51995IE1309

Udtalelse om »Forbrugerbeskyttelse i det indre marked: muligheder og hindringer« (96/C 39/12)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 30. marts 1995 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, på eget at udarbejde en udtalelse om »Forbrugerbeskyttelse i det indre marked: muligheder og hindringer«.

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Miljø-, Sundheds- og Forbrugerspørgsmål, som udpegede Francisco Ceballo Herrero til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 17. oktober 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 330. plenarforsamling af 22.-23. november 1995, mødet den 22. november 1995, med 76 stemmer for, 34 imod og 19 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning: Beskyttelsen af forbrugernes interesser i det indre marked

1.1. Generelle betragtninger

1.1.1. Gennemførelsen af det indre marked har betydelige konsekvenser for beskyttelsen af forbrugerne, og man burde have taget større hensyn til deres interesser, allerede da arbejdet med gennemførelsen af det indre marked blev påbegyndt.

Men hidtil er der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til forbrugernes interesser hverken i selve udformningen eller den praktiske gennemførelse af det indre marked på trods af de fremskridt, der blev gjort i forbindelse med Den Europæiske Fælles Akt og senere Maastricht-traktaten.

Skønt EF-traktatens artikel 129 A, stk. 1, litra b), der blev indføjet i medfør af Maastricht-traktaten, udtrykkeligt indeholder et nyt retsgrundlag for EU's forbrugerbeskyttelsespolitik, er det meget betegnende, at der hidtil kun er truffet én beslutning - vedrørende EHLASS-informationssystemet () - på dette nye retsgrundlag. Dette på trods af de mange initiativer, som Kommissionen og Rådet har taget på området siden undertegnelsen af Maastricht-traktaten den 7. februar 1992.

På den anden side kan en særlig fortolkning af nærhedsprincippet på forbrugerbeskyttelsesområdet () let føre til, at Kommissionen viger stadig mere tilbage fra at foreslå nye foranstaltninger, og at Rådet på sin side viser stadig mindre interesse for at træffe beslutninger vedrørende forbrugerbeskyttelse på EU-plan. Dette fremgår af Kommissionens rapport til Rådet om anvendelsen af nærhedsprincippet (1994) ().

1.1.2. Derfor har nærværende udtalelse stor betydning og relevans, idet sigtet med den er at undersøge, om og i hvilken udstrækning EU har reageret positivt på de spørgsmål og vanskeligheder, som er blevet belyst i ØSU's tidligere udtalelser om dette emne.

Derudover er det hensigten at indkredse de vigtigste uløste problemer, vurdere de fremskridt, der har kunnet registreres på forbrugerbeskyttelsesområdet siden indføjelsen af artikel 129 A i EF-traktaten, undersøge om mekanismerne til information og høring af forbrugerne er gode nok samt foreslå forbedringer af forbrugerbeskyttelsen med henblik på traktatrevisionen i 1996.

1.2. Kort oversigt over ØSU's stillingtagen til gennemførelsen af det indre marked og beskyttelsen af forbrugernes interesser før Maastricht-traktaten

1.2.1. ØSU er ved flere lejligheder blevet anmodet om at udtale sig om specifikke aspekter af det indre markeds gennemførelse.

Derudover har ØSU haft lejlighed til at undersøge det indre markeds fordele og ulemper for forbrugerne i en initiativudtalelse om »Forbrugeren og det indre marked« fra september 1991 og i en tillægsudtalelse fra november 1992 ().

1.2.2. Den første udtalelse gør status over forbrugerbeskyttelsespolitikken indtil Fællesakten og analyserer de ændringer, der blev foretaget i medfør af Fællesakten, herunder især mulighederne og begrænsningerne i artikel 100 A; desuden argumenterer den for indføjelsen af et »forbrugerafsnit« i Rom-traktaten.

De vigtigste spørgsmål, der tages op i ovennævnte udtalelse, er forbrugernes repræsentation på europæisk plan og i EU-institutionerne i særdeleshed, forbrugerpolitikkens integration i de øvrige EU-politikker og manglerne med hensyn til forbrugerbeskyttelse i politikken for det indre marked, med dets fordele og ulemper.

ØSU's udtalelse mundede ud i en række henstillinger, hvoraf følgende skal fremhæves på grund af deres fortsatte aktualitet:

- indføjelse i traktaten om Den Europæiske Union af en specifik bestemmelse om EU's forbrugerpolitik, hvori forbrugernes fundamentale rettigheder nedfældes;

- afsættelse af tilstrækkelige midler på EU-budgettet til gennemførelse af en effektiv politik for forbrugerbeskyttelse og -oplysning på fællesskabsplan;

- indførelse af mekanismer, der fremmer en ensartet fortolkning og en umiddelbar anvendelse af EU-lovgivningen om forbrugernes rettigheder;

- særlig opmærksomhed på behovet for forbrugerbeskyttelse og -repræsentation, når det gælder offentlige tjenesteydelser og virksomhederne i den offentlige sektor;

- videreførelse af Kommissionens bestræbelser på at integrere forbrugerpolitikken i de øvrige fælles politikker og udarbejdelse af en konsekvensanalyse på forbrugerområdet i forbindelse med alle Kommissionens forslag;

- mere effektiv beskyttelse af forbrugerne i tilfælde af grænseoverskridende tvister samt domstolsadgang for forbrugerorganisationerne i forbrugersager.

1.2.3. Tillægsudtalelsen til udtalelsen om »Forbrugeren og det indre marked« udtrykte tilfredshed med, at der i medfør af Maastricht-traktaten var blevet indføjet vigtige ændringer i Rom-traktaten såsom artikel 3, litra s), og artikel 129 A.

ØSU advarede dog i sin udtalelse mod faren for at begrænse forbrugerpolitikken til initiativerne i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked, idet det rette perspektiv måtte være Borgernes Europa (). ØSU understregede også risikoen for en alt for restriktiv fortolkning af nærhedsprincippet, og det udtrykte håb om, at Kommissionen - efter ratificeringen af Maastricht-traktaten - ville føre en mere beslutsom og dynamisk forbrugerpolitik.

2. Udviklingen efter Maastricht

2.1. Den nye kurs i EU's forbrugerpolitik efter Maastricht

2.1.1.

Artikel 129 A

2.1.1.1. Flere af fornyelserne i EF-traktaten er med rette blevet opfattet som mulige forbedringer med henblik på en integreret EU-forbrugerpolitik.

Således blev der f.eks. i artikel 3 tilføjet et nyt litra s), hvori det fastlægges, at Fællesskabets virke generelt skal bidrage til »styrkelse af forbrugerbeskyttelse«.

Endvidere blev der indført en ny procedure for fælles beslutningstagning, der forventes at ville lette vedtagelsen af nye forslag (artikel 189 B).

Den nye formulering af artikel 75 (transportpolitik) og den nye artikel 129 om folkesundhed er ligeledes to eksempler på ændringer, der kan udnyttes til gavn for forbrugerne.

Artikel K, særlig artikel K 1 og K 9, som kan danne »bro« til nye områder, har skabt begrundet håb om et bredere samarbejde mellem medlemsstaterne om effektiv anvendelse af bestemmelserne om beskyttelse af forbrugernes rettigheder.

2.1.1.2. Det var dog indføjelsen af et nyt afsnit XI om forbrugerbeskyttelse med en enkelt artikel (artikel 129 A), der af forbrugerne blev tolket som et afgørende skridt hen imod en anerkendelse af, hvor vigtig en selvstændig forbrugerpolitik er.

I sin udtalelse CES 878/92 erklærede ØSU, at den nye artikel 129 A »giver EF kompetence til specifikt at sætte ind på det forbrugerpolitiske område. Dermed bringes EF's forbrugerpolitik på lige fod med de andre fælles politikker, især politikken for det indre marked« (punkt 1.3).

Artikel 129 A, stk. 1, litra b), åbner således mulighed for »særlige aktioner«, som støtter og supplerer den politik, medlemsstaterne fører med henblik på at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning.

Endvidere fastsætter artikel 129 A, stk. 2, at de »særlige aktioner« skal vedtages efter den nye procedure for fælles beslutningstagning (artikel 189 B).

2.1.2.

Nærhedsprincippet

2.1.2.1. Maastricht-traktaten lancerede samtidigt et »nyt« grundlæggende princip for EU's generelle politik: nærhedsprincippet.

Helt nyt er dette princip dog egentlig ikke; det kan genfindes i de fleste føderale staters forfatninger. Men rent bortset fra definitionen af dette princip - som kan diskuteres - vil en alt for restriktiv anvendelse af dette princip på forbrugerpolitikken kunne hæmme harmoniseringen af bindende EU-regler. Nogle af konklusionerne i Molitor-gruppens rapport om lovgivningsmæssig og administrativ forenkling synes f.eks. at gå i denne retning (). Som ØSU's præsidium netop har udtalt, bør nærhedsprincippet ikke blot være et middel til at fastlægge, på hvilket niveau beslutningerne skal træffes, eller til at begrænse de ansvarliges uafhængighed ().

2.1.2.2. På Det Europæiske Råds møde i Edinburgh (11.-12. december 1992) blev flere forslag vedrørende forbrugerbeskyttelse da også afvist efter den nyindførte ordning med obligatorisk gennemgang af Kommissionens igangværende forslag.

I 1994 blev et forslag om tjenesteydelsesansvar () ligeledes afvist, og - som det fremgår af Kommissionens beretning til Det Europæiske Råd om anvendelsen af nærhedsprincippet fra 1994 () - indholdet af bl.a. følgende direktivforslag blev ændret:

- beskyttelse af personlige data på telekommunikationsområdet (KOM(94) 128 endelig udg.);

- sammenlignende reklame (KOM(91) 147 endelig udg. og KOM(94) 151 endelig udg.);

- mærkning af sko (direktiv 94/11/EF) ();

- »time-sharing« inden for fast ejendom (KOM(92) 220 og KOM(94) 363 endelig udg.);

- indre marked for gas og el (KOM(91) 548 og KOM(93) 643).

Kommissionen har desuden udarbejdet en liste over mere end 25 tilpasninger af den eksisterende lovgivning i form af en omredigering eller forenkling med henblik på at bringe den i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Heriblandt er der en lang række direktiver om levnedsmidler, trykbærende udstyr og prisangivelser.

2.1.2.3. Hvis principperne om nærhed og proportionalitet som forventet () bliver opretholdt i traktaten, må ånd og bogstav i dette princip klart fastlægges i en interinstitutionel aftale, der vedføjes traktaten, og det skal klart fremgå, at der altid er mulighed for at anmode Domstolen om at afgøre fortolkningsspørgsmål. Der kan eventuelt derudover under visse forudsætninger gives privatpersoner mulighed for at anmode Domstolen om at afgøre, om nærhedsprincippet er overholdt i forbindelse med konkrete retsakter.

2.1.3.

Ombudsmand

2.1.3.1. Med Maastricht-traktaten blev der indført en ny instans, som i Europa-Parlamentets regi kan modtage klager fra borgerne om EU-institutioners og EU-organers forvaltning samt foretage undersøgelser på eget initiativ.

Europa-Parlamentet udpegede på sit møde i juli 1995 den første ombudsmand på europæisk plan. ØSU mener, at oprettelsen af denne nye EU-instans er af overordentlig stor betydning for sikringen af forbrugernes reelle udøvelse af deres rettigheder.

2.2. Fremskridt i opfølgningen af det indre markeds gennemførelse

2.2.1.

Vedtagelse, omsætning i national lovgivning og praktisk gennemførelse af foranstaltningerne vedrørende det indre marked

2.2.1.1. Der er to vigtige publikationer, som regelmæssigt gør status over EU-rettens omsætning i national lovgivning og dens anvendelse: Kommissionens årlige beretninger til Parlamentet om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten () samt Kommissionens beretning om Fællesskabets indre marked, hvoraf den første vedrørende 1994 () udkom i juni 1995.

Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet kommer blandt andet ind på forbrugerpolitik og produktsikkerhed, og det fremgår klart, at mange af de retsakter, som ikke er blevet anvendt korrekt eller slet ikke er blevet omsat til national lov, netop vedrører forbrugernes interesser ().

2.2.1.2. Endvidere påpeger Kommissionen i beretningen fra 1994 om Fællesskabets indre marked, at det indre marked ikke kan fungere rigtigt uden forbrugernes aktive og reelle deltagelse (pkt. 319). I indledningen til denne beretning slås det dog fast, at »det indre marked (selvom der stadig er problemer på visse områder) fungerer - men det kan og skal forbedres, hvis det skal leve op til forventningerne«.

2.2.1.3. ØSU nåede frem til samme konklusion i sin udtalelse, der blev udarbejdet i forlængelse af en offentlig høring den 30. juni 1994 ().

ØSU fremhævede dog en række vigtige områder, hvor det indre marked ikke har virket i forbrugernes interesse:

- uligheder med hensyn til moms;

- manglende information om de grundlæggende rettigheder og udøvelsen af dem;

- urimelige forskelle og manglende gennemskuelighed i grænseoverskridende betalinger;

- manglen på et ensartet realkreditsystem;

- visse vanskeligheder med gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer.

2.2.2.

Harmonisering og gensidig anerkendelse

2.2.2.1. Den stadige anvendelse af artikel 100 A (Fællesakten) som retsgrundlag for de fleste initiativer på forbrugerbeskyttelsesområdet har bekræftet og endog understreget de store vanskeligheder, der er forbundet med gensidig anerkendelse og harmonisering.

En gennemgang af den konkrete anvendelse af EU-retsakter i de forskellige medlemslande har afsløret meget store forskelle med hensyn til fortolkning og praktisk gennemførelse, hvilket skyldes mangel på klare og præcise definitioner af de grundlæggende begreber og retsprincipper, som retsakterne er baseret på.

Det er vigtigt, at medlemsstaterne er opmærksomme på princippet om minimumsharmonisering, som på visse betingelser tillader dem at give forbrugerne større beskyttelse end den, der er vedtaget med EU-lovgivningen. Subsidiaritetsprincippet skulle således åbne mulighed for, at medlemsstaterne kan gå et skridt videre og sikre en mere dynamisk udvikling af forbrugerpolitikken.

2.2.2.2. ØSU's gentagne krav om, at EU-institutionerne generelt skal anerkende den direkte horisontale effekt af direktiverne om forbrugerpolitik, forudsat at de indeholder præcise og detaljerede rettigheder og forpligtelser, har heller ikke vundet tilstrækkeligt gehør.

2.2.2.3. Endvidere mærker forbrugerne i stadig højere grad de negative følger af en uklar anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse, især inden for finansielle tjenesteydelser, hvor kontrollen er underlagt forskellige myndigheder med meget forskellige arbejdsmetoder og parametre, og hvor retssystemerne reagerer vidt forskelligt.

2.2.2.4. Trods princippet om gensidig anerkendelse udgør det forhold, at der i medlemsstaterne gælder forskellige nationale bestemmelser desuden en betydelig faktisk hindring for producenter af varer og tjenesteydelser på det indre marked. Det er især de små og mellemstore virksomheder, der rammes, men forbrugernes økonomiske interesser kan også lide skade.

2.2.3.

Anvendelsen af ikke-bindende instrumenter

2.2.3.1. Siden begyndelsen af 1993 har der ikke været nævneværdige ændringer i den linje, som Kommissionen har fulgt med hensyn til ikke-bindende instrumenter - afgørelser eller henstillinger - på områder, hvor det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende bindende retsakter.

Det eneste tilfælde, hvor en henstilling er omdannet til direktiv, er henstilling 90/109/EØF om gennemsigtighed med hensyn til bankvilkår for grænseoverskridende finansielle transaktioner ().

2.2.4.

»Adfærdskodekser« og dialogen mellem forbrugere og erhvervsdrivende

2.2.4.1. Der er sket fremskridt hen imod udarbejdelsen af adfærdskodekser på forskellige områder, som anerkendes og overholdes af erhvervsdrivende og forbrugere i forskellige medlemsstater.

Samtidigt har det vist sig, at der er principielle og praktiske begrænsninger forbundet med denne form for reguleringer og aftaler, hvilket ØSU havde forudset i sine udtalelser fra 1991 og 1992. Selvom adfærdskodekser således stadig tillægges den største betydning, kan de ikke erstatte bindende retsforskrifter, når der er behov for disse som harmoniseringsinstrument.

2.2.4.2. Endvidere mener ØSU fortsat, at det er nødvendigt med en institutionel referenceramme på EU-plan, hvor der kan føres en systematisk dialog mellem forbrugere og erhvervsdrivende, og hvor man også kunne drøfte og udarbejde generelle adfærdskodekser for hele EU, således som det ved flere lejligheder er blevet foreslået, bl.a. i udtalelsen om forbrugernes klagemuligheder ().

2.2.4.3. Opmærksomheden henledes her på Kommissionens henstilling af 7. april 1992 om kutymeregler for forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Dette er et godt eksempel på, hvorledes Kommissionen kan fastlægge retningslinjerne for udarbejdelse af adfærdskodekser ().

2.3. Status og fremtidsudsigter set ud fra forbrugernes synspunkt

2.3.1.

Kommissionens anden treårige handlingsplan (1993-1995)

2.3.1.1. Siden 1993 har Kommissionens indsats på dette område været styret af ovennævnte plan (1993-1995), som nu er ved at være afsluttet ().

Tiden er altså endnu ikke inde til en detaljeret status over gennemførelsen af denne plan, hvilket Kommissionen sikkert vil gøre, når den fremlægger den næste handlingsplan. Der kan dog foretages en generel vurdering af, om Kommissionen har nået de mål, den opstillede, og her bliver konklusionen nødvendigvis negativ.

2.3.1.2. Hvad produktsikkerhed angår, vides det endnu ikke, om gennemførelsen af direktiv 92/59/EØF har givet nogen konkrete resultater. Under alle omstændigheder har kun enkelte lande meddelt, at direktivet er blevet omsat i national lovgivning ().

En status over den reelle anvendelse af direktiv 85/374/EØF om produktansvar, foretaget af centret for forbrugerret under Louvain-la-Neuves katolske universitet, munder ligeledes ud i en meget negativ konklusion.

Det samme gælder sikkerheden med hensyn til børneartikler, hvor der ikke er sket nogen fremskridt.

2.3.1.3. Kommissionens konkrete prioriteringer for denne periode er heller ikke blevet opfyldt i særligt stort omfang.

2.3.1.3.1. Selvom der er oprettet grænseoverskridende forbrugeroplysningscentre, hvoraf nogle fungerer tilfredsstillende, er der fortsat en betydelig mangel på information, hvilket er en af hindringerne for, at det indre marked kan komme til at virke til gavn for forbrugerne.

Der er brug for en systematisk indsats via medierne for at oplyse forbrugerne om deres rettigheder og om, hvorledes de skal udøve dem.

2.3.1.3.2. Der er heller ikke sket særlige fremskridt i retning af en nævneværdig styrkelse af de nationale og regionale forbrugerorganisationers rolle hverken i form af institutionel repræsentation på EU-plan eller støtte til reel udøvelse af deres beføjelser.

2.3.1.3.3. Kommissionen har været særlig opmærksom på spørgsmålet om forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af grænseoverskridende tvister på forbrugerområdet, og den har udarbejdet en betydningsfuld grønbog om dette emne ().

Grønbogens begrænsninger og mangler har ØSU kommenteret i sin udtalelse om dette emne (). Kommissionen er med udgangspunkt i denne grønbog ved at forberede et direktivforslag på grundlag af artikel 129 A.

2.3.1.3.4. På området finansielle tjenesteydelser er ingen af de i handlingsplanen anførte foranstaltninger blevet vedtaget.

2.3.1.3.5. Kommissionen har også offentliggjort en fremragende grønbog om forbrugsvaregarantier og eftersalgsservice (), som er kommenteret i ØSU's udtalelse CES 743/94 af 1. juni 1994 ().

Det er meddelt, at Kommissionen har udarbejdet et udkast til et direktivforslag på dette område, og nærmere oplysninger herom afventes med interesse, særlig for at undersøge, i hvilken udstrækning ØSU's henstillinger er blevet fulgt.

2.3.1.4. Desværre må man her kort før udarbejdelsen af den tredje handlingsplan på forbrugerområdet konstatere, at målsætningerne i den anden handlingsplan endnu ikke er blevet opfyldt.

Imidlertid er der dog mere brug for en egentlig integreret og samordnet forbrugerpolitik end en liste over isolerede foranstaltninger på særlige områder. I denne henseende er det nødvendigt at udnytte alle mulighederne i det nye retsgrundlag i traktatens afsnit XI og at foreslå de nødvendige traktatændringer ved regeringskonferencen i 1996, således at der kan føres en ensartet forbrugerpolitik i hele EU.

2.3.1.4.1. ØSU ønsker især at gøre opmærksom på de konsekvenser, som informationssamfundet får for forbrugerpolitikken. Det forventer, at der i den tredje handlingsplan udvikles konkrete forslag til foranstaltninger på området.

2.3.2.

Manglende gennemskuelighed

2.3.2.1. Forbrugerorganisationerne har ved flere lejligheder påpeget nødvendigheden af større gennemsigtighed i EU's beslutningsprocesser - et spørgsmål, som de tillægger stor betydning i forholdet mellem institutionerne.

ØSU deler denne opfattelse og går ind for størst mulig gennemsigtighed i lovgivningsprocessen og en forenkling af beslutningsprocesserne.

Hvad angår beslutningstagningen i Rådet, har ØSU allerede i sin initiativudtalelse fra 23. september 1992 om »Borgernes Europa« understreget nødvendigheden af at sikre gennemsigtige beslutningsprocedurer ().

2.3.2.2. På den anden side er EU-retten i sig selv ikke særligt klar og gennemskuelig, enten fordi den er for teknisk, eller fordi den udarbejdes på en fragmentarisk og usystematisk måde.

Ved flere lejligheder har ØSU understreget, at EU-retten ikke alene skal være enkelt og klart formuleret, men også baseres på ensartede og sammenhængende juridiske begreber og principper.

Det ville f.eks. sagtens kunne lade sig gøre at sammenfatte forbrugernes rettigheder i én overordnet, sammenhængende og systematisk tekst, som omfatter de vigtigste eksisterende direktiver på forbrugerområdet.

2.3.3.

EU-midler til forbrugerbeskyttelse

2.3.3.1. ØSU har for længe siden anmodet Rådet om at afsætte tilstrækkelige midler på EU-budgettet til imødekommelse af de budgetmæssige krav, der er nødvendige for en reel forbrugerbeskyttelsespolitik ().

Forhøjelsen af bevillingen i 1994 til 20,75 millioner ECU kan tilskrives Europa-Parlamentet, idet Rådet ønskede en nedskæring af den forrige bevilling på 16 millioner ECU.

2.3.3.2. Med oprettelsen af det nye GD XXIV er det desuden absolut nødvendigt, at forbrugerbeskyttelsen tildeles de EU-midler, som området fortjener, og som en effektiv, global og integreret forbrugerpolitik på EU-plan kræver. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at der er oprettet en særlig post for støtte til forbrugerorganisationers søgsmål i sager af principiel karakter som for eksempel ophævelse af urimelige kontraktvilkår.

Forbrugerorganisationerne har svært ved at opfylde indviklede regnskabskrav og medfinansieringskravet på 50 %. Der er stigende behov for at ændre grundlaget for EU-støtte til forbrugerorganisationerne og for at strømline procedurerne.

2.3.4.

Det nye GD XXIV

2.3.4.1. ØSU har også gennem længere tid opfordret til oprettelsen af et »uafhængigt generaldirektorat for forbrugeranliggender« ().

Derfor hilser ØSU oprettelsen af det nye GD XXIV velkommen. ØSU håber, at det vil sætte skub i udviklingen af en forbrugerpolitik på EU-plan, men samtidig henleder det opmærksomheden på, at dette nye GD må udstyres med de menneskelige og materielle ressourcer, der er nødvendige for, at det kan udføre sine opgaver og gøre brug af sine beføjelser, især med hensyn til opfølgningen af de forskellige EU-politikker på områder såsom landbrug, miljø, sundhed, konkurrence osv.

2.3.5.

Grønbøgerne

2.3.5.1. Kommissionen har holdt sit løfte om at udarbejde to vigtige grønbøger, dels om forbrugernes klagemuligheder (), dels om forbrugsvaregarantier og eftersalgsservice ().

ØSU har afgivet udtalelse om begge grønbøger () og skal ikke her gentage sine kommentarer.

2.3.5.2. Det skal dog nævnes, at selvom ØSU i sin tid hilste disse grønbøger velkommen og roste Kommissionen for dens grundige arbejde, påpegede ØSU også, at de kunne og burde udbygges med konkrete forslag og praktiske foranstaltninger som led i en EU-indsats.

2.3.6.

Udvidelsen af Den Europæiske Union

2.3.6.1. Udvidelsen af Den Europæiske Union med tre nye medlemsstater med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau skaber naturligvis forventninger om, at der nu for alvor vil komme gang i udviklingen af en EU-politik for forbrugerbeskyttelse.

2.3.6.2. I forbindelse med en fremtidig udvidelse af EU med østlandene kan det bidrag, som EU allerede inden optagelsen af de nye medlemslande kan yde til konsolideringen af en forbrugerbeskyttelsespolitik i disse lande, bane vejen for en gradvis udjævning af de nuværende forskelle, hvilket er afgørende for udviklingen af en markedsøkonomi i disse lande ().

2.3.6.3. For at fremme såvel borgernes medindflydelse som forbrugerpolitikken i Central- og Østeuropa må de uafhængige forbrugerorganisationer bringes til at spille en mere fremtrædende rolle. De nuværende regler for støtte fra PHARE-programmet til forbrugeraktiviteter gør det imidlertid vanskeligt at støtte disse organisationer eller inddrage dem mere aktivt i den europæiske og internationale forbrugerbevægelses arbejdsprogrammer. ØSU opfordrer Kommissionen til at overveje at ændre disse regler og fremover at høre ØSU på et tidligere tidspunkt med henblik på en optimal udnyttelse af disse vigtige budgetmidler.

2.3.7.

Den fælles valuta

2.3.7.1. Indførelsen af ECU-sedler og -mønter vil være det mest håndgribelige udtryk for Den Europæiske Unions eksistens som påpeget i et arbejdspapir fra GD XXIV, der bidrager til udarbejdelsen af grønbogen om indførelsen af den fælles valuta ().

I ovennævnte arbejdspapir beskrives den fælles valutas symbolske og kulturelle betydning og dens gennemgribende konsekvenser for de finansielle tjenesteydelser generelt og i særdeleshed for anvendelsen af kreditkort som betalingsmiddel og for rentesatserne på lån. Endvidere advares der mod de forskellige risici, der kan være forbundet med indførelsen af den fælles valuta, samt mod en alt for lang periode, hvor begge valutaer er i omløb.

2.3.7.2. ØSU mener, at der på trods af den fælles valutas indlysende fordele for forbrugerne må gennemføres en langvarig oplysningskampagne for at skabe folkelig opbakning om den fælles valuta og for at sikre, at forbrugerne og især de svagere samfundsgrupper (ældre, handicappede, dårligt uddannede, borgere i tyndt befolkede områder osv.) fuldt ud forstår, hvad omstillingen til det nye pengesystem indebærer i økonomisk, juridisk, social og endog psykologisk henseende.

Forbrugerorganisationerne skal høres på nationalt, regionalt og EU-plan om indvirkningen af og omkostningerne ved indførelsen af den fælles valuta, og de bør være repræsenteret i studiegrupper på EU-plan og i medlemsstaterne, som skal undersøge spørgsmålet om prisangivelse i begge valutaer, selve udformningen af de første ECU-sedler og -mønter med angivelse af værdien i begge valutaer samt fastsættelsen af tidsplanen for omstillingen.

3. En horisontal forbrugerpolitik

3.1. Grundprincip og instrumenter

3.1.1.

Definition

3.1.1.1. Der er ikke noget nyt i ideen om, at forbrugerpolitikken er horisontal i sig selv, idet der på alle politiske områder skal tages hensyn til beskyttelsen af forbrugerne og deres synspunkter ved udarbejdelsen og anvendelsen af de beslutninger, der vedrører forbrugernes interesser ().

Det var dog i Kommissionens meddelelse til Rådet af 24. oktober 1986 () om forbrugerpolitikkens integration i de øvrige fælles politikker, at de to elementer, der indgår i denne ide, for første gang blev defineret:

- hensyntagen til, hvilke følger de beslutninger, der træffes i forbindelse med gennemførelsen af konkrete fælles politikker, kan få for forbrugernes interesser;

- muligheden for, at forbrugerne i tide kan fremlægge deres synspunkter under forberedelsen af de beslutninger, som berører deres interesser.

3.1.1.2. Denne ide er dog ikke blevet fulgt op af praktisk handling, selvom ovennævnte meddelelse skitserede forskellige fremgangsmåder for den praktiske gennemførelse, som blev vel modtaget af de øvrige institutioner (), og spørgsmålet forbigås næsten helt i Kommissionens anden treårige handlingsplan 1993-1995 ().

Det hidtil eneste initiativ, Kommissionen har taget som led i en horisontal strategi, er forslaget til direktiv om produktsikkerhed ().

3.1.2.

Institutionelle forbindelser

3.1.2.1.

Mellem EU-institutionerne

3.1.2.1.1. Forbrugerpolitikkens integration i de øvrige EU-politikker forudsætter bedre forbindelser mellem de forskellige EU-institutioner begyndende med Kommissionen og det nye GD XXIV, som forventes at blive en dynamisk kraft i aktiveringen af de institutionelle forbindelser i og uden for Kommissionen.

3.1.2.1.2. Det Rådgivende Forbrugerråds struktur og funktionsmåde er for nyligt blevet ændret ved Kommissionens afgørelse af 13. juni 1995 (); det er endnu for tidligt at vurdere resultaterne af denne reform, især hvad angår spørgsmålet om en effektiv repræsentation af forbrugernes interesser og om Forbrugerudvalgets funktion som det vigtigste - men ikke eneste - rådgivningsorgan for Kommissionen.

3.1.2.1.3. ØSU vil på sin side, hvor det anser det for nødvendigt, gøre alt, hvad der er muligt for, at der i alle dets udtalelser altid tages hensyn til forbrugernes interesser, og det vil fremover - så tit det er nødvendigt - afholde offentlige høringer med deltagelse af alle berørte organisationer og sammenslutninger, herunder forbrugerorganisationerne.

Når de forhold, der nævnes i første afsnit af punkt 3.1.1.1, forekommer, er det derfor absolut nødvendigt, at Kommissionen og Rådet anmoder om udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

3.1.2.1.4. Det er dog i Rådet, at der er brug for de mest gennemgribende ændringer af måden, hvorpå de beslutninger, som berører forbrugerne, træffes, eftersom forbrugersager ikke behandles med den samme opmærksomhed som andre områder.

Den lukkethed, der præger Rådets arbejdsgang, vanskeliggør forbrugernes adgang til den information og viden, som de burde delagtiggøres i. Denne lukkethed er også til skade for de interinstitutionelle forbindelser generelt, der burde baseres på større åbenhed og gennemskuelighed som garanti for integrationen af forbrugerpolitikken i de øvrige EU-politikker.

3.1.2.2.

Mellem forbrugerorganisationer, andre organisationer og EU-institutioner

3.1.2.2.1. De organisationer, der repræsenterer forbrugerne og brugerne, har de bedste forudsætninger for at tale forbrugernes sag og koordinere forbrugernes og de forskellige erhvervssektorers interesser.

Det er således stadig meget vigtigt, at EU-institutionerne generelt og de relevante nationale myndigheder i særdeleshed anerkender, at forbrugerorganisationerne er en vigtig partner ved fastlæggelsen og gennemførelsen af de politikker, der berører forbrugerne ().

3.1.2.2.2. Disse organisationers betydning begrænser sig dog ikke til rollen som forbrugernes repræsentant over for EU-institutionerne. De spiller desuden en meget vigtig rolle i debatten, forhandlingerne og samrådet med andre organisationer, der repræsenterer erhvervsinteresser. Det er EU-institutionernes opgave at fremme denne dialog ved at skabe de nødvendige rammer.

3.1.2.2.3. Det vil endvidere være af stigende betydning, at de internationale organisationer, som fastlægger de store politiske linjer på verdensplan, såsom GATT, WTO, OECD, Europarådet osv., tager hensyn til forbrugernes interesser.

3.2. Forbrugerpolitikkens integration i de øvrige EU-politikker

3.2.1. Hensyntagen til forbrugernes interesser i andre EU-politikker er ikke kun et spørgsmål om den rette institutionelle struktur.

Forbrugerne berøres til stadighed direkte eller indirekte af politiske beslutninger vedrørende blandt andet landbrug, handel, konkurrence, sundhed og sikkerhed, miljø, energi, telekommunikation, socialpolitik, udenrigspolitik.

3.2.2. Det er i denne forbindelse vigtigt at fremhæve den betydning, der tillægges forbrugerinteresserne ved fastlæggelsen af alle EU-politikker, både i Sutherland-rapporten om »Det indre marked efter 1992 - nye udfordringer« og Kommissionens meddelelse om denne rapport () og i Kommissionens arbejdsdokument om et strategisk program for det indre marked ().

ØSU har redegjort for sin holdning i udtalelserne om disse emner ().

3.2.3. Det forslag, som ØSU fremsatte i sin udtalelse af 26. september 1991 (), om at Kommissionens initiativer altid skal ledsages af en analyse af konsekvenserne for forbrugerne, er medtaget i bilaget til Rådets beslutning af 29. juni 1992 om den fremtidige prioritering forbindelse med udformningen af forbrugerpolitikken. Beklageligvis er forslaget stadig aktuelt, da Kommissionen endnu ikke har fulgt det op i praksis.

3.2.4. ØSU henviser til:

- at i henhold til resultatet af GATT-forhandlingerne skal såvel eksportrestitutionerne som omfanget af landbrugseksporten til tredjelande nedskæres betydeligt inden for fem år at regne fra 1. juli 1995;

- at en stadig større liberalisering af den internationale handel med landbrugsvarer er ønskelig af hensyn til opfyldelsen af målet om en kraftig nedskæring af eksportstøtten.

ØSU mener endvidere, at:

- der bør tages hensyn til forbrugerinteresserne i alle beslutninger vedrørende EU's handelspolitik i overensstemmelse med objektive kriterier, der skal offentliggøres;

- ved anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 bør høring af forbrugerorganisationerne være obligatorisk i tilfælde af dispensation eller godkendelse af aftaler mellem virksomheder og i særdeleshed ved virksomhedskoncentrationer, da begge fremgangsmåder påvirker markedets funktionsevne i negativ retning;

- der bør vedtages direktiver om illoyal konkurrence og illoyal reklame, og der bør træffes foranstaltninger, der hindrer social og miljømæssig dumping, også i forbrugernes interesse;

- de bestemmelser, der skal hindre, at forbrugerne bliver ofre for diskriminatorisk eller aggressiv salgspraksis på forsikringsområdet, bør harmoniseres;

- samarbejdet vedrørende kontrol med sikkerhedsstandarder og sanktioner mod handel med varer eller tjenesteydelser, der medfører sikkerheds- eller sundhedsrisici, bør styrkes.

4. Oplysning og vejledning af forbrugerne

4.1. Medier og reklame

4.1.1. En af de vigtigste og mest effektive måder, hvorpå man kan sikre, at det indre marked kommer til at gavne forbrugerne, er ved at oplyse om de redskaber, markedet stiller til rådighed, og om brugen af dem.

Dette kræver først og fremmest en koordineret indsats af EU-institutionerne, de nationale myndigheder og endog NGO for at få alle medier til at medvirke til oplysningen af offentligheden.

4.1.2. Derudover kræves der en effektiv og systematisk anvendelse af de eksisterende retsmidler for at overvåge, at reklamer for varer og tjenesteydelser, navnlig inden for den grænseoverskridende handel, indeholder korrekte oplysninger ().

Hvis forbrugerne får korrekte og fyldestgørende oplysninger, vil de kunne drage fuld nytte af de muligheder, som det indre marked tilbyder.

4.1.3. Forbrugerne bliver stadig mere opmærksomme på de forhold, hvorunder de varer, de køber, produceres; her tænkes blandt andet på menneskerettigheder og arbejdsvilkår i den tredje verden, indvirkningen på miljøet samt dyrenes velfærd. ØSU ser gerne, at forbrugerne gennem mærkning og på anden måde oplyses om etiske og sociale spørgsmål.

4.2. EU's redskaber

4.2.1.

Grænseoverskridende oplysningscentre

4.2.1.1. Forbrugerne har ret til information og vejledning, og det bør anerkendes, at de har »krav på at blive informeret om deres rettigheder og om fællesskabsforskrifterne« ().

Oprettelsen af grænseoverskridende oplysningscentre er derfor af stor værdi, men de er endnu få og spredte, og tilsyneladende opererer de ikke på en koordineret og ensartet måde.

Man må derfor genoverveje fremgangsmåden ved deres etablering samt deres funktionsmåde, således at de bliver en nyttig og effektiv informationskanal.

4.2.2.

Internet

4.2.2.1. I en verden, hvor elektronisk databehandling dominerer kommunikationen, har ØSU vist stigende interesse for muligheden for at anvende Internettet til forbrugeroplysning i hele EU blandt andet via den nyligt indlagte vejledning for de europæiske forbrugere, som Kommissionen har udarbejdet.

ØSU mener, at der bør tages positive skridt til udbygning af dette medium gennem nye applikationer, især vedrørende national lovgivning på forbrugerområdet samt domstolsafgørelser i forbrugersager. ØSU afventer Kommissionens detaljerede rapport om disse applikationer, forbrugernes konkrete muligheder for at udnytte dem og den finansielle støtte til deres videst mulige udbredelse.

4.2.3.

EHLASS-programmet

4.2.3.1. Skønt målet med dette projekt er begrænset til informering om ulykker, der sker i forbindelse med forbrugsvarer, er det af stor interesse for forbrugerne. ØSU glæder sig over, at EHLASS-projektet er omdannet til et permanent program vel at mærke på grundlag af traktatens artikel 129 A i stedet for artikel 235 ().

4.2.4.

REIS-projektet

4.2.4.1. Det nye system for udveksling af oplysninger om produkter, som kan skade forbrugernes sundhed eller sikkerhed (RAPEX) (), fungerede som et forsøg indtil ikrafttrædelsen af direktiv 92/95/EØF den 29. juni 1992 (), hvor der i henhold til artikel 8 blev indført en notifikationsprocedure.

ØSU mener, at alle de muligheder, som dette projekt byder på, bør udnyttes, og at indholdet af notifikationerne bør formidles til så mange som muligt, f.eks. ved at indlægge disse data i Internettet.

4.2.5.

COLINE-nettet

4.2.5.1. Den 19. maj 1994 indledtes den første fase af COLINE-projektet vedrørende information om forbrugernes rettigheder med oprettelsen af blot fem forbrugeroplysningscentre: Barcelona, Lissabon, Düsseldorf, Lille og Luxembourg. Senere vil der blive oprettet centre i Wien, Dublin, Bruxelles, Athen og Rom.

ØSU anser dette projekt for et vigtigt skridt til juridisk forbrugeroplysning, men der er efter ØSU's mening ikke tilstrækkelig fri adgang til at benytte systemet. ØSU opfordrer derfor til, at muligheden for en tilslutning til Internettet undersøges, således at så mange forbrugere som muligt kan få adgang til oplysningerne.

4.3. Gennemsigtige priser for varer og tjenesteydelser

4.3.1. Et af de vigtigste aspekter af forbrugeroplysningen er information om priserne på varer og tjenesteydelser. Prisangivelse er som bekendt et spørgsmål, som forbrugerne længe har været optaget af, og som med rette udgør et af deres grundlæggende krav. ØSU ser derfor med stor interesse på Kommissionens direktivforslag om et forenklet system til angivelse af priser på forbrugsvarer () med artikel 129 A som retsgrundlag. ØSU er ved at udarbejde en udtalelse om dette forslag.

4.3.2. Der er dog ikke sket nogen fremskridt af betydning i retning af større prisgennemskuelighed inden for visse - især finansielle - tjenesteydelser (banker, forsikringsvirksomhed, børser osv.) samt de liberale erhverv.

Denne lakune i EU-lovgivningen er alvorlig, fordi et grundlæggende element i gennemførelsen af det indre marked netop er at skabe øget grænseoverskridende handel med varer og tjenesteydelser, hvilket kræver nøje kendskab til priserne og deres komponenter.

4.3.3. Generelt må man være særligt opmærksom på den offentlige servicesektor, såsom distribution af gas, vand og el samt transport og telekommunikation, hvor tjenesteleverandørerne i de fleste tilfælde - i det mindste i praksis - har monopol på de pågældende ydelser. Princippet om universelle tjenester bør fastholdes uden at slække på kvaliteten.

4.4. Særlige uddannelsesprogrammer

4.4.1. Forbrugerbeskyttelsen i et stort, åbent marked som enhedsmarkedet vil fremover i stadig højere grad kræve grundlæggende uddannelse.

Det er i børnehaverne og i grundskolerne, at denne undervisning skal begynde, og den skal følges op under hele skoleforløbet og på universiteterne.

4.4.2. Kommissionen bør i første række tage initiativer til incitamenter og foranstaltninger med henblik på udarbejdelse af særlige programmer for skoleundervisning i forbrugerrettigheder og -praksis.

Bortset fra det danske pilotprojekt vedrørende forbrugerundervisning i skolen (1978-1984), som omtales i Kommissionens andet handlingsprogram, er der imidlertid ikke gennemført andre integrerede skoleundervisningsprogrammer i EU, selvom den afsluttende rapport om projektet anbefalede at overveje gennemførelse af lignende programmer andre steder ().

4.4.3. Særlig omtale fortjener særprogrammerne vedrørende forbrugerret, der er rettet mod jurister (dommere, advokater, universitetslærere) eller repræsentanter for forbrugerorganisationer, oplysningscentre, sociale rådgivningscentre osv., som Kommissionen endnu ikke har promoveret tilstrækkeligt.

Disse programmer skal omfatte løbende kurser, særskilt undervisning i forbrugerret som led i universitetsstudier, specialiserede publikationer, databanker osv.

5. Forbrugernes medindflydelse og repræsentation

5.1. Fastlæggelsen af forbrugernes grundlæggende rettigheder

5.1.1. Det er først og fremmest nødvendigt, at forbrugernes rettigheder indføjes som en særlig kategori af de grundlæggende sociale rettigheder ved den generelle fastlæggelse af EU-borgernes rettigheder, som bør indgå i de grundlæggende principper for en europæisk forfatning.

Retten til medindflydelse og repræsentation bør være rettigheden over alle rettigheder.

5.1.2. Endnu vigtigere end beskyttelsen af de rettigheder, der vedrører forbrugernes økonomiske interesser, sundhed, oplysning og klagemuligheder, er anerkendelsen af forbrugerne som en ligeværdig partner i dialogen med erhvervsorganisationer og myndigheder på lokalt, nationalt og EU-plan.

En af de alvorligste mangler ved den anden handlingsplan er netop, at den ikke fremhæver dette grundlæggende element i enhver forbrugerpolitik. Forhåbentlig vil den kommende handlingsplan rette op herpå.

5.2. Institutionelle aspekter

5.2.1. ØSU mener, at forbrugernes repræsentation i EU-institutionerne bør styrkes på følgende områder:

- det nyoprettede Forbrugerudvalg bør sikre, at forbrugernes interesser repræsenteres mere effektivt, og Kommissionen bør udarbejde rapporter om de forslag, Forbrugerudvalget fremlægger;

- Europa-Parlamentets tværpolitiske forbrugergruppe skal fortsat støttes;

- sammensætningen af de rådgivende landbrugskomiteer bør ændres, således at forbrugerne får mulighed for at deltage mere aktivt;

- Levnedsmiddelkomiteen bør tildeles de nødvendige midler, så den får reel indflydelse på den fælles landbrugspolitik;

- forbrugerne skal repræsenteres mere ligeligt i kontaktgruppen for brugere af betalingsmidler.

6. Reformen af Maastricht-traktaten

6.1. Forbrugerpolitik uafhængigt af det indre marked

6.1.1.

Indremarkedspolitikkens bidrag til beskyttelsen af forbrugernes interesser

6.1.1.1. ØSU har ved flere lejligheder fremført, at det indre marked utvivlsomt kan være til fordel for forbrugerne på en række områder, selvom det blev forberedt uden tanke for forbrugerne.

Det indre marked skulle generelt give forbrugerne flere fordele, såsom et større udvalg af varer og tjenesteydelser, ophævelse af barrierer i form af afgifter m.m. samt lavere priser.

6.1.1.2. Men den 1. januar 1993 indvarslede ikke de rettigheder, som forbrugerne med rette forventede.

Forbrugerne kan faktisk ikke købe frit i det indre marked med et rimeligt mål af sikkerhed, kvalitet, information, standardisering og beskyttelses- og garantimekanismer.

6.1.2.

Mangler ved forbrugerpolitikken efter Maastricht

6.1.2.1. Maastricht-traktaten skabte som sagt forventninger om en mere dynamisk forbrugerpolitik, især på grundlag af den nye artikel 129 A.

Dette retsgrundlag er dog ikke blevet udnyttet i praksis, hvilket er en stor mangel ved den gældende EU-lovgivning.

6.1.2.2. Hvis denne artikel var blevet anvendt, ville det have været muligt at udforme en forbrugerpolitik, som rækker videre end det indre marked, hvor forbrugernes interesser som nævnt ikke nyder tilstrækkelig fremme.

Der var håb om, at lovgivningen om forbrugerbeskyttelse på EU-plan (efter Maastricht) ville fastlægge det højest mulige beskyttelses- og sikkerhedsniveau og ikke blot »et højt niveau«, som er et relativt og uklart begreb.

Der var også forventninger om en positiv udvikling med hensyn til erstatningsansvar og garantier, konkrete fremskridt i retning af forbrugernes klagemuligheder (centre for juridisk rådgivning til forbrugere, en ombudsmand for forbrugeranliggender, forenklede procedurer for afgørelse af forbrugertvister, gensidig anerkendelse af forbrugerorganisationer, kollektive søgsmål osv.).

Disse forventninger er ikke blevet opfyldt i denne indledende fase af Maastricht-traktatens gennemførelse.

6.2. Forslag og anbefalinger - et bidrag til revisionen af traktaten

6.2.1. ØSU vil, når tiden er inde, få lejlighed til som institution at fremføre sine synspunkter vedrørende revisionen af Maastricht-traktaten.

På nuværende tidspunkt bør ØSU nøjes med i al korthed at beskæftige sig med nogle ændringer og forbedringer af traktaten med hensyn til forbrugerrettigheder med særlig vægt på artikel 129 A.

6.2.2. Forbrugernes nøgleposition som partner i den sociale dialog bør fremgå af traktatens artikel 3, litra s), hvilket kan ske ved i stedet for »bidrag til styrkelse af forbrugerbeskyttelse« at anføre »fremme af forbrugernes interesser«.

Artikel 129 A, stk. 1, bør ændres tilsvarende.

6.2.3. Artikel 129 A bør også som helhed ændres, så det klart kommer til at fremgå, at EU's politik og fremtidige foranstaltninger på dette område er dens eget anliggende og ikke en indsats, der skal supplere medlemsstaternes politik. Forbrugerpolitikkens horisontale karakter skal endvidere udtrykkeligt fastslås under henvisning til dens samordning med andre fælles politikker, således som det er tilfældet med artikel 129 om folkesundhed.

ØSU mener, at det i artikel 129 A klart bør præciseres, hvilke former for foranstaltninger der skal indgå i en forbrugerpolitik.

6.2.4. Endelig mener ØSU, at også artikel 193 bør revideres for udtrykkeligt at sikre forbrugerrepræsentation, og der bør udtrykkeligt henvises til opretholdelsen af princippet om universelle tjenester af kvalitet for alle forbrugere i forbindelse med traktatændringen ved den kommende regeringskonference ().

7. Konklusion

7.1. ØSU har ved flere lejligheder haft mulighed for at tilkendegive sit syn på følgerne af en indremarkedspolitik, som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til forbrugernes interesser.

7.2. Ved en vurdering af det indre marked i dag, kan forbrugeren kun konstatere få fremskridt. Selv om der er sket visse fremskridt, er der på en række vigtige områder inden for forbrugerbeskyttelse fortsat behov for konkrete tiltag.

7.3. Blandt de fremskridt, der er sket til gavn for forbrugerne, kan nævnes:

- oprettelse af nogle grænseoverskridende forbrugeroplysningscentre;

- oprettelsen af det nye GD XXIV;

- oprettelsen af et nyt Forbrugerudvalg;

- vedtagelsen af nogle vigtige direktiver, for eksempel om urimelige kontraktvilkår;

- udarbejdelsen af to grønbøger, en om forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af grænseoverskridende forbrugertvister og en om forbrugsvaregarantier og eftersalgsservice;

- de første skridt hen imod edb-information (Internet) inden for nogle få sektorer er indledt (EHLASS-programmet, REIS-projektet, COLINE-nettet);

- Kommissionens interesse for forbrugerbeskyttelse i Central- og Østeuropa i forbindelse med PHARE-programmet.

7.4. På visse områder af fundamental betydning for forbrugerne er der dog stadig uløste problemer; det gælder for eksempel:

- forsinkelser, fejl og mangler i forbindelse med omsættelsen af direktiver i de nationale lovgivninger, forskelle med hensyn til fortolkning og anvendelse af den afledte ret samt manglende anvendelse af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse;

- mangelen på effektiv information om grundlæggende forbrugerrettigheder, og hvorledes de kan udøves i det indre marked;

- en manglende generel anerkendelse af den direkte horisontale virkning af direktiver på forbrugerområdet;

- mangelen på samordnede uddannelsesprogrammer for forbrugere i al almindelighed og for personer med ansvar for fortolkningen og gennemførelse af forbrugerlovgivning i særdeleshed;

- mangelen på et egentligt indre marked for forsikringer og finansielle tjenesteydelser generelt;

- mangelen på et ensartet realkreditsystem;

- uligheder med hensyn til moms;

- problemerne med gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer;

- mangelen på konkrete resultater, hvad angår forbrugersikkerhed generelt og med hensyn til tjenesteydelser og ansvar for mangelfulde produkter;

- mangelen på bindende regler vedrørende illoyal reklame;

- mangelen på regler vedrørende offentlige tjenesteydelser generelt (postvæsen, telekommunikation, energi, vand osv.).

7.5. Endvidere er EU's muligheder på det forbrugerpolitiske område, som er indbygget i Maastricht-traktaten, ikke blevet udnyttet optimalt; her tænkes især på følgende områder:

- en mere udbredt anvendelse af det nye retsgrundlag i artikel 129 A, stk. 1, litra b);

- en anvendelse af nærhedsprincippet, som ikke må benyttes til at udvande visse direktiver under påberåbelse af lovgivningsmæssig forenkling, og som på den anden side ikke må hindre medlemsstaterne i at føre en anden - endog modstridende - politik;

- større gennemskuelighed i Rådets og forvaltningskomiteernes fremgangsmåde ved udarbejdelsen og fortolkningen af EU-retten samt et enklere sprog og mere overskuelig opbygning;

- mindre restriktiv fortolkning og anvendelse af artikel K 1 og K 9 i Maastricht-traktaten, hvad angår forbrugernes klagemuligheder, således at de opnår bedre beskyttelse i grænseoverskridende tvister;

- anerkendelse af forbrugerorganisationernes søgsmålskompetence i forbrugertvister (for en gruppe individuelle sagsøgere eller i kollektive søgsmål) såvel på nationalt plan som i EU;

- en hurtigere påbegyndelse af ombudsmandens virke.

7.6. Den kommende revision af Maastricht-traktaten bør benyttes til at indføje nogle grundlæggende bestemmelser med henblik på en bedre beskyttelse af forbrugerne og øget medindflydelse og repræsentation på alle beslutningsniveauer. Der skal sættes ind på følgende områder:

- en revision af artikel 129 A med henblik på at etablere en samordnet helhedspolitik, der skal sigte mod at varetage alle forbrugerinteresser;

- indføjelse i traktaten af en liste over forbrugernes grundlæggende rettigheder som en del af de økonomiske og sociale rettigheder, der skal knyttes til unionsborgerskabet;

- forbrugerpolitikkens horisontale karakter skal fastsættes generelt;

- gensidig anerkendelse af forbrugerorganisationernes kompetence til at anlægge kollektivt søgsmål i forbrugertvister;

- indførelse af en særlig appelprocedure med henblik på endelig afgørelse om tilpasningen af den praktiske anvendelse af nærhedsprincippet.

Bruxelles, den 22. november 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. L 331 af 21. 12. 1994.

() EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993, punkt 3.6.

() KOM(94) 533 endelig udg. af 25. 11. 1994.

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991, s. 8; EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993.

() EFT nr. C 313 af 30. 11. 1992.

() KOM(95) 288 endelig udg.

() Rapport fra ØSU's præsidium af 26. 4. 1995 (CES 273/95 fin) om »Regeringskonferencen 1996 - Det Økonomiske og Sociale Udvalgs rolle«.

() KOM(90) 482 endelig udg., EFT nr. C 12 af 18. 1. 1991 og KOM(94) 260 endelig udg. Se desuden EFT nr. C 269 af 14. 10. 1991, hvor ØSU stiller sig negativt til Kommissionens forslag.

() KOM(94) 533 endelig udg. af 25. 11. 1994.

() Jf. Europa-Parlamentets nylige beslutning fra maj 1995 om »Unionstraktaten og regeringskonferencen 1996«, punkt 12, (I), (Betænkning af Boulanges og Martin, dok. PE 190.449).

() EFT nr. C 154 af 6. 7. 1994.

() KOM(95) 238 endelig udg. af 15. 6. 1995.

() Det gælder f.eks. følgende:

- direktiv 90/314/EØF (pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure);

- det andet direktiv om forbrugerkredit 90/88/EØF og endog det første direktiv (Spanien og Irland);

- direktiv 85/577/EØF (kontrakter, der indgås uden for fast forretningssted);

- direktiv 84/540/EØF (vildledende reklame);

- direktiv 76/768/EØF (kosmetiske midler) (jf. KOM(94) 500 endelig udg., pkt. 2.5).

() EFT nr. C 393 af 31. 12. 1994.

() EFT nr. L 100 af 19. 4. 1994.

() KOM(94) 55 endelig udg. af 14. 3. 1994.

() EFT nr. C 295 af 22 10. 1994. Skønt det første, europæiske forbrugerforum, som blev afholdt den 5. oktober 1994 på foranledning af kommissær Christiane Scrivener, tiltrak stor interesse, er det ikke en egnet platform til opfyldelse af ovennævnte behov.

() EFT nr. L 156 af 10. 6. 1992.

() KOM(93) 378 endelig udg. af 28. 7. 1993.

() KOM(94) 55 endelig udg., bilag 2.

() KOM(93) 576 endelig udg. af 11. 11. 1993.

() EFT nr. C 295 af 22. 10. 1994.

() KOM(93) 509 endelig udg.

() EFT nr. C 313 af 30. 11. 1992.

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991, pkt. 6.1.2.

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991, pkt. 3.1.1.1.1.

() KOM(93) 576 endelig udg.

() KOM(93) 509 endelig udg.

() EFT nr. C 295 af 22. 10. 1994.

() Som et eksempel anføres Kommissionens program vedrørende forbrugerorganisationer og forbrugerpolitik fra 1994, der for nyligt er blevet forlænget med 2 år inden for rammerne af PHARE-programmet, og som 11 central- og østeuropæiske lande nyder godt af.

() KOM(95) 333 af 31. 5. 1995.

() EFT nr. C 92 af 24. 4. 1975, s. 2; EFT nr. C 133 af 3. 6. 1981, s. 1.

() KOM(86) 540 endelig udg.

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991, pkt. 3.1.

() KOM(93) 378 endelig udg. af 28. 7. 1993.

() EFT nr. C 96 af 17. 4. 1990, s. 283; EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992.

() EFT nr. L 162 af 13. 7. 1995.

() Jf. nedenfor pkt. 5 om forbrugernes medindflydelse og repræsentation.

() SEK(92) 2277 endelig udg. af 2. 12. 1992.

() KOM(93) 256 endelig udg. af 2. 6. 1993.

() EFT nr. C 201 af 26. 7. 1993; EFT nr. C 304 af 10. 11. 1993.

() EFT nr. C 339 af 31. 12. 1991, pkt. 4.5.

() Det er derfor vigtigt, at der på linje med bekæmpelsen af vildledende reklame indføres et direktiv om illoyal reklame.

() Sutherland-rapporten om »Det indre marked efter 1992 - nye udfordringer«.

() EFT nr. L 331 af 21. 12. 1994; KOM(95) 005 endelig udg. af 13. 1. 1995.

() EFT nr. L 278 af 11. 11. 1993.

() EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992.

() KOM(95) 276 endelig udg.

() Jf. »Forbrugerundervisning i skolen«, rapport om resultaterne af et pilotprojekt vedrørende forbrugerundervisning i skolen udarbejdet for Kommissionens tjeneste for miljø- og forbrugeranliggender, ved Hans Rask Jensen, Institut for Markedsøkonomi, Handelshøjskolen i Århus, Århus 1983.

() Det vil være hensigtsmæssigt, at GD XXIV undersøger, hvorledes det indre marked fungerer, og hvilke følger det har for forbrugerne i 1998.

BILAG til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Forkastede ændringsforslag

Følgende ændringsforslag blev forkastet under forhandlingerne, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 2.3.1.3.2

Hele punktet udgår.

Begrundelse

Kritikken er ikke berettiget. Forbrugerorganisationerne har faktisk deres egen repræsentation, nemlig Det Rådgivende Forbrugerudvalg, en rimelig repræsentation i ØSU samt et særligt talerør i form af Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe for forbrugerspørgsmål. En så stærk repræsentation kan ingen anden interessegruppe opvise.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 32, stemmer imod: 61, hverken for eller imod: 10.

Punkt 3.1.2.2.2

Andet punktum affattes således:

»De spiller desuden en meget vigtig rolle gennem deres repræsentation i Det Rådgivende Forbrugerudvalg og i debatten, forhandlingerne og koordineringen af de forskellige interesser inden for rammerne af Det Økonomiske og Sociale Udvalg, hvor erhvervsinteresser er repræsenteret.«

Begrundelse

Ud over den normale og helt legitime politiske aktivisme må det specificeres, i hvilke fora forbrugerne kan komme til orde.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 36, stemmer imod: 47, hverken for eller imod: 23.

Punkt 3.2.4

Andet led udgår.

Begrundelse

EU's udgifter til fremme af eksporten til tredjelande består dels i fødevarehjælp dels i eksportrestitutioner. Fødevarehjælpen er udtryk for international solidaritet, og den har ingen eller kun ringe indvirkning på politikkerne vedrørende de forskellige produktionsområder. Eksportrestitutionerne er derimod reguleret og begrænset såvel kvalitativt som kvantitativt gennem GATT-aftalen; med reformen af den fælles landbrugspolitik er udgifterne i forbindelse med eksporten af fødevarer faldet markant. Det bør heller ikke glemmes, at eksportrestitutionerne er en af grundpillerne i den fælles landbrugspolitik, som i hele efterkrigstiden har bidraget til en vis prisstabilitet på fødevareområdet.

Det skal heller ikke forties, at de fødevarer, som importeres fra tredjelande, der ofte ikke har tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre ordentlig kontrol, implicerer en større sundhedsfare for de europæiske forbrugere.

Den fælles landbrugspolitik tager faktisk højde for sundhedsproblematikken. Der er specifikke horisontale bestemmelser med henblik på beskyttelsen af sundheden, og det er derfor unødvendigt og endog uhensigtsmæssigt at indføje dette mål som et strukturelt element i den fælles landbrugspolitik.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 35, stemmer imod: 85, hverken for eller imod: 12.

Punkt 3.2.4

Inden tredje led indsættes følgende led:

»- Unionen bør tage rettidige og faste beslutninger i GATT om sundhedsspørgsmål, som man mener vil kunne skade EU's forbrugere (hormonspørgsmål).

Det er lige så vigtigt, af hensyn til sikring af de europæiske forbrugeres sundhed og velfærd, at man i de multilaterale aftaler om international handel snarest får nedfældet sundhedsbestemmelser, og at man samtidig tilgodeser miljøaspekterne.«

Begrundelse

Se foregående punkt.

Afstemningsresultat

Stemmer for: 41, stemmer imod: 58, hverken for eller imod: 19.

Punkt 7.4

Følgende tilføjes til punkt 7.4:

»og nødvendigheden af at anvende princippet om minimumsharmonisering.«

Begrundelse

Man bør i højere grad anvende bestemmelser som denne i Rådets direktiv 84/450/EØF: »Dette direktiv må ikke være til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser med henblik på at sikre en mere vidtgående beskyttelse af forbrugerne, af personer, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, samt af offentligheden i almindelighed.«

Afstemningsresultat

Stemmer for: 42, stemmer imod: 61, hverken for eller imod: 10.