51997AC0460

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/58/EF om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv« () (97/C 206/07)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. oktober 1996 under henvisning til EF-traktatens artikel 84 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Transport og Kommunikation, som udpegede Eduardo Chagas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. april 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 345. plenarforsamling af 23. og 24. april 1997, mødet den 23. april 1997, med 123 stemmer for, 1 stemme imod og 3 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Baggrund

1.1. Rådets direktiv 94/58/EF () om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv er baseret på IMO-konventionen af 1978 () (STCW-konventionen).

1.2. Direktivet indeholder bl.a. bestemmelser om besætningsmedlemmers sprogkundskaber og bemyndiger havnestatskontrollen til at kontrollere deres evne til at kommunikere indbyrdes og til at undersøge, om besætningens uddannelsesniveau, især på passagerskibe, er i overensstemmelse med STCW-konventionen.

1.3. I sin udtalelse om direktivforslaget påpegede ØSU, at det ville blive nødvendigt at ændre den foreslåede tekst kort efter direktivets vedtagelse, idet man forventede, at IMO ville tilendebringe revisionen af STCW 78 inden udgangen af 1995.

2. Revisionen af STCW 78

2.1. »Den menneskelige faktor« anses normalt for at være skyld i 80 % af alle ulykker til søs og står derfor højt på de internationale organisationers dagsorden. Som led i sit arbejde med »den menneskelige faktor« har IMO foretaget en revision af STCW-konventionen af 1978.

2.2. I IMO-cirkulæret, der udstikker retningslinjer for den reviderede STCW-konvention, oplyses det, at man i slutningen af 1980'erne blev opmærksom på, at STCW-konventionen af 1978 ikke var i stand til at opfylde sin målsætning om at etablere ens minimumsstandarder på internationalt plan og var ved at miste troværdighed. Dette skyldtes fortrinsvis, at den ikke fastlagde præcise standarder og mange steder blot benyttede vendingen »til myndighedernes tilfredshed«, hvilket førte til vidt forskellige fortolkninger af standarderne og til den opfattelse, at man ikke kunne have tillid til beviser i henhold til STCW.

2.3. IMO-cirkulæret bemærker også, at STCW-konventionens krav til uddannelse og søfartstid ikke specificerede, hvilke færdigheder og hvilket kompetenceniveau der krævedes nået. Det hævdes, at effektiviteten af uddannelsen om bord blev undergravet af:

- besætningsnedskæringer;

- mere komprimerede sejlplaner;

- hyppigere udskiftning af besætningsmedlemmer, samt

- besætningsmedlemmernes forskellige baggrund som følge af multinational besætningssammensætning.

2.4. IMO-cirkulæret minder desuden om, at der siden vedtagelsen af STCW-konventionen er sket ændringer i sammensætningen af den internationale handelsflåde, og at søfolk ikke i samme omfang som tidligere rekrutteres fra de traditionelle søfartsnationer. Det siges endvidere, at der er sket ændringer i den traditionelle organisationsstruktur om bord på skibene og i besætningens opgave- og ansvarsfordeling, og at det derfor er nødvendigt at tage fat på de ulykkesårsager, der kan tilskrives den menneskelige faktor.

2.5. Hovedformålet med revisionsprocessen var:

- at overføre alle de detaljerede tekniske krav til en supplerende kode;

- at fastlægge krav til færdigheder og uddannelse under hensyntagen til moderne uddannelsesmetoder;

- at pålægge myndighederne at godkende kvalifikationerne hos de skibsførere, søofficerer og radiooperatører, som de giver tilladelse til at gøre tjeneste på skibe under deres flag, samt at føre direkte tilsyn med disse kvalifikationer;

- via IMO at gøre konventionens parter indbyrdes ansvarlige for korrekt overholdelse af konventionen og for kvaliteten af deres uddannelses- og certificeringsaktiviteter; samt

- at sørge for, at ændringer hurtigst muligt træder i kraft hos alle konventionens parter.

2.6. Hovedformålet var kort og godt at sikre, at STCW-konventionen var up to date og etablerede ens minimumskvalifikationskrav.

2.7. Den reviderede STCW-konvention består af følgende:

- de oprindelige artikler fra STCW-konventionen af 1978 (uændrede);

- reglementerne (der er blevet kraftigt revideret);

- del A af STCW-koden (der er obligatorisk);

- del B af STCW-koden (henstillinger, der opstiller retningslinjer for fortolkningen af de obligatoriske krav); og

- forskellige resolutioner fra STCW-konferencen.

2.8. Den reviderede STCW-konvention har følgende struktur:

- Kapitel I - Almindelige bestemmelser;

- Kapitel II - Skibsfører - Dækket;

- Kapitel III - Maskinafdeling;

- Kapitel IV - Radiokommunikation og radiopersonel;

- Kapitel V - Særlige uddannelseskrav til personale på særlige typer skibe;

- Kapitel VI - Nødsituationer, sikkerhed på arbejdspladsen, lægelig behandling og overlevelsesfunktioner;

- Kapitel VII - Udstedelse af alternative beviser;

- Kapitel VIII - Vagthold.

2.9. For at klargøre forbindelsen mellem bestemmelserne om udstedelse af alternative beviser i kapitel VII og bestemmelserne i kapitel II, III og IV skelnes der mellem følgende syv funktioner:

- navigation;

- håndtering og stuvning af last;

- styring af skibets drift og omsorg for ombordværende personer;

- maskinteknik på skibe;

- elektricitet, elektronik og styring;

- vedligeholdelse og reparationer;

- radiokommunikation.

2.10. Den reviderede STCW-konvention skelner endvidere mellem følgende ansvarsniveauer:

- »Ledelsesniveau« - vil sige det ansvarsniveau, der er forbundet med at gøre tjeneste som skibsfører, overstyrmand, maskinchef og førstemaskinmester. De ansvarshavende på dette niveau skal sikre, at alle funktioner inden for det pågældende ansvarsområde varetages korrekt.

- »Driftsniveau« - vil sige det ansvarsniveau, der er forbundet med at gøre tjeneste som vagthavende navigatør, vagthavende maskinofficer eller tilsynshavende maskinofficer i et periodisk ubemandet maskinrum eller som radiooperatør. De ansvarshavende på dette niveau skal have direkte tilsyn med, at alle funktioner inden for det pågældende ansvarsområde varetages i overensstemmelse med de korrekte procedurer og under ledelse af den ansvarshavende på ledelsesniveauet inden for det pågældende område.

- »Støtteniveau« - vil sige det ansvarsniveau, der er forbundet med at udføre pålagte opgaver, pligter eller hverv under ledelse af den ansvarshavende på drifts- eller ledelsesniveauet.

2.11. De forskellige funktioner på de tre ansvarsniveauer er angivet i STCW-kodens del A i form af omfattende oversigter med detaljerede oplysninger om:

- kvalifikationer;

- viden, forståelse og praktiske færdigheder;

- metoder til afprøvning af kvalifikationer; og

- kriterier for bedømmelse af kvalifikationer.

2.12. Den reviderede STCW-konvention er derfor et meget mere omfattende instrument end den foregående konvention, og de forskellige dele er indbyrdes komplementære.

ØSU minder om, at da direktiv 94/58/EF om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv blev vedtaget, pålagde artikel 9, stk. 3, litra a) Kommissionen at foreslå kriterier for anerkendelse af de bevistyper, der udstedes af skoler eller myndigheder. Disse kriterier skulle vedtages af Rådet inden den 1. juli 1995 i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten. Disse kriterier fremgår nu af artikel 9, stk. 3 litra a) i det ændrede direktiv.

3. Generelle bemærkninger

3.1. ØSU mener, at man bør undgå at foretage sig noget, som på nogen måde kan underminere den reviderede STCW-konventions integritet og gennemførlighed på internationalt plan, og anser den reviderede STCW-konvention for at være et komplekst instrument, der skal ses som en helhed.

3.2. ØSU mener, at et EU-direktiv, der sætter den reviderede STCW-konvention i kraft, vil kunne være et supplement til selve konventionen, forudsat:

- at det ikke giver anledning til unødvendig overlapning mellem bestemmelser og ikke kræver hyppig revision;

- at det ikke skaber juridisk usikkerhed eller juridiske konflikter mellem internationale og nationale forpligtelser for de medlemsstater, der også er parter i IMO's instrumenter;

- at det på alle punkter er i overensstemmelse med Kommissionens forpligtelser, jævnfør Kommissionens meddelelse om en fælles politik for sikkerhed til søs KOM(93) 66 endelig udg. ();

- at det ikke underminerer de målsætninger, IMO opstillede ved vedtagelsen af den reviderede STCW-konvention;

- at det ikke indeholder bestemmelser, der på nogen måde kan fortolkes som en tilladelse af vagtplaner, der er i modstrid med bestemmelserne i den reviderede konvention.

3.3. ØSU mener, at det ændrede direktiv i fuldt omfang bør tage hensyn til den præcisering af den reviderede STCW-konventions overgangsbestemmelser og af ikrafttrædelsesdatoerne for de forskellige krav, der er foretaget inden for IMO.

3.4. Det ændrede direktiv indfører ganske vist en ny artikel 5i vedrørende egnethed til tjeneste, der gengiver bestemmelserne i STCW 95-kodens kapitel VIII om minimumshviletid. ØSU kan imidlertid ikke se bort fra, at ILO efterfølgende har vedtaget sin nye konvention nr. 180 om arbejdstid for søfartserhverv. ØSU foreslår derfor, at Kommissionen snarest muligt efter ikrafttrædelsen af konvention nr. 180 og de dertil hørende resolutioner udarbejder et enkelt instrument, der omfatter såvel IMO- som ILO-standarderne, for derved at undgå forvirring omkring, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne skal træffe.

3.5. Det ændrede direktiv indeholder kun nogle af reglementerne fra bilaget til den reviderede STCW-konvention og gengiver ikke del A og B af IMO's STCW-kode. Desuden fremgår det ikke klart, om direktivets sigte er at håndhæve de internationale forpligtelser fuldt ud over for de medlemsstater, der også er parter i STCW-konventionen, eller om det er et supplement dertil og opstiller yderligere forpligtelser på EU-plan.

3.6. Skønt der i præamblen til forslaget til Rådets direktiv står, at »bestemmelserne i den reviderede STCW-konvention så hurtigt som muligt skal finde udtryk i direktivet for at sikre, at medlemsstaterne handler i overensstemmelse med deres forpligtelser på internationalt niveau«, nås denne målsætning ikke med direktivets nuværende udformning.

3.7. Den reviderede STCW-konvention kræver, at officerer på ledelsesniveau har et vist kendskab til nationalstatens, dvs. flagstatens lovgivning. Under punkt 16 i Begrundelsen i Kommissionens forslag siges det, at medlemsstaterne kan opfylde dette krav blot gennem omdeling af et resumé og en form for skriftlig prøve, som skal afsluttes og fremsendes til myndighederne. ØSU tvivler på, at dette er i overensstemmelse med den reviderede STCW-konvention, da det ikke vil være muligt at sikre sig, at der anvendes passende kontrolprocedurer og kvalitetsnormer. ØSU er bange for, at den pågældende fremgangsmåde krænker både ånd og bogstav i den reviderede STCW-konvention.

3.8. ØSU bemærker, at IMO har besluttet, at Komitéen for Sikkerhed til Søs på sit 69. møde, der er planlagt til maj 1997, skal vedtage en række ændringer til den reviderede STCW-konvention. ØSU finder, at der er et klart behov for at iværksætte en mekanisme, der på passende vis kan sikre, at det ændrede direktiv gennemfører medlemsstaternes internationale forpligtelser fuldt ud. Der er tale om følgende ændringsforslag:

- en tilføjelse til reglement V/2 (Obligatoriske minimumskrav for uddannelse af og erhvervelse af bevis som skibsfører, officer, menig og andet personale på ro-ro passagerskibe), nærmere bestemt til reglement V/2.3;

- et nyt reglement V/3 (Obligatoriske minimumskrav for uddannelse af og erhvervelse af bevis som skibsfører, officer, menig og andet personale på andre passagerskibe end ro-ro skibe);

- udskiftning af en del af den nuværende tekst i afsnit A-V/2 i STCW-kodens del A (Obligatoriske minimumskrav for uddannelse af og erhvervelse af bevis som skibsfører, officer, menig og andet personale på ro-ro passagerskibe);

- tilføjelse af et nyt stk. 5 i afsnit A-V/2, stk. 5, i STCW-kodens del A (Uddannelse i krisestyring og menneskelig adfærd);

- tilføjelse af et nyt afsnit A-V/3 i STCW-kodens del A (Obligatoriske minimumskrav for uddannelse af og erhvervelse af bevis som skibsfører, officer, menig og andet personale på andre passagerskibe end ro-ro skibe).

3.9. Kravene i forslaget til en ny artikel 9, stk. 3, litra a) er i overensstemmelse med kravene i reglement I/10 i den reviderede STCW-konvention, idet STCW-reglementet pålægger de kompetente myndigheder at sikre sig - ved hjælp af alle nødvendige midler (herunder evt. inspektion af faciliteter og procedurer) - at kravene til uddannelsesniveau, udstedelse og godkendelse af søfartsbeviser samt arkivføring er overholdt. ØSU anbefaler, at sådanne inspektioner foretages i form af stikprøver, og/eller når det synes påkrævet.

3.9.1. ØSU er enig i denne bestemmelse, men følgende aspekter bør nøje overvejes:

- om en obligatorisk bestemmelse af denne type kan gennemføres i praksis, da det vil kræve inspektion af de enkelte søfartsskoler;

- om bestemmelsen skal gælde for søfarende fra tredjelande, der allerede gør tjeneste på skibe under et medlemsstats flag, og om det, i betragtning af kravene i reglement I/7 og I/8 i den reviderede STCW-konvention, er nødvendigt at stille et sådant krav til alle søfarende fra tredjelande;

- at det ændrede direktiv skal indeholde passende kontrol- og håndhævelsesbestemmelser.

3.9.2. I lyset af ovenstående foreslår ØSU, at kriterierne for godkendelse af søfartsskoler i tredjelande som fastlagt i artikel 9, stk. 3, litra a), punkt 2 og 3 bibeholdes. Hvis det ikke underminerer målsætningen om at sikre ensartede krav til uddannelse og udstedelse af beviser, bør det imidlertid overvejes, om det ikke ville være bedre at lade punkt 2 og 3 have vejledende karakter.

3.10. ØSU gentager, hvad det sagde i punkt 1.4 i sin tidligere udtalelse () om at inkludere andre relevante internationale instrumenter, der har at gøre med søfarendes uddannelse, bl.a. ILO-konvention nr. 53 (duelighedsbeviser for officerer) (1936), nr. 74 (duelighedsbeviser for matroser) (1946), nr. 69 (duelighedsbeviser for skibskokke) (1946) og nr. 164 (sundhedspleje og lægebehandling for søfarende) (1987), da de fleste af medlemsstaterne har ratificeret disse ILO-konventioner.

3.11. Endelig bemærker ØSU, at hverken direktiv 94/58/EF, STCW-konventionen af 1978 eller STCW-konventionen af 1995 gælder for fiskerfartøjer, og at IMO har vedtaget en parallel konvention, STCW-F-konventionen. ØSU anmoder indtrængende Kommissionen om at opfordre medlemsstaterne til at ratificere denne nye konvention for at sikre en harmoniseret indfaldsvinkel på EU-plan til krav til uddannelse og udstedelse af beviser for besætninger på fiskerfartøjer.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Det ændrede direktiv kunne klart og utvetydigt fastslå, at det ikke på nogen måde påvirker de forpligtelser, som de medlemsstater, der også er parter i STCW-konventionen, har over for IMO. ØSU anbefaler, at dette pointeres klart i en tilføjelse til artiklerne i det ændrede direktiv.

4.2. ØSU anbefaler ligeledes, at det ændrede direktiv også bør indeholde en klar bestemmelse, der siger, at direktivet fastsætter mindstekrav på EU-niveau, men at medlemsstaterne har lov til at fastsætte højere uddannelses- og kvalifikationskrav på nationalt plan. Selv om dette fremgår indirekte af direktivets artikel 2, mener ØSU, at det bør indføjes som en klar bestemmelse i direktivets præambel.

4.3. ØSU foreslår desuden, at der i præamblen tilføjes følgende nye betragtning:

»revisionen af STCW-konventionen af 1978 er foretaget under anvendelse af proceduren med "underforstået godkendelse" som fastlagt i konventionens artikel 12, så at forpligtelserne straks gælder for de medlemsstater, der er parter i konventionen.«

4.4. Det ændrede direktiv omfatter ikke en revision af artikel 8 i Rådets direktiv 94/58/EF. Artikel 8, stk. 1 er imidlertid ikke i overensstemmelse med det nye reglement V-13(c) i IMO SOLAS konventionen (), der træder i kraft den 1. juli 1997. Det nye IMO SOLAS-reglement, der er indeholdt i kapitel V under overskriften »Besætning« (»Manning«), siger: »For at sikre, at besætningen samarbejder effektivt om sikkerhedsforhold, skal der på alle passagerskibe, der falder ind under bestemmelserne i kapitel I, vælges et fælles arbejdssprog, hvilket skal noteres i skibets logbog. Rederiet eller kaptajnen - afhængigt af situationen - skal vælge det mest hensigtsmæssige arbejdssprog. Alle besætningsmedlemmer skal kunne forstå og i nødvendigt omfang give ordrer og instrukser samt tilbagemelding på det pågældende sprog. Såfremt arbejdssproget ikke er officielt sprog i skibets flagstat, skal alle påkrævede oversigter og lister ligeledes indeholde en oversættelse til arbejdssproget«.

4.5. ØSU noterer sig, at IMO SOLAS-konferencen, som vedtog det nye SOLAS-krav, ligeledes vedtog en resolution (nr. 10), som forlanger, at kravet udvides til at gælde alle skibe. ØSU anbefaler derfor, at Kommissionen griber denne chance for stille krav om valg af et fælles arbejdssprog på alle skibe under EU-flag samt på skibe, der, uanset flagstat, anløber EU's havne, som det skete for passagerskibes vedkommende, da direktivet blev vedtaget.

4.6. Det ændrede direktiv bør desuden medtage nøgledefinitionerne fra artikel II i STCW-konventionen af 1978. Artikel 4 i det ændrede direktiv, der svarer til reglement I/1 i den reviderede STCW-konvention (definitioner og forklaringer), indeholder ikke en definition af »måned«, men indeholder derimod en revideret definition af »godkendt«. ØSU anbefaler, at der tilføjes en definition af »måned«, og at definitionen af »godkendt« bringes i overensstemmelse med den reviderede STCW-konvention.

4.7. Artikel 5a, stk. 4 begrænser medlemsstaternes ret til selv at træffe beslutning vedrørende definitionen af kystfart og betingelserne for uddannelse hertil, idet den foreskriver godkendelse i henhold til proceduren i artikel 13. ØSU konstaterer, at artikel 5a ikke indeholder den modsvarende bestemmelse i STCW-reglement I/3, stk. 5 om, at »intet i dette reglement (om kystfart) på nogen måde begrænser nogen stats jurisdiktion, hvad enten den er part i konventionen eller ej«.

4.8. I det ændrede direktivs artikel 5b, der svarer til reglement I/5 i den reviderede STCW-konvention (nationale bestemmelser), bevirker udskiftningen i stk. 4 af »enhver anden part« med »enhver anden medlemsstat«, at teksten kan fortolkes sådan, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at samarbejde med tredjelande om manglende overholdelse af direktivet hos rederier, der har hjemsted i EU. Denne bestemmelse er dermed ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i den reviderede STCW-konvention, og ØSU anbefaler derfor, at den bringes i overensstemmelse hermed.

4.9. Det ændrede direktivs artikel 5d svarer til reglement I/9. I punkt 4.2 fastsættes det, at medlemsstaterne kun er forpligtede til at stille oplysninger til rådighed for tredjelande, forudsat at der findes en gensidig aftale. Denne betingelse findes ikke i den reviderede STCW-konvention. ØSU mener, at betingelsen er overflødig, og anbefaler, at teksten ændres, så den afspejler indholdet af den reviderede STCW-konvention.

4.10. ØSU hæfter sig ved, at artikel 9, stk. 3, litra a), punkt 1.5.3 i det ændrede direktiv kan fortolkes som et krav om, at alle udenlandske søfarende skal have afsluttet et godkendt Automatic Radar Plotting Aid (ARPA) simulatorkursus. ØSU mener, at denne bestemmelse skal præciseres, således at den kun skal være gældende for de navigatører, der indgår i vagten.

4.11. ØSU mener, at kriterierne for godkendelse af søfartsskoler er uklare, idet bestemmelsen kan fortolkes således, at der skal være indkvarteringsmuligheder på søfartsskoler (Artikel 9, stk. 3 litra a), afsnit 2, punkt 2.1.1). Da mange søfartsskoler ikke har egne indkvarteringsfaciliteter, og da det ikke har nogen betydning for selve uddannelsesforløbet og -programmerne, finder ØSU et sådant krav overflødigt og anbefaler, at man fjerner denne fortolkningsmulighed.

4.12. I artikel 9, stk. 3, litra a), punkt 2.6 og 2.7 stilles der krav om, at søfartsskolerne skal give medlemsstaten en elektronisk kopi af deres elevfortegnelser. ØSU mener, at det ville være rimeligt, at der blev givet mulighed for at opfylde dette krav ved at udfærdige de pågældende fortegnelser i en passende skriftlig form.

4.13. ØSU bemærker, at direktivet ikke indeholder bestemmelser svarende til reglement I/13 i den reviderede STCW-konvention (Conduct of trials, Øvelser). ØSU mener fuldt og fast, at bestemmelserne om vagthold bør bibeholdes i det ændrede direktiv, og at Kommissionen bør benytte lejligheden til at forbyde solovagt i mørke på skibe under EU-flag eller skibe under tredjelands flag, der sejler i EU's farvande. Også Europa-Parlamentet har i en betænkning om sikkerhed til søs () opfordret Kommissionen hertil.

4.14. ØSU mener, at det ville være mere hensigtsmæssigt at lade indholdet af kapitel 1, afsnit 1 i bilaget til direktivet, der indeholder henvisninger til STCW-kodens del A og B, indgå i en af direktivets artikler. Af klarhedshensyn burde det nok indgå i artikel 1.

Bruxelles, den 23. april 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 367 af 5. 12. 1996, s. 1.

() EFT nr. L 319 af 12. 12. 1994, s. 28; EFT nr. C 34 af 2. 2. 1994, s. 10.

() International konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold (STCW).

() EFT nr. C 34 af 2. 2. 1994, s. 47.

() EFT nr. L 319 af 12. 12. 1994, s. 28; EFT nr. C 34 af 2. 2. 1994, s. 10.

() International konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen.

() EFT nr. C 47 af 19. 2. 1996, s. 26.