91999E2641

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2641/99

af Elizabeth Lynne (ELDR) til Kommissionen

(12. januar 2000)

Om: Sundhed og sikkerhed i EU-institutionernes bygninger

Vil Kommissionen oplyse, hvilken juridisk status EU-institutionernes bygninger har, især med hensyn til sikkerheds- og sundhedslovgivning? Findes der en særlig ordning for Europa-Parlamentet, eller er medlemmerne beskyttet af den belgiske lovgivning, når de er i Bruxelles, af den franske, når de er i Strasbourg, og af den luxembourgske, når de er i Luxembourg?

Hvilken juridisk beskyttelse har EP-medlemmer og deres ansatte, for ikke at tale om Parlamentets egne ansatte, mod et usikkert og usundt arbejdsmiljø?

I hvor stor udstrækning er Fællesskabets sundheds- og sikkerhedslovgivning blevet håndhævet i forbindelse med EU-institutionernes bygninger? Hvilke retsmidlerer der til rådighed for de ansatte i EU-institutionerne for at tage højde for et usikkert og usundt arbejdsmiljø?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(16. februar 2000)

I henhold til artikel 5, stk.1, af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(1) har arbejdsgiveren pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet. Den Europæiske Unions institutioner skal som arbejdsgivere og forvaltere af store virksomheder derfor overholde kravene om sikkerhed, hygiejne og sundhed, således som de fremgår af en række lovbestemmelser.

Fællesskabsrettens minimumkrav med hensyn til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen er nedlagt i direktiv 89/391/EØF og en række senere direktiver(2), der alle er vedtaget efter forslag fra Kommissionen og godkendt af Parlamentet. Med hensyn til forebyggelse og beskyttelse er der i artikel 7 af direktiv 89/391/EØF opstillet retningslinjer for, hvilke foranstaltninger arbejdsgiverne skal træffe. Direktivets vigtigste krav er: bedømmelse af arbejdsmiljøet og forebyggelse af risici; overvågning af planer og arbejdsmiljøer for bygninger, der anvendes i forbindelse med arbejdet; analyse og overvågning af arbejdspladsens hygiejne og af dens sociale beredskab; udarbejdelse og formidling af retningslinjer for sikkerhed og hygiejne; oplæring af arbejdstagerne inden for forebyggelse, sikkerhed og sundhed; samordning med og orientering af kontrahenter og underleverandører i spørgsmål vedrørende sikkerhed og sundhed; rådgivning til arbejdstagerne og deres repræsentanter i alle spørgsmål vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

EU-institutionerne er ikke omfattet af national sundheds- og sikkerhedslovgivning. Imidlertid er det klart, at institutionerne overholder fællesskabsretten på dette punkt.

Desuden er det naturligvis tilladt EU-institutionerne at tilvejebringe en højere sikkerheds- og sundhedsstandard end den, der foreskrives i lovgivningen. Faktisk har Kommissionen nået en højere standard med hensyn til bygningers udformning, forskrifter vedrørende rygning, forebyggelse af brand og procedurer i forbindelse med evakuering, alvorlig og umiddelbar risiko eller madhygiejne.

Mulighederne for klageadgang for tjenestemænd ansat ved EU-institutionerne fremgår af Tjenestemandsvedtægten (artikel 90); for personale under andre ansættelsesformer er dette angivet i ansættelseskontrakten, afhængigt af dennes juridiske status.

Der gælder særlige bestemmelser for medlemmer af Europa-Parlamentet og disses personale. Da Kommissionen ikke er ansvarlig for besvarelsen af denne del af spørgsmålet, henvises det ærede medlem til Europa-Parlamentets Generalsekretariat med henblik på yderligere oplysninger.

(1) EFT L 183 af 29.6.1989.

(2) 89/654/EØF, 89/655/EØF og 89/656/EØF (EFT L 393 af 30.12.1989), 90/269/EØF og 90/270/EØF (EFT L 156 af 21.6.1990), 92/57/EØF og 92/58/EØF (EFT L 245 af 26.8.1992).