1

I artikel 20, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) bestemmes, at »[r]epræsentanter for og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at gennemføre en kontrolundersøgelse, har beføjelse til […] at tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af [forretningsmæssige] bøger eller forretningspapirer«.

2

Nævnte forordnings artikel 20, stk. 4, bestemmer:

»Virksomheder og virksomhedssammenslutninger har pligt til at underkaste sig de kontrolundersøgelser, som Kommissionen har pålagt ved beslutning. Beslutningen angiver kontrolundersøgelsens genstand og formål, fastsætter tidspunktet for dens påbegyndelse og oplysninger om de i artikel 23 og 24 fastsatte sanktioner samt om adgangen til at indbringe beslutningen for Domstolen. […]«

3

I henhold til samme forordnings artikel 23, stk. 1, litra c), kan »Kommissionen […] ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder på op til 1% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt […] under kontrolundersøgelser i henhold til artikel 20 ikke fremlægger de forlangte bøger eller øvrige forretningspapirer i deres helhed eller nægter at underkaste sig en kontrolundersøgelse, der er pålagt ved beslutning i henhold til artikel 20, stk. 4«.

4

Ved beslutning af 16. november 2009 besluttede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1/2003 at gennemføre en kontrolundersøgelse i Energetický a průmyslový holding a.s.’ lokaler (herefter »EPH«) og hos virksomheder, som sidstnævnte kontrollerede. Kontrolundersøgelsen hos EPH og EP Investment Advisors s.r.o. (herefter »EPIA«), EPH’s helejede datterselskab (herefter samlet »sagsøgerne«), begyndte kl. 9.30 den 24. november 2009 i deres fælles lokaler, som lå på femte etage i en bygning i Prag (Den Tjekkiske Republik). Sagsøgerne erklærede efter at have fået kendskab til kontrolundersøgelsesbeslutningen, at de ikke modsatte sig denne.

5

Kontrolundersøgelsen blev foretaget af syv repræsentanter fra Kommissionen og fire repræsentanter fra det tjekkiske konkurrencebeskyttelseskontor. Dette hold forkyndte kontrolundersøgelsesbeslutningen og en forklarende note for EPIA’s administrerende direktør, J., som ligeledes var bestyrelsesmedlem i EPH.

6

Kontrolundersøgelsesholdets medlem, N., anmodede J. om at beskrive sagsøgernes organisation og kontakte deres it-afdeling. N oplyste ligeledes J., at it-afdelingen skulle identificere og spærre hans mailkonto og mailkontiene tilhørende tre andre medarbejdere, der ligesom han havde nøgleposter i selskabet, nemlig K., S. og M. N. præciserede, at disse fire mailkonti skulle genstartes med en ny adgangskode, som kun var Kommissionens inspektører bekendt, således at disse havde eneadgang til disse konti under deres kontrolundersøgelse.

7

Da kontrolundersøgelsen blev foretaget, havde sagsøgerne ikke en selvstændig it-afdeling. J&T Banka, et datterselskab til EPH’s tidligere moderselskab, J&T Finance Group, leverede midlertidigt it-tjenester til sagsøgerne, indtil de flyttede lokaler efter deres salg den 8. oktober 2009. Med henblik på at forvalte sagsøgernes mailkonti benyttede it-afdelingen, som lå på tredje etage i den bygning, de havde kontorer i, en server hos J&T Finance Group. Denne afdeling, som bestod af otte ansatte, var ledet af H. De ansatte arbejdede alle i det samme it-rum, hvor deres kontorer lå.

8

E-mails til EPIA’s mailkonti passerede J&T Finance Groups server, inden de blev fordelt til de forskellige konti. Det samme gjaldt for EPH, idet de personer, der arbejdede for sagsøgerne, kun brugte en enkelt mailkonto, der var fælles for de to selskaber. Dette var tilfældet for de fire medarbejdere nævnt ovenfor i præmis 6, som hver især havde en enkelt mailkonto som led i udøvelsen af deres funktioner inden for de to sagsøgende selskaber.

9

På kontrolundersøgelsens første dag udpegede J. ved sit møde med N. H. som ansvarlig for sagsøgernes it-afdeling. H. mødtes med Kommissionens ansvarlige inspektør for it-teknologi, D., efter at J. havde indkaldt ham for at besvare it-relaterede spørgsmål. Under dette møde anmodede D. omkring kl. 11:30 H. om at spærre mailkontiene for fire personer, som havde nøgleposter, indtil Kommissionens inspektører bestemte andet, hvilken spærring blev foretaget kl. 12:00. Ko., en ansat i it-afdelingen, ændrede herefter adgangskoderne for mailkontiene i it-rummet omkring kl. 12:30 under H.’s og D.’s tilstedeværelse.

10

Omkring kl. 14:00 samme dag ringede M., som arbejdede hjemme, til it-afdelingen for at oplyse, at han ikke kunne få adgang til sin mailkonto. Šp., som var en af H.’s underordnede, besvarede denne opringning og genoprettede M.’s adgangskode, for at denne atter kunne benytte sin mailkonto.

11

Den 25. november 2009, dvs. på kontrolundersøgelsens anden dag, forsøgte D. forgæves at få adgang til M.’s mailkonto, inden han måtte konstatere, at denne kontos adgangskode var blevet ændret. D. begærede denne adgangskode nulstillet med henblik på atter at spærre denne konto og give inspektørerne mulighed for at undersøge den.

12

Samme dag udfærdigede Kommissionen en rapport, hvori den bl.a. anførte følgende:

»[T]irsdag den 24. november omkring kl. 11:30 pålagde Kommissionen [H.] at ændre adgangskoderne til Active Directory-kontiene for fire ansatte, nemlig [K., J., S. og M.]. [H.] blev klart gjort opmærksom på, at adgangen til de pågældende konti skulle være spærret under kontrolundersøgelsen, eller i hvert fald indtil inspektørerne oplyste virksomheden om, at adgangskoderne måtte ændres. Adgangskoderne blev ændret af [Ko.] på [H.’s] ordre, og disse mailkonti fik tildelt en adgangskode, der kun var Kommissionens inspektører bekendt.

Omkring kl. 14:00 samme dag ændrede [Šp.], som var ansat i it-afdelingen, adgangskoden til [M.’s] konto på [M.’s] anmodning.

[H.] har ligeledes bekræftet, at [han] torsdag den 26. november omkring kl. 12:00 meddelte Kommissionens inspektører, at han onsdag den 25. november på [J.’s] begæring havde givet den eksterne it-afdeling ordre til at spærre alle indgående mails til disse fire konti […]

[H.] har bekræftet, at ovenstående er en korrekt beskrivelse af de faktiske forhold.

Virksomheden kan meddele en berigtigelse, en ændring eller supplering til denne forklaring inden den 1. december 2009.«

13

Denne rapport blev underskrevet dels af inspektørerne, dels af H.

14

Den 26. november 2009, dvs. på kontrolundersøgelsens tredje dag, kl. 12:00 konstaterede Kommissionens inspektører ved undersøgelsen af J.’s mailkonto, at hans indbakke ikke indeholdt nye e-mails. H. forklarede inspektørerne, at han på kontrolundersøgelsens anden dag omkring kl. 12:00 på J.’s begæring havde pålagt it-afdelingen at hindre, at e-mails stilet til mailkontiene for de fire personer, der havde nøglepositioner, kunne indgå i deres respektive indbakker. Indgående e-mails forblev således på J&T Finance Groups server og blev ikke videresendt til deres modtageres indbakker.

15

Det blev senere bekræftet, at denne foranstaltning alene blev anvendt på J.’s konto og ikke på de konti, der tilhørte de øvrige personer med nøgleposter.

16

Den 17. maj 2010 besluttede Kommissionen at indlede en procedure i forhold til EPH og J&T Investment Advisors s.r.o. (EPIA’s forgænger) med henblik på at vedtage en afgørelse i medfør af kapitel VI i forordning nr. 1/2003, idet nævnte selskaber havde nægtet at underkaste sig en kontrolundersøgelse, og idet de havde undladt at fremlægge samtlige krævede forretningspapirer. Afgørelserne om at indlede denne procedure blev forkyndt for selskaberne den 19. maj 2010.

17

Den 8. september 2010 fremsendte Kommissionen i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 en anmodning om oplysninger til sagsøgerne, som besvarede denne ved skrivelser af 22. september 2010.

18

Den 23. september 2010 afholdt Kommissionen og sagsøgerne et »statusmøde«, hvorunder sagsøgerne havde lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

19

Den 22. december 2010 tilsendte Kommissionen sagsøgerne en klagepunktsmeddelelse vedrørende en formodet overtrædelse i henhold til artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003.

20

Den 17. februar 2011 fremkom sagsøgerne med deres bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. Der blev afholdt en høring den 25. marts 2011.

21

Den 1. april 2011 tilsendte Kommissionen på ny sagsøgerne en anmodning om oplysninger i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003 med henblik på at få præciseret de oplysninger, som blev fremlagt under høringen. Sagsøgerne besvarede denne anmodning den 14. april 2011 ved bl.a. at fremlægge nye oplysninger om ophævelsen af spærringen af en mailkonto.

22

Den 16. juni 2011 tilsendte Kommissionen sagsøgerne en ny anmodning om oplysninger i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003, som sagsøgerne besvarede den 22. juni 2011. I denne besvarelse anførte de bl.a., at EPH’s samlede omsætning i 2010 udgjorde 990700000 EUR.

23

Den 23. juni 2011 blev sagsøgerne under et nyt »statusmøde« oplyst om Kommissionens foreløbige opfattelse efter høringen og sagsøgernes skriftlige erklæringer.

24

Den 19. juli 2011 tilsendte Kommissionen sagsøgerne en supplerende klagepunktsmeddelelse, hvori den fremlagde supplerende forhold vedrørende et af klagepunkterne, nemlig ophævelsen af spærringen af en mailkonto.

25

Den 12. september 2011 fremkom sagsøgerne med deres bemærkninger til den supplerende klagepunktsmeddelelse. Der blev afholdt en høring den 13. oktober 2011.

26

Den 28. marts 2012 vedtog Kommissionen afgørelse K(2012) 1999 endelig vedrørende en procedure i henhold til artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003 (nægtelse af at underkaste sig en kontrolundersøgelse) (sag COMP/39793 – EPH m.fl.) (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvis konklusion er affattet således:

»Artikel 1

EPH og EPIA nægtede at underkaste sig kontrolundersøgelsen foretaget i deres lokaler fra den 24.-26. november 2009 i medfør af artikel 20, stk. 4, i forordning [...] nr. 1/2003, idet de ved uagtsomhed tillod adgang til en spærret mailkonto, og idet de forsætligt omdirigerede e-mails til en server, hvilket udgør en overtrædelse som omhandlet af samme forordnings artikel 23, stk. 1, litra c).

Artikel 2

EPH og EPIA pålægges in solidum en bøde på 2500000 EUR for den i artikel 1 omhandlede overtrædelse […]«

27

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juni 2012 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

28

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 64, at stille Kommissionen skriftlige spørgsmål, som blev besvaret inden for den fastsatte frist.

29

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 6. marts 2014.

30

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

31

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

32

Sagsøgerne har påberåbt sig fire anbringender til støtte for deres søgsmål. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af deres ret til forsvar, det andet, at konklusionen om, at sagsøgerne nægtede at underkaste sig en kontrolundersøgelse, er urigtig, det tredje en tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og det fjerde en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved fastsættelsen af bødens størrelse.

33

Først skal det andet anbringende om konstateringen af den omtvistede overtrædelse bedømmes. Herefter foretages en samlet undersøgelse af det første og det tredje anbringende, som vedrører gennemførelsen af den administrative procedure. Endelig undersøges det fjerde anbringende om beregningen af bøden.

34

Den overtrædelse, der er fastslået i den anfægtede afgørelses artikel 1, i nærværende sag om nægtelse af at underkaste sig en kontrolundersøgelse, består dels i en tilladelse, som blev givet ved uagtsomhed, til at få adgang til en spærret mailkonto, dels i forsætlig omdirigering af indgående e-mails til en server. Det fremgår af den anfægtede afgørelse, at konstateringen af overtrædelsen er støttet på direkte og objektive beviser, nemlig rapporten (gengivet ovenfor i præmis 12) og »filen journal« i M.’s konto (28. og 33. betragtning til den anfægtede afgørelse). Under retsmødet har sagsøgerne som svar på Rettens spørgsmål præciseret, at de ikke bestred denne rapports indhold. De har aldrig bestridt bevisværdien af »filen journal«. Det står således fast mellem parterne, at M. i strid med inspektørernes instrukser havde afgang til sin mailkonto under kontrolundersøgelsen, og at de indgående e-mails til J.’s mailkonto blev spærret på dennes anmodning.

35

Sagsøgerne har ikke desto mindre med nærværende anbringende gjort gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at de omstændigheder, som tilregnes sagsøgerne, medførte, at fremlæggelsen af de forretningspapirer, som inspektørerne krævede, var utilstrækkelig, hvorfor sagsøgerne ikke kan foreholdes at have nægtet at underkaste sig kontrolundersøgelsen. Det er sagsøgernes opfattelse, at den adfærd, der er genstand for den anfægtede afgørelse, blot skyldes en utilsigtet mangel på opmærksomhed og hverken var udtryk for uagtsomhed eller forsæt. Den anfægtede afgørelse bør derfor annulleres.

36

Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

37

Det skal først bemærkes, som det fremgår af ordlyden af artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen kan pålægge virksomheder bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt nægter at underkaste sig en kontrolundersøgelse. Det er et af de to tilfælde, hvorefter en bøde kan pålægges i henhold til denne bestemmelse. I henhold til retspraksis bærer Kommissionen bevisbyrden for at godtgøre en sådan nægtelse (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, sag C-89/11 P, E.ON Energie mod Kommissionen, Sml., EU:C:2012:738, præmis 71). Det skal således undersøges, om beviserne, henset til sagsøgernes argumenter, er tilstrækkelige til at underbygge fastslåelsen af overtrædelsen, som den fremgår af den anfægtede afgørelse.

38

Det skal, uden at sagsøgerne har bestridt det, fastslås, at M.’s mailkonto, som inspektørerne undersøgte, ikke var under deres fulde kontrol fra kontrolundersøgelsens første dag. Endvidere blev den omstændighed, at M. havde adgang til sin konto, først opdaget, da D. forsøgte at få adgang til kontoen på kontrolundersøgelsens anden dag. Følgelig er den blotte omstændighed, at inspektørerne ikke fik den begærede eneadgang til M.’s mailkonto – der var en af de fire personer, som havde en nøgleposition, og hvis konto var beordret spærret (jf. præmis 12 ovenfor) – tilstrækkelig til, at den omtvistede hændelse kan anses for en nægtelse af at underkaste sig kontrolundersøgelsen.

39

For det første kan sagsøgernes argument om, at Kommissionen har begået en fejl ved at kvalificere den omstændighed, at sagsøgerne gav adgang til en spærret mailkonto, som en uagtsom overtrædelse, uanset om e-mails blev manipuleret eller slettet, ikke tages til følge. Det følger af 28. betragtning til den anfægtede afgørelse, at ikke alene havde H. i rapporten bekræftet, at der blev givet adgang til den pågældende konto under kontrolundersøgelsen, men også, at »[i]nspektørerne endvidere skaffede en liste over de forbindelser, der blev oprettet på [M.’s] mailkonto«, og at »denne fil journal viste, at [M.’s] mailkonto blev konsulteret uden afbrydelse fra kl. 14:50 på [kontrolundersøgelsens] første dag til kl. 13:05 på [kontrolundersøgelsens] anden dag«. Som det fremgår af de ovenstående betragtninger, bærer Kommissionen bevisbyrden for at godtgøre, at der blev givet adgang til oplysningerne på M.’s spærrede mailkonto, men det påhviler den derimod ikke at godtgøre, at disse oplysninger blev manipuleret eller slettet (jf. analogt dom af 15.12.2010, sag T-141/08, E.ON Energie mod Kommissionen, Sml., EU:T:2010:516, præmis 85 og 86).

40

Sagsøgerne har i den forbindelse ikke gjort gældende, at oplysningerne på M.’s konto var fuldstændige, da inspektørerne kontrollerede dem. De har derimod påberåbt sig tekniske argumenter vedrørende de elektroniske filers »modstandsdygtighed« og deres automatiske kopiering til serveren med henblik på at gøre gældende, at de ikke nægtede at underkaste sig kontrolundersøgelsen, eftersom oplysningerne var gemt på deres server. Dette argument kan ikke tiltrædes, eftersom nægtelsen af at underkaste sig kontrolundersøgelsen i nærværende sag blev godtgjort, da inspektørerne ikke fik eneadgang til M.’s konto (jf. præmis 38 ovenfor).

41

Selv om det anses for godtgjort, at de pågældende elektroniske filer, nemlig e-mails modtaget på eller sendt fra M.’s mailkonto, til enhver tid var tilgængelige for inspektørerne gennem serveren, er dette forhold irrelevant, eftersom Kommissionen ikke havde pligt til at undersøge, om det var muligt, at disse filer kunne findes intakte et andet sted end på den mailkonto, som de havde pålagt spærret ved kontrolundersøgelsens begyndelse. Inspektørerne skulle være i stand til at indsamle beviser, uanset om det var i papir- eller elektronisk format, de steder, hvor disse normalt befinder sig, uden at sagsøgerne hindrede dem heri, dvs. på M.'s konto (jf. i denne retning dom af 26.10.2010, sag T 23/09, CNOP og CCG mod Kommissionen, Sml., EU:T:2010:452, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis). I denne forbindelse er sagsøgernes argument om, at M. havde fjernadgang til sin konto og derfor ikke kunne ændre de lagrede oplysninger på sin computers harddisk, ligeledes uden relevans.

42

Det samme gælder for argumentet om, at Kommissionen for at afgøre, om kontrollen af kontoens indhold rent faktisk var blevet hindret, skulle have efterprøvet, hvornår den sidste sikkerhedskopi på serveren var blevet gemt. Kommissionen havde ingen forpligtelse til at foretage en sådan efterprøvelse (jf. præmis 39 ovenfor). Endvidere kan den af sagsøgerne påberåbte omstændighed, at Kommissionen havde handlet anderledes i en tidligere sag, idet den havde gendannet de filer, der var blevet slettet, ikke i sig selv medføre, at den pålægges en sådan forpligtelse i nærværende sag, og den medfører heller ikke, at Kommissionen har udvist partiskhed i forhold til sagsøgerne.

43

Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at Kommissionen hvad angår adgangen til den spærrede konto ikke har ført et tilstrækkeligt bevis for uagtsomhed. Dette argument vedrører 72. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter »[H.] var forpligtet til hurtigt at give sine underordnede, herunder [Šp.], de instrukser, som inspektørerne havde givet, og sørge for, at de blev nøje overholdt«, og »den omstændighed, at han ikke har gjort det, fører til den konklusion, at overtrædelsen blev begået uagtsomt«.

44

For det første er den omstændighed, selv om den anses for godtgjort, at M. var ubekendt med, at hans konto var blevet spærret, og at kontrolundersøgelsen var i gang, som sagsøgerne har gjort gældende, uden betydning, eftersom konklusionen om uagtsomhed er støttet på H.’s undladelse. Som det fremgår af 73. betragtning til den anfægtede afgørelse, »påhvilede det [H.], i sin egenskab af leder af it-afdelingen, idet han var blevet særskilt og detaljeret informeret af en af Kommissionens inspektører, hurtigt at underrette sine underordnede i it-afdelingen om disse forpligtelser [til at spærre mailkontiene], og hvordan de skulle gennemføres på it-området […] med henblik på at undgå en tilsidesættelse af de proceduremæssige forpligtelser, der følger af forordning nr. 1/2003«. Sagsøgerne har under retsmødet præciseret, at de ikke anfægter rapportens indhold. De kan heller ikke gøre gældende, at hændelsen er indtruffet ved »simpel uopmærksomhed«, eftersom H. klart havde modtaget instruks om, at de fire mailkonti, som inspektørerne havde identificeret, skulle være spærrede under hele kontrolundersøgelsens varighed, og sagsøgerne var forpligtet til at underkaste sig denne instruks i medfør af artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003.

45

Sagsøgerne kan endvidere ikke tilregne H.’s undladelse inspektørernes manglende omhu, dvs. kritisere sidstnævnte for ikke på passende vis at have oplyst H. om hans forpligtelser og sanktionerne i tilfælde af en manglende overholdelse af deres instrukser. Eftersom formålet med artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 er at give Kommissionen mulighed for at foretage uventede kontroller hos virksomheder, der mistænkes for overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, når en begrundet kontrolundersøgelsesbeslutning er korrekt forkyndt for en kompetent person i disse virksomheder, skal Kommissionen kunne foretage sine kontrolundersøgelser uden at være forpligtet til at underrette alle berørte personer om deres forpligtelser under den pågældende sags omstændigheder. En sådan forpligtelse ville medføre en forsinkelse af kontrolundersøgelsen, hvis varighed er snævert begrænset. Under retsmødet har sagsøgerne bekræftet, at J. og H., i deres egenskab af henholdsvis retlig repræsentant og leder af it-afdelingen, var de personer, der var kompetente til at modtage instrukser fra Kommissionens inspektører. Det skal fastslås, at eftersom kontrolundersøgelsesbeslutningen blev forkyndt for de kompetente personer ved kontrolundersøgelsens begyndelse, tilkom det sagsøgerne at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at gennemføre inspektørernes instrukser og at sikre, at de personer, der var bemyndiget til at handle på vegne af virksomhederne, ikke hindrede gennemførelsen af disse instrukser (jf. i denne retning analogt dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 39, EU:T:2010:516, præmis 260).

46

For det andet skal det i replikken fremsatte argument om, at H. var ansat af et uafhængigt selskab og således ikke var bemyndiget til at handle på sagsøgernes vegne, ligeledes forkastes. Det fremgår af den anfægtede afgørelse, at J. ved kontrolundersøgelsens begyndelse udpegede H. for inspektørerne som den ansvarlige for sagsøgernes it-tjenester (22. betragtning til den anfægtede afgørelse), hvilket ikke er bestridt af sagsøgerne. Det skal i den henseende bemærkes, at Kommissionens beføjelse til at pålægge en virksomhed, som har begået en overtrædelse, sanktioner, alene forudsætter, at der er begået en ulovlig handling af en person, som generelt er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne (jf. dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 39, EU:T:2010:516, præmis 258 og den deri nævnte retspraksis).

47

For det tredje skal det bemærkes, at Kommissionens »subjektive formodninger« hvad angår Šp.’s viden, som sagsøgerne har bestridt, i virkeligheden består i de konklusioner, der fremgår af klagepunktsmeddelelsen, som ikke er fremsat i den anfægtede afgørelse. Sagsøgernes argumenter i den retning er således under alle omstændigheder ugyldige (jf. præmis 44 ovenfor), eftersom konstateringen af uagtsomhed er støttet på H.’s undladelse og ikke på Šp.’s viden.

48

I betragtning af det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen med rette lagde til grund i nærværende sag, at der ved uagtsomhed var givet adgang til en spærret mailkonto.

49

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har ført tilstrækkeligt bevis for de omstændigheder, der udgør en overtrædelse af artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003 hvad angår omdirigeringen af de indgående e-mails, som angiveligt begrænsede inspektørernes adgang under en stor del af kontrolundersøgelsen.

50

For det første må sagsøgernes argumenter om, at e-mails til J.’s konto fortsat passerede serveren og blev oplagret på denne, som hele tiden var tilgængelig for inspektørerne, hvis de ønskede at undersøge dem, forkastes. Inspektørerne skulle nemlig til enhver tid have adgang til alle de e-mails, der normalt befandt sig i J.’s indbakke, som var genstand for kontrolundersøgelsen, uden at de skulle indsamle disse oplysninger andre steder for at gennemføre deres kontrolundersøgelse (jf. præmis 40 ovenfor).

51

Sagsøgerne har ikke bestridt, at disse e-mails i strid med inspektørernes instrukser blev omdirigeret fra J.’s konto på dennes anmodning. Eftersom Kommissionen på grundlag af ubestridte beviser har godtgjort, at der var foretaget en ufuldstændig fremlæggelse af mapperne i J.’s konto under kontrolundersøgelsen, påhvilede det endvidere, og i lighed med det ovenfor i præmis 38-42 anførte, ikke Kommissionen at undersøge, om de manglende oplysninger kunne findes andre steder i sagsøgernes it-system. Som det fremgår af 57. betragtning til den anfægtede afgørelse, blev J.’s ordre om at omdirigere nye indgående e-mails til kontiene for de fire personer, der havde nøglepositioner hos sagsøgerne, og it-afdelingens gennemførelse heraf – i hvert fald hvad angår e-mails til J.’s egen konto – gennemført, uden at Kommissionens inspektører blev oplyst herom. Inspektørerne opdagede, at de ikke havde adgang til alle e-mails på J.’s konto, da kontrolundersøgelsen var i gang, selv om de allerede fra denne undersøgelses begyndelse havde krævet eneadgang til denne konto (jf. præmis 12 ovenfor). I lyset af ovenstående betragtninger er sagsøgernes argument om, at Kommissionen ikke kunne være ubekendt med, at oplysningerne kunne findes på serveren, irrelevant.

52

For fuldstændighedens skyld fremgår det af bilag 2 til Kommissionens kontrolundersøgelsesrapport vedrørende it-undersøgelsen, at inspektørerne i nærværende sag forsøgte at gendanne visse elektroniske filer, men at resultatet var »underligt«, og at et stort antal dokumenter fortsat manglede. Sagsøgernes argument om, at de oplysninger, der var genstand for kontrolundersøgelsesbeslutningen, til enhver tid var tilgængelige for inspektørerne gennem serveren, skal således forkastes som ugrundet.

53

Det skal endvidere fremhæves, at det hvad angår forpligtelsen til at samarbejde under en kontrolundersøgelse fremgår af retspraksis, at en virksomhed, der er genstand for en undersøgelse, efter anmodning fra Kommissionen skal udlevere de dokumenter, som den er i besiddelse af, der vedrører undersøgelsens genstand, selv om dokumenterne kan anvendes af Kommissionen med henblik på at bevise, at der har fundet en overtrædelse sted (jf. hvad angår Rådets forordning nr. 17 af 6.2.1962: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i [artikel 81 EF og 82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), dom af 29.6.2006, sag C-301/04 P, Kommissionen mod SGL Carbon, EU:C:2006:432, præmis 44). Sagsøgerne kan således ikke blot gøre gældende, at inspektørerne kunne have fundet de pågældende oplysninger andetsteds i deres lokaler, eftersom sagsøgerne var forpligtet til at stille J.’s e-mails til rådighed for inspektørerne. Med henblik på at anvende artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003 er det endvidere tilstrækkeligt, at de omdirigerede e-mails er omfattet af kontrolundersøgelsesbeslutningen, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.

54

Hvad angår argumentet om, at omdirigeringen skete i en meget kortvarig periode af kontrolundersøgelsen og således kun vedrørte et begrænset antal e-mails, som ikke var væsentlige for en undersøgelse, der gik tilbage til 2006, kan dette ikke sætte de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har godtgjort, i et andet lys. Under alle omstændigheder er mængden og betydningen af de omdirigerede e-mails for undersøgelsens genstand uden relevans for at godtgøre, at der forelå en overtrædelse i nærværende sag.

55

Den omstændighed, at Kommissionen efter den omtvistede kontrolundersøgelse ikke anlagde sag mod sagsøgerne for en overtrædelse af materiel ret i henhold til artikel 101 TEUF, er ligeledes uden betydning for kvalificeringen af en proceduremæssig overtrædelse. Når der henses til, at sådanne kontrolundersøgelsesbeslutninger træffes ved undersøgelsens begyndelse, kan der ikke blive tale om på dette tidspunkt at foretage en endelig vurdering af, om adfærd eller vedtagelser inden for de enheder, der er adressater for beslutningen, eller andre enheder, kan kvalificeres som aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger eller samordnet praksis, der er i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, eller om der er tale om de former for praksis, der er opregnet i artikel 102 TEUF (dom CNOP og CCG mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, EU:T:2010:452, præmis 68).

56

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den teori, der er fremsat i 75. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke giver mulighed for at føre et tilstrækkeligt bevis for, at de har handlet forsætligt.

57

Betragtningen har følgende ordlyd:

»Hvad angår omdirigeringen af indgående e-mail (e-mails, der indgik under kontrolundersøgelsen) fra mailkonti til J&T FG’s server finder Kommissionen, at både [J.] og [H.] vidste, at de skulle sikre Kommissionens inspektørers eneadgang til de fire anførte mailkonti, og at de således ikke havde beføjelser til at ændre indstillingerne for disse mailkonti under kontrolundersøgelsens varighed. Der var ikke foreskrevet en undtagelse for de indgående e-mails, som normalt ville indgå til kontiene. Disse indgående e-mails var underkastet den igangværende kontrolundersøgelse samt instrukserne herom. [J.], som anmodede [H.] om at pålægge it-afdelingen at omdirigere de indgående e-mails til visse mailkonti, og [H.] selv burde vide, at denne handling udgjorde en tilsidesættelse af EPIA’s og EPH’s forpligtelser under kontrolundersøgelsen. De indgående e-mails blev således omdirigeret forsætligt (i hvert fald hvad angår [J.’s] konto).«

58

Det skal bemærkes, at Kommissionen i fodnoten på den anfægtede afgørelses s. 87 henviste til 20. og 21. betragtning til denne afgørelse vedrørende de forklaringer og instrukser, som Kommissionens inspektører gav J. og H. Disse to betragtningers indhold er i det væsentlige gengivet ovenfor i præmis 6-8. Det skal fastslås, at de forklaringer og instrukser, der blev givet til H., i virkeligheden findes i 22. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 9 ovenfor).

59

Sagsøgerne har ikke bestridt disse omstændigheder, og de har således med urette gjort gældende, at Kommissionen alene har støttet sig på en »teori«. Dels er instrukserne givet til H. underbygget af rapporten (jf. præmis 12 ovenfor). Dels står det fast, at J. accepterede forkyndelsen af kontrolundersøgelsesbeslutningen hos sagsøgerne, og at han over for inspektørerne udpegede H. som den ansvarlige for sagsøgernes it-afdeling med henblik på at spærre kontiene (jf. præmis 5 og 9 ovenfor). Både J. og H. havde modtaget instrukser om spærringen af kontiene direkte fra inspektørerne, og de havde pligt til at fremlægge de elektroniske dokumenter, der vedrørte genstanden for undersøgelsen (jf. præmis 53 ovenfor). Kommissionen har således uden at begå en fejl fundet, at omdirigeringen af indgående e-mails til en server var forsætlig, idet disse to personer beordrede og gennemførte omdirigeringen af e-mailene til J.’s konto, således at det ikke længere var muligt at få adgang til J.’s e-mails gennem dennes konto, hvilket er i åbenbar strid med både de instrukser, som de var blevet givet, og formålet med kontrolundersøgelsen.

60

Hvad angår argumentet om, at de pågældende personer ikke kunne vide, at deres adfærd udgjorde en overtrædelse, vedrører dette i det væsentlige det første anbringende og vil således blive undersøgt som led i dette.

61

Det skal fastslås, at sagsøgerne inden for rammerne af dette anbringende ikke er fremkommet med en sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder som alternativ til den, som Kommissionen har lagt til grund for at konkludere, at der forelå en overtrædelse (jf. i denne retning dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 37, EU:C:2012:738, præmis 74-76).

62

Det følger heraf, at det andet anbringende bør forkastes.

63

Med det første anbringende har sagsøgerne tilskrevet de to hændelser, der udgør den pågældende overtrædelse, Kommissionens inspektørers manglende omhu og gjort gældende, at deres ret til forsvar blev tilsidesat som følge af utilstrækkelige instrukser. Det er deres opfattelse, at disse hændelser ikke var indtruffet, såfremt de pågældende personer, dvs. J. og H., og sidstnævntes hold var blevet korrekt informeret om deres pligter under kontrolundersøgelsen og om konsekvenserne af manglende overholdelse af disse.

64

Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen under den administrative procedure var negativt indstillet over for dem, hvilket medførte, at den indtog et alt for strengt standpunkt i den anfægtede afgørelse, som blev vedtaget under tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning.

65

Kommissionen har gjort gældende, at alle disse argumenter er ubegrundede.

66

Det skal indledningsvis bemærkes, at den administrative procedure i medfør af forordning nr. 1/2003, som finder sted for Kommissionen, er underinddelt i to forskellige og successive faser, som hver har sin egen indre logik, nemlig en indledende undersøgelsesfase og en kontradiktorisk fase. Den indledende undersøgelsesfase, hvor Kommissionen udnytter sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning, og som strækker sig til klagepunktsmeddelelsen, skal gøre det muligt for Kommissionen at indsamle alle de relevante elementer, som bekræfter eller afkræfter en overtrædelse af konkurrencereglerne, og at foretage en første stillingtagen til, hvilken kurs proceduren skal følge. Den kontradiktoriske fase, som strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige afgørelse, skal derimod gøre det muligt for Kommissionen endeligt at tage stilling til den kritiserede overtrædelse (jf. dom af 12.12.2012, sag T 410/09, Almamet mod Kommissionen, EU:T:2012:676, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

67

Kommissionens undersøgelsesforanstaltninger under den indledende undersøgelsesfase, navnlig begæringer om oplysninger og kontrolundersøgelser i henhold til artikel 18 og 20 i forordning nr. 1/2003, indebærer efter deres natur, at der foreligger en anklage om en overtrædelse, og kan have store følgevirkninger for de mistænkte virksomheders situation. Det er følgelig væsentligt at undgå, at retten til forsvar undergraves uopretteligt under denne fase i den administrative procedure, eftersom de undersøgelsesforanstaltninger, der er truffet, kan være afgørende for tilvejebringelse af bevismateriale, der godtgør, at virksomheder har handlet retsstridigt på en sådan måde, at de ifalder ansvar. Det påhviler således Kommissionen så præcist som muligt at angive, hvad der søges, og hvilke forhold kontrolundersøgelsen vedrører (jf. i denne retning dom Almamet mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, EU:T:2012:676, præmis 26-29 og den deri nævnte retspraksis).

68

Det skal på samme måde bemærkes, at der findes fem kategorier af garantier, som de berørte virksomheder ydes som led i kontrolundersøgelser, nemlig for det første kontrolundersøgelsesbeslutningernes begrundelse, for det andet de begrænsninger, Kommissionen er pålagt ved gennemførelsen af kontrolundersøgelsen, for det tredje Kommissionens manglende mulighed for at gennemtvinge kontrolundersøgelsen, for det fjerde de nationale myndigheders indgriben og for det femte tilstedeværelsen af efterfølgende klagemuligheder (jf. i denne retning dom af 6.9.2013, forenede sager T-289/11, T-290/11 og T-521/11, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, Sml., under appel, EU:T:2013:404, præmis 74). I nærværende sag vedrører sagsøgernes argument om, at inspektørerne ikke gav de af kontrolundersøgelsen berørte personer tilstrækkelige oplysninger om deres pligter og de mulige sanktioner, såfremt de ikke overholdt disse, i det væsentlige de to første af de ovennævnte kategorier.

69

For det første hvad angår en kontrolundersøgelsesbeslutnings begrundelse følger det af retspraksis, at begrundelsen skal vise, at det planlagte indgreb i de pågældende virksomheder er berettiget. Begrundelsen skal således angive de tilfælde og formodninger, Kommissionen ønsker at efterprøve (dom Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 68, EU:T:2013:404, præmis 75). Endvidere skal denne beslutning overholde forældelsesfristerne fastsat i artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 (jf. præmis 2 ovenfor).

70

Det skal fastslås, at forældelsesfristerne er overholdt i nærværende sag. Det følger bl.a. af kontrolundersøgelsesbeslutningens artikel 1, at sagsøgerne var klart oplyst om omfanget af deres samarbejdspligt som led i kontrolundersøgelsen. De var bl.a. forpligtet til at fremlægge bøger samt alle andre forretningspapirer, uanset format, som forlangtes med henblik på den kontrol, som inspektørerne foretog under kontrolundersøgelsen. Kontrolundersøgelsesbeslutningens artikel 3 fastsatte sanktionerne for manglende overholdelse af forpligtelserne beskrevet i artikel 1. Navnlig anførtes i kontrolundersøgelsesbeslutningens artikel 3, litra a), at det er muligt at pålægge en bøde, når virksomhederne forsætligt eller uagtsomt nægter at underkaste sig kontrolundersøgelsen.

71

Som Kommissionen med føje har gjort gældende, skal det fastslås, at inspektørerne ikke var forpligtet til at oplyse de berørte personer om, at en tilsidesættelse kunne straffes med bøde. Det er for at sikre retten til forsvar tilstrækkeligt, at kontrolundersøgelsesbeslutningen og den forklarende note er blevet forkyndt for de kompetente personer i de sagsøgende virksomheder. Samarbejdspligten gælder fra forkyndelsen af kontrolundersøgelsesbeslutningen og ikke fra eventuelle individuelle underretninger (jf. præmis 45 ovenfor).

72

For det andet skal det bemærkes, at de forklarende noter, som meddeles til virksomhederne sammen med kontrolundersøgelsesbeslutningerne, med føje præciserer indholdet af princippet om retten til forsvar og princippet om god forvaltning, som de opfattes af Kommissionen. I disse forklarende noter præciseres den måde, hvorpå bestemte faser i kontrolundersøgelsen skal gennemføres, og de indeholder de oplysninger, der er relevante for virksomheden, når dennes repræsentanter skal vurdere omfanget af deres samarbejdspligt (jf. i denne retning dom Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 68, EU:T:2013:404, præmis 83 og 84).

73

I den forklarende note, som sagsøgerne fik udleveret, præciseredes bl.a. følgende: Kommissionens forpligtelse til at forkynde beslutningen, der giver tilladelse til kontrolundersøgelsen (punkt 3), den afgrænsende beskrivelse af de befuldmægtigedes beføjelser (punkt 4), retten til advokatbistand (punkt 6), metoderne til konsultationer, søgning og kopiering af visse elektroniske dokumenter (punkt 10 og 11), løsningerne til forvaltning af en udsat konsultation af visse oplysninger, der er overgivet elektronisk (punkt 11 og 12), og betingelserne for fortrolig forvaltning af visse oplysninger eller visse forretningshemmeligheder efter undersøgelsen (punkt 13 og 14). I punkt 15 præciseredes, hvordan en forsegling skulle foretages.

74

Det er ubestridt mellem parterne, at kontrolundersøgelsesbeslutningen og den forklarende note blev forkyndt for J., da inspektørerne ankom til sagsøgernes lokaler på kontrolundersøgelsens første dag (jf. 18. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen har herved sikret de garantier, der er nævnt ovenfor i præmis 68.

75

Kontrolundersøgelsesbeslutningen omfatter navnlig de elementer, der er fastsat i artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003. Kommissionen har sørget for at specificere adressaternes navne, årsagerne til, at Kommissionen har mistanke om eksistensen af en ulovlig praksis, den mistænkte type praksis, for så vidt som den kunne vise sig at være konkurrencestridig, det pågældende marked for varer og tjenesteydelser, det geografiske marked, hvorpå den angivelige praksis formodes at være udøvet, forholdet mellem den formodede praksis og adfærden hos den virksomhed, der er adressat for beslutningen, de befuldmægtigede, der er bemyndiget til at foretage kontrolundersøgelsen, de midler, de har til deres rådighed, og de forpligtelser, der påhviler virksomhedens kompetente personale, datoen og stederne for kontrolundersøgelsen, sanktioner, der pålægges i tilfælde af hindring, klagemuligheden og -betingelserne. Kommissionen har således fuldt ud overholdt sagsøgernes ret til forsvar, og deres øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

76

Hvad angår argumentet om, at Kommissionens sagsakter ikke indeholder oplysninger om, hvordan den sikrede, at de af kontrolundersøgelsen berørte personer blev korrekt oplyst om deres forpligtelser og følgerne af en tilsidesættelse af disse, fremgår det af det ovenstående, at J. fik alle relevante oplysninger ved forkyndelsen af kontrolundersøgelsesbeslutningen, herunder muligheden for at forfølge proceduremæssige overtrædelser.

77

Sagsøgerne kan navnlig ikke påberåbe sig Kommissionens inspektørers manglende kommunikation for at begrunde de ensidige handlinger fra J.’s side, som havde accepteret forkyndelsen af disse dokumenter i sin egenskab af sagsøgernes retlige repræsentant, om at anordne omdirigering af indgående e-mails. Den påberåbte omstændighed, at J. havde forstået, at han var blevet pålagt ikke at oplyse nogen om kontrolundersøgelsen, er således irrelevant. Som det følger ovenfor af præmis 74-76, gav Kommissionen ham personligt alle de krævede oplysninger. Der kan således ikke være tale om en tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar. Som det fremgår af 2. og 22. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvis indhold sagsøgerne ikke har bestridt, havde J. endvidere udpeget H. for inspektørerne som den ansvarlige for it-tjenesterne med henblik på at gennemføre deres instrukser om spærringen af mailkonti, hvilket beviser, at han havde forstået den samarbejdspligt, der påhvilede sagsøgerne ved kontrolundersøgelsen.

78

I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, er det uden betydning, at andre personer, der havde nøglepositioner hos sagsøgerne, ikke fik at vide, at deres mailkonti skulle spærres. Eftersom den tid, som Kommissionen har til at gennemføre kontrolundersøgelser, er snævert fastsat i kontrolundersøgelsesbeslutningen, skulle inspektørerne efter at have videregivet deres instrukser til virksomhederne kunne formode, at virksomhederne ville træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at gennemføre dem, uden at inspektørerne ville være forpligtet til at gentage dem. Eftersom Kommissionen i nærværende sag forkyndte kontrolundersøgelsesbeslutningen og den forklarende note for de kompetente personer, skal det fastslås, at det tilkom sagsøgerne at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre sig, at instrukserne om spærring af mailkontiene blev gennemført fuldt ud (jf. præmis 45 ovenfor). Argumenterne om, at oplysningerne angiveligt var utilstrækkelige, skal således forkastes, herunder de ikke-underbyggede argumenter om, at J. havde meddelt inspektørerne, at han havde til hensigt at begære, at hans e-mails ikke længere blev sendt til hans indbakke.

79

Af de samme årsager skal argumentet om, at den oplysningsforpligtelse, der påhviler Kommissionen, er vigtigere for at beskytte retten til forsvar, eftersom spærringen af en mailkonto, i modsætning til en forsegling, der er synlig for alle og udgør en usædvanlig begivenhed, ikke som sådan kan erkendes. Efter at sagsøgerne havde modtaget de utvetydige instrukser fra inspektørerne, tilkom det dem at gennemføre dem.

80

Argumentet om, at de ansatte i it-afdelingen ikke var ansat af sagsøgerne, kan heller ikke tiltrædes. Hverken den omstændighed, at medlemmerne af it-afdelingen var aflønnet af J&T Banka og midlertidigt leverede deres tjenester til sagsøgerne, eller den omstændighed, at H. var ansat af et uafhængigt selskab, er til hinder for, at Kommissionen kan lægge til grund, at de udførte arbejde til fordel for og under ledelse af sagsøgerne (jf. præmis 46 ovenfor). Endvidere havde J. som sagsøgernes retlige repræsentant udpeget H. over for inspektørerne som den ansvarlige for deres it-tjenester allerede fra kontrolundersøgelsens begyndelse.

81

Den omstændighed, at H. angiveligt ikke havde haft tid til at underrette de ansatte i it-afdelingen og givet dem instrukser vedrørende spærringen af fire mailkonti, er ikke underbygget af noget bevis. Endvidere er der ikke i sagsøgernes skrivelse af 30. november 2009 til Kommissionen med overskriften »Meddelelse af forklaringerne ved kontrolundersøgelsen i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning nr. 2003« henvist til en sådan begrænsning.

82

Det følger af det ovenstående, at det første anbringende skal forkastes.

83

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen under den administrative procedure har udvist partiskhed i forhold til dem ved bl.a. at klage over, at der var lækager under kontrolundersøgelsen, som den tjekkiske presse oplyste om, og som angiveligt vedrørte EPH, hvorved Kommissionen tilsidesatte princippet om uskyldsformodning. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen lagde meget vægt på visse oplysninger under kontrolundersøgelsen og den administrative procedure, uden at der var en åbenbar årsag hertil. Det følger heraf, at Kommissionen var overbevist om, at sagsøgerne var bekendte med denne kontrolundersøgelse og havde forberedt sig herpå, hvilket er i strid med forpligtelsen til at analysere de faktiske omstændigheder upartisk.

84

Det skal fremhæves, at sagsøgerne med dette argument ikke har henvist til den anfægtede afgørelse, men til klagepunktsmeddelelsen af 17. december 2010, som blev vedtaget i forhold til dem, og som blev meddelt dem den 22. december 2010 (jf. præmis 19 ovenfor). Sagsøgerne har i stævningen kritiseret »Kommissionens beslutning om at henvise hertil i klagepunktsmeddelelsen«.

85

Det skal indledningsvis bemærkes, at klagepunktsmeddelelsen i henhold til fast retspraksis skal indeholde en beskrivelse af klagepunkterne, formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstrækkeligt klare til, at parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, således at de gives mulighed for, at de kan forsvare sig effektivt, før Kommissionen vedtager en endelig beslutning. Det er endvidere fast retspraksis, at dette krav er opfyldt, hvis beslutningen ikke beskylder de pågældende for andre overtrædelser end de i fremstillingen af klagepunkter nævnte og kun tager hensyn til faktiske forhold, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om (jf. dom af 28.2.2002, sag T-86/95, Compagnie générale maritime m.fl. mod Kommissionen, Sml., EU:T:2002:50, præmis 442 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen kan i lyset af den administrative procedure ændre eller tilføje nogle faktiske eller retlige argumenter til støtte for de klagepunkter, som den har fremsat (dom af 22.10.2002, sag T-310/01, Schneider Electric mod Kommissionen, Sml., EU:T:2002:254, præmis 438).

86

Det foreliggende anbringende skal vurderes i lyset af de ovenstående betragtninger.

87

I punkt 13 i klagepunktsmeddelelsen af 17. december 2010 har Kommissionen under beskrivelsen af de faktiske rammer anført følgende:

»Det skal bemærkes, at truslen om forestående kontrolundersøgelser, udført af Kommissionen, blev rapporteret af Euro.cz (som er tilknyttet EPH) den 23. november 2009, dvs. dagen inden kontrolundersøgelsen begyndte. Presseartiklen indeholder en udtalelse fra [M.] (ekstern PR-ekspert, der arbejder både for J&T IA og EPH), som blev interviewet i sin egenskab af talsmand for EPH. [M.] udtalte, at indledningen af en procedure i forhold til selskabet ville være meget overraskende under hensyn til selskabets markedsandel og den faktiske situation på markedet, men at selskabet ikke ville modsætte sig en sådan procedure. Den 23. november 2009, kl. 17:47, oplyste [M.] ved e-mail bl.a. [K.] (administrerende direktør for J&T IA og bestyrelsesformand for EPH) [S.] (juridisk rådgiver for J&T IA og EPH) og [J.] om interviewet og vedhæftede linket til artiklen på hjemmesiden Euro.cz.«

88

For det første skal argumentet om affattelsen af klagepunktsmeddelelsens punkt 13 forkastes, for så vidt som det er støttet på en urigtig læsning af dette. Det fremgår ikke af dette punkt, at Kommissionen foreholdt EPH eller M., at de forårsagede lækagerne, selv om Kommissionen henviste til en forbindelse mellem det selskab, der lavede reportagen om eventuelle kontrolundersøgelser, og EPH. Det fremgår endvidere af klagepunktsmeddelelsens punkt 14, hvori Kommissionen henviste til »den særlige situation, hvor [den nationale presse] oplyste om truslen om kontrolundersøgelser, udført af Kommissionen«, at Kommissionen fremhævede den af inspektørerne afgivne erklæring til J. om samarbejdspligten under kontrolundersøgelsen som led i de senere omhandlede vanskeligheder.

89

For det andet har Kommissionen under alle omstændigheder hverken i den supplerende klagepunktsmeddelelse af 15. juli 2011 eller i den anfægtede afgørelse anført, at sagsøgerne havde forårsaget lækagen. Det er desuden ubestridt mellem parterne, at lækagerne ikke er omtalt i den anfægtede afgørelse. Den eneste henvisning til den pågældende presseartikel fremgår af 101. betragtning til den anfægtede afgørelse, som besvarer sagsøgernes argumenter om de særlige omstændigheder, og som er affattet således:

»[M.], som var parternes pr-ekspert, var ligeledes deres talsmand. Selv om han ikke selv træffer forretningsmæssige beslutninger, er det stærkt sandsynligt, at han holdes orienteret til vigtige forretningsmæssige spørgsmål. Endvidere fremsatte han i sin egenskab af parternes talsmand en udtalelse i pressen dagen før kontrolundersøgelsen, hvori han sagde, at han frygtede en senere undersøgelse vedrørende karteller og misbrug af en dominerende stilling på det tjekkiske elektricitetsmarked.«

90

Følgelig afviste Kommissionen argumentet om, at M. ikke var tilknyttet sagsøgernes forretningsmæssige aktiviteter, og Kommissionen har på ingen måde omtalt lækagerne vedrørende kontrolundersøgelsen. Lækagerne var således ikke blandt de forhold, som Kommissionen tog hensyn til ved fastsættelsen af bødens størrelse. Det hævdes endvidere ikke i den anfægtede afgørelse, at sagsøgerne var blevet advaret om kontrolundersøgelsen. Den omstændighed, at ophævelsen af spærringen af M.’s konto blev anset for en uagtsom overtrædelse (70. betragtning til den anfægtede afgørelse), viser nemlig, at Kommissionen ikke tog dennes angivelige kendskab til kontrolundersøgelsen i betragtning.

91

For det tredje udgør argumentet om, at Kommissionens partiskhed i forhold til sagsøgerne forklarer, at den »under kontrolundersøgelsen og den administrative procedure fortsatte med at presse på uden nogen åbenbar årsag«, blot en simpel påstand, som ikke er underbygget af noget bevis.

92

For det fjerde kan argumenterne om, at Kommissionen har udvist manglende omhu, og om de begrænsede virkninger af nægtelsen af at underkaste sig en kontrolundersøgelse samt om andre administrative procedurer heller ikke tiltrædes. De sammenfatter nemlig i det væsentlige de argumenter, som allerede er forkastet som led i det andet anbringende. Det skal i den henseende bemærkes, at Kommissionen har godtgjort to hændelser, som udgør en overtrædelse af proceduren, hvis faktiske forhold sagsøgerne ikke har bestridt for Retten.

93

Det følger af det ovenstående, at Kommissionen under den administrative procedure ikke har tilsidesat princippet om uskyldsformodning. Det tredje anbringende skal derfor forkastes i det hele.

94

Eftersom de tre første anbringender er blevet forkastet, skal det fjerde anbringende, som er påberåbt subsidiært, undersøges.

95

For så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at de ikke har forstået, hvordan bødens størrelse er beregnet i den anfægtede afgørelse, finder Retten det for det første relevant at undersøge, om den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel i den henseende.

96

Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal i henhold til fast retspraksis tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelsespligten skal vurderes i kraft af sagens omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som adressaterne eller andre umiddelbart og individuelt berørte af retsakten kan have i at modtage forklaringer. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 39, EU:T:2010:516, præmis 277 og den deri nævnte retspraksis).

97

I nærværende sag omfattede de kriterier, som Kommissionen lagde vægt på for at fastsætte bødens størrelse, bl.a. overtrædelsens grovhed og varighed. Kommissionen afviste sagsøgernes argumenter fremsat med henblik på at godtgøre, at der forelå formildende omstændigheder (83.-103. betragtning til den anfægtede afgørelse).

98

For det første har Kommissionen således påberåbt sig betydningen af at pålægge en bøde, der har en afskrækkende virkning, således at det ikke længere er fordelagtigt for den virksomhed, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, at forfalske e-mails med henblik på at undgå en høj bøde som følge af en tilsidesættelse af materiel ret (83. betragtning). For det andet har Kommissionen fremhævet de elektroniske dokumenters særlige karakter, som ifølge Kommissionen er mere udsat for manipulation end papirdokumenter (83. og 87. betragtning). For det tredje bemærkede Kommissionen, at den omtvistede overtrædelse bestod af to særskilte hændelser (88. betragtning), og anførte, at dette, selv om en af de to hændelser blev begået uagtsomt, ikke ændrede noget ved denne overtrædelses grovhed (89. betragtning). For det fjerde gjorde Kommissionen gældende, at overtrædelsen blev begået under en stor del af kontrolundersøgelsen (90. betragtning).

99

Kommissionen har herefter afvist sagsøgernes argumenter, der er påberåbt som formildende omstændigheder. Kommissionen har i den forbindelse indtaget det standpunkt, at sagsøgerne havde kendskab til konkurrenceretten, og at EPH var en væsentlig aktør i energisektpren (92.-98. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen har endvidere afvist sagsøgernes argument om, at hverken J. eller M. udøvede en rolle forbundet med sagsøgernes forretningsmæssige aktiviteter, som irrelevant (99.-101. betragtning til den anfægtede afgørelse). Endelig har Kommissionen henvist til det begrænsede omfang af sagsøgernes samarbejde hvad angår konstateringen af den omtvistede overtrædelse (102. betragtning til den anfægtede afgørelse).

100

Følgelig må sagsøgernes argument om, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke har forklaret, hvorfor den fandt, at der ikke var grundlag for at tage hensyn til de forhold, som de havde fremført, forkastes.

101

Eftersom Kommissionen hvad angår artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003 ikke har vedtaget retningslinjer vedrørende den beregningsmetode, som den skal anvende ved fastsættelsen af bøder i medfør af denne bestemmelse, og da Kommissionens argumentation klart og utvetydigt fremgår af den anfægtede afgørelse, havde denne ikke pligt til i absolutte tal eller i procent at opgøre bødens grundbeløb og eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder. Det følger heraf, at klagepunktet om den angiveligt manglende begrundelse for den anfægtede afgørelse skal forkastes.

102

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den bøde, som de er blevet pålagt, er uforholdsmæssig. Som første led har sagsøgerne bestridt Kommissionens vurdering af overtrædelsens grovhed og varighed. Som andet led har de gjort gældende, at der forelå formildende omstændigheder, som Kommissionen ikke har taget behørigt hensyn til. Som tredje led har de fremlagt årsagerne til, at bødeniveauet er for højt.

103

Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

104

Det skal i den forbindelse bemærkes, at proportionalitetsprincippet indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål ved de pågældende regler, hvorved det forudsættes, at hvis det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 39, EU:T:2010:516, præmis 286 og den deri nævnte retspraksis).

105

Det følger heraf, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige set i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af konkurrencebestemmelserne, og at størrelsen af den bøde, som pålægges en virksomhed for en overtrædelse af konkurrencebestemmelserne, bør stå i rimeligt forhold til overtrædelsen vurderet i sin helhed, idet der navnlig bør tages hensyn til overtrædelsens grovhed. I henhold til fast retspraksis tages der ved fastsættelsen af en overtrædelses grovhed i denne forbindelse hensyn til mange elementer, i forhold til hvilke Kommissionen har en skønsmargen (jf. dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 39, EU:T:2010:516, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

106

Kommissionen har i 85.-89. betragtning til den anfægtede afgørelse anført årsagerne til, at den fandt, at den pågældende overtrædelse i sig selv udgjorde en alvorlig overtrædelse.

107

For det første og i lighed med de ovenfor i præmis 66 fremsatte betragtninger skal det fastslås, at beføjelserne til at foretage kontrolundersøgelser er af særlig betydning for at afsløre overtrædelser af artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Kommissionen har således med føje i 86. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærket, at lovgiver i forordning nr. 1/2003 havde fastsat strengere straffe end i den tidligere ordning fastsatte for at nægte at underkaste sig en kontrolundersøgelse med henblik på at tage hensyn til denne proceduremæssige overtrædelses særligt alvorlige karakter. Kommissionen var ligeledes berettiget til at tage hensyn til, at det er nødvendigt at sikre en tilstrækkeligt afskrækkende virkning (jf. i denne retning dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml., EU:C:1983:158, præmis 108), for at virksomhederne ikke kan vurdere, at det vil være fordelagtigt for dem kun at fremlægge dele af de elektroniske dokumenter inden for rammerne af en kontrolundersøgelse, for at hindre Kommissionen i at godtgøre en overtrædelse af materiel ret på grundlag af sådanne beviser.

108

I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, gælder denne afskrækkende virkning så meget desto mere for de elektroniske filer, som disse i betragtning af deres særlige karakter er nemmere og hurtigere at manipulere end papirakter. Selv om sletningen af elektroniske filer i en mailkonto, således som sagsøgerne har gjort gældende, ikke altid er uigenkaldelig, for så vidt som de kan gendannes gennem andre it-platforme – hvilket i øvrigt ligeledes er muligt for visse ødelagte fysiske dokumenter – kan det imidlertid ikke bestrides, at denne lette manipulation af disse giver anledning til visse vanskeligheder hvad angår en kontrolundersøgelses effektivitet. Når papirdokumenter beslaglægges af inspektørerne, forbliver de fysisk under deres kontrol under kontrolundersøgelsens varighed. Elektroniske filer kan derimod hurtigt skjules, selv om inspektørerne er til stede. Inspektørerne er således ikke klar over, om de har adgang til de fuldstændige og intakte elektroniske oplysninger. Da inspektørerne i nærværende sag kontrollerede J.’s angiveligt spærrede mailkonto, blev de først på kontrolundersøgelsens sidste dag bekendt med, at de indgående e-mails var blevet omdirigeret til en server. Kommissionen har således uden at begå en fejl i 87. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderet, at det, når en virksomhed ikke overholder inspektørernes instrukser om, at mailkonti under kontrolundersøgelsens varighed skal være utilgængelige for deres indehavere og fuldt ud tilgængelige for inspektørerne, skal fastslås, at denne manglende overholdelse af selve sin natur udgør en alvorlig overtrædelse af de proceduremæssige forpligtelser, der påhviler virksomhederne under en kontrolundersøgelse.

109

For det andet kan sagsøgerne, når de som led i ovenstående anbringender ikke har godtgjort, at der foreligger manglende omhu, ikke i forbindelse med dette anbringende gøre gældende, at Kommissionen skulle have taget hensyn til deres manglende kendskab til EU-konkurrenceretten eller deres begrænsede midler. Deres argument om, at den anfægtede afgørelse som en første afgørelse vedrørende en nægtelse af at underkaste sig en kontrolundersøgelse, der indebærer søgninger i de elektroniske filer, ikke kan tjene som præcedens som følge af netop denne angiveligt manglende omhu, skal derfor forkastes.

110

Som det er fastslået ovenfor i præmis 70 og 73, blev sagsøgerne nemlig klart oplyst fra kontrolundersøgelsens begyndelse om deres samarbejdspligt og om deres ret til at søge advokatbistand. Eksterne advokater med speciale på området var til stede i sagsøgernes lokaler fra kontrolundersøgelsens anden dag om eftermiddagen (97. og 98. betragtning til den anfægtede afgørelse). De af sagsøgerne anførte oplysninger om deres begrænsede størrelse, deres beskedne aktiviteter på tværs af grænserne og deres oprettelse kort tid inden kontrolundersøgelsen kunne ikke, selv om de anses for godtgjort, påvirke den ufuldstændige fremlæggelse af mailkontiene i nærværende sag i strid med inspektørernes utvetydige instrukser. Kommissionen har således med rette afvist alle disse argumenter (93. betragtning til den anfægtede afgørelse). Endelig kan argumenterne om den angiveligt nye karakter af deres overtrædelse heller ikke tiltrædes, eftersom den forklarende note konkret oplyste om muligheden for at søge i elektroniske filer (jf. præmis 73 ovenfor), og kontrolundersøgelsesbeslutningen detaljeret beskrev samarbejdspligten inden for rammerne af sådanne søgninger.

111

For det tredje kan en bøde på 2500000 EUR i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke anses for at være uforholdsmæssig i forhold til sagsøgernes størrelse under hensyn til omstændighederne i nærværende sag. I henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 kan Kommissionen pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder på op til 1% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt begår proceduremæssige overtrædelser. Som fastslået i 103. betragtning til den anfægtede afgørelse, svarer den bøde, der er pålagt sagsøgerne, til 0,25% af EPH’s årsomsætning i 2010. Det skal bemærkes, at denne omsætning, som udgjorde 990700000 EUR (tredje betragtning til den anfægtede afgørelse), er oplyst af sagsøgerne under den administrative procedure. Sagsøgerne har ikke fremsat argumenter, der kan godtgøre, at størrelsen af deres bøde i sig selv var uforholdsmæssig i forhold til deres størrelse.

112

Det skal dels fastslås, at sagsøgernes argument, hvorved de har bestridt deres markedsandel på 6,9% i forhold til produktion, som er fastholdt i den anfægtede afgørelse (95. betragtning), ikke er underbygget af overbevisende beviser. De har citeret en præsentation, som de foretog under den administrative procedure, idet de har anført, at den »installerede kapacitet« var 1,7% på tidspunktet for kontrolundersøgelsen og 6,7% i 2012, men de har ikke fremlagt oplysninger, der giver mulighed for at efterprøve denne beregning eller deres kilde. Sagsøgerne har blot anført, at de ikke »allerede var en betydelig aktør i energisektoren, da kontrolundersøgelsen blev foretaget« (95. betragtning til den anfægtede afgørelse). Under alle omstændigheder er der taget hensyn til sagsøgernes størrelse, for så vidt som der i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 er fastsat en maksimumsgrænse på 1% af deres omsætning.

113

Dels skal argumentet om, at den pålagte bøde, der svarer til 0,25% af den relevante omsætning, er høj og uforholdsmæssig i forhold til den bøde, som Kommissionen pålagde E.ON Energie AG (sag COMP/B-1/39 326 – E.ON Energie AG), der kun svarede til 0,14% af den relevante omsætning og var lavere end i nærværende sag – på trods af, at der forelå skærpende omstændigheder, og den vedrørte en mere åbenbar og grovere overtrædelse, nemlig seglbrud – forkastes. I denne sammenhæng fandt Domstolen, at en overtrædelse, der bestod i seglbrud, som gav anledning til tvivl med hensyn til bevisernes tilstand i det forseglede lokale, i sagens natur var særligt grov (dom E.ON Energie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 37, EU:C:2012:738, præmis 128 og 129). Tilsvarende betragtninger gør sig gældende i nærværende sag, for så vidt som formålet med artikel 20, skt. 2, litra b), og artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003 er at beskytte kontrolundersøgelserne mod den trussel, som følger af de af inspektørerne indsamlede forretningsmæssige oplysningers manglende integritet. Det skal ikke desto mindre fastslås, at de omstændigheder, der ligger til grund for den anfægtede afgørelse, i modsætning til situationen vedrørende E.ON, vedrører to forskellige hændelser, hvoraf den ene blev begået forsætligt.

114

Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, kan under alle omstændigheder ikke berøve den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre EU’s konkurrencepolitik. Den effektive anvendelse af disse regler forudsætter, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse bødestørrelsen i forhold til denne politiks behov (jf. hvad angår forordning nr. 17, dom Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 107, EU:C:1983:158, præmis 109).

115

For det fjerde har Kommissionen i 90. betragtning til den anfægtede afgørelse hvad angår hensyntagen til den omtvistede overtrædelses varighed fundet, at overtrædelsen »[fortsatte] under en stor del af kontrolundersøgelsen, som fandt sted i EPIA og EPH’s lokaler[, at] spærringen af [M.’s] mailkonto [var] blevet ophævet fra den første til den anden dag, og [J.’s] e-mails omdirigeret fra den anden til den tredje dag[, og at jo længere ophævelsen af en mailkontos spærring og omdirigeringen af e-mails [varede], des større [var] risikoen for forfalskning af e-mailene«.

116

Det skal først bemærkes, at det fremgår af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af bødens størrelse skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed. I denne bestemmelse sondres ikke mellem bøder pålagt som følge af overtrædelser af materielle og proceduremæssige overtrædelser. Det følger heraf, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, med føje kunne tage hensyn til den omtvistede proceduremæssige overtrædelses varighed, da den fastsatte bødens størrelse.

117

Endvidere skal argumentet om, at Kommissionen ikke begrundede sin vurdering, hvorefter overtrædelsen fortsatte i en stor del af kontrolundersøgelsen, forkastes. Som det fremgår ovenfor af præmis 101 og 115, gav Kommissionen en tilstrækkelig begrundelse for sin argumentation for fastsættelsen af den omtvistede bøde, idet den bl.a. præciserede, at varigheden øgede risikoen for forfalskning af de elektroniske oplysninger. Kommissionen har som svar på Rettens spørgsmål under retsmødet atter fremhævet, at de to hændelsers varighed havde en direkte indvirkning på den pågældende overtrædelse, for så vidt som risikoen for, at inspektørerne ikke kunne finde de forventede filer på mailkontiene, steg, jo længere hændelserne varede.

118

Endelig skal argumentet om, at Kommissionen skulle have taget hensyn til sagsøgernes fulde samarbejde med inspektørerne ved fastsættelsen af overtrædelsens varighed, forkastes. Det følger af undersøgelsen af det andet anbringende, at Kommissionen har godtgjort denne overtrædelse på grundlag af objektive beviser, som ikke er bestridt for Retten. Den omstændighed, at sagsøgerne i øvrigt samarbejdede med Kommissionen, således som de har anført i replikkens punkt 57, kan hverken påvirke vurderingen af varigheden af de to hændelser, der udgjorde overtrædelsen, eller bedømmelsen med hensyn til formildende omstændigheder. Det skal fastslås, at et sådant samarbejde ikke oversteg deres forpligtelse til at underkaste sig en kontrolundersøgelse (jf. præmis 40 ovenfor).

119

For det tredje skal det vedrørende de formildende omstændigheder, som sagsøgerne har påberåbt sig, blot fastslås, at identiske argumenter om sagsøgernes størrelse og deres betydning i energisektoren i perioden for de faktiske omstændigheder allerede er forkastet ovenfor i præmis 111 og 112. Eftersom der er taget hensyn til sagsøgernes størrelse ved maksimumsgrænsen på 1% af deres omsætning, begrunder nævnte størrelse ikke i sig selv en nedsættelse af den pålagte bøde.

120

Hvad dernæst angår sagsøgernes argument om, at deres samarbejde gav inspektørerne mulighed for at fastslå de omstændigheder, hvorunder overtrædelsen blev begået, skal det fastslås, at Kommissionen har taget hensyn til denne omstændighed i den anfægtede afgørelse, og at sagsøgerne kun har anført, at Kommissionen ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til denne omstændighed.

121

Det fremgår af 102. betragtning til den anfægtede afgørelse:

»Kommissionen har for at fastsætte bødens størrelse taget hensyn til, at parterne har samarbejdet, således at Kommissionen har kunnet fastlægge omstændighederne ved nægtelsen af at underkaste sig kontrolundersøgelsen for så vidt angår e-mails: Den it-ansvarlige, som har handlet på parternes vegne, underskrev rapporten, der beskrev ophævelsen af spærringen af mailkontiene og omdirigeringen af e-mailene, og efter kontrolundersøgelsen har parterne ligeledes sendt en skrivelse, hvori de har medgivet, at såvel omdirigeringen af e-mails som ophævelsen af spærringen af en mailkonto foregik under kontrolundersøgelsen. Det skal ligeledes bemærkes, at [H.] ikke uopfordret har medgivet de proceduremæssige overtrædelser, der blev begået på it-området. Han gjorde det først, da inspektørerne fandt beviser på nægtelse af at underkaste sig kontrolundersøgelsen (nemlig, at [M.’s] konto ikke længere kunne konsulteres, og at der ikke længere indgik e-mails til [J.’s] indbakke). Selv om parterne ikke har anfægtet visse faktiske forhold, har de rejst tvivl om den underskrevne rapports bevisværdi og overordnet forsøgt at rejse tvivl om, hvorvidt der forelå en proceduremæssig overtrædelse.«

122

Det skal bemærkes, at sagsøgerne ikke gjorde inspektørerne opmærksomme på de to hændelser, som udgør overtrædelsen i nærværende sag. I begge tilfælde bemærkede inspektørerne uregelmæssigheder i de mailbakker, som de angiveligt kontrollerede, og måtte spørge om årsagerne til, at deres adgang til e-mailene var blevet forstyrret (jf. præmis 11 og 14 ovenfor). Endvidere har sagsøgerne bestridt rapportens bevisværdi (jf. præmis 12 ovenfor), men ikke for Retten (jf. præmis 34 ovenfor). Da der ikke aktuelt findes retningslinjer for at fastsætte bøder for proceduremæssige overtrædelser, og da den anfægtede afgørelse indeholder en tilstrækkelig begrundelse (jf. præmis 101 ovenfor), og i betragtning af sagsøgernes tvetydige adfærd ved fastsættelsen af omstændighederne omkring deres nægtelse af at underkaste sig en kontrolundersøgelse, finder Retten, at Kommissionen ved fastsættelsen af bødens størrelse har taget tilstrækkeligt hensyn til deres samarbejde.

123

Hvad endelig angår argumentet om, at kontrolundersøgelsen hverken var nødvendig eller begrundet, eftersom der ikke var materielle beviser for, at sagen var velbegrundet, skal der henvises til de betragtninger, der fremgår ovenfor af præmis 55. Som sagsøgerne har bekræftet i deres svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet, har de endvidere ikke rejst indsigelser mod kontrolundersøgelsesbeslutningen under hverken den administrative procedure eller for Retten (jf. præmis 4 ovenfor).

124

Det følger af ovenstående betragtninger, at den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, ikke er uforholdsmæssig.

125

Det følger heraf, at det fjerde anbringende bør forkastes, og at Kommissionen bør frifindes i det hele.

126

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

127

Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

Retsforskrifter

Sagens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det andet anbringende om en urigtig anvendelse af artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1/2003

Om den ved uagtsomhed givne adgangstilladelse til en spærret mailkonto

Om den forsætlige omdirigering af indgående mails til en server

Det første og tredje anbringende om henholdsvis en tilsidesættelse af retten til forsvar og af princippet om uskyldsformodning

Det første anbringende

Det tredje anbringende

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved beregningen af bøden

Sagens omkostninger