–

MA ved M. Lynam, SC, S. Brittain, BL, og solicitor C. Mulholland,

–

Minister for Justice and Equality og Irland ved Chief State Solicitor M. Browne, D. Curley, S. Finnegan og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af J. Fitzgerald, SC, og A. Hanrahan, SC,

–

Det Forenede Kongeriges regering ved S. Fuller, som befuldmægtiget, bistået af barristers V. Ailes og J. Pobjoy samt J. Eadie, KC,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, F. Ronkes Agerbeek og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 49, stk. 1, andet punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Irland af fire arrestordrer med henblik på strafforfølgning, der er udstedt mod MA af judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

3

Artikel 7, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), bestemmer:

»Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.«

4

Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (EUT 2021, L 149, s. 10, herefter »handels- og samarbejdsaftalen«), indeholder bl.a. en tredje del med overskriften »Samarbejde om retshåndhævelse og retligt samarbejde i straffesager«, som omfatter handels- og samarbejdsaftalens artikel 522-702.

5

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 524 foreskriver:

»1.   Det samarbejde, der er omhandlet i denne del, er baseret på parternes og medlemsstaternes mangeårige respekt for demokrati, retsstatsprincippet og beskyttelsen af individets grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder[, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1948,] og i [EMRK], og på betydningen af at gennemføre rettighederne og frihedsrettighederne i konventionen på nationalt plan.

2.   Intet i denne del ændrer forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som afspejlet i navnlig [EMRK] og, for så vidt angår [Den Europæiske Union] og dens medlemsstater, i [chartret].«

6

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 604 bestemmer:

»Den fuldbyrdende judicielle myndigheds fuldbyrdelse af arrestordren kan underlægges følgende garantier:

[...]

7

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 613, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende stat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om, at de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig med hensyn til [...] artikel 604 [...] hurtigst muligt udstedes, og den kan fastsætte en frist for modtagelse heraf [...]«

8

Den 26. november 20121 udstedte District Judge (dommer) ved Magistrates’ Courts of Northern Ireland (ret i første instans i Nordirland, Det Forenede Kongerige) fire arrestordrer mod MA for terrorhandlinger begået mellem den 18. og den 20. juli 2020 i Nordirland (Det Forenede Kongerige). Den første af disse lovovertrædelser kan straffes med fængsel i højst ti år, mens de tre andre kan straffes med en tidsbestemt fængselsstraf, en forlænget frihedsstraf, en tidsubestemt frihedsstraf eller fængsel på livstid.

9

Ved dom af 24. oktober 2022 samt ved kendelser af samme dato og af 7. november 2022 traf High Court (ret i første instans, Irland) afgørelse om overgivelse af MA til Det Forenede Kongerige og gav ikke MA tilladelse til at iværksætte appel ved Court of Appeal (appeldomstol, Irland).

10

Ved afgørelse af 17. januar 2023 gav Supreme Court (øverste domstol, Irland), som er den forelæggende ret, MA tilladelse til at iværksætte appel til prøvelse af denne dom og disse kendelser afsagt af High Court (ret i første instans).

11

MA har for den forelæggende ret gjort gældende, at hans overgivelse til Det Forenede Kongerige er uforenelig med det strafferetlige legalitetsprincip, med den begrundelse, at i tilfælde af, at han idømmes en fængselsstraf, vil hans eventuelle prøveløsladelse blive reguleret af en lovgivning i Det Forenede Kongerige, der er vedtaget, efter at de lovovertrædelser, som han retsforfølges for, blev begået, og som er strengere end den lovgivning, der fandt anvendelse på det tidspunkt, da lovovertrædelserne blev begået.

12

Den forelæggende ret fandt, efter at have forkastet MA’s argumentation om en risiko for tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7, at der forelå usikkerhed med hensyn til, om det var fornødent derudover at undersøge, om der forelå en risiko for en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, og i givet fald hvorledes denne undersøgelse skulle gennemføres. Som følge deraf besluttede den forelæggende ret den 7. marts 2024 at udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af handels- og samarbejdsaftalen.

13

Ved dom af 29. juli 2024, Alchaster (C-202/24, EU:C:2024:649), fastslog Domstolen som svar på det forelagte spørgsmål, at handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 2, og artikel 604, litra c), sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, når en person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af denne aftale, påberåber sig en risiko for tilsidesættelse af denne artikel 49, stk. 1, i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige på grund af en ændring af betingelserne for prøveløsladelse, der stiller denne person ringere, og som er indtrådt, efter at den lovovertrædelse, som den nævnte person retsforfølges for, angiveligt er blevet begået, inden den træffer afgørelse om fuldbyrdelsen af denne arrestordre, skal foretage en selvstændig undersøgelse af, om denne risiko foreligger, i en situation, hvor denne judicielle myndighed allerede har udelukket risikoen for en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7 ved at støtte sig på de garantier, som Det Forenede Kongerige generelt giver for så vidt angår overholdelsen af EMRK, og på denne persons mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter at have foretaget denne undersøgelse kan denne fuldbyrdende judicielle myndighed kun afslå at fuldbyrde den nævnte arrestordre, hvis den efter at have anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger og garantier råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger en reel risiko for ændring af selve omfanget af den straf, der ifaldtes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået, hvilket indebærer, at der pålægges en strengere straf end den oprindeligt ifaldne straf.

14

Henset til dette svar anmodede den forelæggende ret i henhold til handels- og samarbejdsaftalens artikel 613, stk. 2, Det Forenede Kongeriges myndigheder om at fremsende yderligere oplysninger om Det Forenede Kongeriges lovgivning, som ville finde anvendelse på MA i tilfælde af hans domfældelse for en eller flere af de lovovertrædelser, som han retsforfølges for. District Judge (dommer) ved Magistrates’ Courts of Northern Ireland (ret i første instans i Nordirland) besvarede denne anmodning den 17. september 2024.

15

På grundlag af bl.a. dette svar har den forelæggende ret anført, at det følger af den lovgivning, der fandt anvendelse i Nordirland på det tidspunkt, hvor de i hovedsagen omhandlede lovovertrædelser angiveligt blev begået, at en ret, der idømte en tidsbestemt fængselsstraf, skulle fastsætte en »periode med frihedsberøvelse«, der ikke oversteg halvdelen af den idømte straf, og ved hvis udløb den dømte person obligatorisk skulle prøveløslades.

16

I henhold til den nye lovgivning, der finder anvendelse i Nordirland fra den 30. april 2021, herunder for lovovertrædelser begået før denne dato, består en tidsbestemt fængselsstraf for en »nærmere fastsat terrorhandling« (specified terrorism offence) af en »passende periode med frihedsberøvelse«, der fastsættes af retten, og af en yderligere periode på et år, hvor den domfældte har ret til prøveløsladelse, idet den samlede varighed af disse perioder ikke må overstige den maksimale varighed af den idømte fængselsstraf. Denne person kan desuden opnå prøveløsladelse efter at have afsonet to tredjedele af den »passende periode med frihedsberøvelse« og på betingelse af, at Parole Commissioners (prøveløsladelseskommissærerne, Det Forenede Kongerige) er af den opfattelse, at den domfældtes fortsatte frihedsberøvelse ikke er nødvendig for at beskytte samfundet.

17

Den forelæggende ret har præciseret, at MA’s klagepunkter udelukkende vedrører ændringerne af lovgivningen om tidsbestemte fængselsstraffe, således at reglerne om prøveløsladelse af en person, der er blevet idømt en forlænget frihedsstraf, en tidsubegrænset frihedsstraf eller en livsvarig fængselsstraf, ikke er relevante i hovedsagen.

18

Nævnte ret er af den opfattelse, at der er en reel mulighed for, at M.A. idømmes en tidsbegrænset fængselsstraf i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige. Idet den forelæggende ret har anført, at den maksimale varighed af den straf, der kan idømmes for den første af de i hovedsagen omhandlede lovovertrædelser, fortsat er fastsat til ti år, har den påpeget, at ændringerne af den i hovedsagen omhandlede ordning for prøveløsladelse bl.a. indebærer, at de personer, der er idømt en sådan straf for en »specificeret terrorhandling«, forbliver frihedsberøvede i længere tid.

19

I denne henseende er MA og Minister for Justice and Equality (justits- og ligestillingsministeren, Irland) uenige om, hvorvidt disse ændringer er forenelige med det strafferetlige legalitetsprincip, for så vidt som de har ændret en ordning, hvor prøveløsladelsen fandt sted automatisk. I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret oplyst, om de nævnte ændringer alligevel kan anses for udelukkende at vedrøre fuldbyrdelsen af straffe, eller om de derimod skal anses for med tilbagevirkende kraft at ændre selve omfanget af den straf, som MA kan idømmes i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige.

20

På denne baggrund har Supreme Court (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Vil anvendelsen af ændrede regler, som medfører, at en person, der er dømt for en eller flere lovovertrædelser og idømt en eller flere tidsbestemte straffe, skal afsone mindst to tredjedele af en sådan straf og derefter kun vil have en betinget ret til prøveløsladelse, afhængig af en vurdering af farlighed, hvorimod denne person i henhold til de regler, der var gældende på tidspunktet for de hævdede lovovertrædelser, ville have haft en automatisk lovfæstet ret til prøveløsladelse, når den pågældende havde afsonet halvdelen af denne straf, indebære, at den dømte person idømmes en »hårdere straf« end den straf, der var gældende på tidspunktet for de hævdede lovovertrædelser, således at der er tale om en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1?«

21

Ved kendelse af 26. november 2024, MA (C-743/24, EU:C:2024:983), besluttede Domstolens præsident at undergive den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse den fremskyndede procedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement.

22

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, skal fortolkes således, at det udgør pålæggelse af en strengere straf, at en person, der idømmes en tidsbegrænset fængselsstraf, underlægges en ordning, der foreskriver, at denne person skal afsone mindst to tredjedele af en fastsat frihedsberøvelsesperiode, før vedkommende kan prøveløslades, at en sådan prøveløsladelse er betinget af, at en specialiseret myndighed vurderer, at den fortsatte frihedsberøvelse af den nævnte person ikke længere er nødvendig af hensyn til beskyttelsen af samfundet, og at samme person nødvendigvis prøveløslades ét år før slutningen af den idømte straf, hvorimod den pågældende i henhold til de regler, der fandt anvendelse på gerningstidspunktet for de omhandlede lovovertrædelser, der angiveligt blev begået, automatisk ville blive prøveløsladt efter at have afsonet halvdelen af denne straf.

23

Chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, foreskriver, at der ikke kan pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.

24

Det fremgår af Domstolens praksis, at chartrets artikel 49 i det mindste indeholder de samme garantier som dem, der er fastsat i EMRK’s artikel 7, hvortil der skal tages hensyn som tærskel for minimumsbeskyttelse (dom af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).

25

Når det forelagte spørgsmål vedrører anvendelsen af ændringer af en ordning for prøveløsladelse på en person, som idømmes en tidsbestemt fængselsstraf for en lovovertrædelse begået før disse ændringers ikrafttræden, bør det erindres, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der ved anvendelsen af EMRK’s artikel 7 skal sondres mellem en foranstaltning, der i realiteten udgør en »straf«, og en foranstaltning, der vedrører »fuldbyrdelsen« eller »anvendelsen« af straffen. Når en foranstaltnings art og formål vedrører eftergivelse af en straf eller en ændring af ordningen med prøveløsladelse, er denne foranstaltning således ikke en integrerende del af »straffen« som omhandlet i denne artikel 7 (Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.10.2013, Del Río Prada mod Spanien, CE:ECHR:2013:1021JUD004275009, § 83, og dom af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 94).

26

Da sondringen mellem en foranstaltning, der udgør en »straf«, og en foranstaltning vedrørende »fuldbyrdelsen« af en straf i praksis ikke altid er klar, skal det med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning, der er truffet under fuldbyrdelsen af en straf, udelukkende vedrører de nærmere vilkår for straffens fuldbyrdelse eller tværtimod påvirker dens omfang, i hvert enkelt tilfælde undersøges, hvad den idømte eller ifaldne »straf« reelt indebar i national ret på det pågældende tidspunkt, eller med andre ord hvad der er straffens iboende karakter (Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.10.2013, Del Río Prada mod Spanien, CE:ECHR:2013:1021JUD004275009, §§ 85 og 90, og dom af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 95).

27

I denne henseende har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bekræftet, at den omstændighed, at en udsættelse af tidspunktet for adgang til prøveløsladelse, der er sket efter en domfældelse, har kunnet medføre en skærpelse af frihedsberøvelsen, vedrørte fuldbyrdelsen af straffen og ikke selve straffen, og at det derfor ikke af en sådan omstændighed kunne udledes, at den pålagte straf var strengere end den straf, som var blevet idømt af den ret, der påkendte sagens realitet (Menneskerettighedsdomstolens dom af 31.8.2021, DEVRIENDT mod Belgien, CE:ECHR:2021:0831DEC003556719, § 29, og dom af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 96).

28

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har derimod fastslået, at det er i strid med EMRK’s artikel 7 at anvende en foranstaltning med tilbagevirkende kraft, der består i at omdanne en livsvarig fængselsstraf med mulighed for strafnedsættelse til en livsvarig fængselsstraf uden mulighed for strafnedsættelse (Menneskerettighedsdomstolen, 10.11.2022, Kupinskyy mod Ukraine, CE:ECHR:2022:1110JUD000508418, § § 56 og 64).

29

En foranstaltning vedrørende straffuldbyrdelse er følgelig kun uforenelig med chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, hvis den med tilbagevirkende kraft medfører en ændring af selve omfanget af den straf, der ifaldes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse angiveligt blev begået, hvilket således indebærer, at der pålægges en strengere straf end den, der oprindeligt ville ifaldes. Selv om dette under alle omstændigheder ikke er tilfældet, når denne foranstaltning begrænser sig til at udsætte tidspunktet for, hvornår der kan ske prøveløsladelse, kan det forholde sig anderledes, bl.a. hvis den nævnte foranstaltning i det væsentlige ophæver muligheden for en prøveløsladelse, eller hvis den indgår i en helhed af foranstaltninger, der fører til en forværring af den iboende karakter af den straf, der oprindeligt ville ifaldes (dom af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 97).

30

Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at en national lovgivning, der for så vidt angår lovovertrædelser, der er begået før dens ikrafttræden, foreskriver en forlængelse af den del af en fængselsstraf, der nødvendigvis skal afsones under frihedsberøvelse, før der kan træffes afgørelse om prøveløsladelse, ikke i sig selv medfører en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum.

31

Det forelagte spørgsmål vedrører imidlertid ændringer af en prøveløsladelsesordning, der går videre end blot en udsættelse af tidspunktet for adgangen til en sådan prøveløsladelse. Det særlige ved disse ændringer er nemlig, at de ændrer en regel, hvorefter prøveløsladelse skulle ske automatisk, når halvdelen af straffen var afsonet. Ændringerne erstatter således denne regel med en ordning, hvorefter prøveløsladelsen i første omgang er betinget af, at en særlig myndighed vurderer, om den domfældte er farlig, efter at en forud fastsat del af den idømte straf er blevet afsonet, og hvorefter der i anden omgang automatisk skal ske prøveløsladelse et år før straffens afslutning.

32

En sådan ændring medfører ganske vist i sig selv en skærpelse af frihedsberøvelsen. Denne ændring skaber således usikkerhed med hensyn til det tidspunkt, hvor prøveløsladelsen af en person, der idømmes straf, vil ske, og kan i visse tilfælde indebære, at en sådan løsladelse først vil ske i det sidste år af den idømte straf, selv om denne person inden for rammerne af den ordning, der fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor de omhandlede lovovertrædelser angiveligt blev begået, havde sikkerhed for uden videre at være omfattet af denne ordning på et tidligere tidspunkt end dette sidste år.

33

Når dette er sagt, fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 27 og 29, at den omstændighed, at en ændring af ordningen for prøveløsladelse medfører en skærpelse af frihedsberøvelsen, ikke nødvendigvis skal anses for at indebære pålæggelse af en strengere straf som omhandlet i chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum.

34

Denne betragtning følger af sondringen mellem begrebet »straf«, forstået som den sanktion, der er idømt, eller som kan blive idømt, på den ene side, og begrebet foranstaltninger vedrørende »fuldbyrdelse« eller »anvendelse« af straffen, på den anden side. Den gælder ikke alene for så vidt angår udsættelsen af tidspunktet for adgang til prøveløsladelse, men ligeledes for så vidt angår ændringer af andre betingelser, som en afgørelse om prøveløsladelse er underlagt, eller de processuelle regler, der regulerer denne afgørelse.

35

I det omfang, disse ændringer ikke i det væsentlige afskaffer muligheden for en sådan løsladelse, og for så vidt som de ikke fører til en skærpelse af arten af den straf, der ville ifaldes på det tidspunkt, hvor de pågældende overtrædelser angiveligt blev begået, er deres anvendelse på lovovertrædelser begået før deres ikrafttræden således ikke i strid med chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum.

36

Hvad angår den første af disse to betingelser skal det fremhæves, at en ændring som den, der er omhandlet i denne doms præmis 31, hverken i henhold til loven eller i praksis fører til, at muligheden for prøveløsladelse i det væsentlige afskaffes.

37

For det første bevarer en sådan ændring nemlig muligheden for, at der træffes afgørelse om prøveløsladelse af den domfældte på grundlag af den vurdering, der foretages af den domfældtes farlighed, når det tidspunkt for prøveløsladelse, der er fastsat i den relevante nationale lovgivning, er nået.

38

I denne henseende fremgår det ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at prøveløsladelseskommissærernes udøvelse af deres beføjelser i praksis ville kunne føre til en ophævelse af muligheden for en sådan løsladelse, idet denne udøvelse ikke skulle være underlagt passende proceduremæssige garantier, herunder med hensyn til fristen for behandling af anmodninger om prøveløsladelse.

39

For det andet skal prøveløsladelse efter en ændring som den, der er omhandlet i denne doms præmis 31, under alle omstændigheder automatisk finde sted et år før den idømte strafs ophør, således at det ikke kan lægges til grund, at denne straf fremover systematisk fuldt ud skal afsones under frihedsberøvelse.

40

Hvad angår den anden betingelse, der er nævnt i denne doms præmis 35, fremgår det ikke, at en ændring som den, der er omhandlet i denne doms præmis 31, indgår i en helhed af foranstaltninger, der fører til en skærpelse af selve karakteren af den straf, der oprindeligt ville ifaldes.

41

I denne henseende bemærkes, at en sådan ændring ikke forlænger den maksimale varighed af en tidsbestemt fængselsstraf for en lovovertrædelse, hvis fuldbyrdelse henhører under den ordning for prøveløsladelse, der følger af denne ændring. Det fremgår i øvrigt af forelæggelsesafgørelsen, at den maksimale varighed af den straf, der kan idømmes for den første lovovertrædelse, der er omhandlet i hovedsagen, fortsat er fastsat til ti år.

42

Varigheden af den fængselsstraf, som straffedomstolen idømmer, udgør imidlertid såvel i henhold til sidstnævnte ordning som i henhold til de regler om prøveløsladelse, der fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor de pågældende lovovertrædelser angiveligt blev begået, den maksimale varighed, hvorunder den domfældte i sidste ende ville kunne frihedsberøves.

43

De ordninger for prøveløsladelse, der er omhandlet i det forelagte spørgsmål, indebærer nemlig begge muligheden for, at den person, der har nydt godt af en sådan løsladelse, på ny frihedsberøves inden for grænserne af varigheden af den fængselsstraf, der blev fastsat ved domfældelsen, hvis denne persons adfærd begrunder en tilbagekaldelse af denne løsladelse. Ingen af disse ordninger garanterer således den pågældende person, at vedkommende forbliver på fri fod for en forud fastsat del af den fængselsstraf, der idømmes af straffedomstolen.

44

Hvad angår de betingelser for prøveløsladelse, som følger af en ændring som den, der er omhandlet i denne doms præmis 31, udgør kriteriet om den dømte persons farlighed, således som den vurderes på tidspunktet for den mulige prøveløsladelse, desuden, således som generaladvokaten har anført i punkt 96 i forslaget til afgørelse, et almindeligt straffepolitisk kriterium. Et sådant kriterium indebærer, for så vidt som det forudsætter en fremadrettet vurdering af den dømte persons forventelige adfærd, henset til dennes situation, således som den foreligger, efter at denne person har afsonet en væsentlig del af sin frihedsstraf, en vurdering af en anden art end den, der oprindeligt blev foretaget ved domfældelsen, og er derfor knyttet til straffuldbyrdelsen.

45

Det fremgår i denne henseende ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at prøveløsladelseskommissærerne har en rent skønsmæssig beføjelse, som overskrider skønsbeføjelsen vedrørende vurderingen af bl.a. den dømte persons farlighed, efter at denne har afsonet en væsentlig del af sin frihedsstraf. Det fremgår navnlig ikke af disse sagsakter, at disse kommissærer kan støtte sig på straffepolitiske betragtninger, der er uafhængige af denne vurdering.

46

Under disse omstændigheder kan hverken den omstændighed, at ændringer af en ordning for prøveløsladelse som de i hovedsagen omhandlede kun vedrører visse kategorier af dømte personer, eller de grunde, der ligger til grund for disse ændringer, indebære, at disse ændringer er uforenelige med chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum. Denne omstændighed og disse grunde er nemlig uden betydning for så vidt angår de nævnte ændringers indvirkning på disse personers objektive situation, således at de ikke i sig selv kan føre til, at samme ændringer anses for at medføre, at de nævnte personer pålægges en strengere straf.

47

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, skal fortolkes således, at det ikke udgør pålæggelse af en strengere straf, at en person, der idømmes en tidsbegrænset fængselsstraf, underlægges en ordning, der foreskriver, at denne person skal afsone mindst to tredjedele af en fastsat frihedsberøvelsesperiode, før vedkommende kan prøveløslades, at en sådan prøveløsladelse er betinget af, at en særlig myndighed vurderer, at den fortsatte frihedsberøvelse af den nævnte person ikke længere er nødvendig af hensyn til beskyttelsen af samfundet, og at samme person nødvendigvis prøveløslades ét år før afslutningen af den idømte straf, hvorimod den pågældende i henhold til de regler, der fandt anvendelse på gerningstidspunktet for de omhandlede lovovertrædelser, der angiveligt blev begået, automatisk ville blive prøveløsladt efter at have afsonet halvdelen af denne straf.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 49, stk. 1, andet punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at det ikke udgør pålæggelse af en strengere straf, at en person, der idømmes en tidsbegrænset fængselsstraf, underlægges en ordning, der foreskriver, at denne person skal afsone mindst to tredjedele af en fastsat frihedsberøvelsesperiode, før vedkommende kan prøveløslades, at en sådan prøveløsladelse er betinget af, at en særlig myndighed vurderer, at den fortsatte frihedsberøvelse af den nævnte person ikke længere er nødvendig af hensyn til beskyttelsen af samfundet, og at samme person nødvendigvis prøveløslades ét år før afslutningen af den idømte straf, hvorimod den pågældende i henhold til de regler, der fandt anvendelse på gerningstidspunktet for de omhandlede lovovertrædelser, der angiveligt blev begået, automatisk ville blive prøveløsladt efter at have afsonet halvdelen af denne straf.