Agħżel il-karatteristiċi sperimentali li tixtieq tipprova

Dan id-dokument hu mislut mis-sit web tal-EUR-Lex

Dokument 51996PC0148

    Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af to aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb og teleoperatørers indkøb

    /* KOM/96/0148 endelig udg. - CNS 96/0104 */

    EFT C 162 af 6.6.1996, p. 10–19 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51996PC0148

    Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af to aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb og teleoperatørers indkøb /* KOM/96/0148 ENDEL - CNS 96/0104 */

    EF-Tidende nr. C 162 af 06/06/1996 s. 0010


    Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af to aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb og teleoperatørers indkøb (96/C 162/07) KOM(96) 148 endelig udg. - 96/0104(CNS)

    (Forelagt af Kommissionen den 11. april 1996)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113, 66, 57, stk. 2, sammenholdt med artikel 228, stk. 3, første punktum, og stk. 4

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

    ud fra følgende betragtninger:

    Aftalerne mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb og teleoperatørers indkøb bør godkendes;

    disse aftaler vedrører offentlige indkøbskontrakter for varer, bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser; sidstnævnte må ikke anses for alene at være grænseoverskridende tjenesteydelser; Domstolen anførte i sin dom af 7. marts 1996, at traktatens artikel 113, således som fællesskabsretten står i øjeblikket, ikke er tilstrækkeligt retsgrundlag for en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale, der vedrører uafhængig levering af tjenesteydelser, der på grund af deres art ikke kan anses for at være alene grænseoverskridende; det er derfor hensigtsmæssigt at også basere denne afgørelse på traktatens artikel 66 sammenholdt med artikel 57, stk. 2, som fastsætter, hvilke procedurekrav der skal opfyldes;

    Rådet bør bemyndige Kommissionen til i samråd med et særligt udvalg, der nedsættes af Rådet, at godkende ændringer på Fællesskabets vegne af bilag I og II til aftalen vedrørende telekommunikation, idet en sådan bemyndigelse, hvad angår bilag I, vil være begrænset til ændringer som følge af anvendelsen af proceduren i artikel 8 i Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993, og hvad angår bilag II, resultaterne af fremtidige forhandlinger på basis af GPA -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Aftalerne mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb og teleoperatørers indkøb godkendes på Fællesskabets vegne.

    Teksten til aftalerne er knyttet til denne afgørelse.

    Artikel 2

    Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne aftalen med bindende virkning for Fællesskabet.

    Artikel 3

    Kommissionen bemyndiges til på Fællesskabets vegne at godkende ændringer af bilag I og II i aftalen vedrørende telekommunikation.

    Kommissionen bistås i denne opgave af et særligt udvalg, der nedsættes af Rådet.

    Den bemyndigelse, der er omtalt i stk. 1, gælder, hvad angår bilag I, kun ændringer, der vil blive nødvendige, hvis procedurerne i artikel 8 i Rådets direktiv 93/38/EØF bringes i anvendelse, og hvad angår bilag II, resultaterne af fremtidige forhandlinger på basis af aftalen af 1996 om offentlige indkøb (GPA).

    AFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om teleoperatørers indkøb

    DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB (i det følgende benævnt »Fællesskabet«),

    på den ene side, og

    REGERINGEN FOR STATEN ISRAEL, der optræder på Staten Israels vegne, i det følgende benævnt »Israel«,

    på den anden side,

    i det følgende benævnt »parterne«,

    SOM TAGER HENSYN TIL parternes bestræbelser og tilsagn om at ville liberalisere deres respektive markeder for offentlige indkøb, navnlig på basis af udkastet til associeringsaftale EF-Israel af 20. november 1995 og aftalen om offentlige indkøb (GPA 1996),

    SOM ØNSKER at fortsætte deres indbyrdes liberaliseringsbestræbelser ved at give gensidig adgang til indkøb for deres respektive teleoperatører på de i denne aftale fastsatte betingelser -

    ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

    Artikel 1

    Mål, definitioner og omfang

    1. Målet med denne aftale er at sikre gensidig, gennemsigtig og ikke-diskriminerende adgang for parternes leverandører og tjenesteleverandører til indkøb af varer og tjenesteydelser, herunder bygge- og anlægstjenester, som foretages af begge parters teleoperatører.

    2. I denne aftale forstås ved:

    a) »teleoperatører« i det følgende benævnt »TO'er«: organisationer, der stiller offentlige telenet til rådighed eller driver sådanne net eller leverer en eller flere offentlige teletjenester, og som er enten offentlige myndigheder eller virksomheder eller opererer på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder, som er indrømmet af en statslig myndighed

    b) »offentligt telenet«: den offentlige teleinfrastruktur, der er til rådighed for offentligheden, og som muliggør formidling af signaler mellem definerede nettermineringspunkter ved hjælp af tråd, mikrobølge, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler

    c) »offentlig teletjeneste«: enhver tjeneste, hvis levering helt eller delvis består af transmission og formidling af signaler via de offentlige telenet ved telekommunikationsprocesser, med undtagelse af radiofoni og fjernsyn.

    3. Denne aftale finder anvendelse på al lovgivning og praksis, der berører indkøb foretaget af parternes TO'er som defineret i stk. 1, og sådanne TO'ers tildeling af alle former for indkøbskontrakter. Bilag I indeholder en liste over de TO'er, der er omfattet af denne aftale. Parterne ajourfører den om fornødent.

    4. Artikel 3 om indkøbsprocedurerne og artikel 4 om klageprocedurerne finder kun anvendelse på kontrakter eller serier af kontrakter, der tildeles af de TO'er, der er anført i punkt A i bilag I, hvis anslåede værdi, ekskl. moms eller lignende omsætningsafgift, højst udgør:

    i EF's tilfælde

    a) 600 000 ECU for leverancer og tjenester

    b) 5 000 000 ECU for bygge- og anlægstjenester

    i Israels tilfælde

    a) 355 000 SDR for leverancer og tjenester

    b) 8 500 000 SDR for bygge- og anlægstjenester

    Værdien af SDR i NIS fastsættes i overensstemmelse med procedurerne i aftalen om offentlige indkøb (GPA 1996).

    5. Hvad angår tjenesteydelser, herunder bygge- og anlægstjenester, finder denne aftale anvendelse på de i bilag II til denne aftale anførte.

    6. Denne aftale finder ikke anvendelse på kontrakter, der tildeles af TO'er, som opererer under fulde og effektive konkurrenceforhold i overensstemmelse med den relevante lovgivning. Denne lovgivning anvendes efter notifikation til og undersøgelse af den anden part. Hver af parterne skal straks underrette den anden part om tjenesteydelser, med hensyn til hvilke sådanne kontrakter ved dette stykke er udelukket fra denne aftales bestemmelser.

    7. Denne aftale finder ikke anvendelse på kontrakter, der er indgået før den 1. januar 1997 af TO'er, som er etableret i Spanien, eller på kontrakter, der er indgået før den 1. januar 1998 af TO'er, som er etableret i Portugal og Grækenland. Israel gør ikke fordelene ved denne aftale gældende for leverandører og tjenesteleverandører, som er etableret i disse lande, i de respektive perioder.

    Artikel 2

    Ikke-forskelsbehandling

    1. Parterne drager omsorg for, at TO'er, der er behørigt etableret på deres respektive område, i alle deres indkøbsprocedurer og deres praksis og ved tildelingen af indkøbskontrakter, uanset de tærskler, der er omhandlet i artikel 1, stk. 5, ikke

    a) behandler varer, tjenester, leverandører og tjenesteleverandører fra den anden part mindre fordelagtigt end

    i) indenlandske varer, tjenester, leverandører og tjenesteleverandører og

    ii) tredjelandes varer, tjenester, leverandører og tjenesteleverandører

    b) behandler lokalt etablerede leverandører og tjenesteleverandører mindre fordelagtigt end andre lokalt etablerede leverandører og tjenesteleverandører på grundlag af graden af tilhørsforholdet til fysiske eller juridiske personer i den anden part eller af disses ejerskab eller kontrol

    c) diskriminerer mod lokalt etablerede leverandører og tjenesteleverandører ud fra den omstændighed, at den leverede vare eller tjeneste har oprindelse i den anden part.

    2. Som følge af de i stk. 1 fastsatte principper er ethvert kompensationskøb i forbindelse med kvalifikationen og udvælgelsen af varer, tjenester, leverandører og tjenesteleverandører eller i forbindelse med evalueringen af bud og tildeling af kontrakter forbudt. På samme måde er al lovgivning, enhver procedure eller praksis, krav om lokalt indhold, lokale investeringer eller produktionskrav, licensbetingelser, autorisation, finansierings- eller tilbudsrettigheder, som diskriminerer mod eller tilpligter en parts TO at diskriminere mod den anden parts varer, tjenester, leverandører og tjenesteleverandører i forbindelse med tildelingen af indkøbskontrakter, forbudt.

    Som en undtagelse fra bestemmelserne i dette stykkes to første punktummer kan Israel indtil den 1. januar 2001 med hensyn til indkøbskontrakter, der indgås af de i punkt A i bilag I anførte TO'er, anvende bestemmelser om begrænset inkorporering af indenlandsk indhold, kompensationskøb eller teknologioverførsel i form af objektive, præcist definerede og ikke-diskriminerende betingelser. Disse krav gælder kun for kvalifikation af deltagelse i indkøbsprocessen og ikke som kriterium for tildeling af kontrakter. De meddeles EF og anvendes på følgende betingelser:

    a) Israel drager omsorg for, at de i punkt A i bilag I anførte TO'er oplyser om sådanne krav i sit udbudsmateriale og angiver dem klart i kontraktdokumenterne.

    b) Leverandørerne er ikke forpligtede til at købe varer, der ikke udbydes på konkurrencedygtige vilkår, også hvad angår kvalitet og pris, eller til at handle på en måde, der ikke er berettiget fra et kommercielt synspunkt.

    c) Der kan stilles krav om kompensationskøb under enhver form indtil 30 % af kontraktværdien.

    Efter to år tager parterne gennemførelsen af denne bestemmelse op til fornyet overvejelse på basis af en rapport, som Israel forelægger.

    3. Principperne i stk. 1 gælder også for den behandling, som parterne indrømmer deres TO'er, som er anført under punkt A i bilag I, i forbindelse med klageprocedurerne.

    4. Parterne anvender bestemmelserne i WTO-aftalen om tekniske handelshindringer på deres respektive TO'ers indkøb.

    Artikel 3

    Indkøbsprocedurer

    1. Parterne drager omsorg for, at de indkøbsprocedurer og den indkøbspraksis, som anvendes af deres TO'er, der er anført under punkt A i bilag I, er i overensstemmelse med principperne om ikke-forskelsbehandling, gennemsigtighed og redelighed. Sådanne procedurer skal mindst omfatte følgende elementer:

    a) udbuddet iværksættes ved offentliggørelse af en udbudsmeddelelse med opfordring til afgivelse af bud, en vejledende bekendtgørelse eller en bekendtgørelse om, at der består en kvalifikationsordning. Disse meddelelser, eller et sammendrag af de vigtigste elementer heri, offentliggøres på mindst et af de officielle sprog for GPA på landsplan eller, hvad angår EF, på fællesskabsplan. De skal indeholde alle nødvendige oplysninger om de påtænkte indkøb, i givet fald også om den kontrakttildelingsprocedure, der vil blive fulgt

    b) tidsfristerne skal være tilstrækkelige lange til, at leverandørerne og tjenesteleverandørerne kan forberede og indgive deres bud til tiden

    c) udbudsmaterialet skal indeholde alle de nødvendige oplysninger, navnlig tekniske specifikationer og kriterierne for udvælgelse og kontrakttildeling, således at tilbudsgiverne kan indgive antagelige bud

    d) udvælgelseskriterierne skal være objektive. Når en TO anvender en kvalifikationsordning, skal denne ordning anvendes på basis af på forhånd definerede og objektive kriterier, og proceduren og betingelserne for deltagelse skal stilles til rådighed efter anmodning

    e) tildelingskriterierne skal enten være det økonomisk mest fordelagtige bud, omfattende specifikke evalueringskriterier så som levering- eller færdiggørelsesdato, rentabilitet, kvalitet, teknisk fortjeneste, eftersalgsservice, forpligtelser med hensyn til reservedele, pris osv., eller alene den laveste pris.

    2. Parterne drager omsorg for, at deres TO'er, som er anført under punkt A i bilag I, definerer de tekniske specifikationer, der er angivet i udbudmaterialet, med hensyn til præstationer snarere end med hensyn til konstruktion eller beskrivende karakteristika. Disse specifikationer skal baseres på internationale standarder, hvor sådanne foreligger, og ellers på nationale tekniske forskrifter, anerkendte nationale standarder eller byggenormer. Alle tekniske specifikationer, der vedtages eller anvendes med det formål eller den virkning at skabe hindringer for en parts TO's indkøb af varer eller tjenesteydelser fra den anden part eller for samhandelen mellem parterne, er forbudt.

    Artikel 4

    Klageprocedurer

    1. Parterne skal, hvad angår indkøb foretaget af de TO'er, der er anført under punkt A i bilag I, indføre ikke-diskriminerende, hensigtsmæssige, gennemsigtige og effektive procedurer, der giver leverandørerne og tjenesteleverandørerne mulighed for at indbringe klage over påståede overtrædelser af denne aftale i forbindelse med indkøb, hvori de har eller har haft en interesse. Klageprocedurerne i bilag III finder anvendelse.

    2. Parterne drager omsorg for, at deres respektive TO'er, der er anført under punkt A i bilag I, opbevarer dokumentationen vedrørende indkøbsprocedurer, der er omfattet af denne aftale, i mindst tre år.

    3. Parterne drager omsorg for, at de beslutninger, der træffes at de organer, der har ansvaret for klageprocedurerne, håndhæves effektivt.

    Artikel 5

    Informationsudveksling

    I det omfang det er nødvendigt for den effektive gennemførelse af denne aftale, udveksler parterne på anmodning af en af parterne oplysninger om lovgivning, andre foranstaltninger eller umiddelbart forestående ændringer, som berører eller kan berøre TO'ernes indkøbspolitik eller -praksis.

    Artikel 6

    Bilæggelse af tvister

    1. Parterne søger at bilægge alle tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale ved omgående konsultationer.

    2. Hvis tvisten ikke bilægges under konsultationer senest tre måneder efter datoen for den oprindelige anmodning om konsultationer, kan hver af parterne indbringe tvisten for Samarbejdsrådet EF-Israel i overensstemmelse med artikel 32 i interims-associeringsaftalen og fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af associeringsaftalen for Associeringsrådet EF-Israel i overensstemmelse med artikel 75 i nævnte aftale.

    Artikel 7

    Beskyttelsesklausul

    1. Hvis en af parterne skønner, at den anden part har misligholdt en forpligtelse i henhold til denne aftale, eller hvis en af parterne ikke træffer de foranstaltninger, som er angivet i voldgiftspanelets afgørelse, eller hvis en af parternes lovgivning, administrative bestemmelser eller en praksis indskrænker eller truer med væsentligt at indskrænke fordelene for den anden part af denne aftale, og parterne ikke er i stand til straks at enes om en passende kompensation eller andre afbødende foranstaltninger, kan den skadelidte part, uden at dette berører dens andre rettigheder og forpligtelser i henhold til folkeretten, helt eller delvis suspendere denne aftale og skal straks underrette den anden part derom.

    2. Omfanget og varigheden af disse foranstaltninger begrænses til, hvad der er nødvendigt til at afhjælpe situationen og om nødvendigt at garantere en rimelig balance i rettighederne og forpligtelserne i henhold til aftalen.

    Artikel 8

    Konsultationer

    Parterne afholder på anmodning af den anden part og mindst en gang om året konsultationer om aftalens funktion.

    Artikel 9

    Informationsteknologi

    1. Parterne samarbejder med henblik på at sikre, at den type information om indkøb, særlig i udbudsmeddelelser og udbudsmateriale, som de lagrer på deres respektive databaser, er af samme art med hensyn til kvalitet og tilgængelighed. De samarbejder tillige med henblik på at sikre, at den type information, der udveksles via deres respektive elektroniske midler mellem interesserede parter med henblik på offentlige indkøb, er af samme art med hensyn til kvalitet og tilgængelighed.

    2. Parterne tager behørigt hensyn til spørgsmålet om interoperabilitet og sammenkoblingsmuligheder og sikrer, efter at have aftalt hvilken type information om indkøb som omhandlet i stk. 1 er af samme art, gensidig adgang for leverandører og tjenesteleverandører fra den anden part til den relevante indkøbsinformation, så som udbudsmeddelelser, som er lagret på deres respektive databaser. De sikrer også gensidig adgang for leverandører og tjenesteleverandører fra den anden part til deres respektive elektroniske indkøbssystemer, så som udbud ad elektronisk vej. Parterne tager også behørigt hensyn til artikel XXIV, stk. 8, i GPA 1996.

    Artikel 10

    Afsluttende bestemmelser

    1. Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk, tysk og hebraisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. Den finder anvendelse på samme områder som dem, der er omhandlet i artikel 38 i interims-associeringsaftalen om handel og handelsanliggender og fra associeringsaftalens ikrafttræden i artikel 83 i nævnte aftale.

    2. Denne aftale træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne har givet hinanden notifikation om, at deres ratifikations- eller indgåelses- eller vedtagelsesprocedure i overensstemmelse med de gældende regler i hver part er afsluttet.

    3. Denne aftale berører ikke parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til WTO eller andre multilaterale instrumenter, der er indgået under WTO's auspicier.

    4. Parterne tager senest tre år efter datoen for denne aftales ikrafttræden aftalens funktion op til fornyet overvejelse med henblik på om fornødent at forbedre dens funktionsmåde og dens omfang.

    5. Denne aftale indgås på ubestemt tid. Hvis en af parterne ønsker at udtræde af denne aftale, underretter den skriftligt den anden part herom. Udtrædelsen får virkning seks måneder efter datoen for modtagelsen af notifikationen.

    6. Bilagene til denne aftale udgør en integrerende del heraf.

    BILAG I

    (som omhandlet i artikel 1, stk. 3, om de berørte TO'er)

    >TABELPOSITION>

    BILAG II

    >TABELPOSITION>

    BILAG III

    (omhandlet i artikel 4 vedrørende klageprocedurerne)

    1. Klager forelægges en domstol eller et upartisk og uafhængigt undersøgelsesorgan, der ikke har nogen interesse i udfaldet af den pågældende udbudsforretning, og hvis medlemmer ikke er underlagt udefra kommende indflydelse, og hvis afgørelser er retligt bindende. Et undersøgelsesorgan, der ikke er en domstol, skal enten være underlagt retslig kontrol eller have procedurer, der fastsætter:

    a) at en eventuel tidsfrist, inden for hvilken klageproceduren kan indledes, i intet tilfælde må være under ti dage, og at den begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor grundlaget for klagen er kendt eller med rimelighed burde være kendt

    b) at deltagerne kan høres, inden der træffes nogen afgørelse, at de kan være repræsenteret eller ledsaget under møderne og har adgang til alle møder

    c) at vidner kan fremstilles, og at dokumenter vedrørende den indkøbsforretning, der er genstand for klagen, og som er nødvendig for sagens behandling, forelægges for undersøgelsesorganet

    d) at møderne afholdes offentligt, og at afgørelserne træffes skriftligt med en erklæring, der redegør for grundlaget for afgørelserne.

    2. Parterne drager omsorg for, at klageprocedurerne omfatter i det mindste beføjelser til enten:

    a) ved førstkommende lejlighed på basis af en mellemafgørelse at træffe interimsforanstaltninger til at bøde på den påståede overtrædelse eller forhindre yderligere skade for de pågældende interesser, herunder foranstaltninger til at suspendere eller sikre suspension af proceduren for tildeling af en kontrakt eller gennemførelse af en af TO'en truffen afgørelse, og

    b) at underkende eller sikre underkendelse af ulovligt trufne afgørelser, herunder fjernelse af diskriminerende tekniske, økonomiske eller finansielle specifikationer i udbudsmeddelelser, i udbudsmateriale eller anden dokumentation vedrørende den pågældende kontrakttildelingsprocedure

    eller beføjelser, der åbner mulighed for at øve et effektivt indirekte pres på TO'erne med henblik på at foranledige dem til at bøde på overtrædelser eller hindre dem i at begå overtrædelser og at forhindre skade i at opstå.

    3. Klageprocedurerne skal også omfatte mulighed for tildeling af skadeserstatning til personer, der påføres skade af overtrædelsen. I tilfælde, hvor der kræves skadeserstatning med den begrundelse, at en afgørelse var truffet ulovligt, kan hver af parterne bestemme, at den påklagede afgørelse først skal underkendes eller erklæres ulovlig.

    Tillægsskrivelser vedrørende artikel 1, stk. 6

    Hr. . . ., Israel

    I overensstemmelse med artikel 1, stk. 6, i udkastet til aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Israel om teleoperatørers indkøb skal jeg hermed meddele, at den omtalte relevante lovgivning er Rådets direktiv 93/38/EØF, særlig artikel 8.

    Jeg har fremsendt en kopi af denne lovgivning via de diplomatiske kanaler.

    For EF

    Hr. . . ., EF

    I tilslutning til Deres skrivelse og de nylige drøftelser mellem vore tjenestegrene skal jeg hermed meddele Dem, at Israel har afsluttet sin undersøgelse af den lovgivning (Rådets direktiv 93/38/EØF, særlig artikel 8), som De har meddelt i henhold til artikel 1, stk. 6, i udkastet til aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Israel om teleoperatørers indkøb.

    For Israel

    Godkendt protokollat

    Hvad angår aftalen om teleoperatørers indkøb, er de to parter enige om, at Israel ifølge artikel 3 i aftalen skal anvende indkøbsprocedurerne i GPA 1996. For EF's vedkommende opfylder indkøbsprocedurerne i Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (1), kravene i henhold til artikel 3 i denne aftale.

    (1) EFT nr. L 199 af 9. 8. 1993, s. 84.

    AFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel om offentlige indkøb

    DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB (i det følgende benævnt »EF«),

    på den ene side, og

    REGERINGEN FOR STATEN ISRAEL, der optræder på Staten Israels vegne (i det følgende benævnt »Israel«),

    på den anden side,

    i det følgende benævnt »parterne«,

    SOM TAGER HENSYN TIL parternes bestræbelser og tilsagn om at ville liberalisere deres respektive markeder for offentlige indkøb på basis af aftalen om offentlige indkøb (GPA 1996),

    SOM ØNSKER at forbedre adgangen til deres respektive markeder for offentlige indkøb og udgive anvendelsesområdet for deres respektive tillæg til GPA,

    ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

    Artikel 1

    EF's forpligtelser

    1. EF forpligter sig med henblik på at supplere og udvide omfanget af sine forpligtelser i henhold til GPA over for Israel at foretage følgende ændringer i sine generelle noter til tillæg I til GPA:

    - Generel note 1, andet led, litra e), affattes således:

    »(bytransport) til leverandører og tjenesteleverandører i Canada, Japan, Korea og USA; til leverandører og tjenesteleverandører i Israel, hvad angår bustjenester;«

    2. EF underretter WTO-sekretariatet om denne ændring senest en måned efter denne aftales ikrafttræden.

    Artikel 2

    Israels forpligtelser

    1. Israel forpligter sig med henblik på at supplere og udvide omfanget af sine forpligtelser i henhold til GPA over for EF at foretage følgende ændringer i sine bilag og noter til tillæg I til GPA:

    a) I Liste over ordregivere i bilag 3 indsættes:

    ». . . Alle ordregivere, der opererer inden for bytransport, undtagen sådanne som opererer inden for bustjenesteydelser«.

    b) I note 2 i bilag 3 indsættes følgende stykke:

    »Hvad angår indkøb foretaget af ordregivere, der opererer inden for bytransport, undtagen sådanne, som opererer inden for bustjenesteydelser, finder aftalen kun anvendelse på varer og tjenesteydelser, herunder bygge- og anlægstjenester, fra Det Europæiske Fællesskab.«

    Israel er rede til at forhandle om åbning af markedet for indkøb, der foretages af organisationer inden for bytransport, undtagen sådanne, som leverer busservice, for andre medlemmer af koden på betingelse af gensidighed.

    c) I listen i bilag 4 tilføjes følgende tjenesteydelser:

    »>TABELPOSITION>

    «.

    Parterne har vedtaget, at Israel skal bestræbe sig bedst muligt på at udvide sin liste over tjenesteydelser under GPA over for EF i overensstemmelse med betingelserne i artikel 4, stk. 4, i denne aftale.

    d) Note 1 i bilag 1 affattes således:

    »- Medicinske forbindinger (bandager, klæbebånd, undtagen gazebind og gazetamponer)«

    2. Israel underretter WTO-sekretariatet om disse ændringer senest en måned efter denne aftales ikrafttræden.

    3. Uden at dette berører artikel 2, litra d), ovenfor tilbyder Israel, hvis det med hensyn til en anden GPA-part indskrænker eller afstår fra at anvende sine undtagelser som omhandlet i noterne til bilag 3 i GPA 1996, EF samme fordele på et gensidigt grundlag.

    Israel må ikke på grundlag af lovgivning, procedurer eller praksis lade hospitaler, der ikke er omfattet af GPA 1996, øve forskelsbehandling mod EF-varer, -tjenesteydelser eller -leverandører.

    Israel yder med hensyn til sine kompensationskøbskrav og -procedurer og sine tærskelniveauer EF-leverandører, -tjenesteleverandører, -varer og -tjenesteydelser en behandling, der ikke er mindre fordelagtig end den, der indrømmes andre GPA-parters leverandører, tjenesteleverandører, varer og tjenesteydelser, uden at dette berører en eventuel særskilt aftale mellem parterne i denne aftale.

    4. Med hensyn til indkøb over en tærskel på 550 000 SDR, der foretages af kommuner, der er ikke er opført på listen over ordregivere i bilag 2 i GPA 1996, yder Israel varer, tjenesteydelser og leverandører fra EF en behandling, der ikke er mindre fordelagtig end den, der ydes indenlandske varer, tjenesteydelser og leverandører.

    Israel bestræber sig bedst muligt på at anvende procedurerne i GPA på disse indkøb. Med henblik herpå forelægger Israel i god tid GPA-sekretariatet en liste over de organisationer, der skal føjes til listen i bilag 2 til GPA under forudsætning af gensidighed.

    Artikel 3

    Konsultationer

    Parterne afholder på anmodning af en af parterne og mindst en gang om året konsultationer om denne aftales funktion og gennemførelse. Denne bestemmelse berører ikke konsultationsproceduren inden for rammerne af GPA.

    Artikel 4

    Afsluttende bestemmelser

    1. Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk, tysk og hebraisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. Den finder anvendelse på samme områder i EF og Israel som dem, på hvilke GPA finder anvendelse.

    2. Denne aftale træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne har givet hinanden notifikation om, at deres ratifikations- eller indgåelses- eller vedtagelsesprocedure i overensstemmelse med de gældende regler i hver part er afsluttet.

    3. Denne aftale berører ikke parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til WTO eller andre multilaterale instrumenter, der er indgået under WTO's auspicier.

    4. Parterne tager senest tre år efter datoen for denne aftales ikrafttræden aftalens funktion op til fornyet overvejelse med henblik på om fornødent at forbedre dens funktionsmåde og dens omfang.

    Fuq