61995A0230

1 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - skade - aarsagssammenhaeng - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

2 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - faktisk og reel skade - bevisbyrde

1 I henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, og de almindelige retsgrundsaetninger, hvortil der henvises i denne bestemmelser, skal en raekke betingelser vaere opfyldt for, at Faellesskabet kan paadrage sig erstatningsansvar uden for kontrakt, nemlig at den adfaerd, som bebrejdes institutionen, er retsstridig, at der er indtraadt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem adfaerden og det paaberaabte tab.

Det paahviler sagsoegeren at bevise, at der er aarsagsforbindelse mellem den af institutionen begaaede fejl og det paaberaabte tab.

En sagsoeger, som forsoeger at faa erstatning for det tab, han haevder at have lidt som foelge af den forsinkelse, hvormed Kommissionens beslutning vedroerende statsstoette er blevet meddelt ham, har ikke bevist, at der er en saadan aarsagsforbindelse, eftersom en saadan forsinkelse - selv om den maatte kunne kvalificeres som culpoes - ikke kan have forvoldt sagsoegeren et selvstaendigt, oekonomisk tab, som er et andet end det tab, som ville kunne foelge af selve beslutningen.

2 For at opnaa erstatning for den ikke-oekonomiske skade, det sagsoegende selskab haevder at have lidt, skal selskabet bevise, at det har lidt en faktisk og utvivlsom skade. Principielt kan sagsoegeren derfor ikke blot goere gaeldende, at den paagaeldende institution har handlet culpoest over for sagsoegeren. Det paahviler i det mindste sagsoegeren at bevise, at den adfaerd fra Kommissionens side, sagsoegeren har anfaegtet, var saa alvorlig, at den har paafoert ham en saadan skade.

I sag T-230/95,

Bretagne Angleterre Irlande (BAI), Roscoff (Frankrig), ved advokat Jean-Michel Payre, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Gérard Rozet og Anders Christian Jessen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om erstatning for den skade, sagsoegeren haevder at have lidt som foelge af den forsinkelse, hvormed Kommissionen meddelte sagsoegeren sin beslutning af 7. juni 1995 om at indstille den procedure, der var indledt i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende stoette til Ferries Golfo de Vizcaya SA,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, B. Vesterdorf, og dommerne C.W. Bellamy, R.M. Moura Ramos, J. Pirrung og P. Mengozzi,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 16. juni 1998,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren har i en aarraekke under navnet »Brittany Ferries« drevet en faergerute mellem Plymouth i Det Forenede Kongerige og Santander i Spanien. Ved skrivelse af 21. september 1992 tilstillede sagsoegeren Kommissionen en klage over den betydelige stoette, provinsraadet i Vizcaya og den baskiske lokalregering skulle yde det spanske selskab Ferries Golfo de Vizcaya SA, der var stiftet af det spanske selskab Vapores Surdíaz Bilbao SA og det britiske selskab P & O European Ferries (Portsmouth) Ltd til drift af en fast faergeforbindelse mellem Portmouth og Bilbao.

2 Det sagsoegende selskab meddelte ogsaa Kommissionen forskellige oplysninger, som det laa inde med vedroerende en aftale, der skulle undertegnes mellem Ferries Golfo de Vizcaya og de regionale baskiske myndigheder, og hvorefter ruten Bilbao-Portsmouth skulle modtage stoette i de foerste tre aar, hvor den var i drift. Klageren anmodede desuden formelt Kommissionen om at indlede en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 92 og 93.

3 Den 11. februar 1993 tilstillede sagsoegeren Kommissionen yderligere bemaerkninger vedroerende stoetten til Ferries Golfo de Vizcaya. Heri gjorde sagsoegeren opmaerksom paa, at det nu var uopsaetteligt at indlede den procedure, sagsoegeren havde anmodet om i klagen, idet ruten Bilbao-Portsmouth ville blive aabnet kort efter. Sagsoegeren praeciserede i den forbindelse, at da den naevnte rute konkurrerede direkte med den rute, sagsoegeren driver, maatte det antages, at saafremt ruten blev taget i brug paa de vilkaar, der var aftalt med de spanske myndigheder, ville det vaere til alvorlig skade for sagsoegerens oekonomiske interesser.

4 Den 29. september 1993 besluttede Kommissionen at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2. Ud fra de oplysninger, Kommissionen havde modtaget, fandt den, at stoetten til Ferries Golfo de Vizcaya var statsstoette som omhandlet i traktatens artikel 92, og at den ikke opfyldte betingelserne for at kunne erklaeres forenelig med faellesmarkedet. Ved skrivelse af 13. oktober 1993 blev beslutningen meddelt den spanske regering, som blev anmodet om at bekraefte, at den ville stille alle udbetalinger i henhold til den paagaeldende stoetteordning i bero, indtil Kommissionen havde vedtaget den endelige beslutning, ligesom regeringen blev anmodet om at fremkomme med sine bemaerkninger og give alle de oplysninger, der var noedvendige med henblik paa, at Kommissionen kunne tage stilling til stoetteordningen.

5 Beslutningen om at indlede en procedure vedroerende den stoette, Spanien ydede Ferries Golfo de Vizcaya, var omhandlet i en meddelelse fra Kommissionen til de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter. Meddelelsen blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (EFT 1994 C 70, s. 5) med henblik paa, at de kunne fremkomme med deres bemaerkninger.

6 Da sagsoegeren ikke havde modtaget konkrete oplysninger om procedurens forloeb, anmodede man den 28. februar 1995 formelt Kommissionen om at vedtage en endelig beslutning, jf. traktatens artikel 175, stk. 2.

7 Ved skrivelser af 12. juni 1995 og 16. juni 1995 anmodede sagsoegeren Kommissionen om at faa tilstillet ordlyden af den beslutning, Kommissionen havde vedtaget i forbindelse med proceduren, og som sagsoegeren endnu ikke officielt var blevet underrettet om. Sagsoegeren var foruroliget over, at Kommissionen ifoelge den spanske dagspresse havde vedtaget en endelig beslutning i sagen, efter at der var indgaaet en ny aftale mellem Ferries Golfo de Vizcaya og de regionale myndigheder. Ifoelge oplysningerne i pressen svarede denne aftale til aftalen af 1992. De spanske myndigheder forpligtede sig til over en periode paa tre aar at koebe et betydeligt antal rejsekuponer af det konkurrerende selskab, hvilket indebar, at dette selskab kunne udligne de tab, det havde uden for hoejsaesonen. Sagsoegeren oenskede foelgelig at blive gjort bekendt med, hvilke foranstaltninger Kommissionen havde taenkt sig at traeffe vedroerende den nye aftale.

8 Ved telefax af 19. juni 1995 fremsendte Kommissionen pressemeddelelse IP/95/579 af 7. juni 1995, og Kommissionen forpligtede sig til at tilstille sagsoegeren beslutningen saa hurtigt som muligt. I pressemeddelelsen hed det, at Kommissionen samme dag havde besluttet at indstille proceduren vedroerende stoette til Ferries Golfo de Vizcaya. Pressemeddelelsen indeholdt en sammenfatning af beslutningens begrundelse, hvoraf det bl.a. fremgik, at aftalen mellem myndighederne og den spanske transportvirksomhed var blevet aendret som foelge af Kommissionens betaenkeligheder. Kommissionen erklaerede, at den herefter var overbevist om, at Ferries Golfo de Vizcaya ikke modtog statsstoette. Den i pressemeddelelsen omhandlede beslutning blev meddelt den spanske regering ved skrivelse af 11. juli 1995.

9 Den 21. juni 1995 anerkendte det sagsoegende selskab modtagelsen af pressemeddelelsen og bekraeftede, at det endnu ikke havde modtaget ordlyden af den heri naevnte kommissionsbeslutning. Kommissionen svarede, at beslutningen ville blive offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende i de foelgende uger og bekraeftede paa ny, at sagsoegeren ville faa tilstillet en kopi af beslutningens ordlyd saa hurtigt som muligt.

10 Det var paa denne baggrund, at det sagsoegende selskab den 28. november 1995, hvor det endnu ikke havde modtaget beslutningen, som heller ikke var blevet offentliggjort, sendte staevningen i naervaerende sag med posten. Paa grund af strejker, som i den paagaeldende periode forsinkede postbefordringen i Frankrig, blev staevningen imidlertid foerst registreret paa Rettens Justitskontor den 18. december 1995.

11 I mellemtiden var Kommissionens beslutning af 7. juni 1995 blevet offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 1. december 1995 (EFT C 321, s. 4). Den 8. december 1995 sendte Kommissionen pr. telefax sagsoegeren beslutningen, saaledes som den var blevet offentliggjort.

12 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. februar 1996 anlagde sagsoegeren herefter endnu en sag, registreret som sag T-14/96, hvorunder sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning om at indstille proceduren vedroerende stoetten til Ferries Golfo de Vizcaya.

13 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) indledt den mundtlige forhandling. I retsmoedet den 16. juni 1998 har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal.

Parternes paastande

14 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen tilpligtes at erstatte det sagsoegende selskab det tab, det har lidt som foelge af den sene meddelelse af beslutningen af 7. juni 1995.

- Der fastsaettes en frist, inden for hvilken parterne skal meddele Retten stoerrelsen af det efter faelles aftale fastsatte erstatningsbeloeb. Saafremt en saadan aftale ikke kommer i stand, fastsaettes der en frist, inden for hvilken parterne skal meddele Retten deres paastand opgjort i tal.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse for erstatningspaastanden.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemaerkninger

Parternes argumenter

16 Det sagsoegende selskab har i det vaesentlige gjort gaeldende, at eftersom Kommissionen trods flere anmodninger og en opfordring til at handle ikke oejeblikkeligt underrettede selskabet om den beslutning, den havde truffet vedroerende den af selskabet indgivne klage, har Kommissionen begaaet en fejl, hvorved Faellesskabet har paadraget sig et ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i traktatens artikel 215, stk. 2.

17 Sagsoegeren har tilfoejet, at den forsinkelse, hvormed Kommissionen underrettede sagsoegeren om sin beslutning, som blev truffet den 7. juni 1995 og meddelt den spanske regering den 11. juli 1995, ligger uden for det normale. Den omstaendighed, at beslutningen ikke forelaa paa alle Faellesskabets sprog, kan ikke lovligt begrunde en saadan forsinkelse. Sagsoegeren har naermere anfoert, at der i henhold til retspraksis ikke med foeje kan fremfoeres argumenter om, at en institutions tjenestegrene har udvist aabenbar passivitet (jf. Domstolens dom af 22.5.1985, sag 13/83, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 1513), og endvidere, at beslutningen utvivlsomt forelaa paa spansk, eftersom den var meddelt den beroerte medlemsstat. Ifoelge sagsoegeren burde beslutningen i oevrigt have foreligget paa fransk, der er det sprog, der er anvendt under den procedure, som var indledt paa sagsoegerens foranledning. Efter sagsoegerens opfattelse viser den omstaendighed, at Kommissionen ikke har kunnet give en holdbar begrundelse, at Kommissionen bevidst har undladt at meddele sagsoegeren den endelige beslutning, selv om der reelt ikke var noget til hinder herfor, og selv om den har meddelt den til de oevrige parter i proceduren.

18 Sagsoegeren har endvidere paapeget, at denne forsoemmelige adfaerd fra Kommissionens side har afskaaret sagsoegeren fra straks at anfaegte gyldigheden af den omtvistede beslutning, idet sagsoegeren ikke var bekendt med beslutningens begrundelse (jf. Domstolens dom af 6.7.1988, sag 236/86, Dillinger Huettenwerke mod Kommissionen, Sml. s. 3761, praemis 14). Sagsoegeren burde saaledes have raadet over selve ordlyden af Kommissionens beslutning og ikke blot over en pressemeddelelse, der kun indeholder et resumé. Sagsoegeren har tilfoejet, at en betingelse for at kunne fastslaa, om pressemeddelelsen indeholdt de centrale dele af beslutningen, saaledes som Kommissionen har haevdet det i svarskriftet, var, at sagsoegeren raadede over den beslutning, som pressemeddelelsen var udarbejdet paa grundlag af, hvilket netop ikke var tilfaeldet. For at kunne anfaegte beslutningen maatte sagsoegeren vaere bekendt med beslutningens begrundelse og navnlig kunne skaffe sig oplysninger om, hvorfor Kommissionen havde fundet, at den nye aftale mellem de spanske myndigheder og Ferries Golfo de Vizcaya ikke indeholdt noget element af statsstoette.

19 I replikken har sagsoegeren hertil understreget, at Kommissionen endnu ikke har besvaret sagsoegerens skrivelse af 21. december 1995, hvori man anmodede Kommissionen om at fremsende den nye aftale, idet sagsoegeren ikke uden den nye aftale ville kunne forstaa eller vurdere raekkevidden af Kommissionens beslutning.

20 Det sagsoegende selskab har praeciseret, at Kommissionens adfaerd har paafoert det en utvivlsom og alvorlig skade som foelge af, at dets nye og eneste konkurrent, Ferries Golfo de Vizcaya, fortsat ulovligt kunne faa udbetalt stoette og herved etablere sig paa markedet. Da ruten kun forventedes at give underskud i de tre foerste aar, hvor den var i drift, og selv om det endog antages, at Ferries Golfo de Vizcaya paa et tidspunkt skal tilbagebetale den stoette, selskabet ulovligt har faaet udbetalt, har det kunnet udnytte soegsmaalsfristerne med henblik paa at etablere sig paa markedet og skaffe sig en fast kundekreds. De maaneder, Kommissionen har ladet gaa, inden den meddelte sagsoegeren sin endelige beslutning, har i tilsvarende grad forsinket selskabets mulighed for at bringe den urimelige konkurrence, som det er udsat for, til ophoer.

21 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren faktisk har lidt en skade, har selskabet anfoert, at Kommissionen ikke med foeje kan fastholde, at de beroerte to faergeforbindelser ikke er direkte konkurrenter, og at det derfor ikke har lidt en skade. Den skade, sagsoegeren goer gaeldende, er i hvert fald ikke en foelge af illoyal konkurrence, men af den fejl, Kommissionen har begaaet. Kommissionen har behandlet sagsoegeren ubilligt derved, at den ikke oejeblikkeligt og uden at blive opfordret hertil meddelte selskabet ordlyden af dens beslutning. Selv om den saaledes forvoldte skade kun maatte vaere ikke-oekonomisk, er den ikke mindre utvivlsom og erstatningsberettiget, jf. de almindelige retsgrundsaetninger, der er faelles for medlemsstaternes retssystemer.

22 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at saafremt der ikke havde foreligget en aftale, hvorved de spanske myndigheder havde forpligtet sig til i mindst tre aar at erstatte den nye rutes tab, ville den ikke vaere blevet oprettet, eftersom soegningen var utilstraekkelig. Selv om beslutningen om at indlede en procedure teoretisk maatte have bragt udbetalingen af stoetten til ophoer, har det konkurrerende selskab, saaledes som det fremgaar af beslutningen af 7. juni 1995, blot deponeret et beloeb med henblik paa tilbagebetaling af de foerste stoettebeloeb, men det har ikke faktisk tilbagebetalt stoetten. Da der i henhold til den nye aftale skal foretages udbetalinger til Ferries Golfo de Vizcaya fra 1995, har stoetteordningen kun vaeret afbrudt fra september 1993 til december 1994, dvs. i et aar og tre maaneder.

23 Sagsoegeren har i oevrigt anfoert, at det endnu ikke kan opgoeres noejagtigt, hvor stor skaden er. Det fremgaar af replikken, at beloebet i det vaesentlige afhaenger af, hvilken afgoerelse der vil blive truffet vedroerende det annullationssoegsmaal, sagsoegeren har anlagt til proevelse af Kommissionens beslutning om at indstille den procedure, den havde indledt paa grundlag af sagsoegerens klage. Da skaden er utvivlsom, kan Retten traeffe afgoerelse (jf. Domstolens dom af 2.3.1977, sag 44/76, Eier-Kontor mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 393, af 6.12.1984, sag 59/83, Biovilac mod EOEF, Sml. s. 4057, og af 14.1.1987, sag 281/84, Zuckerfabrik Bedburg m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 49). Det paahviler parterne enten at meddele Retten en opgoerelse af erstatningen, saaledes som denne har kunnet fastlaegges efter faelles aftale, eller at tilstille Retten deres respektive opgoerelser af erstatningsbeloebet inden for den frist, Retten maatte fastsaette (jf. Domstolens dom af 27.3.1990, sag C-308/87, Grifoni mod Euratom, Sml. I, s. 1203).

24 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren fik tilsendt pressemeddelelsen og den foerste affattelse af beslutningen af 7. juni 1995 umiddelbart efter, at de paagaeldende dokumenter forelaa. Ifoelge Kommissionen kan sagsoegeren ikke med foeje haevde, at Kommissionen over for sagsoegeren har handlet ulovligt og herved paadraget Faellesskabet ansvar.

25 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har fremfoert nogle konkrete omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det med tilstraekkelig sikkerhed kan fastslaas, at sagsoegeren faktisk har lidt en skade, eller at den er umiddelbart forestaaende eller paaregnelig. Ifoelge Kommissionen kan sagsoegeren derfor ikke stoette sig paa fast praksis og anlaegge sag ved Domstolen med henblik paa, at denne statuerer ansvar for Faellesskabet for umiddelbart forestaaende og med tilstraekkelig sikkerhed paaregnelige skader, selv om tabet endnu ikke kan opgoeres noejagtigt (jf. Domstolens dom af 2.6.1976, forenede sager 56/74-60/74, Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 711, og ovennaevnte dom i sagen Grifoni mod Euratom).

26 Kommissionen har understreget, at sagsoegeren ikke klart og praecist har kunnet definere, hvori den oekonomiske skade bestaar, og heller ikke kunnet fastlaegge den ikke-oekonomiske skade, sagsoegeren subsidiaert og accessorisk har paaberaabt sig. Kommissionen har bestridt, at sagsoegeren overhovedet har lidt nogen skade.

27 Kommissionen har tilfoejet, at sagsoegeren heller ikke har godtgjort, at den paaberaabte skade er foraarsaget af den fejl, Kommissionen haevdes at have begaaet. Hvis Ferries Golfo de Vizcaya er kommet ind paa markedet ved hjaelp af ulovligt ydet stoette, kan dette kun vaere sket paa grund af beslutningen af 7. juni 1995 - under forudsaetning af, at det godtgoeres, at beslutningen er retsstridig - og ikke paa grund af den forsinkelse, hvormed den er blevet meddelt sagsoegeren. Naar sagsoegeren anfoerer, at opgoerelsen af det haevdede tab afhaenger af, hvorvidt sagsoegeren faar medhold i annullationssoegsmaalet eller ej, har sagsoegeren ifoelge Kommissionen selv godtgjort, at der ikke er nogen direkte aarsagssammenhaeng mellem den forsinkelse, sagsoegeren har foreholdt Kommissionen, og skaden, hvis karakter noedvendigvis er forbundet med selve indholdet af den omtvistede beslutning.

28 Kommissionen har endelig anfoert, at en eventuel aarsagssammenhaeng under alle omstaendigheder er blevet irrelevant som foelge af sagsoegerens egen skyld, idet selskabet siden den 19. juni 1995 har haft tilstraekkeligt kendskab til beslutningen til at kunne anlaegge sag.

Rettens bemaerkninger

29 I henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, og de almindelige retsgrundsaetninger, hvortil der henvises i denne bestemmelse, skal en raekke betingelser vaere opfyldt for, at Faellesskabet kan paadrage sig erstatningsansvar uden for kontrakt, nemlig at den adfaerd, som bebrejdes institutionen, er retsstridig, at der er indtraadt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem adfaerden og det paaberaabte tab (jf. Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 18, og Rettens dom af 16.7.1998, sag T-199/96, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. II, s. 2805, praemis 48).

30 I den foreliggende sag har sagsoegeren nedlagt paastand om erstatning for en skade, selskabet haevder at have lidt som foelge af den forsinkelse, hvormed Kommissionens beslutning af 7. juni 1995 blev meddelt det. Det paahviler derfor sagsoegeren at bevise, at der er aarsagsforbindelse mellem den fejl, der bebrejdes institutionen, og det paaberaabte tab (jf. Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsider m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, praemis 25, og af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, praemis 31, og Rettens dom af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, praemis 98).

31 Sagsoegeren har principalt paaberaabt sig at have lidt et oekonomisk tab, der er utvivlsomt og alvorligt, selv om det endnu ikke kan opgoeres noejagtigt. Subsidiaert og accessorisk har sagsoegeren paaberaabt sig en ikke-oekonomisk skade.

32 Det sagsoegende selskab har naermere forklaret, at det oekonomiske tab, det har lidt, skyldes, at det har vaeret afskaaret fra straks at anfaegte Kommissionens beslutning vedroerende den stoette, der var ydet Ferries Golfo de Vizcaya, hvilket medfoerte, at sagsoegerens konkurrent kunne komme ind paa markedet i kraft af ulovligt ydet stoette. Foelgen af, at beslutningen blev tilstillet saa sent, var, at sagsoegeren ikke havde mulighed for at anlaegge annullationssoegsmaal tidligere og saaledes bringe den urimelig konkurrence, selskabet var udsat for, til ophoer.

33 Ifoelge sagsoegeren afhaenger tabets stoerrelse af udfaldet af den sag, selskabet har anlagt den 1. februar 1996 til proevelse af beslutningen af 7. juni 1995, i den forstand, at Rettens annullation af beslutningen ifoelge sagsoegeren er en bekraeftelse paa, at der er tale om et oekonomisk tab. Da sagen som foelge af Kommissionens adfaerd foerst har kunnet indbringes for Faellesskabets retsinstanser med forsinkelse, har Ferries Golfo de Vizcaya herved faaet udbetalt ulovlig stoette i seks maaneder for meget. Saafremt Retten frifinder Kommissionen for annullationssoegsmaalet, maa sagsoegeren noejes med at kraeve godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.

34 Det maa fastslaas, at det sagsoegende selskab ikke har bevist, at der er aarsagsforbindelse mellem den adfaerd, som bebrejdes Kommissionen, og det oekonomiske tab, selskabet haevder at have lidt. Det fremgaar saaledes af hele sagsoegerens argumentation, at den skadevoldende omstaendighed med hensyn til det oekonomiske tab, sagsoegeren haevder at have lidt, er Kommissionens beslutning af 7. juni 1995, som hjemlede mulighed for, at de spanske myndigheder kunne udbetale naermere angivne beloeb til Ferries Golfo de Vizcaya, men ikke den omstaendighed, at beslutningen blev bragt til sagsoegerens kundskab seks maaneder senere. Den forsinkelse, hvormed sagsoegeren har anlagt annullationssoegsmaalet, og som ifoelge selskabet er en foelge af Kommissionens adfaerd, kan - selv om det antages, at denne adfaerd kan kvalificeres som culpoes - ikke have forvoldt sagsoegeren et selvstaendigt, oekonomisk tab, som er et andet end det tab, som ville kunne foelge af den beslutning, sagsoegeren har anfaegtet under sag T-14/96. Sidstnaevnte beslutning, som konstant har haft retsvirkninger, siden den blev vedtaget, er den aarsag, der er noedvendig for ethvert oekonomisk tab, sagsoegeren maatte have lidt. Saafremt en saadan beslutning ikke var blevet vedtaget og heller ikke gennemfoert, ville en forsinket meddelelse af Kommissionens stillingtagen til den omtvistede stoette ikke, som haevdet af sagsoegeren, have kunnet kraenke selskabets oekonomiske interesser.

35 Disse konstateringer aendres ikke af det sagsoegende selskabs argumentation, hvorefter det, saafremt beslutningen var blevet fremsendt straks, kunne have anlagt annullationssoegsmaal seks maaneder tidligere og saaledes have forsoegt at begraense det tab, det mener at have lidt. Det maa fremhaeves, at sagsoegerens raesonnement forudsaetter, at en annullation af beslutningen og en eventuel tilbagebetaling af stoetten som afslutning paa de i faellesskabsretten og i national ret fastsatte procedurer ikke kan antages at give sagsoegeren fuldstaendig erstatning af det oekonomiske tab, selskabet haevder at have lidt. Henset til, at det paaberaabte tab er vedvarende, vil sagsoegeren under ingen omstaendigheder kunne bevise, at der er aarsagsforbindelse mellem den forsinkelse, selskabet foreholder Kommissionen, og den del af tabet, det ikke kan faa erstatning for. Det er herved tilstraekkeligt at bemaerke, at alle de tidsmaessige retsvirkninger, der er affoedt af beslutningen af 7. juni 1995, er en foelge af beslutningens gennemfoerelse og ikke af, at den eventuelt er meddelt sagsoegeren for sent.

36 Det maa i oevrigt fastslaas, at sagsoegeren paa intet tidspunkt har indgivet en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af den beslutning, der anfaegtes under sag T-14/96. Havde sagsoegeren fremsat en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningen af 7. juni 1995, havde selskabet kunnet udvirke, at det paaberaabte oekonomiske tab var blevet mindre, saafremt det kunne godtgoere, at alle betingelserne for, at Faellesskabets retsinstanser kan traeffe bestemmelse om foreloebige forholdsregler, var opfyldt.

37 Da Retten har fastslaaet, at den adfaerd, sagsoegeren har foreholdt Kommissionen, ikke er baggrunden for det oekonomiske tab, selskabet haevder at have lidt, maa det herefter undersoeges, om Kommissionens adfaerd har paafoert sagsoegeren en ikke-oekonomisk skade.

38 Hertil bemaerkes, at for at opnaa erstatning for den ikke-oekonomiske skade, det sagsoegende selskab haevder at have lidt, skal selskabet bevise, at det har lidt en faktisk og utvivlsom skade. Principielt kan sagsoegeren derfor ikke kun goere gaeldende, at Kommissionen har handlet culpoest over for selskabet (jf. i samme retning Rettens dom af 21.3.1996, sag T-230/94, Farrugia mod Kommissionen, Sml. II, s. 195, praemis 46).

39 I det omfang sagsoegeren ikke har fremfoert nogen omstaendighed, der goer det muligt at bevise, at selskabet har lidt en ikke-oekonomisk skade, og at fastslaa skadens omfang, paahviler det i det mindste sagsoegeren at bevise, at den adfaerd fra Kommissionens side, sagsoegeren har anfaegtet, var saa alvorlig, at den har paafoert sagsoegeren en saadan skade. Det sagsoegende selskab har ganske vist anfoert, at det er blevet behandlet urimeligt, men har alene paaberaabt sig sin egen opfattelse af, hvorledes Kommissionen behandler eller boer behandle klagende parter under statsstoettesager. Da der ikke kan fastslaas objektive omstaendigheder, som kan underbygge sagsoegerens bemaerkninger om, at selskabet er blevet behandlet urimeligt, kan det ikke anses for bevist, at det har lidt den paaberaabte ikke-oekonomiske skade.

40 Heraf foelger, at samtlige betingelser for, at Faellesskabet kan paadrage sig erstatningsansvar over for sagsoegeren, ikke er opfyldt i naervaerende sag. Herefter, og uden at det er fornoedent, at Retten tager stilling til lovligheden af den adfaerd, sagsoegeren har foreholdt Kommissionen, vil Kommissionen vaere at frifinde for erstatningssoegsmaalet.

Sagens omkostninger

41 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da det sagsoegende selskab har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.