Sag T-65/98
Van den Bergh Foods Ltd
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
«Annullationssøgsmål – konkurrence – EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF) – is til umiddelbar fortæring – levering af frysere til detailhandlerne – eksklusivitetsklausul – hindringer for adgangen til markedet – ejendomsrettigheder – EF-traktatens artikel 222 (nu artikel 295 EF)»
|
Rettens dom (Femte Afdeling) af 23. oktober 2003 |
|
|
|
|
|
|
|
Sammendrag af dom
- 1.
- Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning – net af aftaler indeholdende en eksklusivitetsklausul – bedømmelseskriterier – adgang til markedet – aftaler, hvis kumulative virkning er en afskærmning af markedet – hensyntagen til den særlige økonomiske sammenhæng, hvori aftalerne indgår – aftaler om distribution af is til umiddelbar fortæring, i henhold til hvilke producenten leverer frysere, som kun må benyttes
til opbevaring af hans produkter
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))
- 2.
- Konkurrence – aftaler – forbud – intet princip om rule of reason i Fællesskabets konkurrenceret
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 og 3 (nu art. 81, stk. 1 og 3, EF))
- 3.
- Konkurrence – aftaler – forbud – fritagelse – betingelser – forbedring af produktionen eller fordelingen af varerne – vurdering ud fra almenhedens og ikke aftaleparternes interesser
(EF-traktaten, art. 85, stk. 3 (nu art. 81, stk. 3, EF))
- 4.
- Konkurrence – dominerende stilling – bevis herfor gennem meget store markedsandele
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
- 5.
- Konkurrence – dominerende stilling – begreb
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
- 6.
- Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb – objektivt begreb, som omfatter adfærd, der kan påvirke markedsstrukturen, og som hindrer opretholdelsen eller udviklingen
af konkurrencen – forpligtelser, som påhviler den dominerende virksomhed – forbud mod at konkurrere ved hjælp af andre midler end de udbudte ydelser
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
- 7.
- Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – en dominerende virksomhed, som binder detailhandlerne gennem distributionsaftaler indeholdende en eksklusivitetsklausul – distributionssystem, som udgør et misbrug
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
- 8.
- Fællesskabsret – principper – grundrettigheder – ejendomsret – begrænsninger – lovlighed – betingelser – begrænsninger i medfør af konkurrencereglerne
[EF-traktaten, art. 3, litra g) [efter ændring nu art. 3, stk. 1, litra g), EF], samt art. 85, 86 og 222 (efter ændring nu
art. 81 EF, 82 EF og 295 EF)]
- 9.
- Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – hensyntagen til sammenhængen
(EF-traktaten, art. 190 (nu art. 253 EF))
- 10.
- Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – meddelelse udstedt med hjemmel i artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 – berettiget forventning om, at der vil blive meddelt fritagelse – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 17, art. 19, stk. 3)
- 11.
- Konkurrence – fællesskabsregler – nationale domstoles anvendelse heraf – procedurer ved de nationale domstole, som vedrører en sag, som er identisk med eller ligner den, som er genstand for en administrativ
procedure ved Kommissionen – Kommissionens beslutning om, at fællesskabsbestemmelserne er blevet tilsidesat – tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet, princippet om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke
(EF-traktatens art. 85 og 86 (nu art. 81 EF og 82 EF))
- 12.
- Fællesskabsret – principper – proportionalitet – ligebehandling – rækkevidde – beslutning om, at et net af distributionsaftaler er uforeneligt med konkurrencereglerne, samt om, at den deri indeholdte
eksklusivitetsklausul er ugyldig – vurdering af aftalernes samlede konkurrencebegrænsende virkninger – tilsidesættelse af de nævnte principper – foreligger ikke
- 1.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt distributionsaftaler falder ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel
81, stk. 1, EF), skal det undersøges, om alle de lignende aftaler, der er indgået på det relevante marked, og de øvrige økonomiske
og retlige omstændigheder omkring de pågældende aftaler tilsammen bevirker, at nye inden- og udenlandske konkurrenter hindres
adgang til markedet. Såfremt undersøgelsen viser, at dette ikke er tilfældet, vil de enkelte aftaler, som aftalekomplekset
består af, ikke kunne begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Fører undersøgelsen derimod til,
at adgangen til markedet er vanskelig, må det dernæst vurderes, i hvilket omfang aftalerne bidrager til den kumulative virkning,
idet det kun er de aftaler, der i væsentligt omfang bidrager til en eventuel afskærmning af markedet, der er forbudt.
Det følger heraf, at de kontraktmæssige begrænsninger, detailhandlerne er pålagt i henhold til distributionsaftalerne, ikke
udelukkende bør undersøges ud fra en rent formel juridisk synsvinkel, men ligeledes ved at inddrage den særlige økonomiske
sammenhæng, aftalerne indgår i, herunder det relevante markeds særlige kendetegn, som i realiteten kan forstærke begrænsningerne
og således i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, fordreje konkurrencen på dette marked.
Når der er tale om et net af distributionsaftaler indgået af en producent af enkeltemballerede is til umiddelbar fortæring,
i henhold til hvilke producenten pr. kulance eller mod betaling af en symbolsk leje stiller frysere til rådighed for detailhandlerne,
idet han dog bevarer ejendomsretten til fryserne og for egen regning vedligeholder disse på betingelse af, at de kun benyttes
til opbevaring af hans is, skal denne konkurrencebegrænsning vurderes under inddragelse af den særlige økonomiske sammenhæng,
hvori aftalerne indgår. Ved vurderingen af aftalerne på grundlag af forbuddet i traktatens artikel 85, stk.1, kan der tages
hensyn til vforhandlernes reelle afhængighed, som er skabt af tilstedeværelsen af frysere leveret af producenten i forretningerne, til
producentens markedsdominerende stilling på det relevante marked, til populariteten af producentens produktsortiment, til
begrænsninger knyttet til pladsmangelen i den typiske forretning, og til ulemper og risici forbundet med opbevaringen af et
andet issortiment, hvilke forhold alle er en del af den økonomiske sammenhæng, aftalerne indgår i.
(jf. præmis 2, 83, 84 og 91)
- 2.
Der eksisterer ikke i Fællesskabets konkurrenceret et princip om rule of reason, for så vidt som en sådan fortolkning af traktatens
artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), selv om det må anerkendes, at aftalerne uundgåeligt indebærer en vis form
for adfærdsbegrænsning, som dog ikke nødvendigvis udgør en konkurrencebegrænsning, er vanskeligt forenelig med artikel 85’s
normative opbygning.
Traktatens artikel 85, stk. 3, giver nemlig udtrykkeligt mulighed for at fritage konkurrencebegrænsende aftaler, såfremt disse
opfylder en række betingelser, bl.a. aftaler, som er nødvendige for at opnå visse mål, og som ikke giver virksomheder mulighed
for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer. Kun i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3,
kan der ske en afvejning af en begrænsnings konkurrencefremmende og konkurrencebegrænsende aspekter. Traktatens artikel 85,
stk. 3, ville således miste en stor del af sin effektive virkning, hvis en sådan afvejning allerede skulle finde sted i henhold
til traktatens artikel 85, stk. 1.
(jf. præmis 106 og 107)
- 3.
Det er ikke enhver fordel, som parterne i en aftale mellem virksomheder, der er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1
(nu artikel 81, stk. 3, EF), opnår med hensyn til deres produktions- eller distributionsaktiviteter, der kan anses for en
forbedring af produktionen eller fordelingen af varerne, hvilket i henhold til bestemmelsens stk. 3 er den første af de fire
betingelser, der skal være opfyldt samtidigt, for at der kan indrømmes en fritagelse for en sådan aftale. Forbedringen skal
bl.a. indebære mærkbare objektive fordele, som kan opveje de ulemper, aftalen medfører for konkurrencen.
Distributionsaftaler, som ved at sikre aftaleparterne fordele gennem effektivisering af planlægningen, organiseringen og distributionen
af de omhandlede produkter styrker den allerede dominerende produktionsvirksomheds stilling på det relevante marked, kan således
ikke fritages af Kommissionen. Sådanne aftaler stimulerer nemlig ikke konkurrencen, men begrænser denne, fordi de udgør en
væsentlig hindring for andres adgang til markedet samt for de eksisterende konkurrenters udvidelsesmuligheder på markedet.
(jf. præmis 139 og 140)
- 4.
Meget store markedsandele udgør i sig selv et bevis for, at der består en dominerende stilling, medmindre der foreligger usædvanlige
omstændigheder. At en virksomhed gennem en længere periode har en meget stor markedsandel, giver den således, som følge af
omfanget af den produktion og det udbud, den repræsenterer – og uden at virksomheder med betydeligt mindre andele er i stand
til hurtigt at opfylde den efterspørgsel, som ikke er rettet mod virksomheden med den største markedsandel – en magtposition,
som gør virksomheden til en uomgængelig handelspartner, og som allerede af denne årsag, i hvert fald i temmelig lange perioder,
giver den sikkerhed for at kunne udvise den uafhængige adfærd, som er karakteristisk for en dominerende stilling.
(jf. præmis 154)
- 5.
En dominerende stilling er en stærk økonomisk stilling, som giver virksomheden mulighed for at hindre, at der opretholdes
en effektiv konkurrence på det pågældende marked, idet den nævnte stilling giver virksomheden vide muligheder for uafhængig
adfærd i forhold til konkurrenterne, kunderne og i sidste instans forbrugerne.
(jf. præmis 154)
- 6.
Misbrugsbegrebet er et objektivt begreb, som omfatter en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfærd, som efter sin
art kan påvirke strukturen på et marked, hvor konkurrencen netop som følge af den pågældende virksomheds tilstedeværelse allerede
er afsvækket, og som ved anvendelse af andre midler end i den normale konkurrence om afsætning af varer og tjenesteydelser,
der udspiller sig på grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser, hindrer en opretholdelse af konkurrenceniveauet på markedet
eller en udvikling heraf. Heraf følger, at traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF) forbyder en dominerende virksomhed at
eliminere en konkurrent for herved at styrke sin stilling ved hjælp af andre midler end en konkurrence på ydelser. Det forbud,
som er fastsat i denne bestemmelse, er også begrundet i hensynet til, at forbrugerne ikke må skades.
Følgelig er en dominerende virksomhed – selv om der ikke kan rejses kritik af virksomheden, alene fordi den har en dominerende
stilling – uafhængigt af årsagerne til denne stilling særligt forpligtet til ikke ved sin adfærd at skade en effektiv og ufordrejet
konkurrence på fællesmarkedet.
(jf. præmis 157 og 158)
- 7.
Den omstændighed, at en produktionsvirksomhed, som har en dominerende stilling, de facto binder 40% af forretningerne på det
relevante marked gennem distributionsaftaler indeholdende en eksklusivitetsklausul, der har samme virkning som en eksklusivitet,
der er blevet påtvunget disse forretninger, udgør et misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel
86 (nu artikel 82 EF). Eksklusivitetsklausulen har således til virkning, at de omfattede detailhandlere forhindres i at sælge
det samme produkt under andre mærker, eller at deres muligheder for at foretage sådanne salg reduceres, på trods af, at der
er en efterspørgsel efter disse andre mærker, og at konkurrerende producenter forhindres i at få adgang til det relevante
marked.
(jf. præmis 160)
- 8.
Ejendomsretten hører til fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, men udgør dog ikke nogen absolut forrettighed, idet
den skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Udøvelsen af ejendomsretten kan derfor underkastes begrænsninger,
forudsat disse er i overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke – henset til
det tilstræbte formål – udgør et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve de garanterede rettigheders kerne.
I denne forbindelse bestemmer EF-traktatens artikel 3, litra g) [efter ændring nu artikel 3, stk. 1, litra g), EF], at Fællesskabets
virke, med dets mål for øje, skal indebære en ordning, som sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes,
og anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF) er derfor i Fællesskabets almene interesse. Følgelig
kan der i medfør af disse bestemmelser fastsættes begrænsninger i ejendomsrettens udøvelse, forudsat at disse ikke er urimelige
og ikke gør indgreb i rettens særlige genstand.
Det kan derfor forbydes en fabrikant af is til umiddelbar fortæring at betinge opstillingen af frysere hos detailhandlerne
af, at disse accepterer en eksklusivitetsklausul, som forbyder dem at benytte disse frysere til andre fabrikanters produkter,
når den førstnævnte fabrikant har en dominerende stilling.
(jf. præmis 170 og 171)
- 9.
Omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsen
skal klart og utvetydigt angive institutionens argumentation, dels for at give de interesserede parter tilstrækkelige oplysninger
til at kunne fastslå, om der er grundlag for beslutningen, eller om der eventuelt foreligger en sådan fejl, at den kan anfægtes,
dels for at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at efterprøve beslutningens lovlighed. Det kræves imidlertid ikke,
at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse
opfylder kravene efter traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF), ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes
til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
(jf. præmis 176)
- 10.
Retten til at kræve beskyttelse af den berettigede forventning, som er et af Fællesskabets grundlæggende principper, omfatter
enhver borger, som befinder sig i en situation, hvoraf det fremgår, at fællesskabsadministrationen har givet anledning til
berettigede forventninger ved at afgive præcise løfter.
Dette er ikke tilfældet, når Kommissionen i en meddelelse udstedt med hjemmel i artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17 i
første omfang giver udtryk for, at den har til hensigt at træffe en positiv afgørelse vedrørende bestemte aftaler indgået
mellem virksomheder, som tidligere har været omfattet af en meddelelse af klagepunkter, efter at disse aftaler er blevet ændret
af parterne, og opfordrer interesserede tredjeparter til at fremkomme med deres bemærkninger inden for en given frist. En
sådan meddelelse er således alene udtryk for Kommissionens foreløbige stillingtagen, som kan ændre sig, bl.a. under hensyn
til de fra tredjemand indkomne bemærkninger. De interesserede virksomheder kan således ikke alene på grundlag af offentliggørelsen
af den pågældende meddelelse have en berettiget forventning om, at Kommissionen vil meddele dem fritagelse i medfør af traktatens
artikel 85, stk. 3 (nu artikel 81, stk. 3, EF).
I tilfælde, hvor Kommissionen konstaterer, at de foretagne ændringer af aftalerne ikke har fået de forventede resultater,
kan den således indlede en ny procedure og rejse nye indsigelser mod de samme aftaler i en ny meddelelse af klagepunkter.
I øvrigt har Kommissionen, også hvis den har meddelt fritagelse, kompetence – og endda pligt – til i medfør af artikel 8,
stk. 3, i forordning nr. 17 at tilbagekalde eller ændre denne fritagelse, hvis den konstaterer, at de fritagne aftaler alligevel
har virkninger, som er uforenelige med de betingelser, som er fastsat i traktatens artikel 85, stk. 3.
(jf. præmis 192, 194 og 195)
- 11.
Selv om traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 (nu artikel 81, stk. 1, EF og artikel 82 EF) har direkte virkning i forholdet
mellem borgerne og umiddelbart skaber rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte, har dette ikke til
følge at fratage Kommissionen dens ret til at træffe afgørelse i en sag, selv om en identisk eller lignende sag verserer for
en eller flere nationale domstole, navnlig ikke, hvis handelen mellem medlemsstater kan blive påvirket.
Dels har Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 17 enekompetence til at træffe beslutninger om anvendelsen
af traktatens artikel 85, stk. 3, dels kan den også til enhver tid træffe individuelle beslutninger om anvendelse af traktatens
artikel 85 og 86, uanset at den deler sin beføjelse til at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86 med de nationale
domstole, og også selv om en aftale eller en praksis allerede har været genstand for en national rets afgørelse, og den beslutning,
som Kommissionen har til hensigt at træffe, er i strid med den nævnte retsafgørelse.
Det følger heraf, at Kommissionen ikke tilsidesætter subsidiaritetsprincippet, princippet om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet
ved at vedtage en beslutning om anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler efter at have modtaget en anmodning om fritagelse
af en aftale samt have modtaget klager over den samme aftale, selv om forskellige nationale domstole og konkurrencemyndigheder
behandler parallelle sager, der rejser tilsvarende spørgsmål som dem, der behandles i denne beslutning. Under sådanne omstændigheder
er Kommissionens vedtagelse af en beslutning et hensigtsmæssigt skridt til sikring af, at Fællesskabets konkurrenceregler
bliver anvendt på samme måde inden for hele Fællesskabets område på de forskellige former for aftaler, som anvendes.
(jf. præmis 197-199)
- 12.
Proportionalitetsprincippet stiller krav om, at institutionernes retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt
for at opfylde det tilsigtede mål, mens princippet om forbud mod forskelsbehandling indebærer et forbud mod, at identiske
situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens.
En kommissionsbeslutning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF), hvorved en virksomhed med
dominerende stilling på markedet for is til umiddelbar fortæring med øjeblikkelig virkning meddeles forbud mod fortsætte sin
praksis, hvorved detailhandlerne bindes gennem aftaler om opstilling af frysere, som kun kan benyttes til at faldbyde den
dominerende virksomheds egne produkter, er ikke i strid med disse principper, når disse aftaler i væsentligt omfang, sammen
med de lignende aftaler, som er indgået på det relevante marked, herunder af de øvrige leverandører, bidrager til at afskærme
dette marked for nye inden- og udenlandske konkurrenter.
(jf. præmis 201 og 203-205)