1

Sagsøgeren, Sergej Arbuzov, har bl.a. udøvet hvervet som direktør for Ukraines nationalbank og som premierminister i Ukraine.

2

Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26). Samme dato vedtog Rådet på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).

3

Første og anden betragtning til afgørelse 2014/119 har følgende ordlyd:

4

Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

5

Fremgangsmåden for denne indefrysning af pengemidler er fastsat i de følgende stykker i samme artikel.

6

I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelse af de omhandlede restriktive foranstaltninger og fastlægger fremgangsmåderne for disse på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den pågældende afgørelse.

7

Navnene på de personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, fremgår af en identisk liste, som findes i bilaget til afgørelse 2014/119 og i bilag I til forordning nr. 208/2014 (herefter »den omhandlede liste«) sammen med bl.a. begrundelsen for, at de er opført. Sagsøgerens navn var oprindelig ikke opført på den omhandlede liste.

8

Den 14. april 2014 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP om gennemførelse af afgørelse 2014/119 (EUT 2014, L 111, s. 91) og gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2014, L 111, s. 33).

9

Ved gennemførelsesafgørelse 2014/216 og gennemførelsesforordning nr. 381/2014 blev sagsøgerens navn tilføjet listen med identifikationsoplysningen »Ukraines tidligere premierminister« og følgende begrundelse:

»person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og ulovlig udførsel fra Ukraine heraf«.

10

Den 16. juni 2014 anlagde sagsøgeren sag med påstand om annullation af afgørelse 2014/119 som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/216, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren. Sagen blev indført i Rettens register under nr. T-434/14.

11

Den 29. januar 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/143 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s. 16) og forordning (EU) 2015/138 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1).

12

Afgørelse 2015/143 præciserede udpegelseskriterierne for personer, der er omfattet af indefrysning af aktiver, og artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 blev affattet således:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:

13

Med forordning 2015/138 ændredes forordning nr. 208/2014 i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.

14

I forbindelse med en fornyet vurdering af situationen for de personer, der var optaget på den omhandlede liste, vedtog Rådet den 5. marts 2015 afgørelse (FUSP) 2015/364 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts 2015 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2015«).

15

Afgørelse 2015/364 ændrede artikel 5 i afgørelse 2014/119 ved at forlænge de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016.

16

Retsakterne af marts 2015 opdaterede i det væsentlige den omhandlede liste. Efter de således foretagne ændringer blev sagsøgerens navn opretholdt på listen med følgende identificerende oplysninger »Ukraines tidligere premierminister« og følgende nye begrundelse:

»person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver«.

17

Ved dom af 28. januar 2016, Arbuzov mod Rådet (T-434/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:46), annullerede Retten afgørelse 2014/119 som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2014/216, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.

18

Den 4. marts 2016 vedtog Rådet, efter en fornyet vurdering af situationen for de personer, der var optaget på den omhandlede liste, afgørelse (FUSP) 2016/318 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2016, L 60, s. 76) og gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2016, L 60, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2016«).

19

Afgørelse 2016/364 ændrede nærmere bestemt artikel 5 i afgørelse 2014/119 ved at forlænge de restriktive foranstaltninger indtil den 6. marts 2017. Begrundelsen vedrørende sagsøgeren, nævnt i præmis 16 ovenfor, blev hverken ændret ved afgørelse 2016/318 eller ved gennemførelsesforordning 2016/311.

20

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. maj 2015 anlagde sagsøgeren et søgsmål med påstand om annullation af retsakterne af marts 2015, for så vidt som de vedrørte ham. Sagen blev indført i Rettens register under nr. T-221/15. Sagsøgeren tilpassede efterfølgende stævningen i henhold til artikel 86 i Rettens procesreglement med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af marts 2016, for så vidt som de vedrørte ham.

21

Den 28. april 2016 indgav sagsøgeren en anmodning til Rådet i det væsentlige vedrørende opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham ved afgørelse 2016/318. På grundlag af sagsøgerens bemærkninger stillede Rådet nogle spørgsmål til den offentlige anklagemyndighed i Ukraine (herefter »BPG«). Den 16. juni 2016 og den 7. juli 2016 blev dennes svar forelagt Rådet.

22

Ved skrivelse af 4. august 2016 besvarede Rådet sagsøgerens anmodning af 28. april 2016, idet det forkastede dennes argumenter og fremsendte de bemærkninger, der blev fremsat i forbindelse med sag T-221/15, til ham. Ved denne lejlighed gav Rådet desuden sagsøgeren adgang til de supplerende oplysninger, der var indsendt af BPG.

23

Den 4. oktober 2016 indgav sagsøgeren en ny anmodning til Rådet om fornyet vurdering af de restriktive foranstaltninger, som han var omfattet af.

24

Ved skrivelse af 12. december 2016 meddelte Rådet sagsøgeren, at det havde til hensigt at opretholde de restriktive foranstaltninger over for ham, fremsendte begrundelserne for sin afgørelse samt to skrivelser fra BPG af henholdsvis 25. juli 2016 og 16. november 2016. Rådet opfordrede ham desuden til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger senest den 13. januar 2017.

25

Den 14. december 2016 indgav sagsøgeren en ny anmodning til Rådet om fornyet vurdering, suppleret med en skrivelse af 13. januar 2017.

26

Rådet fremsendte et supplerende spørgsmål til BPG. Den 11. januar 2017 blev dennes svar forelagt Rådet. Ved skrivelse af 27. januar 2017 fremsendte Rådet dennes svar til sagsøgeren og præciserede, at han havde frist indtil den 10. februar 2017 til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger hertil.

27

Ved skrivelse af 7. februar 2017 fremsendte Rådet til sagsøgeren BPG’s skrivelse af 27. januar 2017, som Rådet i mellemtiden havde modtaget, og som indeholdt ajourførte oplysninger om status i straffesagen mod ham, og gav ham en frist indtil den 13. februar 2017 til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger hertil, hvilket han gjorde ved skrivelse af 10. februar 2017.

28

Den 3. marts 2017 vedtog Rådet, efter en fornyet vurdering af situationen for de personer, der var optaget på listen, afgørelse (FUSP) 2017/381 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2017, L 58, s. 34, herefter »den anfægtede afgørelse«) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2017, L 58, s. 1).

29

Den anfægtede afgørelse ændrede nærmere bestemt artikel 5 i afgørelse 2014/119 ved at forlænge de omhandlede restriktive foranstaltninger indtil den 6. marts 2018. Begrundelsen vedrørende sagsøgeren, nævnt i præmis 16 ovenfor, blev hverken ændret ved den anfægtede afgørelse eller ved gennemførelsesforordning 2017/374.

30

Den 6. marts 2017 fremsendte Rådet en skrivelse til sagsøgeren, hvori det forkastede de argumenter, som sidstnævnte havde gjort gældende i sine skrivelser af 14. december 2016, 13. januar 2017 og 10. februar 2017 mod fornyelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham. Rådet sendte bl.a. de dokumenter tilbage til sagsøgeren, som han havde stillet til Rådets rådighed i sine tidligere skrivelser, og hans bemærkninger, som blev fremsat i forbindelse med sag T-221/15. Rådets skrivelse var bilagt et eksemplar af den anfægtede afgørelse, og sagsøgeren blev oplyst om, at han havde indtil den 1. december 2017 til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende en eventuel forlængelse af disse foranstaltninger ud over den 6. marts 2018.

31

Ved dom af 7. juli 2017, Arbuzov mod Rådet (T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478), frifandt Retten Rådet i det af sagsøgeren anlagte søgsmål for så vidt angik retsakterne af 2015 og retsakterne af 2016.

32

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

33

Den 14. juli 2017 indleverede Rådet svarskrift. Samme dag indgav Rådet ligeledes en begrundet anmodning i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement om, at indholdet af visse dokumenter, som er bilagt svarskriftet, ikke gengives i de dokumenter vedrørende denne sag, som offentligheden har adgang til.

34

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 27. juli 2017 fremlagde sagsøgeren nye beviser som omhandlet i artikel 85 i Rettens procesreglement vedrørende den omstændighed, at hans navn i mellemtiden var blevet fjernet fra den liste over internationalt eftersøgte personer, som er oprettet af Interpol, Den Internationale Kriminalpolitiorganisation.

35

Den 25. august 2017 indleverede Rådet sine bemærkninger til de nye beviser til Rettens Justitskontor.

36

Da sagsøgeren ikke indleverede replik inden for den dertil fastsatte frist, blev retsforhandlingernes skriftlige del afsluttet den 28. september 2017.

37

Den 11. december 2017 besluttede Retten (Sjette Afdeling) at fremsende spørgsmål til parterne til skriftlig besvarelse i forbindelse med foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse som fastsat i artikel 89 i procesreglementet. Parterne besvarede disse spørgsmål inden for den fastsatte frist og fremlagt støttedokumenter.

38

I henhold til artikel 106, stk. 3, i procesreglementet kan Retten, under henvisning til, at ingen af hovedparterne har anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt for parterne, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, beslutte at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del. Retten finder i den foreliggende sag, at sagerne er tilstrækkelig oplyst af processkrifterne, og har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, da der ikke er indgivet en sådan anmodning.

39

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

40

Rådet har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

41

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige påberåbt sig fire anbringender om for det første tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet tilsidesættelse af retten til at blive hørt, for det tredje et åbenbart urigtigt skøn og for det fjerde tilsidesættelse af ejendomsretten.

42

Under henvisning til artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at Rådet ikke kunne begrænse sig til den i præmis 16 ovenfor gengivne begrundelse for at opretholde sagsøgerens navn på den omhandlede liste ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

43

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

44

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF »[skal] [r]etsakter […] begrundes«.

45

I henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), der ifølge artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værd som traktaterne, omfatter retten til god forvaltning bl.a. »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.

46

Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), tilpasses karakteren af den anfægtede retsakt og den sammenhæng, hvori denne er blevet vedtaget. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelsespligten skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder, da spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en retsakt opfylder kravene efter artikel 296, stk. 2,TEUF og chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), ikke blot skal vurderes i forhold til begrundelsens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. For det første er en retsakt, der er bebyrdende, således tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne. For det andet må graden af præcisering af en retsakts begrundelse afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

48

Navnlig kan begrundelsen for en foranstaltning om indefrysning af aktiver i princippet ikke blot bestå af en generel og stereotyp formulering. Med de i præmis 47 ovenfor angivne forbehold skal en sådan foranstaltning derimod angive de særlige og konkrete grunde til, at Rådet lægger til grund, at den relevante lovgivning finder anvendelse på den berørte part (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

49

Endelig bemærkes, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. En retsakts begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som retsakten er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil nævnte retsakts grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

50

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at den begrundelse, der blev givet i forbindelse med opretholdelsen af sagsøgerens navn på den omhandlede liste ved den anfægtede afgørelse (jf. præmis 16 ovenfor), er specifik og konkret og angiver det forhold, som udgør grundlaget for opretholdelsen, nemlig at sagsøgeren er genstand for en straffesag, som de ukrainske myndigheder har indledt for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver.

51

Opretholdensen af foranstaltningerne over for sagsøgeren er vedtaget under omstændigheder, som er ham bekendt, og som han var blevet oplyst om i forbindelse med udvekslingerne med Rådet af bl.a. BPG’s skrivelser af 25. juli 2016, 16. november 2016 og 27. januar 2017 samt BPG’s svar på Rådets spørgsmål (jf. præmis 21, 22, 24, 26 og 27 ovenfor) (herefter samlet »de nye dokumenter fra BPG«), på hvilke sidstnævnte baserede opretholdelsen af de nævnte restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

52

De nye dokumenter fra BPG gør det muligt at fastslå den myndighed, der er ansvarlig for undersøgelserne, sagsnummeret og datoen for indledningen af den relevante straffesag, der var indledt mod sagsøgeren, de forhold, som lægges ham til last, de andre omhandlede personer og organer, de relevante artikler i den ukrainske straffelov samt det forhold, at sagsøgeren skriftligt fik meddelelse om de foreliggende mistanker mod ham (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 69), og henviser til distriktsdomstolens [fortroligt] ( 1 ) (herefter »distriktsdomstolen«) vedtagelse af en afgørelse af 15. februar 2016 (herefter »afgørelsen af 15. februar 2016«), der gav BPG tilladelse til at udeblive fra sagen.

53

Det kan derfor ikke lægges til grund, at den af Rådet givne begrundelse begrænser sig til at gengive ordlyden af udpegelseskriterierne, eller at den ikke angiver de specifikke og konkrete grunde til opretholdelsen af sagsøgerens navn på den omhandlede liste (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 70).

54

Da den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår sagsøgeren, skal det første anbringende forkastes og det tredje anbringende behandles med henblik på at fastslå, om de begrundelser, som Rådet baserede sig på for at opretholde sagsøgerens navn på den omhandlede liste, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, således som sagsøgeren har hævdet.

55

Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at Rådet i forbindelse med opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, foretog et åbenbart urigtigt skøn, idet det baserede sig på et kort resumé af hans situation, som BPG havde udarbejdet, uden at anmode om yderligere oplysninger og uden at undersøge de beviser for sin uskyld, som han havde forelagt Rådet, med den fornødne omhu.

56

Rådet har heroverfor anført, at den anfægtede afgørelse hviler på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, bl.a. ved de nye dokumenter fra BPG.

57

Det bemærkes for det første, at det udpegelseskriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, som ændret ved afgørelse 2015/143 (herefter »det relevant kriterium«), i medfør af hvilket sagsøgerens navn blev opretholdt på den omhandlede liste ved den anfægtede afgørelse, finder anvendelse på de personer, der er »identificeret som ansvarlige« for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler – hvilket omfatter »personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse« for uretmæssig tilegnelse af ukrainske offentlige midler eller aktiver – og for det andet, at det relevante kriterium skal fortolkes således, at det abstrakt set ikke omfatter enhver uretmæssig tilegnelse af statsmidler, men at det snarere omfatter uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver, der kan underminere respekten for retsstatsprincippet i Ukraine (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

58

Sagsøgerens navn blev opretholdt på den omhandlede liste ved den anfægtede afgørelse med den begrundelse, at han var en »[p]erson, som de ukrainske myndigheder [havde] gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver«.

59

På dette grundlag skal det efterprøves, om Rådet traf afgørelse om at opretholde sagsøgerens navn på den omhandlede liste på upartisk og retfærdig måde i betragtning af den dokumentation, det var i besiddelse af, begrundelsen for opretholdelsen og det relevante kriterium.

60

Det bemærkes, at selv om Rådet har en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de generelle kriterier, der skal tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, indebærer den effektive domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en bestemt persons navn på en liste over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for afgørelsen, således at domstolsprøvelsen ikke begrænses til en vurdering af den abstrakte sandsynlighed af de anførte grunde, men drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt disse grunde, eller i det mindste en af dem, er underbygget tilstrækkeligt præcist og konkret (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

61

I henhold til retspraksis vedrørende afgørelser om opretholdelse af optagelsen af en persons navn på en liste over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, forholder det sig desuden således, at når den berørte person eller enhed fremsætter bemærkninger til begrundelsen, har Unionens kompetente myndighed pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge, om de fremførte grunde er velbegrundede i lyset af disse bemærkninger og eventuelle formildende omstændigheder, der fremgår heraf. I forbindelse med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger er Rådet desuden omfattet af forpligtelsen til at overholde det i chartrets artikel 41 knæsatte princip om god forvaltningsskik, hvortil der ifølge retspraksis knytter sig den kompetente institutions forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den pågældende sag (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det følger ligeledes af retspraksis, at de restriktive foranstaltningers art og konkrete rækkevidde samt deres formål skal tages i betragtning ved bedømmelsen af arten, formen og styrken af det bevis, som det kan kræves, at Rådet fører (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

63

Således som det fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2014/119, er afgørelsen et led i en mere generel EU-politik til støtte for de ukrainske myndigheder med henblik på at fremme den politiske stabilisering i Ukraine. Den tilgodeser således målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som navnlig fastlægges i artikel 21, stk. 2, litra b), TEU, og hvorefter Unionen skal iværksætte et internationalt samarbejde med henblik på at konsolidere og styrke demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og folkerettens principper (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

64

Det er i denne sammenhæng, at det ved de omhandlede restriktive foranstaltninger fastsættes, at midler og økonomiske ressourcer, som tilhører personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, indefryses. At det gøres lettere at opnå tilbagelevering af de nævnte midler, gør det nemlig muligt at konsolidere og styrke retsstatsprincippet i Ukraine (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

65

Heraf følger, at de omhandlede restriktive foranstaltninger hverken har til formål at straffe retsstridige handlinger, som de pågældende personer måtte have begået, eller som en tvangsforanstaltning at afskrække dem fra at begå sådanne handlinger. De har udelukkende til formål at gøre det lettere for de ukrainske myndigheder at fastslå den uretmæssige tilegnelse af offentlige midler, som har fundet sted, og at bevare muligheden for, at myndighederne kan opnå tilbagelevering af provenuet af denne tilegnelse. Foranstaltningerne er således af rent retsbevarende art (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

66

De omhandlede restriktive foranstaltninger, som Rådet har fastsat på grundlag af sine beføjelser i henhold til artikel 21 TEU og 29 TEU, har således ikke nogen strafferetlig betydning. De kan derfor ikke sidestilles med en afgørelse om indefrysning af aktiver, som en national retslig myndighed i en medlemsstat har truffet inden for rammerne af den relevante strafferetlige procedure under iagttagelse af de garantier, der knytter sig til den. De krav, som påhviler Rådet med hensyn til den dokumentation, der danner grundlag for opførelsen af en persons navn på listen over de personer, som er genstand for indefrysningen af aktiver, kan derfor ikke være nøjagtig de samme som dem, der påhviler den nationale retslige myndighed i ovennævnte tilfælde (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

67

Det bemærkes desuden, at Rådet med henblik på at fastsætte restriktive foranstaltninger over for personer fra et tredjeland, som er genstand for retslige procedurer i et sådant, ikke er forpligtet til af egen drift og systematisk at iværksætte sine egne undersøgelser eller efterprøvelser for at indhente yderligere oplysninger, når det allerede råder over materiale fremlagt af tredjelandets myndigheder (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).

68

Rådet skal i det foreliggende tilfælde efterprøve dels, om det kunne fastslås på grundlag af de nye dokumenter fra BPG, Rådet agtede at lægge til grund, at sagsøgeren – som angivet i den begrundelse for at opføre hans navn på den omhandlede liste, der gengives i præmis 58 ovenfor – var genstand for en straffesag indledt af de ukrainske myndigheder for forhold, som kunne udgøre uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, dels, om hans handlinger på grundlag af denne sag kunne kvalificeres i overensstemmelse med det nævnte relevante kriterium. Det er kun, hvis disse kontroller er resultatløse, at det i henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 61 ovenfor, tilkommer Rådet at foretage yderligere efterprøvelser (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

69

I øvrigt påhviler det inden for rammerne af det samarbejde, der fastlægges ved de restriktive foranstaltninger (jf. præmis 63 ovenfor), principielt ikke Rådet selv at undersøge og bedømme rigtigheden og relevansen af de oplysninger, som danner grundlag for de ukrainske myndigheders gennemførelse af en straffesag mod sagsøgeren for forhold, der kan kvalificeres som uretmæssig tilegnelse af offentlige midler. Som anført i præmis 65 ovenfor tilsigtede Rådet nemlig ikke med vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger selv at straffe den uretmæssige tilegnelse af offentlige midler, som de ukrainske myndigheder efterforsker, men at bevare de nævnte myndigheders mulighed for at fastslå, om denne tilegnelse er sket, og for at opnå tilbagesøgning af provenuet heraf. Det er derfor disse myndigheder, som inden for rammerne af straffesagen skal efterprøve den dokumentation, de støtter sig på, og i givet fald drage konsekvenserne heraf for sagens udfald (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

70

Denne fortolkning bekræftes af den retspraksis, hvoraf det fremgår, at det ikke påhviler Rådet at efterprøve, om den efterforskning, den berørte person er genstand for, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler er begrundet under hensyn til denne efterforskning (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

71

Rådet kan ganske vist under alle omstændigheder ikke verificere, hvad de ukrainske myndigheder har fastslået i de dokumenter, som sidstnævnte har fremlagt. Dette ville hverken være foreneligt med princippet om god forvaltning eller generelt med EU-institutionernes forpligtelse i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1, til at overholde de grundlæggende rettigheder ved anvendelsen af EU-retten (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

72

Alt efter omstændighederne i det konkrete tilfælde påhviler det dog Rådet at vurdere, om det er påkrævet at foretage yderligere efterprøvelser, herunder navnlig at udbede sig yderligere dokumentation, hvis den allerede fremlagte viser sig at være utilstrækkelig eller inkonsekvent. Det kan nemlig ikke udelukkes, at de oplysninger, Rådet er blevet gjort bekendt med enten af de ukrainske myndigheder selv eller på anden måde, giver det anledning til at tvivle på, om den dokumentation, de nævnte myndigheder indtil da har fremlagt, er tilstrækkelig. Endvidere kan de berørte personer inden for rammerne af den mulighed, de skal indrømmes for at fremsætte bemærkninger vedrørende de grunde, Rådet påtænker at basere sig på med henblik på at opretholde deres navn på den omhandlede liste, fremlægge sådanne, herunder diskulperende, oplysninger, som kræver, at Rådet foretager yderligere efterprøvelser. Selv om det ikke tilkommer Rådet at sætte sig i de ukrainske retslige myndigheders sted ved bedømmelsen af, om der er grundlag for den straffesag, der er nævnt i BPG’s skrivelser, kan det navnlig ikke udelukkes, at det påhviler Rådet, særlig som følge af sagsøgerens bemærkninger, at anmode de ukrainske myndigheder om at tydeliggøre de oplysninger, denne sag bygger på (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).

73

Det er i lyset af disse betragtninger, at sagsøgerens mere specifikke argumenter, der i det væsentlige vedrører sagen imod ham og status herfor, skal behandles.

74

Sagsøgeren har på grundlag af flere dokumenter gjort gældende, at den lovovertrædelse, som han er tiltalt for, og som ligger til grund for de omhandlede restriktive foranstaltninger, ikke forårsagede noget tab af midler for Ukraines nationalbank og dermed for den ukrainske stat. Ingen uretmæssig tilegnelse af midler kan således tilskrives sagsøgeren.

75

Rådet har i det væsentlige anført, at de handlinger, som sagsøgeren lægges til last, er omfattet af begrebet »uretmæssig tilegnelse af offentlige midler«, uanset spørgsmålet om, hvorvidt det er sagsøgeren eller tredjemand, der har draget fordel af denne uretmæssige tilegnelse. De af sagsøgeren fremførte beviser påviser ikke, at den ukrainske stat ikke har lidt tab på grund af de nævnte handlinger.

76

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Rådet hovedsageligt har baseret opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren på BPG’s skrivelser af 25. juli 2016, 16. november 2016 og 27. januar 2017.

77

I skrivelsen af 25. juli 2016 mindede BPG om følgende:

78

I skrivelsen af 16. november 2016 anførte BPG, at der ikke var yderligere oplysninger vedrørende sagen [fortroligt].

79

I skrivelsen af 27. januar 2017 gav BPG oplysninger, der i det væsentlige var enslydende med dem, der fremgik af skrivelsen af 25. januar 2016, med tilføjelse af præciseringen, at [fortroligt] den uretmæssige tilegnelse af dette beløb havde forringet Ukraines nationalbanks muligheder for at sikre den nationale valutas stabilitet og således havde foranlediget et tab for den ukrainske stat. I sin skrivelse nævnte BPG afgørelsen af 15. februar 2016 og anførte, at den omhandlede indledende undersøgelse stadig verserede.

80

Det bemærkes desuden, at Rådet i forbindelse med den anfægtede afgørelse desuden var i besiddelse af oplysninger, som det havde modtaget fra BPG som svar på Rådets spørgsmål.

81

For det første anførte BPG således i sine svar til Rådet den 7. juli 2016 nærmere bestemt [fortroligt].

82

[fortroligt].

83

[fortroligt].

84

Heraf følger, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren blev opretholdt på grundlag af dokumentation, som gjorde det muligt for Rådet entydigt at fastslå, at de retslige myndigheder i Ukraine havde indledt en sag mod sagsøgeren angående en lovovertrædelse, der vedrørte uretmæssig tilegnelse af offentlige midler.

85

Det bemærkes således, at Rådet ved læsningen af de nye dokumenter fra BPG var i besiddelse af det relevante sagsnummer, datoen for sagens indledning, den lovovertrædelse, som sagsøgeren var mistænkt for, den tilhørende artikel i den ukrainske straffelov, de relevante faktiske omstændigheder og datoen for meddelelsen af en udtalelse om mistanke til sagsøgeren. Disse dokumenter påviser, at denne sag blev iværksat på grundlag af omstændigheder, der er tilstrækkeligt konkret og præcist karakteriseret, hvorfor den ikke efterlader nogen tvivl om, at sagsøgeren angiveligt var impliceret, og det så meget desto mere som de faktuelle oplysninger, der beskriver lovovertrædelsen, er konstante og sammenhængende, og de ukrainske myndigheder har kvalificeret dem retligt som uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, hvilket svarer til ovennævnte relevante kriterium.

86

De dokumenter, der er blevet fremlagt for Rådet, udgør retsakter fra BPG, dvs. fra en af de øverste retslige myndigheder i Ukraine. Den fungerer således som anklagemyndighed inden for strafferetsplejen i Ukraine og foretager forundersøgelser i straffesager om bl.a. uretmæssig tilegnelse af offentlige midler (jf. i denne retning dom af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-598/16 P, ikke trykt i Sml., præmis 53). I denne henseende kan Rådet følgelig ikke kritiseres for at have anset de oplysninger, som BPG havde fremsendt, for rigtige og underbyggede.

87

Det bemærkes desuden, at det af omhandlede dokumenter fremgår, at sagsøgeren mistænkes for at have begået en økonomisk lovovertrædelse vedrørende et meget stort pengebeløb [fortroligt].

88

Det bemærkes hvad dette angår, at de omhandlede restriktive foranstaltninger letter og supplerer de bestræbelser, de ukrainske myndigheder udfolder for at opnå tilbagelevering af de uretmæssigt tilegnede offentlige midler, hvilket, som anført i præmis 64 og 65 ovenfor, er omfattet af formålet om at styrke retsstaten.

89

Det fremgår i denne forbindelse af BPG’s skrivelse af 25. juli 2016, at [fortroligt] distriktsdomstolen ved flere lejligheder i løbet af undersøgelsen på efterforskningsembedsmandens forslag vedtog retsbevarende foranstaltninger vedrørende sagsøgeren (jf. præmis 77, sidste led, ovenfor). Den af Rådet vedtagne indefrysning af midler i hele EU øger effektiviteten af det initiativ, der er taget på nationalt plan.

90

Endelig er det for det første relevant at bemærke, at strafforfølgelsen af økonomisk kriminalitet, såsom uretmæssig tilegnelse af statsmidler, er et vigtigt middel i bekæmpelsen af korruption, og at denne bekæmpelse i forbindelse med Unionens optræden udadtil udgør et princip, som henhører under retsstatsbegrebet. For det andet bemærkes, at den lovovertrædelse, som sagsøgeren foreholdes, indgår i en bredere sammenhæng, hvor en ikkeuanselig del af den tidligere regeringsmagt i Ukraine er mistænkt for at have begået alvorlige lovovertrædelser i forbindelse med forvaltningen af de offentlige ressourcer, hvorved det institutionelle og det retlige grundlag i landet således er blevet alvorligt truet, og som bl.a. har undermineret legalitetsprincippet, princippet om forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, princippet om en effektiv domstolsprøvelse og princippet om lighed for loven. Det følger heraf, at de omhandlede restriktive foranstaltninger – som helhed, og henset til de funktioner, sagsøgeren varetog i den tidligere regeringsmagt i Ukraine og i sin stilling som leder for Ukraines nationalbank på det tidspunkt, hvor den lovovertrædelse, som han mistænkes for, blev begået – på effektiv vis bidrager til at fremme strafforfølgelsen af lovovertrædelser i form af uretmæssig tilegnelse af statsmidler til skade for de ukrainske institutioner, og at de gør det lettere for de ukrainske myndigheder at opnå tilbagelevering af udbyttet af sådan uretmæssig tilegnelse. Dette gør det lettere – for det tilfælde, at det viser sig, at retsforfølgelsen er begrundet – ved hjælp af retlige midler at straffe de korruptionshandlinger, som angiveligt er begået af medlemmer af det tidligere styre, hvorved retsstatsprincippet i dette land styrkes (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis).

91

Rådet foretog følgelig ikke et åbenbart urigtigt skøn hvad angår genstanden for straffesagen mod sagsøgeren og relevansen heraf med hensyn til det relevante kriterium, da det vedtog den anfægtede afgørelse, for så vidt som de angår sagsøgeren.

92

De argumenter, som sagsøgerne har fremført med henblik på at rejse tvivl om denne konklusion, kan ikke tages til følge.

93

For det første bekræfter udtalelsen om mistanke af 18. maj 2017, som sagsøgeren har påberåbt sig som en formildende omstændighed, blot nævnte konklusion, for så vidt som det nærmere bestemt fremgår, at sagsøgeren mistænkes for uretmæssigt at have tilegnet sig midler ved at misbruge sin stilling som direktør for Ukraines nationalbank [fortroligt].

94

Hvad for det andet angår indsigelsen om, at Ukraines nationalbank ikke har lidt skade, bemærkes, at dette argument er ugrundet, eftersom det fremgår af flere nye dokumenter fra BPG, at sagsøgeren mistænkes for at have overført midler ulovligt til andre formål end dem, de oprindeligt var bevilget til. En sådan konstatering svarer til den definition af begrebet »uretmæssig tilegnelse af offentlige midler«, der er givet i retspraksis, hvorefter dette omfatter enhver handling, som består i anvendelsen af midler tilhørende de offentlige myndigheder, eller som de kontrollerer, til formål, der strider imod de formål, som disse midler var tiltænkt, herunder navnlig private formål. For at være omfattet af nævnte begreb skal denne anvendelse således have medført en skade på disse myndigheders økonomiske interesser og skal dermed have forårsaget et tab, der kan opgøres i finansiel henseende (jf. dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 138 og den deri nævnte retspraksis).

95

[fortroligt].

96

Sagsøgeren har fremhævet, at der i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse gik mere end et år fra det tidspunkt, hvor distriktsdomstolen ved afgørelse af 15. februar 2016 gav BPG tilladelse til fremme trods tiltaltes udeblivelse, uden at sidstnævnte dog har forelagt sagen for en dommer. Undersøgelsen blev foretaget rent formelt, bl.a. med henblik på, at Rådet kunne forlænge de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren på ubestemt tid.

97

Rådet er af den opfattelse, at varigheden af straffesagen mod sagsøgeren ikke i sig selv har direkte indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt denne fortsat opfylder de betingelser, der kræves for, at hans navn stadig er opført på den omhandlede liste. Rådet tager imidlertid det tidsmæssige aspekt i betragtning i forbindelse med den fornyede vurdering af nævnte liste og anmoder jævnligt BPG om oplysninger om status i den verserende sag.

98

Det er ubestridt, at distriktsdomstolen ved afgørelse af 15. februar 2016 gav BPG tilladelse til fremme trods tiltaltes udeblivelse i forbindelse med sagen [fortroligt]. Det er ligeledes ubestridt, at Rådet mere end et år efter vedtagelsen af nævnte afgørelse forlængede de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren samtidig med, at den fra BPG havde modtaget oplysningen om, at denne sag stadig befandt sig på det indledende undersøgelsesstadium, for så vidt som sagen endnu ikke var blevet forelagt en ukrainsk straffedomstol.

99

For det første bemærkes, at Rådets henvisning til den omstændighed, at sager kan blive forsinket, hvis den omhandlede person udebliver, er helt uden relevans i denne sag, fordi afgørelsen af 15. februar 2016 netop gav BPG tilladelse til fremme trods udeblivelsen.

100

For det andet har sagsøgeren, således som det fremgår af de dokumenter, som Rådet har fremlagt som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten (jf. præmis 37 ovenfor), under proceduren for Rådet forelagt spørgsmål om sagens udvikling [fortroligt], på trods af vedtagelsen af afgørelsen af 15. februar 2016, som gav BPG tilladelse til fremme trods udeblivelse. For det første anmodede sagsøgeren således i sin skrivelse af 4. oktober 2016 Rådet om at spørge BPG, hvorfor efterforskningsembedsmændene, hvis de mente at have beviser for, at han var skyldig, endnu ikke havde forelagt sagen for en dommer, selv om undersøgelsen havde pågået i næsten to et halvt år. For det andet fremhævede sagsøgeren på ny i sin skrivelse af 14. december 2016 til Rådet, lige efter at have mindet om sin skrivelse af 15. februar 2016, den manglende fremdrift i den omhandlede sag og gjorde gældende, at de ukrainske myndigheder ønskede at trække sagen i langdrag så længe så muligt for at give Rådet et grundlag for at forlænge de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. For det tredje bemærkede sagsøgeren klart i sin skrivelse af 13. januar 2017 til Rådet, at han var overrasket over, at BPG endnu ikke havde forelagt sagen mod ham [fortroligt] for en dommer, særligt henset til den omstændighed, at der var givet tilladelse til, at den kunne behandles som en udeblivelsessag, selv om det efter sagsøgerens opfattelse var ulovligt.

101

Henset til sagsøgerens bemærkninger, som er sammenfattet i præmis 100 ovenfor, og til den omstændighed, at Rådet i det mindste siden BPG’s skrivelse af 25. juli 2016 (jf. præmis 77 ovenfor) var informeret om afgørelsen af 15. februar 2016, skal sidstnævntes indsigelse om, at sagsøgeren ikke tilstrækkeligt præcist havde påberåbt sig et argument om den manglende udvikling i sagen mod ham, forkastes, uanset vedtagelsen af nævnte afgørelse.

102

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at Rådet kunne have anmodet de ukrainske myndigheder om at tydeliggøre de grunde, der kunne begrunde sagens manglende udvikling [fortroligt], på trods af vedtagelsen af afgørelsen af 15. februar 2016, i lighed med det, som Rådet gjorde vedrørende andre aspekter ved denne sag, som ikke forekom Rådet at være tilstrækkeligt klare, bl.a. efter de af sagsøgeren fremførte bemærkninger.

103

Det følger heraf, at Rådet ikke opfyldte den forpligtelse til at udvise omhu, som påhviler det, eftersom sagsøgerens bemærkninger burde have givet anledning til berettigede forespørgsler i Rådet, der begrundede, at det foretog yderligere efterprøvelser hos de ukrainske myndigheder.

104

I denne henseende skal det præciseres, at spørgsmålet ikke er, om Rådet i lyset af de oplysninger, der er blevet bragt til dets kendskab, var forpligtet til at fjerne sagsøgerens navn fra listen, men kun, om Rådet var forpligtet til at tage hensyn til disse oplysninger og at foretage yderligere forespørgsler eller til at anmode om uddybende oplysninger fra de ukrainske myndigheder. Det er dermed tilstrækkeligt, at de nævnte oplysninger, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, er af en art, der kan give anledning til berettigede forespørgsler vedrørende undersøgelsesforløbet, og om de af BPG fremsendte oplysninger er tilstrækkelige.

105

Det følger af det ovenstående i det hele, at Rådet har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at mene, at sagsøgerens bemærkninger vedrørende den manglende udvikling i sagen [fortroligt] ikke kunne begrunde, at der blev foretaget yderligere forespørgsler hos de ukrainske myndigheder, selv om de nævnte bemærkninger var af en art, der kunne give anledning til berettigede forespørgsler om, hvorvidt de af BPG afgivne oplysninger var tilstrækkelige i forhold til sagen [fortroligt] mod sagsøgeren.

106

Det tredje anbringende skal derfor tiltrædes, og den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om det andet og det fjerde anbringende eller om de nye beviser (jf. præmis 34 ovenfor).

107

Hvad angår Rådets subsidiære påstand om, at virkningerne af den anfægtede afgørelse opretholdes, indtil udløbet af den frist, der var fastsat for at iværksætte appel, og i tilfælde af, at en appel iværksættes, indtil der træffes afgørelse herom, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den anfægtede afgørelse kun havde virkning indtil den 6. marts 2018. Annullationen heraf ved nærværende dom har derfor ingen konsekvens for perioden efter denne dato, hvorfor det er ufornødent at træffe afgørelse om spørgsmålet om opretholdelsen af virkningerne af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Azarov mod Rådet, T-331/14, EU:T:2016:49, præmis 70-72).

108

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):