Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex
Dokument 62021CJ0457
Judgment of the Court (Second Chamber) of 14 December 2023.#European Commission v Grand Duchy of Luxembourg and Others.#Appeal – State aid – Article 107(1) TFEU – Tax ruling adopted by a Member State – Aid declared incompatible with the internal market – Concept of ‘advantage’ – Determination of the reference framework – ‘Normal’ taxation according to national law – Arm’s length principle – Review by the Court of Justice of interpretation and application of national law by the General Court.#Case C-457/21 P.
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. december 2023.
Europa-Kommissionen mod Storhertugdømmet Luxembourg m.fl.
Appel – statsstøtte – artikel 107, stk. 1, TEUF – forudgående skatteafgørelse fra en medlemsstat – støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked – begrebet »fordel« – fastlæggelse af referencerammen – »normal« beskatning i henhold til national ret – armslængdeprincippet – Domstolens efterprøvelse af Rettens fortolkning og anvendelse af national ret.
Sag C-457/21 P.
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. december 2023.
Europa-Kommissionen mod Storhertugdømmet Luxembourg m.fl.
Appel – statsstøtte – artikel 107, stk. 1, TEUF – forudgående skatteafgørelse fra en medlemsstat – støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked – begrebet »fordel« – fastlæggelse af referencerammen – »normal« beskatning i henhold til national ret – armslængdeprincippet – Domstolens efterprøvelse af Rettens fortolkning og anvendelse af national ret.
Sag C-457/21 P.
ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2023:985
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
14. december 2023 ( *1 )
»Appel – statsstøtte – artikel 107, stk. 1, TEUF – forudgående skatteafgørelse fra en medlemsstat – støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked – begrebet »fordel« – fastlæggelse af referencerammen – »normal« beskatning i henhold til national ret – armslængdeprincippet – Domstolens efterprøvelse af Rettens fortolkning og anvendelse af national ret«
I sag C-457/21 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 22. juli 2021,
Europa-Kommissionen ved P.-J. Loewenthal og F. Tomat, som befuldmægtigede,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Storhertugdømmet Luxembourg først ved A. Germeaux og T. Uri, derefter ved A. Germeaux og T. Schell, som befuldmægtigede, bistået af avocats J. Bracker, A. Steichen og D. Waelbroeck,
Amazon.com Inc., Seattle (De Forenede Stater),
Amazon EU Sàrl, Luxembourg (Luxembourg),
ved avocats D. Paemen, M. Petite og A. Tombiński,
sagsøgere i første instans,
Irland ved A. Joyce, som befuldmægtiget, bistået af P. Baker, KC, C. Donnelly, SC, B. Doherty, BL, D. Fennelly, BL, og P. Gallagher, SC,
intervenient i første instans,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne F. Biltgen, N. Wahl (refererende dommer), J. Passer og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: fuldmægtig M. Longar,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. marts 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. juni 2023,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Europa-Kommissionen har i sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 12. maj 2021, Luxembourg og Amazon mod Kommissionen (T-816/17 og T-318/18, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:252), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse (EU) 2018/859 af 4. oktober 2017 om statsstøtte SA.38944 (2014/C) (ex 2014/NN) fra Luxembourg til Amazon (EUT 2018, L 153, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«). |
Sagens baggrund
|
2 |
Tvistens baggrund er i den offentlige udgave af den appellerede dom gengivet på følgende måde i præmis 1-71:
[…]
[…]
[…]
[…]
[…]
[…] b) Foranstaltningens selektivitet
|
Sagsbehandlingen for Retten og den appellerede dom
|
3 |
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. december 2017 anlagde Storhertugdømmet Luxembourg søgsmålet i sag T-816/17 med principal påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og subsidiært om annullation af denne afgørelse, for så vidt som der heri blev pålagt tilbagesøgning af den støtte, der var identificeret i den nævnte afgørelse. |
|
4 |
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. maj 2018 anlagde Amazon EU S.à.r.l. og Amazon.com (herefter samlet »Amazon«) søgsmålet i sag T-318/18 med principal påstand om annullation af den omtvistede afgørelses artikel 1-4 og subsidiært om annullation af denne afgørelses artikel 2-4. |
|
5 |
Til støtte for deres respektive søgsmål fremsatte Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon fem og ni anbringender, hvoraf Retten fandt, at de for størstedelens vedkommende overlappede hinanden på følgende måde:
|
|
6 |
Irland påberåbte sig inden for rammerne af sin intervention i første instans for det første en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel for LuxOpCo, for det andet en tilsidesættelse af denne artikel, idet Kommissionen ikke havde påvist, at foranstaltningen var selektiv, for det tredje en tilsidesættelse af artikel 4 TEU og 5 TEU, idet Kommissionen havde foretaget en skjult skatteharmonisering, og for det fjerde en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet den omtvistede afgørelse anordnede tilbagesøgning af den i afgørelsen identificerede støtte. |
|
7 |
Efter at have forenet sagerne T-816/17 og T-318/18 med henblik på den appellerede dom annullerede Retten den omtvistede afgørelse. |
|
8 |
Først tiltrådte Retten det første og det andet klagepunkt i det første anbringendes andet og tredje led i sag T-816/17 samt det andet og det fjerde anbringende i sag T-318/18 om, at Kommissionen i forbindelse med sin primære konstatering ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel. |
|
9 |
I denne henseende fastslog Retten for det første, at Kommissionen fejlagtigt havde fundet, at LuxSCS skulle vælges som den part, der skulle testes med henblik på anvendelsen af TNMM, og for det andet, at Kommissionens beregning af »LuxSCS’ vederlag«, som Kommissionen foretog ud fra den forudsætning, at LuxSCS burde være den enhed, der skulle testes, var behæftet med adskillige fejl og hverken kunne anses for at være tilstrækkeligt pålidelig eller for at gøre det muligt at nå frem til et armslængderesultat. For så vidt som den af Kommissionen anvendte beregningsmetode ikke kunne godtages, udledte Retten heraf, at denne metode ikke kunne danne grundlag for konstateringen af, at royaltybeløbet burde have været lavere end det, som LuxSCS faktisk modtog i henhold til den omhandlede skatteafgørelse i den anfægtede periode. De oplysninger, som Kommissionen lagde til grund med hensyn til den primære konstatering af, at der forelå en fordel, gjorde det således ifølge Retten ikke muligt at godtgøre, at LuxOpCos skattebyrde var blevet kunstigt nedsat på grund af en for høj ansættelse af licensgebyret (den appellerede doms præmis 296 og 297). |
|
10 |
Dernæst tiltrådte Retten Storhertugdømmet Luxembourgs og Amazons anbringender og argumenter, der tilsigtede at rejse tvivl om rigtigheden af Kommissionens tre subsidiære konstateringer om, at der forelå en fordel. Retten bemærkede i denne forbindelse følgende:
|
|
11 |
Henset til disse betragtninger, som ifølge Retten var tilstrækkelige til at medføre annullation af den omtvistede afgørelse, undersøgte Retten ikke de øvrige anbringender og argumenter i søgsmålene. |
Retsforhandlingerne ved Domstolen og parternes påstande i appelsagen
|
12 |
Ved sin appel har Kommissionen nedlagt følgende påstande:
|
|
13 |
Storhertugdømmet Luxembourg har nedlagt følgende påstande:
|
|
14 |
Amazon har nedlagt følgende påstande:
|
Om appellen
Formaliteten
|
15 |
Storhertugdømmet Luxembourg har uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse gjort gældende, at de argumenter, der er fremført til støtte for det første anbringendes første led og det andet appelanbringendes andet led vedrørende fortolkningen og anvendelsen af armslængdeprincippet, ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de tilsigter at rejse tvivl om Rettens konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder. For så vidt som Kommissionen ikke har forsøgt at påvise en urigtig gengivelse af disse faktiske omstændigheder, kan den ikke anfægte dem inden for rammerne af sin appel. I øvrigt bør Rettens hypotetiske fejl ved fortolkningen og anvendelsen af armslængdeprincippet anses for at vedrøre national luxembourgsk ret – idet dette princip ifølge Domstolens praksis ikke eksisterer selvstændigt i EU-retten – og således som faktiske fejl. Faktiske spørgsmål kan imidlertid ikke påberåbes under en appelsag, medmindre Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt. Argumenterne kan derfor af denne grund heller ikke antages til realitetsbehandling, eftersom de urigtige gengivelser, som Kommissionen har gjort gældende i denne henseende, ikke er underbyggede. |
|
16 |
Amazon har for sit vedkommende uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse gjort gældende, at Kommissionen har forsøgt at fremstille Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder som retlige spørgsmål eller retlige fortolkningsspørgsmål med henblik på, at Domstolen foretager en fornyet prøvelse af disse faktiske omstændigheder. Domstolen kan imidlertid i henhold til artikel 256 TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ikke udtale sig om retsspørgsmål, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse, som Kommissionen i det foreliggende tilfælde har begrænset sig til at gøre gældende uden at forsøge at godtgøre denne. I dette omfang skal appellen, og navnlig det første anbringendes første led og det andet anbringendes andet led, afvises. |
|
17 |
Det skal præciseres, at Kommissionen i appelskriftets punkt 25 bl.a. har gjort gældende, at »en urigtig fortolkning og anvendelse af armslængdeprincippet udgør en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF for så vidt angår betingelsen om en fordel«, og i appelskriftets punkt 26, at Retten »begik en fejl ved at fortolke og anvende armslængdeprincippet forkert«»i forbindelse med sin vurdering i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF«. Kommissionen har gentaget dette sidste klagepunkt i appelskriftets punkt 6.2. |
|
18 |
Uafhængigt af grundene til, at Kommissionen er af den opfattelse, at Retten, navnlig i den appellerede doms præmis 162-251, foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af armslængdeprincippet, skal det følgelig konstateres, at denne institution har anmodet Domstolen om at efterprøve Rettens korrekte fortolkning og anvendelse af dette princip i forhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. |
|
19 |
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolens kompetence til at træffe afgørelse i en appel til prøvelse af en afgørelse truffet af Retten er fastlagt i artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF. Af bestemmelsen fremgår, at appellen skal begrænses til retsspørgsmål og »på betingelser, der fastsættes i statutten«. Af en udtømmende opregning af anbringender, som kan påberåbes inden for denne ramme, angiver statutten for Domstolens artikel 58, at appel kan støttes på, at Retten har overtrådt EU-retten (dom af 5.7.2011, Edwin, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 46). |
|
20 |
Hvad under en appelsag angår Rettens vurderinger i forhold til national ret – som på statsstøtteområdet udgør vurderinger af de faktiske omstændigheder – er Domstolen ganske vist principielt kun kompetent til at efterprøve, om denne ret er blevet gengivet forkert (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen kan imidlertid ikke fratages muligheden for at kontrollere, om sådanne vurderinger i sig selv udgør en tilsidesættelse af EU-retten som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 19. |
|
21 |
Spørgsmålet om, hvorvidt Retten foretog en passende afgrænsning af den relevante referenceordning og, i forlængelse heraf, foretog en korrekt fortolkning og anvendelse af de bestemmelser, som denne består af – i det foreliggende tilfælde armslængdeprincippet – er imidlertid et retsspørgsmål, der kan efterprøves af Domstolen under en appelsag. De argumenter, der tilsigter at rejse tvivl om valget af referenceordning eller dennes betydning under den første fase i analysen af, om der foreligger en selektiv fordel, kan således antages til realitetsbehandling, eftersom denne analyse er baseret på en retlig kvalificering af national ret på grundlag af en EU-retlig bestemmelse (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 85, og af 5.12.2023, Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, C-451/21 P og C-454/21 P, EU:C:2023:948, præmis 78). |
|
22 |
Hvis det anerkendes, at Domstolen ikke er i stand til at afgøre, om Retten begik en retlig fejl, da den tog stilling til Kommissionens afgrænsning, fortolkning og anvendelse af det relevante referencesystem som et afgørende parameter med henblik på undersøgelsen af, om der forelå en selektiv fordel, ville det svare til at acceptere muligheden for, at Retten i givet fald havde tilsidesat en bestemmelse i den primære EU-ret, nemlig artikel 107, stk. 1, TEUF, uden at denne tilsidesættelse kunne sanktioneres inden for rammerne af en appel, hvilket ville være i strid med artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, således som det er blevet fremhævet i nærværende doms præmis 19. |
|
23 |
Det må derfor fastslås, at Kommissionen ved at anmode Domstolen om at efterprøve, om Retten fortolkede og anvendte armslængdeprincippet korrekt i lyset af artikel 107, stk. 1, TEUF, med henblik på at fastslå, at det referencesystem, som Kommissionen anvendte for at definere en normal beskatning, var forkert, og at det derfor ikke var godtgjort, at der forelå en fordel for Amazon-koncernen, har fremsat anbringender og argumenter, som i modsætning til, hvad Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon har gjort gældende, kan antages til realitetsbehandling. |
Realiteten
|
24 |
Kommissionen har til støtte for appellen fremsat to anbringender, hvoraf det første vedrører fejl begået af Retten med hensyn til den primære konstatering af den fordel, som Kommissionen anførte i den omtvistede afgørelse, og det andet Rettens fejl vedrørende den første sekundære konstatering, som Kommissionen foretog vedrørende denne fordel. |
|
25 |
Disse to spørgsmål behandles under ét. |
Parternes argumenter
|
26 |
Kommissionens første anbringende består af to led. Det første led vedrører den omstændighed, at Retten i den appellerede doms præmis 162-251 fortolkede og anvendte armslængdeprincippet forkert, ikke begrundede den appellerede dom på dette punkt og tilsidesatte procedurereglerne ved at forkaste den funktionelle analyse af LuxSCS samt valget af dette selskab som den testede part i den omtvistede afgørelse. Det andet led vedrører en fejl som følge af, at Retten i denne doms præmis 257-295 forkastede beregningen af satsen for royaltybetalingen i henhold til armslængdeprincippet. |
|
27 |
Til støtte for dette anbringende har Kommissionen indledningsvis, således som Retten selv bemærkede, gjort gældende, at den normale beskatning i den foreliggende sag skal vurderes i lyset af armslængdeprincippet, som udgør et »værktøj«, som Kommissionen skal lægge til grund ved vurderingen af, om der foreligger en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten tilsidesatte følgelig denne bestemmelse ved at fortolke og anvende dette princip forkert. Kommissionen har under alle omstændigheder gjort gældende, at selv om det måtte lægges til grund, at de fejl, som Retten begik ved anvendelsen af det nævnte princip, alene vedrører luxembourgsk ret, udgør disse fejl ikke desto mindre en åbenbar urigtig gengivelse af denne ret, som Retten anså for at være baseret på dette princip. |
|
28 |
Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon har bestridt samtlige de argumenter, der er fremført til støtte for det første appelanbringende. |
|
29 |
Storhertugdømmet Luxembourg har i sit svarskrift bl.a. anført, at der såvel på tidspunktet for vedtagelsen af den omhandlede skatteafgørelse, som da den blev forlænget, ikke var nogen henvisning i luxembourgsk ret til OECD’s retningslinjer. Disse er ikke bindende for de lande, der er medlemmer af denne organisation, men gør det muligt at afklare relevante bestemmelser i luxembourgsk ret. |
|
30 |
Det andet appelanbringende, der vedrører den appellerede doms præmis 314-442 og 499-538, vedrører Rettens forkastelse af Kommissionens første sekundære konstatering i den omtvistede afgørelse. I forbindelse med det andet anbringendes andet led har Kommissionen i appelskriftets punkt 6.2 på ny gjort gældende, at »Retten fortolkede og anvendte armslængdeprincippet forkert«, hvilket både Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon har bestridt. |
Domstolens bemærkninger
|
31 |
Ifølge Domstolens faste praksis er medlemsstaternes indgriben på områder, der ikke har været genstand for en EU-retlig harmonisering, ikke udelukket fra anvendelsesområdet for EUF-traktatens bestemmelser om kontrol af statsstøtte. Medlemsstaterne skal således afholde sig fra at træffe skatteforanstaltninger, der kan udgøre statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). |
|
32 |
Det følger i denne henseende af Domstolens faste praksis, at en national foranstaltning for at kunne kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF skal opfylde samtlige nedenstående betingelser. For det første skal der være tale om en statslig indgriben eller indgriben ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne indgriben kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. For det tredje skal den give modtageren en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). |
|
33 |
Hvad angår betingelsen om en selektiv fordel kræver denne betingelse en stillingtagen til, om den pågældende nationale foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation og således er udsat for en differentieret behandling, der i det væsentlige kan betegnes som »forskelsbehandling« (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis). |
|
34 |
En kvalificering af en national skatteforanstaltning som »selektiv« forudsætter, at Kommissionen først identificerer, hvad der er den almindelige eller »normale« skatteordning i den pågældende medlemsstat, og at det derefter godtgøres, at den omhandlede skatteforanstaltning udgør en afvigelse fra dette referencesystem, for så vidt som den indfører en differentiering mellem erhvervsdrivende, der i forhold til det formål, der forfølges hermed, befinder sig i sammenlignelige faktiske og retlige situationer. Begrebet »statsstøtte« omfatter imidlertid ikke foranstaltninger, der indfører en differentiering mellem virksomheder, der i forhold til det formål, der forfølges med den omhandlede retlige ordning, befinder sig i sammenlignelige faktiske og retlige situationer, og dermed a priori er selektive, når den berørte medlemsstat for det tredje kan godtgøre, at denne differentiering er begrundet, eftersom den følger af karakteren eller den almindelige opbygning af den ordning, som foranstaltningerne er en del af (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis). |
|
35 |
Fastlæggelsen af referencerammen er af særlig betydning i forbindelse med skattemæssige foranstaltninger, idet der – således som det er fremhævet i denne doms præmis 23 – kun kan godtgøres en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i forhold til en såkaldt »normal« beskatning. |
|
36 |
Fastlæggelsen af samtlige de virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, afhænger således af den forudgående afgrænsning af den retlige ordning, ud fra hvis formål der i givet fald skal ske en undersøgelse af sammenligneligheden mellem den respektive faktiske og retlige situation for de virksomheder, der er begunstiget af den pågældende foranstaltning, og de virksomheder, der ikke er det (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis). |
|
37 |
Med henblik på at vurdere, om en skatteforanstaltning har selektiv karakter, skal den fælles beskatningsordning eller den referenceramme, som finder anvendelse i den pågældende medlemsstat, følgelig identificeres korrekt i Kommissionens afgørelse og undersøges af den retsinstans, for hvilken denne identifikation anfægtes. Da fastlæggelsen af referencesystemet er udgangspunkt for den komparative undersøgelse, der skal foretages som led i bedømmelsen af den selektive karakter, bevirker en fejl i denne fastlæggelse nødvendigvis, at hele analysen af betingelsen om selektivitet er mangelfuld (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis). |
|
38 |
For det første skal det i denne sammenhæng præciseres, at fastlæggelsen af referencerammen, som skal foretages efter en kontradiktorisk drøftelse med den berørte medlemsstat, skal ske på grundlag af en objektiv undersøgelse af indholdet, kombinationen og de konkrete virkninger af de gældende regler i henhold til denne medlemsstats nationale ret (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis). |
|
39 |
For det andet gælder det, at uden for de områder, hvor EU-skatteretten er genstand for harmonisering, er det den pågældende medlemsstat, som – gennem udøvelsen af sine egne beføjelser vedrørende direkte beskatning og under overholdelse af sin skattemæssige autonomi – fastlægger de grundlæggende kendetegn ved skatten, som principielt definerer det referencesystem eller den »normale« skatteordning, på grundlag af hvilken betingelsen om selektivitet skal analyseres. Dette gælder bl.a. for fastsættelsen af beskatningsgrundlaget, dets udløsende begivenhed og eventuelle skattefritagelser i forbindelse hermed (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis). |
|
40 |
Det følger heraf, at der med henblik på at identificere referencesystemet i forhold til den direkte beskatning kun skal tages hensyn til den gældende nationale lovgivning i den pågældende medlemsstat, idet denne identifikation i sig selv er en ufravigelig forudsætning for at vurdere, ikke blot om der foreligger en fordel, men også om denne fordel er selektiv (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 74). |
|
41 |
Den foreliggende sag vedrører i lighed med den sag, der gav anledning til dom af 8. november 2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859), spørgsmålet om lovligheden af en forudgående skatteafgørelse vedtaget af den luxembourgske skatteforvaltning og støttet på fastsættelse af afregningspriser i henseende til armslængdeprincippet. |
|
42 |
Det følger imidlertid for det første af denne dom, at armslængdeprincippet kun kan anvendes, hvis det er anerkendt i den pågældende nationale ret og i henhold til de fremgangsmåder, der er fastsat heri. Med andre ord er der på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke noget selvstændigt armslængdeprincip, der skal gælde uafhængigt af, om armslængdeprincippet er blevet indarbejdet i national ret, med henblik på undersøgelsen af skatteforanstaltninger ved anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 104). |
|
43 |
I denne henseende har Domstolen fastslået, at selv om den nationale ret, der finder anvendelse på selskaber i Luxembourg, på området for beskatning af integrerede selskaber ganske vist tilsigter at føre til en pålidelig omtrentlig beregning af markedsprisen, og selv om dette formål generelt svarer til formålet med armslængdeprincippet, forholder det sig ikke desto mindre således, at da der ikke er sket en EU-retlig harmonisering, er de konkrete bestemmelser for anvendelsen af dette princip defineret i national ret og skal tages i betragtning med henblik på at identificere referencerammen for at afgøre, om der foreligger en selektiv fordel (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 93). |
|
44 |
For det andet bemærkes, at OECD’s retningslinjer ikke er bindende for organisationens medlemslande. Som Domstolen har fremhævet, er det, selv om talrige nationale skattemyndigheder er inspireret af disse retningslinjer ved udarbejdelsen af og kontrollen med de koncerninterne afregningspriser, kun i forhold til de relevante nationale bestemmelser, at det skal fastslås, om et antal givne transaktioner skal undersøges ud fra armslængdeprincippet og, i givet fald, om de koncerninterne afregningspriser, der udgør beskatningsgrundlaget for en enheds skattepligtige indkomst, og fordelingen af denne indkomst mellem de berørte stater afviger fra et armslængderesultat. Ved undersøgelsen af, om der foreligger en selektiv skattemæssig fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og med henblik på at fastlægge den skattebyrde, der normalt skal pålægges en virksomhed, kan der derfor ikke tages hensyn til parametre og regler, der ligger uden for den pågældende nationale skatteordning – såsom de nævnte retningslinjer – medmindre der i denne skatteordning udtrykkeligt henvises hertil (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 96). |
|
45 |
I det foreliggende tilfælde skal det fremhæves, at Retten i den appellerede doms præmis 121 og 122 fastslog følgende:
|
|
46 |
Det følger af den appellerede doms præmis 121, at Retten begik en første retlig fejl, idet den heri fastslog, at Kommissionen generelt kunne anvende armslængdeprincippet i forbindelse med gennemførelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, selv om dette princip ikke eksisterer selvstændigt i EU-retten, uden at præcisere, at denne institution forinden var forpligtet til at sikre sig, at dette princip var indarbejdet i den pågældende nationale skattelovgivning, i det foreliggende tilfælde luxembourgsk skatteret, og at der udtrykkeligt blev henvist til armslængdeprincippet som sådant. Denne fejl afhjælpes ikke af den omstændighed, at Retten i den appellerede doms præmis 137 af de grunde, der er anført i denne doms præmis 54 og 55, i øvrigt med urette fandt, at dette princip på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var knæsat i luxembourgsk ret. |
|
47 |
Ved i den appellerede doms præmis 122 at anføre, at OECD’s retningslinjer, selv om de ikke er bindende for Kommissionen, har en »vis praktisk betydning« ved vurderingen af, om dette princip var overholdt, undlod Retten ligeledes at bemærke, at disse retningslinjer heller ikke er bindende for OECD-medlemslandene, og at de derfor kun har praktisk betydning, for så vidt som der i den pågældende medlemsstats skattelovgivning udtrykkeligt henvises hertil. Retten undersøgte derfor ikke, om Kommissionen havde sikret sig, at dette var tilfældet med hensyn til luxembourgsk skatteret, og anså det selv for godtgjort, at de nævnte retningslinjer fandt anvendelse, i hvilken forbindelse den således begik endnu en retlig fejl. |
|
48 |
Det følger heraf, at selv om Irland i øvrigt, som det fremgår af den appellerede doms præmis 132, havde påberåbt sig, at der i EU-retten manglede grundlag for et armslængdeprincip, fastholdt Retten – idet den afviste dette argument og følgelig ikke undersøgte det, selv om argumentet med hensyn til realiteten rejste tvivl om rigtigheden af det referencesystem, som Kommissionen havde anvendt med henblik på at definere en normal beskatning, og følgelig, hvorvidt der forelå en fordel for Amazon-koncernen – en fortolkning af armslængdeprincippet, som var i strid med EU-retten, som navnlig anført i præmis 96 og 104 i dom af 8. november 2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859), og godkendte således med urette Kommissionens fastlæggelse af referencesystemet. |
|
49 |
Hele den analyse, som Retten foretog i den appellerede doms præmis 162-251, 257-295, 314-442 og 499-538 for så vidt angår betingelsen om, at der skal foreligge en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er imidlertid støttet på anvendelsen af armslængdeprincippet i henhold til OECD’s retningslinjer med henblik på vurderingen af, om der foreligger en sådan fordel, uafhængigt af, om dette princip er indarbejdet i luxembourgsk ret. |
|
50 |
Eftersom en sådan analyse er baseret på Rettens urigtige fastlæggelse af det relevante referencesystem med henblik på vurderingen af, om der foreligger en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er den i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 37, følgelig ligeledes fejlagtig. |
|
51 |
Det skal dog bemærkes, at hvis begrundelsen i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen imidlertid er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse imidlertid ikke, at denne dom skal ophæves, men at begrundelsen skal ændres og appellen forkastes (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Xellia Pharmaceuticals og Alpharma mod Kommissionen, C-611/16 P, EU:C:2021:245, præmis 149, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis). |
|
52 |
Dette er tilfældet i den foreliggende sag. |
|
53 |
For det første anvendte Kommissionen nemlig armslængdeprincippet, som om det var blevet anerkendt som sådant i EU-retten, således som det bl.a. fremgår af 402., 403., 409., 519., 520. og 561. betragtning til den omtvistede afgørelse. Det fremgår imidlertid af præmis 104 i dom af 8. november 2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859), at der på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke findes et selvstændigt armslængdeprincip, der skal gælde uafhængigt af, om sidstnævnte er blevet indarbejdet i national ret. |
|
54 |
For det andet fandt Kommissionen, således som det fremgår af 241. og 242. betragtning til den omtvistede afgørelse, at den luxembourgske skatteforvaltning fortolkede indkomstskattelovens artikel 164, stk. 3, således, at denne bestemmelse fastsatte »armslængdeprincippet« i den luxembourgske skattelovgivning. Som det imidlertid fremgår af præmis 96 og 104 i dom af 8. november 2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859), ville kun en indarbejdelse af dette princip som sådant i national ret, der som minimum kræver, at sidstnævnte udtrykkeligt henviser til det nævnte princip, give Kommissionen mulighed for at anvende dette princip i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en selektiv fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. |
|
55 |
Som Kommissionen selv anerkendte i 243. betragtning til den omtvistede afgørelse, var det imidlertid først fra den 1. januar 2017, dvs. efter vedtagelsen af den omhandlede forudgående skatteafgørelse og forlængelsen heraf, at en ny artikel i indkomstskatteloven »udtrykkeligt [formaliserer] anvendelsen af armslængdeprincippet under luxembourgsk skattelovgivning«. Det er således godtgjort, at det krav, som er omtalt i den i foregående præmis nævnte retspraksis, ikke var opfyldt på tidspunktet for den pågældende medlemsstats vedtagelse af den foranstaltning, som Kommissionen fandt udgjorde statsstøtte, således at denne institution ikke kunne anvende dette princip med tilbagevirkende kraft i den omtvistede afgørelse. |
|
56 |
For det tredje har Kommissionen ved i 246. betragtning ff. til denne afgørelse at anvende OECD’s retningslinjer for koncerninterne afregningspriser uden at have godtgjort, at disse retningslinjer helt eller delvist var blevet udtrykkeligt overtaget i luxembourgsk ret, tilsidesat det forbud, der er nævnt i præmis 96 i dom af 8. november 2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen (C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859), mod ved undersøgelsen af, om der foreligger en selektiv skattefordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og med henblik på at fastslå, hvilken skattebyrde en virksomhed normalt skal bære, at tage hensyn til parametre og regler, der ligger uden for det pågældende nationale skattesystem, såsom disse retningslinjer, medmindre der inden for skattesystemet udtrykkeligt henvises til disse. |
|
57 |
Det skal i denne henseende bemærkes, at sådanne fejl ved fastlæggelsen af de regler, der rent faktisk finder anvendelse i henhold til den relevante nationale lovgivning, og dermed ved identificeringen af den beskatning, der betegnes som »normal«, og i forhold til hvilken den omhandlede skatteafgørelse skulle vurderes, nødvendigvis bevirker, at hele ræsonnementet om, at der foreligger en selektiv fordel, bliver mangelfuldt (dom af 8.11.2022, Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen, C-885/19 P og C-898/19 P, EU:C:2022:859, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis). |
|
58 |
Det følger af samtlige disse betragtninger, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 590 fastslog, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en fordel for Amazon-koncernen som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og følgelig annullerede den omtvistede afgørelse. |
|
59 |
På baggrund af det ovenstående, og idet begrundelsen ændres i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 51, skal de to appelanbringender således forkastes og appellen derfor forkastes i sin helhed. |
Sagsomkostninger
|
60 |
I henhold til artikel procesreglementets 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. |
|
61 |
Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. |
|
62 |
Da Kommissionen har tabt sagen, pålægges den at bære sine egne omkostninger og at betale de af Storhertugdømmet Luxembourg og Amazon afholdte omkostninger i den foreliggende sag i overensstemmelse med disses påstand herom. |
|
63 |
Procesreglementets artikel 140, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, bestemmer derudover, at medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Irland, som er indtrådt i sagen, bærer således sine egne omkostninger. |
|
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling): |
|
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: engelsk og fransk.