52001IE1326

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs utalelse om "Forberedelse af den 4. WTO-ministerkonference: ØSU's standpunkt"

(2002/C 36/18)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. april 2001 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om "Forberedelse af den 4. WTO-ministerkonference: ØSU's standpunkt".

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Bruno Vever til ordfører og María Sánchez Miguel til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. oktober 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 385. plenarforsamling af 17.-18. oktober 2001, mødet den 17. oktober 2001, følgende udtalelse med 116 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

1. Resumé

1.1. Næsten to år efter sammenbruddet i Seattle søger WTO stadig at definere sin fremtidige rolle. Trods fastlæggelsen af dets tvistbilæggelsessystem kæmper det stadig for at klare de nye udfordringer i den internationale handel: den heterogene blanding af stater, agterudsejlingen af mange udviklingslande, forskellige former for praksis, som undergraver begrebet "fælles forpligtelse" og behovet for nye regler for den internationale handel, som ikke kun behandler handelsspørgsmål, men også f.eks. konkurrence, miljø, sundhed og sociale spørgsmål. Et nyt nederlag i Doha i november 2001 vil true prioriteringen af multilateralismen og skabe, især for udviklingslandene, nye risici for udelukkelse fra markedet og samtidig lamme WTO's evne til at tackle de nye udfordringer i forbindelse med globaliseringen og de stadig flere handelstvister. På den anden side vil en succes i Doha sætte den internationale handel på en kurs mod bedre regulering og en varig konsolidering af fundamentet for en global økonomisk vækst, hvilket især ville gavne udviklingslandene. Set i lyset af terrorangrebene i USA den 11. september og de mange latente konflikter, de har affødt, kunne man med en succes vise, at det internationale samfund er besluttet på via dialog at fremskynde sit organiserede svar på globaliseringen og fremtidens nye udfordringer.

1.2. For at undgå en gentagelse af nederlaget i Seattle må man tage ved lære af erfaringerne. Sammenbruddet bør ikke tillægges en alt for ambitiøs dagsorden, men snarere den manglende forberedelse af konferencen bl.a. ved at undervurdere udviklingslandenes forventninger og problemer, det forhold at mange følte sig udelukket fra forhandlingsprocedurerne, utilstrækkelig gensidig lydhørhed, mangel på fleksibilitet i debatterne, uoverensstemmelser om den nye dagsordens udformning og den dårligt forberedte dialog med civilsamfundet og de ikke-statslige organisationer.

1.3. I opløbet til Doha-konferencen er udfordringerne stadig komplekse, selv om visse nylige tilnærmelser skaber forhåbning om, at en succes - trods enorm usikkerhed efter den 11. september - ikke er uden for rækkevidde. Som noget positivt konstateres det, at mange lande stadig er interesseret i en nye runde - der sker en tilnærmelse mellem de vigtigste handelspartnere på dette punkt - og udviklingslandene udviser en mere positiv holdning fremhjulpet af EU's seneste initiativer. Men manøvrerummet er ringe. De store forventninger om en omfattende dagsorden, som civilsamfundet og ngo'erne gør sig til talsmænd for, kolliderer stadig, især med hensyn til miljøspørgsmål og sociale spørgsmål med flere udviklingslandes forbehold, idet de lægger vægt på andre områder, nemlig implementering, udvikling, markedsadgang. Alle afvejer udfordringerne ved at opnå enighed blandt 142 lande om et tilfredsstillende resultat, hvilket kræver en kompromissøgende holdning.

1.4. På baggrund af disse forhold fremfører ØSU følgende henstillinger til Doha:

1.4.1. Visse forudsætninger skal først og fremmest opfyldes, dvs. at forhandlingerne skal præges af en atmosfære af åbenhed, gensidig lydhørhed og transparens, men fastlæggelsen af en dagsorden bør dog ikke forveksles med foregribelsen af det endelig resultat. I denne forbindelse er det væsentligt at sikre sig udviklingslandenes støtte, etablere en interaktiv dialog med det organiserede civilsamfund, slå bro mellem de forskellige temaer og placere Doha-dagsordenen i en bredere sammenhæng, som kræver bidrag fra andre internationale organer end WTO.

1.4.2. Et minimum af fælles visioner og en yderst målrettet vilje er nødvendig for at skabe enighed om en ambitiøs og sammenhængende dagsorden. Som centralt emne for en ny WTO-runde foreslår ØSU således "global og bæredygtig udvikling". Med dette mål kan man understrege:

- den økonomiske udvikling især udviklingslandenes som kernen i forhandlingsrunden

- formuleringen af nye kvalitative krav som f.eks. sundhed, sikkerhed, miljø og sociale spørgsmål

- udbygning af samarbejdet med andre internationale organer

- det internationales samfunds faste beslutsomhed på at reagere på udfordringerne efter den 11. september ved at skabe et styrket globalt og bæredygtigt samarbejde med øget opmærksomhed på de problemer, underudvikling skaber samtidig med, at WTO's kontrol med konsekvenserne af efterdønningerne af den nye situation for den internationale handel fastholdes.

1.4.3. Selv om den nye runde nødvendigvis skal være global, indeholde visse krav og gennemføres i samspil med andre, konstaterer ØSU dog, at visse følsomme spørgsmål kan kræve yderligere tid, for at de kan profileres bedre under forhandlingerne. Man kunne derfor forestille sig, at den nye runde koncentreres om følgende tre faser, som ikke kan adskilles, men udgør en helhed nemlig:

- umiddelbar behandling af spørgsmålet om implementeringen i udviklingslandene, hvilket ØSU med tilfredshed konstaterer allerede er genstand for konkrete forslag

- lettelse af forhandlingerne om markedsadgang og den dermed sammenhængende dagsorden - landbrug, tjenesteydelser

- åbning af forhandlinger om mere omfattende emner (konkurrence, investeringer, forbrugerbeskyttelse, miljø og sociale spørgsmål i samarbejde med ILO).

ØSU's kommentarer til de forskellige målsætninger er baseret på dets høringer og arbejdet i de forskellige debatgrupper, kommissær Pascal Lamy har nedsat med deltagelse af erhvervs- og interesseorganisationer og ngo'er.

1.4.4. En effektiv dialog med det organiserede civilsamfund er en afgørende forudsætning for succes. Med dette for øje anbefaler ØSU, at WTO og repræsentanterne for det organiserede civilsamfund (erhvervs- og interesseorganisationer, ngo'er) vedtager en adfærdskodeks. Uden at betvivle, at de egentlige forhandlinger er medlemsstaternes ansvar, ville en sådan kodeks give erhvervs- og interesseorganisationerne og ngo'erne et yderligere ansvar i forbindelse med forberedelsen, evalueringen, opfølgningen og implementeringen af WTO's forpligtelser. En sådan kodeks skaber ikke blot en ramme om dialogen, men kunne også være et operationelt instrument for samarbejdet mellem WTO og det organiserede civilsamfund til fremme af den "globale og bæredygtige udvikling", som ØSU støtter kraftigt.

2. Udfordringerne på konferencen

2.1. GATT's succes skyldtes længe den pragmatiske tilgang. I modsætning til UNCTAD, som ofte blev suget ned i ideologiske debatter uden nogensinde at opnå konkrete resultater, undgik GATT altid at politisere sine debatter, og det lykkedes derfor at gennemføre de ambitiøse forhandlingsprogrammer om liberalisering af den internationale handel. Men siden den succesrige afslutning af Uruguay-runden i Marrakesh har den nye Verdenshandelsorganisation, som blev oprettet som efterfølger for GATT, søgt at fastlægge sin fremtidige rolle.

2.2. Som tiden går, må man i dag erkende, at de resultater, man opnåede i Marrakesh efter afslutningen af Uruguay-runden, var betydelige, uanset eventuelle værdidomme i denne forbindelse. Man opnåede:

2.2.1. at ændre GATT fra en simpel foreløbig aftale uden permanent status til en international institution under De Forenede Nationer - WTO - som har til opgave vedvarende at videreudvikle de internationale handelsbestemmelser, og

2.2.2. at ændre en aftale bestående af en mosaik af stater eller i bedste fald grupper af stater, der hidtil var underlagt forskellige forpligtelser afhængig af deres udviklingsniveau, til en "fælles forpligtelse", som på sigt skulle gøre det muligt at forestille sig en unipolar verden baseret på om ikke et identisk, men i det mindste sammenligneligt regelsæt.

2.3. WTO's succes var dog også kilden til dets problemer. Fra den dag, tvistbilæggelsessystemet blev introduceret, var man i mange kredse betænkelig ved dets indflydelse, og man frygtede, at den var for stor i forhold til organisationens oprindelige legitimitet. Endvidere har man rejst indvendinger imod WTO-bestemmelsernes de facto forrang frem for andre normer på det sociale og miljømæssige område. Endvidere må det erkendes, at siden ministerkonferencen i Singapore i 1996 er mange udviklingslande sakket bagud, da de mangler institutioner, der til fulde kan gennemføre WTO-reglerne. Selv om organisationen i første omgang forekom styrket i Singapore, blev den kraftigt destabiliseret på den 3. konference i Seattle, på grund af heftige angreb såvel internt fra udviklingslandene som eksternt fra repræsentanter for civilsamfundet.

2.4. Udviklingslandene så sig ikke i stand til i Seattle at støtte indledningen af en ny runde af multilaterale handelsforhandlinger (MTN): de havde i realiteten håbet på en revurdering af de forpligtelser, der blev indgået i Marrakesh. Dette kunne betyde en alvorlig undergravning af selve begrebet "fælles forpligtelse". Der blev rejst krav om, at man for fremtiden behandler forskellige andre spørgsmål, som f.eks. bæredygtig udvikling, menneskerettigheder på arbejdspladsen, mere harmonisk regulering af den internationale handel og investeringer parallelt med og på lige fod med udviklingen i verdenshandelen.

2.5. Den nye bevidsthed om denne situation inden for WTO har resulteret i følgende:

2.5.1. kløften mellem dens medlemmer (eller grupper af medlemmer) er blevet øget, og ikke blot om handelsspørgsmål som sådan. Ud over de traditionelle meningsuoverensstemmelser er der opstået uenighed såvel mellem industrilandene, men også med udviklingslandene, om emner, som miljø og arbejdsvilkår,

2.5.2. en mangedobling af parametrene (handelspolitiske, told- og ikke-toldmæssige, konkurrencepolitiske, miljøpolitiske, samfundsmæssige og sociale), som man skal finde en passende helhedsløsning på inden WTO's næste ministerkonference, hvilket viser sig at være yderst vanskeligt.

2.6. Denne udvikling afspejler også et meget forskelligt politisk og strategisk syn på den internationale handels fremtid og dens funktionsmåde:

2.6.1. skal man prioritere en multilateral aftale inden for rammerne af WTO eller snarere en bilateral, regional eller sågar unilateral tilgang?

2.6.2. er det muligt at fastholde ensartede handelsbestemmelser på globalt plan? eller skal man i videst muligt omfang tage hensyn til WTO-medlemmernes udviklingsgrad? (herunder også forskellene mellem de enkelte udviklingslande lige fra vækstøkonomier, der allerede er konkurrencedygtige på mange felter, som f.eks. Brasilien og Indien, til de mindst udviklede lande - LDC)?

2.6.3. bør WTO's aktiviteter begrænses til handelsspørgsmål eller bør man, da man kan konstatere, at tvistbilæggelsesproceduren allerede influerer på andre faktorer, selv om sigtet hermed udelukkende var af handelspolitisk karakter, tilskynde det til at tage hensyn til andre relevante emner, som f.eks. bæredygtig udvikling i bredeste forstand (dvs. i social, samfundsmæssig, etisk og miljømæssig henseende)? I bekræftende fald skal da WTO eller andre eksisterende organisationer have lederskabet, og hvordan skal man under alle omstændigheder samordne deres aktiviteter?

2.6.4. skal man ændre den måde, WTO fungerer på, for dels at sikre større transparens og en mere effektiv inddragelse af dets styrende organer og således fremme det parlamentariske demokrati, det økonomiske og sociale demokrati og mere generelt imødekomme hele civilsamfundets forventninger og betænkeligheder?

2.7. Af alle disse årsager forekommer forberedelsen og afviklingen af ministerkonferencen i Doha at være yderst usikker og risikabel. Men et nyt nederlag vil uvægerligt have konsekvenser for Genève-organisationens egen fremtid og rammevilkårene for den internationale handel, selv om visse med mere eller mindre berettigelse mener, at et sådant nederlag ikke vil være uigenkaldeligt.

2.8. Et negativt resultat af Doha vil styrke tilhængerne af bilaterale eller biregionale løsninger. Men erfaringen har vist de negative konsekvenser af sådanne løsninger, som har skabt markedsudelukkelse til skade ikke blot for EU, men også for mange udviklingslande, både lande af relativ begrænset størrelse, men også lande som Indien, der altid har afstået fra at gå denne vej. Endvidere ville et sådant skibbrud undergrave stabiliteten i tvistbilæggelsessystemet.

2.9. En af de negative konsekvenser af et skibbrud kunne være en lammelse af WTO's aktiviteter på et tidspunkt, hvor:

2.9.1. der konstant dukker nye meget presserende temaer op i verdenshandelen: nye teknologier, elektronisk handel, miljø, forbrugerbeskyttelse, fødevaresikkerhed, forsigtighedsprincippet, behovet for basale lægemidler, større krav til etik og en socialt set ansvarsfuld forholden samt flere andre af civilsamfundets forventninger,

2.9.2. man konstaterer permanente handelskonflikter, som til en vis grad næres af dette nye tvistbilæggelsessystems eksistens,

2.9.3. de dominerende aktører (FTAA, EU-Mercosur) tilstræber i voksende grad en regionalisering, hvilket splitter den internationale handel op til skade for de svageste parter,

2.9.4. Kinas forestående medlemskab af WTO er en væsentlig begivenhed pga. de klare fordele, indlemmelsen af en partner med så betydelig vægt har, men vil dog få en vis indflydelse på vanskelige emner på dagsordenen for forhandlingerne som miljø og sociale og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, med mindre de i forvejen er igangsat.

2.10. I dette perspektiv ville det være ensbetydende med et tilbageskridt, hvis udviklingen i WTO standsede eller midlertidigt gik i stå. Der ville da være stor risiko for, at WTO's tvistbilæggelsesorgan tiltog sig alle denne institutions aktiviteter og i den forbindelse anvendte bestemmelser, som i stigende grad viser sig at blive distanceret af den løbende udvikling inden for verdenshandelen.

2.11. Skulle Doha dog vise sig at blive en succes, dvs. med lanceringen af en ny runde af konsekvente og velafvejede handlingsforhandlinger, ville det igen skabe håb hos alle:

2.11.1. en sådan succes ville være et ægte bevis på, at man prioriterer multilateralisme frem for andre løsninger (regionale, bilaterale, etc.), og vil styrke den økonomiske vækst hos alle deltagende lande, herunder især udviklingslandene, som således vil have bedre muligheder for at indhente deres efterslæb. Den positive virkning ville være så meget mere væsentlig på grund af den meget skrøbelige verdensøkonomi og stabilitet i verden som følge af de mange eftervirkninger af terrorangrebene på USA den 11. september,

2.11.2. succes kan kun udspringe af et acceptabelt kompromis for alle medlemmer (industrialiserede lande, udviklingslande, de mindst udviklede lande (LDC), overgangsøkonomier og nyligt industrialiserede lande), samt for de involverede hovedaktører (parlamentariske kræfter, civilsamfundet, erhvervsorganisationer og fagforeninger, virksomheder, erhvervskredse, osv.), der skaber mulighed for, at den internationale handel kan udvikle sig på den mest harmoniske måde ved at inddrage mere end kun handelsspørgsmål og således gøre processen mere acceptabel for den enkelte og mere forudsigelig for alle,

2.11.3. lanceringen af forhandlingsrunden vil således vise, at debatten om globaliseringen ikke længere er en stridens æble mellem lande og mellem lande og ikke-statslige organisationer. Vejen vil være åben for, at man i fællesskab søger at finde forhandlingsløsninger.

2.12. Dette mål er stadig inden for Genève-forhandlernes rækkevidde til trods for den enorme usikkerhed efter de dramatiske begivenheder den 11. september, hvis man fuldt ud tager ved lære af Seattle. Man skal derfor undgå dels en for mangelfuld forberedelse af runden og en for elitistisk tilgang, dels formuleringen af en tekst, der går videre end de afstukne målsætninger ved fra starten at fokusere på midlerne.

2.13. Endvidere skal de forskellige procedurer afgrænses mere omhyggeligt for at fastslå:

- hvilke områder er forbeholdt WTO, og

- hvilke yderligere områder skal underlægges bilaterale eller biregionale aftaler?

2.14. Kort sagt, der skal skabes enighed om et udgangspunkt for en ny runde, nemlig:

2.14.1. genoplive den ånd, der stadig herskede i Punta del Este og selv den, der herskede på den mislykkede konference i Havanna, som en ny grundsten for den internationale handel og lægge de negative konsekvenser af Seattle bag sig (forhastede uoverensstemmelser om endemålet),

2.14.2. være bevidste om behovet for ikke kun at tænke på en aftale mellem EU og De Forenede Stater, hvilket afgjort er nødvendigt, men fremover ikke tilstrækkeligt: i virkeligheden er støtte fra QUAD, OECD-medlemslandene og udviklingslandene fremover nødvendig for lanceringen af en helt ny runde, såvel om de underliggende principper som dagsordenen.

2.14.3. reagere på de mange latente konflikter efter den 11. september, ved at det internationale samfund i fællesskab manifesterer sin beslutsomhed om via dialog at fremskynde sit organiserede svar på globaliseringen og fremtidens nye udfordringer.

3. ØSU's henstillinger

3.1. I forbindelse med udarbejdelsen af sin analyse og sine henstillinger har ØSU haft kontakt til mange, herunder Europa-Kommissionens generaldirektorat for handel, Europa-Parlamentets ordfører, Konrad Schwaiger, WTO's sekretariat og repræsentanter for civilsamfundet, herunder deltagelse i den debatgruppe, kommissær Pascal Lamy oprettede, med deltagelse af ngo'er i 2000-2001, høringen den 6. juni af medlemmer af ngo-kontaktgruppen i Kommissionens generaldirektorat for handel, høringen den 5. juli af repræsentanter for europæiske erhvervs- og interessegrupper, deltagelse i den offentlige konference arrangeret af WTO i Genève den 6. og 7. juli med de økonomiske og sociale kredse og ngo'erne, samt deltagelse i debatugen med civilsamfundet om WTO-konferencens udfordringer arrangeret af Kommissionens Generaldirektorat for handel den 24.-28. september.

3.2. ØSU bekræfter i første omgang sin støtte til flere principper i den internationale handel herunder:

3.2.1. prioritering af multilateralismen uden dog at opgive at indgå mere vidtgående aftaler med visse stater eller regionale grupperinger, men med udtrykkelig tilkendegivelse af, at disse bilaterale eller biregionale aftaler respekterer WTO's bogstav og ånd (forrang til WTO, ikke-diskriminering, national behandling osv.),

3.2.2. systemet med "fælles forpligtelse", som gør det muligt, at de samme regler gælder for alle WTO-medlemmer, selvom det indebærer:

3.2.2.1. teknisk og finansiel bistand,

3.2.2.2. visse overgangsperioder for udviklingslandenes og de mindst udviklede landes gennemførelse af visse bestemmelser, der kræver en multilateral tilgang, som foreslået af Kommissær Pascal Lamy, således at de ved afslutningen af forhandlingerne får mulighed for at vælge, om de ønsker at være omfattet af investerings- og konkurrenceaftalerne eller ej, sådan som det i dag gælder som led i aftalen om offentlige indkøb,

3.2.2.3. forbud mod enhver form for ensidige foranstaltninger, så snart de bryder WTO's regler.

3.3. ØSU understreger behovet for at tage ved lære af Seattle-topmødet og drage størst mulig fordel af den igangværende udvikling, således at man ikke gentager de omstændigheder, der førte til sammenbruddet. Dette indebærer især:

3.3.1. bedre støtte til udviklingslandene ved at understrege udviklingsmålet i forhandlingerne ved bl.a. at

3.3.1.1. inddrage dem mere direkte i procedurerne (større transparens i forhandlingerne, mere fleksible procedurer),

3.3.1.2. acceptere at forhandle om spørgsmål, som er væsentlige for dem, herunder de eskalerende toldniveauer, mobiliteten for nøglepersonale i tjenesteydelsesvirksomheder og antidumping,

3.3.1.3. tage visse spørgsmål i forbindelse med iværksættelsen af Marrakech-aftalen op til fornyet overvejelse,

3.3.1.4. yde dem så ofte som muligt en speciel og differentieret behandling uden at afstå fra en gradueret ordning for de mest udviklede.

3.3.2. mere effektive samråd med repræsentanter for det organiserede civilsamfund, selvom det i sidste ende kun er medlemsstaterne, der er kompetente forhandlingspartnere,

3.3.3. bestræbelser på at finde en global balance inden for WTO og mellem WTO og de andre internationale organisationer (bl.a. ILO med hensyn til sociale spørgsmål),

3.3.4. større hensyntagen til de mellem- og langfristede og ikke kun kortsigtede interesser,

3.3.5. den kendsgerning, at udarbejdelsen af en dagsorden ikke må forveksles med en foregribelse af det endelige resultat af forhandlingerne,

3.3.6. den tidligere nævnte mulighed for, at udviklingslandene i sidste ende ikke underskriver visse kapitler, som overstiger deres administrative kapacitet,

3.3.7. behovet for at skabe sammenhæng mellem de forskellige emner,

3.3.8. behovet for mere fleksible regler bl.a. aftale på visse vilkår om implementering med forskellig hastighed,

3.3.9. behovet for øget transparens i procedurerne, hvilket straks skal påbegyndes,

3.3.10. tilskyndelse til reformplaner for at tilpasse WTO bedre efter behovene.

3.4. ØSU understreger også nødvendigheden af at fastlægge en tidsplan for den nye handelsforhandlingsrunde, der er tilstrækkelig lang til at imødekomme alles forventninger samt gøre det lettere at indgå kompromiser. Et minimum af fælles visioner og en yderst målrettet vilje er nødvendig for at skabe enighed om en ambitiøs dagsorden. Det forekommer derfor nødvendigt at fastlægge et omfattende mål, som er en tilstrækkelig drivende og samlende kraft til, at man kan få tilslutning fra staterne, men ligeledes fra mange ngo'er. Som centraltema for en ny WTO-runde foreslår ØSU således "global og bæredygtig udvikling". Med dette mål kan man understrege:

3.4.1. den økonomiske udvikling, især udviklingslandenes, som kernen i forhandlingsrunden,

3.4.2. formuleringen af nye kvalitative krav som f.eks. sundhed, sikkerhed, forbrugerbeskyttelse, miljø herunder forsigtighedsprincippet og sociale spørgsmål,

3.4.3. udvikling af det organiserede og institutionelle samarbejde med de andre aktiviteter under FN og med andre internationale organer f.eks. ILO, IMF, Verdensbanken, OMPI, UNCTAD, WCO, OECD osv.

3.4.4. en resolut indsats fra det internationale samfund for at imødegå udfordringerne efter den 11. september med skabelsen af et globalt og bæredygtigt samarbejde: man skal ikke blot være endnu mere opmærksom på underudviklingsproblemerne, men WTO skal bl.a. også have bedre kontrol med de eventuelle konsekvenser for den internationale handel og konkurrencevilkårene af de bebudede eller forventede foranstaltninger:

3.4.4.1. skærpelse af de finansielle bestemmelser herunder bekæmpelse af de netværk, der finansierer terrorismen samt hvidvaskningen af penge,

3.4.4.2. øget statskontrol med handelen med følsomme produkter herunder nukleare og kemiske produkter, produkter med såvel civile som militære anvendelsesformål, potentielt farlige materialer og våben,

3.4.4.3. statsstøtte til kriseramte sektorer (bl.a. luftfart, transport, turisme, forsikring, genforsikring).

3.5. For at etablere en omfattende dagsorden under hensyntagen til alle de involveredes forventninger skal de foreslåede løsninger være fleksible og relevante. Endvidere understreger ØSU, at den nye forhandlingsrunde skal være global, indeholde visse krav og gennemføres i samspil med andre, men konstaterer også, at visse følsomme spørgsmål kan kræve yderligere tid til en bedre profilering af dem under forhandlingerne. Man kunne derfor overveje at koncentrere den nye runde om følgende tre faser, som alle er væsentlige for gennemførelsen af helheden:

3.5.1. umiddelbar behandling af spørgsmålet om implementeringen i udviklingslandene eventuelt med en "early harvest" til fordel for dem i lighed med "midtvejsvurderingen" i Montreal under Uruguay-runden - ØSU konstaterer med tilfredshed, at det afgørende spørgsmål allerede er genstand for en prioriteret indledende behandling,

3.5.2. lettelse af forhandlingerne om markedsadgang i ordets videste betydning dvs. produkter herunder også lettelse af toldprocedurer, investeringsforberedende foranstaltninger og markedshindrende aspekter som følge af eksisterende eller manglende konkurrenceregler samt spørgsmål i forbindelse med den indbyggede dagsorden nemlig landbrug og tjenesteydelser,

3.5.3. åbning af forhandlinger om mere omfattende emner (konkurrence, investeringer, miljø, forbrugerbeskyttelse og sociale spørgsmål i samarbejde med ILO),

3.5.4. dette på betingelse af, at man bevarer forbindelsen mellem de forskellige forhandlingstemaer, som ikke bør afsluttes formelt inden en global aftale ud fra princippet om "intet er aftalt, sålænge ikke alt er aftalt".

3.6. ØSU formulerer i det efterfølgende en række nødvendigvis kortfattede og ikke fyldestgørende kommentarer til de forskellige temaer i en ny dagsorden og tager her hensyn til bl.a. arbejdet i de forskellige debatgrupper, kommissær Pascal Lamy har nedsat med deltagelse af erhvervs- og interesseorganisationer og ngo'er og de yderligere høringer, som er afviklet som forberedelse til denne udtalelse.

3.6.1. ØSU udtaler sig kun om perspektiverne og satsningen i forbindelse med disse forskellige temaer uden at foregribe indholdet i de egentlige forhandlinger. I realiteten er disse forhandlinger, hvilket ØSU tidligere har påpeget, forbeholdt andre stadier end dem, der vedrører Doha-konferencen, hvor man skal koncentrere sig om fastlæggelsen af dagsordenen for en ny runde uden at foregribe resultaterne.

3.6.2. Disse kommentarer skal ikke betragtes isoleret. Der skal konstant skabes en forbindelse mellem de forskellige temaer pga. af deres mange fælles berøringspunkter og behovet for i sidste ende at opnå et sammenhængende og velafbalanceret globalt resultat efter afslutningen af de forskellige forhandlinger.

3.6.3. ØSU understreger også, at de forskellige forhandlingstemaer bør behandles i sammenhæng ud fra et konstant ønske om, at udviklingsperspektivet skal indgå i en ny forhandlingsrunde. Selvom handel er en forudsætning for udvikling, så bør udvikling dog også tilskyndes via en minimal afvejning af de gensidige indrømmelser og med effektive nationale strategier for tilpasning og implementering, hvilket spiller en væsentlig rolle her. Dette gør det bl.a. påtrængende, at man anstiller overvejelser over gennemførelsen af de forpligtelser, der indgås under WTO, herunder også Marrakech-forpligtelserne, som kunne indebære, at man aktivt støtter udviklingslandenes institutionelle kapacitet. For de mest gældstyngede udviklingslande kunne det også være rimelig med initiativer til gældseftergivelse.

3.6.4. Hvad angår de relevante målsætninger for markedsadgangen, understreger ØSU behovet for via nye tidsplaner at følge nedsættelsen af toldsatserne (og i sær de højeste satser) og de ikke-toldmæssige hindringer (herunder bl.a. offentlige indkøb) for at fremme væksten i verdensøkonomien. I denne forbindelse bør man især søge at forbedre markedsadgangen for udviklingslandene ved at mindske de eksisterende hindringer i udviklingslandene, en proces, som vil blive fremskyndet af de multilaterale forhandlinger, der skal indledes inden for forskellige områder vedrørende tekniske spørgsmål, landbrug og miljø. Som led i de såkaldte "implementeringskrav" til udviklingslandenes bør der fastlægges fritagelser for visse liberaliseringsforpligtelser i henhold til WTO under forbehold af, at de respekterer visse objektive og kontrollerbare krav.

3.6.5. Med hensyn til bestræbelserne på at lette toldformaliteterne understreger ØSU nødvendigheden af at mindske det administrative bureaukrati og modernisere toldprocedurerne ved såvel import som eksport, hvilket kunne gøre det berettiget med teknisk støtte til udviklingslandene (herunder også deres mulighed for at anvende mekanismerne for bilæggelse af handelstvister).

3.6.6. Hvad angår de landbrugspolitiske målsætninger, understreger ØSU nødvendigheden af at finde en balance mellem flere krav: stimulering af levnedsmiddelforsyningen i verden, bedre markedsadgang især for udviklingslandene, krav til kvalitet, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse, landbrugets ikke blot økonomiske, men også multifunktionelle og sociale rolle, hvilket får EU's legitime støtte, kvægets velfærd, beskyttelse af biodiversiteten og de traditionelle kundskaber, beskyttelse af det landlige miljø og støtte til omlægninger samt den overordnede balance i samtlige partneres indrømmelser i deres bestræbelser på at øge adgangen til markederne. ØSU forventer bl.a., at de øvrige WTO-medlemmers bestræbelser i det mindste kan måle sig med EU's bestræbelser, og at man ved behandlingen af eksportstøtteforanstaltningerne ligeledes overvejer eksportkreditter og fødevarehjælp. Liberaliseringen af landbrugshandelen, afviklingen af importforanstaltningerne og såvel interne som eksterne subsidier bør ske gradvist efter en etapevis overgangsplan og i snævert samarbejde med de berørte kredse.

3.6.7. Når det drejer sig om tjenesteydelser understreger ØSU de muligheder, der er står åbne for EU, der er den største handelsmagt på dette område, selv om det må erkendes, at en øget liberalisering kræver nye regler. GATS-aftalen skulle give mulighed for en yderligere åbning af det internationale marked for tjenesteydelser, herunder først og fremmest finansielle tjenesteydelser, uden at begrænse staternes ret til at fastholde rimelige regler i offentlighedens interesse og sikre, at den offentlige sektor kan operere på samme vilkår. Især udviklingslandene, for hvem ekspansionen af servicesektoren (herunder også e-handel samt bevægeligheden for nøglepersonale) er et væsentligt led i deres udvikling og overførslen af teknologi, bør tilskyndes til at indtage en proaktiv holdning samt fastlægge en prioritering for flere faggrupper og sektorer, der kan bane vejen for åbningen.

3.6.8. Hvad angår de investeringspolitiske målsætninger understreger ØSU behovet for, at man koncentrerer forhandlingerne om en positivliste over sektorer, hvor man først og fremmest bør lette nye investeringer, især i udviklingslandenes egen interesse. Man bør ligeledes arbejde for adfærdskodekser for multinationale virksomheder i fortsættelse af de retningslinjer, som OECD har fastlagt. Man bør især søge at sikre fri overførsel og beskyttelse mod ekspropriering eller anden form for nationalisering.

3.6.9. Hvad angår de konkurrencerelaterede målsætninger konstaterer ØSU, at konkurrencehindringer går hånd i hånd med problemer som underudvikling, korruption og markedslukning og truer den økonomiske udvikling, især udviklingslandenes, og skaber visse skævheder i den internationale handel selv. Det er derfor nødvendigt med visse grundregler på dette område. Det prioriterede mål på dette stade vil især være at fremme indarbejdelsen af basisprincipperne i de nationale lovgivninger, således at man kan bekæmpe visse konkurrencebekæmpende foranstaltninger af særlig symbolsk betydning, fastlægge fleksible fremgangsmåder for udveksling af information samt samarbejde og formulering af en mekanisme for bilæggelse af tvister på dette område uden dog at rejse tvivl ved de nationale instansers prærogativer og reguleringsbeføjelser. Det kunne blive nødvendigt med støtte til udviklingslandene for at udbygge deres administrative kapacitet på disse områder.

3.6.10. Hvad angår målsætningerne for intellektuel ejendomsret, understreger ØSU behovet for at fremme forskning og innovation og bekæmpe piratkopiering og forfalskninger, samtidig med at man også erkender nødvendigheden af at optimere fordelene ved innovation til gavn for samtlige staters, især udviklingslandenes, økonomiske, sundhedsmæssige og sociale udvikling. Et væsentligt mål skal også være at gøre adgangen til innovation billigere og især forbedre udviklingslandenes muligheder for at opnå sunde og sikre levevilkår. I denne forbindelse skal aftalen om handelsrelaterede aspekter ved intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) uddybes for at forbedre den overførsel af teknologi, som udviklingslandene har et umiddelbart behov for. Endvidere bør WTO i allerhøjeste grad tage hensyn til det arbejde, der foregår i WIPO samt resultaterne af de forhandlinger, denne organisation fører.

3.6.11. Hvad angår de sundhedsmæssige målsætninger, understreger ØSU behovet for, at forsigtighedsprincippet gennemføres på en rimelig ikke-arbitrær og ikke-diskriminerende måde baseret på stringente cost benefit-analyser og på betingelser, der inddrager alle berørte parter. Det synes ligeledes nødvendigt, at man fremmer brugen af en fælles terminologi, og at man henviser til internationale normer som f.eks. Codex alimentarius. Forbrugeroplysningen, bl.a. via mærkning, bør udbygges. Med henblik på risikoforvaltningen bør der fastlægges internationale procedurer. Der er ikke blot behov for mere gunstige bestemmelser for teknologioverførsel til udviklingslandene (jf. spørgsmålet om TRIPS) herunder en hurtig forbedring af produktionen og distributionen af vitale lægemidler, men udviklingslandene skal også have den nødvendige støtte til at forbedre kontrollen med og overholdelsen af normerne. Spørgsmålet om liberaliseringen af offentlige indkøbsaftaler bør behandles. Når sundhedstjenester åbnes for private investeringer inden for rammerne af GATT, bør man sikre sig, at deres kvalitet og sociale målsætning bevares. Disse forskellige overvejelser berettiger også snævrere forbindelser mellem WTO og de andre internationale organisationer som f.eks. WHO og UNCTAD.

3.6.12. Hvad angår de miljømæssige målsætninger, understreger ØSU behovet for at forene international handel med skabelsen af bæredygtig udvikling under hensyntagen til de store økologiske udfordringer i verden samt nødvendigheden af at sikre den enkelte bedre livsvilkår. Effektindikatorer som f.eks. Kommissionens SIA-projekt - sustainable impact assessment - forekommer nødvendige. Man bør ligeledes referere til internationale normer. Det kan vise sig nødvendigt med en vis støtte for at sikre, at udviklingslandene kan forene deres økonomiske udvikling med disse krav ved bl.a. at yde budgetmæssig og teknisk støtte, der inddrager andre internationale instanser (f.eks. Verdensbanken) og overførsel af teknologi. Endvidere bør der findes en bedre balance mellem miljøinstrumenterne (MEA) og WTO's multilaterale regler.

3.6.13. Hvad angår de socialpolitiske spørgsmål, henviser ØSU til sin udtalelse om "Menneskerettigheder på arbejdspladsen", hvor det understreger, at man skal indlede processen med at inddrage de grundlæggende normer for arbejdsvilkår i forhandlingerne og en ny handelspolitisk verdensorden og gør sig bl.a. til talsmand for en udbygning af forbindelserne mellem WTO og ILO. ILO er stadig det mest egnede organ til at formulere de internationale sociale normer, men WTO bør promovere dem bedre med positive tilskyndelsesforanstaltninger. Endvidere ser ØSU med tilfredshed på Kommissionens meddelelse fra juli 2001 om fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og forbedring af de sociale styringssystemer i en globaliseret økonomi, hvori man ligeledes påpeger behovet for, at EU tager nye initiativer på dette område.

3.7. Selv om bestræbelserne på at opnå konsensus kan virke lammende, er det den eneste måde, hvorpå man kan opnå et afbalanceret resultat med den nuværende internationale offentlige ret. Endvidere bør man søge at styre denne konsensussøgning bedre, end det har været tilfældet hidtil:

3.7.1. mere vidtgående medinddragelse af alle medlemmer, herunder også udviklingslandene og de mindst udviklede lande, som bør yde et effektivt bidrag til formuleringen af dagsordenen for en ny forhandlingsrunde; dette kunne gøre det berettiget, at de lande, der har de mest begrænsede institutionelle ressourcer, grupperer sig i "clusters" (svarende til de fremgangsmåder, der allerede anvendes inden for IMF og Verdensbanken);

3.7.2. ved at give udviklingslandene vished for, at de vil få de finansielle og menneskelige ressourcer, der vil sætte dem i stand til at implementere de regler, som de frivilligt er gået ind for;

3.7.3. om nødvendigt ved at indrømme udviklingslandene overgangsperiode, så at de kan opnå samme resultat;

3.7.3.1. ved at hjælpe udviklingslandene og de mindst udviklede lande med at skabe de nødvendige institutioner;

3.7.3.2. ved at etablere formelle forbindelser mellem WTO og andre internationale organisationer, der beskæftiger sig med bæredygtig udvikling og socialt fremskridt, bl.a. ved at give dem observatørstatus og ved at udbygge de gensidige forbindelser på linje med de bestræbelser, der udfoldes af Verdensbanken og IMF i samarbejde med WTO for at åbne markederne;

3.7.3.3. og endelig via oprettelsen af rådgivende organer, hvadenten de er parlamentariske eller udsprunget af det økonomiske og sociale demokrati, til at bistå WTO.

3.8. ØSU understreger også behovet for at give repræsentanter for de organiserede civilsamfund lettere adgang til WTO:

3.8.1. ved at give erhvervsorganisationer, fagforeninger og ngo'er lettere adgang til at give udtryk for deres synspunkter samtidig med, at man på denne måde også tilskynder dem til at tage hensyn til samtlige parametre og ikke kun dette eller hint spørgsmål eller krav løsrevet fra en helhedsbetragtning, hvilket bl.a. kunne berettige, at man:

- afholder et årligt offentligt debatmøde inden for WTO i lighed med det, der afholdtes i juli 2001 i Genève

- nedsætter tematiske rådgivende udvalg og

- inden for denne ramme udvikler samarbejdet med Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

3.8.2. ved at undersøge muligheden for at inddrage disse organer i visse procedurer som f.eks. de rapporter, som de involverede parter, erhvervs- og interesseorganisationerne og ngo'erne udarbejder som led i tvistbilæggelsen.

3.9. ØSU anbefaler helt i overensstemmelse med et forslag fra WTO's generalsekretær, Mike Moore, at WTO og repræsentanterne for de organiserede civilsamfund (erhvervs- og interesseorganisationer, ngo'er), snarest aftaler en adfærdskodeks, der på et styrket og varigt grundlag skaber mulighed for en interaktiv dialog i en ånd af gensidig lydhørhed (samråd, debriefings osv.). Med en sådan kodeks vil man kunne ajourføre retningslinjerne fra 1996 for forbindelserne mellem WTO og ngo'erne. Dette ville skabe en bedre styring af WTO i dets forbindelser med de organiserede civilsamfund med udgangspunkt i den bedste praksis, der allerede måtte findes på dette område i de forskellige medlemsstater, uden man dog rejser tvivl ved princippet om, at de egentlige forhandlinger er medlemsstaternes ansvar. En sådan kodeks skaber ikke blot en ramme om dialogen, men kunne også være et operationelt instrument for samarbejdet mellem WTO og det organiserede civilsamfund til fremme af den "globale og bæredygtige udvikling", som ØSU støtter kraftigt. Denne adfærdskodeks kunne også omfatte:

3.9.1. en udtrykkelig erklæring om, at afstå for enhver form for vold og at fremme den gensidige dialog;

3.9.2. de erhvervs- og interesseorganisationer og ngo'er, der underskriver kodeksen, forpligter sig til at overholde visse regler om åbenhed (opgave, medlemmer, organisation, finansiering osv.);

3.9.3. WTO-sekretariatet påtager sig visse forpligtelser i forbindelse med den praktiske gennemførelse af dette samråd (information og adgang til dokumenter, høringer, debriefings, evalueringer, Internetfora osv.) samt eventuelt en årlig offentlig konference;

3.9.4. indbydelse af repræsentanter for civilsamfundet og ngo'erne til at deltage i informationskampagnerne, i analysen af situationen og udfordringerne og til at tage et medansvar for WTO's aktiviteter som f.eks. at fremsætte relevante forslag til WTO-institutionerne i relevante spørgsmål i forbindelse med WTO's aktiviteter, støtte iværksættelsen af WTO's engagementer og programmer, yde relevante bidrag til paneldiskussioner og medvirke ved identificeringen af implementeringsproblemer og gennemførelsesgraden;

3.9.5. WTO-medlemsstaterne opfordres til at fastlægge lignende bestemmelser for deres samråd med repræsentanter for civilsamfundet ngo'erne på nationalt plan.

3.10. ØSU har til hensigt at udbygge dialogen med og mellem repræsentanterne for det organiserede civilsamfund på grundlag af overvejelserne og henstillingerne i denne udtalelse og vil tage alle de initiativer, dette måtte kræve.

Bruxelles, den 17. oktober 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

BILAG I

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Læren af Seattle

Det er væsentligt at forstå og bearbejde årsagerne til skibbruddet i Seattle for ikke at løbe risikoen for, at man af lignende årsager endnu en gang kommer i en sådan fastlåst situation.

De mest iøjnefaldende årsager til dette skibbrud ligger bl.a. i:

- en alt for mangelfuld forberedelse og organisation til at samstemme medlemmernes syn på en yderst ambitiøs dagsorden, hvilket gjorde det næsten umuligt at skabe enighed inden for en kort konferenceuge;

- en mangel på en effektiv forberedelse, bortset fra improviserede pressemøder på stedet, ingen dialog med repræsentanterne for det organiserede civilsamfund og de mange ikke-statslige organisationer, der var til stede i Seattle, hvorved man bedre på forhånd kunne have taget højde for deres forventninger og betænkeligheder i stedet for at lade situationen eskalere med voldsomme sammenstød i gaderne stimuleret af ukontrollerede elementer.

Andre måske mindre synlige årsager viste sig alligevel afgørende:

- i denne meget forvirrede situation manglede der tid til at indlede og gennemføre en sammenhængende forhandling, mens de sidste bestræbelser på at samle trådene på ny især fra EU's side ikke fik tilstrækkelig støtte til, at man kunne deblokere situationen

- mange udviklingslande følte, at de blev marginaliseret under forhandlingerne både med hensyn til proceduren og deres egne krav. Men det europæisk-amerikanske kondominium, selv når det udvides til QUAD (EU, De Forenede Stater, Canada og Japan) og til OECD, viste sig ikke længere i stand til at styre de multilaterale handelsforhandlinger: Dette kræver også opbakning fra et betydeligt antal udviklingslande

- WTO's procedurer og arbejdsmetoder, som opfattes som elitistiske og hemmelighedsfulde (udtrykket "middelalderlig" er endog blevet anvendt), skaber mistro hos mange -såvel forskellige lande herunder udviklingslandene som repræsentanter for civilsamfundet og ngo'er. Dets tvistbilæggelsessystem munder ud i løsninger, som foregriber ja endog belaster resultaterne af kommende forhandlinger mellem suveræne stater (f.eks. om miljøet). Via sine metoder og egen filosofi har WTO tendens til at udvide sine beføjelser til andre områder end handel. Det bliver i sådanne situationer kritiseret for ukontrolleret imperialisme

- man må også konstatere, at man på trods af oplægget til en bred dagsorden, blev det egentlige mål med en ny runde ikke fastlagt klart i Seattle. Henvisningen til en "Millennium-runde" skjulte i realiteten dårligt manglen på et føderativt visionært syn på de store målsætninger at stræbe efter, hvilket i vid udstrækning var grunden til, at det ikke lykkedes at genoptage forhandlingerne.

Endelig gav Seattle anledning til væsentlige misforståelser, som skal løses i Doha:

- mange ngo'er er på ingen måde modstandere af en mere omfattende international regulering til imødegåelse af globaliseringen, men derimod en vis forbeholden hos WTO. Repræsentanterne for civilsamfundet ønsker især at få indflydelse på WTO's aktiviteter (høring, evaluering, gennemførelse)

- udvikingslandene ønsker også mere transparens - egentlig mere i WTO's interne end eksterne arbejde - større retfærdighed og mere medindflydelse på WTO's virke, men er dog mistroiske over for de nye regler, som ikke tager højde for deres handicap, og de er indtil videre modstandere af enhver formel inddragelse af repræsentanter for civilsamfundet i WTO's arbejde. I denne sammenhæng må man gøre sig de store forskelle i tilgang bevidst, hvilket naturligvis gør det vanskeligere at opnå den brede konsensus, der kræves, for at lanceringen af den nye runde kan lykkes

- det er ikke så meget ambitionerne om en omfattende dagsorden, som må bære skylden for sammenbruddet i Seattle som manglende forståelse og en dårlig forberedelse af en sådan dagsorden

- WTO kan ikke og skal ikke være ansvarlig for alt, men derimod bidrage til udformningen af en ny verdensomspændende organisation i en global ramme

- ingen er i princippet imod en tilpasning af WTO-bestemmelserne, men dette kan kun ske gradvist og i et mere tillidsfuldt klima.

BILAG II

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Igangværende udvikling

Her forud for Doha er situationen fortsat meget modsætningsfyldt. På baggrund af møderne i Mexico og Hanoï aftegner der sig dog en udvikling, som viser, at et positivt resultat ikke længere er uden for rækkevidde.

Rent generelt kan man konstatere flere positive elementer:

- behovet for en ny runde trods visse episoder fortsat er intakt med fremskridt i forberedelserne i Genève, selv om de er langsommelige og komplicerede, og at ikke blot individuelle lande, men også de nye regionale enheder Mercosur, NAFTA, ASEAN osv. har en objektiv interesse i en ny runde,

- tilnærmelserne mellem de store industrielle partnere, herunder især mellem EU og De Forenede Stater (bl.a. kontakterne mellem Zoellick og Lamy, OECD's ministermøde i maj 2002, Det Europæiske Råd i Göteborg i juni med deltagelse af præsident Bush, G8-topmødet i Genova i juli); man har også fra forskellige sider forsøgt at gøre de bilaterale og biregionale initiativer (FTAA, Mercosur) forenelige med WTO's multilaterale ramme: EU har følgelig tilpasset sin forhandlingstidsplan, og USA har med samme formål bedt om en "Trade Promotion Authority",

- større konvergens mellem industrilande og udviklingslande (jf. mini-ministermødet i Mexico og Singapore, Asien/Europa-mødet i Hanoï, EU/AVS-møde i Nairobi og mødet i Shanghai mellem de asiatiske Stillehavslandene inden for rammerne af APEC, der resulterede i betydelige fremskridt), en mere positiv udvikling blandt udviklingslandene som følge af en række initiativer, som f.eks. EU's "Alt andet end våben" (selv om det udelukkende er de mindst udviklede udviklingslande, der begunstiges, hvorved de andre fortsat har deres forventninger uopfyldte),

- etableringen af en bedre dialog med civilsamfundet og ngo'erne først og fremmest på Kommissionens side på foranledning af kommissær Pascal Lamy med afholdelsen af adskillige møder i Bruxelles og ligeledes fra WTO's side, hvilket konferencen i juli med dem i Genève på initiativ af generaldirektør Mike Moore vidner om.

Manøvrerummet er dog fortsat meget snævert:

- der hersker fortsat uenighed om formen på en ny dagsorden,

- den internationale økonomiske situation - med endnu flere usikkerhedsmomenter efter begivenhederne den 11. september - er mindre gunstig end for et til to år siden og kunne undertiden opfordre til en mere indadrettet tilgang,

- EU's initiativer er ikke altid blevet støttet af QUAD, De Forenede Stater, ej heller samtlige OECD-medlemmer,

I det store hele har EU stadig behov for større opbakning bag dets klare krav om en omfattende og global runde også med nye vidtrækkende emner til trods for en enig holdning hos ansøgerlandene, Schweiz, Norge og Japan og til trods for visse positive signaler, som stadig skal bekræftes fra en række udviklingslandes side,

- mange af civilsamfundets og ngo'ernes krav virker fortsat stødende på udviklingslandene, selv om disse modsætninger ikke nødvendigvis er uløselige,

- mange ngo'er ligger selv på konfrontationskurs, hvilket det seneste G8-topmøde i Genova i juli var vidne om,

- under alle omstændigheder skal WTO stadig gøres mere transparent, og dialogen med civilsamfundets skal udbygges yderligere.

Splittelsen i ngo-lejren er mere markant end hidtil. Visse ngo'er er i realiteten større modstandere af globaliseringen end af WTO i sig selv, mens mange ngo'er nu fører debatten på et andet niveau, idet det for dem drejer sig om en bedre international regulering af det multilaterale handels-, finansielle og økonomiske system. Men det overordnede problem står tilbage, nemlig hvilke af deres krav skal imødekommes og på hvilken måde?:

- skal det gøres inden for WTO på basis af en meget bred dagsorden?

- eller skulle man snarere søge at finde en modvægt til WTO ved at give andre internationale organisationer nye beføjelser og betro dem opgaven at gennemføre nye supplerende forhandlinger enten inden for ILO, UNDP eller en eventuel ny international miljøorganisation, der skal videreføre allerede igangsatte aktiviteter under FN?

Udviklingslandenes krav er i høj grad blevet præciseret og det i en sådan grad, at ingen har talt om en fremtidig udviklingsrunde. Hovedparten af disse lande er især interesseret i, at dagsordenen fokuserer på vilkårene for deres økonomiske udvikling og især adgangen ikke blot til industrimarkedet, men også landbrugsmarkedet i industrilandene. De synes i højere grad at være rede til at drøfte vilkårene for en lettere adgang til tjenesteydelsesmarkederne, hvilket kunne gavne dem, ikke blot som udbydere, når de har komparative fordele deraf, men især som brugere, især med informationssamfundets udvikling. Mange kræver fortsat ændringer (ja, nogle rejser endog tvivl ved) gennemførelsen af visse regler, der blev vedtaget i Marrakesh (bl.a. trips, handelspolitiske instrumenter, antidumping, offentlige indkøb, aftalen om tekstiler og beklædning), alle emner, der er særligt følsomme for industrilandene, og som i visse tilfælde kunne vise sig vanskeligt gennemførlige, da det i mindre grad er tidsplanerne end kernen i reglerne, der rejses tvivl ved.

Sådanne tilpasninger ville sandsynligvis gøre det lettere at udvide dagsordenen til også at omfatte nye temaer som f.eks. investeringer og konkurrence, som mange af disse udviklingslande fortsat er mistroiske over for. Denne mistro er endnu større, når det drejer sig om miljø, hvor udviklingslandene frygter, at de vil blive ofre for protektionistiske foranstaltninger, og endnu mere spørgsmålet om sociale normer, hvor de ser WTO's indsats som en uberettiget indblanding og frygter en uberettiget trussel mod deres konkurrenceevne, hvorved der ikke tages hensyn til deres specielle problemer.

Til sidst ønsker mange udviklingslande at ændre WTO's beslutningsproces til deres fordel, således at de kan deltage mere aktivt i det forberedende arbejde og i fastlæggelsen af dagsordenen for den nye runde. De understreger også med rette det handicap, deres institutionelle og administrative kapacitet resulterer i, og dette fortjener særlig opmærksomhed. Men ingen af udviklingslandene er dog begejstrede for at ngo'erne og civilsamfundet får indflydelse på WTO's beslutningsstrukturer. Tværtimod har de givet udtryk for, at de vil henholde sig til det sacro-sainte princip "et land en stemme" (som ingen blandt medlemmerne i øvrigt ønsker at rejse tvivl ved i dag).

For at få udviklingslandenes tilslutning til idéen om at lancere en ny runde, er der blevet udfoldet mange bestræbelser især fra EU's side: "Alt andet end våben"-initiativet, Europa-Kommissionens drøftelser om en eventuel multilateral tilgang til investeringer og konkurrence, kommissær Lamys "gennemførelsestilbud" til udviklingslandene i tre faser, nemlig før, under og efter Doha. Dermed er tanken om en "kontrolabel" runde mindre foruroligende.

Cairns-gruppen søger fortsat først og fremmest at opnå bedre afsætningsmuligheder for deres landbrugsprodukter og fødevarer, hvilket efter deres opfattelse både kræver en åbning af markederne og en begrænsning af støtteforanstaltninger. Jo mere dagsordenen for den nye runde ligner den integrerede dagsorden, så meget desto nemmere ville det eventuelt være for denne gruppe at acceptere forhandlingsgrundlaget.

De Forenede Stater koncentrerer sig især om erobringen af markederne for tjenesteydelser, varer og landbrugsprodukter. Derimod er de fortsat mistroiske over for miljøspørgsmål, så længe gennemførelsesforanstaltningerne stadig rejser problemer (f.eks. handelspolitiske beskyttelsesmekanismer og intellektuel ejendomsret).

For EU vil en minimalistisk forhandling koncentreret om markedsadgang være klart utilstrækkelig, selv om det er indlysende, at EU, der er den vigtigste handelspartner i verden, både når det drejer sig om varer såvel som tjenesteydelser, selv har stor interesse, mange forventninger og mange krav på dette område. Denne forhandling bør udvides til en række andre elementer end til de strengt handelsmæssige spørgsmål, som kan fremme en vis regulering af samhandelen og investeringerne (investeringer, konkurrence, men også miljø), selv om dette vil kræve indrømmelser, gradueringer eller endog modydelser. Endvidere ønsker EU at fortsætte debatten om sociale normer, selv om det erkender, at WTO ikke er det mest egnede forum til at behandle disse spørgsmål direkte uden at inddrage ILO, der bør spille en særlig rolle på dette område. Ansøgerlandene ligger selv tæt op ad EU's holdning, som de allerede støttede i Seattle.

Alt i alt må man fastslå, at man endnu mangler at få fastlagt omfanget af dagsordenen for kommende forhandlinger, selv om der hersker (næsten) fuld enighed om følgende:

- et udgangspunkt baseret på den integrerede dagsorden (tjenesteydelser og landbrug), der udvides med yderligere bestemmelser vedrørende "markedsadgang"

- fuldendelse af de uafsluttede forhandlingspunkter efter Uruguay-runden

- ajourføring af visse forpligtelser, der blev indgået i Marrakech, i det mindste hvad angår tidsfristerne samt hensyntagen til visse af udviklingslandenes fundamentale behov (basale lægemidler inden for rammerne af ADPIC-aftalen)

- større transparens i WTO-procedurerne

- tilføjelse af nogle yderligere emner i forbindelse med markedsadgang som f.eks. forenkling af toldprocedurer.

Følgende punkter rejser dog stadig problemer:

- omfanget af de såkaldte "gennemførelsesforhandlinger" og især skitseringen af eventuelle indrømmelser, der skal ydes udviklingslandene i forbindelse med intellektuel ejendomsret, aftalen om tekstiler og beklædning, handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger og visse aspekter af tvistbilæggelsesreglerne, alle spørgsmål, der er meget følsomme for industrilandene

- forhandlinger om systematisering og regulering af emner som konkurrence, investeringer og miljø og endnu mere kontroversielt, sociale spørgsmål.

Argumentet for en omfattende forhandlingsrunde, hvor man bedre kan imødekomme alle parters betænkeligheder, er ikke desto mindre stadig gyldig, især hvis målet, hvad der er ønskværdigt, er at imødekomme alle eller en del af de krav, der fremsættes af civilsamfundet i ordets bredeste forstand.

APPENDIX III

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Glossary of abbreviations

>TABELPOSITION>