker med rette en planlægnings- og retssikkerhed, der er så langsigtet som mulig. Strategien bør give virksomhederne et klart fingerpeg om, hvad de må indstille sig på i de næste år.

Det bør naturligvis ligeledes fremgå, hvordan de overordnede rammer kan ændres for at opnå disse synergier. Det bør undersøges, om nye skatte- og afgiftspolitiske initiativer kan medvirke til at fremme bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne. For så vidt angår udviklingen i anvendelsen af økonomiske instrumenter, er der i de seneste år blevet indført flere skatter og afgifter på miljøområdet, og en miljøskattereform er langsomt på vej, idet nogle lande er ved at ændre deres skattegrundlag og reducere beskatningen af arbejde, samtidig med at skatter og afgifter i forbindelse med miljøforurening, ressourcer og tjenester øges (7).

3.1

EØSU bifalder i høj grad det forelagte dokument. Det er tvingende nødvendigt med en ressourcestrategi for at opnå endnu større afkobling mellem ressourceforbrug (med miljøbelastninger) og økonomisk vækst.

3.2

EØSU finder, at strategiens tidshorisont på 25 år helt klart er for kort. EØSU støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at sætte fokus på de problemer, der kan løses på kort eller mellemlang sigt. Men det må under ingen omstændigheder føre til, at allerede erkendte langsigtede problemer lades ude af betragtning.

3.3

Det er derfor nødvendigt at tilføje et kapitel med langsigtede problemer, som først og fremmest vedrører ikke-fornyelige ressourcer. I modsat fald kan hele strategien misforstås. Der bør i den forbindelse ikke kun lægges vægt på miljøproblemer, men også på spørgsmålet om fysisk og politisk tilgængelighed på globalt plan. EØSU bifalder i den forbindelse de dele i meddelelsen, som refererer til tilgængeligheden af ressourcer på regionalt og europæisk plan. Hvad angår f.eks. olie er problemet ikke udelukkende mængden. Tilgængeligheden (og følgelig afhængigheden) er et politisk problem, som bør tages mere alvorligt, sådan som det blev understreget med oliekrisen i 70'erne og andre begivenheder af nyere dato. De store økonomiske blokke i verden synes imidlertid at følge vidt forskellige strategier for at løse dette problem.

3.4

EØSU finder, at strategien sætter alt for stor fokus på den materielle udnyttelse af ressourcerne, og at idéen om beskyttelse, dvs. det immaterielle aspekt, som er forbundet med ressourcer, ikke prioriteres højt nok. EØSU anbefaler ikke kun, at idéen om beskyttelse integreres i strategiens titel, men også at denne idé generelt tillægges større betydning. Dette gør det ligeledes muligt at foretage en sammenkædning med de diskussioner, der fandt sted i Johannesburg (jf. ligeledes punkt 2.2).

3.5

Der er ingen tvivl om, at landskaber også udgør vigtige ressourcer. Et eksempel herpå er Alperne, som både er et følsomt økosystem og en turistattraktion (8). I strategien bør der også ses nærmere på overudnyttelsen af landskaber (f.eks. som følge af den overhåndtagende trafik). Specifikke eksempler som disse gør det muligt at fastslå forbindelserne til andre politikområder som f.eks. landbrugspolitikken og de ansvarsområder, som nævnes ovenfor. De europæiske landskabers mangfoldighed, som bl.a. skyldes forskellige anvendelsesformål inden for landbruget, udgør en vigtig del af den europæiske kultur og identitet, som bør bevares.

3.6

Kommissionen gør med rette opmærksom på til dels faretruende tilfælde af overudnyttelse af fornyelige ressourcer. Hvad angår f.eks. træ bemærker Kommissionen, at der kun udnyttes en begrænset del af den årlige tilvækst, hvilket betyder, at der findes et stort potentiale for yderligere (miljøvenlig) udnyttelse af denne råvare. Dette er på den ene side uden tvivl rigtigt, men der bør dog tages højde for to aspekter. Skove har ligesom alle andre økosystemer ikke kun en materiel funktion, men også en yderst vigtig immateriel betydning f.eks. som økosystemer eller rekreative områder. Denne funktion, men også skovens beskyttende funktion (f.eks. mod oversvømmelser og laviner), kan være i fuldstændig modstrid med maksimal udnyttelse af skovene. Skovressourcerne er på den anden side meget ulige fordelt, og de store skader på skovene visse steder i tiltrædelsesstaterne (f.eks. i Erz-, Riesen- og Isergebirge) har ikke kun ødelagt potentielle ressourcer på lokalt plan, men var også medvirkende årsag til, at Oder og Elben gik over deres bredder i henholdsvis 1997 og 2002.