RETTENS DOM (Første Afdeling)

6. februar 2007

Forenede sager T-246/04 og T-71/05

Jacques Wunenburger

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – bedømmelsesrapporter – bedømmelsesårene 1997/1999 og 1999/2001 – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2001/2002 – annullationssøgsmål – formaliteten – erstatningssøgsmål – ret til kontradiktion«

Angående: Dels påstande om annullation af udkastene til bedømmelsesrapporter vedrørende sagsøgeren for perioderne 1997/1999 og 1999/2001 og af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for bedømmelsesåret 2001/2002, dels påstande om erstatning for de påståede tab.

Udfald: Afgørelsen af 11. september 2003 om udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002 annulleres. Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 2 500 EUR i tillæg til det beløb på 2 500 EUR, der allerede er udbetalt af ansættelsesmyndigheden, for forsinkelsen ved udfærdigelsen af bedømmelsesrapporterne for perioderne 1997/1999 og 1999/2001, og et symbolsk beløb på 1 EUR for forsinkelsen ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten for 2001/2002. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – klage – erstatningspåstand, der nedlægges samtidig med en annullationspåstand

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 45)

5.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

6.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 45)

1.       Kun akter eller foranstaltninger, der fremkalder bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser på grund af en væsentlig ændring af hans retsstilling, og som definitivt fastlægger institutionens standpunkt, er akter, der indeholder et klagepunkt i den forstand, hvori udtrykket anvendes i vedtægtens artikel 90 og 91. Når det drejer sig om retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, er det kun foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der kan anfægtes, i modsætning til foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning.

Et »udkast« til bedømmelsesrapport er en forberedende akt uden endelig retsvirkning, der kan berøre den pågældende tjenestemands interesser, og udgør derfor ikke en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod denne.

(jf. præmis 41-43)

Henvisning til: Retten, 24. juni 1993, sag T-69/92, Seghers mod Rådet, Sml. II, s. 651, præmis 28; Retten, 28. september 1993, forenede sager T-57/92 og T-75/92, Yorck von Wartenburg mod Parlamentet, Sml. II, s. 925, præmis 36; Retten, 15. juni 1994, sag T-6/93, Pérez Jiménez mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 497, præmis 34; Retten, 22. marts 1995, sag T-586/93, Kotzonis mod CES, Sml. II, s. 665, præmis 29; Retten, 17. december 2003, sag T-324/02, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, 337, og II, s. 1657, præmis 28.

2.      Trods den omstændighed, at et annullations- og et erstatningssøgsmål er selvstændige søgsmålsadgange, må erstatningspåstande afvises, såfremt erstatningssøgsmålet er nært forbundet med et annullationssøgsmål, der ikke kan antages til realitetsbehandling. Dette er tilfældet, når erstatningssøgsmålet alene tilsigter at afhjælpe virkningerne af den akt, som den afviste annullationspåstand vedrørte, eller når et erstatningssøgsmål alene har det formål at dække indtægtstab, som parten ikke ville have haft, hvis han i øvrigt havde fået medhold i annullationspåstanden.

Når de to søgsmål derimod har deres udspring i forskellige retsakter eller forskellige former for adfærd fra forvaltningen, kan erstatningssøgsmålet ikke ligestilles med annullationssøgsmålet, selv om de to søgsmål fører til det samme økonomiske resultat for sagsøgeren, hvorfor afvisning af annullationspåstanden ikke medfører afvisning af erstatningspåstanden.

(jf. præmis 46-48)

Henvisning til: Domstolen, 12. december 1967, sag 4/67, Collignon mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 415, org.ref.: Rec. s. 469, på s. 480; Domstolen, 24. juni 1971, sag 53/70, Vinck mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 153, org.ref.: Rec. s. 601, præmis 8-15; Domstolen, 13. juli 1972, sag 79/71, Heinemann mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 147, org.ref.: Rec. s. 579; Domstolen, 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303; Retten, 24. januar 1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, præmis 38; Retten, 28. juni 2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 771, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis.

3.       Administrationen skal drage omsorg for regelmæssig udfærdigelse af bedømmelsesrapporterne på de i vedtægten foreskrevne tidspunkter og for, at disse udfærdiges forskriftsmæssigt, både af hensyn til god forvaltningsskik og for at beskytte tjenestemændenes interesser. En forsinket udfærdigelse af bedømmelsesrapporter kan nemlig i sig selv skade tjenestemanden alene af den grund, at hans karriereforløb kan blive påvirket af, at der ikke foreligger en sådan rapport på et tidspunkt, hvor der skal træffes afgørelser vedrørende ham. En tjenestemand, som kun er i besiddelse af en mangelfuld eller ufuldstændig personlig aktmappe, lider derfor et ikke-økonomisk tab som følge af den usikkerhed eller bekymring, han føler med hensyn til sin erhvervsmæssige fremtid. I mangel af særlige omstændigheder, der berettiger de konstaterede forsinkelser, begår administrationen en tjenstlig fejl, som kan være ansvarspådragende.

(jf. præmis 64 og 65)

Henvisning til: Domstolen, 18. december 1980, forenede sager 156/79 og 51/80, Gratreau mod Kommissionen, Sml. s. 3943, præmis 15; Domstolen, 6. februar 1986, forenede sager 173/82, 157/83 og 186/84, Castille mod Kommissionen, Sml. s. 497, præmis 36; Retten, 8. november 1990, sag T-73/89, Barbi mod Kommissionen, Sml. II, s. 619, præmis 41; Retten, 28. maj 1997, sag T-59/96, Burban mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 331, præmis 44 og 50; Retten, 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 81, og II, s. 389, præmis 77 og 78.

4.      Bedømmelsen af en tjenestemand er en uundværlig del af vurderingen, hver gang den overordnede myndighed skal tage stilling til tjenestemandens karriere. Selv om der ikke består nogen velerhvervet rettighed for en tjenestemand til at blive forfremmet, kan det imidlertid ikke udelukkes, at den manglende bedømmelse på tidspunktet for det relevante forfremmelsesår kan have betydning for tjenestemandens karriere.

Selv om det endvidere er korrekt, at det forhold, at der ikke foreligger nogen bedømmelsesrapport, i særlige tilfælde kan udbedres ved forekomsten af andre oplysninger vedrørende tjenestemandens fortjenester, bør disse opfylde visse betingelser, hvis overholdelse det påhviler den sagsøgte institution at godtgøre. Under alle omstændigheder kan en bedømmelsesrapport, der ikke er endelig, og som i øvrigt bestrides af den pågældende, ikke alene tjene som grundlag for disse andre oplysninger.

(jf. præmis 70-72)

Henvisning til: Domstolen, 17. december 1992, sag C-68/91 P, Moritz mod Kommissionen, Sml. I, s. 6849, præmis 16; Retten, 5. oktober 2000, sag T-202/99, Rappe mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 911, præmis 38, 40, 52 og 56; Retten, 7. maj 2003, sag T-278/01, Den Hamer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 139, og II, s. 665, præmis 95.

5.      Når der er tale om såvel en ændring af bedømmelsessystemet som overflyttelse af den pågældende til en ny stilling med materielle forskelle i arbejdets art og en høj grad af ansvar, kan eventuelle forskelle mellem bedømmelser af en tjenestemands arbejde ved to på hinanden følgende bedømmelsesrapporter ikke kvalificeres som en »tilbagegang«, som kræver nogen særlig begrundelse.

(jf. præmis 95)

6.      En tjenestemands ret til kontradiktion er tilsidesat, når administrationen i forbindelse med bedømmelsesproceduren uden at give nærmere forklaring herpå ikke overholder formkravene i et internt direktiv om særlige regler for tjenestemænd i en bestemt tjenestegren og om afgivelsen i karriereudviklingsrapporten af udtalelser, der er indhentet i forbindelse med høringspligten, således at den bedømte tjenestemand ikke effektivt har kunnet fremkomme med sit synspunkt om en sådan udtalelse.

Den blotte henvisning i bedømmelsesrapporten til, at der har fundet konsultationer sted, er ikke tilstrækkelig til at gøre den pågældende tjenestemand opmærksom på, at der foreligger en udtalelse, som han har krav på skal afgives.

Når en udtalelse vedrørende en tjenestemand i en højere lønklasse, der repræsenterer Unionen som chef for delegationen, er særlig negativ, og derfor kan forringe hans bedømmelse, skal vedkommende klart og utvetydigt underrettes herom for at få mulighed for at gøre sine synspunkter gældende.

Betingelsen for, at en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet er annullationsgrund, er imidlertid, at en behørigt gennemført procedure ville have ført til et andet resultat.

(jf. præmis 134 og 147-149)

Henvisning til: Domstolen, 29. oktober 1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 47; Domstolen, 21. marts 1990, sag C-142/87, Belgique mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 48; Retten, 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 223, præmis 39.