51997AC0236

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om bevisbyrde i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn« (97/C 133/12)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. oktober 1996 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 og artikel 2, stk. 2, i Protokollen om Social- og Arbejdsmarkedspolitikken at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Social-, Familie-, Uddannelses- og Kulturspørgsmål, som udpegede Anne-Marie Sigmund til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. februar 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 343. plenarforsamling af 26. og 27. februar 1997, mødet den 26. februar 1997, med 103 stemmer for, 13 imod og 26 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Fællesskabet har i 20 år spillet en vigtig rolle i forbindelse med kvinders ligestilling i samfundet. På grundlag af traktatens artikel 119 (der knæsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde) har det for det første fastslået princippet om ligebehandling i erhvervslivet og inden for store dele af socialsikringen. Desuden har Rådet vedtaget seks direktiver, to henstillinger og ti resolutioner vedrørende lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder.

1.2. Til trods for denne omfattende lovgivning er ligebehandling og adgang til lige muligheder endnu ikke sikret fuldt ud. De fundamentale garantier, der ligger i Fællesskabets retsforskrifter, mister ofte deres virkning, fordi de, der udsættes for diskriminering, konfronteres med proceduremæssige problemer eller ikke er bekendte med deres rettigheder.

1.3. Allerede den 27. maj 1988 forelagde Kommissionen et »forslag til Rådets direktiv om bevisbyrden i forbindelse med ligeløn og ligebehandling for kvinder og mænd« ().

I sin udtalelse herom af 27. oktober 1988 støttede ØSU Kommissionens forslag og understregede, at kravene - der allerede indgik i handlingsprogrammet for lige muligheder for mænd og kvinder (1986-1990) af 24. april 1986 - var særdeles aktuelle.

Kommissionens forslag blev drøftet gentagne gange i Rådet mellem 1988 og 1994 og måtte flere gange omarbejdes, før det kunne samle bred tilslutning. På rådsmødet den 23. november 1993 lykkedes det så at opnå konsensus blandt elleve af de daværende tolv medlemsstater om et stærkt modificeret direktivforslag, men den nødvendige enstemmighed - retsgrundlaget var EF-traktatens artikel 100 og 235 - kunne ikke opnås.

I januar 1994 opfordrede Europa-Parlamentet i sin beslutning om hvidbogen om europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik Kommissionen til at forelægge et nyt direktivforslag. Den 5. juli 1995 godkendte Kommissionen, at der indledtes konsultation af arbejdsmarkedets parter på grundlag af en tekst, der gav et overblik over Kommissionens foranstaltninger og forslag vedrørende bevisbyrde.

Organisationerne - der blev konsulteret i to høringer - var enige om, at det er særdeles vigtigt, at Fællesskabets forskrifter om lige muligheder for mænd og kvinder anvendes korrekt.

Arbejdsmarkedets parter nærede dog ikke noget ønske om at indgå en aftale i henhold til artikel 4 i Aftalen om Social- og Arbejdsmarkedspolitikken.

På den baggrund forelagde Kommissionen den 17. juli 1996 sit »forslag til Rådets direktiv om bevisbyrde i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn« ().

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU bifalder principielt, at Kommissionen har taget initiativ til dette direktivforslag. Det deler også Kommissionens opfattelse, at Fællesskabet må gøre en indsats for at sikre, at ligebehandlingsprincippet forsvares og efterleves bedre.

2.2. ØSU er af den opfattelse, at ligebehandlingen af kønnene som det fundamentale retfærdighedsspørgsmål, det er, skal kunne gennemføres i praksis. Det støtter derfor foranstaltninger, der tjener til at fjerne vanskeligheder, som de klageberettigede konfronteres med.

2.3. ØSU er imidlertid ikke enig med Kommissionen, når den i forslagets begrundelse hævder, at de foreslåede bestemmelser ikke kan resultere i administrative krav, der kan modvirke oprettelse, bevarelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

I mange tilfælde vil der først blive gjort krav gældende temmelig lang tid efter den situation, der er anledningen. Netop for små og mellemstore produktions- og handelsvirksomheder, håndværkere, liberale erhverv og landbrug kan det derfor være vanskeligt eller endog umuligt at forelægge fyldestgørende bevismateriale. På grund af deres ringe størrelse har de ikke nødvendigvis brug for at føre optegnelser for at kunne overskue deres organisatoriske og arbejdsmæssige forhold. På den anden side ville en sådan dokumentationspligt være ensbetydende med en i mange tilfælde uacceptabel ekstra administrativ og omkostningsmæssig belastning.

Men ØSU ønsker at fastslå, at der trods disse betænkeligheder ikke hersker nogen tvivl om, at direktivet - som det i princippet bifalder - uden nogen indskrænkninger også gælder for de små og mellemstore virksomheder.

ØSU håber, at Kommissionen i sine programmer til oprettelse, bevarelse og fremme af små og mellemstore virksomheder vil tage hensyn til dette forhold med dertil egnede foranstaltninger. Men af retssikkerhedsmæssige årsager kan der ikke tages sådanne hensyn ved gennemførelsen af det kommende direktiv.

2.4. Direktivet skal finde anvendelse på alle situationer, for hvilke der allerede er udstedt EF-retsakter vedrørende diskriminering på grundlag af køn, og hvor anvendelse af direktivet ikke udtrykkeligt er udelukket. Medmindre medlemsstaterne træffer anden bestemmelse, finder direktivet ikke anvendelse på strafferetsprocedurer.

2.5. I direktivforslaget behandles følgende tre emner:

- Definition af indirekte forskelsbehandling (artikel 2).

- Bevisbyrde (artikel 4).

- Procedure (artikel 5).

3. Særlige bemærkninger

3.1. Indirekte forskelsbehandling (artikel 2)

3.1.1. Hidtil har EF-retten ikke rummet nogen definition af begrebet »indirekte forskelsbehandling«. Visse direktiver anvender begrebet, men definerer det ikke. For øjeblikket er det kun i Irland, Italien og Det Forenede Kongerige, at begrebet er defineret i lovgivningen.

3.1.2. Europa-Domstolen har imidlertid i de seneste år skabt en stort set ensartet og entydig retspraksis. Ifølge Domstolen foreligger der indirekte forskelsbehandling, når der anvendes »et kriterium, der tilsyneladende er neutralt, men berører et betydeligt større antal personer af det ene køn end af det andet«.

3.1.3. Kommissionen følger dette udspil. At »indirekte forskelsbehandling« defineres i overensstemmelse med Domstolens kriterier, og at definitionen indføjes i et direktiv, hilser ØSU velkommen som en foranstaltning, der tjener retssikkerheden. Desuden er det med til at understrege begrebets betydning og give det en vægt, der svarer til dets vigtighed. Definitionen skulle gøre det lettere for de nationale myndigheder i hvert enkelt tilfælde at afgøre, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.

3.1.4. ØSU betragter henvisningen til ægteskabelig eller familiemæssig stilling som et eksempel; men ordet »navnlig« i direktivteksten kan evt. føre til fejlfortolkninger. ØSU foreslår derfor, at ordet »navnlig« ændres til »f.eks.«.

3.2. Bevisbyrde (artikel 4)

3.2.1. Skønt Kommissionen i Begrundelsen klart udtaler, at det ikke er dens hensigt med artikel 4, stk. 1, at indføre omvendt bevisbyrde, fremgår dette ikke entydigt af direktivtekstens formulering.

3.2.2. ØSU finder det under hensyntagen til bevisbyrdeproblemets forskellige aspekter nødvendigt, at artikel 4 forenkles, præciseres og begrænses.

Det forekommer i den forbindelse hensigtsmæssigt dels at pålægge den sagsøgte arbejdsgiver pligt til at medvirke til at opklare forholdene, dels at indføje en bestemmelse, der angiver, hvilke krav der kan stilles til beviset for forskelsbehandlingen.

3.2.3. Af hensyn til den retlige gennemførelse af ligebehandlingskravet foreslår ØSU, at det fastslås, at bevisbyrden principielt forbliver hos sagsøgeren, men at det i forbindelse med forhold, der har at gøre med kønsbetinget forskelsbehandling, er tilstrækkeligt, at sagsøgeren sandsynliggør dem. Det betyder, at retten ikke - som i flere medlemsstaters retssystem - skal være overbevist om, at der med en til vished grænsende sandsynlighed foreligger kønsbetinget forfordeling (hvad der i praksis gør retsforfølgelsen i forbindelse med forskelsbehandling uhyre vanskelig), men at det er tilstrækkeligt, hvis det, alle forhold taget i betragtning, forekommer overvejende sandsynligt. Med andre ord betyder det, at det i forbindelse med kønsbetinget forskelsbehandling er tilstrækkeligt, at der er begrundet mistanke om en usaglig behandling. Dermed er sagsøgeren befriet for problemet med fuldt ud at overbevise retten om forskelsbehandlingen.

Det påhviler så i hvert enkelt tilfælde domstolen i medlemsstaten at bedømme de fremførte påstande i overensstemmelse med de nationale retsforskrifter.

En sådan bestemmelse forekommer ØSU velafbalanceret, da den på den ene side letter bevisførelsen for sagsøgeren og på den anden side giver den sagsøgte arbejdsgiver mulighed for at påvise, at der ikke er tale om kønsbetinget forskelsbehandling.

3.2.4. I Begrundelsen fastslår Kommissionen også, at den ikke har til hensigt at indføre omvendt bevisbyrde. Men det, der siges i punkt 27, svarer efter ØSU's opfattelse ikke til den aktuelle formulering af artikel 4, stk. 1.

3.2.5. For at skabe størst mulig klarhed foreslår ØSU derfor følgende:

3.2.5.1. Overskriften over artikel 4 ændres som følger:

»Påvisning af kønsbetinget forskelsbehandling«

3.2.5.2. Artikel 4, stk.1, formuleres således:

»Medlemsstaterne sikrer følgende via deres nationale retssystemer:

a) Når en person, der anser sig for at være krænket som følge af manglende overholdelse af ligebehandlingsprincippet, over for en domstol eller en anden kompetent instans påviser faktiske forhold, som giver anledning til begrundet formodning om, at der er tale om kønsbetinget forskelsbehandling, overgår bevisbyrden til sagsøgte, som altså må bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Hersker der tvivl vedrørende de faktiske forhold, skal det komme sagsøgte, der har givet anledning til formodningen om forskelsbehandling, til skade.

b) Når sagsøgte anvender en uigennemsigtig ordning eller træffer en uigennemsigtig beslutning, har pågældende selv bevisbyrden for, at den tilsyneladende forskelsbehandling er begrundet i objektive faktorer, og at der på ingen måde er tale om kønsbetinget forskelsbehandling.

c) Sagsøgeren skal ikke bevise, at sagsøgte har begået fejl, med henblik på at kunne påstå overtrædelse af forbudet mod enhver form for kønsbetinget forskelsbehandling.«

3.3. Procedurer (artikel 5)

3.3.1. Artiklen bestemmer, at domstole og andre myndigheder i forbindelse med klager over forskelsbehandling »kan træffe bestemmelse om yderligere bevisoptagelse for at sikre en effektiv behandling« af klagen. Desuden pålægger den de berørte parter en oplysningspligt, som dog kun skal gælde under visse omstændigheder.

3.3.2. ØSU betvivler stærkt, at dette spørgsmål kan afgøres i Fællesskabsretten. Med andre ord: Må det ikke i henhold til subsidiaritetsprincippet overlades til de enkelte medlemsstater at afgøre, hvordan de vil indrette deres lovgivning på dette område? ØSU beder Kommissionen grundigt overveje dette.

Hvis det viser sig, at en sådan bestemmelse faktisk ikke kan træffes på europæisk plan, foreslår ØSU, at artikel 5 udelades.

Bruxelles, den 26. februar 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 176 af 5. 7. 1988.

() KOM(96) 340 endelig udg.

BILAG til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Nedenstående ændringsforslag blev forkastet under debatten, men opnåede over en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 3.2.2

Punktets to afsnit udgår til fordel for følgende:

»ØSU finder det nødvendigt at vedtage sådanne foranstaltninger, hvis direktivet skal kunne gennemføres i praksis. Det er dog værd at påpege, at artikel 5 stiller krav om, at medlemsstaterne indfører visse procedurer, men ikke beskriver nøjagtigt hvilke.«

Begrundelse

Uden artikel 5 ville direktivet miste sin virkning. Da artiklen ikke fastlægger, hvordan medlemsstaterne skal udforme deres procedurer i disse domstolsanliggender, er der ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved bestemmelserne ud fra subsidiaritetsprincippet.

Afstemningsresultat

For: 45, imod: 77, hverken for eller imod: 9.