–

Volvo Group Belgium NV ved advocaat T. Lauwers,

–

den belgiske regering ved S. Baeyens, A. De Brouwer og C. Pochet, som befuldmægtigede, bistået af advocaten T. Bricout og C. Decordier,

–

Europa-Kommissionen ved A. Ferrand og W. Roels, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Belgische Staat/Federale Overheidsdienst Financiën (den belgiske stat/den føderale skatte- og afgiftsmyndighed) og Volvo Group Belgium NV, der er et i Belgien etableret datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab, vedrørende konsekvenserne for Volvo Group Belgium af en national lovgivning, der pålægger hjemmehørende datterselskaber af ikke-hjemmehørende selskaber en fairness tax.

3

Artikel 49 TEUF bestemmer:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Dette forbud omfatter også hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber.

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i artikel 54 anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.«

4

Wetboek van de inkomstenbelastingen 1992 (lovbog om indkomstbeskatning 1992) blev ændret ved wet houdende diverse bepalingen (lov om diverse bestemmelser) af 30. juli 2013 (Belgisch Staatsblad, 1.8.2013). Denne lovs kapitel 15 indeholder en afdeling 2, hvis underafdeling 1 har overskriften »Fairness Tax«. Denne underafdeling består af nævnte lovs artikel 43-51, som ændrer lovbogens artikel 198, 207, 218, 219b, 233, 246, 275 og 463a.

5

Artikel 198, stk. 1, nr. 1, i lovbog om indkomstbeskatning 1992, som ændret ved lov af 30. juli 2013 om diverse bestemmelser, har følgende ordlyd:

»Følgende anses ikke for erhvervsmæssige omkostninger:

1° selskabsskat, herunder de særlige afgifter, som skal betales i henhold til artikel 219a og 219b, forudbetalt selskabsskat og forskudsskat, som under tilsidesættelse af artikel 261 er betalt af den, som har udbetalt beløbet, med frigørende virkning for modtageren, men med undtagelse af den særlige afgift, som skal betales i henhold til artikel 219.«

6

Denne lovbogs artikel 207, stk. 2, fastsætter:

»Ingen af disse fradrag eller modregning af tab for den skattepligtige periode kan anvendes på den del af resultatet, der hidrører fra de i artikel 79 omhandlede ekstraordinære eller vederlagsfrie fordele, eller for modtagne økonomiske fordele eller andre fordele som omhandlet i artikel 53, [nr. 24], eller for det særlige afgiftsberegningsgrundlag, der er fastlagt på grundlag af udgifter, eller fordele af enhver art, som ikke er begrundet i overensstemmelse med artikel 219, eller på den del af overskuddet, som er hensat til udgifter som omhandlet i artikel 198, [stk.] 1, [nr. 9] og 12, eller på den del af overskuddet, der hidrører fra en tilsidesættelse af artikel 194c, [stk.] 2, [fjerde afsnit], og anvendelsen af artikel 194c, [stk.] 4, eller på de i artikel 217, [nr. 3], omhandlede kapitalgevinster eller udbytte som omhandlet i artikel 219b.«

7

Den nævnte lovbogs artikel 219b bestemmer:

»[Stk.] 1.   For den skattepligtige periode, hvorunder udbytte udloddes som omhandlet i artikel 18, stk. 1, [nr. 1-2a], indføres en særlig afgift, som beregnes efter bestemmelserne i de herefter følgende stykker.

Denne særlige afgift er uafhængig af – og efter omstændighederne et supplement til – anden beskatning i henhold til andre af denne lovs bestemmelser eller efter omstændighederne i forbindelse med gennemførelsen af særlige lovbestemmelser.

[Stk.] 2.   Grundlaget for denne særlige afgift udgøres af den positive difference mellem på den ene side bruttoudbyttet, der blev udloddet i den pågældende skattepligtige periode, og på den anden side det endelige skattepligtige resultat, som faktisk beskattes med satsen for selskabsskatten som omhandlet i artikel 215 og 216.

[Stk.] 3.   Det således fastsatte beskatningsgrundlag nedsættes med den del af det udloddede udbytte, som hidrører fra reserver, der er blevet beskattet tidligere og senest i skatteåret 2014. Med henblik på anvendelsen af denne nedsættelse skal der tages hensyn til allerede beskattede reserver med prioritering af de senest tilkomne reserver.

For skatteåret 2014 kan udbytte, der er udloddet i samme skatteår, på intet tidspunkt tages i betragtning som beskattede reserver i samme skatteår.

[Stk.] 4.   Det således opnåede beløb reduceres derefter med en procentdel, som udtrykker forholdet mellem:

[Stk.] 5.   Det grundlag, der er fastsat i henhold til de foregående stykker, kan ikke begrænses eller reduceres på nogen anden måde.

[Stk.] 6.   Den særlige afgift svarer til 5% af det således beregnede beløb.

[Stk.] 7.   De selskaber, som på grundlag af selskabslovens artikel 15 anses for små selskaber vedrørende beskatning i den skattepligtige periode, i hvilken udbyttet udloddes, er ikke omfattet af denne afgift.«

8

Samme lovbogs artikel 233, stk. 3, lyder:

»Endvidere fastsættes en særlig afgift efter reglerne i artikel 219b. Med henblik på anvendelsen af denne foranstaltning forstås for så vidt angår belgiske virksomheder ved »udloddet udbytte« den del af selskabets bruttoudbytte, der udloddes, og som svarer til det belgiske faste driftssteds andel af selskabets samlede resultat.«

9

I 2015 og 2016 blev Volvo Group Belgium pålagt selskabsskattemæssige afgifter for skatteåret 2015 med et beløb på 1056466,18 EUR, hvoraf 1052467,14 EUR var fairness tax, og for skatteåret 2016 med et beløb på 773573,17 EUR, hvoraf 769881,87 EUR var fairness tax.

10

I 2016 indgav selskabet klager over de afgørelser, hvorved disse afgifter var blevet fastsat, idet selskabet gjorde gældende, at fairness tax var i strid med de EU-retlige regler, dobbeltbeskatningsoverenskomsterne og den belgiske forfatning. I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at der på daværende tidspunkt verserede et annullationssøgsmål ved Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol, Belgien), og at sidstnævnte havde forelagt Domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende den omhandlede fairness tax og dens forenelighed med etableringsfriheden i henhold til artikel 49 TEUF.

11

Ved dom af 1. marts 2018 afsagt af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol) blev bestemmelserne vedrørende fairness tax, dvs. artikel 43-49 og artikel 51, stk. 1 og 2, i lov af 30. juli 2013 om diverse bestemmelser, erklæret ugyldige. Efter denne dom blev Volvo Group Belgiums klager afslået som ugrundede ved afgørelser af 9. december 2019, henset til, at forfatningsdomstolen havde opretholdt virkningerne af de bestemmelser, der var blevet erklæret ugyldige, for skatteårene 2014-2018.

12

Den 12. februar 2020 anlagde Volvo Group Belgium sag ved rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, afdeling Gent (retten i første instans i Oost-Vlaanderen, afdelingen i Gent, Belgien), der ved dom af 4. februar 2022 annullerede afgørelserne om fastsættelse af selskabsskattemæssige afgifter for skatteårene 2015 og 2016, for så vidt som de pålagde Volvo Group Belgium en fairness tax.

13

État belge/Service public fédéral Finances (den belgiske stat/den føderale skatte- og afgiftsmyndighed) har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved hof van beroep te Gent (appeldomstolen i Gent, Belgien), som er den forelæggende ret.

14

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt afgørelsen fra Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol) om at opretholde virkningerne af de bestemmelser i lov af 30. juli 2013 om diverse bestemmelser, som den havde erklæret ugyldig, er i strid med etableringsfriheden i henhold til artikel 49 TEUF, for så vidt som denne afgørelse kun finder anvendelse på datterselskaber af ikke-hjemmehørende selskaber, mens ikke-hjemmehørende selskaber, der har et fast driftssted i Belgien, ikke berøres af denne opretholdelse og derfor ikke er underlagt fairness tax.

15

På denne baggrund har hof van beroep te Gent (appeldomstolen i Gent) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 49 [TEUF] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning som den, der er blevet anfægtet for den forelæggende ret (som blev erklæret ugyldig af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol), men hvis virkninger blev opretholdt under tilsidesættelse af etableringsfriheden, hvorfor den opretholdte nationale bestemmelse ikke kan finde anvendelse på overskud, som udloddes af selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat og råder over et belgisk [fast] driftssted), og hvorefter

16

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab pålægges en såkaldt »fairness tax« af udlodning af overskud, som på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale skatteordning ikke indgår i dette datterselskabs endelige skattepligtige resultat, hvorimod et ikke-hjemmehørende selskab, der udøver økonomisk virksomhed i denne medlemsstat gennem et fast driftssted eller en filial, ikke pålægges denne skat.

17

Det skal indledningsvis bemærkes, at den belgiske regering i sine skriftlige indlæg har gjort gældende, at i modsætning til, hvad den forelæggende ret har anført, kan den af Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol) besluttede opretholdelse af virkningerne af den omhandlede fairness tax ikke alene vedrøre datterselskaber af ikke-hjemmehørende selskaber, men også sidstnævntes faste driftssteder. Denne retsinstans har således opretholdt fairness tax for skatteårene 2014-2018 generelt, idet den eneste undtagelse er den situation, hvor et udenlandsk datterselskab udlodder overskud til et belgisk moderselskab, der er omfattet af anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2011/96/EU af 30. november 2011 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EUT 2011, L 345, s. 8).

18

I denne forbindelse påhviler det den forelæggende ret at efterprøve rækkevidden af den afgørelse, som Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstol) har truffet om opretholdelse af virkningerne af den omhandlede fairness tax. Det tilkommer dog ikke Domstolen inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF fastsatte retslige samarbejde at efterprøve eller anfægte rigtigheden af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den nationale retsinstans har foretaget, idet denne fortolkning henhører under den sidstnævntes enekompetence. Endvidere skal Domstolen, når den forelægges et præjudicielt spørgsmål af en national domstol, lægge den fortolkning af national ret til grund, som nævnte domstol har beskrevet for den (jf. i denne retning dom af 27.10.2022, Instituto do Cinema e do Audiovisual, C-411/21, EU:C:2022:836, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

19

I forbindelse med undersøgelsen af det præjudicielle spørgsmål og i overensstemmelse med den fortolkning, som den forelæggende ret har anlagt, skal der således tages udgangspunkt i den forudsætning, at opretholdelsen af virkningerne af den omhandlede fairness tax ikke finder anvendelse på ikke-hjemmehørende selskabers faste driftssteder, men udelukkende på sidstnævntes datterselskaber, såsom Volvo Group Belgium.

20

Etableringsfriheden, som unionsborgerne er tillagt i henhold til traktatens artikel 49 TEUF, indebærer adgang for dem til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder på de vilkår, som i etableringsmedlemsstatens lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere. Den omfatter i overensstemmelse med artikel 54 TEUF en ret for selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Unionen, til at udøve virksomhed i den pågældende medlemsstat via et datterselskab, en filial eller et agentur (dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

21

Hvad angår et selskabs hjemsted som omhandlet i artikel 54 TEUF har dette, ligesom det er tilfældet med hensyn til fysiske personers nationalitet, til formål at fastlægge dette selskabs tilknytning til en stats retssystem. Anvendelsen af en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede på et hjemmehørende selskab, herunder et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab på den ene side og et ikke-hjemmehørende selskabs filial eller faste driftssted på den anden side, vedrører således den skattemæssige behandling af henholdsvis et hjemmehørende selskab og et ikke-hjemmehørende selskab (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, Cofidis, C-340/22, EU:C:2023:1019, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

22

Som det fremgår af artikel 49, stk. 1, andet punktum, TEUF, gives de erhvervsdrivende udtrykkeligt mulighed for frit at vælge, under hvilken juridisk form de finder det mest hensigtsmæssigt at udøve virksomhed i en anden medlemsstat. Dette frie valg må ikke begrænses af diskriminerende skattebestemmelser (dom af 21.12.2023, Cofidis, C-340/22, EU:C:2023:1019, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

23

Friheden til at vælge den mest hensigtsmæssige juridiske form for udøvelse af virksomhed i en anden medlemsstat har således bl.a. til formål at gøre det muligt for selskaber, der har deres hjemsted i en medlemsstat, at åbne en filial i en anden medlemsstat for dér at udøve deres virksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for datterselskaber (dom af 23.2.2006, CLT-UFA, C-253/03, EU:C:2006:129, præmis 15, af 6.9.2012, Philips Electronics UK, C-18/11, EU:C:2012:532, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2023, Cofidis, C-340/22, EU:C:2023:1019, præmis 39).

24

Det følger af fast retspraksis, at alle foranstaltninger, som forbyder, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af den ved artikel 49 TEUF sikrede frihed mindre attraktiv, skal betragtes som restriktioner for etableringsfriheden (dom af 7.9.2017, Eqiom og Enka, C-6/16, EU:C:2017:641, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

25

Hvad nærmere angår skattebestemmelser følger det af Domstolens praksis, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat under overholdelse af EU-retten at indrette sit skattesystems regler om beskatning af overskud, såfremt dette overskud henhører under den pågældende medlemsstats beskatningskompetence. Det følger heraf, at værtsmedlemsstaten frit kan fastsætte den udløsende faktor for skatten, beskatningsgrundlaget og den skattesats, der skal finde anvendelse på de forskellige etableringsformer, der anvendes i denne medlemsstat, under forbehold af, at ikke-hjemmehørende selskaber behandles på en måde, som ikke er diskriminerende i forhold til sammenlignelige indenlandske etableringsformer (dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

26

Med forbehold af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, påvirker afgørelsen om at opretholde virkningerne af den omhandlede fairness tax i det foreliggende tilfælde ikke-hjemmehørende selskaber, hvis de udøver deres økonomiske virksomhed i Belgien gennem et datterselskab og ikke gennem et fast driftssted eller en filial. Det fremgår således, at opretholdelsen af virkningerne af den omhandlede fairness tax ikke gør det muligt for ikke-hjemmehørende selskabers datterselskaber at udøve deres virksomhed på de samme betingelser som dem, der finder anvendelse på sådanne selskabers faste driftssteder, således at de førstnævnte selskaber stilles ringere end de sidstnævnte i forhold til den nationale lovgivning.

27

Under disse omstændigheder kan en sådan afgørelse gøre det mindre attraktivt for selskaber med hjemsted i en anden medlemsstat at udøve virksomhed i Belgien gennem et datterselskab (jf. i denne retning dom af 7.9.2017, Eqiom og Enka, C-6/16, EU:C:2017:641, præmis 55 og 56).

28

En forskellig behandling, der kan begrænse det frie valg af den mest hensigtsmæssige juridiske form for udøvelse af virksomhed i en anden medlemsstat som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 32, kan udgøre en begrænsning af etableringsfriheden som fastsat ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, Cofidis, C-340/22, EU:C:2023:1019, præmis 47).

29

For at denne forskellige behandling er forenelig med traktatens bestemmelser om etableringsfrihed, er det ifølge Domstolens faste praksis en forudsætning, at den vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller at den er begrundet i tvingende almene hensyn (dom af 21.12.2023, Cofidis, C-340/22, EU:C:2023:1019, præmis 48, og af 2.9.2015, Groupe Steria, C-386/14, EU:C:2015:524, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

30

Med hensyn til situationers objektive sammenlignelighed fremgår det af Domstolens praksis, at det drejer sig om at sammenligne en grænseoverskridende situation med en national situation. Med henblik på at sondre mellem en grænseoverskridende situation og en national situation skal der tages udgangspunkt i de omhandlede selskabers hjemsted, der, som anført i denne doms præmis 21, har til formål at fastlægge et selskabs tilknytning til en stats retssystem. Det følger heraf, at anvendelsen af en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede på et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab på den ene side og et sådant selskabs faste driftssted på den anden side vedrører den skattemæssige behandling af henholdsvis et hjemmehørende selskab og et ikke-hjemmehørende selskab (jf. i denne retning dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis).

31

Denne objektive sammenligning foretages under hensyntagen til det formål, der forfølges med den omhandlede nationale skattelovgivning (jf. i denne retning dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

32

I denne henseende har Domstolen for så vidt angår situationernes sammenlignelighed og det formål, der forfølges med den belgiske lovgivning om fairness tax, således som den var gældende på daværende tidspunkt, bemærket følgende. Hvad angår en værtsmedlemsstats skattelovgivning, der har til formål at undgå, at overskud opnået i denne stat, på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale beskatningsordning, udloddes uden at være blevet beskattet hos den skattepligtige, er situationen for en ikke-hjemmehørende skattepligtig, der udøver økonomisk virksomhed i nævnte medlemsstat gennem et fast driftssted, sammenlignelig med situationen for en hjemmehørende skattepligtig. I begge tilfælde tager denne skattelovgivning nemlig sigte på at give den pågældende medlemsstat mulighed for at udøve sin beskatningsbeføjelse på overskud, der henhører under dens beskatningskompetence (dom af 17.5.2017, X, C-68/15, EU:C:2017:379, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

33

I hovedsagen er ikke-hjemmehørende selskabers faste driftssteder og filialer ikke underlagt fairness tax.

34

Det følger heraf, at Kongeriget Belgien i forbindelse med afgørelsen om opretholdelse af virkningerne af denne fairness tax, således som den fortolkes af den forelæggende ret, ikke længere udøver sin beskatningskompetence over overskud i ikke-hjemmehørende selskabers faste driftssteder eller filialer. Disse ikke-hjemmehørende selskaber befinder sig derfor ikke i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende selskaber, såsom et datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab.

35

Følgelig foreligger der i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke nogen restriktion for den ved artikel 49 TEUF sikrede etableringsfrihed.

36

Henset til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab pålægges en såkaldt »fairness tax« af udlodning af overskud, som på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale skatteordning ikke indgår i dette datterselskabs endelige skattepligtige resultat, hvorimod et ikke-hjemmehørende selskab, der udøver økonomisk virksomhed i denne medlemsstat gennem et fast driftssted eller en filial, ikke pålægges denne skat.

37

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab pålægges en såkaldt »fairness tax« af udlodning af overskud, som på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale skatteordning ikke indgår i dette datterselskabs endelige skattepligtige resultat, hvorimod et ikke-hjemmehørende selskab, der udøver økonomisk virksomhed i denne medlemsstat gennem et fast driftssted eller en filial, ikke pålægges denne skat.