EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000Y1216(04)

Den Franske Republiks og Kongeriget Sveriges initiativ med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk kriminalpræventivt net

EFT C 362 af 16.12.2000, p. 15–16 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/05/2001

32000Y1216(04)

Den Franske Republiks og Kongeriget Sveriges initiativ med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk kriminalpræventivt net

EF-Tidende nr. C 362 af 16/12/2000 s. 0015 - 0016


Den Franske Republiks og Kongeriget Sveriges initiativ med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk kriminalpræventivt net

(2000/C 362/13)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 34, stk. 2, litra c),

under henvisning til Den Franske Republiks og Kongeriget Sveriges initiativ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I Wien-handlingsplanen blev der anmodet om, at der senest fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden blev udarbejdet foranstaltninger vedrørende kriminalitetsforebyggelse.

(2) Det Europæiske Råd den 15. og 16. oktober 1999 i Tammerfors opfordrede til at udvikle kriminalpræventive foranstaltninger, udveksle oplysninger om bedste praksis, udbygge netværket af kompetente nationale kriminalpræventive myndigheder og styrke samarbejdet mellem de nationale kriminalpræventive organisationer, og det blev nævnt, at de første prioriteringer for dette samarbejde kunne være ungdoms- og bykriminalitet samt narkotikarelateret kriminalitet. Med henblik herpå skulle det undersøges, om der er basis for et fællesskabsfinansieret program.

(3) På flere vigtige seminarer og konferencer om forebyggelse af kriminalitet, bl.a. i Stockholm i 1996, i Noordwijk i 1997, i London i 1998 og i Algarve i 2000, blev der opfordret til at oprette et EU-netværk med henblik på at udvikle samarbejdet på det kriminalpræventive område. På konferencen på højt plan i Algarve blev der også gjort opmærksom på behovet for en tværfaglig og partnerskabsbaseret strategi i kriminalitetsforebyggelsen.

(4) Det er nødvendigt at inddrage hele samfundet i udviklingen af et partnerskab mellem nationale, lokale og regionale offentlige myndigheder, ikke-statslige organisationer (ngo'er), den private sektor og borgerne. Årsagerne til kriminalitet er mangfoldige, og der bør derfor sættes ind ved hjælp af foranstaltninger på forskellige niveauer, som træffes af forskellige grupper i samfundet i partnerskab med kompetente aktører med forskellige erfaringer, herunder civilsamfundet.

(5) De fleste forbrydelser mod Den Europæiske Unions borgere begås i byområder, og det er derfor nødvendigt at tage hensyn til de bypolitikker, der beskæftiger sig med kriminalitetsforebyggelse -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der oprettes et europæisk kriminalpræventivt net, i det følgende benævnt "nettet".

Nettet råder over en bestyrelse og et generalsekretariat.

Artikel 2

1. Nettet består af kontaktpunkter, som udpeges af hver medlemsstat.

Kontaktpunkterne, hvis antal ikke må overstige tre pr. medlemsstat, skal mindst repræsentere dels de kompetente nationale kriminalpræventive myndigheder i den bredeste betydning, dels forskere eller universitetsfolk, der er specialiserede inden for dette område. Andre aktører på området, herunder navnlig ngo'er, lokale myndigheder og aktører fra den private sektor, kan også være repræsenteret.

Kommissionen udpeger ligeledes et kontaktpunkter. Et Europol-kontaktpunkt deltager i nettet på de områder, som vedrører det.

2. Hver medlemsstat sikrer sig, at landets kontaktpunkter har tilstrækkeligt kendskab til mindst et andet af Unionens officielle sprog, således at de kan kommunikere med de andre medlemsstaters kontaktpunkter.

Artikel 3

1. Nettet bidrager til at udvikle de forskellige aspekter af kriminalitetsforebyggelse på EU-niveau og støtter kriminalpræventive aktioner på lokalt og nationalt niveau.

2. Nettets opgaver er bl.a. følgende:

a) Det orienterer hvert år gennem de kompetente tjenester Rådet om sine aktiviteter og angiver, hvilke områder i dets arbejdesprogram der skal prioriteres i det kommende år. Denne rapport sendes til Europa-Parlamentet. Selv om nettet dækker alle former for kriminalitet, skal det især beskræftige sig med ungdoms- og bykriminalitet samt narkotikarelateret kriminalitet.

b) Det står til rådighed for Rådet og Kommissionen for på deres anmodning at bistå dem i et hvilket som helst spørgsmål vedrørende kriminalitetsforebyggelse, især med henblik på at integrere præventive aspekter i alle retsakter, afgørelser og andre instrumenter og for at hjælpe Rådet og Kommissionen med at fastlægge effektive kriminalpræventive strategier, især inden for rammerne af iværksættelsen af Fællesskabets kriminalpræventive program.

c) Det letter samarbejde, kontakter og udveksling af oplysninger og erfaringer mellem medlemsstaterne og mellem de nationale instanser samt mellem medlemsstaterne og Kommissionen, de øvrige instanser i Rådet og andre ekspertgrupper og netværk, der er specialiseret i kriminalpræventive spørgsmål.

d) Det indsamler og analyserer oplysninger om eksisterende kriminalpræventive aktioner, evalueringer af dem og analyser af bedste praksis samt eksisterende oplysninger om kriminaliteten og dens udvikling i medlemsstaterne for at bidrage til overvejelserne om, hvilke beslutninger der skal træffes på nationalt og europæisk niveau i fremtiden. Nettet bistår ligeledes Rådet og medlemsstaterne med at besvare spørgeskemaer om kriminalitet og kriminalitetsforebyggelse.

e) Det bidrager til at indkredse og udvikle de vigtigste forsknings-, uddannelses- og evalueringsområder inden for kriminalprævention.

f) Det tilrettelægger konferencer, seminarer, møder og andre aktioner for at fremme overvejelserne om disse specifikke spørgsmål og udbrede kendskabet til dem.

g) Det står hvert år for uddelingen af den europæiske kriminalpræventive pris.

Artikel 4

For at udføre sine opgaver

a) benytter nettet en tværfaglig strategi og tager hensyn til de bypolitikker, der er forbundet med kriminalitetsforebyggelse

b) opretholder nettet tæt kontakt med de kriminalpræventive organer samt forskningsinstitutioner og ngo'er i medlemsstaterne

c) opretter og ajourfører nettet et internetsted, som indeholder dets regelmæssige rapporter samt alle andre nyttige oplysninger, navnlig en samling af bedste praksis

d) bestræber nettet sig på at anvende og udbrede kendskabet til resultaterne af projekter, der er finansieret inden for rammerne af fællesskabsprogrammerne.

Artikel 5

1. Nettet holder sit første møde den ...(1)

2. Det mødes mindst en gang hvert halve år efter indkaldelse fra Rådets formandskab. Andre møder kan indkaldes på anmodning af Rådet eller Kommissionen.

3. Nettets bestyrelse består af de repræsentanter for medlemsstaterne, som de nationale myndigheder har udpeget som kontaktpunkter.

Formandskabet varetages af repræsentanten for den medlemsstat, der udøver formandskabet for Rådet for den Europæiske Union.

Bestyrelsen mødes mindst en gang under hvert formandskab. Den fastsætter selv sin forretningsorden, der vedtages med enstemmighed.

4. Nettets generalsekretariat varetages af Kommissionen.

5. Bestyrelsen fastlægger hvert år nettets program og underretter Rådet og Kommissionen herom. Den udarbejder den årlige aktivitetsrapport. Rapporten sendes til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Bestyrelsens afgørelser træffes med enstemmighed.

6. Nettet finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget.

Artikel 6

Rådet foretager en evaluering af netttets aktiviteter senest to år efter vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 7

Denne afgørelse får virkning på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i, ...

På Rådets vegne

...

Formand

(1) Tre måneder efter vedtagelsen af denne afgørelse.

Top