62001B0167

1. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - anfægtelige retsakter - retsakter med bindende retsvirkninger - retsakter, som ændrer sagsøgerens retsstilling væsentligt

(Art. 230, stk. 4, EF)

2. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retlig interesse - eksisterende og faktisk interesse nødvendig - bedømmelse heraf på tidspunktet for sagens anlæg

(Art. 230, stk. 4, EF)

$$1. I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan fysiske eller juridiske personer alene anfægte retsakter med bindende retsvirkninger, som berører den pågældendes interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt.

( jf. præmis 46 )

2. Et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan kun admitteres, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres.

Sagsøgeren skal føre bevis for sin retlige interesse, hvilket er den afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang.

Denne interesse skal være eksisterende og faktisk og bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt. Når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han godtgøre, at indgrebet i retsstillingen allerede på nuværende tidspunkt er sikkert. En sagsøger kan derfor ikke påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre sin interesse i at kræve annullation af den anfægtede retsakt.

( jf. præmis 47 og 58 )

I sag T-167/01,

Schmitz-Gotha Fahrzeugwerke GmbH, Gotha (Tyskland), ved avocat M. Matzat,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og V. Di Bucci, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2001/673/EF af 28. marts 2001 om Tysklands statsstøtte til EFBE Verwaltungs GmbH & Co. Management KG (nu Lintra Beteiligungsholding GmbH, sammen med selskaberne Zeitzer Maschinen, Anlagen Geräte GmbH, LandTechnik Schlüter GmbH, ILKA MAFA Kältetechnik GmbH, SKL Motoren- und Systembautechnik GmbH, SKL Spezialapparatebau GmbH, Magdeburger Eisengießerei GmbH, Saxonia Edelmetalle GmbH og Gothaer Fahrzeugwerk GmbH (EFT L 236, s. 3),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne J. Pirrung, P. Mengozzi, A.W.H. Meij og M. Vilaras,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Faktiske omstændigheder

1 Ved beslutning af 13. marts 1996 (hvoraf et kort sammendrag er blevet offentliggjort i EFT 1996 C 168, s. 10) godkendte Kommissionen støtte til privatisering og omstrukturering af otte virksomheder i den tidligere Tyske Demokratiske Republik, som var aktive på forskellige erhvervsområder, og som var blevet samlet i et holdingselskab (senest benævnt Lintra Beteiligungsholding GmbH, herefter »Lintra«), hvilket var ejet af Treuhandanstalt (offentligt organ, som havde til formål at omstrukturere virksomhederne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik), og som efter privatiseringen sammen med Lintra dannede Lintra-gruppen. Støtten til Lintra-gruppen fra Forbundsrepublikken Tyskland, som blev godkendt af Kommissionen, udgjorde 658,202 mio. tyske mark (DEM).

2 Blandt støttemodtagerne var Gothaer Fahrzeugwerk GmbH (herefter »GFW«). Dette selskab, der indtil 1997 drev virksomhed på områderne for bilteknik, konstruktion af biler og karosserier, overdrog på dette tidspunkt sine aktiver i inden for bilteknik og konstruktion af biler til to andre selskaber, som skulle privatiseres.

3 Ved notarialdokument af 10. september 1997, som Bundesanstalt für vereinigungsbedingte Sonderaufgaben (organ, som havde efterfulgt Treuhandanstalt, herefter »BvS«) var medansvarlig for, blev GFW's aktiver (grunde, installationer mv.), der henhørte under området for bilkonstruktion, overdraget til Widahvogel Vermögensverwaltung GmbH, et selskab, hvis aktier var erhvervet af GFW en uge tidligere.

4 GFW overdrog ved notaialdokument af samme dato sine aktier, nemlig henholdsvis 30% og 70% til de private selskaber Weißstorch Vermögensverwaltung GmbH og Schmitz-Anhänger Einkaufs- und Beteiligungsgesellschaft GmbH. Widahvogel Vermögensverwaltungs firmanavn blev endeligt Schmitz-Gotha Fahrzeugwerke GmbH (herefter »Schmitz-Gotha« eller »sagsøgeren«).

5 GFW's aktiver på området for bilteknikken blev overtaget af Gothaer Fahrzeugtechnik GmbH.

6 Aktiverne på området for konstruktion af karosserier forblev hos GFW, der trådte i likvidation den 1. januar 2001.

7 Efter en brevveksling med de tyske myndigheder i løbet af 1998 meddelte Kommissionen disse ved skrivelse af 22. juni 1999, at den havde indledt en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF (procedure C 41/1999) med henblik på at efterprøve, om den godkendte støtte var blevet anvendt i overensstemmelse med nævnte beslutning af 13. marts 1996.

8 Ved beslutning 2001/673/EF af 28. marts 2001 om Tysklands statsstøtte til EFBE Verwaltungs GmbH & Co. Management KG (nu Lintra Beteiligungsholding GmbH, sammen med Zeitzer Maschinen, Anlagen Geräte GmbH; LandTechnik Schlüter GmbH; ILKA MAFA Kältetechnik GmbH; SKL Motoren- und Systembautechnik GmbH; SKL Spezialapparatebau GmbH; Magdeburger Eisengießerei GmbH; Saxonia Edelmetalle GmbH og Gothaer Fahrzeugwerk GmbH) (EFT L 236, s. 3, herefter »den anfægtede beslutning«) rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, fastslog Kommissionen, idet den derved afsluttede procedure C 41/1999, at en del af de 658,202 mio. DEM, nemlig 34,978 mio. DEM, ikke var blevet anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne i omstruktureringsplanen, som var godkendt ved Kommissionens beslutning af 13. marts 1996, hvilket forhold udgjorde et misbrug af støtte i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, sammenholdt med artikel 1, litra g), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af reglerne for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1). Denne del af støtte blev altså fundet uforenelig med fællesmarkedet, og Forbundsrepublikken Tyskland blev pålagt at tilbagesøge støtten hos Lintra og de otte selskaber, som Lintra kontrollerede.

9 Blandt de datterselskaber til Lintra, som var omfattet af den anfægtede beslutning, var GFW, som skulle tilbagebetale 7 100 736 DEM (herefter »den omtvistede støtte«) af det samlede beløb, som Kommissionen havde fastslået var blevet misbrugt.

10 Kommissionen fastslog i betragtning 46, tredje afsnit, andet punktum, i denne beslutning, at »et salg af Lintra-datterselskaber efter den fejlslagne første omstrukturering forhindrer ikke, at fællesskabsretten anvendes fuldt ud, og berører ikke forpligtelsen til at kræve den omstridte støtte tilbagebetalt«. Kommissionen henviste herved til en fodnote til præmis 60 i Domstolens dom af 21. marts 1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, benævnt »ENI/Lanerossi« (Sml. I, s. 1433).

11 Ved skrivelse af 23. maj 2001 meddelte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland, at den havde indledt en undersøgelse af, om en ny støtte, som var ydet GFW og Schmitz-Gotha siden januar 1997 var forenelig med fællesmarkedet (procedure C 31/2001).

12 Punkt 62 og 63 i nævnte skrivelse lød således:

»62. Kommissionen fastslår desuden, at Lintra i henhold til den endelige beslutning i sag C-41/99 belaster [GFW] med en gæld på 7 100 736 DEM som følge af forpligtelsen til at tilbagesøge den ulovlige støtte. I henhold til betragtning 47 i beslutningen skulle denne gæld opgøres i forbindelse med den anden omstrukturering af Lintras tidligere datterselskaber.

63. Som det flere gange tidligere er blevet angivet, blev denne anden omstrukturering af [GFW] Lintras tidligere datterselskab gennemført ved, at forskellige materielle aktiver overførtes til nye investorer og med at selskabet trådte i likvidation. Beløbet på 7 100 736 DEM må derfor i givet fald ved privatiseringen af Schmitz-Gotha anses for en yderligere passiv post, som kan påvirke vurderingen af kriteriet om selskabets overlevelsesevne. Kommissionen fastslår, at Schmitz-Gotha kun er en af det tidligere selskab GFW's efterfølgere, som trådte i likvidation. Tyskland bedes derfor meddele Kommissionen, hvorledes der ved omstruktureringen af det tidligere selskab blev taget hensyn til denne gæld på 7 100 736 DEM, og hvorledes denne gæld i givet er blevet fordelt mellem de to efterfølgende oprettede selskaber.«

13 Den 23. maj og den 12. juni 2001 anlagde selskaberne Saxonia Edelmetalle og Zeitzer Maschinen, Anlagen Geräte (ZEMAG) to af Lintras datterselskaber, som udtrykkeligt var blevet nævnt i den anfægtede beslutning som selskaber, der som GFW havde modtaget en del af en støtte, der var blevet misbrugt, sag ved Retten i henhold til artikel 230 EF med påstand om annullation af beslutningen. Disse sager (sag T-111/01, Saxonia Edelmetalle mod Kommissionen, og sag T-133/01, ZEMAG mod Kommissionen) verserer stadig.

14 Den 22. juni 2001 indsatte GFW den tilbagesøgte omtvistede støtte på 7 100 736 DEM med tillæg af renter på BvS' konto.

15 Ved skrivelse af 5. september 2001 meddelte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland, at den havde taget til efterretning, at denne støtte med renter var blevet fuldstændigt tilbagebetalt. Ved skrivelse af 1. oktober 2001, som blev tilsendt Forbundsrepublikken Tyskland i forbindelse med procedure C 31/2001, anførte Kommissionen, at spørgsmålet om, hvorvidt denne tilbagebetaling påvirkede spørgsmålet om selskabets overlevelsesevne, forblev ubesvaret.

Retsforhandlinger og parternes påstande

16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2001 har Schmitz-Gotha anlagt nærværende sag.

17 Ved særskilt dokument, indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2001, har Kommissionen i henhold til artikel 114 i Rettens procesreglement rejst en formalitetsindsigelse.

18 Sagsøgeren har fremsat sine bemærkninger til denne formalitetsindsigelse den 4. januar 2002, på hvilket tidspunkt den skriftlige forhandling vedrørende formaliteten afsluttedes.

19 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen med hensyn til tilbagebetaling af støtten gør sagsøgeren ansvarlig for det ansvar, som påhviler GFW.

- Subsidiært, såfremt den påstand afvises eller ikke tages til følge, annullation af hele beslutningen.

- Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20 Sagsøgte har i sin formalitetsindsigelse nedlagt følgende påstande:

- Sagen afvises.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 I sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

- Formalitetsindsigelsen tages ikke til følge.

- Subsidiært, sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger, såfremt sagen afvises.

Formalitetsindsigelsen

22 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige til, at der kan træffes afgørelse uden at indlede mundtlig forhandling.

Parternes argumenter

23 Kommissionen har først anført, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning som anført i artikel 230, stk. 4, EF.

24 Kommissionen anfører indledningsvis, at den anfægtede beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, og at sagsøgeren hverken er nævnt eller på nogen anden måde individualiseret deri. Betragtning 46, tredje afsnit, andet punktum, i beslutningen (jf. præmis 10) gør det ikke muligt at individualisere sagsøgeren som krævet efter artikel 230, stk. 4, EF. Denne betragtning indeholder ifølge Kommissionen et generelt udsagn, der gælder for alle tilsvarende sager, som ikke er specifik for beslutningen. Der er alene tale om en henvisning til retspraksis, som ikke kan vedrøre sagsøgeren, for så vidt som sagsøgeren ikke har erhvervet noget Lintra-datterselskab.

25 Kommissionen har tilføjet, at dens skrivelse af 23. maj 2001 ikke kan fortolkes således, at sagsøgeren deri anses for et selskab, der har efterfulgt GFW som anført i nævnte betragtning 46.

26 Kommissionen har endvidere anført, at denne skrivelse ikke indeholder den mindste henvisning til nævnte betragtning, og at den omstændighed, at der deri henvises til sagsøgeren og til Gotha Fahrzeugtechnik som virksomheder, der har efterfulgt GFW, alene beroede på, »at disse dels har fortsat GFW's aktiviteter med de produktionsmidler, der var overført fra dette selskab, og dels har overtaget en vigtig del af den tidligere virksomheds personale«.

27 Kommissionen har for det andet anført, at den tilbagesøgning af den omstridte støtte, der blev foretaget hos sagsøgeren, ikke under nogen omstændigheder følger direkte af den anfægtede beslutning, idet denne, for så vidt angår denne støtte, kun har direkte virkning over for GFW. Kommissionen har påpeget, at såfremt støtten ikke havde kunnet tilbagesøges hos GFW på grund af selskabets insolvens, burde Forbundsrepublikken Tyskland på eget initiativ - og ikke på grund af betragtning 46 til den omtvistede beslutning, som er uanvendelig i dette tilfælde - have undersøgt, om støtte uforenelig med fællesmarkedet ikke også var blevet overført ved den vederlagsfrie overdragelse af aktiverne, som sagsøgeren, der på dette tidspunkt stadig var et datterselskab af GFW, havde profiteret af. Såfremt dette var tilfældet, burde Forbundsrepublikken Tyskland have tilbagesøgt støtten hos sagsøgeren, hvilket villet have påvirket selskabets økonomiske stilling negativt og umuliggjort en genoprettelse af dets overlevelsesevne. Det var alene med henblik på denne situation, at sagsøgerens ansvar var blevet nævnt i punkt 63 i skrivelsen af 23. maj 2001, i hvilken skrivelse Kommissionen altså ikke baserede sig på princippet, hvorefter sagsøgeren hæfter for GFW.

28 Kommissionen har dernæst fastholdt, at sagsøgeren ikke har nogen retlig interesse.

29 Kommissionen har herved først anført, at efter Domstolens faste praksis kan der i medfør af artikel 230 EF kun indbringes søgsmål over en bebyrdende retsakt, dvs. over en retsakt, der kan påvirke en bestemt retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639), og at kun en retsakts konklusion og ikke dens betragtninger kan have retsvirkninger og derfor være bebyrdende (Rettens dom af 17.9.1992, sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, præmis 31).

30 Kommissionen har dernæst gjort gældende, at en sagsøger skal godtgøre, at han har en eksisterende og faktisk interesse i annullationen af den anfægtede retsakt, idet en fremtidig og teoretisk interesse ikke er tilstrækkelig (Domstolens dom af 21.1.1987, sag C-204/85, Stroghili mod Revisionsretten, Sml. s. 389, præmis 11, og dommen i sagen NBV og NVB mod Kommissionen, præmis 33).

31 I denne sag var tilbagebetalingen af den omtvistede støtte allerede blevet foretaget af GFW inden nærværende sagsanlæg, hvorfor sagsøgeren alene har påberåbt sig fremtidige og usikre situationer som begrundelse for selskabets retlige interesse i annullation af den anfægtede beslutning, nemlig tilfælde, hvor selskabet kan pålægges tilbagebetaling af den omtvistede støtte i følgende tilfælde:

a) Kommissionen afviser Forbundsrepublikken Tysklands meddelelse vedrørende anvendelsen af den anfægtede beslutning og GFW's betaling.

b) Det af GFW betalte beløb skal tilbageføres til konkursmassen på begæring af en kurator, der er udnævnt efter at selskabet er blevet erklæret konkurs.

32 Disse tilfælde, som sagsøgeren har henvist til, viser ifølge Kommissionen imidlertid klart, at der allerede på tidspunktet for nærværende sagsanlæg ikke var sket noget indgreb i selskabets rettigheder, således som disse er defineret i retspraksis. Desuden er det næsten udelukket, at disse tilfælde vil opstå. For det første har Kommissionen allerede tilkendegivet, at den er enig i den måde, hvorpå GFW har valgt at gennemføre sin tilbagebetalingspligt og ikke har noget grundlag for at ændre denne afgørelse. For det andet bestemmer Insolvenzordnung af 5. oktober 1994 (tysk konkurslov), at sager, der anlægges i alle konkurskreditorers interesse, kun kan anlægges mod retshandlinger, der er foretaget inden for de sidste tre måneder inden indledningen af konkursproceduren. Da GFW havde tilbagebetalt den omstridte støtte den 22. juni 2000, kan denne tilbagebetaling ikke anfægtes efter en eventuel indledning af en konkursprocedure, som under alle omstændigheder indtræder langt senere end tre måneder efter nævnte tilbagebetaling.

33 Kommissionen har for det tredje anført, at sagen er blevet uden genstand. Eftersom GFW har foretaget den tilbagebetaling, som er pålagt selskabet i den anfægtede beslutning, og muligheden for at anfægte denne tilbagebetaling kort efter sagens anlæg blev udelukket efter national ret, kan de tyske myndigheder aldrig kræve, at sagsøgeren betaler det beløb, som GFW skyldte.

34 Sagsøgeren har først anført, at selskabet er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning.

35 Sagsøgeren har nærmere bemærket, at selskabet er individuelt berørt, idet Kommissionen i betragtning 46 til beslutningen retligt har anset sagsøgeren for GFW's efterfølger og derfor for solidarisk ansvarlig for tilbagebetaling af den omtvistede støtte, hvilket klart fremgår af skrivelsen af 23. maj 2001, bl.a. dennes punkt 63. Sagsøgeren har følgelig anført, at selskabets erhvervelse af visse af GFW's aktiver individualiserer selskabet i forhold til den anfægtede beslutning på samme måde, som adressaten herfor og de selskaber, der er nævnt i beslutningen, er individualiseret (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197 og 223, af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 11, og af 29.6.1989, forenede sager 250/86 og 11/87, RAR mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 2045).

36 Sagsøgeren har vedrørende betingelsen om at være umiddelbart berørt anført, at en privat person principielt er umiddelbart berørt af en beslutning, når vedkommende er individuelt berørt som tredjemand af beslutningen. Under alle omstændigheder opfylder sagsøgeren denne betingelse, også selv om betingelsen skal opfattes således, at den kun er opfyldt, såfremt medlemsstaten ved gennemførelsen af den beslutning, som er blevet meddelt den, er forpligtet til at træffe bebyrdende foranstaltninger over for privatpersonen, eller det er sikkert eller sandsynligt, at medlemsstaten, såfremt beslutningen ikke forelå, ikke ville have truffet en sådan foranstaltning. Sagsøgeren har herved bemærket, at Forbundsrepublikken Tyskland som adressat for den anfægtede beslutning senest ved indledningen af procedure C 31/2001 blev opfordret til at tage hensyn til muligheden for, at der forelå et solidarisk ansvar, der også påhviler de virksomheder, der havde erhvervet visse aktiver fra GFW.

37 Sagsøgeren har i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen undret sig over, at Kommissionen nu fortolker den anfægtede beslutning således, at alene GFW var umiddelbart forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte. Sagsøgeren har anført, at betragtning 46 til den anfægtede beslutning må ses i sammenhæng med betragtning 49 til samme beslutning, hvorefter »den støtte på 34,978 mio. DEM, der er misbrugt, skal kræves tilbagebetalt af [Lintra] og Lintra-datterselskaberne som følger: 12. mio. DEM af Lintra-datterselskaberne som beskrevet i betragtning 45, 22,978 mio. DEM af Lintra Beteiligungsholding og de enkelte Lintra-datterselskaber hæfter solidarisk som beskrevet i betragtning 46«. Heraf fremgår, at henvisningen til det ansvar, der påhviler eventuelle erhververe af Lintra-selskaber, som indeholdes i tredje afsnit, andet punktum, i betragtning 46 til den anfægtede beslutning, ikke skal anses for et generelt udsagn, der ikke vedrører sagsøgeren, og at sagsøgeren, for så vidt selskabet anses for erhverver af virksomheden GFW, er direkte ansvarlig.

38 Sagsøgeren har anført, at de tyske myndigheder selv har anlagt denne fortolkning af den anfægtede beslutning, hvilket selskabet har kunnet konstatere under et møde den 7. maj 2001, som det var blevet indkaldt til af BvS. Selskabet havde herunder fået overgivet en kopi af den anfægtede beslutning og var blevet gjort opmærksom på, at såfremt GFW ikke foretog tilbagebetalingen, var Forbundsrepublikken Tyskland forpligtet til direkte at opkræve det tilbagesøgte beløb fra sagsøgeren.

39 Sagsøgeren har med hensyn til punkt 63 i skrivelsen af 23. maj 2001 påpeget, at Kommissionen nu forsøger at fortolke beslutningen i strid med dens ordlyd og uden for dens sammenhæng, og at man ved prøvelsen af sagsøgerens retlige interesse må gå ud fra den opfattelse, som en oplyst iagttager ville have dannet sig på grundlag af den anfægtede beslutning og skrivelsen af 23. maj 2001. En sådan person kunne ikke have forestillet sig en anden fortolkning af disse retsakter end den, Kommissionen antog, nemlig at sagsøgeren var solidarisk ansvarlig, jf. den anfægtede beslutnings betragtning 46 og 49, og overvejede at kræve betaling af sidstnævnte.

40 Sagsøgeren har dernæst fastholdt, at selskabet stadig har retlig interesse trods GFW's tilbagebetaling af den omstridte støtte.

41 Sagsøgeren har i øvrigt henvist til, at Domstolen flere gange har fastslået, at den omstændighed, at en beslutning er blevet gennemført, ikke nødvendigvis indebærer, at interessen i at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse heraf ikke længere eksisterer (Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Könecke mod Kommissionen, Sml. 665, præmis 9, og af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 74 ff.).

42 Sagsøgeren har i stævningen anført, at selskabet stadig kan pålægges betaling som solidarisk ansvarlig, navnlig såfremt de tyske myndigheders meddelelse til Kommissionen om gennemførelsen af den anfægtede beslutning er uregelmæssig, eller såfremt tilbagebetalingen bestrides af en kurator, der udnævnes efter en eventuel konkurserklæring vedrørende GFW.

43 Sagsøgeren har endelig i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen henvist til, at Kommissionen ikke udtrykkeligt i sit indlæg har villet angive, at tilbagebetalingskrav over for selskabet på grundlag af den anfægtede beslutning var definitivt udelukket. Alene af denne grund må sagsøgeren anses for fortsat at have retlig interesse. Med henblik på vurderingen af denne interesse er det tilstrækkeligt at undersøge, i hvilket omfang denne risiko for tilbagebetalingskrav principielt eksisterer. Sagsøgeren har herved atter henvist til det tilfælde, hvor der indledes en konkursbehandling af GFW's aktiver. I dette tilfælde har sagsøgeren anført, at hvis det konstateres, at betalingsstandsningen allerede forelå på det tidspunkt, hvor støtten blev tilbagebetalt, og den samlede gæld på dette tidspunkt var kendt, er der stadig mulighed for at efterprøve mistænkelige transaktioner i henhold til artikel 133 i den tyske konkurslov i et tidsrum på ti år, således at den pågældende betaling kan omstødes.

44 Sagsøgeren har anført, at i dette tilfælde er selskabets retsbeskyttelse ikke tilstrækkelig, hvis denne alene beror på muligheden for at hævde, at den anfægtede beslutning er retsstridig, under en sag anlagt ved de nationale domstole til prøvelse af tilbagebetalingskravet, som blev rettet til sagsøgeren, og herved foranledige en præjudiciel forelæggelse vedrørende beslutningens gyldighed for Domstolen.

45 Sagsøgeren har herved navnlig henholdt sig til, at den anfægtede beslutning er genstand for to andre annullationssøgsmål, der er anlagt af andre berørte selskaber for Retten (sagen Saxonia Edelmetalle mod Kommissionen og sagen ZEMAG mod Kommissionen). Såfremt Forbundsrepublikken Tyskland, efter at Fællesskabets retsinstanser har truffet endelig afgørelse i disse sager, af sagsøgeren kræver tilbagebetaling, er det præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden af den anfægtede afgørelse, som selskabet eventuelt kunne rejse via de nationale retsinstanser, allerede afgjort ved nævnte afgørelse, som er blevet truffet uden at sagsøgeren har kunnet fremføre sine egne argumenter.

Rettens bemærkninger

46 Det fremgår af fast retspraksis, at fysiske eller juridiske personer efter artikel 230, stk. 4, EF kun kan anfægte foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som kan berøre den pågældendes interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt (dommen i sagen IBM mod Kommissionen, præmis 9, Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, præmis 27, og af 18.12.1997, sag T-178/94, ATM mod Kommissionen, Sml. II, s. 2529, præmis 53).

47 Det fremgår desuden af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun kan admitteres, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres (Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 59, af 25.3.1999, sag T-102/96, Gencor mod Kommissionen, Sml. II, s. 753, præmis 40, og af 30.1.2002, sag T-212/00, Nuove Industrie Molisane mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 33). Det skal herved godtgøres, at den pågældende har en eksisterende og faktisk interesse (dommen i sagen NBV og NVB mod Kommissionen, præmis 33), og interessen skal bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt (Domstolens dom af 16.12.1963, sag 14/63, Forges de Clabecq mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 453, org.ref.: Rec. s. 719 og 748, og Rettens dom af 24.4.2001, sag T-159/98, Torre m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 395, præmis 28). Når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han godtgøre, at indgrebet i retsstillingen allerede på nuværende tidspunkt er sikker. En sagsøger kan derfor ikke påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre sin interesse i at kræve annullation af den anfægtede retsakt (dommen i sagen NBV og NVB mod Kommissionen, præmis 33).

48 Det må derfor undersøges, om den anfægtede beslutning, som er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, og hvori denne pålagdes hos Lintra og Lintra-datterselskaberne at tilbagesøge statsstøtte på et samlet beløb af 34,978 mio. DEM, berører sagsøgerens interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt. Dette er en betingelse for, at sagsøgeren har retlig interesse i en annullation af den anfægtede beslutning (jf. herved dommen i sagen ATM mod Kommissionen, præmis 54).

49 Det bemærkes, at sagsøgerens principale påstand er annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som sagsøgeren heri pålægges en solidarisk forpligtelse til at tilbagebetale den omtvistede støtte på grund af selskabets overtagelse af visse af GFW's aktiver.

50 Det må dog fastslås, at denne påstand hviler på en klart fejlagtig læsning af den anfægtede beslutning. Hverken beslutningens konklusion eller dens betragtninger angiver, at der påhviler virksomheder, der har overtaget visse af de støttebegunstigede selskabers aktiver, en solidarisk forpligtelse til at tilbagebetale støtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet.

51 Tredje afsnit, andet punktum, i betragtning 46 til den anfægtede beslutning, som sagsøgeren har støttet sin argumentation på, angiver alene, at de tyske myndigheders forpligtelse til at kræve støtten tilbagebetalt fortsat består, uanset overdragelsen af Lintra-datterselskaber til tredjemænd inden vedtagelsen af beslutningen. Heller ikke henvisningen til præmis 60 i dommen i sagen ENI mod Lanerossi, som indeholdes i en fodnote, kan bibringe denne beslutning den rækkevidde, som sagsøgeren tillægger den. Domstolen behandlede i denne dom, hvilke følger en ændring af aktiebesiddelsen og ikke blot visse aktiver i de selskaber, der havde opnået nævnte støtte, havde for medlemsstatens forpligtelse til at kræve tilbagebetaling af støtte, der var erklæret uforenelig med fællesmarkedet. Det er i denne sag ubestridt, at sagsøgeren ikke har erhvervet GFW's aktier, og dermed ikke har overtaget et af Lintras datterselskaber.

52 Med hensyn til henvisningen i betragtning 49 til den anfægtede beslutning til betragtning 46 kan denne ikke fortolkes, som sagsøgeren har fremført. Dels påhviler den solidariske forpligtelse, som omtales i betragtning 49, Lintra og dets datterselskaber og vedrører et støttebeløb på 22,978 mio. DEM, dels vedrører henvisningen til betragtning 46 den »procedure«, der er angivet heri, nemlig de nærmere regler for begrænsningen af den solidariske hæftelse, som påhviler hvert Lintra-datterselskab og Lintra med hensyn til tilbagebetaling af nævnte beløb, regler, som er angivet i de to første afsnit i betragtning 46, skønt den del af betragtningen, som sagsøgeren støtter sig på, indeholdes i tredje afsnit.

53 Det må derfor først fastslås, at sagsøgeren overhovedet ikke er berørt af tredje afsnit, andet punktum, i betragtning 46 til den anfægtede beslutning.

54 Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argumentation vedrørende indholdet af Kommissionens skrivelse af 23. maj 2001. Det bemærkes herved, som Kommissionen med rette har anført, at punkt 63 i denne skrivelse ikke indeholder nogen henvisning til betragtning 46 til den anfægtede beslutning. Da det desuden drejer sig om en senere beslutning, som vedrører indledningen af en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF om støtte til sagsøgerens omstrukturering, kan dens indhold på ingen måde ændre den objektive rækkevidde af den anfægtede beslutning, således som denne fremgår af beslutningens indhold.

55 Selv om punkt 63 fortolkes således, at Kommissionen deri har anset sagsøgeren for solidarisk at hæfte for den omtvistede støtte helt eller delvis på grund af selskabets såkaldte egenskab af GFW's efterfølger, kan det ikke antages, at denne solidariske hæftelse er blevet opretholdt i den anfægtede beslutning.

56 Det bemærkes for det andet, at det ikke fremgår af sagens akter, at den anfægtede beslutning er bebyrdende for sagsøgeren, bortset fra den omstændighed, at den skulle pålægge erhververe af Lintra-datterselskabers aktiver en solidarisk forpligtelse som hævdet i sagsøgerens principale påstand.

57 Det bemærkes, at for så vidt som sagsøgeren subsidiært har nedlagt påstand om annullation af beslutningen, også fordi denne fastsætter en forpligtelse, som også kan gælde for sagsøgeren i selskabets egenskab af solidarisk skyldner eller dets overtagelse af GFW's aktiver og i henhold til anvendelsen af andre retsregler, må det fastslås, at sagsøgeren på ingen måde hverken har godtgjort eller hævdet at besidde denne egenskab.

58 Det bemærkes herved, at det påhviler sagsøgeren at føre bevis for sin retlige interesse, hvilket er den afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang (kendelse afsagt af formanden for Domstolens Anden Afdeling den 31.7.1989, sag C-206/89 R, s. mod Kommissionen, Sml. s. 2841, præmis 8). Denne interesse skal i henhold til retspraksis være eksisterende og faktisk og ikke kun teoretisk (jf. dommen i sagen Stroghili mod Revisionsretten, præmis 11, Rettens dom i sagen NBV og NVB mod Kommissionen, præmis 33, og af 30.4.1998, sag T-16/96, Cityflyer Express mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, præmis 30).

59 Sagsøgerens henvisning til de bemærkninger, som Kommissionen har fremsat i punkt 63 i skrivelsen af 23. maj 2001, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at løfte den bevisbyrde, som påhviler sagsøgeren.

60 Dels angiver Kommissionen ikke i denne skrivelse, at den mener, at sagsøgeren er personligt forpligtet til at tilbagebetale en del eller hele det beløb, som GFW skylder i henhold til den anfægtede beslutning, idet Kommissionen i skrivelsen alene angiver et teoretisk tilfælde (hvilket fremgår af Kommissionens formulering og navnlig af udtrykkene »skulle« og »i givet fald«).

61 Dels findes den pågældende bemærkning i en beslutning om at indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF om støtte, der er ydet sagsøgeren, og formålet hermed er at begrunde, at Kommissionen skal anmode de tyske myndigheder om oplysninger med henblik på de vurderinger, som den skal foretage i den endelige beslutning, der afslutter proceduren vedrørende sagsøgerens mulighed for at genvinde sin konkurrenceevne.

62 Det må på dette grundlag fastslås, at den anfægtede beslutning ikke er bebyrdende for sagsøgeren, hvorfor denne ikke har interesse i beslutningens annullation.

63 Det bemærkes desuden, at det forhold, at sagsøgeren ikke har nogen retlig interesse, også bestyrkes af, at GFW's fuldstændige tilbagebetaling af den omstridte støtte endog inden nærværende sags anlæg har medført, at forpligtelsen hertil er blevet opfyldt, og derfor ikke længere kan gøres gældende over for eventuelle solidariske skyldnere.

64 På grundlag af det anførte må sagen, henset til sagsøgerens manglende retlige interesse, afvises, uden at det findes nødvendigt at behandle de øvrige argumenter, som Kommissionen har fremført.

Sagens omkostninger

65 Sagsøgeren har i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen fremført, at såfremt Retten afviser sagen, bør Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger, i hvert fald de omkostninger, som er foranlediget ved Kommissionens uklare formulering af dens retsakter. Sagsøgeren har anført, at det er Kommissionen, der ved henvisningerne i den anfægtede beslutning og i skrivelsen af 23. maj 2001, som Kommissionen selv nu påstår er fejlagtige, der har foranlediget sagsøgeren til at anlægge nærværende sag.

66 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Retten kan dog i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, fravige reglen i artiklens stk. 2, når visse betingelser er opfyldt. Retten kan således først, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger. Retten kan også pålægge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som skønnes at være påført modparten unødvendigt eller af ond vilje.

67 Det bemærkes i denne sag først, at indholdet af den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen uklarhed, som har kunnet forlede sagsøgeren til at tro, at selskabet i denne beslutning blev anset for at være solidarisk forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte. Dette gælder for det andet også med hensyn til skrivelsen af 23. maj 2001, når henses til de teoretiske vurderinger i skrivelsens punkt 63 og den sammenhæng, skrivelsen blev udfærdiget i. For det tredje bemærkes, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at der påhvilede selskabet en personlig forpligtelse til at tilbagebetale den omtvistede støtte. For det fjerde bemærkes, at sagsøgeren anlagde sag med fuld kendskab til, at GFW havde tilbagebetalt den omtvistede støtte, hvilket sagsøgeren selv angav i stævningen, og hvilket, som anført i den nærværende doms præmis 63, indebærer, at sagsøgeren så meget desto mere savnede enhver søgsmålsinteresse.

68 Retten finder under disse omstændigheder, at der ikke foreligger nogen grund til at anvende procesreglementets artikel 87, stk. 3, og at sagsøgeren bør pålægges at betale sagens omkostninger i henhold til Kommissionens påstand herom.

Sagens omkostninger

65 Sagsøgeren har i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen fremført, at såfremt Retten afviser sagen, bør Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger, i hvert fald de omkostninger, som er foranlediget ved Kommissionens uklare formulering af dens retsakter. Sagsøgeren har anført, at det er Kommissionen, der ved henvisningerne i den anfægtede beslutning og i skrivelsen af 23. maj 2001, som Kommissionen selv nu påstår er fejlagtige, der har foranlediget sagsøgeren til at anlægge nærværende sag.

66 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Retten kan dog i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, fravige reglen i artiklens stk. 2, når visse betingelser er opfyldt. Retten kan således først, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger. Retten kan også pålægge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som skønnes at være påført modparten unødvendigt eller af ond vilje.

67 Det bemærkes i denne sag først, at indholdet af den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen uklarhed, som har kunnet forlede sagsøgeren til at tro, at selskabet i denne beslutning blev anset for at være solidarisk forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte. Dette gælder for det andet også med hensyn til skrivelsen af 23. maj 2001, når henses til de teoretiske vurderinger i skrivelsens punkt 63 og den sammenhæng, skrivelsen blev udfærdiget i. For det tredje bemærkes, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at der påhvilede selskabet en personlig forpligtelse til at tilbagebetale den omtvistede støtte. For det fjerde bemærkes, at sagsøgeren anlagde sag med fuld kendskab til, at GFW havde tilbagebetalt den omtvistede støtte, hvilket sagsøgeren selv angav i stævningen, og hvilket, som anført i den nærværende doms præmis 63, indebærer, at sagsøgeren så meget desto mere savnede enhver søgsmålsinteresse.

68 Retten finder under disse omstændigheder, at der ikke foreligger nogen grund til at anvende procesreglementets artikel 87, stk. 3, og at sagsøgeren bør pålægges at betale sagens omkostninger i henhold til Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.